En vækstrate i Polen på 788 procent. Og andre gode grunde til at droppe fordommene om Østeuropa

  • 16. december 2019
  • Europa
  • 11 min.
Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

14:52

Derfor skal du læse denne artikel

Faldefærdige betonbygninger og nationalistiske ledere som Ungarns Viktor Orbán dominerer Vestens billede af Østblokken. Men der findes en overset og lysere modhistorie. Østeuropa befinder sig nemlig i en brydningstid med velstand og vild vækst. Nogle taler sågar om en gylden tid for regionen. Og det rejser spørgsmålet, om sondringen mellem Vest- og Østeuropa overhovedet giver mening, eller om den blot fastholder os i forældede fordomme.

Den dominerende fortælling om Østeuropa i disse år er til at tage og føle på: Civilsamfundet knægtes, domstolene og medierne politiseres, forskningsfriheden begrænses, minoriteter forfølges. Det er en fortælling, der måske især kan registreres i vestlige medier, og som i det store hele er en forfaldshistorie, endda af den mere uhyggelige slags. Det er en fortælling, der hæfter sig ved, at Polens nationalpopulister, Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), ved valget i oktober vandt en jordskredssejr med hele 45 procents tilslutning. Det er en fortælling, der minder om, at Ungarn under den nationalistiske, EU-kritiske premierminister, Viktor Orbán, har opført et pigtrådshegn langs grænsen til både Serbien og Kroatien for at holde flygtninge ude af landet.

Det er en fortælling, der læner sig op ad den analyse, som den toneangivende bulgarske filosof Ivan Krastev har fremført ved flere lejligheder, senest i bogen The Light that Failed: How the West Won the Cold War and Lost the Peace. Her udlægges det seneste årtis politiske udvikling i Østeuropa, måske særligt siden den europæiske flygtningekrise i 2015, som et u-liberalt skift”: en gradvis afvikling af det liberale demokrati, der engang var et universelt ideal, men af mange i Østeuropa nu ses som et angreb på selve idéen om en nation”, som Jaroslaw Kaczynski, de polske nationalpopulisters chefideolog, sagde det i en tale i 2016.

Og så er det ikke mindst en fortælling, der refererer til de mange undersøgelser, som dokumenterer regionens omfattende affolkning. Senest, i juli, konkluderede Den Internationale Valutafond eksempelvis, at Østeuropa står midt i en demografisk krise. Siden EUs østudvidelser, først den store i 2004 og siden de to mindre i 2007 og 2013, er østeuropæere strømmet mod vest i en sådan grad, at et land som Bulgarien har mistet knap 21 procent af befolkningen siden Den Kolde Krigs afslutning.

Det er en fortælling, der åbenlyst har noget på sig. I det snart forgangne årti har stadig flere østeuropæiske regeringer forvaltet deres magt autoritært, og selv om det er ment som en vittighed, er det ikke for sjov, når man i Bulgarien – som Ivan Krastev bemærker i sin bredt omtalte debatbog Efter Europa – siger, at der kun findes to effektive veje ud af politisk og økonomisk stagnation: de to terminaler i Sofias internationale lufthavn.

Men samtidig er det langtfra den eneste legitime fremstilling af, hvad der foregår i de postkommunistiske stater. Den front af totalitarisme, der er stormet frem i Østeuropa gennem det seneste årti, viser nu de første forsigtige retrætetendenser. Udviklingen er endnu spæd, men den er der. Selv i Ungarn og Polen, de største kritikere af det liberale demokrati.

Det er alt for tidligt at sige, hvad det ender med, men Østeuropa befinder sig på mange måder i en brydningstid,” siger Søren Riishøj, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet med speciale i østeuropæiske forhold.

Uanset om den nationalpopulistiske bølge virkelig ebber ud, eller om udviklingen går i sig selv, kalder den på opmærksomhed. Selvfølgelig fordi den udgør et muligt opgør med det seneste årtis dominerende politiske tendens i Østeuropa. Men også fordi den er en anledning til at diskutere et vanskeligt spørgsmål, som man i forskningen længe har diskuteret, men som aldrig for alvor er nået ud til den brede offentlighed: Hvad er Østeuropa egentlig?

Anlægger man et større historisk perspektiv på Østeuropas udvikling, er der faktisk ikke meget at rafle om: Forfaldsfortællingen er ude af trit med store dele af virkeligheden, for rent faktisk går det fremad. Ifølge tal fra Verdensbanken er økonomierne, der indtil for 30 år siden lå isoleret bag kommunismens Jerntæppe, i stadig bedre forfatning. Polen er en af Europas hurtigst voksende økonomier med en vækstrate på vilde 788 procent fra 1990 til 2018. I Slovenien er gennemsnitslevealderen i samme periode steget med mere end otte år. I Rumænien var antallet af arbejdsløse i juni det laveste, siden man begyndte at føre statistik i 1993: Bare 3,8 procent af befolkningen stod uden arbejde – til sammenligning ligger vi i øjeblikket på 5,3 procent i Danmark. Og i Tjekkiet er den økonomiske ulighed kun faldet i årtierne efter Fløjlsrevolutionen i 1989, der væltede det kommunistiske magtmonopol og indsatte forfatteren Václav Havel som præsident.

Det her er en gylden tid for regionen. Gennemsnitligt set har ingen bulgarer, rumæner eller polak levet et bedre liv, end de gør nu,” lød det fra den polske økonom og forfatter Marcin Piatkowski i The Guardian i slutningen af oktober i en artikel om eastern Europe’s extraordinary 30-year revival”. Og i den engelsksprogede avis New Europe, der fra Bruxelles skriver om europæisk politik, kunne man nogle uger efter læse, hvordan den ungarske økonom Kálmán Mizsei mente, at den tidligere kommunistbloks overgang til moderne, europæiske stater bør fejres som en stor sejr for den demokratiske verden”.

Også inden for en mere snæver tidshorisont kan man få øje på udviklinger, der rokker ved opfattelsen af Østeuropas tilbagegang, både demokratisk og demografisk. Godt nok fik Lov- og Retfærdighedspartiet i Polen flere stemmer end nogensinde før ved valget i oktober, men det mistede sit flertal i senatet, og det giver oppositionen øget mulighed for at forsinke, måske endda forhindre partiets lovarbejde. Heller ikke i Ungarn skal man lade sig forblænde af Viktor Orbáns tilsyneladende usårlighed. Ved efterårets landsdækkende lokalvalg gik 10 ud af de 23 største byers borgmesterposter til oppositionen – blandt andet i hovedstaden Budapest, hvor Gergely Karácsony fra det grønne parti Dialog for Ungarn vippede Fidesz-støttede István Tarlós af magten. Beslægtede udviklinger er enten undervejs eller i fuld gang i Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien, hvor især ungdommen ikke vil affinde sig med de seneste års erodering af demokratiet. I Prag, Bratislava og Bukarest har tusindvis således været på gaden i løbet af det seneste år med krav om politisk forandring.

Fortællingen om Østeuropa som kontinentets tilbagestående halvdel er altså både udfordret af nogle større historiske udviklingslinjer samt aktuelle oppositionsstrømninger. Dem anerkender Søren Riishøj, lektor i statskundskab, men han indskyder, at vælgernes interesse for alternative samfundsindretninger ikke er ensbetydende med, at de enkelte lande står over for substantielle politiske forandringer:

Man skal altid stille sig kritisk over for, hvad der kommer bagefter, også selv om det er antidemokrater, der bliver afsat. Oppositionerne er ikke nødvendigvis bedre,” siger lektoren.

De positive nuancer er vigtige for forståelsen af, hvad der sker i Østeuropa. Men hos os, der er naboer til regionen, bør debatten måske starte et helt andet sted. Måske er der her i 30-året for Murens fald, hvor skolebørn med østeuropæisk baggrund oplever stigende racisme i de britiske skoler, og hvor romaer i Danmark jævnligt bliver stigmatiseret, behov for en mere fundamental idédebat om den europæiske bevidsthed, der stadig lader til at være påvirket af en tid, hvor kontinentet, sådan helt praktisk, var delt i to. Det mener Petrică Mogoș og Laura Naum i hvert fald. Fra Bukarest, Rumæniens hovedstad, udgiver de det engelsksprogede magasin Kajet Journal, som er sat i verden for både skriftligt og visuelt at udfordre Europas moralske hierarki, der, mener de, rangerer den vestlige del af kontinentet over den østlige.

Vores magasin tager afsæt i en frustration over, hvordan Østeuropa formidles i Vesteuropa,” fortæller Petrică Mogoș og Laura Naum. Mens vestlig kunst og kultur sagtens kan bevæge sig østover, er det, der stammer fra Øst dømt til enten at blive ignoreret, afvist eller latterliggjort i Vest. Vi vil promovere synspunkter samt intellektuelle, sociale og kulturelle bevægelser, der stammer fra Østeuropa.”

Op til udgivelsen af deres premierenummer skrev de manifestet Why Bother About Eastern Europe?. Her lægger de op til en dekonstruktion af den moderne forståelse af det, vi kalder Østeuropa. For hvad snakker vi egentlig om, når vi snakker – eller som i denne artikels tilfælde skriver – om Østeuropa? Et eksempel: når man rejser fra Wien til Prag, flytter man sig fysisk fra øst mod vest, men mentalt er bevægelsen den modsatte, fra vest til øst. Vi ser stort på geografien, og indlemmer den østrigske hovedstad i en kerneeuropæisk kontekst, mens den tjekkiske uden videre bliver dyrket som en del af kontinentets østlige halvdel. Det er sigende, lyder det fra Mogoș og Naum, som sætter spørgsmålstegn ved, om betegnelsen Østeuropa, som vi bruger den i dag, overhovedet giver mening.

Er Polen, Tjekkiet og Slovakiet i virkeligheden Centraleuropa? Er Balkan østeuropæisk, eller er det sin helt egen region? Og hvad med Baltikum? Østeuropa er ikke Vesteuropa, ikke rigtig Rusland, så hvad er det egentlig?” spørger de.

De ligger ikke inde med et svar, der er lige til at putte i lommen, men én ting er de sikre på. Østeuropa er ikke det, som de mener, den vestlige liberalisme ellers har tendens til at påstå: en gevækst på det europæiske kontinent, en uciviliseret kontrast til civilisationerne mod vest. Østeuropa er ikke det andet Europa. Det kunne lyde som noget nær et forsvar for den EU-kritik, der blandt andet driver Orbáns Ungarn og Kaczynskis Polen, men Kajet Journals ærinde er et helt andet. I deres manifest lyder det, at projektet netop er en reaktion på tidens turbulente sociopolitiske klima, der har ført til en stigning i fremmedfrygt, intolerance og ultranationalisme”. Deres mål er at konfrontere den europæiske idéverden med dens indlejrede fordomme om de lande, der engang var samlet under Sovjetunionen og Jugoslaviens faner. Fordomme, der har delt kontinentet mentalt op i et vesteuropæisk centrum og en østeuropæisk periferi, en vesteuropæisk rationalitet og en østeuropæisk irrationalitet, en vesteuropæisk civilisation og et østeuropæisk barbari.

Ifølge initiativtagerne til Kajet Journal manifesterer disse fordomme sig blandt andet i kulturhistorien, hvor nogle af den vestlige mytologis største uhyrer og mærkeligste fantasiskabninger på den ene eller anden måde er forbundet til Østeuropa. Blandt andre Dracula, den transsylvanske vampyrgreve fra Karpater-bjergene, der første gang blev til litteratur i den irske forfatter Bram Stokers roman af samme navn i 1897. Eller den mytiske skikkelse Golem, der har rødder helt tilbage i middelalderen, men i det 19. og 20. århundrede blev indskrevet i den vestlige bevidsthed, blandt andet med den tyske forfatter Gustav Meyrinks roman Der Golem, som foregår i Prag. Det er udtryk for, mener Petrică Mogoș og Laura Naum, en dæmonisering af Østeuropa, som har sat sig dybe spor i den europæiske tanke og konstrueret regionen som djævelens fødested”.

Det kan umiddelbart lyde som en noget stor analyse, men Kajet Journal er langtfra de første, der går kritisk til den vestlige fortælling om Østeuropa. I forskningen er den et tilbagevendende tema. Det fortæller Tea Sindbæk Andersen, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, hvor hun forsker i historiebrug, identitetspolitik og kollektiv erindring på Balkan.

Jeg spørger altid nye studerende om det samme: Hvor er Østeuropa?” fortæller hun. Det er jo en ekstremt rodet geografisk kategori, der egentlig ikke kan bruges til alverden. Altså der er jo mange af dem, vi kalder østeuropæere, der ikke identificerer sig sådan. Den polske ambassadør i Danmark understregede engang for mig, at Polen er centraleuropæisk, men herhjemme snakker vi jo om Polen som Østeuropa.”

Hun henviser til, at man for samtalens skyld også bruger firkantede samlebetegnelser om alle mulige andre dele af verden – Norden, eksempelvis – men i Østeuropas tilfælde er der ikke tale om en uskyldig rubricering. For mange har den jo stærkt negative konnotationer,” siger hun. Ligesom Petrică Mogoș og Laura Naum fra Kajet Journal tilskriver hun også de vesteuropæiske fordomme om Østeuropa en dybt forankret idétradition, der strækker sig helt tilbage til det 18. århundredes oplysning, hvor London og Paris blev etableret som den frie, rationelt tænkende verdens centrum, og alt uden for den blev udskammet som eksotisk.

Når vi herhjemme og i det øvrige Vesteuropa uden videre gør fortællingen om Østeuropa til en forfaldsfortælling, er det med andre ord ikke udelukkende, fordi visse statsledere fører sig despotisk frem, og millioner af indbyggere efterlader byer halvtomme i deres rejser vestpå. Det er i hvert fald en fortælling, der henter brændstof i en mangeårig tendens til at tænke dem og det, der kommer fra det såkaldte Østeuropa som en negativ skygge af det egentlige Europa. Vesteuropa. Og den tendens, mener både Tea Sindbæk Andersen og folkene bag Kajet Journal, må man være stærkt forbeholden over for.

Ifølge den danske lektor, fordi den slet og ret udtrykker en historisk konstruktion”, der i århundreder er blevet brugt til at bilde mennesker ind, at verden udgår fra Vesteuropa. Men hvis man spørger Petrică Mogoș og Laura Naum, har fortællingen også mere direkte konsekvenser: så længe den dominerer, hæmmer den samfundsudviklingen i Østeuropa. Viktor Orbán og Jaroslaw Kaczynski er meget vel EU-kritiske, men, siger de to rumænere, de er en del af en politisk elite i Østeuropa, der i årene efter at Murens fald blev fortalt og ikke mindst fortalte sig selv, at det var bydende nødvendigt at overtage Vestens neoliberale kapitalisme. Det har de gjort, alt imens de har smidt om sig med nationalistiske paroler, og
dermed har de bidraget til billedet af Østeuropa som en dårlig efterligning af Vesteuropa.

De østeuropæiske nationer må altså gentænke sig selv, hvis de vil have magten over deres egen skæbne tilbage. Akkurat ligesom de vesteuropæiske nationer, for at sikre den kontinentale sammenhængskraft, må tage et opgør med den stereotype opfattelse af Østeuropa som et trøstesløst appendiks beboet af vampyrgrever og nyuddannede, der kun venter på at kunne rejse til metropolerne mod vest.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: