Jeg har prøvet den teknologi til ansigtsgenkendelse, som justitsministeren er lun på. Og nu er jeg bange

GENKENDTIngen kan være ubemærket, når tv-kameraer genkender ens ansigt. Foto: Product School / Animation: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Overvågning giver mere frihed, sagde justitsministeren på Folketingets talerstol i sidste uge. Så hvordan kan overvågning faktisk fungere? Flere partier i Folketinget er åbne for at diskutere, om politiet skal have lov til at anvende ansigtsgenkendelsesteknologi. Zetlands Frederik Kulager har testet teknologien og er lige dele imponeret og skræmt.

I sidste uge testede jeg ansigtsgenkendelsesteknologi for første gang, og hvad jeg troede kun var muligt i tech-dystopier som Black Mirror-serien på Netflix, eller i lande som Kina, Rusland og England, var nu meget virkeligt: Jeg havde scannet et grynet billede af et ansigt, en fremmet dansk kvindes ansigt, og med et fingerknips havde algoritmen fundet navnet på kvinden. Det vilde var, at algoritmen ikke bare havde fundet det billede, jeg havde scannet, som var taget til en politisk demonstration i København, men et andet billede, hvor kvinden ser ganske anderledes ud. Min menneskehjerne havde aldrig selv gættet, det var hende, hvis jeg havde holdt de to ansigter op mod hinanden. Men det var altså hende.

Teknologi som det her gør vores ansigter til id-kort. Og perspektiverne i det … gulp. De har vidtrækkende konsekvenser for vores privatliv. Det er i den grad værd at forstå lige nu, hvor stemningen i Folketinget er mere positiv over for ansigtsgenkendelsesteknologi som redskab for statsmagten end nogensinde før. Ligesom det er vigtigt at forstå, hvordan det egentlig fungerer. Men først lidt baggrund:

Op til testen havde jeg hørt Nick Hækkerup, vores justitsminister, sige fra Folketingets talerstol sidste uge, at øget overvågning giver danskerne mere frihed, fordi, sagde han: Hvis vi ødelægger trygheden i samfundet, ødelægger vi friheden i samfundet. Uden tryghed, ingen frihed.” Han gentog: Uden tryghed, ingen frihed.” Og, sagde Hækkerup videre, hvis man siger, det er rigtigt, så følger det logisk heraf, at med overvågning stiger friheden”. Dog med det lille forbehold, at vi … afgiver en lille smule frihed, når vi bliver overvåget, fordi der er nogle andre, der ser, hvad jeg gør, og fordi jeg ikke vil gøre, hvad jeg ellers ville gøre”, ræsonnerede justitsministeren.

Hækkerup var hevet i folketingssalen for at forsvare øget overvågning, fordi Alternativet har stillet et beslutningsforslag om at forbyde offentlige myndigheders anvendelse af ansigtsgenkendelsesteknologi i det offentlige rum”. Forslaget skal behandles i begyndelsen af 2020. Da Alternativets retsordfører, Sikandar Siddique, fremlagde forslaget på talerstolen, sagde han, at partiet ikke ønsker et samfund, hvor vi masseovervåger, fordi vi er bange for kriminelle”. Fordi, sagde han: Hvad bliver det næste? En chip i armen?”

Tv-kameraer udstyret med ansigtsgenkendelsesteknologi er ikke en del af regeringens såkaldte trygheds- og sikkerhedspakke fra efteråret, som i sidste uge blev sendt i høring. Regeringens pakke vil give politiet 300 ekstra overvågningskameraer, overvågningsdroner og -køretøjer og vil pålægge alle offentlige myndigheder og private at registrere deres tv-kameraer, så politiet i ekstraordinære” tilfælde kan få adgang til et tv-kameras livestreaming i eksempelvis et boligkvarter. Tv-kameraer skal også have lov til at overvåge et større område omkring en bygning end tilladt i dag. Men altså ikke med tilføjelsen af ansigtsgenkendelsesteknologien – i udgangspunktet, i al fald. For, sagde justitsministeren fra talerstolen:

Jeg er ikke i tvivl om, at man kan bekæmpe kriminalitet med ansigtsgenkendelsesteknologi. Men det rejser også nogle principielle spørgsmål – det er ikke en af de løsninger, man skal gribe til i en fart. Men jeg siger heller ikke, det er noget, vi ikke skal gøre.”

FAKTA. Den seneste tryghedsundersøgelse fra politiet viste, at trygheden i samfundet er på et uændret højt niveau – 86,5 procent af danskerne var trygge i deres nabolag i 2018.

Som justitsminister er Hækkerup politiets øverste chef, og Københavns Politis chefpolitiinspektør, Jørgen Bergen Skov, sagde i oktober til Berlingske, at hans folk er klar til ansigtsgenkendelsesteknologi. Hvordan det skal foregå, er i første omgang en politisk drøftelse, men ingen må være i tvivl om, at det efterforskningsmæssigt vil være en stor fordel.”

Ifølge Berlingske er Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige nu klar til at diskutere, hvordan politiet kan bruge ansigtsgenkendelse. Venstres retsordfører, Inger Støjberg, sagde til avisen i sidste uge, at tv-kameraer, der kan genkende ansigter, ville være en nem måde” at håndhæve opholdsforbuddet, hvor et bandemedlem forbydes at vise sig i en by i op til ti år. Jeg er med på, at der kan være mange bekymringer, og dem deler jeg også. Men der er det skisma, at omvendt ønsker alle at kunne gå i fred på gaden,” sagde Støjberg til Berlingske.

Mens politikerne tygger på dét skisma, som altså lader til at være langt mere spiseligt for nogle end andre, så lad mig vise, hvad det reelt er for en teknologi, vores politikere overvejer at udstyre politiet med. Rusland har nemlig sluppet en ansigtsgenkendelsesalgoritme løs på internettet, og om fem minutter vil du kunne prøve den af. Også på eget ansigt.

Vi har lært, at hvis du vil finde noget eller nogen på internettet, så er det Google, der giver de mest nøjagtige søgeresultater. Og mens det er sandt i langt de fleste tilfælde (takket være selskabets massive dataindsamling), så er Google elendig sammenlignet med Yandex, Ruslands svar på den amerikanske søgemaskine, på ét punkt: omvendt billedsøgning.

Hvis du ikke har prøvet omvendt billedsøgning, så fungerer det således: i stedet for at søge efter et specifikt billede, så søger man oplysninger om ét billede ved at uploade netop det billede i søgefeltet på Yandex. Når man benytter omvendt billedsøgning af en persons ansigt på Google, lad os sige et billede af en mand med kort, brunt hår, så finder Google billeder af en masse mænd med kort, brunt hår – men Google vil aldrig finde den mand, du har på dit billede. Google bruger nemlig ikke ansigtsgenkendelsesteknologi. Det gør Yandex, og den er ret skrap til det.

Yandex har i årevis trænet den kunstige intelligens, som er dens ansigtsgenkendelses-hjerne. Den kigger på træk, afstand mellem næse, mund, øjne, det hele, men også mundens bredde, næsens længde og så videre, og leder efter match i sit enorme billedkatalog. I praksis betyder det, at du med ét billede af en persons ansigt kan finde præcis den person på Yandex – hvis vedkommende altså optræder i den russiske søgemaskines søgeresultater. Det gør de færreste danskere trods alt, så det er stadig begrænset, hvor mange danskere man kan identificere. Men Nick Hækkerups ansigt var ganske let for Yandex at identificere, fordi ministeren optræder i flere russiske nyhedshistorier med billede. Da jeg uploadede mit eget ansigt, fandt den en Zetland-historie, hvor mit ansigt er brugt i illustrationen. Det er nu, du selv kan prøve Yandex: Find et billede af dit ansigt, og upload det her.

Jeg testede også værktøjet FindClone.ru, hvor man uploader et ansigt, og så finder algoritmen et ansigt, som matcher profiler på VKontakte.ru, Ruslands største sociale medie. Til det amerikanske medie Vox har en journalist vist, hvordan han med skærmbilleder af russiske hooligans, der optræder i YouTube-videoer, kan bruge FindClone.ru til at finde mændenes profiler på VKontakte. Journalister har også brugt FindClone.ru til at finde russiske betjente, som er blevet filmet i voldelige sammenstød med demonstranter. Andre har brugt siden til at finde identiteten bag russiske pornoskuespillere. Har personen, man leder efter, ikke en profil på VKontakte, finder FindClone.ru med uhyggelig præcision personens russiske dobbeltgænger. Jeg fandt eksempelvis statsminister Mette Frederiksens næsten-klon, en Natalya fra Novosibirsk.

KLONFindClone.ru vurderer, at Tatyana ligner statsministeren nogle decimaler mere. Jeg mener, at Natalya er et bedre match. Havde Mette Frederiksen en profil på VKontakte.ru, havde den med al sandsynlighed fundet den profil. Skærmbillede / FindClone.ru

På pimeyes.com, en anden ansigtsgenkendelsesside, identificerede jeg en dansk mand, som var fotograferet til en politisk demonstration. Manden er ikke en offentlig person, bare en helt almindelig midaldrende, småskaldet mand, der kunne være hvem som helst. Ved den offentlige begivenhed, som demonstrationen var, var han reelt set anonym i menneskemængden – i den forstand, at de færreste, der var til stede, formentlig vidste, hvem han er, hvor han arbejder, hvor han bor, hvem hans familie er og så videre. Men teknologi, som matcher vores ansigt med vores billeder på sociale medier, gør alle identificerbare, uanset hvem de er, også for en fremmed som mig.

Ét begreb er særligt vigtigt at kende, når vi diskuterer de konsekvenser, denne form for teknologier har for vores privatliv. Når ansigtsgenkendelsesteknologi kobler vores tilstedeværelse i den fysiske verden sammen med vores online identitet, så forsvinder det, man i privatlivs-kredse kalder obskuritet, som er et fint ord for ubemærkethed. Det skal forstås sådan her: De færreste ønsker at være anonyme i offentligheden – man har ikke noget imod at blive genkendt på gaden af en gammel ven eller kollega. Det er ikke et overgreb på vores privatliv. Det, man i stedet ønsker sig, er at kunne opholde sig i og bevæge sig gennem offentligheden i ubemærkethed. I forskningspapiret Obscurity and Privacy, som to amerikanske forskere skrev i 2014, gav de et eksempel, hvor man er på café med en ven og diskuterer noget privat:

Mens dem omkring os godt kan forstå meget af det, vi siger offentligt, er der en verden til forskel mellem at vide, hvad vi siger, og at vide, hvem vi er, når vi siger det.” Altså: Jeg kan sagtens have en privat samtale med en ven på en café, fordi jeg i cafégæsternes øjne ikke er Frederik Kulager, men blot en mand på café, og ingen omkring os ved, hvem jeg er, hvem min ven er, og hvem vi taler om. Så selv om nogen skulle overhøre vores samtale, ville personen ikke ane, hvad vi talte om, og hvorfor vi talte om det. Vores ubemærkethed på caféen giver os anonymitet.

Udfordringen er bare, at vi i et årti har fotograferet os selv, venner og familie og delt billederne på sociale medier med vores navne tagget, og sådan en database med ansigter og navne er alt, man i dag skal bruge til at identificere et menneske. Jeg har vist, at vi allerede er der, hvor man i teorien kan fotografere en fremmed i offentligheden eller finde et billede af en fremmed online, køre det gennem en ansigtsgenkendelsesalgoritme og få den persons navn. I den verden kan ingen være sikre på, at de kan gøre eller sige noget i ubemærkethed. Obskuriteten forsvinder.

Muligheden for bare at eksistere som et menneske i mængden – en mand, der taler med en ven på en café, en kvinde, der er mødt op til politisk demonstration – findes ikke i et samfund, der benytter sig af ansigtsgenkendelsesteknologi, som justitsministeren og oppositionen gør sig tanker om at udstyre politiet med. Så når Nick Hækkerup mener, at med overvågning stiger friheden, gælder det ikke for friheden til ikke at blive genkendt. Tværtimod er risikoen, at vi mister den frihed helt.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: