Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvad skal eftertiden grave i, når vores dagbog bliver til en Messenger-tråd?

HÅNDSKRIFTEt brev kan ligge i en papkasse på loftet i lang tid, uden at det gør noget. Det samme kan ikke siges om en e-mail. Hvad betyder det for fremtidens historikere, når de engang skal skrive fortællingen om vores samtid? (På billedet ses et brev fra Georg Brandes til Maria Bonaparte). Alle fotos: Maud Lervik for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Igennem århundreder har arkivarer bøvlet med dynger af papirer og tunge arkivskabe for at samle alt det, vi som samfund synes er værd at huske, sammen. På den vis ligner digitaliseringen enhver arkivarbejders hede drøm, men faktisk er den det stik modsatte: For hvordan fastholder man alt fra første udkast af manuskripter til hemmelige kærlighedserklæringer i en digital tid?

Den ser ikke ud af meget, sådan en lille papæske med breve. Men når først man sidder med et maskinskrevet brev fra slutningen af 1800-tallet sendt fra den markante litterat og samfundsobservatør Georg Brandes til den jyske forfatter Jeppe Aakjær, så kan man nærmest instinktivt mærke, at det er værdifuldt. Brevene stammer fra Brandes-arkivet på Det Kongelige Bibliotek og er blevet hentet frem fra gemmerne af Thomas Hvid Kromann, der er seniorforsker på Håndskriftsamlingen. Jeg har bedt ham om at finde eksempler på uvurderligt materiale, der ville være svært at tilegne sig tilsvarende i dag. I vores gennemdigitaliserede verden er det nemlig blevet mere – ikke mindre – besværligt at anskaffe private informationskilder, der ville svare til breve som dem, vi sidder og kigger på nu. En vanskelighed, der betyder, at Thomas Hvid Kromann og hans kolleger i øjeblikket på en måde er i gang med at gentænke selve arkivarfaget.

Håndskriftsamlingens forfatterarkiver er foruden brevudvekslinger hjemsted for manuskripter, notater, dagbøger og andre dokumenter, der vurderes at have kulturhistorisk værdi. Man kan svinge sig helt op og sige, at denne type arkivalier er en helt central del af vores kulturarv, vores kollektive hukommelse, vores nationale selvforståelse. Og mere konkret er informationskilder som Georg Brandes’ breve med til at give nye perspektiver og etablere en grundigere forståelse af det allerede kendte – det være sig litterære værker, forfatterskaber, sågar hele tidsperioder. Det er ledetråde, der hjælper os med at begribe den kulturelle udvikling og vores fælles historie, gør det muligt at skrive forfatterbiografier eller studere historiske kulturelle strømninger; noget, der med andre ord vedkommer os alle sammen.

Det er præcis de ledetråde, der er i fare i dag – på paradoksal vis. Vores færden i verden har aldrig været grundigere dokumenteret, og alligevel ser det mærkeligt nok ud til, at der risikerer at være mindre for fremtidens historikere at basere deres fortælling om os og vores liv på. Da så meget af materialet er digitalt, er det på én gang tilgængeligt med få klik på en computermus og samtidig i akut fare for at blive slettet eller forsvinde. Institutioner som Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet er altså blevet sat på en temmelig heftig opgave: De skal ganske enkelt sikre, at vi, der er i live i dag, får sat aftryk, der også bliver husket.

Siden 1800-tallet har Det Kongelige Bibliotek arbejdet med indsamling og bevaring af nationalt arkivmateriale, men den udfordring, som Thomas Hvid Kromann og hans kolleger står med i øjeblikket, er altså ny. Og det er en udfordring, der først og fremmest handler om indsamling. For selv om man kunne tro, at digitaliseringen og internettet har gjort alt, der handler om informationsbehandling, lettere at håndtere end med fysisk papir, så er der en bagside, en ulempe ved det digitale, hvor e-mailen ikke kun er smartere end brevet. Tværtimod.

Problemet med e-mails handler om det tidsmæssige aspekt, for vi kan jo ikke længere vente to generationer på, at børnebørnene afleverer dem. På det tidspunkt vil de formentlig ligge på en stendød harddisk, som ingen kan få adgang til. Hvis man åbner en papkasse og kan se, at der er nogle breve, så tænker man måske, at det skal man ikke bare smide ud. Men bedstefars pc, den ryger nok bare ned til elskrot, uden at man tænker over det,” siger Thomas Hvid Kromann.

Modsat pergament og papir skal e-mails og andet digitalt materiale ikke bare skærmes mod ild og vand; de skal også beskyttes mod teknologisk forældelse, servernedbrud og hackerangreb. Digital information kan være fejlbehæftet eller korrumperet, it-virksomheder går konkurs, mailkonti bliver nedlagt, hjemmesider lukker, links dør, og skift i tekniske standarder, filformater og systemer betyder, at man risikerer at miste meget materiale. Det er ikke som papir, der bare ligger i en skuffe, og som man til enhver tid kan hente frem. Digitalt materiale skal nærmest indsamles, mens det stadig er i brug.

Og det er ikke kun Det Kongelige Bibliotek, der er udfordret. Også på Rigsarkivet volder indsamlingen af arkiver fra væsentlige private personer og organisationer problemer. Det er altså ikke alene vores kulturarv, men selve dokumentationen af udviklingen af vores samfund – fra de store personligheder og virksomheder til helt almindelige danskeres liv – vi her taler om.

Der er mange, der ikke tænker på, at stort set alt materiale til at beskrive vores samfund i dag er digitalt – at data er arkivalier på linje med ældre papirer med krøllede bogstaver, så hvis man vil være en del af Danmarks historie, så skal man sørge for at bevare sine digitale spor,” siger Mette Hall-Andersen, der er områdeleder for Indsamlingsområdet hos Rigsarkivet.

HEMMELIGHEDERVores gennemdigitaliserede verden konfronterer os med den mudrede grænse mellem privatliv og kulturhistorie, hvor spørgsmålet er, i hvilken grad forfattere, kunstnere og andre store personligheder selv skal have lov til at vurdere, hvad eftertiden får indblik i. (På billedet ses tre bindekapsler med dele af sprogforskeren Louis Hjelmslevs korrespondancer og en æske med breve fra Georg Brandes).

Størstedelen af det materiale, de får ind på Håndskriftsamlingen, er stadigvæk fysisk materiale. Vi lever trods alt ikke i det papirløse samfund. Endnu. Det plejer som regel at fungere sådan, at Kromann og hans kolleger får en henvendelse fra en donator – i nogle tilfælde forfatteren selv, men typisk er det børn eller børnebørnene, der dukker op med et tårn af flyttekasser. Andre gange køber Det Kongelige Bibliotek materiale på auktion, og nogle gange stammer arkivmaterialet fra dødsboer. Men fælles for størstedelen af det fysiske materiale, der kommer ind, er, at det ankommer med en vis forsinkelse i forhold til, hvornår det er produceret.

Og netop tidsforskydningen er kernen i de store udfordringer, som man står over for med hensyn til indsamling af digitale arkivalier. Når det gælder det digitale, kan man nemlig ikke længere vente på, at et loftsrum eller skuffedarium bliver støvet af og rodet igennem. Digitalt fødte materialer skal høstes, mens de stadig er i brug – man kan ikke regne med, at en e-mailkonto er tilgængelig om 100 år; man kan ikke gemme en harddisk i en skrivebordsskuffe særligt længe, før det bliver så godt som umuligt at klemme data ud af den, eller før dataene simpelthen forgår. Og det betyder, at arbejdet som arkivar skal være langt mere aktivt end tidligere påkrævet.

Derfor oprettede Det Kongelige Bibliotek i 2013 den såkaldte MyArchive Tjenesten. Et e-mailarkiveringsprogram, der kort fortalt fungerer på den måde, at Det Kongelige Bibliotek samarbejder med nogle forfattere, forskere og kunstnere, som via et computerprogram kan overføre materiale fra deres egen e-mailklient til et såkaldt deponeringsområde. Her ligger det så i fem år, hvor forfatterne kan redigere i, omstrukturere og slette materiale, inden det overgår til donation og bliver Det Kongelige Biblioteks fysiske ejendom og altså ikke længere kan trækkes tilbage, redigeres eller slettes af forfatterne. Og de fem år er nu ved at være gået for de første, der tilmeldte sig tjenesten.

Det har ikke fungeret uden besvær. For det første har biblioteket oplevet, at nogle er hoppet fra efter i første omgang at have tilmeldt sig tjenesten, og generelt har en del af forfatterne været tilbageholdende – ja, folk er ikke vilde for at aflevere det nødvendigvis,” fortæller Thomas Hvid Kromann. Og det kan man jo sådan set godt forstå. Forfatterne har nemlig ikke længere den luksus at kunne vente med at donere uddrag af deres privatliv, til efter de er borte – en svær luksus at undvære i en tid med fokus på overvågning, persondatabeskyttelse og privatliv på internettet. I alt har det betydet, at det har været op ad bakke at få forfattere til at melde sig.

Vi befinder os i en overgangsproces,” siger Thomas Hvid Kromann. Da man startede MyArchive, tænkte man, at det var genialt at få folk til at selvarkivere – så udliciterede vi jo sådan set arbejdet. Men det kuratoriske arbejde er faktisk langt større, fordi forfatterne skal rekrutteres.”

Spørgsmålet er desuden, hvilken betydning det har, når forfatterne så at sige bliver deres egne historikere, og det i langt højere grad er op til dem selv at bestemme, hvad der bliver tilgængeligt for eftertiden.

DE UDVALGTE“Der er selvfølgelig nogle forfattere, der skriver breve og tænker, at det her vil stå i en flot brevudgave engang. Men det er jo ikke alle, der tænker sådan med henblik på kommende selvkanonisering,” siger Thomas Hvid Kromann. (På billedet ses forskellige breve fra Brandesarkivet).

Selvarkiveringen giver som nævnt forfatterne mulighed for at redigere i det afleverede materiale i en femårig mellemperiode, inden kildematerialet fuldt ud overgår til at blive Det Kongelige Biblioteks fysiske ejendom. Og Kromann fortæller, at der er en tendens til et øget fokus på kommende selvkanonisering, når forfatterne selv skal udvælge de ting, som de tænker vil være vigtige for eftertiden. Når børnebørnene kommer ind med en fysisk stak breve, er det sjældent, at de er censureret med hård hånd, men det er noget andet, når man selv skal indlevere sine private korrespondancer.

Man vil måske have en tendens til at redigere lidt mere i det,” siger Thomas Hvid Kromann. Så tænker man måske: Arh, nu er hun ikke min kone længere, nu er det min ekskone, så vil jeg gerne have den del ud.’”

Faren her er, at forfatterne risikerer at fejlvurdere, hvad eftertiden vil anse som væsentligt. Thomas Hvid Kromann fortæller, hvordan den slags er meget svært at forudsige, fordi der kan være ting, der måske virker trivielle, men som i fremtiden kan bruges som dokumentation til for eksempel at se, hvilke mennesker der indgik i hvilke netværk, og hvordan forbindelserne var på kryds og tværs. Han nævner, at en anden potentiel mulighed kunne være at lave mere specifikke e-mailudtræk, der eksempelvis knyttede sig til et bestemt værk, som måske ville gøre det lettere for forfatterne at slippe, fordi værket var et afsluttet kapitel.

Det er noget, der bliver forsket i, og der bliver udviklet meget, men der er ikke fundet den endelige løsning. Heller ikke på de store institutioner,” siger Thomas Hvid Kromann.

Men e-mails er bare en af adskillige digitale arkivalier, som Det Kongelige Bibliotek indsamler. Hele det danske internet – de over en million domæner, der ligger på .dk – bliver eksempelvis også høstet fire gange om året og gemt på det, der hedder Netarkivet. Og på længere sigt ser Thomas Hvid Kromann og hans kolleger da også nogle klare fordele ved de digitale arkivalier. Der er trods alt nogle ting, som bliver gjort lettere af digitaliseringen.

Nu har jeg selv forsket en del i Asger Jorn,” siger Thomas Hvid Kromann. Og man kan virkelig mærke det liv, der er i den fyr. Men det er meget svært at læse.”

Med e-mails er al tekst jo transskriberet på forhånd. Og såkaldte metadata som datering og tilblivelsessted er lettere tilgængeligt, end når det gælder fysiske breve. Det er også muligt at se diverse korrespondancers intensitet i forskellige perioder, materialet er lettere søgbart og på længere sig er målet at skabe et system, hvor forfatter-e-mails eksempelvis ikke kun krydses med manuskripter, men eksempelvis også Facebook-opslag eller tweets – “og så begynder man pludselig at kunne have et helt andet kildemateriale,” som Thomas Hvid Kromann siger, men understreger samtidig, at det nok ikke er noget, der bliver præsenteret i vores levetid.

OFFENTLIGHEDNetarkivet, der høster materiale fra det danske internet, må kun bruges til videnskabelige formål og er ikke tilgængeligt for alle, fordi det kan indeholde følsomme personoplysninger. (På billedet ses breve fra Georg Brandes til Martin Andersen Nexø).

Selve forudsætningen for, at det kildemateriale, som samtidens kulturpersonligheder producerer, bliver tilgængeligt for fremtidige generationer, er, at institutioner som Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet i langt højere grad end tidligere må være opsøgende i deres arbejde. Det gælder ikke mindst de steder på internettet – blogs, hjemmesider, profiler på sociale medier – hvor der bliver produceret digitalt materiale, som aldrig eksisterer i nogen form for fysisk udgave, og hvor materialet i princippet kan forsvinde fra den ene dag til den anden. Og det kan altså være en større udfordring end som så.

Tag et konkret eksempel: Vil man studere 1980’ernes digtning, kan man uden problemer skaffe de relevante digtsamlinger, tidsskrifter som Sidegaden og Den Blå Port og måske materialer fra Michael Strunges arkiv på Håndskriftsamlingen. Tilsvarende med andre litterære perioder. Men hvad hvis man vil undersøge, hvordan det litterære felt så ud i slutningen af 00’erne, hvor mange unge digteres produktion var digitalt født, publiceret på blogs og virtuelle opslagstavler? Her løber man ind i et problem. Noget, som Thomas Hvid Kromann undersøgte i en forskningsartikel fra 2017, og hvor han blandt andet kom frem til, at ud af en liste på over 80 danske forfatter-blogs fra 2008 var næsten halvdelen utilgængelige på det levende internet.

En del af materialet er høstet og findes på Netarkivet, men også her er der udfordringer. Netarkivet må nemlig kun benyttes til videnskabelige formål, fordi det indeholder personfølsomme oplysninger, og Thomas Hvid Kromann fortæller, at GDPR-lovgivningen ikke har gjort det lettere at præsentere det her i vores levetid”. Desuden er der også det ved det, at Netarkivet ikke er et arkiv, som vi almindeligvis tænker på det, men mere en ophobning af usorterede data, hvis anvendelighed derfor er betinget af, at du ved, hvad du er ude efter: det er meningsløst for eksempel at søge på dansk litteratur i slutningen af 00’erne”.

Tilbage i selskab med materiale fra Håndskriftsamlingens Brandes-arkiv er der også andet end brevene, som har haft stor kulturhistorisk værdi. Man kan eksempelvis kigge på Georg Brandes’ ungdomsdagbøger, som Kromanns tidligere kollega Bruno Svindborg i en kronik i Politiken for 20 år siden beskrev som et kildemateriale, der fremstillede Brandes i et helt nyt lys: afslørede et ungt menneske, et billede af en Brandes, der ligger milevidt fra den misantropiske ældre herre, som radikalismens modstandere har yndet at fokusere på”. Og læser man pennevennen Jeppe Aakjærs breve til hustruen Marie Bregendahl kan man eksempelvis blive klogere på, hvordan den unge forfatter kæmpede med sin kristendom, efter at han som 23-årig var blevet blæst omkuld af Charles Darwins Arternes Oprindelse. Det er blot to af tusindvis af eksempler på, hvordan privat materiale, som vi i dag har adgang til, har ændret, nuanceret og udvidet vores forståelse af centrale kulturpersonligheder og deres samtid – et særligt indblik, som er svært på anden vis at få adgang til.

Man kan kun spekulere i, om den slags informationer nogensinde var blevet tilgængelige, hvis forfatterne havde kunnet kontrollere, hvad eftertiden havde måttet se, eller om tvivlen, usikkerheden, sårbarheden var blevet frasorteret. Og dermed er spørgsmålet også, om den slags arkivalier vil være at finde, når fremtidens historikere engang skal skrive vores historie. I hvert fald må man sige, at det er helt nye udfordringer, samtidens arkivarer står over for i arbejdet med at bygge bro mellem nutid og fremtid – og sikre vores kulturarv mod internettets digitale flux.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: