Trump får skældud for at ofre kurderne. Har vi europæere i virkeligheden gjort det samme?

  • 18. oktober 2019
  • 10 min.
NYTTELØSTKurdiske protester forud for Tyrkiets angreb hjalp intet. Invasionen af kurdisk kontrollerede områder i det nordlige Syrien begyndte den 9. oktober og er foreløbigt kulmineret med en amerikansk-tyrkisk aftale om 120 timers våbenhvile, hvor kurdiske styrker foreslås at trække sig tilbage fra områder nær grænsen til Tyrkiet. Foto: Delil Souleiman, AFP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

USA’s præsident er blevet fordømt vidt og bredt for at gøre det muligt for tyrkiske styrker at rykke ind i det nordlige Syrien og fortrænge de kurdiske millitser, som var afgørende for nedkæmpelsen af Islamisk Stat. Men vi europæere var advaret i god tid om amerikanernes tilbagetrækning og valgte intet at gøre. Spørgsmålet er derfor, om vi i virkeligheden også ofrede vores allierede i vigtigere, realpolitiske sagers tjeneste.

Forræderi er et ord, som de seneste dage er blevet taget flittigt i brug for at beskrive det, USAs præsident har udsat sine kurdiske allierede for. Så sent som i foråret 2016 blev amerikanske specialstyrker fotograferet uden for Islamisk Stats daværende hovedstad, den nordsyriske by Raqqa, med grønne logoer fra den kurdiske YPG-milits syet på deres uniformer, kæmpende side om side med kurderne. Nu nøjes Donald Trump og USA med at true, skælde ud, indføre begrænsede økonomiske sanktioner og senest foreslå en velordnet tilbagetrækning af kurdiske styrker – til trods for at kurderne har været helt afgørende for den militære sejr over Islamisk Stat, som Trump har taget æren for og i sin tid førte valgkamp på at vinde.

Reelt gav Trump Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan grønt lys til at angribe kurderne, da manden i Det Hvide Hus først annoncerede ikke at ville stå i vejen for Tyrkiets længe planlagte operation” ind i de kurdisk kontrollerede områder af Syrien, dernæst trak 50 amerikanere væk fra de relevante områder forud for kamphandlingerne og til sidst, da angrebene var begyndt, annoncerede tilbagetrækningen af hovedparten af de resterende omtrent 1.000 amerikanske soldater i Syrien. På Twitter skrev han:

Enhver, som ønsker at assistere Syrien med at beskytte kurderne, er okay med mig, uanset om det er Rusland, Kina eller Napoleon Bonaparte. Jeg håber, de gør det storartet, vi er 7.000 miles væk!”

Forargelsen over præsidentens ord og handlinger har, nok en gang, været både højlydt og vidt udbredt. Lidt mere stille har der været om vi europæeres rolle – eller mangel på samme. Men det er muligvis ikke helt fair. Vi var i hvert fald advaret om, hvad der ville ske, og har stort set intet gjort for at forhindre det.

Hvis man siger, at Trump har forrådt kurderne, så gælder det også for europæerne,” siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet og professor ved Center for War Studies på Syddansk Universitet.

Hvis man fra europæisk side begynder at beskylde amerikanerne og Trump for at opføre sig uhensigtsmæssigt, så falder det altså tilbage på én selv.”

Det er en konklusion, man også er kommet frem til i de kurdiske områder.

USA, Europa og FN overlader os til Erdoğan, Assad, Putin og Khamenei. De mest repressive mænd i regionen,” sagde en kurdisk kilde forleden til Information.

Hele Vesten, ikke bare Trump, har forrådt os.”

Det står i hvert fald klart, at vi i Europa på ingen måde kan tillade os at være overraskede over, hvad der nu sker i det nordlige Syrien. Tyrkerne har længe haft som erklæret mål at skabe en 30 kilometer dyb buffer-zone langs den syriske grænse mod Tyrkiet for at forhindre kurdiske angreb ind på tyrkisk territorium. Og Trump annoncerede allerede i december 2018, at de amerikanske styrker var på vej hjem. Præcis hvornår var i begyndelsen lidt uklart, men at det ville ske, blev lysende klart for alle USAs allierede i kampen mod Islamisk Stat på et møde i München i februar 2019 – i hvert fald hvis man skal tro tidligere Venstre-forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, som var med til mødet. Til Politiken sagde han forleden, at amerikanerne opfordrede deres europæiske allierede til at træde til, når amerikanerne trådte af, men at ingen meldte sig. Den tidligere ministers forklaring på hvorfor var, at ingen kunne finde på et fornuftigt folkeretligt grundlag – det vil sige en holdbar, juridisk baseret undskyldning for at sende soldater ind i det nordlige Syrien med henvisning til internationale normer, regler, resolutioner og konventioner.

Reelt var det en operation, hvor man skulle beskytte kurderne mod tyrkerne. Hvilket folkeretligt mandat skulle der være? Det er svært at se,” sagde han.

Ifølge en stribe eksperter kan det dog meget vel have været andet end folkeretlige hensyn, som fik europæiske lande til at afstå fra at sende tropper ind i Syrien. Claus Hjort Frederiksen har ret i, at det folkeretlige grundlag ville have været tyndt, siger Louise Riis Andersen, seniorforsker ved DIIS og ekspert i militære interventioner. Men der har før skullet mere til at afholde vestlige lande fra militær indgriben.

Hvis man gerne vil noget, plejer man at kunne finde et argument, der forklarer, hvorfor det er okay. Så her er det også bekvemt – man kan gemme sig bag folkeretten, når der er noget, man ikke har lyst til at gøre.”

Ifølge lektor Tonny Brems Knudsen, som forsker i folkerettens regler for magtanvendelse ved Aarhus Universitet, kunne europæiske lande have konstrueret en stribe forskellige figenblade eller argumenter, der nok ikke holder hele vejen, men kunne give en form for legitimitet”. Man kunne for eksempel have henvist til frygt for, at et kollaps af det kurdiske styre i det nordlige Syrien igen ville give frit spil til Islamisk Stat. Og her kunne man faktisk have henvist til en resolution vedtaget enstemmigt i FNs sikkerhedsråd i 2015, som opfordrer medlemsstater, der har kapacitet til at gøre det, til at træffe alle nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med international lov” på områder under Islamisk Stats kontrol i Irak og Syrien for at forebygge og undertrykke terrorhandlinger” begået af gruppen. Alternativt kunne man have påberåbt sig en overhængende fare for krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden som følge af en tyrkisk militær operation i de kurdiske områder – hvilket man så kunne have set sig nødsaget til at gå ind og forhindre. Tyrkisk-allierede væbnede grupper har allerede offentliggjort videoer af, hvad der ligner summariske henrettelser af civile kurdere, så det ville måske heller ikke have været verdens dårligste undskyldning.

Det er sjældent, at meget stærke europæiske interesser er blevet stoppet af sådan mere stramme fortolkninger af folkeretten,” siger Tonny Brems Knudsen.

Peter Viggo Jakobsen er endnu mere klar i mælet:

Det er en god undskyldning, som man kan trække frem, hvis man ikke synes, man har lyst. Det var ikke det, vi gjorde i 2003, hvor man også kunne have trukket det kort,” siger han – selvfølgelig med henvisning til invasionen af Irak, som satte gang i hele det kaos, som også Islamisk Stat voksede ud af.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen var der endda planer om, at det amerikanske militær kunne hjælpe til med nogle af de nøglekapaciteter, som europæiske lande mangler for at kunne stable militære interventioner på benene – hvis bare europæerne ville levere mandskabet på jorden.

Det var det, det amerikanske militær forestillede sig,” sagde den tidligere minister til Politiken.

Amerikanerne skulle som minimum have leveret luftstøtte,” siger Peter Viggo Jakobsen, og den konstruktion kunne man nok godt have lavet. Europæerne kunne godt være gået ned og have varetaget beskyttelsesopgaven af kurderne, hvis man havde villet.”

I SKUDLINJENKvinden her blev fotograferet i byen Ras al-Ain i det nordøstlige Syrien på dagen, hvor de tyrkiske bombardementer begyndte. Foto: Delil Souleiman, AFP / Ritzau Scanpix

Så hvad er det, der holder europæiske lande tilbage? Hvorfor denne europæiske lurepasserpolitik”, som mellemøstekspert Lars Erslev Andersen forleden formulerede det i et Facebook-opslag, hvor han luftede sin frustration over kurdernes skæbne og Europas handlingslammelse?

Tyrkiets præsident Erdoğan har direkte truet med at åbne dørene” og sende de millioner af syriske flygtninge, som befinder sig i Tyrkiet, i retning mod Europa i stedet for ind i den sikkerhedszone”, som han planlægger at etablere inde i Syrien, ikke kun for at beskytte Tyrkiet mod terrorangreb, men også for at have et sted at gøre af de mange syriske flygtninge, som tyrkerne i stigende grad anser for et problem.

Siden foråret 2016 har Tyrkiet som følge af flygtningeaftalen mellem Tyrkiet og EU hjulpet med at få styr på den trafik af især syriske og afghanske flygtninge mellem Tyrkiet og Grækenland, som i 2015 satte Europa på den anden ende. Helt konkret betyder det, at den tyrkiske kystvagt sejler rundt i Det Ægæiske Hav og pågriber folk på vej mod Europa, før de når ind på europæisk territorium (hvilket tyrkerne i øvrigt tager sig godt betalt for). Og i lyset af de seneste tal virker Erdoğans trusler om at åbne sluserne igen ikke helt tomme: Vi er på ingen måde i nærheden af en flygtningestrøm på niveau med, hvad vi så i 2015, men antallet af mennesker, der forsøger at komme ind i Europa fra Tyrkiet, er i stigning. Hen over sommeren 2019 pågreb de tyrkiske myndigheder således efter eget udsagn 25.512 personer, der forsøgte at sejle til Grækenland. I samme periode i 2018 pågreb den tyrkiske kystvagt blot 6.976, altså under en tredjedel. Europæiske myndigheder har samtidig registreret en stigning i antallet af mennesker, der forsøger at krydse landgrænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. I alt befinder der sig mere end 3,6 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet.

Alligevel mener Peter Viggo Jakobsen ikke, at frygt for en gentagelse af de tumultariske scener i 2015 er hele forklaringen på, hvorfor europæiske lande har undladt at gøre noget for at forhindre det tyrkiske angreb på kurderne.

Hvis man virkelig havde været forhippet på at forhindre det, der sker nu, kunne man have truet med økonomiske sanktioner, som kunne have lukket og slukket for den tyrkiske økonomi, hvis Erdoğan så meget som overvejede at rive flygtningeaftalen i stykker,” siger han.

Men man tør ikke gå ind i sådan en konfrontation. Man viger baglæns ud af lokalet, før det overhovedet kommer på tale at bruge den slags instrumenter, fordi man ikke kan blive enige. Når det kommer til stykket, er europæiske lande stadig sig selv nærmest rent sikkerhedspolitisk.”

Når vi europæere ikke på egen hånd kan finde ud af at gribe militært ind i konflikter i vores eget nærområde – som den i Syrien – så handler det altså ifølge Peter Viggo Jakobsen mindst lige så meget om vores manglende evne til at finde fælles fodslag som om kølige, realpolitiske kalkuler a la Trump, som igen og igen har retfærdiggjort sin tilbagetrækning med, at USA ikke har mere at gøre i Syrien efter nedkæmpelsen af Islamisk Stat.

Europa har ikke viljen, evnen og enigheden, og det viser igen, at når det drejer sig om hård sikkerhedspolitik, så er der ikke noget Europa,” siger Peter Viggo Jakobsen. Han citerer den tidligere israelske premierminister Ariel Sharon, som engang sagde, at i Mellemøsten er Europa en payer”, ikke en player”. Altså: Vi betaler nu Tyrkiet for at forhindre nye flygtningestrømme, fordi vi ikke evnede at forhindre dem i at opstå ved at gribe ind i Syrien på et tidligt tidspunkt og forhindre det kaos, som siden opstod.

Europa som sådan vil ikke agere militært, når det kommer til stykket, og så ender man i situationer, hvor man står og afleverer en masse penge uden egentlig at have indflydelse på, hvad der foregår.”

Alt i alt bør vi europæere altså måske tøve en kende, før vi eventuelt kommer alt for godt i gang med at skælde Donald Trump ud for sin tilbagetrækning fra Syrien. Meget tyder i hvert fald på, at vi kunne have gjort betydelig mere for at beskytte kurderne, hvis vi havde villet. Men vi kunne ikke få os selv til at handle, før det var for sent. Og det er jo også en slags handling.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: