Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nikoline Borgermann er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Trump trak USA ud af Paris-aftalen. Men hans land er godt på vej til at opfylde sine forpligtelser

OMSTIGNINGDe aner det ikke, men eleverne på Ukiahs skoler er en lille del af en kæmpestor grøn omstilling i Californien. Alle fotos: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Det er svært at forestille sig, men faktisk er det langfra umuligt, at USA – verdens næststørste CO2-udleder – kommer til at opfylde forpligtelserne i den Paris-aftale, landets præsident ellers har valgt at trække sig ud af. Det skyldes indsatsen fra en række stater – og særligt delstaten Californien, der i sig selv udgør verdens femtestørste økonomi. Her har politikere og ildsjæle sat fuldt blus på grøn omstilling for at nå et vildt ambitiøst mål: At Californien skal være CO2-neutral i 2045

Nina Asberry træder på bremsen, så bussen holder stille, og vender sig om fra chaufførsædet: Så taler vi lige pænt,” siger hun med hævet stemme og rejste øjenbryn. Der falder øjeblikkeligt mere ro over de 15 indskolingselever, hun indtil videre har samlet op denne morgen. Der følger en vis myndighed med hendes fortid som politibetjent. Det hjælper også, at hun helt tydeligt holder af børnene. Det er for eksempel for deres skyld, at hun hver morgen skriver en lille gåde på en hvid tavle over indgangsdøren.

Hvad kalder man en lærer, der prutter?” lyder gåden i dag. Nina Asberry giver svaret: En tutor.” Hvilket overhovedet ikke giver mening på dansk, så her er lidt hjælp. To toot er amerikansk slang for at prutte.

Generelt er støjniveauet højest her på morgenens første runde rundt i byen Ukiah i det nordlige Californien, men de mindste børn er også en fest”, som chaufføren siger. Lidt senere er det middle schoolernes tur – de er lidt mere rolige, men til gengæld svarer de igen. Og til sidst henter hun gymnasieeleverne, der typisk er helt stille, mens de kigger på deres smartphones.

Og hvad skal vi her, i en skolebus i den californiske provins? Svaret får man ved at lytte, når de små passagerer ikke larmer. Bussen er næsten lydløs. Det er nemlig en elbus af mærket Lion, og sådan en har Ukiah Unified School District to af. Det kan de takke Californiens cap and trade-program for. Programmet går kort fortalt ud på, at Californiens største udledere af drivhusgas, de, der udleder mere, end hvad der svarer til 25.000 tons CO2 om året, får en kvote tildelt. Udleder de mere end kvoten, skal de betale en gradvist stigende afgift til staten. Udleder de mindre, kan de sælge deres restkvote til andre med behov.

De penge, staten får ind fra dem, der går over kvoten – det var 1,4 milliarder dollars i 2018 – bruger de på grønne omstillingsprojekter, gerne blandt statens mest trængende, og et af dem er Ukiah skoledistrikt. Siden opstarten i 2012 er det blevet til klimainvesteringer for 3,4 milliarder dollars.

Cap and trade-programmet er mere end en enkeltstående god klimaidé. Det er en central komponent i Californiens samlede klimapolitik, som vel at mærke er temmelig ambitiøs. Delstaten ved USAs sydlige stillehavskyst, der for sig selv er verdens femtestørste økonomi, og som følge deraf har et massivt CO2-aftryk, vedtog i 2019, at den skal være CO2-neutral om 26 år, i 2045. Det nuværende CO2-aftryk fra Californien er på 363 millioner tons om året – med et aftryk per indbygger, der godt nok er i den lave ende for USA, men alligevel …

Det er interessant. Rigtigt interessant, og det giver næsten sig selv hvorfor: hvis det folkerige, bilglade og industritunge Californien kan gennemføre en 100-procentsreduktion af drivhusgasser, så kan resten af den vestlige verden også gøre noget lignende. Den 70-procentsreduktion, som den danske regering netop har foreslået af det nuværende samlede CO2-aftryk på 48,6 millioner tons, bliver for eksempel noget mere realistisk, end dens kritikere lige nu siger, at den er.

Men 100 procent er lettere sagt end gjort. 2045 er, med tanke på hvor meget der skal gøres, lige om lidt. Det virker ærligt talt som en uoverkommelig opgave. Men ifølge de embedsfolk, der skal føre politikken ud i livet, går omstillingen hurtigere end forventet. De nåede 2020-målet om en returnering til 1990-niveauet allerede i 2016 og ligger fortsat under kurven.

OPTIMISTChair David Hochschild er en af de vigtigste fodfolk – vi kan kalde ham en officer – i den kamp for fuldstændig grøn omstilling, Californiens generaler har igangsat. Han leder statens energikommission.

En af de øverst ansvarlige for det er formanden for Californiens Energikommission, chair David Hochschild. Han er en høj mand med gråsprængt hår og bærer et karakteristisk amerikansk løstsiddende jakkesæt. Han tager imod os på sit kontor i statshovedstaden Sacramento. I reolen står et fotografi af David Hochschilds hustru, der fistbumper præsident Obama, og selv er han totalt fortrøstningsfuld.

Jeg synes, det går rigtigt, rigtigt godt,” siger han. I dag er vi på 55 procent CO2-fri elektricitet på vores net, og vi bevæger os mod 100 i 2045, og jeg tror, vi når det før.”

Det samme gælder Rajinder Sahota, der sidder på et andet vigtigt kontor ikke langt fra chair Hochschilds. Hun er Assistant Division Chief i California Air Resources Board (Californiens styrelse for luftressourcer, CARB) og har blandt andet ansvaret for statens cap and trade-program – det med skolebussen. Hun har kulsort hår og er en ret alvorlig type. Måske fordi hun er på en mission. Hun har arbejdet for Energikommissionen i stadig højere stillinger, siden hun blev færdiguddannet inden for atmosfærevidenskab på University of California, Davis, lige om hjørnet for 17 år siden, og hun er der, som hun siger, ikke for pengene, men for the cause.

Vi er godt på vej til det næste mål: 40 procents reduktion af 1990-niveauet i 2030,” siger Rajinder Sahota. Vi kommer til effektivt at skulle fordoble reduktionerne mellem 2021 og 2030. Det er et større løft i et kortere tidsrum. Men der er masser af muligheder i så divers en stat som Californien. Jeg er optimistisk.”

FORTIDOpgaven kan synes overvældende. Alle benzinbilerne og alle olieraffinaderierne skal væk, før Californiens vision om CO2-neutralitet er gennemført.

Den optimisme er ganske imponerende. For det er en ekstrem opgave, der venter, og de lavthængende frugter er plukket. Køreturen fra downtown San Francisco op til Sacramento giver os en fin fornemmelse af omfanget. Mens fotografen flittigt fotograferer ud ad vinduet, kan vi ikke lade være med at tale om, hvor vildt det må være at stå med den opgave, Sahota, Hochschild og Californiens mange tusind andre embedsfolk har fået udstukket. Opgaven er lige derude på den anden side af bilruderne.

For det første er der trafikken. Amerikanere, ikke mindst californiere, er glade for deres biler, som helst skal være store. Det kan godt være, at udvidelsen af elbilparken på 650.000 vokser støt med 20.000 om måneden, men det er stadig forbrændingsmotorer, der dominerer her på Highway I-80 – og alle andre veje.

De hårde tal siger, at der er 14,9 millioner registrerede biler i staten. Dertil kommer, at den hastige befolkningsvækst har skabt voldsomme trafikale problemer, et regulært Carmageddon, blandt andet fordi det halter med at få folk til at bruge offentlige transportmidler. Der er elektriske busser og sporvogne i byerne, men togene mellem byerne er langsomme, og guvernør Jerry Browns drøm om et højhastighedstog mellem San Francisco og Los Angeles er indtil videre kuldsejlet på grund af prislappen.

Langs vejen ligger the urban sprawl, hus efter hus, by efter by. Californien har mange nationalparker, men pladsen til bebyggelse bliver også større. Det er med afstand den folkerigeste stat i USA, og alle de 40 millioner indbyggere skal altså bo i energineutrale huse inden 2045? Svært at forestille sig.

Før vi når ind i Sacramento, passerer vi ydermere gennem USAs vigtigste landbrugsområde, Central Valley, hvor nærmest uforståelige mængder af mad produceres. Her er i omegnen af 250 forskellige typer afgrøder, og tilsammen udgør høsten en fjerdedel af alle amerikanske fødevarer, deraf 40 procent af nødderne – og 60 procent af verdens mandelproduktion. Det er af samme grund en central del af statens økonomi. På en procent af USAs samlede landbrugsareal produceres otte procent af USAs værdimæssige output til en sum af 43,5 milliarder dollars om året. Kan den sektor gøres klimaneutral, uden at det koster på bundlinjen?

Endelig er der oliebranchens fortsatte betydelige rolle i Californien. Olie og gas er i det hele taget en forbløffende stor spiller i en stat med så grønne ambitioner – det er den fjerdestørste producent i USA og står, som branchen selv ikke misser en chance for at gøre opmærksom på, for cirka 370.000 jobs samt 2,7 procent af statens BNP.

På I-80 kører vi nærmest igennem et gigantisk olieraffinaderi, Phillips 66 San Francisco Refinery, der spreder sig med store, hvide tanke på hver side af vejen. Det bliver næsten ikke mere symbolsk. Det her kæmpestore kompleks repræsenterer fortiden, og det kan ikke få lov at komme med ind i den fremtid, der er brug for, hvis den grønne omstilling skal gennemføres. Alt det, vi ser uden for bilruderne, skal vendes på hovedet, hvis The Golden State skal gøres CO2-neutral.

Og det bliver det. Her er nogle nedslag i strategien for, hvordan det sker.
I dag er der 650.000 elektriske biler på vejene. I 2030 skal der være fem millioner. Samtidig kæmper Californien sin egen kamp med Washington, D.C., for at gøre den gamle teknologi mere effektiv. Den har sine egne regler om brændstoføkonomi, som resten af USAs bilbranche har rettet sig efter, fordi Californien er så stort et marked, men Trump-administrationen forsøger at tvinge dem til at droppe dem. Hvordan det ender, er uklart i skrivende stund.

Så til boligsektoren: Til januar træder en helt ny regel i kraft, der kræver, at alle de 120.000 nye huse, der bliver bygget årligt, skal have solceller på taget og være energipassive. Staten har i forvejen de strengeste energieffektivitetskrav til nybyggeri i USA og tilbyder skattefradrag til energirenovering af eksisterende byggeri. Til sidstnævnte får de hjælp af hollandske Energiesprong, der er blevet en global kapacitet i forhold til såkaldt zero energy retrofitting. I 2025 skal alle renoveringer af offentlige bygninger resultere i nulenergi, og i 2030 skal alle virksomhedsbygninger have gennemført det samme.

Landbrugssektoren er i gang med en massiv omvæltning, støttet af staten, der smider penge efter en bred vifte af forskning i tiltag, der skal reducere dens CO2-aftryk. Californien er også så heldig at have de fleste af de helt nye fødevareindustrier som for eksempel Impossible Foods og Beyond Meat, der er ved at revolutionere branchen med deres plantebaserede kød’. Deres markedsværdi er eksploderet på kort tid og bør kunne opveje eventuelle tab.

Og olie- og gasbranchen? Dens dage er talte, lyder det konfrontatorisk fra Rajinder Sahota fra CARB, der er vant til at modtage den sorte energisektors protester, indsigelser og søgsmål. Det er vores arbejde, at få olie- og gasindustrien ud af Californien,” siger hun. Det er deres marked. Selvfølgelig kæmper de for det. Men til syvende og sidst skal de ikke være her.”

Samtidig med alle disse tiltag satser staten på både lagring af CO2 – i træer, landbrugsjord og måske på helt nye måder i fremtiden – og CCS, en teknologi hvor man fanger og lagrer CO2en i forbindelse med energiproduktion, i anerkendelse af, at nogen CO2-udledning er uundgåelig. Det er derfor, de kalder det karbonneutralitet’.

KAMPKLARRajinda Sahota har ansvaret for at tage kampene med Californiens olie- og gasindustri. Og beskeden er kontant: Den skal væk før år 2045.

Tilbage på den californiske energikommissionsformand David Hochschilds kontor har han en pointe klar, som både han og hans guvernør har gentaget rigtigt mange gange på det seneste: at klimapolitik og omstilling til bæredygtig energi ikke går ud over økonomien. Der sker faktisk det modsatte,” siger han og blotter et ærkeamerikansk tandsmil.
Siden år 2000 er den californiske økonomi vokset med 46 procent. I samme tidsrum er de andre 49 staters økonomi kun vokset med 39 procent.

Han skynder sig at tilføje, at det ikke er det samme som at sige, at Californiens klimapolitik kan tage æren for den økonomiske vækst, men det er i hvert fald et argument, at de to sagtens kan eksistere side om side. Det er den mexicanske kemiker Mario Molina, der mest er kendt for at have modtaget en Nobelpris for at have dokumenteret ozonhullet over Antarktis, men som i dag rådgiver nationer om klimapolitik, enig med ham i. Han har udtalt, at Californien viser resten af verden, hvordan det skal gøres.

Hochschild kan for sin del kun blotte de hvide tænder i endnu et smil og konstatere, at det er exciting times.

Det kan han have ret i. For Californiens eksempel spreder sig. I alt otte stater samt territoriet Puerto Rico og hovedstaden i District of Columbia har vedtaget klimalove, der for de flestes vedkommende skal gøre dem enten 100 procent CO2-neutrale eller få dem på 100 procent vedvarende energi i enten år 2045 eller 2050 (Washington, D.C., skiller sig ud ved at ville nå sidstnævnte allerede inden 2032).

De to tungeste stater er Californien og New York, der tilsammen udgør 22,7 procent af USAs BNP, og tilsammen udgør de otte stater samt distriktet og territoriet 32,88 procent af USAs økonomi. Dertil kommer de mange andre stater, der også har ambitiøse planer uden at have lagt sig fast på 100 procent CO2-neutralitet eller vedvarende energi endnu.

Det er ret afgørende med tanke på, at USA er verdens næststørste udleder af drivhusgasser. Det kan godt være, at landet i skrivende stund har en præsident, der har trukket landet ud af Paris-aftalen, men knap en tredjedel af landet er altså på vej i den rigtige retning uanset.

Faktisk er der eksperter, der vurderer, at de klimaprogressive stater alene kommer til at opfylde det, USA lovede i Paris, nemlig 26-28 procents reduktion af drivhusgasudslip i 2025 i forhold til 2005. Analytikerne hos Morgan Stanley vurderede for eksempel allerede i 2017, at de faldende priser på sol- og vindenergi sammen med staternes indsats ville levere varen. En ekstern analyse fra America’s Pledge, der er ledet af tidligere NYC-borgmester Michael Bloomberg og guvernør Jerry Brown, kom i 2018 frem til, at de nuværende løfter fra andre aktører end den føderale regering ville levere to tredjedele af det brudte Paris-løfte fra 2015. En af rapportens forfattere, Paul Bodnar, direktør for Rocky Mountain Institute, konkluderede, at der fortsat er brug for den føderale regering, men at der var gjort overraskende” store fremskridt uden.

Faktum er i hvert fald, at det amerikanske elnet bliver grønnere hvert år, og det tager Hochschild gerne en del af æren for. For mig,” siger han, er statsniveauet der, hvor der sker noget.”

OPLADNINGCalifornien har et af de mest udrullede ladenetværk til elbiler i verden. Og verden ser i stigende grad på Californien som et eksempel til efterfølgelse.

Måske er det den californiske entreprenørånd, måske er det politikernes visioner, der har smittet. Faktum er i hvert fald, at de indbyggere, vi taler med i The Golden State, også er forbløffende optimistiske med hensyn til at opnå karbonneutralitet i 2045. Det er ikke, fordi de ikke anerkender, hvor massiv en udfordring det er, men de tror på det.

Ved hvad der må være en af USAs finest placerede elbil-ladere – på parkeringspladsen ved Chrissy Beach med udsigt til Golden Gate Bridge, når det ikke er tåget – finder vi for eksempel Chris Dallmeier og hans kammerat, der er på besøg fra Virginia. Da vi spørger til statens planer, svarer han prompte, at det nok skal lykkes. Og så bruger han netop sin nyindkøbte VW e-Golf som eksempel. Da han boede i Virginia, overvejede han end ikke en elbil, men her er infrastrukturen på plads.
Bare kig på et kort over ladere. Der er prikker over det hele.”

Der er så mange, at han ikke ser det som nogen stor udfordring at få mange flere med på elbølgen. Her ved den gratis lader, som byen har fået sat op, kom han for eksempel til med det samme. Ligesom eksperterne og politikerne betegner han sin nye hjemstat som en pioner” på området.

26 årKig på billedet fra september 2019. Luk øjnene. Om 26 år skal Californien have forandret alt.

Det er alt sammen sød musik i David Hochschilds ører. Man skulle næsten tro, at han var politiker, men han er simpelthen bare entusiastisk. Han beskriver Californien som en inkubator – en rugekasse – for fremtidens grønne teknologi og fremtidens grønne energipolitik og afslører, at han personligt ser sin stat som et clean energy postcard from the future. Det siger han, få øjeblikke før han bringer en anden åbenlys kæphest på banen:

Jeg forkaster udtrykket alternativ energi’. Det er fossile brændstoffer, der er alternative nu. De vedvarende er det normale.”

Og så fremhæver han faktisk Californiens, især Silicon Valleys, entreprenør- og innovationsånd som en del af fundamentet for sin optimisme. Det var for eksempel her, smartphonen blev født, og den blev på få år til hvermandseje i hele verden. Det kan ske igen med grønne teknologier.

David Hochschild har en, igen ærkeamerikansk, tilbøjelighed til at bruge de helt store ord. Men på trods af det er både han og Rajinder Sahota ret ydmyge over den rolle, deres stat har fået. Vi er langtfra de første journalister, de har talt med, og de får endnu oftere besøg af delegationer af politikere fra andre lande, der vil lære.

Sahota brænder faktisk så meget for den grønne omstilling, at det kun er, når kommunikationsafdelingen beder hende om at tale med journalister som os, at hun kommer i tanke om interessen udefra. Ellers handler hendes typisk lange arbejdsdage om at udarbejde rapporter, briefe politikere og kæmpe med de industrier, der synes, det går stærkt, for eksempel olie- og gaslobbyister. Det handler om deadlines, ikke sejrsrunder. Det er folk som hende, der så at sige udkæmper de slag, som generalerne, altså politikerne, dikterer. Hun og de andre dedikerede embedsfolk tillod sig dog at stoppe op, da de nåede 2020-målet allerede i 2016.

Vi sagde til os selv: Kan du huske, da vi begyndte for ti år siden og troede, vi aldrig ville lykkes med det?’ Der er de her milepæle, hvor vi lige kan træde et skridt tilbage og sige: Oh my gosh, vi gjorde noget, og det virkede virkelig.’”

Men det er så også, når dét sker, at interessen fra udlandet eksploderer. Og så bliver hun helt nervøs. Hun vil ikke fejle.

David Hochschild, der helt tydeligt er vant til at tale med pressen, er mere tryg ved de store armbevægelser. Han elsker sit embedsværks arbejde og er stolt. Og understreger, at han bestemt ikke hviler på laurbærrene. Han måler sig selv på det, administrationen kunne gøre, for eksempel offshorevindmøller og litiumudvinding. Det vil vi have,” siger han.

Og så tilføjer han noget, der er så oneliner-agtigt, at det næsten er for meget. Men det er også dette Californien-portræts pointe, så han får lov: Jeg har det, som om vi er i et ræs med resten af verden, men det er et ræs, vi vil have, at alle vinder. Vi er glade for at dele – og vi deler også – hvad vi gør.”

Der er også ret god grund til at holde øje med USAs største stat. Som sagt: hvis de lykkes med deres ambitiøse klimaagenda, så er der ingen undskyldninger. Så kan alle lande følge efter.

De 26 tildelte minutters interview er slut, og fotografen har 2 til at knipse et portræt. Da vi er på vej ud af Hochschilds kontor, fortæller pressechefen ham, at vi en af de kommende dage skal til Ukiah og køre elskolebus. Det får Hochschild til at lyse op i tandsmilet en sidste gang. Han har en nyhed til os. Han har netop været med til et kabinetsmøde med guvernøren, hvor de vedtog at give yderligere 94 millioner dollars til at rulle elskolebusser ud. Målet er, naturligvis, at alle Californiens gule skolebusser skal køre på el.

Senest om 26 år.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: