“Jeg er vred. Afmagtsvred.” Det var i en kano på Gudenåen med Eske Willerslev, at Frank Hvam blev ramt af klimarædsel for første gang

KOMIKEr klimaforandringerne egentlig sjove? Frank Hvam er i tvivl. Cinemagraf: Jonas Pryner for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

11:14

Derfor skal du læse denne artikel

Det er svært for komiker Frank Hvam at gøre sig morsom over klimaet. Når han prøver, bliver han frustreret, også selv om han allerhelst vil undvære vreden, som han ikke mener kan bruges til noget. Frank Hvam gør sig i dette interview som både vranten midtjyde og håbefuld drømmer i spørgsmålet om, hvordan verden mon kan løse klimakrisen.

Det er sommer og strålende vejr, og Frank Hvam befinder sig i en kano. Han er rædselsslagen. Ikke på grund af nogen umiddelbar trussel, det er bare Gudenåen, der løber under ham, og han er i godt selskab med sin ven Eske Willerslev, der er erfaren udi vildmarksekspeditioner og en virkelig habil padler.

Hvam er ramt af rædsel på grund af klimaet.

Jeg sidder oppe foran som en rigtig galionsfigur og snakker. Det er Eske, der padler. Det er nærmest umuligt at smalltalke med Eske, han beskæftiger sig kun med store spørgsmål,” siger han.

Vi taler om klimaet set i et forhistorisk perspektiv, og Eske fortæller mig, at sidste gang kloden var én grad varmere, der var vandstanden seks-syv meter højere. Han sagde det helt henkastet, men det gjorde mig temmelig urolig. Dér kunne jeg mærke, at der skulle ske noget.”

Kanoturen ligger et par år tilbage, og Frank Hvam fortæller om den i telefonen, fordi jeg har spurgt ham, om han kan huske en enkelt begivenhed, hvor klimaforandringernes alvor gik op for ham. Faktisk er det anden gang, vi taler sammen til artiklen her.

Første gang taler vi om den ret markante klimabevidsthed, som Frank Hvam har udviklet de senere år. Om hans udfordringer ved at behandle lige præcis klimaet – som han mener er jordens vigtigste dagsorden lige nu – på den måde, han ellers kender bedst: med komik. Og endelig om hans vrede mod de politikere, der ifølge ham for længst burde have rusket sig selv ud af handlingslammelsen og gjort mere for at redde kloden.

Alt det var længe nok til at skrive et interview. Det var bare ikke nok for Frank Hvam, viser det sig. Tre dage efter vores første interview ringer han til mig igen. Han lægger ud med at fortælle om kanoturen. Men da samtalen slutter, er vi nået et helt andet sted hen: Vi taler om den kærlighed, som Hvam mener, at kampen mod klimaet har brug for, og som bliver hans personlige svar på den skræk, der ramte ham en sommerdag på Gudenåen.

Det grønne vendepunkt

Står vi midt i det, man senere vil huske som en grøn kulturrevolution? Et nyt klimatopmøde i Polen er netop ovre, og så længe det har varet, har vi bragt en stribe interviews med vidt forskellige mennesker, der alle har oplevet et vendepunkt. Et grønt vendepunkt. Her er sidste afsnit i serien.

Frank Hvams karriere tog for alvor fart, efter han i slutningen af 1990’erne optrådte på fjernsyn som en del af DRs syrede sketchshow Casper & Mandrilaftalen. Siden har han været kendt som standupkomiker og skuespiller, blandt andet i rollen som den ryggesløse Frank’ i komedieserien Klovn, som han har skabt sammen med makkeren Casper Christensen.

Anmelderne noterer ofte hans underspillede jyske selvironi og charme på standupscenen, og selv om han i sin karriere har lavet sjov med alt fra parforhold til landbruget og islam, er Hvam ikke kendt for at være en særlig politisk engageret komiker. Men lige præcis klimaforandringerne går han utrolig meget” op i.

Fordi det er en gigantisk trussel. Den største udfordring, vi kan stå over for som menneskehed,” siger han.

Jeg har ingen tiltro til mavefornemmelser. Jeg mener, at naturvidenskaben er det bedste pejlemærke, vi har. Og når 1.800 klimaeksperter fra hele verden siger, at vi har et alvorligt problem, så tror jeg på det.”

Hvam begyndte sin karriere som komiker i det, han selv kalder en sorgløs tid: i 1990’erne, hvor det var, som om problemerne var lidt færre. Dengang lavede han jokes om en kommende istid på standupscenen. Det var noget, folk snakkede om en kort overgang,” husker han, men der var ikke nogen, der var rigtig bekymrede.”

Klimaforandringerne kommer stadig med på scenen, men i dag er hans egen bekymring så stor, at den er vanskelig at brygge komik på.

Faktisk er det noget af det sværeste, jeg overhovedet kan give mig til,” siger han. Fordi det er svært at vide, præcis hvor kniven skal stikkes ind i et problem, der er både stort, kompliceret og ukonkret. Og så fordi alvoren kommer så tæt på, at det faktisk er svært at være sjov.

Det må være det værste, der er sket i forbindelse med den globale opvarmning: Jeg har mistet min humoristiske sans,” siger han. Jeg håber, det bliver skrevet ind i FNs næste klimarapport.”

Alligevel insisterer han på at lave jokes om klimaet. En af hans metoder er at personliggøre problemet og på den måde gøre det konkret. For eksempel ved at tale om klimaminister Lars Christian Lilleholt.

Men når jeg nævner ham, så har folk enten helt blanke øjne, eller også tror de, at jeg udtaler Lars Lilholts navn forkert. Han sidder på den vigtigste post overhovedet, men folk aner ikke, hvem han er. Hvordan kan det gå til?” spørger Hvam og fortsætter:

Jeg kan også gøre lidt grin med statsministeren, som tidligere på efteråret sagde, at han ønskede sig en million elbiler. Det lyder, som om han har mødt en helleflynder i et eventyr, der har givet ham ét ønske. Og når han så har ønsket sig en million elbiler, så tror han ikke, at han behøver at gøre mere.”

De seneste to uger har FN afholdt klimatopmøde i Polen. COP24 er vi nået til, og det fineste mål på topmødet er, at verdens lande bliver enige om, hvordan de sikrer, at den globale temperatur ikke stiger med mere end to grader – sådan som de aftalte ved et lignende topmøde i Paris i 2015.

Det har været en stor udfordring for politikerne at sætte handling bag ordene. Halvvejs inde i topmødet afviste USA, Rusland, Saudi-Arabien og Kuwait for eksempel at lytte til en rapport fra FNs klimapanel, der peger på, hvor vigtigt det er at holde temperaturstigningerne nede.

Det er den slags, der gør en naturvidenskabeligt orienteret midtjyde frustreret, også på de danske politikere.

Jeg er vred. Afmagtsvred,” siger Frank Hvam. Vi har kendt til klimaudfordringerne i årevis, og hvad er der sket? Ingenting. Ud over at vi har fået karklude uden mikroplast hjemme hos mig.”

Regeringen siger, at den tager klimaudfordringerne meget alvorligt. Hvad forventer du af dem?

Jeg forventer, at de gør noget konkret. De skal gøre noget for den grønne omstilling nu og ikke kun lægge planer for 15-20 år ud i fremtiden. Jeg forventer, at de laver en politik, hvor vi kan se fremskridt år efter år. Men politikerne er handlingslammede.”

Samtalen lakker mod enden, og det er, som om et opgivende tonefald har været gennemgående i Hvams pointer og vittigheder. Jeg spørger ham, om han slet ikke tror, at vi kan gøre noget ved problemerne.

Jeg kan godt høre, at jeg sidder og taler, som om alt håb er ude,” siger han.

Kort pause.

Jo, ved du, hvad jeg gør hver dag for at peppe mig selv lidt op? Jeg læser om forskere, der udvikler tekniske løsninger og opfinder nye metoder, der måske kan hjælpe på klimaproblemerne. Jeg tror, at vi skal satse meget på den teknologiske udvikling. Det er min opmuntrende morgenlæsning.”

Et par dage efter kommer der en venlig sms fra Frank Hvam. Som du selv noterede, var jeg i et pessimistisk humør, da vi snakkede. Det er jeg ikke længere. Hvis du har ti minutter i morgen, vil jeg gerne nuancere :),” skriver han, og vi aftaler at tale sammen igen.

Jeg falder nogle gange ned i det hul der,” siger han i telefonen. Det er fyldt med angst og handlingslammelse og vrede. Men klimakrisen er også et fantastisk og sjovt projekt at kaste sig ind i. Det er en episk udfordring for menneskeheden, som vi kun kan løse, hvis vi løfter i flok.”

Frank Hvam er ikke alene med sin humørsyge. På en måde spejler den en langt mere omfattende humørsyge, når det kommer til klimakrisen. For et par år siden skrev Zetlands klimaskribent Mads Nyvold en artikel, der handlede om den fortvivlelse og vrede, som verdens klimaforskere oplever, fordi deres foruroligende forskningsresultater ikke fører til handling.

Jeg kender ikke en eneste forsker, som ikke har en følelsesmæssig reaktion på det, vi er ved at miste,” sagde nobelprisvinderen Camille Parmesan i 2012.

Men uanset hvor naturlig vreden er, så er den også unyttig, pointerer Hvam.

Min personlige frustration og vrede er kontraproduktiv i forhold til at redde jordkloden. Dét kommer ikke til at gøre nogen forskel. Nogle gange har vi for travlt med at kradse hinanden til blods,” siger han.

For at redde jordkloden må vi altså lede efter håbet, mener Hvam. Han påpeger, at der jo er sket noget, hvis man tænker på, hvordan folk snakkede om klimaet for bare fem eller ti år siden. Der er en større bevidsthed i dag, og der bliver gjort en masse,” siger han. Vi lykkedes jo også med at lukke et ozonhul i atmosfæren for nogle år tilbage. Det viser mig, at det er muligt at gøre noget.”

Dengang tre astronauter landede på månen for første gang i 1969, var Hvam endnu ikke født. Men han ville gerne have oplevet den kraftpræstation, det var for menneskeheden at sende mænd til månen.

Tænk,” siger han, hvis den samme stemning kunne opstå omkring klimaet. At vi kom i nu skal vi til månen’-humør.”

Den pessimistiske Hvam virker til at være helt forduftet. Næsten da. For vi kan ikke løse problemerne uden ledelse,” svarer han, da jeg spørger, om han stadig er vred på politikerne.

Jeg tror, at vi kan nå til et punkt, hvor de enkelte menneskers idealisme ikke rækker længere, og hvor vi ikke kommer videre, medmindre der kommer lovgivning oven på idealismen.”

Dengang på Gudenåen blev Hvam ramt af en skræk for, at verden ikke kan nå at lægge en fornuftig plan, inden vandet stiger, og panikløsninger i stedet bliver udvejen – og alle pludselig bygger diger og trækker sig længere og længere ind i landet.

Selv om menneskeheden har en stor evne til at redde sig selv, så tror jeg, at klimaforandringerne kan komme til at gå så stærkt, at vi ikke kan holde hovedet koldt.”

Optimismen skal ganske enkelt holde panikken stangen.

Nu har vi fået chancen for at gøre noget, der er meningsfuldt, og som kan gøre os stolte: redde klimaet og stoppe den globale opvarmning,” siger han.

Sådan et projekt rummer en slags kærlighed.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: