Glem alt om, at vi lever i en krisetid. I gamle dage var alt værre.

De seneste 200 år er både befolkning og mængden af velstand eksploderet. Vi er sundere, rigere, mere sikre. Vi lever længere, har færre dødelige sygdomme, mere rent drikkevand, flere børn i skolen og mindre krig. Vi lever i den utopi, som man drømte om i Middelalderen. Alligevel, trods al den nyfundne velstand, sundhed og sikkerhed, har vi lagt alle utopier i graven i stedet for at investere vores rigdom i en drøm om en mere meningsfyldt verden.

Sådan lyder en af de centrale pointer i journalist og historiker Rutger Bregmans bog “Utopia for Realists” , der netop er blevet udgivet på engelsk. Det storroste værk af den hollandske skribent og prisnominerede tænker er et kampskrift for utopier.

“Den egentlige krise i vores tid, i min generation, er ikke, at vi ikke har det godt og heller ikke, at vi vil få det værre. Nej, den egentlige krise er, at vi ikke kan komme op med noget bedre,” som Rutger Bregman skriver i bogen.

Så dét har Bregman sat sig for at gøre. Han drømmer om en verden uden grænser, uden fattigdom, hvor alle får en universel indkomst, og hvor vi arbejder mindre. Og han gør det med en mængde data og viden, der har fået sociologen Zygmunt Bauman til at kalde bogen “fremragende, virkelig oplysende og yderst læseværdig”. Bregman slår fast, at nu er tiden inde til at bygge nye utopier.

Virkelige fremskridt kræver utopier, mener Rutger Bregman. Uden dem ville vi stadig være lige så sultne, syge, bange, fattige og beskidte som i Middelalderen. En af de utopier, som Bregman bygger på, handler om, at vi bør arbejde langt mindre. Vores arbejdsuge skal skæres drastisk ned, måske helt ned på femten timer. På den måde ville vi have tid til familien, tid til at engagere os i vores samfund, tid til at dyrke kunst og kultur. Samtidig ville flere mennesker have mulighed for at arbejde, kvinder og mænd, unge og gamle, ville få bedre adgang til arbejdsmarkedet, skriver han.

Det mest overraskende ved Bregmans plan er faktisk, at tanken om de femten timer ikke er ny. Langt fra. Så når Bregman diskuterer arbejdsugen på femten timer, ser han faktisk mere tilbage end frem. I 1930 holdt John Maynard Keynes, en af de største økonomer i det 20. århundrede, en tale i Madrid, netop før Depressionen for alvor tog fat. ”Økonomiske muligheder for vores børnebørn”, hed talen. Med andre ord: Talen handlede om os. Keynes forestillede sig, at i 2030 ville menneskeheden blive konfronteret med den største udfordring, den nogensinde havde stået overfor: fritiden og hvad vi skulle stille op med den. Han forudså, at den vestlige levestandard ville være mindst firedoblet i forhold til 1930. Derfor, konkluderede han, ville vi i 2030 kun arbejde femten timer om ugen. Første del af hans forudsigelse – det med levestandardens firedobling – gik mere end i opfyldelse. Men anden del gjorde som bekendt ikke. Det vender vi tilbage til.

Allerede hundrede år tidligere skrev faderen til den klassiske liberalisme, den britiske filosof John Stuart Mill, at den bedste brug af mere rigdom var mere fritid. Han mente, at ny teknologi burde bruges til at skære så meget som muligt ned på arbejdsugen, for at give plads til et kulturelt, moralsk og socialt fremskridt. Men den industrielle revolution, der drev det 19. århundredes eksplosive økonomiske vækst, medførte præcis det modsatte. En fabriksarbejder på Mills tid arbejdede mere end nogensinde. 70 timers arbejdsuge uden ferier og uden weekend var almindeligt på fabrikken. Også for børn. For meget fritid for arbejderne var en invitation til slet adfærd, mente overklassen (selv om de selv havde masser af fritid).

Omkring 1850 begyndte noget af den velstand, den industrielle revolution havde skabt, at sive ned til de lavere klasser. Og penge er tid, som Bregman skriver. I 1855 var Melbournes stenhuggere i Australien de første til at sikre sig en otte timers arbejdsdag. Ved århundredets slutning var arbejdsuger i nogle lande kommet under 60 timer. Det skete ikke uden kampe. Arbejdsgiverne modsatte sig. I 1926 blev prominente amerikanske forretningsmænd spurgt, hvordan de havde det med kortere arbejdsuger. De mente, at mere fritid kun ville resultere i højere kriminalitet, gæld og almindelig degenerering.

Men så indførte Henry Ford, manden bag bilfabrikken Ford Motor Company, som den første en fem dages arbejdsuge. Det var i 1926 og et fuldstændig vanvittigt projekt, mente mange. Ultrakapitalisten havde opdaget, at en kortere arbejdsuge faktisk forøgede produktiviteten blandt hans medarbejdere. En veludhvilet arbejder var en mere effektiv arbejder. Desuden ville en arbejder, der brugte al sin vågne tid på at slide på fabrikken, uden tid til lange køreture, aldrig købe en bil.

Som Ford sagde til en journalist:

“Det er på tide, at vi frigør os selv fra den forestilling, at fritid for arbejdere enten er tabt tid eller et klasse-privilegium.”

Fritid var, mente han, ganske enkelt en god forretning.

I 1938 indførte USA en lovgivning, der sikrede en fem dages arbejdsuge. Efter anden verdenskrig steg mængden af fritid. I 1956 lovede Richard Nixon, i sin kampagne for at blive præsident, at amerikanerne kun skulle arbejde fire dage om ugen ikke langt ude i fremtiden. Det var uundgåeligt, sagde han. Snart ville maskiner gøre alt arbejdet. Det ville ikke ske samtidigt for alle industrier, og om det ville ske inden for fem, ti eller flere år var usikkert, men at det ville ske inden for en ikke-fjern fremtid, det var uundgåeligt, mente Nixon. I midten af 1960’erne forudså en rapport fra senatet, at i år 2000 ville arbejdsugen være nede på kun fjorten timer med mindst syv ugers fri om året. Fritids-revolutionen var på vej.

Så hvor gik det galt?

Antallet af årlige arbejdstimer er faldet dramatisk siden det 19. århundrede. Alligevel arbejder vi mere end nogensinde samlet set, fordi kvinderne stormede ind på arbejdsmarkedet i 1970’erne. I januar 2010 var der for første gang siden Anden Verdenskrig flere kvinder end mænd på arbejde i USA. Logisk set burde vi arbejde mindre, når så mange flere var ude på markedet. Men det er ikke sket.

Så Keynes profeti gik ikke i opfyldelse. Jo, i 2000 var vi fem (og ikke fire) gange så rige, som vi var i 1930. Men vores største udfordringer er ikke fritid og kedsomhed, som han frygtede.

Økonomisk vækst kan give enten mere fritid eller mere forbrug. Fra 1850 indtil 1980 fik vi begge dele, men siden da er det mest forbruget, der er steget. Hovedargumentet mod kortere arbejdsuger, har været, at vi ikke råd til det. Mere fritid er en fin ide, men det er bare alt for dyrt. Hvis vi alle arbejdede mindre, ville vores levestandard kollapse og velfærdsstaten smuldre, hedder det.

Eller ville den?

Henry Ford lavede en serie eksperimenter, der demonstrerede, at hans fabriksarbejdere var mest produktive, når de arbejdede i 40 timers uger – hvilket var en kort uge på fabrikken dengang. At arbejde yderligere 20 timer kunne betale sig i fire uger, men bagefter faldt produktiviteten. Andre tog eksperimenterne videre. I 1930, da den store depression rasede, besluttede cornflakes-giganten W.K. Kellogg sig for at introducere en seks timers arbejdsdag på sin fabrik i Michigan. Det var en ubetinget succes.

Kellogg kunne hyre yderligere 300 medarbejdere og skære raten af ulykker ned med 41 procent. Hans medarbejdere blev bemærkelsesværdigt mere produktive. Kellogg kunne betale ligeså meget for seks timer, som han tidligere betalte for otte, fordi omkostningerne i produktionen var så meget lavere. For Kellogg og Ford var en kortere uge bare en god forretning. Men der er langt fra Ford og Kelloggs modeller på omkring 40 timer og ned til Keynes femten timer.

50 år senere, 1. januar 1974, tog den britiske premierminister Edward Heath en radikal beslutning. Inflationen havde nået rekordhøjder, regeringens udgifter var tårnhøje, fagforeninger havde ikke tænkt sig at gå på kompromis, minearbejderne strejkede, og energi var en mangelvare. Heaths løsning: Han indførte en tre dages arbejdsuge. Stålindustrien protesterede og forudså, at produktionen ville falde med 50 procent. Men det holdt ikke. I marts 1974, efter nogle måneder med tre-dages-arbejdsugen, målte man tabet af produktionen: den var kun på seks procent.

Ford, Kellogg og Heath opdagede alle, at produktivitet og lange arbejdsdage ikke går hånd i hånd. Bregman henviser til en artikel, der er interessant. Den gennemgår studier, der viser, at industriarbejderen har otte gode arbejdstimer i sig. Produktionen er ikke højere efter ti timer end efter otte, så at betale timelønnede arbejdere for mere end 40 timer om ugen er penge ud af vinduet, argumenterer artiklen. Det bedste stykke arbejde laver vi mellem time nummer to og seks. I time nummer ni, når trætheden sætter ind, yder vi kun en brøkdel af vores normale kapacitet. Med hver yderligere time falder produktiviteten. Ved at arbejde 60-70 i korte perioder kan vi producere mere, men den daglige produktivitet falder efter den første uge. Efter otte 60-timers uger er tabet i produktivitet så markant, at folk ville have fået lavet lige så meget, hvis de havde holdt sig til 40 timer hele vejen.

Endnu værre står det til med vidensarbejdere. De har færre gode timer i sig end manuelt arbejdende ifølge forskningen. I gennemsnit kan vidensmedarbejderen lægge seks gode produktive timer, herefter kan den gennemsnitlige medarbejder primært svare på e-mail, tale i telefon, sidde i møder. Desuden er vidensmedarbejderen endnu mere følsom over for søvnmangel. Forskning fra det amerikanske militær har vist, at når vi mister en times søvn om natten i en uge, svarer vores kognitive evner til, at vi har en alkoholpromille på en i blodet. I 1980’erne gik Apples medarbejdere rundt med en t-shirt med teksten “arbejder 90 timer om ugen og elsker det!”. Senere regnede produktivitetseksperter ud, at hvis de havde arbejdet halvt så mange timer, ville verden have set den banebrydende macintosh-computer et år tidligere. Det er ingen tilfældighed, konkluderer Bregman, at verdens rigeste lande, dem med en stor kreativ klasse og en højtuddannet befolkning, også er de lande, hvor vi har skåret mest tid af vores arbejdsuge.

Bregman remser op, hvad kortere uger kan løse af problemer: stress, klimaforandringer (et skift til en kortere arbejdsuge kunne halvere dette århundredes CO2-udslip), ulykker (lange arbejdsuger på hospitaler resulterede i fem gange så mange fejl-diagnoser), arbejdsløshed, kvindefrigørelse (lande med de korteste uger topper listen over lande med den største ligestilling mellem kønnene) og aldrende befolkning (kortere uger kan distribuere arbejdstimer bedre både mellem kønnene og generationerne).

Selvfølgelig er en femten timers arbejdsuger stadig en fjern utopi, indrømmer Bregman. Men Keynes var ikke skør. På hans tid begyndte arbejdsugen at forkortes, og han forudså, at trenden, der begyndte i 1850, ville fortsætte. Tænk hvis nu – drømmer Bregman – at fritidsrevolutionen ville få dampen op igen i dette århundrede. I det 20. århundrede omfordelte vi rigdom. I dette århundrede kunne vi omfordele arbejdstimer. At arbejde mindre giver mulighed for andre ting. Det er ikke tilfældigt, mener Bregman, at lande med de korteste arbejdsuger også har det største antal frivillige og den største sociale kapital. I 1800-tallet var frygten, at folket ikke ville kunne håndtere fritid og at de lange arbejdsuger ville holde arbejderne fra flasken. Ironisk nok var det netop i overarbejdende industrialiserede byer, at flere og flere mennesker søgte tilflugt i flasken. Ægte fritid er ikke en luksus, slutter Bregman af, det er så vitalt for vores hjerner, som c-vitamin er for kroppen.

Her må vi nok løfte blikket et øjeblik fra Bregmans tekst. For hans argument kan vel også vendes på hovedet? At dem uden arbejde og et hav af fritid ikke nødvendigvis er sprængfyldt med tilfredshed, energi og aktivt engagement. Det argument dukker op i artiklen “A world without work” i The Atlantic fra sidste sommer. Som skribenten peger på, har arbejdsomhed altid været en del af kernen af USA’s selvforståelse, så hvad vil der ske, hvis robotter, droner og maskiner erstatter vores job med endeløs fritid? I modsætning til Bregman nævner artiklen det, der kunne være problematisk i et post-arbejdende samfund. For Bregmans ideal om, at vi i en verden af endeløs fritid vil bruge tiden på at passe familien og engagere os i samfundet, minder ikke om den verden, som de fleste arbejdsløse kender. Mange af dem ser mere tv, sover mere, surfer mere på internettet ifølge en række undersøgelser. Selvom de har god tid til at hænge ud med andre, er de ofte mere socialt isolerede end det arbejdende folk. For mange giver arbejdet en følelse af formål, en tilfredsstillelse, en stolthed, påpeger journalisten Derek Thompson.

Artiklen har også en anden pointe, der er værd at tage med. I et post-arbejdende samfund vil de økonomiske incitamenter ved at tage en uddannelse måske være mindre indlysende. Så hvordan vil dette samfund fastholde en disciplin, udvikle viden, opbygge en ekspertise? Incitamenterne vil skulle ændres radikalt.

Så måske er Bregmans løsning ikke det quick fix på alverdens problemer, han får det til at lyde som. Desuden: Hvis arbejdsugen skal forkortes, er der en lang række andre faktorer, der skal være på plads, før en kortere uge vil få de effekter Bregman håber på. Her er det klart, at det gør en afgørende forskel, om vi taler om at skære 60 timer ned til 40, eller 40 ned til 15, eller endnu længere ned. Bregman hænger sig ikke rigtig i den slags detaljer. Om det er netop femten timer om ugen er ikke afgørende.

Det befriende ved Bregman er netop, at han ikke er bruger ord som work/life balance, deltid og børn. Utopien om en femten timers arbejdsuge er ikke spærret inde i forhandlingslokalet om familiepolitik. Ligesom den korte uge var en nøgtern forudsigelse for Keynes og Nixon, ikke en politisk prioritering, så forbliver utopien netop utopi hos Bregman, på godt og ondt.

Det handler for Bregman om at rejse spørgsmålet om, hvad der er den bedste investering for fremtiden både for klimaet, ligestillingen, arbejdsløsheden, fattigdommen, samfundsengagementet, vores eget (og familiens) velbefindende, produktiviteten og økonomien. Og rejse spørgsmålet i et rum, hvor loftet er uendeligt højt.

Jeg er ret begejstret for Bregmans fanfare for utopien. Jeg elsker, at han vender den gængse sang på hoved: vi har aldrig haft det bedre. Og netop derfor burde vi drømme om, hvordan vi kan investere al den velstand, vi har. Og hvorfor ikke i mere tid?

For måske er fremskridt i virkeligheden blot, som Oscar Wilde skrev, “realiseringen af utopier”.

Rutger Bregmans bog “Utopia for realists” er tilgængelig på Amazon.