Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

Sang på dødslejet: Komponisten Louise Alenius synger sit værk i enrum med døende

INTIMTLouise Alenius og bratschist Jenni Luning opfører værket ‘Prequiem’ i Torben Sangilds soveværelse. Foto Sofia Busk / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Intimkoncerter, intimforestillinger og højtlæsninger hjemme i folks dagligstuer vinder frem i en tid, hvor der ellers ofte står et medie mellem os selv og vores medmennesker. Komponisten Louise Alenius går ind i et af de mest intime rum, der findes, nemlig dødslejet, og opfører sit værk ‘Prequiem’ for døende på hospice. Torben Sangild har lagt krop og seng til og talt med hende om intimitet og død.

Jeg ligger i min seng, som var jeg døende. På vej op ad trappen er komponisten Louise Alenius. Hun skal synge og spille for mig. Jeg kender hende ikke. Vi har ikke engang været i e-mailkontakt. Hun har betinget sig, at hun kom ind i et fremmed rum med et helt fremmed menneske. Fotografen, som jeg heller ikke kender, agerer min pårørende og åbner døren for komponisten og hendes musiker, bratschisten Jenni Luning.

Ude i gangen kan jeg høre et par pizzicatotoner. Jeg ligger på et hvidt lagen med en hvid dyne over mig og har en hvid T-shirt på. Bliver det mon smukt? Bliver det rørende? Bliver det akavet? Svaret skal vise sig at blive ja til alle tre spørgsmål.

Louise Alenius’ værk hedder Prequiem, altså en før-dødsmesse”. Hun har komponeret det specielt til døende på hospice og opfører det for dem på den stue, hvor de ligger, nogle gange ledsaget af én eller flere pårørende. Hun gør det gratis som en del af et kunstnerisk eksperiment, hvor hun undersøger, hvordan man kan trænge musikalsk ind i et rum, der er så tyst og så ladet.

Jeg har bedt om at få lov at overvære en sådan performance, og nu rekonstruerer vi den så i mit soveværelse.

Først kommer bratschisten ind. Hun går hen og hilser, hvorefter hun indtager sin position. Hun spiller en svag, lys tone. Og så kommer Louise Alenius ind. Hun hilser ikke på mig, hun kigger mig ikke en gang i øjnene. Hun begynder at synge, mens hun lægger et tørklæde over den nederste del af min dyne, som om hun skaber en forsigtig kontakt til mig gennem tørklædet og dynen. På tørklædet er der en cirkel med et uendelighedstegn indeni.

Det her er lidt akavet. Her står der to kvinder og opfører et værk for mig i min seng, og jeg ligger bare her og er eneste egentlige publikum. Hvor skal jeg kigge hen? Skal jeg søge øjenkontakt? Har de det okay? Er jeg et ordentligt publikum? Ligner jeg en døende?

Men det akavede lægger sig overraskende hurtigt.

Hun synger på engelsk, hvilket overrasker mig. Det skal jeg huske at spørge hende om, siger journalisten i mig. Teksten er svær at blive klog på, men den handler om mor, muskel, membran og en hemmelighed. Melodien flytter sig ikke meget, men ligger i samme toneart (eller modus), lidt som en folkemelodi, men med et noget mere avanceret forhold mellem stemme og bratsch. Akademikeren i mig analyserer, hvad der foregår.

Og så er det, som om noget smelter, og jeg fælder en tåre. Jeg var på forhånd parat til at lade det ske, men jeg havde ærligt talt ikke regnet med det. Nu sker det. Og en tåre mere. Jeg fælder i alt to tårer, bemærker pedanten i mig. Og det gør ikke noget. Ingen kan alligevel se det. Komponisten er optaget af sin sang, bratschisten af sit spil og fotografen af sin diskrete knipsen. Men alligevel er vi fremmede sammen om noget meget intimt, der ikke lader nogen af os uberørt.

Jeg får flere gange øjenkontakt med Louise Alenius. Hun besvarer kontakten, nogle gange kortvarigt, nogle gange så længe, at det er mig, der kigger væk. Men det er ikke akavet længere.

Senere sætter hun sig ned og tager et instrument frem – en shruti box, et indisk bælginstrument lidt i stil med en harmonika. Hun skifter sjældent akkord på den, og når hun gør, er det ikke særlig markant. Jeg aner ikke, hvor lang tid der er gået, da sangen forstummer, og de optrædende gør klar til afsked. De kigger tavst og forsigtigt på mig, jeg siger tak”, det bedste jeg lige kan finde på, da et bifald virker helt forkert. Fotografen lukker dem ud af lejligheden igen.

Bonusinfo. I et af sine tidligere intime værker inddrog Louise Alenius en døende ven i forestillingen. Han lå i en seng, og folk var ikke klar over, om han var en skuespiller, eller om det var ægte.

Louise Alenius har tidligere skabt værker til intime rum med én person som publikum for Det Kgl. Teater, frem for alt en serie performances med fællestitlen Porøset, hvor publikum ikke anede, hvad der kom til at ske, men var kastet ud i en intimitet, de ofte ikke havde regnet med. De blev ført hen i et rum, hvor der til manges overraskelse kun var én stol, og så måtte de prøve at forholde sig til, hvad der foregik.

Alenius indskriver sig dermed i en tendens, der kan iagttages i disse år, hvor det vrimler med intimkoncerter og intimforestillinger, ofte hjemme hos folk selv. Jeg har selv for nylig været publikum til en performance af kunstneren Olof Olsson hjemme i hans lille lejlighed i København, hvor man mærkede en øget opmærksomhed fra hans side på, hvordan vi alle reagerede. Standupkomikeren Thomas Warberg har lavet sin egen intimklub, hvor ingen i publikum sidder mere end tre-fire meter væk fra komikeren. Man kan hyre musikere til dagligstuekoncerter via bureauer som Sofar Sounds. Man kan hyre professionelle godnathistorielæsere. Og så videre.

Det er, som om der er et savn og en længsel efter intimitet og autenticitet i en tid, hvor alting er medieret, hvor mange koncerter er så store, at man primært ser musikerne på en storskærm, hvor det primære kulturforbrug sker foran skærme, og hvor en stor del af vores kontakt sker gennem sociale medier frem for ansigt til ansigt. Her kan den intime performance måske ses som en modreaktion, hvor man ofte kommer så tæt på kunstnerne, at det bliver for meget for nogle.

Louise Alenius’ Prequiem indskriver sig også i denne tendens, men hun går et skridt videre, idet de rum, hun optræder i, er endnu mere intime end dagligstuerne.

ISCENESATFra miniature-operaen ‘When Silence Came’ fra 2015, hvor den døende er en skuespiller. Troels Primdahl/Anders Bigum

Mit hoved og min notesblok er fulde af spørgsmål, da jeg efter hendes intime optræden for mig møder Louise Alenius på tomandshånd for at spørge hende om, hvad der får hende til at lave et værk til døende, om det intime og akavede og ikke mindst om hendes forhold til døden. Vi taler sammen i tre timer og når vidt omkring. De nøgleord, hun konstant vender tilbage til, er tillid, skrøbelighed, skønhed, ydmyghed og ærlighed.

Det er fantastisk at gå ind i det rum, hvor alting er så skrøbeligt. Det er fantastisk at være i. Jeg har skabt værket, men situationen er meget større end værket, og det er jeg meget ydmyg overfor.”

Så du gør det ikke på trods af det skrøbelige eller akavede, men på grund af det. De fleste mennesker ønsker at undgå den tilstand?

Det er baseret på en kæmpe tillid at bringe sig selv og hinanden i en situation, der kan tippe i alle mulige retninger. Man rammer noget sammen, en ærlighed, når man er i dén situation, hvor de normale regler er sat ud af spil.”

Du laver jo en performance – hvordan kan det være mere ærligt end vores almindelige omgang med hinanden? Kan man iscenesætte sig til ærlighed?

Der er noget meget ikke-iscenesat over det skrabede, institutionelle rum på et hospice. Det kan ikke være stærkere. Det gør mig ydmyg. Og det er dén ydmydhed, jeg savner i meget kunst, og især i dialoger mellem kunstnere og publikum. Der er enormt meget se-migi kunsten, store egoer, og dér er jeg tiltrukket af situationer, der gør mig selv ydmyg.”

Selve situationen er sitrende, og det er helt afgørende. Rammen er altafgørende for, hvordan værket kommer til at lyde. Den stilhed, der er i et rum med en døende, er så stærk, at jeg ikke troede, den fandtes. Da jeg mødte den første gang, justerede jeg helt konkret min musik ned i et endnu mere dæmpet leje. Alle mennesker burde få lov til at være på et hospice uden at føle sorg. Det er et af de smukkeste steder, der findes. Der er så god stemning, og alle samtaler er lige til sagen.”

Men der opstår jo tit en forlegenhed, når man er så intimt sammen med nogen, man ikke kender. Mange synes, at den intime optræden er lidt pinlig …

Jeg synes ikke, det er en pinlighed eller en forlegenhed. Forlegenhed er noget, man mærker sammen. Det er ligesom nøgenhed – hvis det er pinligt for den ene, så bliver det pinligt for dem begge, men hvis jeg insisterer på, at det ikke er pinligt, men derimod skrøbeligt, så er det sådan.”

Øjenkontakt bliver en langt mere afgørende ting i det intime rum end ved større koncerter eller forestillinger. Når man er eneste publikum, er der hele tiden den mulighed, at vi kunne have øjenkontakt. Hvordan arbejder du med øjenkontakt?

Jeg doserer øjenkontakt meget forskelligt, efter hvordan vedkommende reagerer på det. Du søgte helt klart øjenkontakt i dag. Og det gengældte jeg så. I forbindelse med et tidligere intimværk, Porøset, oplevede jeg også den skrøbelighed, som præger nogles reaktion. Der kunne jeg opleve at have en øjenvandring op af en krop og så mærke, hvordan de blev fuldstændig urolige, bare man nåede til skuldrene.

Har du også oplevet, at nogen søgte mere øjenkontakt, end du var parat til?

Ja, helt klart. Der ligger også en slags magtkamp i, hvem der holder øjenkontakten længst. Men det vildeste er, når man mærker, at der sker en udvikling undervejs, især når de til at begynde med slet ikke har lyst til at være i rummet og så begynder at give efter og ender med at være en åben svamp, der bare tager imod og er helt til stede. Det er faktisk mere tilfredsstillende end de meget erfarne publikummer, der straks fanger den og spiller med.”

Bonusinfo. I sin kommende opera forlanger Louise Alenius, at operasangerne skal synge stille og tilbageholdt, modsat den vanlige teknik.

Louise Alenius har selv taget kontakt til hospices og spurgt, om nogen kunne være interesserede i at få besøg af hende. Hendes første forsøg på at opføre Prequiem på hospice var ikke ubetinget vellykkede. Det gik op for hende, hvor voldsomt musik, optræden og følelser kan virke i et så stille og ladet rum.

Men samtidig gik det også op for hende, at drivkraften bag værket var at opsøge netop disse steder, denne stemning, at få en kontakt til de døende. Og denne lille justering gjorde, at hun nu bliver mødt med stor taknemmelighed, når hun opfører sit værk, både fra døende og fra pårørende. Louise Alenius varierer sit værk meget efter stemningen i rummet og kan finde på at udelade passager eller undlade teksten, og hun fortæller om taknemmelige blikke, om at holde i hånd, om pårørende, der er fyldt op af kærlighed og samtidig på forhånd tynget af sorg over at skulle miste.

Når man kommer ind og optræder med musik, kigger man ind i hinanden på en helt anden måde end i en samtale. Man springer en masse led over. Musik er en bagdør ind til vores følelser, hvor man kan spille på nogle andre registre end en samtale. Jeg forstår ikke dem, der laver musik uden at ville lirke dén dør op. På den anden side skal man sørge for ikke at blive følelsesliderlig og svulstig. Døren skal lirkes helt nænsomt op.”

Mange vil mene, at døden er det sidste tabu i vores kultur: Vi gemmer de døende væk, taler helst ikke om døden og skjuler den for vores børn. Men sådan ser Louise Alenius ikke på det.

Døden er ikke specielt tabubelagt,” siger hun.

Det er sandt, at man meget sjældent møder døden i sin fysiske form, men der er mange, der beskæftiger sig med døden og mange, der gerne vil tale om døden. Alle har en historie at fortælle om et dødsfald.”

Men mange pårørende vil kunne fortælle, at deres omgivelser har svært ved at forholde sig til deres sorg?

Der er ikke et kulturelt problem, det er et individuelt problem. Og det er virkelig problematisk, når det opstår. Det handler meget om, hvilket miljø man færdes i, og hvem man omgås. Som samfund har vi mange steder at gå hen, for eksempel psykologer, men naturligvis er det bedst, når man kan dele det med sine venner og familie. Og faktisk også, at man er i stand til en vis grad af selvterapi.”

Det store kulturelle problem er til gengæld en generel forestilling om, at sorg skal bearbejdes. At man skal gøre nogle bestemte ting på en bestemt måde. Den eneste grund til, at man lytter til den slags bullshit, er, at folk ikke er i stand til at lytte efter inde i sig selv. Sorg er en uhyre individuel proces. Hvis der er noget, der er et problem i vores kultur, så er det det individuelle behov, der ikke passer ind i de generelle forestillinger om det gode liv.”

Du taler tit om det skønne ved døden og den døendes situation. Kan du forklare nærmere, hvad det handler om?

Døden er en stærk situation, der sætter en masse ting i gang. Den får folk til at sige en masse ting, de ellers ikke ville sige. For eksempel fortalte en ven mig for nylig, at det først var på sin mors dødsleje, at han tog sig sammen og fortalte, at han elskede hende.”

En anden ting er, at det simpelthen er smukt at overvære. Der er en sitren i rummet. Man kan vælge at betragte den døende krop som noget uhyggeligt eller noget grimt eller noget smukt, men den er i hvert fald til stede med en enorm kraft.”

Det er ikke alle de døende, jeg ville kommunikere særlig godt med, hvis jeg mødte dem på gaden. Men når vi så ligger der, bliver vi alle en del af noget fælles. Vi genkender os selv mere i en døende end i de fleste levende, fordi det er en skæbne, vi er fælles om. Når du ligger der på dødslejet, er din eneste chance at have tillid til dem omkring dig. Det er en ultimativ udsathed. Der er noget rent over dødslejet, modsat den støj af konstante valg og fravalg, der udgør den normale tilværelse.”



Om Louise Alenius

  • Født 1978, komponist og lydkunstner
  • Har bl.a. udgivet fire albummer og lavet musik til film og balletter, især i samarbejde med Det Kongelige Teater.
  • I 2017 har hun premiere på operaen Silent Zone, der indkorporerer elementer fra Prequiem.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem