Karina Pedersens opråb fra underklassen druknede i en mediestorm. Vi begyndte forfra

OMSTRIDTKarina Pedersen stillede op til fotografering og et slagkraftigt interview med Zetland i august 2016. Foto: Sofia Busk / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I sommeren 2016 ville Karina Pedersen og hendes forlag skabe debat om den danske socialstat med bogen Helt ude i hampen. I stedet skabte udgivelsen furore om forfatteren, familien, et kvarter i Fredericia og medierne (herunder Zetland). Vi vendte tilbage til historien for at undersøge substansen.

En septemberdag i 2016 står Jørn Vestergaard Kristensen i Korskærparkens medborgerhus og ærgrer sig. Rundt om ham bliver tilskuerstole stablet og sat væk. Fredericia Dagblads chefredaktør har netop givet en nedslående besked:

Hovedpersonen kommer ikke.”

Forfatteren og debattøren Karina Pedersen har i sidste øjeblik meldt afbud til en debat med tre byrådspolitikere om sit barndomskvarter og den danske velfærdsstat. Omkring 80 mennesker er mødt forgæves op.

Jørn Vestergaard Kristensen ville gerne have mødt forfatteren til bogen Helt ude i hampen. Bogens beskrivelse af kvarteret som hjemsted for en voldelig og arbejdssky underklasse skabte en betydelig vrede blandt områdets nuværende beboere. Mange stod frem med en helt anden historie om det, nogle benævnte Danmarks bedste ghetto”.

Jørn Vestergaard Kristensen er elektriker og bor med sin familie 100 meter fra den lejlighed, Karina Pedersen voksede op i. Han sidder også i afdelingsbestyrelsen i et af de lokale boligselskaber, og han havde set frem til at diskutere nogle af de problemer, som gennem årene har blakket Korskærparkens ry: påsatte brande, kælderindbrud, knallertbøller, voldsepisoder og utrygge beboere.

Han ville også gerne have diskuteret Karina Pedersens synspunkter om velfærdsstaten.

For eksempel det, hun siger med, at overførselsindkomster ikke giver incitament til at arbejde.”

Ude foran beboerhuset indleder to mænd, der kender hinanden fra frivilligt arbejde i kvarteret, den samme diskussion.

Noget er jo rigtigt i det, hun siger,” erklærer den ene, en slank pensioneret elektriker ved navn Erik Petersson. Der er nogle herude, som godt kunne trænge til et spark i røven for at komme ud og arbejde.”

Men hvor er de jobs henne?” lyder det stilfærdigt fra den anden, Kjeld Hansen.

Jørn Vestergaard Kristensen og hans familie går hjemad med uforrettet sag.

Nogle uger inden det aflyste debatmøde i Korskærparken skete der på Zetland dét, som sker mere eller mindre hver dag på en journalistisk arbejdsplads: En bog ankom med posten.

En af journalisterne fra redaktionen – det vil sige en af mine kollegaer – fandt bogen interessant og gav den til en anden, som havde plads på stolen lige bag min (hvilket ikke forhindrede det hele i at gå hen over hovedet på mig). Efter at have vendt idéen på et redaktionsmøde tog min kollega ind på forlaget og lavede et interview med forfatteren, Karina Pedersen. Vi syntes, som vores chefredaktør Lea Korsgaard siden har forklaret, at forfatteren leverede et stærkt – og vildt og hårdt – vidnesbyrd om et hjørne af Danmark, der gennem de seneste mange år har været på den offentlige dagsorden”.

Under interviewet kom Karina Pedersen med nogle voldsomme udfald mod sin egen familie, særligt sin mor, hvorfor vi forsøgte at opspore moren (som Karina Pedersen ikke ville give os navnet på) for at få hendes version. Det lykkedes ikke. Efter nogle dages forsøg forsynede vi i stedet artiklen med et forbehold om, at vi gerne ville have foreholdt moren Karina Pedersens anklager, men at det ikke havde været muligt.

På bogens udgivelsesdag den 23. august udkom Zetland med et billede af Karina Pedersen på forsiden: Tag pengene fra underklassen. Den har ingen moral”. Det var en historie om en forfatter, der var lige så vred på sin mor som på det sociale system, som hun betegnede som humbug for milliarder”. Systemet hjalp ikke underklassen, det bidrog tværtimod til dens problemer, mente hun.

Vi havde ikke forudset, hvad dét ville sætte i gang.

I løbet af ganske få dage blev interviewet vores mest læste artikel nogensinde. Det blev citeret af flere andre medier, delt af folketingspolitikere på sociale medier og diskuteret heftigt.

Hurtigt kom debatten dog til at dreje sig om Karina Pedersens personlige troværdighed – foranlediget af nogle halvgamle gældssager og af, at både forfatterens mor og tidligere klassekammerater stod frem med en anden version af fortiden. Sagen eksploderede. På de sociale medier bredte sig teorier om, at bogen slet ikke var skrevet af Karina Pedersen. Løse anklager og vilde påstande føg omkring, og pressen skød i alle retninger, skiftevis på Karina Pedersen og på hinanden.

Resultatet var, at offentligheden blev efterladt uden et klart billede af, hvad der var rigtigt og forkert. Ingen blev klogere. Hverken på Karina Pedersen, Korskærparken eller underklassen. På dén måde mindede mediestormen om det aflyste debatmøde i Korskærparken: Debatten nåede aldrig for alvor frem til substansen.

Det er ærgeligt. For det er ellers der, historien for alvor bliver interessant.

STILLEKarina Pedersen har holdt sig fra offentligheden siden september. Foto: Sofia Busk / Zetland

Karina Pedersen trådte første gang ind på den offentlige scene, kort efter hun i marts 2008 havde kontaktet journalisten Ole Birk Olesen, der i dag er transport-, bygnings- og boligminister for Liberal Alliance, men som dengang havde stiftet den borgerlige netavis 180grader.dk. Karina Pedersen ville gerne bidrage og sendte redaktøren en tekst med politiske argumenter. Dem fandt Ole Birk Olesen ikke specielt originale.

Så vendte hun tilbage,” fortæller han i dag, og sagde, at hun også havde noget andet, hun gerne ville skrive om.”

Karina Pedersen sendte en ny tekst, og den fik Ole Birk Olesen til at spærre øjnene op. Teksten handlede om hendes opvækst i en familie med sociale problemer.

Jeg tænkte: Det her er alligevel noget, vi ikke er forvænt med i den offentlige debat – dét er anderledes interessant.”

Om aftenen den 27. marts 2008 publicerede 180grader.dk teksten Min mor og velfærdsstaten:

Året er 1981. Mine forældre er lige blevet skilt, og min mor har fået anvist en femværelses lejlighed i et socialt boligbyggeri. Alene med fem børn indleder hun et forhold, som ender med at have omfattende konsekvenser for det meste af familien.”

Morens nye partner, fortalte Karina Pedersen, var kommunen. Hun skrev, at hendes mor var misbruger og ikke magtede at tage sig af sine børn.

Konklusionen – at jo flere penge Karina Pedersens mor modtog, jo værre opførte hun sig – flugtede med det centrale budskab i Ole Birk Olesens egen bog Taberfabrikken fra 2007: Velfærdsstaten skaber social deroute ved at fjerne motivationen til at arbejde.

Karina Pedersen fulgte over nogle måneder op med flere indlæg i 180grader.dk, der alle kørte i samme spor og beskrev barndomskvarteret som et gudsforladt sted” præget af vold, misbrug, kriminalitet og udnyttelse af systemet. Ingen nævntes ved navn, hverken familien eller barndomskvarteret. Om sig selv skrev Karina Pedersen blot, at hun læste Østeuropastudier på Københavns Universitet.

Weekendavisens journalist Helle Broberg Nielsen læste klummerne og bestemte sig for at interviewe Karina Pedersen.

Hun gjorde det, man ikke må: sparke på sin familie, hvis de ligger længere nede i hierarkiet. Og det var simpelthen så provokerende. Jeg var nysgerrig på, hvad der fik hende til at oute sin baggrund,” siger hun i dag.

De to mødtes hjemme i Helle Broberg Nielsens køkken; Karina Pedersen slog journalisten som ydmyg” og famlende”.

Det var ikke hendes udgangspunkt, at nu skal jeg være kendt, og nu skruer jeg rigtig meget op for virkemidlerne.”

Det første interview, der løftede Karina Pedersens historie ind i en etableret, landsdækkende avis, blev bragt i Weekendavisens første sektion den 11. september 2009. Artiklen var fuld af slagkraftige citater. Karina Pedersen beskyldte sin mor for omsorgssvigt, ligesom hun kom med alvorlige anklager mod sine brødre og voldsanklager mod beboere i sit barndomskvarter. Hverken kvarteret eller familiemedlemmer blev nævnt ved navn. Overskriften var den samme, som siden har været bragt i et utal af variationer i andre medier: Underklassen mangler moral”.

I hele sit virke som debattør har Karina Pedersen tordnet mod (generøse) offentlige ydelser som noget, der fastholder folk i elendighed. Hun er tydeligt inspireret af den britiske debattør Theodore Dalrymple, som hun har refereret til både i Helt ude i hampen og hos 180grader.dk.

Bag synonymet Dalrymple gemmer sig den pensionerede britiske psykiater Anthony Malcolm Daniels, som i mange år har været en markant kritiker af velfærdsstatens gratis ydelser og overførselsindkomster. Argumenterne funderer han i en blanding af statistiske argumenter og faglige erfaringer fra fængsler og slumkvarterer.

En del af Dalrymples klummer fra magasinet City Journal, som udgives af den konservative tænketank Manhattan Institute, er samlet i bogen Life at the Bottom: The Worldview That Makes the Underclass. Her skriver Dalrymple:

Et velfærdssystem, som ikke skelner moralsk i forhold til fordelingen af økonomiske goder, fremmer asocial egoisme (…) Den rigdom, som tillader alle ubesværet adgang til tilstrækkelig føde, burde være frigørende, ikke indsnævrende. I stedet har den skabt en stor kaste af mennesker, for hvem livet reelt er et limbo, hvor de intet har at håbe på og intet at frygte, intet at vinde og intet at tabe.”

Karina Pedersens mest grundlæggende anklage mod velfærdsstaten er den samme. Til Kristeligt Dagblad sagde hun den 30. august 2016, at det ville gavne underklassen at afskaffe velfærdsstaten:

Jeg er sikker på, det ville gavne. Vi er endt i en situation, hvor det at være så sølle som muligt er det, der udløser gevinsten. Man smører det hjul, der piber. Så jo mindre du kan, jo mere klinger kasseapparatet.”

Når forskere og analytikere taler om underklassen, definerer de den som den del af befolkningen, der arbejder mindst. Bøgerne Det danske klassesamfund fra 2012 og Klassekamp fra oven fra 2014 bygger på en bunke analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og definerer underklassen som mennesker, der kun er på arbejdsmarkedet en femtedel af året eller mindre.

Det såkaldte Koch-udvalg, som afleverede en stor rapport om beskæftigelsesindsatsen til den daværende regering i 2015, foretrak at tale om borgere i udkanten af arbejdsmarkedet”. Udvalget definerede dem som modtagere af førtidspension, fleksjob, ledighedsydelse, ressourceforløb, revalidering, kontanthjælp, uddannelseshjælp og sygedagpenge.

Uanset hvad man kalder gruppen, er det vigtigt at slå fast, at den rummer meget forskellige mennesker. Fra velfungerende tidligere beskæftigede, der er røget ud af dagpengesystemet, over handikappede og enlige mødre på kontanthjælp til hjemløse stofmisbrugere. Med andre ord hører næppe alle til dét, Karina Pedersen kalder underklassen”. Det er imidlertid den bedste gruppering, vi kan analysere, hvis vi vil forsøge at sige noget generelt om en underklasse i det danske samfund.

I gennemsnit kendetegner det underklassens medlemmer, at de – ud over at arbejde mindre – også er mere syge og ensomme end resten af befolkningen. De spiser også mere psykofarmaka, bor hyppigere til leje og får lidt flere børn. Og så klumper de sig i stigende grad sammen i udkantsområder og sociale boligbyggerier omkring de store byer:

Illustration: Jørgen Stamp

Derudover er de mest bemærkelsesværdige oplysninger om den danske underklasse måske dem her (lad os tage dem i punktform for overskuelighedens skyld):

  1. Den er vokset, siden Karina Pedersen var barn. I 1985 tilhørte 10 procent af de danske husstande underklassen i den forstand, at de voksne højst arbejdede en femtedel af året. I 2012 var det 14,6 procent. En betydelig del af stigningen hænger sammen med en vækst i antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere, der står uden for arbejdsmarkedet, men den etnisk danske underklasse er også vokset.
  2. Folk bliver hængende i den. Da Koch-udvalget gjorde status over danskere i udkanten af arbejdsmarkedet i 2014, havde to tredjedele – mere end 350.000 mennesker – været offentligt forsørget i mindst 80 procent af de forudgående fem år. Blandt de såkaldt jobparate kontanthjælpsmodtagere, som burde have kortest til arbejdsmarkedet, var andelen 40 procent.
  3. Den er nogenlunde lige så stor som i lande, der ligner Danmark. Ifølge Koch-udvalgets rapport er der cirka lige så mange borgere i udkanten af arbejdsmarkedet i Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien som i Danmark.

Knap en måned efter Helle Broberg Nielsens interview med Karina Pedersen i Weekendavisen optrådte den liberale debattør for første gang i landets største debatavis, Politiken.

Overskriften Barske sandheder om underklassen” stod på forsiden af debatsektionen, og i artiklen gentog Karina Pedersen sin familiehistorie som eksempel på, hvorfor velfærdsstaten ikke virker. Skribenten bag artiklen var Politikens daværende debatredaktør, Per Michael Jespersen.

Det, vi går efter, er det originale,” fortæller han i dag, dét, der sparker debatten videre med nogle nye synspunkter, vinkler og argumenter, der får én til at spærre øjnene op.”

Dem kunne Karina Pedersen levere, og derfor var hun interessant i spalterne. Men ikke kun derfor.

Det er meget sjældent, vi hører nogen fra underklassen deltage i den offentlige debat, og her var faktisk en stemme, som var fra underklassen, og som var kvalificeret.”

Karina Pedersens barndomskvarter blev i artiklen stadig blot beskrevet som en jysk forstadsghetto”, men Karina Pedersen – artiklens eneste kilde – stod frem med navn og et stort portrætfoto. Per Michael Jespersen tjekkede ikke hendes historie, fortæller han.

Det følgende år trådte en anden markant debattør ind i den offentlige samtale om underklassen. Daværende formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen fik stor opmærksomhed med sit personlige vidnesbyrd om sin egen opvækst i et Underdanmark, som er skjult for de fleste”, som det hed på bagsiden af hendes erindringsbog.

Zornigs diagnose var beslægtet med Karina Pedersens. Som det stadig hedder i præsentationen af det foredrag, man kan booke Zornig til, er Underdanmark et sted, hvor normløsheden hærger, og hvor vold, druk og seksuelle overgreb er en del af hverdagen”.

Blot er Zornigs medicin en helt anden. Hvor Karina Pedersen vil give plads til det personlige ansvar, lægger Zornig vægt på de voksne, der kan gøre en forskel for underklassens børn. Ikke mindst velfærdsstatens frontsoldater såsom pædagoger, skolelærere eller socialpædagoger – som den socialpædagog på et børnehjem, der hjalp Zornig selv på vej mod en bedre fremtid.

Det var godt debatstof, tænkte Politikens Per Michael Jespersen. Få måneder efter udgivelsen af Zornigs bog arrangerede han et debatmøde og et dobbeltinterview med de to kvinder. I avisen den 25. februar 2012 citerede han Karina Pedersen for en opfordring til at fjerne kontanthjælpen. Eller sætte en begrænsning på den”. I artiklen tegnede hun et dystert billede af hverdagen i de udsatte boligområder.

Dengang jeg voksede op sådan et sted, var der måske en fem-ti stykker, der havde fået børn i en alder af 15-16 år. Nu er det jo nærmest i hver opgang, du kan finde sådan en mor på den alder.”

(Det er ikke en påstand, der finder opbakning i statistikkerne. Reelt blev kun 81 kvinder i hele landet mødre som 15- eller 16-årige i 1991, hvor Karina Pedersen selv fyldte 15. I 2012 var antallet faldet til cirka det halve – 41. I det hele taget er antallet af teenagemødre raslet ned gennem årtier).

Senere i 2012 optrådte Karina Pedersen i en række af landets andre største medier med sine anklager mod familien og underklassen – tilsyneladende stadig uden at nogen i medierne havde talt med familien eller undersøgt påstandene nærmere.

Karina Pedersen var blevet en stemme, man lyttede til, i debatten om de omkring 800.000 danskere på overførselsindkomst.

Idéen om, at velfærdsstaten fremavler store mængder ansvarsløse mennesker blottet for arbejdsmoral (eller moral i bredere forstand), er lige så gammel som idéen om velfærdsstaten. Om det rent faktisk forholder sig sådan, vil man næppe nogensinde kunne svare definitivt på.

Der er dog forskere, som har forsøgt.

Hvad angår kortsigtet, amoralsk adfærd, har Verdensbanken gennemgået forskningslitteraturen om, hvorvidt overførselsindkomster generelt får en befolknings fattigste til at bruge flere penge på alkohol, tobak og andre fristelser. Konklusionen er: nej.

Ifølge Verdensbanken er erfaringen, at de fattigste i en befolkning typisk bliver sundere, når man indfører overførselsindkomster. Lignende konklusioner har forskere draget i en amerikansk kontekst.

Hvad angår arbejdsmoral, har et nyligt studie fra MIT undersøgt effekten af overførselsindkomster på tværs af en række lande i Mellemamerika, Afrika og Asien. Landene havde alle indført ydelserne for nylig. Konklusionen lød:

Vi finder ingen systematisk effekt af overførsler på arbejdsadfærd.”

Med andre ord: Folk i de undersøgte lande holdt ikke op med at søge arbejde, blot fordi de blev garanteret en offentlig minimumsydelse.

Men hvor store konklusioner kan man drage ud fra dét? Og er de ovennævnte forskningsresultater overhovedet relevante i en dansk kontekst, hvor debattens fokus er et veludbygget, universelt velfærdssystem med flere generationer på bagen? Det kan diskuteres.

Professor Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet har gennem et langt arbejdsliv undersøgt nærmest hvert et hjørne af den danske velfærdsstat, og han siger:

Hvis man havde et fast og af alle accepteret empirisk grundlag, var der ikke grund til at diskutere så meget. For mig at se handler det om, hvilket syn vi lægger på mennesket, og hvad der styrer det.”

Grundlæggende, mener Jørn Henrik Petersen, strides to modsatrettede menneskesyn i debatten om velfærdsstaten. Det ene lyder, at velfærdsstatens gratis ydelser udhuler vores ansvarsfølelse over for hinanden, hvilket får os til at nyde uden at yde. Det andet, at mennesket grundlæggende gerne vil arbejde, men at der ikke er arbejde nok til alle.

Om det ene eller andet er sandt, tror jeg ikke, nogen kan sige noget endegyldigt om.”

Man kan dog godt, siger Jørn Henrik Petersen, se på, hvordan ændringer i velfærdsydelsernes størrelse påvirker folks lyst til at søge arbejde. Det er nok det nærmeste, man kommer.

Ph.d. Anders Bruun Jonassen forsker i den slags hos SFI, og den overordnede konklusion på den foreliggende forskning lyder ifølge ham:

Det har formentlig en effekt at skrue på størrelsen af ydelserne – mindre ydelser får flere i arbejde, mens større ydelser får flere til at holde sig væk. Men effekterne er små. Det gælder i Danmark, og det gælder i andre lande.

Dermed opstår et dilemma, som er helt centralt: Ved at skære i ydelserne gør man det store flertal fattigere for at få et mindretal i arbejde. Det blev senest illustreret ved Venstre-regeringens nyligt gennemførte kontanthjælpsreform, som ifølge Venstre-regeringens egne beregninger kunne få 700 mennesker i arbejde, men ville berøre omkring 42.000.

Som debattør er Karina Pedersen derfor i en vis forstand hoppet på et politisk tog, der allerede var i fart mod en mindre gavmild velfærdsstat. I 2012 afskaffede den daværende beskæftigelsesminister og nuværende formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, førtidspensionen – groft sagt – for alle under 40 år. Kort forinden sagde hun:

Der er ingen tvivl om, at vi på tværs af regeringer over tre årtier har stået bag en politik, der har resulteret i, at tusindvis af mennesker er derhjemme. De står ikke op om morgenen og møder på arbejde og kan ikke forsørge sig selv (…) Måske har vi som socialdemokrater været for optaget af at give mennesker noget at leve af i stedet for noget at leve for.”

For så vidt angår Karina Pedersen hører det med til historien, at virkeligheden kan have set anderledes ud, da hun voksede op i Korskærparken: En lang række reformer gennemført af skiftende regeringer har siden 1990’erne sørget for, at meget få mennesker får lov at gå på den form for passiv forsørgelse, som Karina Pedersens mor –  ifølge forfatteren – fik.

Korskærparken ligger tilbagetrukket fra en stor indfaldsvej to kilometer vest for Fredericias centrum. Kvarteret består af lange tre- og fireetages boligblokke, de fleste opført i grå beton i 1960’erne og siden renoveret og spiffet op med friske farver. Blokkene huser i dag knap 1.900 indbyggere – flere end da Karina Pedersen var barn.

Da jeg besøger området i september, kan man se lige ind i Karina Pedersens barndomshjem. Ydervæggene er væk, mens håndværkere renoverer den årtier gamle boligblok. Foran stuelejligheden, hvor Karina Pedersen engang boede med sin mor og fire søskende, står nu en grå container. På den anden side af bygningen har en gul og en rød gravko blottet den gulbrune jord mellem blokkene. Inde fra bygningen høres banken og dæmpet musik.

Hvad der præcist er foregået derinde for 20, 30 eller 35 år siden, ved kun de, der var til stede. Og kun i dét omfang, at årtiers forglemmelser, forviklinger og fortrængninger ikke skygger for realiteterne.

Enige er de i hvert fald ikke.

Karina Pedersens centrale påstande om sin mor er, at hun i forfatterens barndomsår var en arbejdsvægrende misbruger, der slog sine børn og vanrøgtede dem ved ikke at sørge for mad og tøj. Det er anklager, som moderen alle benægter. Bortset fra, at hun erkender indimellem at have spist for meget nervemedicin, som hun fik af sin læge.

Vi har brugt mange kræfter på at undersøge anklagerne. Når vi beskæftiger os med så privat en historie, skyldes det, at den står centralt i Karina Pedersens virke som debattør. Hun har gennem en årrække brugt sine personlige erfaringer til at underbygge sine politiske argumenter.

Jeg har tilbragt timer i selskab med Karina Pedersens mor, Esther Pedersen, og været i løbende kontakt med Karina Pedersen selv (som dog ikke har ønsket at stille op til et egentligt interview). Jeg har bedt både mor og datter dokumentere deres udlægning af fortiden ved hjælp af aktindsigter, dokumenter og navne på kilder, der kunne bekræfte det, de hver især fortalte mig. Jeg har også talt med tidligere naboer, tidligere varmemestre, tidligere kollegaer og en tidligere kæreste til Karina Pedersens mor, samt en række andre personer, som i perioder har kendt hele eller dele af familien godt.

Konklusionen er delt i to.

På den ene side: Der har nok været perioder i Karina Pedersens barndom, som har været mindre dystre, end hun har givet udtryk for i offentligheden og i sin bog. En tidligere kæreste, der boede hos familien i et par år i 1980’erne, fortæller, at han ikke oplevede misbrugsproblemer, og at Esther Pedersen tog sig godt af sine børn. Esther Pedersen har næppe heller været helt så arbejdssky, som Karina Pedersen har givet udtryk for; hun har for eksempel arbejdet i kortere perioder hos Toldvæsenet i Fredericia, hvilket bekræftes af en tidligere kollega, Else Nielsen. (Karina Pedersen medgiver, at hendes mor i en periode på knap to år” havde en ordentlig kæreste”, og at hun arbejdede lidt” i 1980’erne).

På den anden side: Forfatteren har i barndomsårene med stor sandsynlighed været igennem ubehagelige oplevelser. Flere naboer og en varmemester har set eksempler, der tydede på misbrug hos Esther Pedersen; en tidligere nabo, Marita Jensen, husker to episoder, hvor to af Esther Pedersens børn på omkring fire og seks år henvendte sig hos hende, fordi deres mor lå bevidstløs i en rus inde i lejligheden. (Esther Pedersen afviser, at dette kan have fundet sted). Kort efter kom Karina Pedersen ifølge flere kilder på børnehjem i nogle måneder, mens moren blev indlagt på et nervesanatorium (ifølge Esther Pedersen, fordi hun var gået psykisk ned med flaget).

En hel del spørgsmål svæver stadig i luften – ikke mindst de alvorlige anklager om, at børnene blev vanrøgtet og slået, når døren til stuelejligheden var lukket.

Nogle af spørgsmålene – ikke mindst om Esther Pedersens præcise tilknytning til arbejdsmarkedet i 80’erne og 90’erne – kunne vi måske have besvaret lidt mere klart, hvis jeg havde fået fat i Fredericia Kommunes papirer om familien. På min opfordring søgte Esther Pedersen i september aktindsigt i kommunens papirer om sig selv og sin yngste søn. Hun var efterfølgende i kontakt med kommunen og fortalte mig, at hun ville sende papirerne til mig med posten. De skulle blandt andet bevise, at hun i modsætning til datterens udlægning hovedsageligt har været på sygedagpenge og ikke kontanthjælp, og dermed kunne tilbagevise nogle af de påstande, Karina Pedersen har fremsat offentligt.

De kommunale papirer bortkom tilsyneladende undervejs. Jeg modtog dem i hvert fald ikke – og efterfølgende skrev Esther Pedersen til mig i en mail, at hun ikke længere følte sig taget alvorligt, fordi hun ikke havde hørt fra mig i den mellemliggende periode (hvor jeg nok burde have tjekket op på sagen). Siden har hun hverken svaret på emails, sms-beskeder, opkald eller andre henvendelser. Karina Pedersen har efter eget udsagn ikke kunnet få fat i nogle papirer fra kommunen.

(De anklager, som Karina Pedersen har fremsat offentligt mod to af sine brødre, er vi ikke gået dybere ind i: Den ene har tilkendegivet, at han ikke ønsker at medvirke, og den anden lader sig vanskeligt opspore).

2 %

af en ungdomsårgang udsættes for en kombination af fysisk vold, omsorgssvigt og følelsesmæssigt misbrug. Blandt ofrene får markant flere end ikkemisbrugte problemer med kriminalitet, ADHD og PTSD. Overgreb i barndommen menes også at hænge sammen med antisocial adfærd og borderlineforstyrrelser (kilde: Ask Elklit, professor, Syddansk Universitet).

Karina Pedersens planer om at skrive en bog om sin familie og opvækst går mindst tilbage til slutningen af 2011, hvor hun sendte et bogmanuskript til Martin Ågerup, direktør for tænketanken Cepos. I 2013 sendte hun et lignende manuskript til forlaget People’s Press.

Både Cepos og People’s Press takkede nej til at udgive, men antropologen Dennis Nørmark hørte om manuskripterne, og som konsulent for Gyldendal kontaktede han i begyndelsen af 2016 Karina Pedersen med et forslag om at skrive en bog.

Dennis Nørmark fortæller, at han fik et usb-stik med tre forskellige manuskripter på: Dem, som Cepos og People’s Press havde fået, plus en redigeret Messenger-korrespondance. Sidstnævnte blev til Helt ude i hampen.

Redaktør på Gyldendal Michael Jannerup overtog manuskriptet og fortæller, at han redigerede meget lidt i det, men sørgede for at tage Karina Pedersen med på råd hele vejen.

Det var den kraft, der var i sproget, det dér brøl fra underklassen, vi gerne ville have,” siger Michael Jannerup.

Litterær direktør Johannes Riis læste også med.

Resultatet blev en yderst minimalistisk bog. Helt ude i Hampens eneste vejledning til læseren er undertitlen mails fra underklassen, et grynet foto af forfatteren, teksten Alle personer i bogen optræder under ændret navn” og så beskrivelsen på flappen:

Karina Pedersen, født 1976, er opvokset i Korskærparken i Fredericia, et socialt boligområde på regeringens ghettoliste. Nærværende bog består af e-mails skrevet til en veninde over en årrække.”

Det var første gang, at Korskærparken blev nævnt i sammenhæng med Karina Pedersens beretninger om sin barndom og opvækst, og dermed første gang, at hendes fortællinger om underklassen blev koblet op på en konkret virkelighed.

STILLENår man besøger Korskærparken i dag, er det umiddelbare indtryk nærmest småsøvnigt. Karina Pedersen voksede op i en blok som den (sidenhen renoverede) til højre. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup / Polfoto

Mellem Korskærparkens blokke ligger Medborgerhuset, som danner ramme om alt fra lektiecaféer til fællesspisning og sundhedstjek. På en lun onsdag aften i september myldrer parkeringspladsen og gangstierne ude foran med børn i forskellige farver på rulleskøjter, cykler og rappe fødder.

Indenfor har politikommissær Carsten Vester og to kollegaer indbudt til dialogmøde. Vester indleder med at afkræfte et rygte: Det var ikke et mordforsøg, der fandt sted for nylig, men et slagsmål mellem to mænd, der kendte hinanden. Kvarterrådsformand Per Hermansen mener at have billeder af, at klammeriet involverede en kniv.

Den slags episoder hører til sjældenhederne, understreger Carsten Vester over for de 17 fremmødte. Han advarer mod at skabe en negativ fortælling” om Korskærparken, blot fordi området står på regeringens såkaldte ghettoliste. Kvarteret, siger han, kræver i politiets optik ikke en særlig indsats. For ti år siden var der mere gang i den.

Og ja, i politiets årlige tryghedsmålinger ligger Korskærparken i den gode ende i forhold til andre på regeringens ghettoliste, når det gælder antallet af anmeldelser og mængden af nabolagsproblemer. Men kvarteret ligger i den tunge ende, hvad angår beboernes oplevede tryghed.

For at komme på ghettolisten skal et boligområde huse over 1.000 indbyggere og opfylde minimum tre af fem kriterier. Det gør Korskærparken lige netop. Sammenlignet med andre ghettoområder tager Korskærparken sig sådan her ud:

Korskærparken opfylder disse tre “ghettokriterier”: Flere end 40 procent i den arbejdsdygtige alder er hverken i arbejde eller under uddannelse. Over halvdelen af de 30-59-årige har ingen højere uddannelse end grundskolen. Og flere end 2,7 procent af de myndige er dømt efter straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. Illustration: Jørgen Stamp

Vi har bedt Danmarks Statistik trække tal tilbage i tiden på de to ting, der har fyldt mest i debatten om området, og som samtidig er lettest at gøre op – nemlig beboernes kriminalitet og deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi har fået tal for Korskærparken som helhed og for den afdeling med 40 opgange, hvor Karina Pedersen voksede op. Vi har også fået tal for hele Fredericia Kommune for at have noget at sammenligne med.

Hvad angår kriminaliteten, er udviklingen tvetydig. Tallene ser sådan her ud:

Illustration: Jørgen Stamp

Ser man på beboernes tilknytning til arbejdsmarkedet, har kvarteret gennemgået en mere entydig – og negativ – udvikling:

Illustration: Jørgen Stamp

Ovenstående grafik flugter på sin vis med Karina Pedersens fortælling om, at det er gået ned ad bakke for hendes hjemstavn. Men på den anden side: Flertallet af beboerne var rent faktisk i arbejde i forfatterens barndomsår, både i hendes nærområde (55 procent) og i Korskærparken som helhed (57 procent). Det passer ikke helt med hendes påstande om, at de fleste i barndomslandet var på offentlig forsørgelse.

Så vidt statistikken. Jeg har også talt med en række tidligere beboere og et par tidligere varmemestre. Det skal understreges, at det rent faktisk er muligt at spore de virkelige personer og hændelser bag nogle af de historier, som optræder i Helt ude i hampen – men generelt møder Karina Pedersens beskrivelser af Korskærparken ikke stor opbakning.

Både Marita Jensen og sønnen Leif Midjord Jensen, der boede i lejligheden lige ved siden af forfatteren i 1980’erne, har læst Karina Pedersens bog. De har som nævnt valgt at stå frem med beretninger til støtte for Karina Pedersens fortællinger om sin mors misbrugsproblemer, men afviser fuldstændig forfatterens billede af Korskærparken som helhed.

Hun skal ikke nedgøre alle dem, der boede i Korskærparken, for sådan var det ikke. De fleste var velfungerende mennesker,” siger Marita Jensen. Jeg kan ikke genkende noget som helst af det, hun skriver.”

Da jeg besøger den pensionerede varmemester Peter Johansen, river han en side ud af det lokale ElboBladet og giver mig den med. På siden står et læserbrev af en tidligere beboer, Peter Askou Hansen. Det perfekte samfund har jeg oplevet i Korskærparken fra 1972 til 1988,” begynder det.

Læserbrevet omtaler en lille pige, der kom og bankede på skribentens dør og fik lov at komme ind og sove, fordi hendes mor ikke var kommet hjem. Peter Askou Hansen fremhæver episoden som eksempel på, hvordan beboerne passede på hinanden:

Disse børn manglede ikke tryghed! Vi vidste, at de i det daglige aldrig manglede kærlighed og omsorg fra deres mor. Vi vidste også, at deres mor somme tider faldt ned i et hul, som hun altid kom op af igen. Trygheden fandtes i det sted, hvor vi boede.”

Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Helt ude i hampen landede i boghandlerne den 23. august 2016. To medier bragte interviews med Karina Pedersen på udgivelsesdagen: Fredericia Dagblad og Zetland. Begge artikler viderebragte – i lighed med en lang række tidligere interviews – nogle af Karina Pedersens anklager mod sin familie. I Zetlands artikel blev Karina Pedersens mor beskrevet som en alkoholiker på kontanthjælp, der havde slået sine børn, mens de sov.

Zetlands artikel eksploderede på Facebook, og dens popularitet blev yderligere forstærket, da Liberal Alliances partiformand, Anders Samuelsen, delte den på sin væg dagen efter udgivelsen. 128.000 mennesker nåede forbi historien i løbet af den første uge, og flere andre medier citerede fra den – også uden at tale med familien.

Med til at skabe opmærksomhed om Karina Pedersen og hendes bog var også et usædvanligt hårdt personangreb fra Lisbeth Zornig Andersen. Om aftenen den 24. august beskyldte hun på Facebook Karina Pedersen for at have lånt penge og aldrig betalt dem tilbage. Over for Jyllands-Posten forklarede Zornig, at hendes motiv var politisk:

Jeg plejer at beskytte de mennesker, jeg støtter og hjælper, men gør en undtagelse i dette tilfælde, fordi Karina Pedersen så bastant fremfører, at man bare skal lukke for pengekassen til dem, der i forvejen ikke har noget. Det er jeg dybt, dybt uenig i, og jeg mener, det hører med til billedet, at Karina også har fået hjælp undervejs.”

Flere medier viderebragte Zornigs anklager (som hun har dokumenteret over for mig), og debatten mellem de to underklasse-forfattere fik stor opmærksomhed.

Ekstra Bladet gravede en anden gældssag frem, som også satte Karina Pedersen i et negativt lys – men det var en artikel i gratisavisen Metroxpress den 2. september, som for alvor fik mediestormen til at rejse sig.

Artiklen tog udgangspunkt i det første interview med Karina Pedersen i Politiken i 2009 og et klassebillede fra 7. A på Alléskolen i Fredericia, hvor Karina Pedersen sidder yderst på nederste række. Hovedparten af klassekammeraterne stod frem i artiklen og fortalte, at de ikke kunne genkende Karina Pedersens syv år gamle beskrivelser af, at hendes klassekammerater var uden uddannelse eller arbejde. De kunne heller ikke genkende hendes fremstilling af Korskærparken.

Også en række andre kilder undsagde Karina Pedersens version af fortiden, mest bemærkelsesværdigt familien, der ifølge gratisavisen havde godkendt en passage, hvoraf det fremgik, at alle brødrene har i modsætning til, hvad Karina Pedersen skriver og udtaler i medierne, faste job”.

Artiklen fik endegyldigt mediestemningen til at vende sig mod Karina Pedersen og hendes forlag. En presset Johannes Riis fra Gyldendal krævede to dage efter publiceringen af artiklen en redegørelse af Karina Pedersen (hvilket i praksis ville sige et møde, hvor man diskuterede bogens indhold og konkluderede, at alt var OK, oplyser forlaget i dag).

Imens rejste journalister fra hele landet til Korskærparken for at råde bod på fortidens synder: at man aldrig gav familien Pedersen og områdets beboere lejlighed til at svare på anklagerne imod dem (“Hvad jeg mangler er Bornholms Tidende,” siger en beboer tørt om den tilrejsende presse, da jeg møder ham nogle uger senere).

Jyllands-Posten, Fredericia Dagblad og Metroxpress fik fat i Esther Pedersen, som endnu ikke havde læst bogen, men afviste store dele af indholdet og bekræftede andet. TV 2 News tjekkede op på beboerne i Karina Pedersens barndomsopgang og konstaterede, at alle fortalte, at de havde været på arbejdsmarkedet i 1980’erne – og spurgte derefter kritisk forfatteren, hvad man så kunne bruge hendes miljøbeskrivelser til. Midt i det hele troppede BT uønsket op hos Esther Pedersen i selskab med Karina Pedersen, hvilket blev til forsidehistorien Mor, du svigtede dine børn” baseret på den ordveksling, som brød ud mellem mor og datter i opgangen. Mediestormen blæste for fuld kraft.

På de sociale medier bredte sig konspirationsteorier om, at bogen i virkeligheden var skrevet af Dennis Nørmark (der er erklæret liberal) og dermed skulle være en slags liberalt propagandaprojekt. Teorierne blev næret af, at Karina Pedersens familie i Jyllands-Posten såede tvivl om, hvorvidt der overhovedet var nogen veninde i den anden ende af de såkaldte mails til underklassen (hvilket Gyldendal ikke kunne dokumentere, at der var). Karina Pedersen lagde selv til forvirringen ved at sige til DRs tv-vært Abdel Aziz Mahmoud, at hun først lige havde læst sin egen bog. I et andet interview sagde hun, at hun havde gennemgået manuskriptet” sammen med sin forfatter”.

Karina Pedersen understregede hurtigt, at hun selv havde skrevet bogen, og at det var den fysiske bog, hun først lige havde læst. Konspirationerne fortsatte ufortrødent i en grad, så Dennis Nørmark til sidst følte, at han måtte dementere rygtet på sin Facebook-væg.

I de traditionelle medier kom historien i stigende grad til at handle om medierne selv. Den artikel i Metroxpress, som udløste mediestormen, viste sig for eksempel at indeholde flere faktuelle fejl og unøjagtigheder (som så uden videre blev viderebragt af andre medier – ironisk nok):

  • Artiklen var skærpet mod en forkert præmis: Karina Pedersen havde ikke, som det stod i artiklen, skrevet eller udtalt, at alle” i hendes skoleklasse var uden job eller uddannelse (denne fejl har Metroxpress siden beklaget). Hun havde heller aldrig eksplicit nævnt Alléskolen, som artiklen tog udgangspunkt i, men som kun er én af de skoler, hun har gået på.
  • Det var heller ikke korrekt, som familien oplyste til avisen, at alle” Karina Pedersens brødre har faste job, og at ingen” af dem lever af sociale ydelser. Den ene af brødrene er førtidspensionist (Metroxpress korrigerede efterfølgende).

Metroxpress fik på baggrund af fejlene en del kritik, ikke mindst fra Gyldendals Johannes Riis, der anså artiklen for dybt problematisk. På tv måtte han forsvare påstande, som slet ikke var med i Karina Pedersens bog. Metroxpress’ chefredaktør Jonas Kuld Rathje kan godt forstå Riis’ frustrationer og ærgrer sig over fejlene. Han er dog tilfreds med, at avisen satte spørgsmålstegn ved Karina Pedersens overordnede fortælling:

Hendes samlede fremstilling af det, hun kaldte underklassen, blev en politisk dagsorden. Og så bliver det relevant at gå ind og se, om dét, der bliver sagt fra politisk hold, har rod i en virkelighed, der rent faktisk findes.”

Hvis vi i medierne håbede at skabe klarhed om virkeligheden, klarede vi vores opgave dårligt. Hele balladen resulterede i, at en undrende offentlighed stod tilbage med et uklart billede af, hvad der egentlig var sandt og falsk i hele sagen om Karina Pedersen, Korskærparken og hendes bog.

Hvad der måske var symptomatisk for hele forløbet var, at vi i medierne først for alvor begyndte at interessere os for selve substansen i Karina Pedersens påstande, efter at balladen om hendes bog var brudt ud. Under lanceringen af Helt ude i Hampen i 2016 optrådte Karina Pedersen uimodsagt – blandt andet hos Zetland – og det samme var tilfældet i de medier, som lagde spalteplads eller sendetid til hendes fortælling mellem 2008 og 2012. Ingen lod tilsyneladende debattørens familie forsvare sig mod hendes påstande. Der var som nævnt også flere faktuelt forkerte påstande, som blev viderebragt uden at være blevet tjekket.

Begge dele er i modstrid med de regler for god presseskik, som følger af medieansvarsloven. Her hedder det, at en angreben part skal forelægges oplysninger om sig selv, særligt hvis de kan virke krænkende. Medierne skal desuden efterprøve oplysninger så langt det er muligt”, inden de bringes videre.

Ole Birk Olesen, der som redaktør for 180grader.dk gav Karina Pedersen en offentlig platform at skrive på, siger i dag:

Det her er jo hendes beretning, og ligesom man kan sende en kronik eller et læserbrev til en avis om sine egne oplevelser i livet, uden at det bliver dobbelttjekket, kan man også sende en klumme til et onlinemedie, uden at det bliver dobbelttjekket. Hun fremstod med både billede og navn, og jeg tænkte, at hvis nogen i familien var voldsomt oprørte, fik vi vel en henvendelse, og så måtte vi tage os af det til den tid. Men vi fik ikke nogen henvendelse.”

Pressenævnets regler omfatter også redigerede debatlindlæg, men Ole Birk Olesen siger:

Jeg har meget svært ved at se, at vi som medier har den praktiske mulighed for altid at tjekke det, inden vi bringer det, hvis Kjeld Koplev skriver om sine oplevelser i barndommen i Politiken, eller Yahya Hassan udtaler noget om sin barndom i Jyllands-Posten, eller Karina Pedersen skriver om sin barndom i 180grader.”

I stedet, mener han, skal man bringe en rettelse eller et genmæle fra dem, der måtte se anderledes på tingene, hvis de ønsker det.

Weekendavisens Helle Broberg Nielsen mener ikke, at hun skulle have foreholdt familien Karina Pedersens anklager i forbindelse med sin artikel fra 2009, eftersom der hverken blev nævnt navne på familiemedlemmer eller barndomskvarteret, og fordi Karina Pedersen optrådte uden billede og bar et anonymt navn.

Hvad angår det faktuelle i sin kildes fortælling, siger hun:

Præmissen for den type interviews må være, at man bliver nødt til at stole på dem. Hvis jeg havde oplevet hende som utroværdig, hvis hun havde sagt noget, som var langt ude, ville jeg nok have lagt min blok ned og sagt jeg ved ikke, hvornår jeg får tid til at skrive det interview’. Hun virkede ikke utroværdig.”

Per Michael Jespersen, som for Politiken lavede to store interviews med Karina Pedersen i 2009 og 2012, ledsaget af lige så store portrætfotos, mener i dag, at det var en klar fejl, at han ikke foreholdt familien de alvorlige anklager mod dem. Han mener også, at han burde have gjort mere for at tjekke op på sandhedsværdien i Karina Pedersens udsagn (selv om også han understreger, at man i praksis ikke kan tjekke alt).

Både Jyllands-Posten og Berlingske har i forbindelse med mediestormen om Karina Pedersen beklaget, at de ikke foreholdt Karina Pedersens familie hendes anklager i de første interviews, de lavede med hende.

Her på Zetland har såvel chefredaktør Lea Korsgaard som journalisten bag vores interview erklæret, at det var en fejl ikke at vente med at bringe historien, til vi havde fået fat i Karina Pedersens mor.

Vi har på redaktionen diskuteret, om fejlen mon skyldtes genren: om vi bliver mindre kritiske over for kilderne, når vi laver kultur- og debatinterviews. Eller om årsagen til fejlen kunne ligge i, at historien ikke var vores egen” – som Lea Korsgaard skrev den 3. september – men derimod udsprang af en bog skrevet af en debattør, der havde fortalt den samme historie før i en række andre medier:

På en eller anden måde blåstemplede dét i nogen grad hendes fortælling eller gjorde os i hvert fald oplagt mindre skarpe på at få fat i modparten, end vi burde have været.”

Et væsentligt aspekt af mediernes problem med at håndtere Karina Pedersen som kilde er formentlig, at forfatteren, der har skabt sin debatkarriere på at udlevere sin familie, paradoksalt nok er yderst privat omkring sit eget liv.

Hun har hjulpet med denne artikel ved at svare på spørgsmål i telefonen og på Facebook og ved at give tip om mulige kilder, men hun har ikke ønsket at stille op til et egentligt interview, og hun har langtfra svaret på alle mine spørgsmål.

Den 40-årige forfatter vil ikke fortælle, hvilke andre skoler end Alléskolen, hun har gået på. Hun vil ikke fortælle, hvad hun lever af i dag eller tidligere har arbejdet med og ønsker dermed ikke at dokumentere, hvad det konkret vil sige – som hun skriver i sin bog – at jeg har arbejdet for alt, hvad jeg har”.

Hun vil ikke dokumentere og kun oplyse meget lidt om, hvad hun har foretaget sig, siden hun flyttede fra Korskærparken som ung kvinde, ud over at sige, at hun har læst Østeuropastudier og i en længere periode har gået hjemme med sin søn, der har autisme.

Offentligheden har ikke, har hun skrevet til mig på Facebook, ret til hendes privatliv. Hun har ikke ønsket at svare på, hvordan hun har afvejet sine familiemedlemmers ret til privatliv over for sit eget ønske om at bruge deres livsforløb som debattør.

På mange måder minder Helt ude i hampen om en stribe andre udgivelser fra de senere år, hvor autentiske barndomstraumer står i centrum – men samtidig er behandlet vidt forskelligt af forfattere og forlag.

Yahya Hassans digte fra 2013 efterlod ikke læseren i tvivl om, at stoffet var bearbejdet kunstnerisk med dertilhørende kunstneriske friheder – de var jo digte. Aydin Soeis Forsoning fra marts i år handlede om en barndom med en afdød, voldelig far. Bag i bogen forklarede forfatteren, at han på den ene side havde tænkt sin bog som en roman og taget sig enkelte fortællemæssige friheder, men på den anden side fortalte en historie, hvor der ikke var digtet noget til”.

Lisbeth Zornig Andersens Zornig – vrede er mit mellemnavn fra 2011 havde mere dokumentarisk karakter. Forfatteren supplerede sin hukommelse med aktindsigter og interviews med personer, der optræder i bogen, og hun havde konfronteret sin mor og far med sine anklager mod dem.

Ahmad Mahmouds Sort Land fra 2015 er måske dén udgivelse, som mest minder om Helt ude i hampen. Bogen beskriver også en opvækst præget af vold i familien, og ligesom Helt ude i hampen hævder den at fortælle noget om en bestemt befolkningsgruppe – beboerne i indvandrerghettoer.

Der er imidlertid en lille, men signifikant forskel på alle disse bøger og Helt ude i hampen: Ingen af dem er, som Karina Pedersens, placeret i kategorien samfund på boghandlernes hylder. Mahmouds og Zornigs bøger står sammen med biografierne, og Hassans og Soeis på hylderne med skønlitteratur.

Placeringen som samfundslitteratur var en af grundene til, at forlaget fik en del kritik for udgivelsen – ud fra den præmis, at man gav indtryk af en sandhedsværdi ved indholdet, som man burde have tjekket bedre op på.

Redaktør Michael Jannerup fortæller, at han ikke kendte Karina Pedersens historie i forvejen, men læste nogle af de interviews, som diverse medier tidligere havde lavet med hende. På baggrund af artiklerne og samtaler med Karina Pedersen og Dennis Nørmark – som havde kendt forfatteren gennem flere år – fandt Jannerup bogens beretninger troværdige. Han diskuterede også, siger han, med Karina Pedersen, om bogen skulle have en indpakning, der fik indholdet til at fremstå mere som fiktion. Det var Karina Pedersen ifølge redaktøren imod.

Juridisk er et forlag som Gyldendal ikke underlagt de presseetiske regler, som gælder for medierne. Entydigt dokumentariske bøger skal dog normalt leve op til samme retlige standard som journalistik, hvis der kan være tale om injurier eller krænkelse af privatlivets fred. Romaner er der derimod meget vide rammer for.

For en genreblanding som Helt ude i hampen er det den såkaldte personlighedsret, der regulerer, hvad man kan og ikke kan tillade sig at skrive om andre uden at komme på juridisk glatis, forklarer forskningschef i medieret ved DMJX Vibeke Borberg.

Men juraen giver sjældent klare svar, blandt andet fordi der ikke er ret mange regler eller retsafgørelser på området. Det er en diskussion, som i virkeligheden bør foregå i det kunstneriske miljø og i den offentlige debat om konkrete udgivelser.”

Spørgsmålet er altså, om forlaget rent etisk har noget i klemme i forhold til udgivelsen – om nye genrer stiller nye krav til udgivernes etiske ansvar, særligt når bøgerne handler om nulevende personer og giver indtryk af at handle om virkelige hændelser.

Jo, men hvad er virkeligheden? Virkeligheden er jo lige så forskellig, som vi mennesker er,” siger Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis.

Det er da svære spørgsmål, og der er folk, der bliver krænket af litteratur. Men jeg synes, der er nogle ting, som er vigtigere, end om enkeltpersoner bliver krænket – og du og jeg kan jo ikke vide, hvad der er sandt og falsk. Vi kan dokumentere, at det her er måden, tingene er blevet opfattet på af et menneske, som har stået midt i det.”

Men er det ikke lidt nemt at sige, når man samtidig gerne vil udgive bøger, som postulerer en autenticitet, at de handler om virkelige ting?

Jamen så er det igen, jeg siger, at vi opererer altså med et andet virkelighedsbegreb i kunstens verden, end man gør i journalistikkens. Og jeg kan ikke forstå … Karina Pedersen er jo ikke et ubeskrevet blad. Hun har boltret sig i avisernes spalter i flere år, og der er ikke én, der har sat spørgsmålstegn.”

Da jeg besøgte Marita Jensen, familien Pedersens gamle nabo fra Korskærparken i 1980’erne, sagde hun:

Jeg synes, det er synd for hende, at hun har fået lov at udgive dén bog. Det bliver en hetz mod hende, fordi ingen, som har boet i Korskærparken i den tid, vil være ved det – for sådan var der jo ikke.”

Johannes Riis har meget svært ved at se, hvad forlaget skulle have gjort anderledes, siger han.

Vi vil selvfølgelig have alt dette her i baghovedet, for det har især ikke været sjovt for Karina Pedersen, og det har heller ikke været sjovt for os. Men jeg håber ikke, det kommer til at afholde os fra at udgive vigtige vidnesbyrd om, hvad der foregår i Danmark her og nu.”

EFTERSPILKarina Pedersen har efter gratisavisen Metroxpress’ dækning af sagen om hende krævet erstatning for ophavsretskrænkelse. Kravet gælder en artikel, hvor avisen citerede fra et aldrig udgivet manuskript, hun sendte til forlaget People’s Press i 2013. Avisen vil ikke oplyse, hvordan man vil forholde sig til kravet. Foto: Sofia Busk / Zetland

Og hvor efterlader alt dette os så?

Måske er det mest bemærkelsesværdige ved hele sagen om Karina Pedersen, at den overhovedet blev en sag. Personlige vidnesbyrd finder hver dag vej ind i medierne uden at blive gransket minutiøst forinden, og masser af andre forfattere vil i fremtiden blive interviewet om deres mere eller mindre dokumentariske bøger, uden at dem, snakken handler om, får lov at forholde sig til det.

Undervejs i den til tider ikke særligt behagelige proces med at researche og skrive denne artikel dukkede arbejdstitlen En elendig historie” op i mit hoved, en slags sammensmeltning af De elendige og barndomsfablen Den uendelige historie.

For historien om Karina Pedersen, hendes opvækst, debatkarriere og debut som forfatter er virkelig elendig – i den forstand, at den kun efterlader tabere.

Karina Pedersen står i manges øjne tilbage med en sønderskudt troværdighed og har fået afdækket detaljer om sit liv, hun hellere ville have holdt for sig selv. Esther Pedersen må resten af sit liv leve med meget grove, offentligt fremsatte anklager. Det samme må to af Karina Pedersens brødre. Den samlede danske dagspresse, Zetland medregnet, tager sig ikke for køn ud. Hverken Gyldendals, Korskærparkens eller underklassens ry er formentlig blevet bedre. Og som samfund fik vi aldrig den debat om virkeligheden i underklassen, som vi kunne have fået.

Man kan vælge at se Karina-sagen som et symptom på nogle grundlæggende mangler hos os, der deltager i den offentlige samtale: Vi flokkes om de entydige budskaber og har svært ved at håndtere historier, som ikke er malet i sort og hvidt.

Enten er underklassen ofre, eller også er den selv ude om det. Enten er Korskærparken helvedes forgård, eller også er den paradis på jord. Enten er Esther Pedersen en heks, eller også er hun en forfulgt uskyldighed. Enten er Karina Pedersen bærer af et vigtigt vidnesbyrd fra underklassen, eller også er det hele løgn.

Virkeligheden er, når man kigger under stenene, sjældent så entydig. Jeg har i denne sag vendt så mange, jeg kunne, og for hver vending er det hele kun blevet mere kompliceret. Der var ingen rygende pistoler eller endegyldige sandheder om velfærdsstaten at finde, intet som kunne afgøre diskussionen om Karina Pedersen, Korskærparken og underklassen én gang for alle. Og måske er dét det allervigtigste at tage med videre.

Som Zetland-medlemmet Niels-Jakob Harbo Hansen skrev til os, da vi reflekterede over historien om Karina Pedersen og Zetlands egne fejltagelser:

Jeg synes, det helt grundlæggende problem her er præmissen om, at man kan lære særlig meget af en enkelt persons udlægning af, hvad der foregår i en hel klasse.”

Vidnesbyrd er en uundværlig del af journalistikken, men nogle gange er alle parter bedst tjent med, at de ikke står alene.

Det er i det hele taget sjældent godt at stå alene – uanset hvor man står.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: