Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Helikopter_

Onsdag 29. januar 2020

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver fyldt med store planer.

Her er Trumps plan for Israel-Palæstina-konflikten. Og hvad den siger om Mellemøstens fremtid

Planen er mest af alt en påmindelse om, at Israel for længst har tromlet Palæstina – og at verdens opmærksomhed på konflikten er forsvundet. Gæst: Jakob Egholm Feldt, professor i global historie.

20 min

Dagens citat

“Den danske befolkning er god, og satiretegningen repræsenterer ikke dens holdning”

Det står der i dag i den kinesiske statsavis China Daily. Landets statslige medier har trådt lidt på shitstorm-bremsen her dagen efter, de krævede en undskyldning for en tegning i Jyllands-Posten (Politiken).

Dagens store historier

Foto: Saul Loeb / AFP / Ritzau Scanpix

‘Freds’-plan

  • I går fremlagde USA’s præsident Trump en storstilet plan for, hvordan Israel og Palæstina kan slutte fred. Den korte historie: Israels regering er glad, palæstinenserne er rasende.

  • Den lidt længere historie er her: Lige nu er situationen, at Israel har sat sig tungt på kontrollen med de palæstinensiske områder, der samtidig er ved at blive spist af israelske bosættelser (BBC).

  • ... Og Trumps plan er mere eller mindre at cementere status quo. Israel får ret til de områder, de har besat, Palæstina skal kompenseres ved at få en stat og en stor kapitalindsprøjtning. Det er stort set det, Israels regering helst vil have (The Economist).

  • Palæstinenserne har blankt afvist planen, men derfor kan dele af den sagtens blive til virkelighed. Israel ser ud til allerede i næste uge at gå i gang med at de facto annektere de områder, planen tildeler landet (Time).

  • Under arbejdet med dagens Helikopter slog det os, hvor lidt denne her historie egentlig har fyldt. Engang var denne her konflikt nærmest verdens centrum, nu er opmærksomheden flyttet videre. Dét viser os ret meget om, hvordan den vestlige verden ser på Mellemøsten for tiden (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Blackstone-ingreb

  • Tilbage i efteråret blev regeringen og boligminister Kaare Dybvad meget bekymrede over, hvad de store kapitalfonde var ved at gøre ved boligmarkedet i de store danske byer.

  • Amerikanske Blackstone blev symbolet for debatten (selv om danske pensionskasser gjorde noget lignende). Og frygten var, at fondene opkøber lejligheder, sætter dem marginalt i stand og lejer dem ud igen til langt højere husleje (DR).

  • Regeringens plan var at lave en karensperiode, hvor en ejer af en bygning gerne må renovere, men ikke hæve huslejen før syv år efter (Altinget).

  • Problemet med dét var fra begyndelsen, at det også risikerede at ramme helt almindelige andelsboligejere. Et indgreb kunne betyde, at deres lejligheders værdi kunne falde kraftigt (TV 2 Lorry).

  • I dag meldte regeringen så ud, at forhandlingerne om et indgreb er brudt sammen. Men, men, men: Lige bagefter meldte De Radikale og de borgerlige partier ud, at de fortsætter forhandlingerne uden om regeringen (Berlingske).

Det skal du også vide

Københavns Universitet ligger i huslejekrig med staten. Staten står som bygherre på flere store nye universitetsbygninger. Byggerierne er gået langt over budget, og kontrakterne er strikket sådan sammen, at det ender med at gå ud over universiteternes husleje – hvilket ikke vækker glæde (Politiken).

Forskere er ved at udvikle en vaccine mod virussen fra Kina. De har et lille forspring, fordi man allerede har været i gang med at udvikle vacciner til andre lignende vira. Men der er stadig måneder til, at en vaccine kan være klar (The Conversation).

Foto: Arnaud Bouissou // Redigering: Mikkel Bøgild Jacobsen

Dagens Zetland-historier

Vådt. De kloge klimahoveder har opdateret scenarierne for vores klimafremtid. Og katastrofescenariet er afblæst! Men det er drømmescenariet også. Tag et kig i spåkuglen her.

Sexet. Zetlands panel af kulturskribenter har set serien Dracula og guider dig her til, hvad en vampyrserie i år 2020 egentlig kan fortælle et moderne menneske. For eksempel: Sex er blevet umanérligt kompliceret.


Tak for at være med os i dag! Vi ses i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: