“Jeg tror, det er svindel.” Her begynder fortællingen om manden, der har satset 40.000 menneskers penge på sin vilde vision for klimaet

PENGETRÆERVokser der penge på Better Globes træer? Det mener selskabets direktør, Rino Solberg. Flere eksperter er knap så sikre, og en kalder selskabet for svindel. Illustration: Nicolai Oreskov Westh for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Hele verden leder efter nye måder at redde kloden på og tjene penge samtidig. Og det er præcis, hvad firmaet Better Globe påstår at have fundet. Velkommen til første afsnit af serien Guld og grønne skove, hvor vi undersøger, om manden bag er til at stole på. Og stiller spørgsmålet: Hvornår bliver store visioner til løgn og svindel?

Forestil dig verden i år 2044. Prøv at zoome ud. Flyv hen over kloden, fra Antarktis hen over Amazonas og videre til Afrikas uendelige sletter. Hvad ser du? Isbjerge, der smelter? Golde ørkener? Skove, der forsvinder?

Den mand, du skal møde i denne serie, ser noget andet. Han ser grønne træer, der spirer frem og får den afrikanske ørkenjord til at slå revner. Træer, der vokser op og bliver til frodige skove. Som holder på regnen, så andre afgrøder kan vokse. Og giver de lokale både mad, arbejde og en vej ud af fattigdom og hungersnød. Han har en vision om at plante ni milliarder træer inden år 2044. Træer, som sekund efter sekund vil indånde CO2 fra atmosfæren og lagre det i deres høje, slanke stammer.

Manden hedder Rino Solberg. En 75-årig, velfriseret nordmand med runde kinder, et bredt smil og en baggrund som sælger, serieiværksætter, tedtalker og motivational speaker. En mand med en plan. Rino Solberg vil plante træer, og han vil have dig med. Han vil sælge dig sine træer, så I sammen kan gøre verden til et bedre sted. For som han siger: Jo mere du giver, jo rigere bliver du.” Derfor har Rino Solberg stiftet Better Globe. Et selskab, der har bredt sig fra Kenya og Norge til Vietnam, Grækenland og Danmark. Han har fået mere end 40.000 almindelige mennesker til at investere opsparing og pension i afrikanske mahognitræer og givet dem en drøm til gengæld. Drømmen om en grønnere fremtid og himmelhøje afkast.

Men … Der er bare et problem.

Jeg tror, det er svindel.” Sådan siger Gorm Kunøe, lektor emeritus ved BI Norwegian Business School i Oslo. Jeg ser deres forretningsmodel som fantasi.”

Det her er første afsnit af Zetlands nye serie, Guld og grønne skove, hvor vi gennem fire afsnit fortæller historien om en gigantisk vision. Om længslen efter en bedre verden. Om de titusindvis af helt almindelige mennesker, der tror på, at Rino Solberg kan gøre sine visioner til virkelighed. Og stiller spørgsmålet: Kan han det? Kan Rino Solberg leve op til sine løfter, eller er det hele et stort svindelnummer? Et spørgsmål, der har sendt mig på en rejse fra almindelige danskere, der sælger træer i fritiden, til svenske og norske journalister, der har undersøgt Rino Solbergs fortid – og videre til afrikanske skovbrugseksperter for at finde ud af, om Better Globes træer virkelig er så meget værd, som virksomheden påstår.

Rino Solberg holder 40.000 almindelige menneskers penge i sine hænder. Pengene skal bremse klimakatastrofen, sult og korruption. Men vi kommer i serien til at dokumentere, at træerne, han planter, er langt mindre værd end de afkast, han vil udbetale. Og at hænderne, der holder pengene, ikke ligefrem er pletfri.

Jeg har som en af meget få journalister interviewet manden med visionerne, og det viser sig, at Rino Solberg slet ikke er interesseret i, om hans visioner er realistiske. Det er,” fortalte han mig over Skype fra Uganda, bedre at sigte efter månen og misse og så stadig ende blandt stjernerne.”

Sagen er bare, at Rino Solbergs træeventyr langtfra er første gang, han sigter efter månen, og at han i flere af tilfældene ser ud til at have lovet mere, end han kunne holde. Hvis Rino Solberg også denne gang misser sit mål, så ender han ikke blandt stjernerne, men i historiebøgerne som en mand, der brugte en udbredt klimabekymring til at stikke almindelige mennesker blår i øjnene og tage imod deres penge – for siden at lade dem fordampe i et luftkastel svævende over den afrikanske halvørkens tørre jord.

Alt det kommer vi til i seriens kommende afsnit. Først skal vi i dette afsnit møde to danskere, der har givet Rino Solberg deres penge og tabt deres tro på ham. Efter at de mødte en virksomhed, hvor man forventes at ride med på en bølge af begejstring – og holde kritiske spørgsmål for sig selv.

Jeg havde aldrig selv hørt om Better Globe, da jeg tilbage i efteråret 2019 fik en mail fra cirkusdirektøren Karsten Mathiasen. Det er dér, vores historie begynder, langt væk fra Afrikas skove, blandt hans fem cirkusgrise og hjemmepodede mirabelletræer ved hans landsted uden for Faxe Ladeplads. For hans mail fik mig til at spidse ører. Og derfor er jeg taget ned til ham for at høre mere om virksomheden, han har sat sine penge i.

Karsten Mathiasens yndlingssted på grunden er et lille vandhul med udsigt til et stort egetræ. Så der sætter vi os, efter at han har vist mig sine hundredvis af træer, som han selv har plantet og podet. Han har fyldt hele sin grund op med træer, og det er der en helt særlig grund til. Jeg kan godt længes tilbage til en tid, hvor vi kun var bekymret for atomvåbnene,” fortæller han mig. Faktisk er den bekymring trådt meget i baggrunden i forhold til min frygt for klimaet.”

Karsten Mathiasen frygter, at hans børnebørn en dag vil sidde her, hvor vi to sidder lige nu, og hverken høre fugle, der synger, eller se insekterne, der lige nu laver små ringe i det stille vand. Der er kun, fortæller han, én ting, der kan holde den frygt på afstand. Jeg tror først og fremmest, det er handling, der skal til, for at man ikke går til i bekymringer,” siger han. Det var derfor, han investerede i Better Globe. For at få plantet nye træer i Kenya og Uganda, nu han ikke selv havde plads til flere.

Som kunde i Better Globe køber man træer af en lokal og ret ubeskrevet kenyansk mahogniart for 17 euro stykket. Ifølge Better Globe er træet både mange penge værd og samtidig en art, der vokser hurtigt i Østafrikas tørre landskab. Samtidig vil Better Globe bygge skoler, sikre rent drikkevand og bekæmpe korruption i Kenya og Uganda, hvor træerne bliver plantet.

Fem år efter at dit træ er plantet, får du dit første afkast. 15 procent om året, siger Better Globe, man kan forvente. 15 procent – det er altså et ret godt afkast. Ifølge Better Globe kommer det fra forskellige andre afgrøder, der bliver plantet mellem mahognitræerne. Mangoer for eksempel. Men de 15 procent er kun begyndelsen. Den store udbetaling kommer efter 20 år, når dit mahognitræ skal fældes. Og gevinsten er virkelig stor – 170 euro per træ. Det er lige nøjagtig tusind procent af den oprindelige investering. Så man betaler altså 17 euro og kan forvente et samlet afkast på 206 euro og 25 cent.

Men det er vigtigt også at nævne, at Better Globe på hjemmesiden tager en række forbehold. Du er ikke garanteret noget afkast,” står der blandt andet. I værste fald kan du tabe alle de penge, du har brugt på at købe træer.”

Vi kommer til at dykke meget mere ned i træernes værdi og risici i løbet af de næste afsnit af serien. Men først skal vi tilbage til Karsten Mathiasens historie. Han begyndte i sommer at investere 1.600 kroner om måneden – cirkussæsonen havde været særligt lukrativ det år, takket være cirkusgrisen Mulle, så han havde lidt penge tilovers. Den nye investering gjorde ham så begejstret, at han prøvede at få andre med ombord. En af dem var Mona Pedersen, der til daglig er revisor både for SF på Christiansborg og for enmandscirkusset, hvor Karsten Mathiasen er direktør, Cirkus Bella Donna.

Karsten havde sendt et link til det der Better Globe og sagt, at det var lige noget, jeg skulle tage med ind på Christianborg, og så skulle vi bare køre fuld skrue,” siger hun i telefonen. Men Mona Pedersen var ikke så interesseret. Hverken i at vise det til politikerne eller i at investere sine egne penge. Jeg havde jo hverken den ene eller anden million at investere i noget som helst,” som hun siger. Så hun glemte alt om Better Globe, indtil hun en dag sad hjemme ved Karsten Mathiasen og skulle hjælpe ham med at bogføre den spændende nye investering. Og hun begyndte at undre sig lidt over konceptet. Hvordan kunne træer give et fast afkast? Hvad hvis høsten slog fejl? Og hvorfor kunne man ikke se nogen regnskaber for det kenyanske selskab, hvor pengene endte?

Samme aften skulle Karsten Mathiasen møde nogle af folkene bag Better Globe til et stort investormøde på et fint hotel i det indre København. Og nu havde han ikke længere uforbeholden begejstring for selskabet. I stedet medbragte han en lille seddel med Monas spørgsmål.

Når man er kunde hos Better Globe, betaler man til et norsk selskab, hvor alle regnskaberne er offentligt tilgængelige. Herfra går pengene videre til et kenyansk selskab, der står for selve træplantningen. Og deres regnskaber er hemmelige. Men hvorfor er de det? Det spørgsmål havde Karsten Mathiasen liggende i lommen, da han ankom til Richmond Hotel. Han blev krydset af på gæstelisten og kom ind i et stort rum med lange stolerækker foran en scene, hvor han satte sig på en af de forreste rækker, klar til at række hånden i vejret og stille sine spørgsmål til Better Globes repræsentanter. Her skal man vide om Karsten Mathiasen, at han ikke bare er cirkusdirektør. Han er også gammel stilladsarbejder og aktiv fagforeningsmand, og fra fagforeningsmøderne er han vant til, at alle kan stille spørgsmål i plenum til ethvert møde. Men først skulle han igennem en lang række oplæg.

Den første på scenen var mødets moderator, Sanne Fehmerling Kristiansen. Hun er et af Better Globes mest synlige danske ansigter og sælger blandt andet selskabets træer gennem sin blog passivindkomst.nu. Karsten beskriver hende som en smuk kvinde, sådan en, man godt kunne gå i byen med, hvis der var en chance for det”.

Undervejs i hendes og de andres oplæg blev der vist masser af billeder og videoer fra Afrika og fortalt om de gode ting, Better Globe gør for både de lokale afrikanere og for de europæiske kunder. Men det ene oplæg afløste bare det næste, og Karsten Mathiasen fik aldrig mulighed for at stille sine spørgsmål. I stedet blev der delt sedler ud med tilbud om en særlig rabat, hvis man købte et stort antal træer her og nu. Og beløbene var ret vilde. Man kunne for eksempel købe 500 træer og få 75 træer gratis oveni – til en pris af 63.500 kroner og med et forventet afkast over 20 år på, hold nu fast, 894.540 kroner. Altså et samlet afkast på over 1.400 procent. Et svimlende beløb. Og det var her, det gik op for Karsten Mathiasen, at det her ikke er et selskab for folk som ham, der gerne vil plante nogle træer og gøre verden lidt grønnere. Det er først og fremmest et selskab for folk, der gerne vil være rige.

Det er der selvfølgelig intet odiøst i. Men det giver grund til at granske Better Globe præcis lige så nøje som andre finansielle produkter og undersøge, om de høje forventede afkast er realistiske. Og her er der en ting, der kan vække bekymring. Vi ved fra de norske regnskaber, at pengene strømmer ind i Better Globe, og vi ved også, at virksomheden udbetaler afkast til deres kunder, præcis som de bør. Men foreløbig er det kun de små årlige afkast, der bliver udbetalt. De store afkast på 1.000 procent, dem er der stadig ingen, der har fået. For de skal først betales, når træerne er blevet 20 år gamle og det er tid til at finde motorsaven frem. Og da Better Globe kun har været i gang siden 2006, ja, så skal de her store afkast først udbetales fra år 2026.

Så spørgsmålet er, om de her træer virkelig er nok værd til at betale så store afkast. Om Karsten Mathiasen og de over 40.000 andre, der har købt træer gennem Better Globe, får de penge, de er blevet stillet i udsigt. Revisor Mona Pedersen tvivler. Det var rent pyramidespil, for afkastet bliver jo bare genereret af de penge, der bliver indbetalt,” mener hun.

At kalde Better Globe for et pyramidespil er en voldsom anklage. I et senere afsnit kommer vi til at dykke meget mere ned i, hvad der skal til, for at noget er et pyramidespil, men helt kort kan man sige, at pyramidespil er en ulovlig forretningsmodel, og at det i Danmark er op til Spillemyndigheden at afgøre, om en forretning er et pyramidespil eller ej. Spillemyndigheden har ikke undersøgt Better Globe.

Mona Pedersen og Karsten Mathiasen er dog langtfra de eneste, der har svært ved at tro på, at Rino Solberg kan levere på sine løfter.

48-årige Ane Boa begyndte at investere, da jobbet som SOSU-assistent gjorde hende nedslidt og bekymret for, hun ikke ville blive ved med at kunne holde til et almindeligt fuldtidsarbejde. Derfor håber hun som mange andre danskere, at en sparsommelig livsstil og kloge investeringer kan give råd til at arbejde mindre.

Hun bruger meget af sin tid på at skrive om sine investeringer på bloggen firelife.dk og på at diskutere dem med andre i store Facebook-grupper. Det var i en af grupperne, at Ane Boa første gang hørte om Better Globe.

Hun kunne ret godt lide idéen om at investere i klimavenlig skov, men der var også flere ting, der undrede hende. Og hver gang hun skrev et kritisk spørgsmål i en af investeringsgrupperne, kom der den samme reaktion. Et langt svar fra en af Better Globes kontaktpersoner, som fortalte, hvor meget man kan tjene, og hvor godt det hele er. Uden at forholde sig til indholdet af spørgsmålene.

Det oplevede Ane Boa også på sin blog, da hun skrev et kritisk indlæg om Better Globe. Jeg synes,” skrev hun, at det ligner lidt et Ponzi scheme. Altså en pengemaskine, hvor tilstrømningen af nye købere dækker småudbetalinger til tidligere købere.”

Et Ponzi scheme er en ulovlig forretningsmodel, der minder meget om et pyramidespil. Bagmændene betaler store afkast til investorerne og siger, at pengene kommer fra gode investeringer. Men i virkeligheden kommer de et helt andet sted fra. Fra nye kunder, der skyder penge ind og holder hjulene i gang. Ligesom pyramidespil kan Ponzi schemes være enormt svære at afsløre, fordi alt ser mere end godt ud på overfladen og investorerne får deres afkast.

Ane Boa lod tvivlen komme Better Globe til gode – og endte med at købe træer for 1.000 kroner for at blive klogere på selskabet. Til gengæld bad hun om lov til at se regnskaberne og fik så tilsendt links til regnskaberne for den norske del af forretningen. Hun fik ikke lov at se regnskaberne fra Afrika. Til gengæld bekræftede en af kontaktpersonerne, at der havde været underskud i det afrikanske selskab, og at udbetalingerne af afkast derfor var blevet finansieret af nye investeringer fra andre kunder. Ellers fik Ane Boa ikke svar på mange af sine spørgsmål. Jeg har den der sekteriske følelse af, at jeg ikke må stille spørgsmål, jeg skal hoppe med på glæden, og så skal jeg i øvrigt bare lade være med at koncentrere mit lille hoved om de her ting, jeg jo ikke forstår,” husker hun.

Ane Boas beskrivelse minder på flere punkter om Karsten Mathiasens. Stemningen til investormødet på Richmond Hotel beskriver han som meget positiv” og Scientology-agtig,” og også han oplevede, at hans spørgsmål ikke var velkomne. Ane Boas oplevelser førte til, at hun i juni 2019 gik ind og opdaterede sit blogindlæg. Hun synes nemlig ikke, hun fik advaret kraftigt nok i første omgang. Nu tilføjede hun blandt andet: Better Globe skulle have haft underskud sidste år, og det helt store problem er, at man ikke ved, om det er fup, før om rigtig mange år. Så længe sælgerne har held til at få nye på krogen, og så længe folk sætter deres sparepenge i det, kan det fortsætte, uanset om det er et scam eller ej.”

Ane Boa fortsatte også med at skrive kritiske kommentarer, når Better Globe blev diskuteret i Facebook-grupperne, men en dag skete der noget uventet. Sanne Fehmerling Kristiansen – hende, der var moderator til mødet på Richmond Hotel og også er meget aktiv i Facebook-grupperne om investering – tilbød at købe Ane Boas træer.

Jeg anså det som et forsøg på at få mig til at tie stille,” fortæller Ane Boa. Sanne Fehmerling Kristiansen bekræfter i en mail til os, at hun tilbød at købe træerne, men afviser, at det var for at få Ane Boa til at holde op med at skrive kritisk om Better Globe. Jeg kender ikke Ane, kender ikke hendes blog og kender ikke hendes kritiske artikel. For min skyld kan hun da skrive, hvad pokker hun vil,” skriver Sanne Fehmerling Kristiansen.

I dag er Ane Boa dog lige så kritisk som nogensinde før. Min oplevelse,” fortæller hun, er, at det er mere sandsynligt, at det er svindel, end at det er en legitim virksomhed.”

Der er flere ligheder mellem de to historier. Både Karsten Mathiasen og Ane Boa beskriver en virksomhed med manglende gennemsigtighed og en begejstringskultur, der ikke hilser kritiske spørgsmål velkommen. Karsten Mathiasen fik tilbudt at se regnskaberne for det kenyanske selskab, hvis han tog til Sverige og besøgte en af selskabets repræsentanter, men som han siger: Man skal for helvede have lov at se regnskaberne, inden man investerer.” Det er, har vi fået bekræftet af Better Globe, ikke muligt. Vi har heller ikke kunnet få lov at se regnskaberne eller vise dem til en uafhængig revisor.

Det vigtige at finde ud af er, om Better Globes økonomi og forretningsmodel er bæredygtig. Det vil sige, om virksomhedens drift kan fortsætte, også hvis tilstrømningen af nye investeringer tørrer ud. Er det ikke tilfældet, vil virksomheden før eller siden løbe tør for penge, og kunderne vil miste deres investeringer. Derfor har jeg bedt en økonomiekspert se på de tilgængelige oplysninger om Better Globes forretningsmodel.

Caspar Rose er, ud over en smule forkølet, da jeg snakker med ham i telefonen, i øjeblikket på orlov fra en stilling som professor mso ved CBS med speciale i blandt andet finansiering og regnskabsvæsen. Jeg har på forhånd bedt ham om at tage investeringsbrillerne frem og se nærmere på Better Globe. Og han har forberedt en hel liste af ting, der undrer ham.

Den første handler om den måde, afkastet er gjort op på. Nemlig i absolutte tal i stedet for procenter. Det er ret upræcist, fordi en euro i dag er mere værd end en euro om 20 år. Det tager man slet ikke højde for her, selv om det er særligt relevant, når man arbejder med en 20-årsperiode. Men når man regner på det og gør tallene til nutidsværdier, så man kan se, om det er en god eller dårlig idé at investere, så er det faktisk en dårlig idé.”

Så måden, afkastet bliver gjort op på, er altså både utraditionel og får investeringen til at se bedre ud, end den egentlig er. Det næste punkt på listen handler om risikoen ved at investere. Som sagt står der en masse om det på Better Globes hjemmeside. Men Caspar Rose mener, at det er alt for svært at finde de oplysninger. Det er god latin altid at skilte med de største og mest væsentlige risikooplysninger, og det gør man ikke her. Man skal næsten grave efter dem, og samtidig er de ikke særlig veldokumenterede,” siger han.

Den sidste ting på listen handler om træprisen. Man har ikke nogen dokumentation for, at man overhovedet vil kunne sælge træerne om 20 år,” siger Caspar Rose. Man aner ikke, om den modpart, der skal købe træerne, overhovedet er i live på det tidspunkt. Og så risikerer man at stå med en masse træer, som er mere eller mindre værdiløse.”

Der er altså ifølge Caspar Rose ikke tilstrækkelig dokumentation for, at træerne kan sælges for det beløb, Better Globe påstår. Og som han siger, kan der ske rigtig meget med prisen på en hvilken som helst råvare over så lang en periode. Uanset om det er cheddarost, svinekød eller træ, så svinger råvarepriser utrolig meget. Det kan man afdække på forholdsvis kort sigt, men når vi taler så lang en tidshorisont, er det umuligt at afdække.”

Godt. Så når Caspar Rose klikker sig rundt på Better Globes hjemmeside og ser på de tilgængelige oplysninger, er det her altså de tre ting, han kritiserer. At afkastet er gjort op på en usædvanlig måde, at risikooplysningerne er svære at finde, og at salgsprisen virker udokumenteret. Jeg spørger ham også, hvad han tænker om, at regnskaberne fra Better Globes kenyanske selskab ikke er offentligt tilgængelige. Hvis virksomheden ellers havde gode intentioner,” svarer han, var der ikke noget problem med at lægge de oplysninger frem. Det er igen et rødt varsel om, at det er noget, man skal holde sig fra.”

Men hvor slemt er det her? Caspar Roses vurdering er klar: Baseret på de oplysninger, man kan grave frem på hjemmesiden, er det helt klart, at det her ikke er nogen god business case. Hvis man skal redde verden, og det synes jeg, man bør gøre, så skal man finde nogle andre projekter.”

Hvis man vil redde verden, skal man finde et andet projekt. Der er simpelthen for mange mærkelige ting, for mange hemmeligheder og for mange røde flag, siger Caspar Rose. Og det er kun baseret på de oplysninger, alle og enhver kan finde på Better Globes hjemmeside.

Alligevel har Rino Solberg fået over 40.000 mennesker – de fleste skandinaver – til at sætte penge i sit projekt. Det norske selskab har fået 225 millioner norske kroner ind i løbet af de sidste 11 år.

Så hvordan får man så mange mennesker med på så tvivlsom en forretningsmodel? I næste afsnit finder vi nøglen til det spørgsmål. Nemlig en pyramideformet salgsstruktur.

Og så går jeg på jagt efter flere tegn på, at Better Globes forretningsmodel er grebet ud af den blå luft. Jeg undersøger, hvad Better Globes sjældne mahogniart egentlig er værd – og finder ud af, at det er alt for lidt til at kunne betale de forventede afkast ved salg af tømmer.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: