Solen er ved at gå ned i en blanding af grå nuancer over det tørre landskab i udkanten af byen Widou. Støvet hvirvles op i store skyer af 22 par ivrige unge fødder, nogle i udtrådte klipklapper, andre i fodboldstøvler med grønne og orange neonfarver.

Støvlerne er mest et statussymbol for deres ejere, for den sandede ørkenjord er kun sporadisk plettet med de totter af græs, støvleknopperne er designet til at give spillerne fodfæste i.

”Un! Deux! Trois!”

Træneren tæller højt antallet af gange, holdet med bolden kan nå at aflevere til hinanden uden at miste den. Først når de har seks i træk, må de angribe modstanderens mål. Spillerne skal træne samarbejde og lære at sprede spillet ud, så der er plads til at finde frie holdkammerater.

Men det første lange stykke tid kommer holdene sjældent over tre afleveringer. Selv om banen er stor, kæmper de kun på ganske små områder i et kaotisk virvar af boldtab og fejlslagne afleveringer. Energi er der masser af, men der mangler plads til at få bolden forbi de forsvarende spillere. Latter erstattes af bebrejdende tilråb, og på sidelinjen prøver træneren frustreret at give holdene instrukser, der kan få spillet til at flyde bedre.

Men så sker der noget. Knuden af sammenklumpede spillere begynder langsomt at løsne sig, da de opdager det store, tomme rum på banen, de har glemt at bruge. Pludselig er det muligt at finde frie medspillere at aflevere til.

”Quatre! Cinq! Six!”

Holdet kan endelig gå til angreb, og nu flyder spillet for alvor. En ung mand med fodboldikonet Neymars navn på ryggen bliver spillet fri, og det ligner et opspil til jubel, indtil han i sin iver sparker hårdt, men ufokuseret til bolden. Den flyver langt over mål og ned mod en klynge af æsler, der står parkeret mange meter bag banen.

Der er stadig lang vej igen.

Det samme gælder for det område, træningen foregår i. Landet bliver brugt bedre end i mange år førhen, og på sletterne omkring landsbyen bliver landet gradvist genplantet. Men der er stadig lang vej igen for at skabe et samfund med de rette byggesten til et godt liv på egnen.

I hvert fald hvis du spørger fodboldholdets anfører, Aly Samba Sow. Han er ligesom resten af holdets spillere vokset op i Widou, som er en af regionens største byer med omkring 100 indbyggere. Her findes en vandpumpe, den heldigste del af byen har elektricitet et par timer om dagen, og i to små lerhytter kan man købe ris, couscous og en sodavand.

Aly Samba Saw bor her ikke længere, men er hjemme og besøge sin familie. Han har orange fodboldstøvler på og hilser med et velartikuleret “How are you?”.

Han er en af de få engelsktalende, du møder i området, og en del af den mere privilegerede ungdom. Hans forældre havde råd til at sælge en ko, som kunne betale for hans rejse til Dakar. I byen havde han familie, som han kunne bo ved, mens han først gik i skole og siden på universitetet, hvor han nu læser engelsk. Hverdagen i hovedstaden har givet ham en indsigt i, hvordan livet kan være med det, vi ville kalde basale fornødenheder i Vesten.

“Alt er nemmere, når man har rindende vand, elektricitet og telefondækning. Selv om jeg holder meget af Widou, så har jeg smagt det søde liv i Dakar nu, og det er svært at vende ryggen,” siger Aly Samba Sow.

Der er endnu langt fra Widous få aftentimer med strøm til den elektricitet, der – i hvert fald næsten – altid virker i Dakar. Men Aly Samba Sow mærker den udvikling, området gennemgår, og det har fået ham til at håbe, at Widou måske i fremtiden kan blive et sted, han vil flytte hjem til.

“Da jeg var barn, var her intet. Ingen mad, ingen jobs, intet at give sig til. Tingene ændrer sig nu. Måske der i fremtiden kommer rindende vand og el. Den dag de tænder for den første vandhane, så flytter jeg hjem,” siger han, kun halvt i spøg.

Aly Samba Sow kalder sig selv for the lucky one, fordi han havde muligheden for at opsøge universitetslivet.

I takt med at området og økonomien vokser omkring i det nordlige Senegals landområder, får stadig flere unge mulighed for at opsøge en uddannelse i de større byer. Aly Samba Sow har flere venner fra hjembyen, som nu også bor i Dakar og går på universitetet. Men selv om det er blevet en realistisk drøm for flere end tidligere, er det stadig langtfra alle, som har muligheden. Kun fem minutters gang fra Aly Samba Sow ser virkeligheden for jævnaldrende landsbyboere meget anderledes ud.

En kort gåtur fra fodboldbanen op ad Widous hovedgade tager dig forbi en af byens butikker, en skole til de yngste børn og et lægehus, som består af to små rum. I dag summer gaden af kvinder i farvestrålende tøj og æselkærrer, som er pakket til randen med ris, bønner og friske grøntsager. Det er tirsdag, og de er alle på vej til det ugentlige marked for enden af vejen. På denne dag tredobles Widous befolkning, når mennesker fra hele regionen rejser flere timer over sletterne for at handle med hinanden.

På markedsdagen er larm og kaos overvældende i en by, der ellers karakteriserer sig ved stilhed. Geder bræger, høns kagler, og folk råber til hinanden på tværs af markedspladsens snævre passager. På jorden under lavstammede halvtag af tørre grene sidder unge mennesker, hvis kurs i livet har været udstukket siden den dag, de blev født.

De skal hjælpe deres familie, og det betyder blandt andet, at der ikke er tid til skolegang.

En af dem er Aissata Sow. Hun sidder på et improviseret tæppe af slidte industriplastsække og prøver at sælge den sidste portion løg, kål og tørret fisk, hun har haft med til sin bod. Hun har en blå kjole og et hvidt tørklæde på, som hun bruger til at vifte de fluer væk, som sværmer tæt ved de sidste indtørrede fisk. Hun trækker på skuldrene ved spørgsmålet om, hvorfor hun ikke går i skole.

“Det har mine venner også tit spurgt mig om. Svaret er egentlig bare, at det ville mine forældre ikke have,” siger hun.

I regioner som denne er børn en families eneste tilgængelige arbejdskraft, og det betyder, at der ikke er råd til at undvære dem alle til fordel for fem ugentlige dage i skole. Derfor sidder Aissata Sow i dag på en markedsplads i stedet for i et klasseværelse.

Det er blevet tidlig aften, og omkring hende begynder de fleste andre boder på markedet så småt at pakke sammen. En pickup-truck er ved at blive læsset til et punkt, hvor oppakningen fylder mere end køretøjet under den. Som et spil Tetris, der er ved at blive tabt, stables vanddunke, grøntkasser og flade træbure med levende geder i, til tårnene strækker sig flere meter op over baglæsset på bilen. En flok høns skræpper panisk, mens de bliver bundet sammen ved benene i store klynger og dinglende hænges op på siden af det store varebjerg.

Aissata Sow begynder at samle de sidste løg i en spand, mens solen daler på himlen bag hende. I morgen skal hun igen hjælpe sine forældre, som hun med al sandsynlighed skal, indtil hun en dag bliver gift og flytter væk fra sin egen landsby.

Aissata Sow havde håbet på at møde en mand på markedet i dag, men tiden løber ud, som mørket trænger sig på.

“Jeg har på fornemmelsen, at jeg snart møder en diargha,” siger hun. En mand med mange køer. Det er vigtigt for Aissata Sow, at han er rig, for hun har lovet sig selv, at alle hendes børn skal gå i skole.

Endnu en dag lader han vente på sig, og Aissata Sow må i stedet følge sin vante rutine og rejse de to timer på æselkærre hjem til sin families landsby. Om få dage rejser fodbolddrengen Aly Samba Sow også hjem til sit noget sødere liv som universitetsstuderende i Dakar.

Umiddelbart er det svært at se, at fodbolddrengen og markedspigen har noget til fælles. Men i takt med at Den Store Grønne Mur og den lokale folkekamp puster liv i området, vokser en ny, fælles følelse frem blandt befolkningen i det nordlige Senegal.

Håb.

Mens træplantager vokser sig store, og stadig flere køer kan spise sig mætte i græs, har folk i det nordlige Senegal fundet en ny tro på, at der findes en fremtid i Sahel.

Mens hyrderne håber på mere græs til deres køer, fantaserer kvinderne i nyttehaverne om grene tunge af mangoer, og måske Aissata Sow og hendes kommende diargha en dag kan sende deres børn i en af de skoler, den unge sergent drømmer om at åbne.

Fælles for dem alle er troen på, at deres spirende del af Sahel i fremtiden kan blive et godt sted at bo.