Jeg er et almindeligt menneske, og som sådan er jeg en del af et problem, det har jeg opdaget. Det handler om at gå på toilettet, historien her handler om at gå på toilettet. Lad os se, om vi kan lande den.

Når jeg går på toilettet derhjemme, så sidder jeg der ret længe, så har jeg min telefon med, så er jeg på Twitter eller Instagram, og nogle gange læser jeg Lucky Luke, for jeg har en stak Lucky Luke-hæfter liggende på vaskemaskinen, der står ved siden af mit toilet, og nogle andre gange, når det går rigtig vildt for sig, og nu kommer det måske mest skamfulde, så tager jeg min computer med ud, og så sidder jeg og ser YouTube-videoer om måske Napoleonskrigene eller fysikken bag jordens magnetfelt, som jeg nu, særligt Napoleonskrigene, ved enormt meget om. Jeg interesserer mig især for kampagnen på Den Iberiske Halvø fra 1808 til 1814.

Jeg har gjort toiletbesøget til noget andet end det tilsigtede. Når jeg er på toilettet, er jeg ude i verden, ikke hjemme og alene, så koncentrerer jeg mig ikke om det, det virkelig handler om, og det er altså et problem, det har jeg indset, og det er derfor, der er brug for den her toiletrevolution. Der er også brug for den, fordi det, jeg gør, er almindeligt. Når der bliver lavet undersøgelser af danskernes toilettelefonforbrug, og det bliver der (alt undersøges, det er fremragende), så er særligt de unge slemme, eksempelvis læste jeg her den anden dag, at 81 procent af de 18-34-årige har deres telefon med ud mindst en gang om ugen. 96 af den amerikanske afdeling af generation Z (dem under 23) har det samme.

Måske er det et kønnet problem, som min chef, Kirstine Dons Christensen, sagde, da hun læste den her artikel, og det har hun nok ret i. Mænd sidder der længere end kvinder, men i det store billede taler historien ind i noget grundlæggende og almengyldigt, ind i noget, vi alle gør. Skider. For det gør vi jo. Vi skider, måske om morgenen, måske efter kaffe, vi gør det med relativt jævne mellemrum, der er ingen vej uden om, at det skal gøres.

At vi gør det så længe, er et problem af flere årsager, både helbredsmæssige og mere vidtløftige.

Mennesket synes at interessere sig for at skide, i hvert fald hvis vi går ud fra, at vi kan aflæse menneskelig interesse i litteratur, hvilket jeg personligt tror, vi kan, for vi skriver meget om det, nu gør jeg det, men vi har sådan set gjort det længe, måske altid, hvem ved.

Et af de nyere eksempler er den norske forfatter Karl Ove Knausgård, som har skrevet, at, og hold nu fast, “gjorde man det”, og her tales der om at annullere et toiletbesøg, som man egentlig var gået i gang med, “halvhjertet eller for sent, kunne der ske det, at afvisningsbevægelsen ‘bed’ en del af lorten over, hvorpå den længste del blev sendt ind i mørket, mens den mindste, revet løs fra sit ophav, ude på egen hånd, gled ud mod lyset i en bevægelse, der var næsten umulig at kontrollere, for den bevægelse, der pressede den store indad, pressede den lille udad, det var, som om delingen skete præcis ved et vandskel.”

Det kender man måske godt.

Noget andet, man måske kender, er toiletbesøget som et helle. En morgen talte jeg med Jonathan Tybjerg, Zetlands politiske skribent, som sidder over for mig på redaktionen, og han fortalte mig, at han, da han fik sit første barn, sad længe på toilettet, nok også for længe, men det var det eneste rum i lejligheden, han kunne låse sig inde i, det eneste sted, han kunne snige sig til ro. Det eneste sted med en voldgrav.

Det kender man måske også godt.

Spørgsmålet er så, om den opmærksomhed, denne rene interesse for toiletbesøget og for kroppens ret fantastiske evne til at være krop, som Knausgård repræsenterer, vil overleve i en verden, hvor vi har telefonen med derud, og om toilettet, et af de sidste steder, hvor vi, hvis vi vil, virkelig kan være alene med os selv, fortsat kan være et helle, hvis vi gennem vores skærme forlader det og flyver ud i verden. Toiletbesøg er ikke bare toiletbesøg, de er gennem historien blevet brugt som spejlinger af deres nutid. På den måde kan man også læse vores nutid i vores lort, og måske giver det i det lys meget god mening, at vi også her har fundet på noget at lave. Andet end bare at være alene.

Men. Har vi ikke brug for at mærke kroppen, brug for et helle? Brug for ro?

Spørgsmålene, eller svarene på dem, leder til et andet spørgsmål. Er der brug for en toiletrevolution? Spoiler alert: nok.

Det her har med os alle at gøre, og som sådan har det også med gamle dage at gøre, for der findes som sagt faktisk toiletlitteratur, og det er der, den latrinære opdagelsesrejse begynder. Knausgård ville, hvis man spurgte ham, måske gerne stå alene, men den går ikke.

I begyndelsen af 1500-tallet skrev den franske munk François Rabelais en række tekster om to kæmper, Gargantua og Pantagruel, en grotesk satire over renæssancens Europa, og i den første bog har Gargantua en diskussion med sin far Grandgousier om, hvordan man bedst tørrer sig i røven. Kæmpen lander af alle ting på en gåsenakke, og man forstår, at valget bunder i de bløde dun, men at det også handler om, at gåsen, som i øvrigt skal være levende, mens (u)dåden udføres, har en vis temperatur.

“Og stol på mig på min ære,” siger Gargantua, “for du vil derigennem mærke i dit numsehul den mest vidunderlige fornøjelse, både i forhold til blødheden af dun og til den tempererede varme fra gåsen, som let bliver kommunikeret til tarmen og resten af indvoldene, endda helt op til hjertet og hjernen.”

Og dét er jo en sætning, ikke? En analyse, jeg har læst, lyder, at Rabelais bruger diskussionen, Gargantua har med Grandgousier, som en satire over renæssancens konstante problematisering af alle de middelalderlige sandheder, der ellers var fastsat som endegyldige og urørlige. Toilettet og det, man gør på toilettet, blev et billede på det, der drev renæssancen, begyndelsen på moderne tid og en af de nok mest skelsættende epoker, Europa som sådan har set. Helt vildt.

Så, mange, mange år senere, skrev James Joyce i 1922 Ulysses, hvori hovedpersonen, Leopold Bloom, efter et måltid føler sig tung, mæt og går på vandklosettet, som det hedder. Med læsestof.

“Han læste roligt,” skrev Joyce, “holdt stadig igen, første spalte, gav efter, men gjorde modstand, og begyndte på den anden. Midtvejs svandt hans sidste modstand, og han lod tarmen tømme sig roligt, mens han læste, blev ved med at læse tålmodigt, den lette forstoppelse fra i går var helt forsvundet. Håber, den ikke er for stor, kunne få hæmorider igen. Nej, lige tilpas. Sådan. Ah!”

Og så et eksempel på det ellers så udskældte åbne kontorlandskabs glæder. En formiddag, mens jeg skrev på denne artikel, gik Tav Klitgaard, Zetlands digitale chef, forbi mit bord og så, at Ulysses lå på det, og da jeg måske virkede, som om jeg ikke heeelt vidste, hvad jeg havde gang i, sagde han, at jeg burde ringe til hans far Steen Klitgaard Povlsen, som er pensioneret lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, og som ved snart sagt alt om Ulysses, også (eller måske især) den del af den, som handler om at gå på toilettet. Steen, som engang har skrevet en 14 sider lang artikel om afføring i litteraturen, fortalte mig, at Leopold Blooms toiletbesøg kan læses på særligt to måder, og at den første handlede om økologi, om genbrug.

“Bloom,” sagde Steen, “er jo en almindelig, fredsommelig humanist.”

“Men det vigtigste er, at den scene beviser, at tingene strømmer hos Bloom. Det er omsætning. Bloom er en person, der er strømmende, modsat Stephen (Stephen Dedalus, James Joyces litterære alter ego og en anden karakter i Ulysses), der vil holde tingene fast i deres stabile begreber. Han afskyr det strømmende. Bloom har en stream of consciousness dér på toilettet, han bevæger sig hele tiden, i bogen i det hele taget er han en man in the street, ligesom alt bevæger sig inden i ham. Lokumsscenen er begyndelsen på, at alt begynder at strømme i bogen. Og det har med liv at gøre. Alt strømmer og forandres.”

Lokumsscenen provokerede ret voldsomt i 1922, og Ulysses var forbudt i både USA og Storbritannien i mere end ti år, ikke kun på grund af lokumsscenen, men også på grund af lokumsscenen. Pointen er, at toilettet altså ikke bare er et toilet. Det er, eller det er i hvert fald blevet brugt som, et billede på mere.

Men det var revolutionen, vi kom fra, og hvor det altså indtil videre har handlet om at sætte den i perspektiv til vores fælles åndsliv, så bliver det nu lidt mere konkret. Fordi. Først og fremmest er der måske brug for revolutionen, fordi det er skideusundt at skide for længe.

Sagen er den, at Leopold Bloom var inde på noget i Ulysses, da han på tønden spekulerede over, om han mon kunne risikere at få hæmorider af at sidde der, for risikoen for at få dem stiger, jo længere man sidder, og noget sjovt i den forbindelse er, at vi i iPhonens tidsalder googler ordet hæmorider tre gange så meget, som vi gjorde før, altså googler vi hæmorider, mens vi får dem, og alene det burde måske være afskrækkelse nok, men der er mere, og nu bliver det klamt.

For det første er det sådan, at når man skyller ud, så fiser der lortepartikler ud i rummet, helt op til omkring to meter ud, og de ender på telefonen. En britisk undersøgelse fandt for nogle år siden, at 16 procent af telefonerne havde E. coli-bakterier på sig, og parret med Instagrams opstigning til noget, der for nogle ligner afhængighed, betyder det altså, som jeg så fint læste det beskrevet i en artikel hos Wired, at vi sidder på vores røv og ser på billeder af andre menneskers røv på telefoner, der er overtrukket med røv. Medmindre man da bare taber telefonen i toilettet. Det havde 14 procent prøvet, da TDC lavede en undersøgelse i 2008.

Det almindelige menneske er længe på toilettet. Britiske undersøgelser har vist, at britiske mænd (det her er megakønnet, som chef Dons så rigtigt var inde på) gennemsnitligt sidder derude i sammenlagt lidt under to timer om ugen, hvilket svarer til næsten 92 dage i løbet af et almindeligt liv, hvilket igen svarer til den tid, verdens første satellit, Sputnik, tilbragte i rummet tilbage i 1957. Nogen har regnet ud, at Lev Tolstojs Krig og fred for den gennemsnitlige læser tager 31 timer at komme igennem, hvilket betyder, at briterne ude på de britiske toiletter ville kunne læse den to gange om året, hvis de ville.

Det skal de dog nok ikke gøre, vi har været omkring hæmoriderne. I yderste konsekvens kan det gå helt galt, og nu, nu, nu, nu, bliver det altså virkelig klamt, så er man advaret. Sidste år måtte en kinesisk mand indlægges, fordi han sad så længe på toilettet, at hans numsehul faldt ud. Det kaldes rektalprolaps, og man bør ikke google det, tro mig.

“Gør det, du skal, og rejs dig,” siger Anish Sheth, en gastroenterolog (ekspert i fordøjelse), i den Wired-artikel, jeg nævnte lige før.

“Efter et par minutter foregår der intet produktivt.”

En anden del af toiletrevolutionen har med underholdning at gøre, i mit tilfælde Twitter, Instagram, Lucky Luke og Napoleonskrigene, for det går ikke, jeg mener, hvis hæmorider og rektalprolaps kan undgås, bør hæmorider og rektalprolaps undgås, og vi har jo nu etableret, at jo længere tid vi sidder der, jo større er risikoen.

Godt. Det her med at søge underholdning, mens vi er på toilettet, sådan som Leopold Bloom gør, det har vi gjort længe. Før telefoner var det aviser, bøger, tidsskrifter og så videre, i Rom havde badehusene små biblioteker med skriftruller i, og så var det bare om at sætte sig og gå i gang.

Det oplagte spørgsmål er jo så, hvordan det kan være, at vi ikke synes, det er klamt at sidde så længe i lugten af vores egne efterladenskaber, men det har selveste Sigmund Freud faktisk engang beskæftiget sig med. Han beskrev i sin bog Civilization and Its Discontents, udgivet i 1930, hvordan mennesket synes at mangle bevidsthed om det forfærdelige ved lugten af lort i det hele taget, men at det særligt var lugten af dets egen afføring, det var blindt overfor, og altså, mente han, gør vi forskel på lort. Freud koblede det til selve menneskets rejse fra ingenting til civilisation.

Hvorfor vi så søger underholdning, mens vi sidder og gør forskel på lort, kan selvfølgelig have med kedsomhed at gøre, men en anden psykoanalytiker, østrigske Otto Fenichel, tog den et stykke længere, da han i 1937 teoretiserede, at vi læser på toilettet som et forsøg på at holde fast i det, han kaldte egoets ligevægt. Han mente, at “en del af kroppens substans forsvinder, og derfor må frisk materie absorberes gennem øjnene”, og det er jo egentlig godt tænkt, simpelthen. Så er det, at revolutionen igen samler skyts.

Engang, i 1952, skrev den amerikanske forfatter Henry Miller et 9.000 ord langt smædeskrift mod de “kujoner”, som læste, mens de sad på toilettet, fordi “i det øjeblik, disse sørgelige individer ikke er aktive, ikke er i gang med noget, bliver de bevidste om et formidabelt, kvalmende tomrum inde i dem selv.” Lige så godt tænkt. Måske. Nok. Ikke?

Det er en pointe, jeg godt kan lide, men det er i sagens natur også en pointe, der rammer mig personligt, på stoltheden, på selvbilledet, for er jeg så en kujon? Det kan godt være.

I den Wired-artikel, jeg har nævnt nogle gange (og jeg skal være ærlig og sige, at den var min inspiration til denne artikel), plæderer journalisten, som hedder Zak Jason, for, at vi bør begynde at skide i mørke. Også han, skriver han, plejede at være på telefonen på toilettet, men så en dag, da han var ude at vandre, skulle det pludselig gå stærkt, så han fandt et toilet, løb ind og gik i gang uden tid til at tænde lyset.

“Den umiddelbare løsrivelse,” skriver han, “indhyllet, som den var i mørke, var kosmisk, som at vågne op fra et mareridt og opdage, at det er jul, og jeg er fem år gammel og kan flyve. Selv om jeg ikke har været i stand til at genskabe alle omstændigheder, prøver jeg i dag stadig at skide i totalt mørke: ingen lys, ingen telefon, kløften mellem sind og krop rystet lukket.”

Jason går videre, han skriver om et “poophoria”, om, at der er dem, der har sammenlignet det at skide med en religiøs oplevelse, og så kommer Anish Sheth, gastroenterologen, jeg nævnte tidligere, på banen igen, og han taler om, at det udløser endorfiner at skide, at man simpelthen kan blive høj. Men kan man blive det, hvis man samtidig læser Lucky Luke?

Ikke rigtig, vel, nej, jeg tror det ikke, og jeg er ikke alene. I mindfulness-miljøet taler man om mindful toileting, om, at man, når man er helt til stede og helt bevidst om sin krop, simpelthen er bedre til det, man foretager sig, og det lyder måske banalt, men det betyder jo ikke, at det ikke er sandt. Der findes forskning, der tyder på, at mindfulness på toilettet kan afhjælpe inkontinens og bækken- og blæresmerter, og som jeg læste et sted: Vi taler om mindfulness, når vi taler om at køre, om at gå, om at træne, spise, socialisere, så hvorfor ikke også tale om det, når vi taler om at gå på toilettet?

Måske er toilettet en fantastisk, men hidtil uudforsket arena, hvorpå vi kan lære os selv at kende, hvor vi lige får tid (men ikke for lang tid, husk nu det med den rektalprolaps) til at tænke os om. Og til at mærke, hvor vanvittigt det er, at vores kroppe virker, som de gør. Så det vil jeg gøre. Fra nu af.

Revolution!