Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Det er nu, du skal dele billeder af dine børn på Instagram. For snart er det måske det mest uncool, der findes

  • 9. september 2019
  • 17 min.
SE, SE IKKEKathrine Felland Gunnløgsson og hendes søn Alfred har en aftale om, at hun altid spørger, inden hun deler billeder af ham. Hun vil ikke kuratere hans liv for ham. Alle fotos: Jonas Pryner for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I USA kalder de det sharenting, når forældre deler søde billeder af deres søde børn på de sociale medier, og fænomenet kender vi – en af klodens mest online befolkninger – også til i Danmark. I dag vokser den første børnegeneration op, der har haft et offentligt liv på nettet, lang tid inden de så meget som kunne stave til “sam-tyk-ke”. Så ... er det bare sådan, vi gør nu?

For en uges tid siden kom Kathrine Felland Gunnløgsson til at gøre noget, hun ellers havde lovet, hun ikke ville gøre. Det var ikke så godt. Hun havde taget et billede af sine to sønner, 14-årige Alfred og Anton, der er 3 måneder gammel og i høj grad en baby, og det var et godt billede, syntes hun, de så søde ud, så hun lagde det på Instagram, og så lagde hun det på Facebook, og så var der ballade. Lidt. For så kom Alfred hjem fra skole.

Det var faktisk en af mine lærere, der fortalte mig, at hun havde set et billede af mig og min lillebror, og så tænkte jeg hey, det kan jeg ikke huske at have sagt ja til’, og det syntes jeg faktisk ikke var okay,” sagde han til mig i telefonen i sidste uge, nogle dage efter at det var sket. Så gik jeg hjem og prøvede at tale med min mor om det. Og hun forstod det jo godt.”

Det gjorde hun, Kathrine Felland Gunnløgsson blev flov, hun havde en aftale med Alfred om, at hun altid spurgte ham, om det var i orden, inden hun lagde billeder af ham op på de sociale medier. Det var noget, de var blevet enige om inden for de seneste par år, hvor både hun og han var blevet mere bevidste om, hvad der blev delt hvor.

Jeg var så skamfuld,” sagde hun, da jeg talte med hende, for jeg følte, at jeg var den lille, der havde gjort noget dumt, mens han var den store. Han var sådan, hvad hedder det, graceful, han håndterede det så fint, og det sagde jeg også til ham. Det var jeg meget glad for. Det var totalt mig, der havde lavet en fejl, og det var ikke i orden.”

Alfred har autisme, og Kathrine Felland Gunnløgsson har i mange år haft en blog om et liv, som ikke er som alle andre”. Idéen var, at andre, måske især andre, der også havde børn med autisme, kunne læse med og finde noget at spejle sig i.

Men i takt med at hans vanskeligheder bliver mindre, så er det også en side af ham, som ikke rigtig betegner ham mere, og derfor skal den fortælling også afsluttes,” sagde hun. Det kan være, at han har et behov for, at den del af ham fylder mindre.”

Og med det satte Kathrine Felland Gunnløgsson ord på noget, der rækker langt ud over hende selv og Alfred og ind i en historie om teknologi, jura, om et skisma mellem friheden til at ytre sig og retten til privatliv. Og om identitet. Når Kathrine Felland Gunnløgsson (og næsten alle andre forældre, jeg har talt med i forbindelse med den her historie, og jeg har talt med ret mange) har aftalt med sit barn ikke at lægge billeder af ham op, hvis han ikke er med på den, så bunder det i, at hun vægter hans privatliv i visheden om et internet, der aldrig glemmer, men det handler også om barnets ret til selv at opdage egne værdier. Til at blive sig selv.

Det er ikke kun min fortælling længere,” sagde hun. Da han var mindre, var det mere min, men nu skal han have sit eget liv, og det skal jeg ikke kuratere.”

Det, Kathrine Felland Gunnløgsson talte ind i, har fået et navn (i hvert fald i Amerika og de dele af verden, som er sprogligt påvirket af Amerika, og til den hører som bekendt Danmark), det hedder sharenting, altså det delende forældreskab løst oversat, og egentlig er fænomenet måske først og fremmest moderne. Vi har at gøre med noget, som eksisterer, fordi teknologien eksisterer, det er ligesom præmissen for det hele, det passer simpelthen ind i livet, som det leves lige nu, at forældre deler deres børns gøren og laden på internettet. Men vi har også at gøre med noget, der forandrer noget ret fundamentalt i forældrerollen, som med den konstante mulighed for at dele det, børn gør, siger og mener, går fra noget til noget andet, fra gatekeeper til publicist. En generation af forældre og deres børn skal til at forholde sig til noget, som deres forgængere ikke skulle, der skal stilles nye spørgsmål og findes nye svar.

Kathrine Felland Gunnløgsson og Alfred blev pludselig en del af en omvæltning.

I dag begynder børns liv i den digitale verden, allerede før de har forladt mors mave. På en måde. På de sociale medier lægger kommende forældre de her ultralydsscanninger op, det bliver en dreng, det kan man se lige der, hvor den dér er, og for nogle år siden blev det muligt at lave 3D-genererede billeder af børnenes ansigter, så sådan kommer han til at se ud. Når han kommer ud. Lige om lidt.

Sharenting er enormt udbredt, det er sådan set normalen. I 2010 udgav et tjekkisk cybersikkerhedsselskab ved navn (eller forkortelse, det står egentlig for Anti Virus Guard) AVG en rapport, hvori de havde undersøgt, hvor mange mødre i USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien der lagde billeder af deres børn op på de sociale medier. Det, man fandt ud af, var, at blandt børn under to år var det ikke mindre end 81 procent, der havde det, man kaldte et digitalt fodaftryk. I USA alene havde 92 procent af de under toårige en tilstedeværelse på internettet, og i de fem europæiske lande havde 73 procent det samme. Sidste år estimeredes det, som der stod i en rapport fra den såkaldte børnekommissær i Storbritannien, at britiske forældre har delt omkring 1.300 billeder af deres børn, når de (altså børnene, andet havde ikke givet mening) fylder 13 år. Så det er tallene.

Det kan være både godt og skidt, at det forholder sig sådan. Skal vi begynde med det første og gå til sagen sådan lidt umiddelbart, så er det vel et gode, at man med sine venner kan dele, at noget smukt og definerende er sket, at man har fået et barn og sikret arvefølgen, det kan måske endda siges at være (ur)menneskeligt at søge at bringe det budskab ud. Det kan også være, man bruger de sociale medier til at søge hjælp fra andre nybagte forældre, for der kan være spørgsmål om opdragelse og opkast, det hele kan blive lidt meget. Nogle børn er anderledes end andre, og Kathrine Felland Gunnløgsson, eksempelvis, ville med sin blog bare hjælpe. Men når forældre deler billeder af deres børn, kan de, i hvert fald ifølge forskningen, også uforvarende ende med at gøre deres børn sårbare over for ting, der fordrer, at man lige er nødt til at huske sig selv på, hvad for et sted internettet også kan være.

I en rapport fra University of Florida skriver juraprofessoren Stacey Steinberg blandt andet om faren for det, der hedder digital kidnapning, som er, når nogen på internettet tager billedet af en andens barn og over for sin omverden lader, som om det er denne nogens eget barn. Hun skriver også om andet og værre, for eksempel om en kvinde, som for nogle år siden lagde billeder af sine tvillinger, som var ved at lære om toilettet, og hvordan man bruger det, op på sin blog. Billederne dukkede senere op på en side, som ofte blev besøgt af pædofile.

Det er meget sjældent, at forældre deler med onde hensigter, men de har ikke taget den potentielle rækkevidde eller levetid for den information, de deler, i betragtning,” har Steinberg sagt til The Atlantic.

I gennemsnit kender vi kun sådan virkelig omkring en femtedel af vores Facebook-venner, resten er blot bekendtskaber og den slags, men denne rest er lige så eksponeret for billeder af eventuelt afkom som dem, billederne reelt er henvendt til. Den britiske bank Barclays forudså sidste år, at sharenting vil være skyld i to tredjedele af al identitetssvindel i 2030, for hvis en svindler blot har et barns navn, fødselsdato og adresse (hvilket åbenbart ikke er vildt svært at finde i et geotagget billede på Facebook), så kan vedkommende bruge denne information til at åbne konti, når barnet fylder 18. Banken regner med, at sharenting vil koste svindlens ofre omkring 5,6 milliarder kroner i 2030.

Derudover findes der de lidt mindre håndgribelige faldgruber, og her bliver det altså moderne, for det kan være, igen ifølge forskningen, at sharenting er en trussel mod børns følelse af selvstændighed og kontrol over den identitet, de er ved at udvikle. Lidt som Kathrine Felland Gunnløgsson sagde, da hun talte om Alfreds liv, som hun ikke skulle kuratere.

Forklaringen er den, at forældre, når de tager og deler billeder af deres børn i situationer, som for eksempel kan være politiserende (Trump-sparkedragten er vist ikke på den måde kommet til Danmark endnu, men den findes jo derude) eller kulturelt funderet (jeg har virkelig mange venner med børn i fodboldtrøjer), så pådutter de børnene deres personlige holdninger og identitet og levner dermed mindre plads til børnenes egne og egen. Du er dette,” siger de i overført betydning og offentliggør det i konkret, fordi vi er det samme.”

Der er ikke noget nyt i, at forældre træffer beslutninger på deres barns vegne, både pragmatiske (du skal have gummistøvler på og nej, det er ikke til diskussion) og værdibaserede (du er et halvt år gammel, ned til døbefonten med dig), men det nye er, som nævnt, teknologien. Når de valg, forældre træffer for deres børn, offentliggøres på et internet, der som bekendt kan have rigtig svært ved at glemme, kan konsekvenserne blive langvarige. Barnets mulighed for selvrealisering kommer i fare, lyder argumentet.

Det kan godt være, det kun er naturligt for forældre at ville have et barn til at omfavne deres værdier og til at tro på det, de tror på,” har en anden amerikansk juraprofessor, Jeffrey Shulman fra Georgetown University, skrevet. Men den ekspressive frihed for forældre bliver despotisk, når barnet ikke får nogen reel mulighed for at omfavne andre værdier og tro på andre overbevisninger.”

Og det er jo noget.

I sidste uge fik jeg Zetlands Facebook-ansvarlige (han hedder Jesper, han skal snart selv være far, og han og hans kone er ret enige om at anvende sund fornuft, hvad angår børn og de sociale medier, ingen pinlige billeder, men ellers har vi det afslappet med det”, siger han) til at skrive ud på Facebook og bede om vores følgeres refleksioner, hvad angår sharenting: om de mente, at man måtte lægge billeder af sine børn på nettet uden deres samtykke, om de selv gjorde det, eller om de havde en politik om det modsatte. Det havde de. Næsten alle skrev forskellige afarter af, at de enten slet ikke delte billeder af deres børn, eller at de i hvert fald altid spurgte udtrykkeligt om lov, inden de gjorde det.

Og så var der Kristina Due Aagren.

Det overraskede mig meget,” skrev hun til mig i en mail, at alle var så strikse og havde haft store, forkromede samtaler, inden de fik børn eller med deres børn, om dette emne. Det provokerede mig faktisk lidt, for helt ærligt – alle kan ikke være så hellige.” Så ringede jeg hende op.

Jeg kunne slet ikke genkende det billede i forhold til mine egne Facebook-venner, til mit eget Instagram-feed,” sagde hun. Det er ikke det, jeg oplever. Jeg læste nogle af kommentarerne op for min mand, og han grinede simpelthen så højt. På min Facebook er det alt fra kolleger til barndomsvenner, familie, som deler masser af billeder af deres børn.”

Kristina Due Aagren er, sagde hun, lidt mere afslappet. Hun lægger billeder af sine børn op med grød i hele hovedet, det er ikke et glansbillede, slet ikke”, men det må ikke blive sådan, at billederne er direkte kompromitterende. Nøgenbilleder og den slags, den går selvfølgelig ikke.

Men altså, det er almindelig sund fornuft,” sagde hun, det var det, det handlede om, her var hun lidt ligesom Jesper. Kunne jeg selv tænke mig, når jeg bliver voksen, at finde et billede af mig selv, der står og tisser ned i et badekar? Nej, vel? Men er det et uskyldigt, sjovt billede af vores søn, der står og gnasker tomater ude i vores drivhus? Ja, fred være da med det. Det kan jeg virkelig ikke hidse mig op over.”

Jeg spurgte hende, om det var noget, hun og hendes mand talte med deres børn om.

Jeg har oplevet en enkelt gang, hvor vi var i badeland, og min søn, der er en flot fyr på 17, stod i badeshorts, og så havde jeg taget et billede af ham og de mindre børn sammen. Det lagde jeg på Facebook, og jeg taggede ham også,” sagde hun. Og så sagde han bagefter: Nå, der fik du så lige udstillet mig og min blege overkrop.’ Jeg spurgte, om jeg skulle fjerne det. Nej, det er lige meget,’ sagde han så og grinede.”

Den 17-årige havde valgt at trykke på det, Kristina Due Aagren kaldte pyt-knappen, og det havde faktisk glædet hende lidt, at han, som hun sagde, ikke var mere selvhøjtidelig, end at hans blege overkrop godt måtte komme på Facebook.

Der findes den her kritik,” sagde jeg så, om, at sharenting kan skade barnets muligheder for ligesom at blive sig selv. At man frarøver det at skabe sin egen digitale identitet, for eksempel ved at pådutte det at skulle kunne lide Neil Young og så lægge det på Facebook.”

Jamen det er nok der, pyt-knappen kommer ind i billedet,” svarede hun, det er simpelthen ikke noget, der kan hidse mig op. For hvad så? Er det, at jeg har lagt en video, hvor mit barn danser til Neil Young, op, noget, der kan gøre, at han får et dårligt liv? Nej, det er det ikke. Det kommer i min verden under bagatelgrænsen.”

Historien om sharenting har også et juridisk aspekt. I september 2016 var der i flere medier (også i Vi Unge, det var der, jeg læste den) en historie om, at en 18-årig østrigsk pige havde sagsøgt sine forældre for at have delt omkring 500 i hendes øjne pinlige billeder af hende, og selv om det viste sig at være en falsk historie, hvor advokaten, der havde udtalt sig, kun havde gjort det hypotetisk, så rejste den nogle ret store spørgsmål. Kunne man egentlig gøre det? Hvordan var børns rettigheder med hensyn til sharenting?

I Danmark ville det foregå sådan, at et barn skulle klage over sine forældre til Datatilsynet, men det er endnu ikke sket, at nogen har prøvet, så vi mangler endnu at se, om tilsynet overhovedet ville tage sådan en sag. Datatilsynet har i det materiale, det sender ud til for eksempel skoler om børns rettigheder, hvad angår data, endnu ikke taget stilling til, hvordan børnene står, når det er deres egne forældre, der har delt det, og der står heller ikke noget i EUs databeskyttelsesforordning, så sharenting kan lidt virke som den blot seneste del af den teknologiske udvikling, som vores rammer, vores love, ikke helt har været i stand til at følge med. GDPR-loven fra 2016, eksempelvis, erstattede en over tyve år gammel fælles europæisk persondatalov, som var skrevet på et tidspunkt, hvor det moderne internet nærmest slet ikke var født endnu, og hvor vi, det private vi, endnu ikke var begyndt at dele ud af os selv, i hvert fald ikke på den måde, vi gør det i dag.

Imens ser vi, på trods af forlydender om, at de sociale medier har skabt en post-privat verden, tendenser til, at den yngre generation i højere grad bliver bevidste om deres tilstedeværelse på internettet, for eksempel falder andelen af teenagere, der er på Facebook.

Vi ser en bevægelse mod mere privat opførsel online, selv blandt børn,” skrev forskerne bag et projekt, der blev udgivet i 2015, og i en anden rapport, denne fra 2016, konkluderede den amerikanske ngo The National Cyber Security Alliance, at 60 procent af de adspurgte teenagere havde konti på de sociale medier, som var skjulte for deres forældre.

Som en amerikansk forfatter ved navn Bianca Bosker skrev i The Huffington Post i 2014, og jeg tager den altså på engelsk, for ellers virker det ret fede ordspil ikke:

We’re not an oversharing generation. We’re a generation that’s over sharing — done, finished, kaput, through.”

Og så var der Søren Folke Bialik, som jeg egentlig selv kender, fordi han engang har arbejdet på Zetland, og fordi han er en meget venlig mand, som er god at kende. Han skrev til mig, at han og hans kone Janne var meget bevidste om at holde billeder af Holger væk fra de sociale medier”. Holger er 16 måneder gammel, men i oktober begynder man at kunne tælle i år, for så bliver han halvandet. Jeg ringede til Søren Folke Bialik.

Det var en beslutning, min hustru og jeg tog, allerede før han blev født. At det skulle holdes til et absolut minimum,” sagde han. Vi ville ikke udstille vores barn. Selv om vi synes, det ser rigtig, rigtig sødt ud, at han har stukket hovedet ned i skipperlabskovsen, så kan det godt være, han ikke synes, det er helt så fantastisk, når han er 13 og skal til at blive sig selv. Han skal selv have lov til at skabe sig sin digitale identitet.”

Holgers bedsteforældre, fortalte Søren Folke Bialik, havde været ret skuffede over beslutningen.

For min mors vedkommende,” sagde han, så var det hendes første barnebarn, og hun ville i gåseøjne gerne have lov til at blære sig med dette vidunder, som hendes eget vidunder havde skabt. Men jeg synes ikke, andre skal påduttes at synes, at vores vidunder er det bedste barn nogensinde i verden. Selv om det er det. Så slipper vi også for, at folk skal skrive, at han er en smuksak hele tiden.”

Vi grinede lidt.

Det er egentlig meget rart.”

Jeg spurgte Søren Folke Bialik, hvad han tænkte om det her med, at børnenes personlige værdiudvikling risikerede at blive truet af forældrenes sharenting.

Man kommer jo som forælder til at tale ham ind i et tema, der matcher, hvad man tænker og tror er det rigtige,” sagde han og talte så om, hvordan hans egen kærlighed til Bruce Springsteen, Neil Young og The Beatles måske nok ville kunne føre til, at han kunne lægge en video op af Holger, der dansede til disse hans fars favoritter, men hvis Holger så som 13-årig fandt ud af, at han altså bare var helt tosset med Skrillex og Avicii, så var det måske ikke så fedt, hvis hans hardstyle-venner kunne finde en Facebook-video, hvor han var 1 år gammel og dansede til Glory Days.

Vi skal nok blive pinlige forældre på hans vegne på et eller andet tidspunkt,” sagde han. Det bliver slet ikke noget problem. Jeg skal nok fortælle historier om dit og dat til hans venner og kommende kærester. Det behøver ikke ligge åbent ude på internettet.”

Her den anden dag læste jeg, at delingernes tid var ovre, men det virkede optimistisk, tænkte jeg, især med tanke på tallene oppe omkring begyndelsen af denne artikel. Teksten (som også stod i The Atlantic, det er altså et godt magasin) var skrevet af en Gabriel Snyder, der havde indset, at han var en del af et problem, da hans søn havde bedt ham stoppe med at dele billeder af ham. Snyders sharenting gik ikke længere.

Skribentens håb om, at hans søns kritiske blik på det bestående ikke blot var hans, men hans generations, beroede, skrev han, på, at han kunne se, at Mark Zuckerberg, manden, som nok havde gjort mere for at gøre det private offentligt end nogen anden, havde sagt, at fremtiden er privat”. I det større billede handlede det om, skrev han videre, at det var, som om tiden bevæger sig hurtigere, som den går, for eksempel var mange af de ting, vi i dag ser som permanente tilføjelser til vores liv og kollektive kulturelle vaner, heriblandt konstante opdateringer på sociale medier, i virkeligheden kun få år gamle.

Før 1999 var det få mennesker ud over de mest ivrige computerentusiaster, der ville tænke på at opretholde en digital identitet – og endnu færre ville vide, hvordan de skulle gøre, selv om de ville,” skrev han. Så det er slet ikke svært at forestille sig, at alle disse ting, som synes så fasttømrede i vores kultur, vil ændre sig igen, og at alle de indgroede vaner fra de seneste år, hvor de sociale medier er eksploderet – YouTube-streamerne, Instagram-influencerne, de hærgende tweetstormere – vil være lige så forældede og pinlige for teenagere og nogle og 20-årige i fremtiden som Disco Stu, som klamrer sig til sit brysthår og sine guldkæder.”

Jeg læste det og tænkte, at det virkede optimistisk, men på en måde gav det også mening, alt forandrer sig, vi kom hertil, så hvorfor skulle vi ikke kunne komme videre, og der findes altså en bevægelse, der går imod det private. Men før vi ender der, hvis vi altså ender der, skal Kathrine Felland Gunnløgsson, der sådan skammede sig, fortsat finde svar på noget enormt komplekst. For selv om hun forstod alle de gode grunde til ikke at dele, selv om hun var helt med på faldgruberne ved sharenting, så var der også det her:

Faktisk har jeg følt mig begrænset af det. At jeg ikke bare kunne gøre, som jeg havde lyst til. Det er skideirriterende, for det der var jo et godt billede, og det der var jo en sjov situation, som måske også kunne udgøre en læring for andre.”

Lille pause.

Så det er et dilemma.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem