Arvingerne.

Fortællingen om et lille, lukket miljø, som offentligheden kun i sjældne glimt har fået indblik i.

Foto: Martin Bubandt
  • 3. juli 2020
  • 12 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

01:35:41

I adelige kredse går der mange historier om Ulrich Holstein-Holsteinborg.

Rundt om i hele landet, både på godserne og blandt byadelen, snakker de om ham. Der findes dem, der tager visse forbehold, men oftest taler folk om den 62-årige kammerherre, hofjægermester og greve fra Holsteinborg Gods med beundring i stemmen og en snert af medfølelse.

Over formiddagskaffen kalder en greve sin gamle ven for en fantastisk historiefortæller – selv om man nogle gange skal huske at trække lidt fra.

På en solbeskinnet bænk i Kongens Have i København er den forhenværende komtesse Marisa Moltke ikke i tvivl om, at greven »ved alt om historie.«

På godset Møllerup på Djursland lyder de decideret bekymrede, hvis talen falder på Ulrich Holstein-Holsteinborg.

»Det er forfærdeligt,« som godsejer Anne Sophie Gamborg siger i telefonen. »Han har allerede måttet sælge adskillige kilometer kystlinje for at betale sit generationsskifte.«

Og dét er endda ikke det værste.

Sommerens Bedste Fortællinger

Før Zetland blev et dagligt medie, udgav vi lange journalistiske fortællinger om den verden, der omgiver os. Vi har restaureret nogle af dem, så du kan putte lækre dybdegående fortællinger i ørerne henover sommeren. I dette essay portrætterer Hakon Mosbech og Silke Bock Danmarks adelige godsejere – et lille, lukket miljø, som offentligheden kun i sjældne glimt har fået indblik i. Mens historikere i høj grad har beskrevet adelens magtfulde fortid, har ingen i nævneværdigt omfang undersøgt adelens nutidige rolle som jordejere.

Forlader man al snakken og hæver sig højt op over Danmark, langt væk fra de summende stemmer, kan man rette blikket ned mod det sydvestlige Sjælland. Hernede, hvor landskabet er fladt og åbent og markerne breder sig ud, ligger Holsteinborgs jorder. På de 1.400 hektar skov, mark og kystlinje mellem Næstved og Skælskør driver greven jagt, landbrug og skovdrift. Man kan se de mange gamle huse til godsansatte strøet rundt i landskabet; dem lejer greven ud i dag. Spredt mellem skove og vandløb ser man konturerne af de 84 landsbyer, 32 skoler og 20 kirker, som gennem tiden har været knyttet til det gamle grevskab Holsteinborg.

Overalt i landskabet titter de mange kirketårne op; området kaldes Det hellige land’. Det begyndte for to hundrede år siden, da godsejer Frederik Adolph Holstein-Holsteinborg fyrede alle de lokale præster og skolelærere i sine tyve sogne og erstattede dem med et væld af håndplukkede fritænkere, der var funderet i en mere liberal kristendom. Det siges endda (ikke mindst af den nuværende godsejer), at selveste Grundtvig stod bøjet over lensgrevens åbne grav i 1836 og sagde at: »Denne mand har startet grundtvigianismen.« Den afdøde greves søn, Ludvig, blev landmand og konseilspræsident – altså statsminister – men hans søn, Frederik, satte til gengæld sit stærke aftryk på egnen som indremissionsk lægprædikant. Han dundrede gennem landet i sin seksspands hestevogn og tordnede moral i kirkerne. Han byggede 13 missionshuse, og biskop Mynster fra Roskilde beskrev tilbage i 1844 området som »det hellige land på grevskabet Holsteinborg, hvor end ikke biskoppen af Danmark kan regere.«

Løfter man blikket fra de hvide kirker og flytter det ud mod den slyngede kystlinje, dukker grevens halvøer og småøer Venø, Ormø og Fuglehøj frem. Bagved åbner Smålandshavet sig. Ved vandet ligger også en yndig samling huse kaldet Bisserup Havn.

»Det er min havn,« som greven plejer at sige.

Går man tættere på, kan man se, at gådefulde og vilde kystskove gror langs havet, hvor svaner vugger som små hvide prikker. Hernede elskede H.C. Andersen at gå tur, når han boede på Holsteinborg. Det gjorde den berømte forfatter tit, og han skrev en lang række eventyr fra sit værelse på godset. (Helt præcist 12 eventyr, to rejsebeskrivelser, en opera og 16 lejlighedsvers ifølge en udførlig liste lavet af den nuværende greve, som har – vil det vise sig – en vis svaghed for lister).

Zoomer man endnu længere ind, ser man det, midt mellem hav og marker, omkranset af et velfriseret parkanlæg, en lille skov, en lang allé og, til sidst, en voldgrav: selve godset Holsteinborg. Det ligger, med sin røde kolos, tårne, spir og hvælvinger, som det har gjort siden 1200.

»Kør over broen ved voldgraven, gennem de to porte og dyt så i hornet,« fortæller greven nye gæster, inden de kommer på besøg.

Hernede i voldgraven er vandet sort. To trolde af sten vogter indgangen til godset. De har ingen hoveder.

Helt inde i godsets inderste gård, op ad trapperne, ved de tunge trædøre, står den velpolstrede grev Ulrich Holstein-Holsteinborg. Han har briller på og er klædt i jagtfarverne grøn og brun med en rød halsklud over skjortekraven. Han er skaldet med tjavset hår i siderne. På fingeren sidder en gylden signetring – ringen med familiens våbenskjold.

Ulrich Holstein-Holsteinborg er et generøst menneske. Han fortæller længe og gerne om sit gods og sin historie. Han inviterer indenfor i de store stuer. Han engagerer sig i alle former for foreninger, fra Folk og Forsvar, der kæmper for militærets status i samfundet (»forsvaret er lige så essentielt for et lands frihed som kirken«), til Dansk-Estisk Selskab (greven er også konsul for Estland og har indrettet landets konsulat i godsets administrationsbygning, der derfor er prydet med et våbenskjold med Estlands leoparder). Han låner også gerne ud af de mange historiske oversigter og småbøger, han har skrevet.

»Jeg har skrevet 24 bøger,« kan han finde på at sige, og selv om grevens definition af bøger måske kan diskuteres, er der ingen tvivl om hans brændende, personlige og historiske engagement.

Fra sin sofa (Ludvig 14.-stil) i portrætstuen fortæller han, at det gælder om altid at nå at konsolidere sig, inden godset næste gang skifter hænder. Han taler selvsikkert, dannet og pletvist sjællandsk (Faffar erstatter eksempelvis farfar).

»Generationsskifter er fatale, og vi har haft alt for mange af dem her på Holsteinborg. Og når der nu kun var 10, 20 og endda kun fire år mellem, ja så …«

Her stopper Holstein-Holsteinborg. Han har taget brillerne af og gnider sig i øjnene.

» … Ja, så har man ikke en kinamands chance for at konsolidere sig.«

Der har da også været ualmindeligt mange generationsskifter på Holsteinborg de seneste hundrede år, og mange af dem har gjort ondt.

For at forstå, hvorfor det er gået så galt, må man også forstå, hvor godt det engang gik på Holsteinborg. Godset blev grundlagt efter 1200, hvor det var ejet af bispen i Roskilde. I 1562 overtog Trolle-slægten, og siden 1707 har godsejerne heddet Holstein-Holsteinborg, da grevens ni gange tipoldefar, som hed Ulrich Adolph Holstein-Holsteinborg og var amtmand og baron, købte Holsteinborg.

Som greven siger, med et lille kvækkende grin: »Ejerhistorien er meget enkel. Siden 1200 har vi haft tre ejere.«

I 1800-tallet blandede flere af greverne sig i politik; en blev statsminister, en anden storkansler, en tredje giftede sig ind i kongefamilien. Danmarks første sparekasse blev også grundlagt af en forfader, og man kan stadig se en plade med trækrone-logoet ved indgangen til godset. »Sparekassetræet er blevet brugt i 17 forskellige lande og særligt meget i Sverige, Norge, Island og Finland,« lyder en af grevens talrige opremsninger.

Også udkastet til Norges første grundlov, Eidsvoll, blev skrevet på Holsteinborg af grev Adolph Holstein-Holsteinborg, der var jurist. Og Danmarks første juletræ blevendda tændt på godset af grevinde Wilhelmine i 1808, hvorefter det, ifølge greven, spredte sig til resten af Skandinavien og så videre til den engelsktalende verden. Af prominente beboere på godset var ud over H.C. Andersen også statsminister Reventlow. Begge mænds værelser står stadig med samme møbler og gardinerne trukket for, som om tiden er gået i stå.

»H.C. Andersens lejlighed er intakt, for vi låste den af, da han døde i 75,« siger greven.

(Det er en ultratypisk vending: Vi’ bliver brugt om ting, hans forfædre gjorde for flere hundrede år siden, og 75’ henviser oftest til 1875).

Med den historie er der noget at leve op til, men i løbet af de seneste hundrede år er det blevet stadig sværere. Med den såkaldte lensafløsning beslaglagde staten i 1919 store besiddelser fra adelen. Tanken var, at adelens store jordbesiddelser skulle fordeles mere demokratisk. Desuden skulle godsejerne blandt andet betale omtrent 25 procent af ejendommens værdi til staten. Det var penge, mange godsejere ikke havde, så de blev nødt til at sælge store stykker jord for at skaffe den nødvendige kapital.

»Alt forsvandt over natten,« siger greven.

Man gik fra at eje otte herregårde og fire store godser til at eje Holsteinborg og de to godser Fuirendal og Snedinge. Jorden skrumpede med et slag ind fra 40.000 til 4.000 hektar, fordi den daværende greve måtte sælge ekstra jord for at betale statens kapitalkrav. Kort efter måtte han sælge endnu mere.

»Det var jo en ordentlig grabfuld. Og fordi vi skulle sælge så meget jord, amputerede vi selve produktionsapparatet – landbruget og skovene. På den måde endte det så fatalt,« siger greven.

I 1924 døde den nuværende godsejers oldefar, Frederik Holstein-Holsteinborg, og godset skulle gå videre i slægten. Det koster at lave generationsskifter, da der skal betales arveafgift – en ikke uanseelig sum, der skal betales til staten, når meget dyre ejendomme skifter hænder i familien. Så der skulle, med grevens ord, sælges endnu en luns af godset for at finansiere skiftet. Den nye ejer, ældstesønnen Bent Holstein-Holsteinborg, holdt heller ikke længe. Han døde i 1945 og var barnløs, så der skulle igen laves generationsskifte, denne gang til Bents lillebror, grevens farfar Erik. Generationsskifte er altid dyrere mellem brødre end mellem far og søn, og oveni holdt farfaren kun stand på godset indtil 1965, hvor grevens far, Ib, overtog. Han holdt ikke længere end til 1977, hvor Ulrich Holstein-Holsteinborg selv overtog. Det er, i godssammenhæng, mange generationskifter. Alt for mange.

»Generationsskifterne er jo fatale. Det er hele hjerteklappen. Og de dræner jo godset hver gang.«

Oveni kommer alle forviklingerne. Generationsskifter på Holsteinborg er nemlig ofte ganske specielle.

Det hele begyndte i 1945, da Bent Holstein-Holsteinborg døde barnløs, og hans lillebror Erik overtog. Grev Erik var en eventyrlysten sjæl. Som resten af familien var han officer – dragon og garderhusar – men han havde også været i Amerika i 1920’erne, hvor han ikke bare læste på det fine Cornell University, men også arbejdede som cowboy. Selv i dag, hvis man besøger et af Holsteinborgs gæstetoiletter, kan man se de gulnede billeder af grev Erik på hesteryg, med cowboyhat og lasso i hånden.

På godset har man tradition for, at godsejeren bor på selve godset Holsteinborg. Ejerens ældste søn, den fremtidige ejer, bor så på det mindre gods Fuirendal, indtil han overtager og flytter ind på Holsteinborg. Grev Erik havde således boet på Fuirendal med sin grevinde, da hans storebror Bent døde i 1945. Dermed skulle grev Erik flytte ind på Holsteinborg.

Det gad han bare ikke.

Grev Erik lod Holsteinborg Gods stå ubeboet og blev i stedet boende på Fuirendal, måske fordi det var »mere handy at bo i«, som den nuværende greve siger. Dermed forbrød han sig ikke bare mod den holsteinborgske tradition, han satte også en prop i hele systemet. Eriks søn – og Ulrichs far – grev Ib var nemlig blevet gift i 1948 og skulle derfor, ifølge traditionen, flytte ind på Fuirendal.

Som greven selv husker det:

»Det blev et problem. Vores godsforvalter syntes jo, det var meget rimeligt, at de som det unge, kommende par rykkede ind på Fuirendal, men de gamle ville altså ikke derfra. De havde boet der siden 1922, og de var groet fast.«

Tingene gik i stå, og dér blev de helt frem til 1954, hvor der udbrød brand på Fuirendal. Godset blev så beskadiget, at det var ubeboeligt for en tid. Det tvang grev Erik til, modvilligt, at forlade stedet og flytte ind på Holsteinborg.

»Min farfar nærmest beskyldte mine forældre for at have sat ild til Fuirendal – dog sagt i spøg,« siger greven, som understreger, at han aldrig har opfattet generationsskifterne som særligt konfliktfyldte, trods forviklingerne.

Grev Ib flyttede så ind på Fuirendal, da brandskaderne var udbedret, og så burde historien være afsluttet, men det var den ikke. For da grev Erik overdrog godset i 1965, og det blev Ibs tur til at overtage og flytte ind på Holsteinborg, gentog historien sig: Grev Ib ville ikke.

Præcis som sin far blev grev Ib simpelthen boende på Fuirendal. Han forbeholdt sig retten til at bo både på Fuirendal og Holsteinborg. Og denne gang var det Ibs søn, grev Ulrich, den nuværende greve på godset, det gik ud over.

»Ved at blive boende på Fuirendal blokerede min far det hele, hvis man kan bruge det udtryk,« siger greven.

Der var også en anden hage: Grev Ib ville ikke udpege en arving.

I stedet for at lade den ældste søn overtage, valgte faren en anden model: at vente. Grev Ib ville se, hvem i søskendeflokken der virkede bedst egnet. Ældstesønnen Ulrich Holstein-Holsteinborg har tre yngre søskende og en halvsøster.

Grev Ulrich gjorde, hvad han kunne. Han tog de uddannelser, han mente var praktiske. Han blev landmand, han læste erhvervsøkonomi. Han blev officer.

Der begyndte at opstå diskussioner i familien. Det var svært at planlægge sit liv, svært at vide, hvilken uddannelse man skulle vælge, når man, for at bruge grevens vending, »ikke vidste om man var købt eller solgt«. På den anden side mener grev Ulrich ikke, man kan anfægte en ejers ret til at gøre, lige som han vil. Det er ejerens suveræne ret. Så han var tålmodig. Tog de rigtige uddannelser, fik de rigtige interesser og flyttede til Odense. Han ventede.

Og så vedtog Folketinget pludselig i 1976 en skattelov, der ville have »meget graverende« konsekvenser for generationsskifter på godset, og det fik grev Ib til endelig at reagere. Han trak sin søn til side og sagde, at det var nu. To uger senere var Ulrich Holstein-Holsteinborg godsejer.

»Jeg er klanchefen – the clanchief,« som han siger.

Men godset var ikke let at overtage.

For at blive den nye ejer skulle grev Ulrich, fortæller han, betale 20 millioner kroner til staten. Det var ikke penge, han havde i banken, så han måtte – som andre havde gjort før ham – sælge fra. Han solgte næsten en tredjedel af godset, 84 ejendomme, en række skove og alle forpagtergårdene på øerne. Han solgte huse og enge og 36 stykker kyst. Der løb også renter på, inden han havde skaffet pengene (fire millioner kroner oveni).

»Det var bittert, meget bittert,« husker greven. »Jeg kunne se, at det jo for fanden var mit levebrød, jeg var nødt til at sælge.«

Og det var ikke det eneste. Fordi den unge godsejer inden overtagelsen havde finkæmmet godsets økonomi, stod det klart, at hele hans fars generationsskifte manglede at blive tilbagebetalt. Oveni var nogle af farfarens lån heller ikke betalt.

Den nye klanchef lod sig dog ikke afskrække. Ulrich Holstein-Holsteinborg blev gift i Cape Town med advokaten Monica Louise Sally. Han rationaliserede og strammede op, lukkede Bisserup Savværk, byens største arbejdsplads, nedlagde sin træindustri, fyrede skovfogeden, stoppede sit havecenter i parken og sammenlagde alle sine forpagtergårde. Han ryddede op i landbrug, skovbrug og jagt. Samtidig viste det sig, at Monica var »second to none inden for værdipapirer«. Så grevinden begyndte at få omlagt godsets lån. Greven selv kastede sig, som sine forfædre før ham, over et udlandseventyr.

Omkring Murens fald rettede han og grevinden blikket mod Østeuropa og særligt Estland, hvor deres Holsteinborg Consult rådgav op til den omfattende privatisering af de store statsskove. Det blev ifølge greven en epokegørende indsats, og efterhånden rådgav grevens firma seks lande i Østeuropa. Det østeuropæiske eventyr nåede et højdepunkt, da greven blev udnævnt til konsul for Estland.

Efter EU-udvidelsen mod øst i 2002 er forretningen neddroslet kraftigt, men når julen kommer, kan greven stadig pege stolt på sin overvældende julekortssamling på en kommode i godsets hall, hvor der står julekort fra Estlands præsident. I øvrigt ved siden af en bon noël’-hilsen fra det danske regentpar.

»De lande jeg arbejder mest sammen med,« som greven siger uden arrogance.

For at sige det mildt har greven været flittig. Godsets økonomi er blevet konsolideret. For første gang meget længe er Holsteinborg klar til et sundt generationsskifte.

Der er bare ét problem.

Greven har ingen børn.

Vil du læse hele historien om Arvingerne? Hent den som pdf-fil ved at trykke på knappen herunder. Du kan også lytte til historien ved at trykke på play-knappen øverst.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: