Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Så kommer rotterne op af brøndene, sagde betjenten. Har politiet et problem med racisme?

I tre år har Rigspolitiet holdt ekstra øje med diskrimination i egne rækker. Men det afgørende tal kan fortolkes på to vidt forskellige måder.

Illustration: Daniel Stolle for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


19. august 2021
18 min.

Det er en efterårsnat i Viborg, da bilen bliver stoppet af politiet. Manden, der kører den, sætter sin telefon til at filme, inden han ruller vinduet ned og hilser på betjenten. Er det din bil?” spørger betjenten. Det er det,” bekræfter chaufføren. Du trækker lidt på det?” spørger betjenten. Det synes jeg ikke, jeg gjorde,” lyder svaret.

Betjenten vil vide, hvad manden laver i Viborg. Chaufføren svarer, at han arbejder for rapperen L.O.C., der har spillet koncert i byen. Nå for pokker,” svarer betjenten overrasket.

Manden, der kører bilen, hedder James Thomas Thomsen. Han arbejder blandt andet med at sælge merchandise for kunstnere som Nik & Jay, Medina og, ja, L.O.C. Derfor kører han også rigtig mange kilometer i sin i øvrigt ret dyre bil. Og han bliver ofte stoppet af politiet. Lidt for ofte, hvis man spørger ham selv.

Det fortalte han i DR-dokumentaren I politiets vold: Mørk og mistænkt. James Thomas Thomsens egen oplevelse var nemlig, at politiet stopper ham oftere end andre, fordi han ikke er hvid. I dokumentaren fortæller han sammen med en række andre danskere med minoritetsbaggrund, hvordan de føler sig diskrimineret af politiet. En af dem er faktisk selv politibetjent. En dag, hvor han havde fri, blev han stoppet og visiteret uden grund. Jeg følte mig ekskluderet fra samfundet,” fortæller han til kameraet.

DR-dokumentaren lykkedes med noget, som mange journalister drømmer om: Den fik politikernes opmærksomhed og skabte reel forandring. I hvert fald på overfladen. Alternativet kaldte den daværende justitsminister Søren Pape Poulsen i samråd. Og her fortalte han, at Rigspolitiet fremover skulle begynde at føre statistik over, hvor mange der klager over diskrimination. På den måde ville politiet kunne se, om der tegner sig specifikke mønstre i borgernes klager, som politiet skal reagere på”. Med andre ord: Hvad fortæller klagerne os om diskrimination og racisme fra politiets side?

Det var i 2018. Siden da er debatten om racisme i Danmark kun taget til i styrke. Danmarks historie som slavehandlende kolonimagt er fortsat blevet kritisk diskuteret. I 2020 blev den hvide betjent Derek Chauvins drab på den sorte amerikaner George Floyd gnisten, der fik protester mod racisme til at brede sig over store dele af verden. I København deltog mere end 15.000 mennesker trods coronapandemi kort efter til en demonstration mod racisme arrangeret af Black Lives Matter Denmark.

Mødet med politiet er særligt betydningsfuldt, fordi betjenten på gaden symboliserer hele den magt, staten udøver over os alle hver eneste dag. Hvis betjenten behandler en borger diskriminerende, kan det give følelsen af, at hele samfundet er diskriminerende. I værste fald kan det blive dråben, der får nogle til at vende fællesskabet ryggen. Derfor er jeg vendt tilbage til Rigspolitiets beslutning om at begynde at føre statistik over klagerne. Hvordan er det gået, efter man i 2018 indførte særligt fokus på klager over diskrimination?

Tallene, jeg har fået, viser, at forbavsende få klager over diskrimination og racisme. De seneste tre år er der i gennemsnit registreret 34 såkaldte adfærds- eller dispositionsklager om året. Til sammenligning blev der sidste år indgivet næsten 1.000 adfærdsklager alene i forbindelse med færdselssager. Og så bliver spørgsmålet, hvordan det lave tal skal fortolkes. Er det tegn på, at Danmark, modsat store dele af den vestlige verden, ikke har et problem med politidiskrimination? Eller viser det i stedet, at noget i det klagesystem, der skal sikre alle borgeres retssikkerhed i mødet med politiet, ikke virker, som det skal?

Bonusinfo. I Frankrig har en gruppe borgere, advokater og ngoer netop lagt sag an mod politiet for ulovlige visitationer.

I Danmark er klager over politiet delt op i to typer. Hvis man klager over politiets adfærd, bliver klagen håndteret af Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Det kan for eksempel være, hvis man synes, politiet har brugt nedladende sprog eller været voldelige. Hvis ens klage derimod handler om politiets dispositioner, bliver klagen behandlet af politiet selv. Et eksempel kan være, hvis politiet har valgt at visitere en person eller stoppe en i bil uden et sagligt grundlag. For eksempel på grund af personens hudfarve. Lad os begynde med dispositionsklagerne, som politiet selv behandler, og som kun er blevet opgjort siden 2018.

Hvor mange sager, hvor der var klaget over forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, fandt politiet i 2018, altså det første år, de havde særligt fokus på netop den type klager? Ikke en eneste. Årene efter dukkede der dog enkelte op. I både 2019 og 2020 fandt politiet fire sager. Det er altså i alt otte klagesager, politiet selv har behandlet på tre år. Af dem handlede fem om paskontrol i Københavns Lufthavn. En handlede om visitation i det offentlige rum. En handlede om en bøde i trafikken. Og en er ikke uddybet nærmere i rapporten.

En af sagerne blev afsluttet ved, at der blev afholdt en samtale mellem klageren og den betjent, der var klaget over. I de resterende syv mente politiet ikke, der var nogen grund til at udtale kritik af betjentene. Det er altså én dispositionsklage, hvor politiet selv har ment, der var grund til at reagere, på tre år med særligt fokus på netop den type af klager.

Og så er der adfærdsklagerne over for eksempel brug af sprog eller magt. Her er tallene lidt højere. Jeg har fået en aktindsigt fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der behandler adfærdsklager. Den viser, at der siden 2016 er registreret i gennemsnit 24 sager om året, hvor der er klaget over racisme eller forskelsbehandling.

Jeg har samtidig fået aktindsigt i ni konkrete sager, der er blevet færdigbehandlet af Politiklagemyndigheden i løbet af de seneste tre år. I fire af de ni sager er der blevet udtalt kritik af en betjent. Her kommet et kort resume af de fire sager.

I den første sag har en betjent kaldt en udenlandsk læge for habib’. Det er arabisk og betyder ordret oversat elsket’, men Politiklagemyndigheden konkluderede, at det kan opfattes nedladende og racistisk”. I den anden sag har en motorcykelbetjent under en aktion mod en køreskole sagt til en mand med mellemøstlig baggrund, at han skræppede op som en gammel kælling”. Betjenten har også sagt til manden, at han ikke troede på, han havde været i krig i Mellemøsten, og at han kunne tage tilbage og kæmpe videre, hvis man her i landet behandlede ham så skidt”. I den tredje sag har en borger klaget over, at en betjent havde sagt til ham, at han skulle klappe i. I opfører jer som sådan nogle små aber alle sammen,” fortsatte betjenten ifølge en videooptagelse. Den fjerde og sidste sag handler om en episode, der fandt sted under en Stram Kurs-demonstration ved et udsat boligområde. Her havde en betjent over for partileder Rasmus Paludan sammenlignet områdets beboere med rotter, der boede i en kloak. Episoden blev filmet af et Stram Kurs-medlem og sendt live på den lokale Stram Kurs-afdelings Facebook-profil. Ved du hvad, det er ligesom en kloak,” siger betjenten til Rasmus Paludan. Hvis du går derned, så kommer rotterne op af brøndene, og så kan vi ikke styre det. De kan løbe alle vegne.”

I alle fire sager valgte Politiklagemyndigheden at udtale kritik af betjentene. Det ændrer dog ikke på, at der alt i alt er forbavsende få, der får udfyldt og sendt en klage af sted, fordi de føler sig diskrimineret af politiet. Men hvis vi et øjeblik ser ud over selve klagesystemet, hvor mange mener så selv, de har været udsat for diskrimination fra politiet?

Det er et svært spørgsmål at undersøge, ikke mindst fordi mange af de borgere, der oftest er i kontakt med politiet, enten bor i udsatte boligområder eller selv har begået kriminalitet. Det er grupper, der ikke altid har lige meget tillid til forskerne. Det ved Mie Birk Haller alt om. Hun er antropolog og adjunkt på Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet. Her er hun i gang med et projekt om unge med minoritetsbaggrund og deres oplevelser med politiet.

Som antropolog er Mie Birk Haller optaget af at forstå, hvordan forskellige grupper oplever det samfund, de lever i. Ved langsomt at opbygge et godt ry i de områder, hun besøgte, har Mie Birk Haller og hendes kolleger lavet lange, grundige interviews med 84 unge med minoritetsbaggrund i områder, der er eller har været på ghettolisten. De fleste var mænd, og de fleste havde aldrig begået kriminalitet, men følte alligevel, at politiets blik hvilede på dem.

Jeg kan huske, at jeg kom hen til en meget stor og meget tatoveret mand, som var sådan, dig skal jeg overhovedet ikke snakke med, og du er garanteret fra politiet’. Det var en meget speciel oplevelse. Så kommer der en anden hen og siger, at han har været interviewet af mig. Og han siger så god for mig, hvilket nogle gange er måden at komme ind på. Idet han siger god for mig, så vender han fuldstændigt på en tallerken og bliver en af mine bedste informanter.”

Jeg har valgt at ringe til Mie Birk Haller, netop fordi hun har interviewet så mange forskellige om deres oplevelser, og på den måde håber jeg, at hun kan hjælpe mig med at trænge ned under enkelthistorierne. Ned til et koncentrat af oplevelserne med politiet. Og, fortæller hun, når det handler om unge med minoritetsbaggrund i de udsatte områder, er billedet faktisk ret klart.

I de unges optik, så føler de, at de bliver forskelsbehandlet i forhold til andre unge. De har en følelse af, at de i højere grad bliver mistænkt af politiet. Rigtig mange af dem linker det at blive mistænkt af politiet til andre, mere generelle oplevelser af at blive diskrimineret i nattelivet eller andre oplevelser med strukturel diskrimination. Det er ikke nødvendigvis kun en relation imellem de unge og politiet. Så jeg vil ikke sige sort på hvidt, at det er noget, der finder sted. Men jeg kan sige, at rigtig mange unge føler, det finder sted.”

Og vi har faktisk tal, der bakker hendes konklusion op.

Da EU i 2010 undersøgte etniske minoriteters oplevelser ved forskelsbehandling, spurgte de danskere med enten tyrkisk eller somalisk baggrund, om de mente, at de var blevet udsat for etnisk profilering i løbet af det seneste år. Altså om de mente, at de var blevet tilbageholdt af politiet på grund af deres hudfarve. I begge grupper svarede otte procent ja.

Med til historien hører, at indvandrere og efterkommere fra Somalia og Tyrkiet er blandt dem, der oftest bliver dømt for kriminalitet. Men samtidig må politiet ikke tilbageholde nogen udelukkende på grund af hudfarve. De skal have en saglig grund, for eksempel en konkret mistanke.

Jeg har ikke kunnet finde andre opgørelser af, hvor mange med andre baggrunde, der selv mener, de har været udsat for etnisk profilering. Men hvis vi antager, at det er en lige så stor andel af indvandrere og efterkommere fra Mellemøsten, Nordafrika og Pakistan, svarer det til, at 23.000 borgere hvert år oplever at blive tilbageholdt af politiet alene på grund af deres hudfarve.

De her tal fortæller os sammen med Mie Birk Hallers forskning, at der er mange borgere i Danmark, der føler sig udsat for diskrimination fra politiet. De fortæller os ikke, om det faktisk finder sted. Men det er der andre ting, der tyder kraftigt på.

Da DR i 2018 lavede dokumentarserien, jeg fortalte om i begyndelsen, fik de Danmarks Statistik til at undersøge emnet. Tal fra 2014 viste, at indvandrere og efterkommere havde mellem 65 og 70 procents højere risiko for at blive sigtet for noget uden at blive dømt end andre danskere. Og at risikoen for at blive anholdt uden efterfølgende at blive dømt var hele 86 til 88 procent højere end for etniske danskere.

Alt i alt tegner det et billede af, at politiet oftere går efter visse grupper. Som politiforsker og lektor i jura ved Københavns Universitet Lars Holmberg konstaterer i sociologen Aydin Soeis bog Vrede unge mænd: Der er efterhånden ganske mange tegn på, at visse typer af unge, blandt andet andengenerationsindvandrere, er udsat for en endog meget hyppig kontrol fra politiets side. Denne kontrol rammer ikke kun dem, som tidligere har begået kriminalitet.”

En af de ting, der kan afhjælpe følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet, er politiklagesystemet. Men som tallene viser, er der ikke særlig mange, der klager. Og det er også det, Mie Birk Haller hører, når hun taler med de unge.

Det, der overrasker mig rigtig meget, er, at i alle de her interviews, vi har lavet med de unge, er det at klage over politiet et meget lille tema for dem. Og der er jo nogen, der har nogle krænkelseserfaringer med politiet, hvor vi har spurgt ind til, hvorfor de ikke har klaget. Og det er simpelthen en manglende tro på, at systemet kan hjælpe dem. Eller det der med, at systemet er ikke rigtig for dem.”

Mie Birk Hallers indtryk er altså, at der er et stort mørketal, når det handler om klager over racisme og diskrimination fra politiet. At der er mange, der aldrig får klaget. Men hvad mener politiet selv om det lave antal klager?

Lene Vejrum er HR-direktør i Rigspolitiet, hvor hun både sidder med ansvaret for uddannelse og rekruttering af nye medarbejdere i politiet. Og for de klagesager, der ikke bliver sendt videre til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Så derfor er det mig, du taler med,” forklarer hun mig i telefonen.

Hun er glad for, at jeg tager emnet om diskrimination op. Vi vil rigtig gerne svare. Det er en af grundpillerne i politiarbejdet, at vi optræder sagligt og professionelt. Det ligger meget højt på vores dagsorden, at vi altid udfører vores arbejde rigtigt,” siger Lene Vejrum.

Inden vi når til spørgsmålet om klagerne, vil jeg gerne vide, hvad der i hendes og politiets øjne tæller som diskrimination. Jeg spørger hende, om man som betjent holder særligt øje med de etniske grupper, der er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.

Det er klart, at vi skal opklare kriminalitet i politiet. Og derfor vil der selvfølgelig være situationer, hvor der er nogle helt saglige grunde, der gør, at man er mere opmærksom på en bestemt gruppe. Det kan også være en bestemt etnisk gruppe,” svarer Lene Vejrum.

Hvornår er det sagligt begrundet at være særligt opmærksom på etnicitet?

Det kan for eksempel være, hvis der er en situation, hvor der er problemer mellem to bander, og hvor man ved, hvad det er for grupperinger. Så vil det være en situation, hvor man kan være særligt opmærksom på nogen, der viser, at de tilhører sådan en bande.”

Og i nogle tilfælde kan en persons etnicitet altså ifølge Lene Vejrum være med til at indikere, at vedkommende er med i en bande.

Hvordan undgår man så, at andre, der ligner dem, fordi de har samme hudfarve, går i samme tøj eller bor i samme område, også oplever særlig negativ opmærksomhed og potentielt etnisk profilering?

Det er jo noget, som den enkelte gør rigtig meget ud af at undgå. De vil rigtig gerne have god dialog med borgerne. Også selv om man i en periode er repræsenteret ekstra i for eksempel et boligområde, som du siger, så har vi kun en interesse i at have en rigtig god dialog med de borgere, der er der. Så udgangspunktet er jo, at man taler pænt til alle folk, der er der. Det er rigtigt, der kan godt være en særlig repræsentation af ekstra politi i et særligt område. Så er deres opgave at tale pænt med alle de mennesker, der bor der.”

Så hvis der for eksempel er bandekonflikt i et område, og de, der bor der, har anden etnisk baggrund, og man også har det selv, så må man forvente, at politiet måske lidt oftere vil komme over og tale med én og måske også visitere én?

Altså, nu er du inde på noget, hvor det bliver lidt svært for mig. Jeg kender ikke ret meget til, hvornår man visiterer faktisk. Det bliver jeg nødt til at sige. Jeg kender ikke ret meget til, hvor ofte man bliver visiteret i et boligområde.”

Det helt konkrete politiarbejde er ikke Lene Vejrums bord, siger hun, og hun kan derfor ikke svare på, om der kan være tilfælde, hvor politiet visiterer folk, fordi de har samme hudfarve som medlemmerne af en bande i området. Men det føles stadig vigtigt for mig at prøve at opklare, hvor hun og politiet synes, grænsen går. Hvornår den særlige opmærksomhed på nogle etniciteter bliver til diskrimination.

Hvis du siger, at der kan være tilfælde, hvor etnicitet betyder noget i politiarbejdet, hvornår er det okay, og hvornår går det over en grænse, hvor det bliver diskrimination? Kan man svare på det?

Det kan jeg i hvert fald ikke svare på. Vi har forskellige kontrolforanstaltninger, hvor vi prøver at holde øje med, at der ikke sker diskrimination, og når det sker, at der så bliver grebet ind over for det. Og der har vi jo, som du ved, blandt andet så de her klager, hvor man har mulighed for at klage over politiets adfærd.”

Lene Vejrum forklarer, at Rigspolitiet forsøger at holde øje med både diskrimination og andre mulige problemer på to måder. For det første gennem almindelig ledelse. Altså ved at politicheferne rundtom i landet holder øje med, at deres ansatte opfører sig, som de skal. Og for det andet ved hjælp af politiklagesystemet, der giver dem et overblik over, hvad folk klager over. Så jeg spørger hende, hvordan politiet selv fortolker det meget lave antal dispositionsklager. Hendes svar er kort og præcist:

Jeg tolker tallet sådan, at man ikke kan pege på, at der er særlige problemer omkring diskrimination på grund af etnicitet.”

Det samme gælder, siger hun, når man tager adfærdsklagerne med. Det er sådan set stadig den samme konklusion. At jeg ikke kan se, at der skulle være en generel tendens til eller et mønster om, at politiet forskelsbehandler på grund af etnicitet,” siger Lene Vejrum.

Men der er jo enkelte sager også, hvor Politiklagemyndigheden udtaler kritik?

Ja, det er klart, dem er der nogle enkelte sager af. Og de bliver jo så håndteret konkret over for de pågældende medarbejdere. Men jeg kan ikke se ud fra de her tal, at der skulle være en generel tendens til, at der er et problem.”

Lene Vejrum og Rigspolitiet mener altså, at fordi der er så få, der klager over diskrimination og forskelsbehandling, så er der ikke noget generelt problem. Jeg fortæller hende om Mie Birk Hallers forskning, og at mange af dem, hun taler med, føler, de bliver diskrimineret af politiet, men aldrig får klaget.

Ændrer det på din betragtning om, at grundlæggende er der ikke et problem på det her område?

Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis der er nogen, der har den følelse. Men samtidig er det noget, som vi i hvert fald ikke kan se i de forskellige kontrolforanstaltninger, vi foretager. Og det er noget, som vi, som jeg også har nævnt tidligere, lægger meget vægt på, at alle bliver behandlet ligeværdigt og respektfuldt af politiet. Så det er en meget vigtig dagsorden. Det ved alle medarbejdere. Og det er også det, man arbejder for. Vi ønsker jo at opklare kriminalitet og har ikke nogen som helst interesse i at forskelsbehandle eller diskriminere på nogen som helst måde.”

Men derfor kan det vel teoretisk set godt ske alligevel, selv om man ikke har interesse i det?

Det kan det godt. Det siger jeg ikke, det ikke kan. Men der er i hvert fald ikke noget i de undersøgelser, vi laver, som viser, vi har en generel tendens til det.”

De undersøgelser, I laver, er det andet end det, jeg har set, rapporterne med dispositionsklager? Hvad er det for nogle undersøgelser?

Det er jo en af tingene. Det kan jo også være ude i kredsene, der er jo også almindelig ledelse, kan man sige. Så det er jo også noget, man som ledelse løbende holder øje med, om der er problemer af den her type. Det er jo klart, man holder øje med, om medarbejderne har det godt, men også, om de udfører deres arbejde korrekt. Så derfor kan man sige, at en ting er statistikker, men det er også almindelig dagligdags ledelse. Hvordan medarbejderne performer i deres arbejde.”

Så fordi politikredsene selv har det indtryk, at der ikke er problemer med det her, så synes du godt, vi kan konstatere, at det er der i så fald ikke?

Jeg siger i hvert fald, at der ikke er noget i det, som vi oplever, der tyder på, at der er en generel tendens til diskrimination. Og igen, så har vi som helt overordnet mål at behandle alle borgere værdigt og respektfuldt. Så derfor er det også noget, man som ledelse ville reagere på, hvis man opfattede, at der var et problem.”

Jeg fortæller også Lene Vejrum om EU-rapporten, der viser, at det for nogle grupper er otte procent, der mener, de årligt er udsat for etnisk profilering. Og altså potentielt tusindvis af danskere. Tyder det ikke på, at der er mange oplevelser, der aldrig bliver klaget over, og at tallene fra politiets rapporter derfor ikke giver et retvisende billede af, hvor mange der selv føler sig udsat for diskrimination?

Det kan jeg jo ikke sige, om det gør. Men jeg kan i hvert fald gentage, at vi har slet ikke nogen interesse i andet end at have en god dialog med alle borgere og være et politi, som hele befolkningen har tillid til. Så vi har i hvert fald ingen interesse i hverken at lave etnisk profilering eller diskriminere nogen grupper. Det har vi ingen interesse i.”

Vi står altså her med noget, der kan ligne en ret låst situation. På den ene side er der politiet, der ikke mener, der er et generelt problem, fordi der sjældent bliver klaget over diskrimination og racisme. På den anden side er der statistik og interviews lavet af forskere, der tyder på, at der er mange flere, der føler sig udsat for diskrimination, men aldrig får klaget. Måske fordi de ikke stoler på politiet og resten af systemet, i nogle tilfælde netop fordi de har følt sig diskrimineret.

Den gode nyhed er måske, at alle er enige om, at det er vigtigt at undgå diskrimination og racisme. Og at det bliver håndteret så godt som muligt, hvis det alligevel finder sted. Ifølge Mie Birk Haller fra Aarhus Universitet fordi oplevelserne med politiet ellers kan sætte gang i en negativ spiral.

Så er det jo, at man går ind i nogle negative spiraler og negativ kommunikation med politiet. Altså man tager dårlige oplevelser med sig, næste gang man ser politiet. Og hvis man har hørt en historie om en ven, som er blevet rigtig dårligt behandlet, jamen, så tager de jo også de oplevelser med sig videre næste gang, de møder politiet. Og det udgør konteksten for interaktionen med politiet. Så det er også derfor, at politiarbejde i nogle af de her områder kan være rigtig svært, fordi der foregår rigtig meget ud over relationen mellem den enkelte politibetjent og den unge. Og jeg tror, en måde at punktere nogle af de ting netop kunne være, hvis man havde mulighed for at få oprejsning, for eksempel ved at komme igennem med nogle af de her klager.”

Nogle af de unge, Mie Birk Haller har interviewet, og som har følt sig uretfærdigt behandlet af politiet, forsøger i stedet at få oprejsning på andre måder. Det kan være ved at filme betjentene og lægge videoerne på nettet. Eller ved at behandle den næste betjent, de møder, dårligt. Og måske, siger Mie Birk Haller, ville det behov være mindre, hvis flere klagede og på den måde fik vurderet, om det, de har oplevet, rent faktisk var diskriminerende.

Jeg fortæller Mie Birk Hallers pointe videre til Lene Vejrum. Giver det mening for hende? Ja, det gør det sådan set,” svarer hun. Jeg kan godt følge det. Man kan også kende det fra sig selv i andre situationer, at det at kunne komme af med den kritik, man har, og kunne blive taget alvorligt, det er da vigtigt.”

Så skal der gøres mere for at sikre, at de, der føler sig uretfærdigt behandlet, rent faktisk klager? Muligvis, siger Lene Vejrum. Men det er, mener hun, en balance, der skal findes.

Jeg forstår godt, at hvis man føler, at man er blevet dårligt behandlet, så skal man have mulighed for at klage. Jeg vil også være ked af, hvis rigtig meget af vores tid skal gå med at behandle klager og ikke med at opklare kriminalitet. Men selvfølgelig skal det være muligt at klage, og det skal man vide, man kan. Det er også en del af det, at der er tillid til systemet, at hvis man ikke føler, man er blevet behandlet ordentligt, at man så kan klage over det.”