Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Emily Salomon er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Utroskab er en ekstremt almindelig handling. Alligevel er vi elendige til at forstå den

KLIK Utroskab kan være altødelæggende – men også åbne nye muligheder for parforholdet, ifølge psykoterapeuten Esther Perel. Illustration: Jørgen Stamp / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Den toneangivende amerikanske psykoterapeut Esther Perel udgav i 2017 en bog om et emne, der har sat parforhold over styr, siden mennesket opfandt ægteskabet: utroskab. Det er på tide, at vi dropper fordømmelse, skyld og skam og erkender, at utroskab er dybt menneskeligt – og at det ikke behøver at være enden på alt. Marie Carsten Pedersen undersøger Esther Perels budskab og holder det op mod virkelighedens mange og forskelligartede fortællinger om utroskab i det moderne parforhold.

Emilie har været utro. Det skete for nogle år siden. Dengang hun var i slutningen af tyverne og kæreste med Mikkel. Mikkel, som var så anderledes end de mænd, hun tidligere havde været sammen med.

Jeg har datet rigtig mange røvhuller,” siger hun.

Mikkel var ikke et røvhul. Tværtimod.

Han var – og er – det mest fantastiske menneske. Han er så sød, så betænksom, så god, og da vi var sammen, var vi de bedste venner. Og jeg blev kæreste med ham, fordi jeg tænkte, at nu var jeg nødt til at prøve med noget andet end de der typer, jeg altid var tiltrukket af, men som behandlede mig ad helvede til. Jeg tænkte, at når han var så god, så måtte det da kunne lade sig gøre at blive forelsket i ham. Men det skete aldrig,” fortæller hun.

Deres personligheder slog bare ikke gnist. Heller ikke seksuelt.

Vi var sammen i knap tre år, og vi havde sex 25 gange,” siger Emilie. Og det ved jeg, fordi vi brugte kondom, og vi brugte i alt to en halv pakke.”

En dag, da en eksflirt troppede op hos Emilie, og Mikkel var væk, tændte det noget i hende, som hun savnede. Der var gnisten. Hun følte sig levende. De indledte en affære, som stod på i tre måneder.

Men alligevel kunne jeg ikke tage mig sammen til at slå op. Jeg ville så gerne have det forhold til at være det rigtige, og jeg tænkte, at det var umuligt at finde nogen, der ville være lige så sød ved mig.”

Men så mødte Emilie endnu en mand, som hun også endte i seng med. Og det var der, jeg tænkte okay, det går den gale vej, det her. Nu må jeg vist til at gøre noget.’”

Hun slog op med Mikkel. Og hun fortalte ham ikke om de andre mænd. Hun følte ikke, at det ville gøre ham noget godt.

Emilie er ikke fortaler for utroskab. Hun er vokset op med en mor og en far, der begge var hinanden utro, og hun har set den skade, det kan forvolde på et forhold. Hun har svært ved at forestille sig, at hun ville være utro igen. Men dengang hun selv var Mikkel utro, var det bare, som om det var det, der var nødt til at ske, for at jeg kunne komme videre.”

Det mærkelige er, at jeg aldrig følte dårlig samvittighed ved det, jeg gjorde. Heller ikke nu.”

Utroskab er forkert. Den regel er indlejret i vores samfund, vores lovgivning og vores kultur.

Fra bibelsk tid har det været sådan, klaveret spillede. Ud af De Ti Bud handler hele to om det: Ikke alene må du ikke bedrive hor; du må heller ikke så meget som have lyst til at gøre det frække med din næstes hustru.

Verdenshistorien er proppet med store mænds elskerinder, gifte kvinders velkendte affærer, samt reformer og revolutioner inden for religion, samfund og seksualitet, som gradvis har udvidet rammerne for, hvad ægteskab og parforhold kan bestå i.
Men interessant nok har disse realiteter ikke rykket nævneværdigt ved den principielle opfattelse af rigtigt og forkert, når det handler om utroskab.

I juraen er det en gyldig skilsmissegrund, og udenomsægteskabelige affærer er stadig et tabu, et stigma, et fænomen fuld af skam og smerte, og en stensikker trigger for antipati og fordømmelse.

Og det er stadig noget, der kan ramme menneskers liv som et altødelæggende jordskælv og sende chokbølger ud i alle kroge af familie og omgangskreds.

“Det var mit første forhold, jeg var 16 år, og han var 22 år. Han var mig utro med en pige, som han tidligere var forelsket i. Jeg husker ikke, om vi gjorde noget specielt efterfølgende for at komme over det, men jeg husker min frygt for, at vores forhold aldrig ville blive det samme igen. Og det blev det heller aldrig. Jeg mistede tilliden til ham og til os og begyndte selv at være utro. Jeg fortalte ham det aldrig, men jeg slog op med ham, fordi jeg tolkede mit valg om at være utro, som at jeg ikke længere elskede ham og ville være sammen med ham. Jeg så ikke, det var min egen frygt for at blive såret igen.” – Signe, 32 år


Spørgsmålet er: hvorfor?

Hvorfor, i hele det spektrum af rædselsfuldheder, vi mennesker kan udsætte hinanden for i vores daglige, intime omgang med hinanden, er utroskab så højt på listen over utilgiveligheder, at det kun er fysisk vold, der kan konkurrere? Og hvorfor er det så svært at tale om, at kapere – og ikke mindst at komme videre bagefter?

Utroskab sker hele tiden, hver dag, over hele verden. I alle miljøer, kulturer og socialklasser. Og af så mange forskellige årsager og med så mange implikationer og konsekvenser, som den almengyldige sort-hvide dom over utroskab end ikke er i nærheden af at afspejle.

Det er, med andre ord, en ekstremt almindelig handling, som vi har så ringe en forståelse af”.

De ord stammer fra Esther Perel. Hun er en af den moderne amerikanske psykoterapis største og mest indflydelsesrige profiler, og hun fik sit gennembrud i 2006 med bogen Erotisk Intelligens: en undersøgelse af de mekanismer, der påvirker lyst og begær i lange parforhold.

Den er oversat til 24 sprog – herunder dansk – og sammen med to TED Talks, der hver har fået flere millioner visninger, slog den belgisk fødte Esther Perels navn fast som en betydningsfuld ny stemme inden for sit felt.

Når Perel er blevet en stjerne med så forholdsvis få konkrete meritter på cv’et, er det, fordi hun er virkelig god til det, hun gør.

Hun tænker originalt, hun skriver og taler klart og medrivende, og hun har et meget skarpt blik for at afkode, hvad det i virkeligheden er, der er på spil mellem mennesker i det moderne, vestlige samfund.

Esther Perel tager udgangspunkt i den tid, vi lever i nu, og de mennesker, hun møder og lytter til hver dag i sin praksis. Og når hun samler trådene, som hun gjorde i sin første bog og sine TED Talks, oplever mænd og kvinder over hele verden, at det, hun har lært af arbejdet med sine klienter, også giver mening for dem.

I oktober måned udgav Esther Perel en ny bog, denne gang med utroskab som omdrejningspunkt: The State of Affairs: Rethinking Infidelity – a book for anyone who has ever loved.

I den fortæller Esther Perel, hvordan affærer er og bliver et altoverskyggende stort tema i hendes parterapeutiske praksis. Der går sjældent mange dage mellem, at et par eller en enkeltperson henvender sig til hende med spørgsmål, historier og kriser, der har utroskab som omdrejningspunkt.

Når utroskab fylder så meget i dag, og når det får så stor betydning for de forhold og de mennesker, der bliver berørt af det, så hænger det ifølge Esther Perel sammen med den værdi, vi tillægger det moderne parforhold.

Historie og kultur,” skriver hun, har altid sat scenen for vores hjemlige dramaer. Især har individualiseringens udbredelse, fremkomsten af forbrugskulturen og lykke-mandatet ændret på ægteskabet og den skygge, der hører til det, og som kaldes utroskab.”

Lykke-mandatet” er et begreb, Esther Perel bruger som en nøgle til at forklare nutidens mennesker og deres parforhold.

Vi lever i en kultur, siger hun, hvor vi lærer, at vi har krav på at være lykkelige – og at det faktisk også samtidig kræves af os, at vi er det. Hvis vi ser noget bedre end det, vi har, noget, der kan gøre os gladere, så er vi kulturelt forpligtet til at forfølge det. Og hvis vores parforhold ikke gør os lykkelige, så bør vi se os om efter noget, der gør.

“Min erfaring med utroskab er denne: I en lang periode, både som gift og ugift, har jeg været utro. Det drejer sig om cirka 17-18 år i alt. Men min utroskab har nu ført til, at jeg har fundet en vidunderlig kvinde, som jeg nu bor sammen med på tredje år.” – Bjørn, 45 år


Det lægger et voldsomt pres på vores parforhold. Og det giver et stærkt incitament til at søge lykken andre steder, hos andre end vores partner. Men det ændrer ikke på, at når utroskab så rammer ned i parforholdets virkelighed, har det voldsomme og ofte ødelæggende konsekvenser for de involverede.

Og det sidste disse mennesker har brug for, skriver Perel, er den kompromisløse og entydige opfattelse af utroskab, som hersker i vores vestlige kultur: at det er noget, dårlige mennesker gør mod gode mennesker. At det både er det ultimative tegn på et dårligt parforhold og den ultimative deal-breaker for forholdet. At det er, og bør være, enden på alt. På respekten, på relationen, på kærligheden.

Og alligevel er det det, de står med. For samfundet tilbyder ikke mange alternativer til den hårde linje mod utroskab.

Hvis man forsøger en anden tilgang, hvis man forsøger at se nuancerne, skriver Esther Perel, så bliver man anklaget for at ophøje utroskaben og negligere dens åbenlyst ødelæggende effekt på mennesker, forhold og familier. Det er risikoen ved at forsøge at forstå så kontroversielt og smertefuldt et emne, siger Esther Perel.

Men,” skriver hun, sådan arbejder denne her terapeut altså.”

Det gør hun ikke, fordi hun går ind for utroskab – Esther Perel er, siger hun, hverken for eller imod. Hvis hun er for noget, så er det kærlighed.

Så lad os tale om utroskab, siger Esther Perel. Lad os tale om, at det handler om andet og mere end sex. At utroskab fortæller en historie om, hvad vi længes efter og begærer, ikke så meget i sengen som i det indre rum, hvor vores dybe, eksistentielle behov bor:

Utroskab er, skriver hun et vindue ind til selve det menneskelige hjerte”, fordi vores begær, selv de mest forbudte af dem, er del af vores menneskelighed.”

Og vi har brug for et brobyggende narrativ til at hjælpe rigtige mennesker med at navigere i den mangefacetterede oplevelse, utroskab er – motiverne, betydningerne, konsekvenserne.”

“Jeg var utro mange gange tilbage i mine tyvere – og så endte det med, at jeg smagte min egen medicin, da en mand, jeg elskede, var mig utro. For mig er kærlighed og begær to forskellige ting. Og jeg ved ikke, om vi virkelig er skabt til kun at være sammen med én partner. Jeg ville ønske, at jeg kunne give plads til, at min nuværende kæreste kunne være sammen med andre, men jeg ville ikke kunne holde til det.” – Therese, 53 år


Utroskab er som regel ikke noget, man taler med særligt mange om ad gangen. Men i arbejdet med denne artikel har jeg fået en sjælden mulighed for at høre ikke bare et par, men et væld af beretninger fra mennesker, der på den ene, den anden eller den tredje måde har en personlig erfaring med utroskab.

Da jeg efterlyste bidrag gennem de sociale medier, forventede jeg ikke, at ret mange ville melde sig på grund af emnets kontroversielle og følsomme karakter. Men så snart efterlysningen var ude, begyndte mails og sms’erne at komme:

Hej Marie, jeg vil gerne dele mine erfaringer om utroskab med dig …”

Utroskab? Det ved jeg en del om …”

Hvad vil du vide? Jeg kunne skrive en hel stil!”

Nogle skrev hele deres historie til mig med det samme. Andre skrev, at jeg var velkommen til at kontakte dem direkte, hvis jeg ville høre mere. Og nogle ringede simpelthen selv op for at fortælle mig om hændelser, handlinger og følelser, som – for fleres vedkommende – de aldrig havde talt med nogen om før.

Tænk, hvilket mod det kræver. At ringe til et fremmed menneske og sige: Hej, er det Marie? Jeg hedder Emilie. Jeg har været utro.”

Eller: Du taler med Simon. Jeg vil gerne fortælle, hvad min kæreste gjorde mod mig, og hvor svært det har været at komme videre.”

Hvad forventer vi af vores parforhold i dag? Lykke, ja – men det starter og slutter nok for de fleste af os ved et andet begreb end det: ved kærlighed.

Det er en nagelfast kollektiv sandhed i vores moderne vestlige samfund, at kærligheden skal være bindemidlet mellem to mennesker, der deler deres tilværelse med hinanden.

Men faktisk er det en forholdsvis ny tanke. For bare 100 år siden var ægteskab en langt mere pragmatisk institution, som handlede om at stifte familie, bygge en sund økonomi op og sikre arvefølgen. Ikke mindst for kvinder var den økonomiske afhængighed af manden en årsag i sig selv til at gifte sig.

Gennem det 20. århundrede har disse omstændigheder ændret sig så radikalt, at man knap nok kan tale om ægteskab – og parforhold i det hele taget – som den samme institution længere. De praktiske søjler – økonomi, kønsrollebetinget fordeling af erhvervs- og husarbejde, religion, tradition – er blevet fjernet én for én.

Til gengæld har vi indført kærligheden, dette komplekse og abstrakte begreb, som den altafgørende grundpille.

Først bragte vi kærlighed ind i ægteskabet, så bragte vi sex ind i kærlighed. Og så koblede vi ægteskabelig lykke med seksuel tilfredsstillelse,” siger Esther Perel.

Hvis vi skal være lykkelige i vores parforhold, skal der være kærlighed. Og hvis kærligheden skal føles rigtig’, skal der være sex. God sex. Så god, at vi ikke har lyst til andet.

Og det slutter på ingen måde her: Parforholdet skal også give os både tryghed og frihed, støtte og udfordring, hverdag og eventyr, ligestilling og lir. Det er vores identitet, vores personlige fundament for tilværelsen, vi søger i parforholdet, skriver Esther Perel.

Vi forventer, at en person kan give os, hvad en hel landsby engang gjorde, og vi lever dobbelt så længe. Det er lidt af en opgave for to personer.”

Og derfor gør det så ondt, når en af de to personer søger at få dækket et eller flere af disse behov uden for parforholdets rammer. Fordi det er identiteten, den fælles og den enkeltes, der bliver slået skår i. Og når man forsøger at klinke skårene i denne ulykke, popper den sort-hvide bibelske tilgang pludselig op og lukker ned for alt andet end fordelingen af skyld og skam.

I de mange henvendelser, jeg har fået i forbindelse med denne artikel, er der en sætning, der er gået igen:

Jeg vil gerne tale om, hvad jeg har været igennem, fordi jeg håber, det kan hjælpe andre.”

Det er blevet formuleret forskelligt, men budskabet er det samme:

Folk føler sig alene med deres oplevelser med utroskab. De mangler steder at gå hen med deres tanker og følelser, uanset hvilken rolle de spiller i. De vælger hemmeligholdelse frem for åbenhed, selv hvis de ikke er den skyldige” part så at sige, fordi stigmaet og fordømmelsen er så omfattende, at de ikke magter konsekvenserne.

Vi kan hurtigt blive enige om, at utroskab generelt gør langt mere skade end gavn. Men kan det nogensinde være af det gode, at mennesker på den måde bliver holdt i et emotionelt og eksistentielt kvælertag af vores samfundskultur og moralsk-etiske principper? Det er svært at svare et rungende ja til.

“Jeg var gift med en mand, som var mig utro gentagne gange. Jeg har aldrig forstået, hvordan man kan gøre det mod et andet menneske. Jeg prøvede på at tilgive, men svigtet, jeg oplevede, kom jeg aldrig over. Jeg kan forstå, at det kan ske, at man uforudset havner i nogle omstændigheder, hvor man kan have brug for bekræftelse eller spænding. Men det planlagte utroskab tror jeg aldrig, jeg kan forstå.” – Kajsa, 41 år


Når man får et indblik i, hvor mange forskellige veje ind og ud af utroskab folk har oplevet, er det ikke kun, som Perel skriver, et spørgsmål om at finde en ny tilgang, der kan bygge bro. Der er snarere behov for en hel motorvejsudfletning af den topkomplicerede amerikanske slags.

Tag Anja, der skrev til mig på sms. Anja er i halvtredserne og var i mange år gift med en mand, der var hende utro.

Det skete to gange. Den første gang afslørede jeg ham. Og den anden gang gik han selv til bekendelse, da det fik konsekvenser på hans arbejdsplads, som han ikke kunne skjule for mig. Han blev simpelthen fyret,” fortæller Anja.

Begge gange valgte hun ikke at forlade sin mand. I stedet gik de i terapi, og det blev en øjenåbner for Anja.

Det gik op for mig, at jeg faktisk selv havde svigtet ham i mange år. Jeg var ikke til stede i forholdet. Ikke seksuelt og ikke som partner. Jeg havde trukket mig væk fra ham. Det undskylder ikke, hvad han gjorde, og jeg kommer aldrig til at synes, at det var i orden, men det hjælper mig til at forstå det. Også at jeg havde min andel i årsagerne til, at det skete.”

En del af det kommer fra et dybere sted i Anja. I hendes familie er mænd deres koner utro. Hendes far var det, hendes bedstefar var det, og det, hun har taget med sig, er en grundlæggende opfattelse af, at det at blive bedraget har en form for selvfølgelighed over sig. Det ligger nærmest i mit dna”, siger hun.

Jeg har en dyb frygt for at blive svigtet. At jeg ikke er værd at holde på, og at det bare et spørgsmål om tid, før jeg bliver forladt. Og på en eller anden måde bliver det selvopfyldende.”

Anja og hendes mand er skilt i dag – fordi han endte med at forlade hende for en anden. Hun har en ny kæreste, og nu, hvor hun er blevet opmærksom på sin egen frygt og usikkerhed, ser hun det som en livslang proces at arbejde med den og ikke lade den ødelægge hendes forhold til andre.

Jeg er ikke et offer. Man har selv et ansvar for, hvad der sker med en – og der skal altså to til at danse tango.”

Anjas historie ville gøre Esther Perel glad. For Anja har gjort det, den amerikanske psykoterapeut fremhæver som det vigtigste overhovedet i den nye tilgang, hun anbefaler til utroskab:

Se på, hvad der virkelig er på spil, når ens partner har en affære. Kig bag om det seksuelle: Hvilke behov får den utro dækket i affæren? Og er det behov, som den anden faktisk kan – eller overhovedet ønsker – at dække? Hvis ikke, hvorfor? Og er det i virkeligheden der, der skal arbejdes mest?

Utroskaben er ikke ønskværdig, men når det sker, så brug den til at lære jer selv og hinanden at kende, siger Perel.

Jeg vil lige så lidt anbefale en affære, som jeg vil anbefale nogen at få cancer,” skriver hun. Men når det er sagt, så kan utroskab ifølge hende bringe nye erkendelser og positive ændringer med sig, på samme måde som en alvorlig sygdom kan det.

“Den mand, jeg nu har fundet, er desværre gift. Han er i gang med at blive skilt, men var det ikke, da vi mødte hinanden. Vi har aldrig fysisk været sammen, men rent psykisk har vi et forhold på fem år. Hans kone og børn ved ingenting, mens mine børn ved alt. Jeg har haft det forfærdeligt med, at han er gift. Jeg har altid fordømt kvinder og mænd, som var utro, og nu er jeg selv blevet en del af det på et psykisk plan. Jeg kan i hvert fald se hans kone i øjnene og sige, jeg aldrig har rørt hendes mand. Men om det egentlig vil betyde noget – tja, jeg tvivler.” – Tine, 40 år


Det måske mest kontroversielle i Esther Perels opgør med normerne omkring utroskab er hendes budskab om, at en affære ikke behøver at være enden på alt. Men hun ved fra sin praksis, at parforholdet ikke bare kan overleve utroskab. Det kan faktisk opleve en opblomstring. Men ikke hvis man holder fast i, at alt skal kunne blive som det var.

Esther Perel taler selv om, at hun nu er i sit fjerde ægteskab” – med den samme mand, som hun hele tiden har været gift med, Jack Saul, der er professor i folkesundhed ved Columbia University.

Dermed mener hun, at de store ændringer, vi gennemgår som personer og som par gennem livet, og de sår, vi får, og som vi pådrager hinanden, nødvendiggør, at forholdet også bliver et andet over tid. Og hvis det skal lykkes, må vi være klar til at revurdere det sammen, ærligt og grundigt, når det bliver tydeligt, at man er kørt skævt.

Perel anerkender, om noget, at det er svært at holde fast. Ofte er det sværere end at gå. Både på grund af de sår, der skal læges, og de hårde erkendelser, der skal til. Men også på grund af omgivelsernes reaktioner og det, Esther Perel kalder den nye skam”:

Fordi man i dag, ikke mindst som kvinde, ikke er bundet af praktiske omstændigheder i et ægteskab længere og har alle muligheder for at bryde ud af det, hvis partneren er utro, så forventes det også, at man gør det.

Hvis ikke, kan omverdens vrede og fordømmelse faktisk vende sig mod den forurettede part, og et image af svaghed og selvbedrag kan klæbe til én og støde folk fra én. Det ikoniske eksempel? Hillary Clinton. Der er ingen tvivl om, at det ud af de to Clinton-ægtefæller er hende, der i længden er endt med at blive straffet hårdest for hans udenomsægteskabelige affærer.

Den nye skam” har Karen prøvet, hvordan føles. Hun er i starten af halvtredserne, og hun fortæller mig, at hun har oplevet at blive sortlistet” af nære venner, fordi hun og hendes mand, Niels, havde valgt at blive sammen efter det kom frem, at han havde været hende utro. Ikke bare en, men flere gange og med flere forskellige kvinder gennem de sidste 15 år af deres ægteskab.

Jeg har altid været dybt forelsket i ham. Han er en pragtfuld mand, og vi er begge to udadvendte og sociale mennesker, der sagtens kunne få andre, hvis vi ville. Men jeg havde aldrig drømt om, at det kunne ske, at han var mig utro,” siger hun.

At det faktisk skete, var på alle måder et chok for hende. Men de har opsøgt terapeutisk hjælp og brugt mange kræfter på at bearbejde det, der er sket. For Karen mener, det er for dumt at lade sådan en ting ødelægge alt, hvis man stadig har noget godt sammen”.

Men jeg har mistet fire veninder på det. Det er rigtig svært for mig at forstå, at det skal være sådan. Men de kan ikke acceptere, at jeg stadig er sammen med ham,” fortæller hun.

Selv er hun fast besluttet på, at Niels’ utroskab ikke skal være enden på noget som helst, men begyndelsen på noget nyt. Et helt nyt forhold mellem de to mennesker, de er i dag. Inspirationen fra Perel er tydelig og ikke tilfældig: Et af de steder, Karen og Niels har søgt råd og vejledning, er den amerikanske psykoterapeut-stjernes TED Talks.

“Jeg var utro gennem tre år, og det var noget, jeg valgte at gøre for at kunne holde ud at være i mit eget liv. I dag kan jeg se, at jeg egentlig var meget ulykkelig dengang og har haft noget, der nok minder om en let depression. Jeg mener stadig ikke, utroskab er løsningen på noget som helst, og før jeg rendte ind i min utro-partner, var jeg fordømmende over for det. Men jeg har fået en anden forståelse for, hvad der kan føre til, at det sker. Og jeg er 100 procent overbevist om, at det dengang reddede mig fra at gå fuldstændig ned med flaget – og derfor fortryder jeg det ikke.” – Annelie, 43 år


For ja, Esther Perel virker’. Ikke kun i teorien, men også for rigtige mennesker med rigtige problemer. Hun vender gang på gang tingene, så nye rammer bliver tydelige.

Brikker, der har ligget og rodet mellem moralske principper og virkelighedens praksis, falder på plads. Hun prikker, hun borer, hun udlægger og åbner, så det, der først virker umuligt, bliver til muligheder.

Det er alt sammen godt. Altså oprigtigt godt. Men det er også en tilgang og en fortælling, der i Perels velskrevne, velovervejede, intelligente og ofte humoristiske prosa får en snert af at være en prædiken for de forreste rækker.

For dem af os, der har ressourcer og overskud til at arbejde med os selv og hinanden og finde en konstruktiv understrøm, uanset hvor svære tingene bliver.

Men hvad så med Simon, der ringede mig op?

Han er midt i trediverne og har en atypisk form af autisme. For ham er sociale relationer i forvejen vanskelige, og det er ikke blevet lettere af, at hans første kæreste overskred hans grænse for, hvad man kan tillade sig i et parforhold.

Hvordan definerer man utroskab?” siger han. For mig er det utroskab, hvis man for eksempel har en flirt, hvor man skriver sex-sms’er til andre. Og sådan et forhold opdagede jeg, at hun havde til en fyr, hun gik i klasse med.”

De afsluttede forholdet som rygende uvenner, og oplevelsen satte sig i Simon i form af frygt og mistro til kvinder. Da hans næste kæreste gik fra ham, tænkte han, at hun nok også havde bedraget ham med en anden mand. Han ved ikke, om det passer, men tanken om det plager ham stadig.

I dag kæmper han med at møde kvinder på en måde, som han er tryg ved. Det er svært. Han bor i en lille by, og datinglivets kødmarked, hvor man ser den ene om tirsdagen og den anden om fredagen, fungerer elendigt for ham.

Jeg kan slet ikke magte det følelsesmæssigt,” siger han.

Simon har opsøgt terapi og lægehjælp for at komme ud af sin onde cirkel. Men også – når det har været sværest – alkohol og prostituerede. Det var ikke godt for ham, siger han. Men jeg savnede bare virkelig kontakten og nærheden med en kvinde.”

Han er frustreret. Han føler ikke, der er en lydhørhed over for de problemstillinger, han står i, med det handicap og den baggrund, han har. Hverken i terapeutmiljøet, hvor han er blevet skuffet flere gange, eller blandt de mennesker, han betror sig til.

Det er meget: Ja ja, det var noget møg, men nu er det op på hesten, og der er flere sild i vandet og alt det. Men så enkelt er det bare ikke.”

“Jeg har aldrig oplevet noget, som var så smertefuldt som min eksmands utroskab, og lige efter det skete, kunne jeg kun sidestille det med, hvis mine børn døde. Min drøm og mit fundament forsvandt, og jeg måtte ændre fuldstændig på min livsopfattelse. Jeg har prøvet at se indad for at se, hvor jeg kunne have gjort noget anderledes, men har ikke fundet en forklaring.” – Kajsa, 41 år


Jeg frygter lidt, at Simon også hos Esther Perel ville opleve at løbe panden mod endnu en terapeut med en pæn hjemmeside, som ikke forstod hans særlige situation.

Men Simons fortælling har faktisk alligevel sin plads i den progressive helhed, der er Perels terapeutiske puslespil:

For Simon viser – side om side med Emilie, Karen, Anja og alle de andre pseudonymer i denne artikel – at utroskab er et langt mere komplekst fænomen, end den gængse fortælling om synd og skam for alle involverede parter afspejler.

Og at emnet fortjener en dybere, mere humanistisk og mere konstruktiv og tidssvarende forståelseramme. Dens konturer træder frem, så snart vi giver bare en lille bitte smule los for vores normativt principielle moralsk-etiske sutteklud.

Måske kan det faktisk redde nogle af de ægteskaber og parforhold, der fortjener det. Måske ikke. Men uanset om det kan, så er der meget at vinde for vores individuelle emotionelle velbefindende, hvis vi er villige til at se os selv og hinanden i øjnene, når samtalen om utroskab presser sig på.

Alle de medvirkende kilder i artiklen optræder efter eget ønske under pseudonym. Redaktion kender deres fulde identitet. Flere bidrag er desuden efter aftale med kilderne kortet ned, og detaljer er ændret af hensyn til genkendelighed.