Elleve hænder fløj i vejret, da TV 2-journalisten Cecilie Beck under den indledende partilederdebat den 7. maj spurgte, hvem den mest klimaambitiøse partileder var. Fra Liberal Alliance og Venstre til Alternativet og Enhedslisten mente man, at man var dem, der havde de største ambitioner, når det kom til det grønne. Kun Pernille Vermund fra Nye Borgerlige og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl lod armene hænge ned langs siden.

“Det er meget ærligt, det dér,” sagde Cecilie Beck.

Godt fire uger senere kunne en storsmilende Mette Frederiksen på valgaftenen glæde sig over det, hun kaldte “det første klimavalg i danmarkshistorien”. Et valg, som hun og Socialdemokratiet havde vundet. Og det var et klimavalg. Ifølge en undersøgelse fra RUC’s Center for Undersøgende Journalistik var klima og miljø det enkeltstående emne, der fyldte allermest i valgkampen; en gennemgang af næsten 100 mediers valgkampsstof viste, at 23 procent af dækningen af den politiske substans handlede om klimapolitikken. Det var mere end nogen andre politikområder.

Og det gav jo mening. Der skete en hel masse på klimaområdet i året op til folketingsvalget. I maj 2018 besluttede 301 danske forskere under stor ståhej at lave et klimaopråb på forsiden af Politiken for at “ruske op i den danske klimadebat”, derefter fik vi den solrigeste sommer i dansk vejrhistorie, og så besluttede en svensk teenager at sætte sig foran Riksdagen og “skolstrejk för klimatet”. Og det er bare et lille udpluk. I januar i år blev der på under to uger indsamlet de påkrævede 50.000 underskrifter til borgerforslaget om en klimalov, der betød, at det skulle behandles i folketingssalen. Og på trods af at politikerne i første hug forkastede forslaget, sidder alle Folketingets partier på nær Nye Borgerlige jo netop nu og forhandler om en klimalov.

Selv om det er gået ufatteligt stærkt, er udviklingen i danskernes holdning til klimahandling umulig at overse. I august sidste år lavede den grønne tænketank Concito en særkørsel for Politiken, der viste, at andelen af de 18-29-årige danskere, der mener, at de globale klimaforandringer er et meget alvorligt problem, steg fra cirka halvdelen i 2016 til over 70 procent i 2018. Og det er ikke kun blandt de unge, at der er sket et holdningsskred. En Norstat-måling udført for Altinget og Jyllands-Posten tidligere i år viste, at mens det var under en fjerdedel, der i 2017 vægtede klima og miljø som et af de tre vigtigste politikområder, gælder det i dag for næsten halvdelen af danskerne. Mens spritnye tal fra Eurobarometer viser, at 47 procent af den danske befolkning betragter klimaforandringerne som det alvorligste problem, verden lige nu står over for. Det er en andel, der er over dobbelt så stor som gennemsnittet i EU (23 procent) og kun overgået af svenskerne.

Og så er vi tilbage ved de 11 højtstrakte hænder. Inden valgudskrivelsen var det nemlig kun Alternativet og Enhedslisten, der havde det som målsætning, at Danmarks udledning af drivhusgasser inden 2030 skal reduceres med 70 procent i forhold til udledningsniveauet i 1990. Under valgkampen købte De Radikale og SF sig ind på idéen, Socialdemokratiet hoppede med på vognen i forbindelse med regeringsdannelsen, og siden har alle oppositionspartierne – på nær Nye Borgerlige – tilsluttet sig 70-procentsmålsætningen. Og med en bred enighed hen over den politiske midte, så kan det jo se ud, som om alt er i den skønneste orden.

Men det er kun ved første øjekast. I september viste en stor undersøgelse foretaget af valgforsker Jørgen Goul Andersen for Mandag Morgen nemlig, at danskerne med en væsentlig margin foretrækker en S-ledet regeringen, når det handler om at håndtere klimaproblemerne: 43 procent af vælgerne peger på en S-ledet regering som den bedste til jobbet mod de blot 13 procent, der hellere vil overlade det til en borgerlig regering at tage sig af klimaet. Og derfor pågår der i øjeblikket også en livlig diskussion af, hvad en borgerlig klimapolitik egentlig består i.

Det er en samtale, der rækker lige fra unge hoveder som August Stengaard fra Venstres Ungdom, der i august skrev i en kronik i Jyllands-Posten, at “der er brug for det virkningsfulde og realistiske borgerlige svar på en ambitiøs klimapolitik”, men samtidig stod fast på, at “man bør aldrig i klimaets navn iværksætte et initiativ, der begrænser borgernes suveræne selvbestemmelse over eget liv”, til de tunge drenge som Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, der i juni tilsvarende efterlyste “et offensivt borgerligt bud på, hvordan klimaudfordringen kan løses, uden at det ender i planøkonomi, skatteplyndring og sæk og akse”, og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der i Weekendavisen tilbage i september heppede på “en grøn omstilling uden løftede pegefingre”, fordi det handler om “den enkeltes frihed i dagligdagen”.

De borgerlige er ved at finde deres ben i klimadebatten, og nu får de gamle partier følgeskab af en politisk novice, der vil vende hele tænkningen om klima på den borgerlige fløj på hovedet. Grøn Kurs hedder partiet, der kalder sig borgerligt-liberalt, og som er bemærkelsesværdigt af den her grund: Klimaet, mener det unge parti, skal gå forud for alle andre politiske prioriteter, også hensynet til den økonomiske vækst. Alligevel kalder partiet sig borgerligt. Kan det hænge sammen?

Grøn Kurs melder sig på banen i en tid, hvor stemningen i den borgerlige lejr generelt er anspændt, hvad man kunne forvisse sig om allerede et halvt år efter TV 2’s partilederdebat på Hovedbanegården. Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund havde præsenteret deres nye politiske parti. Fremad har de kaldt det, og som en af fem mærkesager slår de to tidligere Liberal Alliance-profiler sig op på, at de vil tage klimaudfordringer alvorligt. Samme aften var der Debatten på DR2. Et program, der udviklede sig til at blive en slags idédebat – en intellektuel ordkamp – om, hvad det skal betyde at være liberal eller borgerlig i Danmark anno 2019. Venstremanden Jan E. Jørgensen summerede situationen ret præcist op i programmet, da han konstaterede, at “det ikke længere er nok at være antisocialist”. Snakken gik på uenighederne mellem et nationalkonservativt og et mere såkaldt værdiliberalt udsyn, som er det, der er afsættet for stiftelsen af Fremad. Det handler om udlændingepolitik og internationale konventioner, om forholdet til EU og FN, to forskellige afvejninger af, hvordan individets frihed bør vægtes i forhold til fællesskabets tryghed.

Men den borgerlige identitets-diskussion handler også om tilgangen til klimaet. Dilemmaet for de borgerliges klimapolitik ser groft sagt sådan ud: De mest effektive værktøjer til at tøjle udledningen af drivhusgasser indebærer regeringsindgreb, om det så er i form af øgede afgifter, beskatning, industriregulering eller omlægning af udledningstunge industrier. Den slags harmonerer umiddelbart temmelig dårligt med et politisk udgangspunkt, der går på at værne om individets frihed, nedsætte skatter og tilbagerulle afgifter. Så hvad stiller man op? Ja, ud over Fremad var det nye klima-borgerlige parti også inviteret til Debatten. Det var partilederen Jonas Holm, der førte ordet for partiet.

“Det er jo fint, at I er gået med på de der 70 procent, alle sammen, men vi skal jo se noget handling,” sagde Jonas Holm til sine borgerlige åndsfæller i DR-studiet. “Både Jakob Ellemann og Mette Frederiksen siger, at det ikke må koste noget. Men vi bliver nødt til at pege på nogle løsninger. Vi mener, at klimaafgifter, hvor forurenerne betaler, er det liberale svar. Vi er kompromisløst grønne.”

Jonas Holm lignede nu ikke én, der er kompromisløst grøn. Jonas Holm lignede én, der har brugt hele sit voksenliv iført samme velsiddende blazer, samme lyseblå skjorte med den øverste knap åben, som han nu havde på i tv-studiet. Uniformen for den arketypiske erhvervsmand i midten af 40’erne. Og det er også det, han er. Han er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har siden brugt tiden på at kravle op ad stigen i det private erhvervsliv. Efter i en årrække at have været økonomidirektør i en mindre tele-start-up arbejder Jonas Holm i dag som selvstændig konsulent med kunder som blandt andet TDC. Dagen efter hans debut i Debatten snakker vi i telefon.

“I erhvervslivet er det jo sådan, at man svarer på det, man bliver spurgt om. Så jeg skal lige lære det der med, at man bare skal blive ved med at snakke, og at man bare skal afbryde, hvis man vil sige noget,” siger Jonas Holm. “Men det var da sjovt.”

De seneste tal fra Indenrigsministeriet viser, at Jonas Holm og hans partifæller i begyndelsen af november havde samlet under 300 af de godt 20.000 vælgererklæringer, der skal til for at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget. Men grunden til, at jeg ringer til ham, handler nu ikke så meget om, hvorvidt Jonas Holms konkrete projekt kommer til at gøre sig gældende på Christiansborg, men snarere om at forstå de argumentrækker, der gør ham i stand til at koble en kompromisløst grøn afgiftspolitik med en grundlæggende liberal selvforståelse.

Første gang jeg hørte navnet Grøn Kurs, troede jeg, at det var en parodi på Stram Kurs. Det er det altså ikke. Men da jeg mødes med Jonas Holm på en café godt en uge efter hans tv-debut, fortæller han, at det stadig er et åbent spørgsmål, om de beholder partinavnet. “Det er nok fifty-fifty – det har både fordele og ulemper,” som han siger. Det er jo ikke meningen, at folk, der hører navnet, skal begynde at tænke på Rasmus Paludan, men på den anden side efterlader navnet ingen tvivl om, hvad det er, partiet prioriterer. Jonas Holm bestiller en lille fadøl – det er jo fredag. Plus fyraften. En lille fadøl.

Der lugter tungt af gløgg, og belysningen kommer hovedsageligt fra stearinlys indenfor på den tætpakkede café, hvor vi har fundet os et lille bord. Der er også et stearinlys imellem os. Jonas Holm har sin lyseblå skjorte på, men blazeren har han smidt. Nu, hvor han er ude af tv-virkelighedens hårde studielys, ser man et par klare, grønne øjne bag det tunge, sorte brillestel, en let vigende hårgrænse og grålige strejf i det mørke hår, der er redt bagover. Caféen, vi sidder på, ligger på Nørrebro i nærheden af, hvor Jonas Holm bor. Men han er nu ikke oprindeligt en nørrebrodreng.

Jonas Holm kommer ud af en akademikerfamilie fra Hellerup. Han blev sendt i privatskole og efterfølgende på Øregård Gymnasium ligesom prinserne – altså Frederik og Joachim – og da hans forældre første gang hørte om Jonas Holms dengang kommende hustru, var det til farens store overraskelse, at hun jo var socialdemokrat. Men det politiske har nu ikke på den måde været noget, der har ligget i kortene.

“Jeg har aldrig haft lyst til at gå ind i politik,” siger Jonas Holm. “I erhvervslivet er det sådan, at når man har et mål – at man vil sælge mere af et eller andet for eksempel – så arbejder man sammen for at opnå det. I politik er det sådan, at du hele tiden skal konkurrere med sidemanden. Det har jeg aldrig været tiltrukket af. På en arbejdsplads er det værste jo, når der går politik i den.”

Jonas Holm virker da heller ikke ellevild efter selv at blive karrierepolitiker. Han fortæller, at han håber på, at partiet kan tiltrække nogen til at stå i front, der er “mere karismatisk og har mere naturlige lederevner” end han selv. Og så siger han desuden, at det ville være lige så godt at få Jakob Ellemann-Jensen og Venstre til at overtage Grøn Kurs’ klimapolitik, som det ville være at få Grøn Kurs i Folketinget. Det vigtige er, at det borgerlige Danmark melder sig ind i klimakampen. Det vigtige er det grønne. Og Jonas Holm savnede en borgerlig-liberal stemme, der for alvor prioriterede klimapolitikken.

Uden at kunne pege på en enkelt situation fortæller han, hvordan det i forsommeren 2018 begyndte at gå op for ham, at klimakrisen var et langt, langt større problem end al den snak om indvandring – ja, det største simpelthen. Han var træt af, at udlændingespørgsmålet fyldte så meget i den offentlige debat. Og på den ene eller anden måde fik Holm gjort sig bemærket med sine synspunkter på Twitter i en sådan grad, at Clement Kjersgaard skrev til ham og spurgte, om ikke han ville skrive et debatindlæg til Kjersgaards magasin Ræson.

“Jeg har aldrig prøvet at skrive på den måde før. Så det var fedt at få så god respons,” siger Jonas Holm om modtagelsen af debutteksten, hvor han blandt andet skrev, at “det handler ikke om at male sit logo grønt, lette nogle elafgifter eller opstille ambitiøse 2050-mål. Vi skal fuldstændigt skifte gear, og vi skal gøre det allerede i den næste regeringsperiode.”

Da jeg spørger specifikt ind til partiets klimapolitik, lægger Jonas Holm ud med at snakke om, hvordan “det ideelle ville være, hvis man kunne tage den sorte vækst og gøre den til grøn vækst”. At flytte produktion og arbejdspladser til bæredygtige alternativer, der ikke belaster planeten, men at gøre det, uden at det får betydning for den samlede velstandsudvikling i samfundet. Og for så vidt adskiller det sig ikke fra det, man hører fra hans kolleger i blå blok. Men dér, hvor Grøn Kurs adskiller sig fra de øvrige borgerlige partier, er, når Jonas Holm står fast på, at “hvis man kommer i en situation, hvor man skal vælge mellem vækst, eller om vi skal lykkes med den grønne omstilling, så er det vigtigere for os, at vi når klimamålene”.

“Det er det vigtigste,” siger Jonas Holm.

Det har indtil videre været et ledigt standpunkt blandt de borgerlige, herunder også hos De Konservative, hvor partileder Søren Pape Poulsen har gjort det tydeligt, at 70-procentsreduktionsmålet ikke må gå ud over væksten og jobskabelsen. Sådan er det ikke hos Grøn Kurs. Når man kigger deres politiske program igennem, finder man forslag om indførsel af klimaregnskaber, CO2-budgetter og CO2-mærkning, en styrkelse af Klimarådet og oprettelsen af et grønt såkaldt superministerium, der skal “give Finansministeriet ligeværdigt modspil”. Og så skal der afsættes op mod 20 milliarder kroner om året til den grønne omstilling, kan man læse sig til. Umiddelbart lyder det lidt som et parti, vi allerede kender. Det lyder som Alternativet.

“Alternativet vil alt det rigtige,” siger Jonas Holm. “Men når det kommer til finansieringen, så er vi skeptiske.”

Konkret går Jonas Holms kritik på, at Alternativet foreslår at finansiere en del af den grønne omstilling ved at fremrykke pensionsbeskatningen. Det er nu ikke et uset politisk værktøj og er tidligere blevet brugt af både blå og røde regeringer, men Jonas Holm kalder idéen om fremrykket beskatning for “lånefinansiering, hvor pengene kommer til at mangle ude i fremtiden”, og i Grøn Kurs’ finansieringsplan findes pengene alene ved at indføre væsentlige afgifter på flytrafik, oksekød, cement og diesel, ved at hæve registreringsafgiften og cigaretpriserne og ved at indføre såkaldt roadpricing. “Økonomisk ansvarlighed,” kalder Jonas Holm det. Men finansieringsdelen er måske ikke det vigtigste – i hvert fald ikke det eneste – der adskiller Grøn Kurs fra Alternativet.

Grøn Kurs peger jo på Jakob Ellemann-Jensen som statsminister. De har en grundlæggende borgerlig-liberal selvforståelse, og øverst på listen over partiets pejlemærker står “den personlige frihed”. Og Jonas Holm fortæller, hvordan mange i hans omgangskreds aldrig kunne finde på at stemme på Alternativet, uanset hvor meget de går op i klimaspørgsmålet. “Det virker måske lidt for useriøst,” som han siger. Og det er måske ikke så underligt, når man tænker på, at det er de samme borgerligt sindede typer, der kan få selv en socialdemokratisk hustru lidt galt i halsen.

Men så er spørgsmålet selvfølgelig, hvordan Grøn Kurs lige passer ind i den borgerlige lejr. For når man kigger på den liste af afgiftsstigninger, som Grøn Kurs lægger op til for at ændre danskernes adfærd, så kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om det er særligt liberalt – indskrænker det ikke den enkeltes frihed?

For at få et principielt perspektiv på det spørgsmål ringer jeg til den amerikanske lobbyist Jerry Taylor. I 23 år arbejdede han for den ekstremt højreorienterede og enormt indflydelsesrige amerikanske tænketank Cato Institute grundlagt af den ene af de notoriske Koch-brødre, Charles Koch. Her var Taylor ansat til at armere klimaforandringsbenægterne med argumenter. Han turnerede den amerikanske hovedstad tynd med historier om, hvordan de potentielle konsekvenser ved den globale opvarmning var stærkt overdrevne, og at de økonomiske omkostninger ved at reducere udledningen af drivhusgasser ville være langt mere skadelige, end de fordele, der måtte være. Og han troede selv på, at det gav mening. Altså indtil han ikke gjorde længere. I 2014 sagde han sit job op og stiftede sin egen tænketank – The Niskanen Center – der fuldstændigt modsat Cato Institute forsøger at få republikanske kongresmedlemmer og meningsdannere til at tage klimatruslen alvorligt. Jerry Taylor er stadig ekstremt liberal, men har fuldstændigt skiftet side i klimaspørgsmålet.

Det første, Jerry Taylor fortæller mig over telefonen fra sit kontor i Washington, D.C., er, at det ikke altid har været sådan, at klimapolitikken er noget, som venstrefløjen har haft entydigt politisk emneejerskab over. I hvert fald ikke i Amerika. Frem til midten af 1990’erne fandtes der masser af konservative og højreorienterede, der omfavnede miljøbeskyttende tiltag og indgreb, der skulle reducere luftforureningen. Taylor fremhæver den prominente konservative intellektuelle William F. Buckley, som – da han stillede op til borgmesterposten i New York i 1965 – “lød som et medlem af Greenpeace”, og den toneangivende senator Barry Goldwater, der blandt andet var Republikanernes kandidat ved præsidentvalget i 1964, og som ifølge Taylor var grønnere end mange fra Demokraterne er i dag.

“Men fra midten af 1970’erne og frem, i takt med at Det Republikanske Parti i stigende grad blev bundet til erhvervslivets interesser, så blev det hele skrællet væk,” siger Jerry Taylor. “Så i dag er den grønne bevægelse og ethvert ønsket om klimahandling fast forankret i Det Demokratiske Parti.”

Man behøver blot kigge på Trump-regeringens beslutning om at udtræde af Paris-aftalen og sammenligne den med det meget omtalte forslag om en såkaldt Green New Deal, som en fløj i Det Demokratiske Parti turnerer med, for at fornemme kontrasten. Sådan har det som bekendt i nogen udstrækning også været herhjemme, og selv om Folketingets partier nu ser ud til at enes om, at en eller anden form klimahandling er nødvendig, så ser billedet noget anderledes ud, hvis man kigger ud i Europa. Her lader der nemlig præcis som i USA også til at være en stigende tendens mod politisk polarisering, når det kommer til klimaet.

I kølvandet på europaparlamentsvalget tilbage i maj, hvor mange nationalt orienterede højrefløjspartier vandt sæder i parlamentet, foretog den uafhængige tyske klimatænketank Adelphi en analyse af de 21 mest indflydelsesrige såkaldt “højrefløjspopulistiske partier” i Europa –  fra tyske AfD og britiske Ukip til Fidesz fra Ungarn, Lega fra Italien, græske Gyldent Daggry og Sverigedemokraterna – og gennemgik deres offentlige udtalelser, partiprogrammer og deres stemmeadfærd i parlamentet. Her fandt forskerne frem til, at to tredjedele af parlamentsmedlemmerne fra de undersøgte partier regelmæssigt stemte imod klima- og energipolitiske forslag, og at 7 af de 21 partier ligefrem benægtede klimaforandringerne, at de skulle være menneskeskabte, at de skulle have negative konsekvenser.

Men hvad er så de liberale argumenter for klimahandling? Ja, altså, Jerry Taylor, som bogstaveligt talt lever af at besvare det spørgsmål, siger, at han har to grundlæggende strategier, når han sætter sig ned og snakker med liberale og konservative åndsfæller, der er tøvende over for at gribe ind på klimaets vegne. Det første er det, han kalder “det stærkeste ideologiske argument”.

“Vi er enige om, at staten har et meget begrænset ansvar, der groft sagt er begrænset til beskyttelsen af individets liv, frihed og ejendom,” siger Jerry Taylor. “Godt så – klimaforandringer krænker alle de ting. De truer dit liv, din frihed og din ejendom. Det er statens opgave at beskytte dig og din ejendom mod enhver, der krænker den, og det gælder altså også folk i olie- og gasselskaber. Der er ingen undtagelser her, der tillader, at folk kan få lov til at ødelægge din ejendom uden kompensation, fordi du godt kan lide de produkter, de laver. Og hvis du siger, at det ikke er statens opgave at beskytte mod den her slags krænkelser, så er vi ikke længere libertære eller konservative – så er vi bare anarkister.”

Det var det ideologiske argument. Jerry Taylors anden strategi – ja, den er mere til maven. Det er en metafor, der for mange republikanere går rent hjem. Forestil dig, at der efter 11. september 2001 var tvivl om, hvorvidt Pakistan havde givet atomvåben til al-Qaeda. Selv om der bare er en lille – bare én eneste – procents sandsynlighed for dét, så skulle vi på den ene eller anden måde handle på det. Og det er det samme med klimaet. Uanset hvor lille du tror, chancen er for, at der rent faktisk sker noget katastrofalt, så er de potentielle omkostninger så enorme, at det ikke er noget, du kan tillade dig at ignorere.

“Det er konservativt og libertært at handle for klimaet,” siger Jerry Taylor. “Det er ikke et forræderi af dine principper, det er faktisk den bedste manifestation af dem. Og jeg ved, hvad jeg snakker om – hør, mand, jeg voksede op med Ayn Rand og Robert Nozick.”

Jonas Holm argumenterer også fra et principielt ideologisk udgangspunkt. Forsigtigt og uden at referere specifikt til nogen bestemt begynder han at snakke om dem, han kalder “udannede liberale”. Dem, som bare vil undgå eller vil af med skatter og afgifter af enhver art. Pointen er, at det at være liberal ikke bør handle om mængden af, men hvilke skatter eller afgifter man som liberal helst ser sig fri for.

Grøn Kurs tager specifikt udgangspunkt i den britiske moralfilosof John Stuart Mills berømte skadesprincip, der i al sin enkelhed går ud på, at det enkelte menneske har friheden til at gøre, hvad det vil, så længe det ikke skader andre. Det er nok en af de mest hyldede liberale definitioner af grænserne for individets frihed – og for Jonas Holm bliver skadesprincippet det direkte afsæt for et grundlæggende liberalt argument for at indføre omfattende klimaafgifter.

“For mig er det åbenlyst, at ‘de andre’, som Mill snakker om, også omfatter fremtidige generationer. Derfor går vi ind for princippet om, at forureneren betaler,” siger Jonas Holm.

Og det er altså ikke en sammenhæng, som Jonas Holm er den første til at opdage – heller ikke blandt tænkere til højre for midten. Den amerikanske filosof Robert Nozick, som Jerry Taylor snakkede om, og som næst efter Ayn Rand nok er den mest berømte ultraliberale tænker, definerede i sit hovedværk, Anarchy, State, and Utopia fra 1974, “forurening” som “dumpning af negative effekter på andre menneskers ejendom såsom deres huse, tøj og lunger, og på ikke-ejede ting, som folk drager fordel af, såsom en ren og smuk himmel” – og dermed i princippet en overskridelse af individets frihed.

Et par dage efter mødet med Jonas Holm ringer jeg til den svenske filosof fra Stockholms universitet Olle Torpman, der i 2016 skrev sin ph.d.-afhandling om klimaforandringerne og libertarianisme – liberalismens mere ekstreme fætter, der utvetydigt prioriterer maksimal individuel frihed og minimal statsmagt – hvori han argumenterer for, at libertarianismen filosofisk set faktisk giver anledning til, at klimaforandringer bør være af de få ting, som staten skal gøre alt, hvad den kan, for at minimere.

“Der er nogle, der har fremført idéen om, at vi ikke er moralsk forpligtede over for fremtidige generationer, fordi de ikke eksisterer endnu – og hvis man ikke eksisterer, så kan man heller ikke have rettigheder,” siger Olle Torpman. “Men det er en temmelig underlig holdning.”

Torpman tilbyder en metafor for at udstille, hvad han mener, er en absurditet: Lad os sige, at du har en kniv. Den må du jo bruge til, hvad du vil – så længe du ikke skader andre. For eksempel må du ikke kaste den efter nogen. Men forestil dig så, at du kunne kaste kniven så højt op i luften, at der ville gå 20 år, før den røg ned igen og ramte nogen i hovedet. Ville det gøre en forskel?

“Nej,” svarer Olle Torpman selv. “Det eneste, der betyder noget, er, om der eksisterer en kausalsammenhæng – og det ved vi, der gør mellem udledningen af drivhusgasser og negative konsekvenser for andre, herunder fremtidige, mennesker. Selv om det er komplekst og tydeligst ses på den lange bane, så er det grundlæggende en krænkelse af andre menneskers frihed.”

Principielt set kan man koge det ned til, at den, der forvolder skade, også bærer ansvaret for at kompensere for den skade, der er sket. Det kan umiddelbart lyde helt banalt, men det er det bare ikke. For hos den filosofiske skole, vi her har at gøre med, er det som bekendt individet, der er i centrum. Og derfor bliver spørgsmålet, om ikke den enkeltes individuelle bidrag til udledningen af drivhusgasser og dermed til klimaforandringerne er så lille, at det er på tærsklen til ubetydeligt. Giver det mening at sige, at den enkelte forvolder nogen skade?

“Hvis det russiske luftvåben krydser den svenske grænse med bare én meter, så er det jo nok. Det er en grænseoverskridelse, som vi ikke har tilladt,” siger Olle Torpman. “Pointen er, at individets frihed er ukrænkelig. Selv om vores individuelle påvirkninger af klimaet nok er små, så har de ikke desto mindre en effekt.”

Og Olle Torpman er nu optimistisk på klimaets vegne. Han fortæller om, hvordan de libertært orienterede tænkere og kolleger, han stødte på, da han begyndte at forske i feltet for ti år siden, alle som én afviste ambitiøs klimahandling, med henvisning til at det ville begrænse individets frihed. I dag er billedet et andet. Nu er flere begyndt at acceptere de liberale argumenter for drastisk klimahandling.

Efter Jonas Holms debut i Ræson tog det ene debatindlæg ligesom det næste. Og så begyndte han pludselig at blive opfordret til at tage skridtet fra debattør til politiker. Det var aldrig en overvejelse at træde ind i et etableret parti – så hvis det endelig var, måtte han starte sit eget. “Det var måske bare tre kommentarer på Twitter, der gjorde det,” siger han. Men det var nok til, at Jonas Holm testede vandene i sit netværk på LinkedIn. Og her var tilbagemeldingen positiv. Han fik samlet en lille kreds, der begyndte at udvikle det, der skulle blive til Grøn Kurs. En gruppe, der blandt andet tæller Nicolai Wichmann, der er direktør og partner i det kreative digitale bureau Frankly, som har kunder som Nordea Invest, Maersk og Aller. Og om flere af de andre siger Jonas, at “det er jo folk med gode karrierer, som ikke lige nu er interesseret i at komme frem og blive eksponeret.”

Den 29. juni i år blev Grøn Kurs så lanceret med en video af Jonas Holm foran sin Tesla, der var blevet malet lysegrøn og iført budskabet ”Grøn Kurs – Den grønneste bil er den elbil, du deler”. Du kan selvfølgelig leje bilen på lejmintesla.dk.

“Vi er alle sammen godt tilfredse rent økonomisk. Vi har tjent nok til, at vi sidder sikkert i det. Men det er virkeligt fedt at brænde for noget, der føles meningsfuldt. Sådan var det måske de første par år efter studiet, men siden da, så har arbejde jo ligesom været noget, man gør, fordi man skal tjene penge,” siger Jonas Holm om den lille gruppe, der stadig mødes hver fjortende dag og udvikler politik sammen. Ingen arbejder fuldtids på Grøn Kurs endnu. De betragter Grøn Kurs som en slags start-up-virksomhed: et projekt, der kan gøre en meningsfuld forskel, nu hvor de har tjent de penge, der skulle tjenes.