Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Sådan fik et jobcenter massevis af psykisk belastede, misbrugere og andre langvarigt ledige i job. (Hint: Det krævede tillid og et direkte nummer)

  • 28. november 2019
  • 18 min.
NY VEJTid og tillid var nøglen til, at så mange kom i job, siger Cecilia Kragh. Foto: Jonas Pryner for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Fortællingen om danske jobcentre handler ofte om labyrintiske processer, kuldsejlede indsatser og frustrerede borgere. Men der findes også en anden historie. Et nyt initiativ er lykkedes med at få langt over tusind langvarige kontanthjælpsmodtagere i job eller praktik – inklusive tidligere stofmisbrugere, alkoholikere og folk med alvorlige fysiske og psykiske problemer. Og mange af dem blev endda glade undervejs. Her fortæller Hakon Mosbech hvordan.

Du møder en vagt som det første, når du ankommer til jobcenteret. Derefter ser du de særlige åbne glasrum. Det er her, man holder samtaler med ledige, der kan blive voldsomme. For så kan vagten altid følge med gennem glasvæggen.

Det er en historie om jobcentre, vi har hørt før – om stressede og sygemeldte medarbejdere, der måtte beskytte sig med hemmeligt nummer og ingen Facebook-profil. Om frustrerede borgere, der forenede sig i såkaldte offer-grupper. Og i særlige tilfælde om kaffemaskiner, der blev fjernet, fordi kaffen kunne bruges som våben.

Cecilia Kragh kender godt den fortælling. Eller rettere: Hun kendte den. For for nylig skete der noget vildt, der ruskede op i de gammelkendte forestillinger.

Cecilia Kragh arbejder på et jobcenter i København. Og hun husker, hvor hektisk travlt det hele var for ikke så længe siden. Dengang – for to år siden – havde hun ansvar for hele 200 borgere. Med så mange, der skulle hjælpes i arbejde, var der ganske få minutter til at tale med hver enkelt. Cecilia kunne simpelthen ikke huske de fleste af de mennesker, hun skulle hjælpe.

Jeg kunne ikke genkende ret mange af mine borgere. Det indrømmer jeg gerne. Jeg måtte læse op på sagen, hvis en ringede og sagde sit navn,” siger hun i dag.

Det var frustrerende – ikke mindst for de ledige. Også fordi de ofte skiftede til en ny sagsbehandler på jobcenteret. Så skulle de måske fortælle deres historie forfra. Igen. På ganske få minutter.

Så tænker borgeren, om der er grund til at fortælle hele smøren. Hvis du ikke kommer næste gang, hvorfor så?’ Der er nok også mange informationer, der går tabt. Måske har du ikke mulighed for at vurdere en sag rigtigt, fordi du kun kender overfladen. Nogle gange er det, der fylder allermest hos folk, det, der gør allermest ondt. Men det er også det, der er sværest at fortælle. Så det får du først at vide efter tre-seks samtaler. Derfor går det tabt, hvis borgeren ser en ny hver gang,” siger Cecilia Kragh.

Og så var det, at folk blev frustrerede. Nogle resignerede, andre kogte over. Råbte ubehageligheder eller blev endda truende.

Der findes imidlertid også en helt anden historie. En historie om jobcenteret, der gik en ny vej – og fandt måder at overvinde problemerne og nå virkelig fremragende resultater. En historie om langvarigt ledige, man ellers kunne have opgivet – stofmisbrugere og psykisk syge – der lykkedes med at komme i job eller praktik. Om ansatte og borgere, der faktisk blev … glade.

De fleste var ret chokerede over, at det blev så godt,” siger Cecilia i dag.

Serie: Det virker

Historien her er en del af en ny serie om løsninger her på Zetland. Fordi verden ikke kun er de skandaler, konflikter og kastede kaffekopper, pressen elsker at skrive om – men også folk, der har fundet løsninger på små og store problemer.

Historien begynder på Jobcenter Lærkevej i Københavns Nordvestkvarter. Det er en stor, gul murstensbygning. En somalisk mand står og drikker øl lige udenfor. På en bænk ved indgangen sidder en ung fyr med hætte og ryger, mens han hører en Rasmus Paludan-video ud gennem mobilens højttaler. En kvinde på el-scooter ruller op mod døren.

Jeg møder jobrådgiver Cecilia Kragh indenfor. Hun er 33, smiler meget, virker måske lidt forsigtig, men hun ved alligevel godt, hvad hun vil. Hun er god til at lytte, kan man mærke. Da Cecilia voksede op i et boligkompleks i Odense, sad hun selv ofte på den anden side af bordet i kommunen. Hun skulle hjælpe sin mor, der var syg og ikke kunne arbejde.

Man var bare sindssygt frustreret for det meste, specielt som barn. For du kender jo ikke regler og love,” siger hun.

Erfaringen har givet hende en særlig forståelse, hun kan bruge i sit arbejde som jobrådgiver i dag. Hun ved, hvordan det er som udsat borger at møde kommunen.

Vi hører ofte om jobcentrene udefra. I dag fortæller vi historien indefra. Fra en af de medarbejdere, der var med til at lave en løsning, vi andre kan lære en del af – også selv om vi ikke lige har været tæt på et jobcenter.

Cecilia kan huske, da hun første gang hørte om den nye idé. Hun sad på kontoret, og en mail tikkede ind. Ville hun være med i et nyt forsøgsprojekt?

Jeg gik ned og snakkede med min leder. Jeg havde nogle spørgsmål: Hvad er det lige med det projekt? Der var opgaver, jeg ikke kendte. Hvad skal vi? Hvad går det ud på?”

Forsøgsprojektet hed Flere skal med. Kommuner rundt om i landet kunne søge om penge til at prøve en ny måde at få folk ud af kontanthjælp. Idéen udsprang af forskning i, hvad der rent faktisk virker bedst. At skabe en god, tillidsfuld relation mellem borger og jobrådgiver var altafgørende, viste flere undersøgelser. Lige så vigtigt var det at have en reel tro på, at det kunne lykkes at komme tilbage i arbejde efter mange år på forsørgelse.

Det lød jo tillokkende oplagt, men i realiteten kunne det ligne en umulig opgave. For dem, Cecilia og resten af holdet skulle hjælpe, havde alle været ledige i mange, mange år – mindst fem år på kontanthjælp. Jo længere du er væk fra arbejdsmarkedet, jo sværere er det typisk at komme tilbage. 65 procent havde fysiske udfordringer, næsten lige så mange havde psykiske problemer. 17 procent var aktive misbrugere. Det var, kan man sige, nogle af de mest udsatte mennesker, man kunne håbe på kunne komme i job. Det er en gruppe mennesker, der har fyldt meget i samfundsdebatten og de politiske reformer de seneste år.

Alle havde en lang historik uden for arbejdsmarked eller uddannelse. Og bare dét var en stor kløft, der fremprovokerer ret stor angst: Hvad er det for et arbejde? Hvad gør man? Kan jeg overhovedet finde ud af noget? Der var meget usikkerhed og uvidenhed. Tingene havde også ændret sig meget, siden de måske arbejdede. Stillinger fra dengang findes ikke mere,” siger Cecilia Kragh.

Ofte har de også en fysisk eller psykisk lidelse, der gør det svært at koncentrere sig eller fokusere på noget nyt. Højst sandsynligt har de haft en masse læge- eller hospitalstider eller en rigtig hård barndom, der også rumsterer – og muligvis også misbrug. Der er mange faktorer, der stikker til det her ukendte, så deres hjerner bliver totalt udfordret af den konstante angstfølelse: Hvad vil de der kommunemennesker nu have mig til?’ Hvad er det farlige, jeg nu skal?’”

Målet med indsatsen var ambitiøst. 40 procent af dem, der levede op til kravet om fem år i træk eller længere på kontanthjælp, skulle i arbejde eller praktik. Det var omkring 4.000 mennesker. Nogle boede endda på gaden, andre havde posttraumatisk stress, andre igen fængselsstraffe. Det var en svær opgave, ikke mindst her i København, hvor gruppen var langt større end andre steder i landet. Og man havde to år til at nå målet.

Jeg indrømmer gerne, da jeg fik mine sager og havde mødt folk nogle gange, at jeg tænkte: Hold da op! Jeg er ikke i tvivl om, at vi får nogle af dem ud, men 40 procent?’ Det var mange. Jeg var måske ikke pessimistisk, men skeptisk,” siger hun.

ANDEN SIDECecilia Kragh har selv prøvet at sidde på den anden side af bordet, da hun fra en ung alder hjalp sin syge mor i kontakten med kommunen: “Det har givet mig meget forståelse for folks frustration.” Foto: Jonas Pryner for Zetland

For at nå målet ville man prøve noget nyt. Hver jobrådgiver i projektet skulle hjælpe markant færre borgere end normalt. Det blev skåret fra 200 mennesker til 35. Samtidig skulle de ledige altid have den samme jobrådgiver, og de fik det direkte nummer til hende. Cecilia havde altså 35 mennesker, hun skulle hjælpe ud af kontanthjælp. Derfor fik hun ansvar for alt – finde arbejde, være en slags mentor, hjælpe med bolig, læge, misbrug; alle de mange opgaver, hvor ledige før var blevet sendt rundt i huset, fra medarbejder til medarbejder.

Så begyndte arbejdet. Og det stod hurtigt klart: Det var ikke nemt at vinde folks tillid. Cecilia kan for eksempel huske en ung angst kvinde, hun skulle prøve at hjælpe.

Hun var helt vildt bange,” husker Cecilia Kragh. Hele kroppen var bare fyldt med angst. Da hun kom herind første gang, kunne vi slet ikke have en rigtig samtale. Hun var her ikke mentalt, vi kom ingen vegne. Så ringede jeg til hende. Kunne vi snakke over telefonen?’ Det ville hun gerne. Nogle af de svære ting er nemmere at fortælle i telefonen, når man ikke kigger på nogen. Efter nogle samtaler i telefonen aftalte vi at gå ture sammen. Det havde jeg tid til nu. Så sad vi heller ikke over for hinanden ved bordet i kommunen. Vi var lidt mere lige.”

Men så begyndte der også at ske noget, godt nok i små skridt. Kvinden begyndte at åbne op. Hun havde mange ønsker både til behandling og praktik. Og efterhånden kunne de bevæge sig ind i kommunen, i et åbent lokale, hvor de kunne sidde i en sofa og tale sammen, uden det blev for seriøst eller alvorligt. Og til sidst var hun klar til også at åbne op om ting i et lukket rum – på et rigtigt kontor.

Men det tog lang tid – syv-otte måneder fra første gang vi mødtes, til vi kunne sætte os i et lokale og tale konstruktivt om, hvad der skulle ske. Men så havde hun stort set også fortalt hele sin livshistorie, og jeg havde fået indblik i, hvorfor ting var svære, og hvad hun kunne og ikke kunne,” siger Cecilia.

Det forløb var aldrig sket i det gamle system. Tiden havde ikke været der til så mange lange samtaler. Og slet ikke gåture og den slags. Den unge kvinde kunne også være røget rundt mellem flere sagsbehandlere.

Cecilia havde mange af den slags oplevelser i begyndelsen. Der skulle kæmpes for at vinde folks tillid. Det tog tid.

Men langsomt kunne Cecilia mærke, at folk begyndte at få tillid til hende. Forskningen er også ret tydelig her. Hver gang en borger oplever et skift – hun får en ny sagsbehandler – falder chancen for at få et job med omkring 20 procent. Men nu var det Cecilia, de talte med hver gang.

Næste skridt var nu at tage det store spring: at komme ud i en virksomhed. I praktik eller nogle timers arbejde. Det var et andet kardinalpunkt i projektet; mange erfaringer viser, at det er afgørende at komme ud i en virksomhed. Bare nogle timer. Hvis man altså overhovedet kan.

Den unge angste kvinde skulle nu, efter samtalerne i syv-otte måneder, ud i praktik. Det første sted var en butik, hun faktisk selv havde været med til at finde.

Det var en stor ting for hende. Men hun kunne hurtigt mærke, at det ikke var det rigtige. Der kunne jeg godt have været hård og sige: Giv det nu en chance.’ Men fordi vi havde haft så mange samtaler – så lang en indkøring – stolede jeg på hende. Fint,’ sagde jeg. Så stopper vi den praktik med det samme.’ Det gav meget til vores forhold, at jeg ikke satte vores måltal først, men hvad hun følte i den praktik. Det gjorde, at hun havde gejst til at prøve noget andet. Og vi fandt en anden praktik,” siger Cecilia.

Det var så heller ikke det rigtige.”

Cecilia begyndte at tvivle lidt på, om det overhovedet kunne lykkes at få kvinden i praktik. Samtidig fik hun og de andre i forsøgsprojektet løbende tilbagemeldinger: Hvordan gik det med at nå målet om de 40 procent? Beskeden var klar: De var et godt stykke bagefter.

Jeg tror allerede første gang, vi fik tal for, hvor vi lå i forhold til målet, var vi lidt bagud. Det var også lidt forventet. I rigtig lang tid var vi bagud. Ikke voldsomt, men der var plads til forbedring. Der kom ikke rigtig nogen i job eller praktik det første lange stykke tid,” siger hun.

Der dukkede også kritik af forsøget op. Nogle af de ledige følte sig alt for pressede. Der var eksempler på folk, der reelt ikke var klar til at arbejde – en var for eksempel syg af kræft – som man alligevel havde forsøgt at få i praktik. Det blev lavet om, men der skete fejl undervejs. Der var for eksempel også kommet hjemløse narkomaner med i gruppen, som tydeligvis ikke var klar til hverken job eller praktik.

Og samtidig var man altså langt fra målet. Den unge kvinde, Cecilia skulle hjælpe, havde været igennem syv-otte måneders samtaler og gåture. Nu havde de prøvet to forskellige praktikker – og begge gange sagde hun: Nej, det er ikke noget for mig.”

Jeg kunne godt tænke undervejs: Kan hun det ikke, eller er det bare noget, hun ikke har lyst til?”

Her kunne Cecilia godt have sat foden ned. Kørte den unge kvinde rundt med hende? I det normale system ville hun måske have presset hende til at blive i en af praktikkerne. Men hun blev ved med at have tillid til hende. Ikke mindst fordi de efterhånden kendte hinanden så godt.

Jeg kunne sagtens have været: Okay, nu var det andet forsøg. Er det en strategi eller oprigtigt? Men det føltes rigtigt, så jeg gav hende tillid til at prøve noget andet. Og tredje gang var lykkens gang.”

For pludselig skete der noget. Cecilia og den unge kvinde fandt et nyt praktiksted – et værksted – og nu faldt brikkerne på plads. Her kunne hun græde, hvis hun havde en dårlig dag. Her var ikke så mange dikkedarer. Ingen uniformer eller facader. Morgenhår var okay. Hun kunne være sig selv. Det var afgørende.

Vi fandt et sted, hvor hun kunne være helt nede på jorden, tage få timer om ugen og få lov at blomstre. Kalde en spade en spade. De folk var så rummelige. Og hun endte efterhånden på 30 timer. Det var rørende. Og bagefter ville de gerne ansætte hende, hvis vi bevilgede et kørekort. Hun havde julelys i øjnene. Der er rent faktisk en virksomhed, der vil ansætte mig?’ Det havde hun ikke turdet håbe på.”

Og rundtomkring begyndte det samme mønster at udspille sig: Folk, der havde haft store problemer, kom i praktik og en del også i almindelige jobs. Al den tid, de havde brugt, og alle de samtaler, de havde været igennem, begyndte pludselig at bære frugt. Det havde taget mange måneder, men der var nu etableret nok tillid og tro på succes. Og de havde haft tiden til at finde lige præcis det rigtige sted til hver enkelt.

Cecilia havde folk, der var kommet ud af heroinmisbrug og stadig var på metadon. De kom i arbejde. (De skulle bare ikke møde for tidligt). Alkoholikere lykkedes med at trappe ned for øllerne og op for timerne på et nyt job. En ung mand med voldsdomme på straffeattesten og en psykisk diagnose endte i job på et fritidshjem. En anden mand drømte om at blive rapper. Han endte i et rengøringsjob – i et musikstudie.

Der var også dem, hvor det viste sig umuligt at arbejde. De kom så til gengæld fra den midlertidige kontanthjælp over til en permanent førtidspension. Og det var faktisk også et fremskridt, siger Cecilia.

Det var også en succes. For det var, hvad de havde ret til. De skulle ikke i arbejde eller uddannelse, de skulle den vej. Du skal ikke hele tiden ind hos os og snakke om, hvad du skal om fem år, hvis du har uhelbredelig kræft eller en psykisk lidelse, du ikke kan komme ud af. Så skal du slippe for nogle stressfaktorer, og vi er en af dem. Så når du er færdigbehandlet og udredt, skal du have lov til at få den fred og livskvalitet, du kan opnå,” siger hun.

Men mest af alt var der masser af solstrålehistorier om folk med hårde liv og tunge problemer, der alligevel var kommet videre – i praktik eller arbejde. En kvinde, der led af posttraumatisk stress-syndrom – PTSD – gjorde indtryk på Cecilia. Kvinden var flygtet fra krig og havde oplevet forfærdelige ting.

Hun havde et kæmpe ønske om natarbejde. For hun havde så voldsom PTSD, at hun ikke kunne sove om natten. Men jeg tænkte: Fodrer jeg nu hendes PTSD, hvis jeg efterkommer det ønske – eller er det faktisk en god idé?”

Cecilia brugte nu lang tid på at tale med specialister i posttraumatisk stress. Og lige så stille kunne de bevæge sig tættere på en praktik, der gav mening.

Hun havde stort gåpåmod. Lidelsen skal ikke ødelægge mit liv,’ sagde hun. Hun havde oplevet krig som barn og set rigtig mange ubehageligheder, både under selve krigen og ved at flygte derfra. Men det havde ikke taget modet fra hende. Hun ville så gerne. Så vi gav alt muligt et forsøg. Vi prøvede også praktik i dagtimerne. Det var så ikke optimalt, fandt vi ud af.”

Så begyndte de at lede efter natarbejde. For hvis hun alligevel ikke kunne sove om natten, kunne hun måske arbejde der? Og de fandt et arbejde med post og pakker, som kvinden forsøgte.

Det var drømmejobbet, og nu er hun faktisk ansat. Hun er lige nået op på at være selvforsørgende – omkring 30 timer. Så vi slap hende herude for et halvt år siden. Men hun har stadig brug for lige en gang imellem at ringe og høre, hvordan det går. Det får hun så lov til. Det er jo hyggeligt nok.”

MIXCecilia Kragh har haft en del forskellige jobs: account manager i telebranchen, støttepædagog for en dreng i folkeskolen med flere diagnoser og frivillig hjælper for folk med spiseforstyrrelse. Foto: Jonas Pryner for Zetland

Snart nærmede tiden sig, hvor projektet skulle stå sin prøve. Havde Cecilia og hendes kolleger nået målet om de 40 procent i praktik eller arbejde? Nåede de målet, ville det udløse vigtige penge – måske også til at køre videre med den nye tilgang. Men det krævede jo, at den nye vej faktisk virkede. Gjorde den overhovedet det?

Nogle dage før afgørelsens time opdagede Cecilia noget interessant.

Et par dage inden deadline gik jeg fordi lederens kontor. Og alle lederne stod og highfivede hinanden. De så rigtig glade ud. Okay, betyder det noget?’ Så gik der et par dage, og vi blev indkaldt til møde. Jeg kunne godt se på folks humør, at det var gået godt. Men jeg vidste ikke, det var gået godt.”

Nede i kantinen fortalte lederne, at de ikke havde nået 40 procent. De var nået over mål. De tre måneder op til deadline havde mellem 43 og 46 procent været i arbejde eller praktik – 1.700 personer i den bedste måned. Det var uden tvivl bedre, end hvordan det normalt gik med at få folk i gang.

Det, der havde lignet en umulig opgave, var lykkedes. Folk, der i årevis havde været uden job – folk med misbrug og PTSD, voldsdomme og angst – var kommet i gang. Mange, som selv havde givet op – eller som systemet havde opgivet – havde fået det markant bedre.

Alle var skideglade. Og de fleste var ret chokerede over, at det blev så godt. Vi havde måske forventet, vi kunne nå målet, men ikke nå så meget over mål,” siger Cecilia.

Det viste sig senere, at det ikke bare var de ansatte på jobcenteret, der var glade. Det var borgerne også. En uafhængig evaluering fra professionshøjskolen Metropol viste, at 19 ud af 20 var blevet glade eller meget glade for deres sagsbehandler. Det var markant. Mange var gået fra et overvejende negativt indtryk af den tidligere sagsbehandler til et positivt nu.

Jo, der var også eksempler på kritik – at praktikken ikke var den rigtige, for meget pres – men det dominerende billede var usædvanlig lyst. Borgerne roste især, at jobrådgiverne virkelig lyttede og var tilgængelige.

Og det, siger Cecilia, var nok også det afgørende. Der var tid. Der var det direkte nummer. Der var den samme jobrådgiver til de samme mennesker. Der var massiv efteruddannelse, så Cecilia og de andre kunne hjælpe med så meget forskelligt – og ikke skulle sende folk rundt i huset. Der var troen på, at det kunne lade sig gøre. Og der var, først og fremmest, opbygningen af tillid.

Det handler om tillid. At vi lærer dem at kende, så vi kan tro på, at det kan lykkes – men også så de kan tro på, det kan lykkes. Så vi arbejder sammen, ikke arbejder imod hinanden. Så kommunen ikke bare peger dig et sted hen, men faktisk vil hjælpe dig, fordi vi vil det samme sted hen. Hvis ikke vi havde haft tiden til det, kunne vi ikke have nået de resultater, vi gjorde. Det var alfa og omega,” siger Cecilia.

På jobcenteret byggede en medarbejder et skilt af blinkende lamper hjemme i sin garage. 40 % lyste det. De fejrede resultatet med festmiddag og gruppefoto. Cecilia nåede kun velkomstdrinken – hun skulle hjem til syge børn.

Så jeg måtte køre. Sådan er det en gang imellem, når man har børn. Men ja, det var da lidt noget lort,” griner hun.

Men generelt er Cecilia glad og stolt over, hvad hun og resten af holdet har gjort. Selv om projektet egentlig er slut, har de indtil videre fået lov at arbejde videre med den nye tilgang. Flere skal med har også kørt godt i andre kommuner rundt om i landet. Og nu søger man, også i København, penge til at brede indsatsen ud.

Cecilia siger, hun har lært flere ting. Hun har lært, at mennesker kan langt mere, end vi måske tror. Hun har lært, at mange af vores stereotyper om, hvad folk kan, ikke behøver at holde. Hvis bare man tror på dem – og giver dem tid.

Vi skal klart have jordet nogle af de fordomme til bunds. Dem er der mange af. Om alt det, nogle folk ikke kan gøre. Men en person behøver ikke kunne flydende dansk for at klare svære opgaver eller have begge arme og ben eller være 100 procent clean eller ikke være psykisk påvirket af en lidelse. Så længe vi sammen finder ud af, hvordan han eller hun fungerer i forskellige situationer. Det kan bare være, det tager noget tid,” siger Cecilia.

Men det kan godt lade sig gøre.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: