Skjulte penge bliver kaldt en sort plet på dansk politik. Sådan her vil de klogeste hoveder rydde op

“PINLIGT”Danmarks regler for penge i politik er lukkede og fodslæbende, siger eksperter. Illustration: Hannah Perry for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Danmark halter efter mange lande, når det gælder åbenhed om penge i politik. Nye sager om skjulte penge rejser igen spørgsmålet: Hvorfor strømmer millioner af anonyme kroner stadig gennem dansk politik? Landets fremmeste eksperter har et bud på en løsning. Spørgsmålet er, om politikerne vil lytte.

For nylig skete det igen: En vigtig politiker blev anklaget for at have fået hemmelige penge – i strid med reglerne.

Denne gang var det Venstres politiske ordfører, Britt Bager, der var i vælten.

Bager havde fået 100.000 kroner fra én ukendt person. Så stort et beløb kan egentlig ikke gives anonymt, men vedkommende havde givet pengene i fem portioner ved at kanalisere dem gennem fem forskellige selskaber. Derfor kunne Bager holde hemmeligt, hvem giveren var. Kort efter afslørede Politiken så, at også Venstres Marcus Knuth på samme måde havde fået penge anonymt, fordi en person havde givet dem gennem forskellige selskaber.

Det er i strid med lovens ånd og formål,” siger juraprofessor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet, en af landets førende eksperter i partistøtte.

Men det er ikke direkte ulovligt at holde giveren hemmelig, når pengene kommer gennem fem selskaber, lød det fra indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der administrerer reglerne. Det samme sagde Britt Bager selv. (Det er ikke lykkedes at få et interview med hende eller indenrigsministeren).

Men det er simpelthen ikke korrekt, lyder det fra flere juraprofessorer. Det er faktisk ulovligt at få så mange penge fra samme person i hemmelighed, selv om pengene strømmer gennem forskellige selskaber.

Det svarer til at give pengene i fem forskellige kuverter med hver sit grønne cykelbud. Så kan man ikke hemmeligholde giveren. Det er altså ikke lovligt,” siger Morten Broberg, juraprofessor ved Københavns Universitet.

Forvirret? Det var Enhedslistens Eva Flyvholm i hvert fald. Hun og en partifælle politianmeldte de to Venstre-politikere for at få en domstols afgørelse af, om det var lovligt at modtage pengene.

Når vi ser sådan et stort smuthul, bliver vi nødt til at få afklaret, om det reelt er lovligt eller ej,” siger hun.

Der står sagerne nu – og de er jo interessante nok i sig selv. Men det virkelig væsentlige er det store billede.

Eksemplerne er nemlig blot de seneste i en meget, meget lang række af lignende afsløringer af skjulte penge til politikere givet i strid med reglerne.

Der var forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der til en tidligere valgkamp modtog et sekscifret beløb fra en erhvervsklub uden at opgive det til myndighederne. Der var den socialdemokratiske borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen, der fik penge fra erhvervsledere uden at oplyse det. Der var fiskeriminister Eva Kjer Hansen, der ikke fortalte om penge, hun fik fra en erhvervsklub, der tilbød VIP-adgang til at møde hende. Der har været sager om fagbevægelsen og Søren Pind og Kristian Jensen og Karen Ellemann og … Den undersøgende journalistiske bog Skjulte penge bugner med disse og mange andre eksempler.

Bogen beskriver også, hvordan firmaet FK Distribution gav penge til en stribe politikere. Samme politikere stillede over 100 spørgsmål til den daværende transportminister – spørgsmål, firmaet kunne have en interesse i.

Men igen: Eksemplerne er måske spændende nok i sig selv, men det virkelig væsentlige er det større billede.

Det helt afgørende problem er nemlig ikke sagerne. Problemet er reglerne i sig selv. Ifølge alt fra landets førende eksperter til internationale antikorruptionsorganer er Danmark nærmest et uland, når det gælder loven om pengestrømme til vores politikere. Vores regler om åbenhed halter milevidt efter andre nordiske eller europæiske lande – ja selv efter USA.

Jeg kender ikke til nogen andre lande, der har regler på området, som er så lukkede som i Danmark, når det gælder størrelsen på beløbet,” siger Jørgen Albæk Jensen, partistøtte-eksperten fra Aarhus Universitet.

Det er da lidt pinligt.”

Reglerne for partistøtte i Danmark er enkle nok.

Privatpersoner, virksomheder eller fagforeninger kan støtte en politiker anonymt, når beløbet er under 20.900 kroner. Giver de flere penge, kan deres navn ikke hemmeligholdes. Men: Der er ingen krav om at fortælle, hvor meget de giver en politiker. Offentligheden kan således godt se, at Mærsk støttede et parti med mere end 20.900 kroner – men vi ved ikke, om beløbet var 21.000 eller 5 millioner kroner.

Endelig kan man også donere penge anonymt til politikerne gennem partiernes erhvervsklubber, der er skudt op de seneste år. Det er klubber, hvor folk anonymt kan donere penge til politikere – ofte koblet med muligheden for at møde prominente folkevalgte. Både Venstre, Socialdemokraterne, Konservative og Liberal Alliance har pengeklubber, som de kaldes – ligesom nogle politikere har lavet deres egne klubber.

De danske regler er markant forskellige fra andre lande – også dem, vi plejer at sammenligne os med. I andre lande kræver loven, at politiske donorer oplyser, hvor meget de giver – når det kommer over en bagatelgrænse (de 20.900 kroner herhjemme).

Det handler om, hvorvidt man køber sig til indflydelse. Der er grænser for, hvor meget indflydelse 22.000 kroner kan give, men 5 millioner vejer nok tungere. Men vi har ingen mulighed for at se det,” siger Jørgen Albæk Jensen.

Det drejer sig altså om transparens. Om det er synligt for vælgerne, hvor politikere får deres penge fra – og i hvilken størrelsesorden. Så vælgerne selv kan se på den førte politik og på pengestrømmene og vurdere, om det er i orden.

Og det kan jo sagtens være i orden,” siger lektor Karina Kosiara-Pedersen fra Københavns Universitet, også ekspert i partistøtte. Men så er der i det mindste gennemsigtighed, så du og jeg selv kan vurdere, om der er en sammenhæng mellem, hvem man modtager bidrag fra, og den politik, man fører.”

Det er den mangel på åbenhed, der igen og igen har fremkaldt kritik af ellers meget lidt korrupte Danmark fra Europarådets antikorruptionsenhed Greco.

Skuffende,” lød det sidste år.

Eller som Transparency International har kaldt reglerne: en stor, sort plet.

Bonusinfo. Mærsk har selv oplyst, at man i 2015 gav fire millioner kroner til Venstre, Radikale, Konservative, DF og Liberal Alliance.
Kilde: Information.

Kigger man på troværdighed og politik, møder man et slående paradoks. På den ene side scorer vores opbakning til demokratiet stadig tårnhøjt. På den anden side rangerer vi igen og igen politikerne blandt de mindst troværdige i samfundet. Vi tror altså på systemet, men tilliden er styrtdykket til dets fremmeste repræsentanter – de folkevalgte.

Hvorfor?

Der er ikke forskning, der etablerer en klar forbindelse mellem de kritiserede danske partistøtteregler og politikernes lave troværdighed. Ikke mindst fordi det er meget svært at undersøge videnskabeligt, om den ene ting fører til den anden. Men der er undersøgelser, der viser, hvad der skaber lav tillid til politikerne. Alt fra populisme, løftebrud og hård debattone kan spille en rolle – og det samme kan korruption eller favorisering af særinteresser. Det er i det felt, partistøttesagerne bevæger sig.

Lige nu forsker professor Michael Baggesen Klitgaard på Syddansk Universitet i, om magtfulde, pengestærke særinteresser formår at få deres ønsker igennem politisk på konkrete områder. Forskningen er stadig i gang, men noget tyder på, at det er tilfældet på visse områder.

På europæisk plan har flere store undersøgelser vist, at penge formår at påvirke politiske beslutninger. Især skjulte penge fra udenlandske grupper – for eksempel fra Rusland – er blevet kritiseret. I USA, hvor penge spiller en helt afgørende rolle i politik, er donor-gruppers indflydelse på konkret politik igen og igen blevet påvist. For nylig udgav landets tidligere centralbankchef, den legendariske Paul Volcker, sine erindringer, hvor han analyserede de største samfundsproblemer. Det største af dem alle ifølge Volcker? Penge i politik.

Det er vigtigt at sige, at Danmark generelt ikke er tynget af korruption, tværtimod. Vi er en international succeshistorie på den front. Men strømmen af sager om skjulte penge og de lukkede regler skaber en mistanke om, at der foregår urent spil i mørket, påpeger Karina Kosiara-Pedersen.

Jeg ville ønske, vi kunne komme et sted hen, hvor det ikke var odiøst at give økonomiske bidrag til politikere. Det er det ikke som udgangspunkt. Økonomisk støtte kan også være en form for politisk deltagelse. Og jeg tror ikke på, at danske politikere er korrupte. Men partierne bidrager til, at det hele virker odiøst, når de forsøger at skjule beløb og holder fast i de lukkede regler. Hvorfor ikke bare mane spekulationerne til jorden og få tingene frem i lyset?” siger hun.

AFVISNING“Jeg har fulgt de gældende regler,” skriver Britt Bager til Altinget om de 100.000 anonyme kroner, som en person har givet til hende gennem fem forskellige selskaber. Hun mener ikke – ligesom Indenrigsministeriet – at den praksis er i strid med loven. Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix

Man hører tit, at pengene i politik herhjemme er små – ikke mindst sammenlignet med USA. Det er rigtigt.

Men det er også rigtigt, at der er flere penge i dansk politik end nogensinde før. Pengestrømmen til partierne er generelt vokset fra valg til valg, og samlet tjener partierne flere penge år for år. Det skyldes især øget offentlig partistøtte, men donationer fra privatpersoner, virksomheder og organisationer skæpper også i. Danske partier slog i 2017 rekord for et ikke-valgår – indtjeningen lød på 349 millioner kroner. Der findes ikke regnskaber for partierne, der går længere frem, men partistøtteeksperterne er overbeviste om, at 2019 bliver det dyreste valg nogensinde.

Opgørelser viser også, at der er kommet langt flere donorgrupper end tidligere – altså ikke interesseorganisationer, der repræsenterer en masse medlemmer, men mindre grupper, der kæmper for en særlig sag og giver penge for at fremme den.

Endelig er der ret markant forskel på, hvem der får flest penge udefra. Topscorerne er Venstre og Konservative med cirka 20 millioner kroner hver i 2015. Socialdemokraterne fik 11 millioner kroner. Og allernederst ligger Dansk Folkeparti med knap 2 millioner kroner.

Der findes et argument blandt nogle partier og eksperter om, at den skævhed er problematisk. Partier har mulighed for at føre en bedre valgkamp – købe flere annoncer, have flere ansatte, lave mere sofistikeret dataanalyse på sociale medier – hvis de har flere penge.

For at udjævne de forskelle får partierne også offentlig større. (Støtten blev i øvrigt hævet for få år siden med ret markante 40 procent, så den stiger med 52 millioner kroner hvert år).

Støtten udgør den vigtigste indtægt for partierne. Alligevel argumenterer nogle partier for, at private donationer helt skal forbydes. Men det finder ikke opbakning blandt de partistøtteeksperter, jeg har talt med her. Et forbud vil altid kunne omgås, siger de. Og der findes også legitime demokratiske argumenter for at kunne støtte politik økonomisk. Det er, som Karina Kosiara-Pedersen sagde, også en form for deltagelse. Også anonymt. Bare det sker under en rimelig lav bagatelgrænse.

Så hvad vil de klogeste hoveder på området egentlig?

Det ved vi faktisk ret præcist. De sad nemlig, for få år siden, i et regeringsnedsat udvalg og anbefalede helt konkret, hvordan Danmark kan få regler, der ikke længere er en sort plet.

Problemet var bare: Politikerne, der selv havde nedsat udvalget, lyttede ikke.

Bonusinfo. En aktindsigt fra Berlingske viser, at det strømmer ind med millioner af tilsyneladende anonyme kroner til danske politikere – men at politikerne ofte kender de “anonyme” donorer. Det er i strid med loven.

Vi skal tilbage til 2014, under Thorning-regeringen. Også dengang var der kritik af partistøttereglerne (det har stået på i mange år), men nu skete der faktisk noget. Den daværende regering nedsatte et udvalg, der skulle kigge på loven og anbefale en forbedring.

I udvalget sad Jørgen Albæk Jensen og Karina Kosiara-Pedersen, som vi har mødt her i artiklen, sammen med et tredje medlem, tidligere departementschef Bo Smith.

Efter måneders arbejde kom udvalget i foråret 2015 med en række anbefalinger. Vægten lå på tre hovedanbefalinger:

  1. Åbenhed om støtte på over 20.000 kroner til politikere skulle ikke længere begrænses til at gælde folketingspolitikere. Det skulle også gælde byrådspolitikere.
  2. Partierne måtte ikke længere holde donationer hemmelige ved at køre dem igennem deres erhvervsklubber.
  3. Ved donationer på over 20.000 kroner skulle selve beløbets størrelse nu også være åbent. Man skulle altså kunne se, ikke blot at Mærsk havde doneret penge, men også om det var 22.000 eller 5 millioner kroner.

Anbefalingerne blev ikke mødt med vild begejstring. Hverken blandt de borgerlige partier eller hos Socialdemokraterne, der jo ellers havde været med til at nedsætte udvalget.

Anbefalingerne var landet, kort før regeringsmagten skiftede, så det blev under Lars Løkke Rasmussens regering, partierne forhandlede om en ny partistøttelov.

Efter debat i Folketinget stod det klart, at Radikale, Alternativet, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten støttede op om eksperternes tre hovedanbefalinger. Det gjorde de borgerlige partier og Socialdemokratiet ikke. De forhandlede sig i stedet frem til at følge den første anbefaling – om kommunalpolitikerne. Og at afvise to andre – om erhvervsklubberne og beløbsstørrelserne.

Det var selvfølgelig et fremskridt, men byråds-anbefalingen var klart den mindst vidtgående, vurderede eksperterne.

Den i forvejen meget begrænsede åbenhed om de store bidragydere til de politiske partier blev fastholdt,” konkluderede Albæk Jensen senere i en artikel i tidsskriftet Juristen.

Dette resultat imødekommer langtfra den kritik, der har været af de eksisterende danske regler. Men samtidig betyder forliget formentlig, at reglerne om åbenhed vedrørende partiregnskaber nu ligger fast for en årrække, idet det næppe er sandsynligt, at de 5 mindretals-partier i en overskuelig fremtid vil få flertal i Folketinget.”

Albæk Jensen skrev, at han derfor ikke kunne mobilisere den store entusiasme for den nye lov. Den lignede, mente han, mest alt de store modtagerpartiers forsøg på at undgå reel åbenhed om de penge, de modtager – og om de interesser, som partierne er knyttet til.

Var der noget, eksperterne overså? Hvorfor ville partierne – heriblandt Socialdemokraterne, der havde nedsat udvalget – ikke justere reglerne, så de matchede andre sammenlignelige lande?

I debatten i Folketinget fremlagde modstanderpartierne to argumenter imod eksperternes anbefalinger. Jeg har suppleret med endnu et, der bliver fremført af nogle politikere.

  1. Udvidelsen af reglerne kunne betyde nye administrative byrder.
  2. Nogle bidragydere ville måske give færre penge til partierne af frygt for offentlighedens/kundernes reaktioner.
  3. Det er en demokratisk ret at kunne deltage i det politiske anonymt; ligesom vi går alene i stemmeboksen, bør vi anonymt kunne støtte et parti, også økonomisk.

Udvalget var ret klart i afvisningen af argumentet om øget administration. Det øgede arbejde ville nok være begrænset – og i hvert fald måtte det vige for det vigtigere hensyn til øget åbenhed.

Retten til anonymitet fastholdt udvalget også; der er, som Karina Kosiara-Pedersen nævnte tidligere, et element af demokratisk deltagelse i at donere penge. Men når beløbet bliver tilpas stort, er der et større demokratisk hensyn til åbenhed. Så vælgerne kan bedømme den førte politik op mod pengestrømmene. Netop derfor holdt udvalget fast i en bagatelgrænse, der sikrede anonymitet. (De foreslog dog at sænke den til 10.000 kroner. Det blev også afvist).

Endelig er der modargumentet om, at nogle givere vil trække sig eller donere mindre.

Ja og hvad så,” siger Albæk Jensen. Der er også nogle, der holder op med at ryge, hvis vi hæver prisen på cigaretter. Hensynet til åbenhed må være vigtigere. Og hvis nogen så synes, det er et problem med færre penge til politisk arbejde, må de hæve det offentlige tilskud.”

Bonusinfo. I Norge kontrollerer et særligt organ politiske pengestrømme, som også bliver offentliggjort på en hjemmeside. Lande som Sverige, Holland og England har også kontrolinstanser for penge til politikere.

Der er noget nedslående over at læse Jørgen Albæk Jensens analyse i Juristen. Nu ligger loven nok fast i mange år frem, slutter han.

Kan det virkelig være rigtigt?

Vil Danmark blive ved med at få kritik for sine sortplettede partistøtteregler? Vil vi blive ved med at diskutere de små historier – Britt Bager-afsløringerne – uden at tage fat på den store historie – på selve loven om de skjulte penge i politik?

Kynikere vil sige ja. De vil sige, at dette udtrykker problemet ved, at politikerne – som de eneste i samfundet – regulerer sig selv. De vedtager lovene, også dem, der handler om deres egne vilkår og penge. Spørgsmålet er, om man kan forestille sig en anden vej i et demokrati.

Optimisterne vil sige, at der måske er ved at ske lidt bevægelse.

Liberal Alliance, der jo ellers var blandt de fire partier, der vedtog den seneste lov – og ikke fulgte de vigtigste anbefalinger – er begyndt at rykke sig. Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille har for nylig sagt, at han går til valg på, at politikere fremover skal oplyse konkrete beløb, når de får over 20.900 kroner. Altså at det står klart, om en virksomhed donerer 22.000 eller 5 millioner kroner. Det vil være en vigtig ændring.

Er det valgflæsk, eller mener han det? Og er andre af modstanderpartier klar til at flytte sig?

De Konservative siger, de ikke vil følge eksperternes to hovedanbefalinger. Men partiet er klar til at kigge på Britt Bager-eksemplet; altså at gøre det decideret ulovligt at modtage penge anonymt fra den samme person gennem forskellige selskaber (hvis det da ikke allerede er ulovligt i dag).

Venstre er klar til at lytte til ændringsforslag, men kun hvis nogen kommer med noget konkret. Socialdemokraterne har ikke konkrete forslag, men partiet siger, at de generelt gerne vil være med til at få større åbenhed om partistøtte – og drøfte eksperternes anbefalinger igen.

Vi deltager gerne i en fornyet drøftelse af de forslag,” siger Jan Juul Christensen, Socialdemokratiets partisekretær.

Hvis det sker – hvis der åbnes op – er opbakningen i hvert fald entydig blandt alle eksperter, jeg har talt med.

Juraprofessor Morten Broberg formulerede det krystalklart.

For det handler jo ikke om politik. Det handler ikke om, hvilke partier man er enig med. Det handler om helt grundlæggende demokratiske principper,” sagde han.

I det lys er det da underligt, at Danmark er så fodslæbende.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem