Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

En skandale gjorde svenskerne til vaccineskeptikere. Det kan spænde ben for Danmarks coronastrategi

Illustration: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


5. november 2020
13 min.

På et fjernt kontinent tager et influenzalignende virus springet fra dyr til menneske. Virusset breder sig, folk bliver syge, snart efter bliver sundhedsklinikker oversvømmet med patienter, og storbyer lukker helt eller delvist ned. Så kommer beskeden fra WHO: En ny pandemi har ramt os.

Vaccinekapløbet går i gang. Medicinalvirksomheder kæmper for at få en vaccine klar på rekordtid, og sundhedsmyndigheder indgår købskontrakter, allerede inden vaccinen er færdigtestet. I Sverige stiller myndighederne sig op på et pressemøde med en vigtig besked til befolkningen: I solidaritet med de mest udsatte grupper bør alle svenskere lade sig vaccinere mod den nye pandemi. Alt fra skoler til arbejdspladser bliver omdannet til midlertidige vaccineklinikker.

Året var 2009, og selv om lighederne er slående, var det ikke et coronavirus, de svenske myndigheder frygtede dengang. Det var svineinfluenzaen. En sygdom, der begyndte i grise, og som så ud til at være særlig farlig for ældre og for børn.

I alt tog hele 60 procent af den svenske befolkning imod vaccinen Pandemrix. Det lignede en enorm succes – “vi var de bedste i verden til at vaccinere,” husker Britta Lundgren. Hun er professor emerita i etnologi på universitetet i Umeå og har forsket i den svenske befolknings holdninger og følelser omkring vacciner lige siden. Det har hun, fordi noget dengang gik galt. I årene efter at vaccinen blev uddelt, dukkede underlige symptomer op hos flere hundrede familier rundtom i Sverige. Børn fik det sværere i skolen, de mistede energien til at lege, og de faldt i søvn på de mærkeligste tidspunkter.

Når man vælger at fortælle historien om svineinfluenzaen og vaccineskandalen, er det på en måde som at fortælle historien om det ene fly, der styrter ned, i stedet for den om de 100.000 fly, der hver dag (i en ikke-pandemisk verden) letter og lander uden problemer. Det risikerer at give et skævvredet billede af virkeligheden og få risikoen ved at tage en vaccine til at virke langt større, end den faktisk er. Hvis man tager alle de vacciner, der har været godkendt, så er Pandemrix undtagelsen,” siger Thomas Senderovitz, der er direktør i Lægemiddelstyrelsen i Danmark.

Men historien er vigtig og værd at fortælle. For den viser os, hvordan frygten for vacciner opstår og breder sig i et samfund. Samtidig risikerer den kendsgerning, at vores svenske naboer har historien om Pandemrix i meget klar erindring, at skabe store problemer for os her i Danmark. Vaccinemodstanden i landene omkring os kan nemlig få stor betydning for, hvor effektiv en vaccine mod COVID-19 bliver herhjemme.

På et pressemøde den 23. oktober spurgte jeg sundhedsminister Magnus Heunicke til risikoen for, at modstanden mod vacciner kan blive et problem for regeringens coronastrategi. Heldigvis, svarede han, er der i Danmark traditionelt set stor opbakning til vacciner. Men han anerkendte også, at vi jo desværre se[r] i store dele af Europa, at der er en stigende vaccineskepsis.” Det er den skepsis, historien om Pandemrix kan hjælpe os med at forstå. Men først en forklaring på, hvorfor vaccinemodstanden i vores nabolande kan få endog stor betydning for os i Danmark.

Andelen af danskere, der vil tage imod en godkendt COVID-19-vaccine, er relativt høj. I en undersøgelse lavet af forskere på Aarhus Universitet i efteråret svarer 82 procent af de adspurgte danskere, at de er helt eller delvist enige i, at de vil følge sundhedsmyndighedernes råd om at få en godkendt vaccine mod coronavirus.” Eksperterne regner med, at der er brug for, at i hvert fald 70 procent af befolkningen bliver vaccineret for at opnå flokimmunitet. Måske endnu flere, hvis vaccinen viser sig mindre effektiv, end vi håber.

Undersøgelsen viser så også, at andelen af vaccinevillige borgere i vores nabolande er langt lavere. I både Tyskland og Sverige er det kun omkring hver anden, der vil tage imod vaccinen. I en anden international undersøgelse lavet i sommer siger præcis hver tredje i begge lande, at de er helt eller delvist uenige i, at de ville tage imod en vaccine mod sygdommen. De to undersøgelser kan ikke sammenlignes direkte, da de er formuleret forskelligt, men de viser tilsammen, at vaccinemodstanden tegner til at blive et seriøst problem. Når sundhedsarbejderen kan gå ud og give vaccinen, vil folk så overhovedet møde op?” spørger Flemming Konradsen, der er professor og leder af Københavns Universitets Afdeling for Global Sundhed.

Hans oplevelse er, at alt er på steroider” når det handler om corona, og det gælder ikke mindst vaccinemodstanden, som han beskriver som en af de absolut største trusler mod den globale coronaindsats. Selv om vi i Danmark har relativt høj tillid til vacciner, forklarer han, kan det få stor betydning for os, hvis vores nabolande ikke lader sig vaccinere i tilstrækkelig grad. For det første fordi vores samfund og økonomi er indrettet til at fungere i en åben verden, hvor arbejdskraft og eksportvarer flyder frit på tværs af grænserne i EU. Og for det andet fordi en udbredt vaccinemodstand i vores nabolande kan ende med at underminere effekten af de vacciner, vi får i Danmark.

I den bedste af alle verdener skulle alverdens befolkninger lade sig vaccinere samtidig. Det ville gøre virussets mulighed for at brede sig og overleve langt mindre. Blandt andet derfor insisterer EU på, at de producenter, vi køber vacciner fra, også skal sikre vacciner til verdens fattige lande. Hvis der opstår lommer rundtomkring, hvor befolkningen ikke bliver vaccineret, risikerer vi, at virusset vil overleve og mutere til en anden form end den, vi er vaccineret imod, så vores vacciner ikke længere dækker. De lommer kan opstå i fattige lande, der ikke har råd til at sikre sig nok vacciner. Eller de kan opstå i rige lande, hvor vaccineskepsissen som regel er højest. Lande som Holland, Frankrig og Tyskland. Og Sverige. Landet, der stadig er ved at komme sig over traumet med svineinfluenzavaccinen Pandemrix.

Sammenlignet med andre europæiske lande er vaccinemodstanden ikke usædvanlig høj i Sverige. Når jeg alligevel vælger at fokusere på landet, er det, fordi der er noget instinktivt opsigtsvækkende ved, at et samfund, der minder så meget om det danske, og som generelt har en enormt stor tillid til myndighederne, alligevel har så markant større skepsis til vacciner. Samtidig kan den svenske historie, har det vist sig, gøre os klogere på den psykologi, der ligger bag frygten for sprøjten.

Historien om Pandemrix er kort fortalt den, at mens vi i Danmark kun vaccinerede de udsatte grupper mod svineinfluenza, valgte man i både Finland og Sverige at tilbyde vaccinen til hele befolkningen. Det skete på trods af, at Pandemrix ikke var blevet testet lige så grundigt, som vacciner normalt bliver det, og samtidig indeholdt et dengang helt nyt og utestet tilsætningsstof, der skulle få kroppen til at reagere kraftigere på virusset i vaccinen.

Derfor var der kritik af vaccinen, allerede inden bivirkningerne dukkede op. Mange mente, at man burde have valgt en anden vaccine uden tilsætningsstoffet. I årene efter begyndte der så at være et usædvanlig højt antal børn, der fik konstateret narkolepsi. Ifølge den svenske Socialstyrelsen gælder det 350 børn, men det er uklart, hvor mange af de tilfælde, der direkte skyldes vaccinen. Ifølge Dagbladet Information har 400 svenskere fået erstatning som følge af vaccinen, de fleste af dem på grund af narkolepsi. I Danmark har ni personer fået erstatning. Kun en af dem på grund af narkolepsi, en dreng fra Kolding, der fik godt to millioner kroner. I 2015 beskrev drengen for Information, hvordan han ikke bare faldt i søvn mange gange i løbet af en almindelig dag. Også hans søvn var ødelagt. Han vågnede op til 25 gange hver nat. Jeg drømmer, at jeg dør,” sagde den dengang 15-årige dreng, så vågner jeg kort op og kommer ind i en ny drøm, hvor jeg dør igen.”

Britta Lundgren fra Umeå Universitet var en af dem, der lod sine børn vaccinere mod svineinfluenza, selv om hun var bekymret for, at det hele var gået for hurtigt. Hendes børn blev ikke syge, men det var der andre, der gjorde. Derfor besluttede hun sig for at undersøge, hvad det kunne få af betydning for fremtidige vacciner. Hun har interviewet både familier, hvis børn blev syge, og de svenske eksperter, der rådgav om pandemien. Og så er hun gået på jagt efter en forklaring på, hvorfor der allerede dengang, før bivirkningerne havde vist sig, var millioner af svenskere, der ikke tog imod vaccinen.

I Sverige er der en række såkaldte folkearkiver. De begyndte som en måde at dokumentere traditionelle folkeslags levevis, men med tiden har de udviklet sig til arkiver, der løbende indsamler almindelige svenskeres tanker og holdninger til vigtige spørgsmål i tiden. Inden bivirkningerne havde vist sig, spurgte folkearkivet i Lund de 123 svenskere, der løbende svarer på spørgsmål, om deres tanker om vaccinen. I 2015 besluttede Britta Lundgren sig for at gå tilbage og se, hvad de, der ikke havde taget imod vaccinen, dengang havde svaret. Jeg ville kende deres grunde,” fortæller hun i dag.

I de vidnesbyrd, der var indsamlet, havde 19 personer valgt ikke at tage imod vaccinen. Deres skriftlige begrundelser er frit associerende og ofte skrevet med en vis humor. Man kan mærke, at de er vant til at svare på den her slags spørgsmål. De føler sig trygge.

Som begrundelse giver de en række forskellige grunde til ikke at tage vaccinen. Den mest udbredte er en opfattelse af, at truslen fra svineinfluenza var overdrevet (hvilket i øvrigt viste sig at være rigtigt). Det mest interessante er dog ikke de enkelte begrundelser. Det er den måde, de blander sig sammen på. Typiske fortællinger og historier om medierne eller big pharma capitalism bliver sammenfiltret med private erindringer, utilsigtede tilfældigheder og vilkårlige associationer,” skriver Britta Lundgren i sin forskningsartikel på baggrund af studiet. Med andre ord: Generelle og ideologiske holdninger til verden omkring os bliver spundet sammen med enkeltstående anekdoter, vi har hørt, og skaber tilsammen en følelse af mistillid.

Og det vilde og lidt skræmmende er, at siden de vidnesbyrd blev indsamlet, har samtlige svenskere og alle andre, der kender til Pandemrix-skandalen, nu fået en ny erfaring, der kan filtres sammen med de øvrige, når holdningen til en COVID-19-vaccine skal afgøres.

Jeg har talt med med flere svenskere, der er i tvivl om, hvorvidt de vil tage imod en coronavaccine, og de nævner alle vaccineskandalen som den primære forklaring. En af dem er Johan Mårsell. Han er 31 år, har to universitetsuddannelser i henholdsvis statskundskab og journalistik og arbejder i dag med kommunikation for et boligselskab i Stockholm. Jeg ville nok sige nej,” siger han. Men han fortæller også, at han faktisk føler sig lidt dum, fordi han ikke ved ret meget om den skandale, hans tvivl beror på. Det er sådan her,” siger han, hvis de bivirkninger var der dengang, hvilke bivirkninger kan der så komme med en ny vaccine?”

Den frygt er udbredt. I en af undersøgelserne af svenskernes holdning til en COVID-19-vaccine bliver de, der ikke vil tage imod den, spurgt hvorfor, og her svarer to ud af tre svenskere, at de er bekymrede for bivirkningerne. Det er den næststørste andel blandt de 27 lande, der er med i undersøgelsen.

Arbejdet med at godkende de nye vacciner sker i samarbejde på fælleseuropæisk niveau, men i sidste ende er det Lægemiddelstyrelsen, der er ansvarlig for at godkende de nye vacciner, der skal gives i Danmark. Her garanterer direktør Thomas Senderovitz, at vaccinerne bliver undersøgt ordentligt. Du kan tro, vi har Pandemrix-bagtæppet helt fremme i vores bevidsthed,” siger han. Den her gang er der ikke noget, der bliver hastet igennem. Vi har aldrig set så store forsøg før. Med Pandemrix var det cirka 6.000 forsøgspersoner, der lå til grund. Her er vi oppe i 30.000 til 60.000. Det er kæmpestore datagrundlag.” Flemming Konradsen fra Københavns Universitet følger processen med tests af vaccinekandidaterne, og han mener ikke, der er noget, der tyder på, at processen denne gang er unødigt forhastet.

Johan Mårsell fortæller, at han grundlæggende stoler meget på myndigheder, og at han på ingen måde er imod vacciner. Men noget er anderledes, når det angår det her spørgsmål. Det bliver tydeligt, da jeg spørger, om han stoler på, at myndighederne ikke haster vaccinerne igennem. Jeg ved det ikke,” svarer han. Jeg ved, at de har travlt, så de må skynde sig med noget. Og hvordan kan du vide det? Du kan ikke kende de langsigtede bivirkninger på forhånd.”

Det medgiver Thomas Senderovitz. Det er sådan, det er,” siger han. Man kan heller ikke være sikker på, hvis man får COVID som en ung person, at man ikke bliver syg og dør.”

Det rationelle svar til vaccineskeptikerne er, at ja, der er risici forbundet med vacciner. Men de er mindre end risikoen ved ikke at lade sig vaccinere. Problemet er, at den slags argumenter preller af, fordi modstanden ofte ikke er rationel til at begynde med. Den handler om følelser. Om frygt. Og om tryghed. Og den slags formidles ekstremt effektivt gennem fortællinger.

Hvis du går ind på de hjemmesider i Sverige, hvor anti-vaxxerne er, så arbejder de udelukkende med fortællinger om personlige erfaringer,” fortæller Britta Lundgren. Det her skete for min ven eller mit barn. Jeg tror, at vi skal tage fortællingerne alvorligt, når vi prøver at forstå, hvorfor folk er bekymrede.”

I kølvandet på den danske HPV-vaccine er de danske myndigheder kommet frem til en lignende konklusion. Det fortalte Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm i et interview med en af mine Zetland-kolleger tidligere på ugen. Groft sagt, så skal jeg ikke bare stille mig op som Sundhedsstyrelsen og sige: Nu taler Sundhedsstyrelsen, og fordi jeg er Sundhedsstyrelsen, så er det, jeg siger, sandt,’” sagde han. I stedet skal myndighederne lytte mere til folks bekymringer.

Sådan ser Thomas Senderovitz det også. Og så har han accepteret, at han ikke kan bestemme, om folk skal tage imod vaccinen eller ej. I stedet satser han på fuld transparens. Jeg kan garantere dig for, at vi kommer til at lægge alting åbent ud, følge det her fuldstændigt og overvåge det døgnet rundt,” siger han. Så har jeg stor tillid til, at folk træffer deres beslutning på et oplyst grundlag. Men det skal være på det rigtige grundlag. Ikke på baggrund af misforståelser og misinformation.”

Indtil videre ser det ud til, at den tilgang virker herhjemme, hvor rekordmange er positivt stemt over for en kommende vaccine. Problemet er så, at vi ikke kan styre, hvad de gør i vores nabolande. Og at det altså kan få stor betydning.

Vi har behov for, at der sker noget,” siger Thomas Senderovitz. Derfor er det bekymrende, det, der sker, og afgørende, at man oplyser på en ikke arrogant måde. Vi skal ikke stå oppe på en piedestal og spille kloge. Vi skal oplyse på en klog måde. Det håber jeg, vores nabolande også gør. Det er vist den bedste måde, jeg kan sige det på.”

Når vi taler om vaccinemodstand, er det oftest de såkaldte anti-vaxxere, der løber med opmærksomheden. Vi hører historier om bevidst spredning af misinformation på sociale medier, der skal udgyde frygt og mistillid til sundhedsmyndighederne. Men når så mange som hver tredje svensker vil sige nej til en vaccine mod en dræbende pandemi, siger det sig selv, at der er mere end én forklaring. Misinformation er en del af den forklaring. Virkelig information er en anden.

Historien om Pandemrix er skræmmende, fordi den er sand. Den minder os om, at der er en risiko forbundet med de vacciner, de fleste af os tager imod uden at tænke nærmere over det. Og at det er endnu farligere at lade være. Folk er ikke så gode til det med risiko,” siger Thomas Senderovitz fra Lægemiddelstyrelsen. Man tager gladelig ud og kører på sit elektriske løbehjul uden cykelhjelm uden at være bange for at blive pandet ned. Men vacciner, det gider vi sgu ikke.”

Vores opfattelse af, hvad der er farligt, og hvad der ikke er, er i høj grad styret af de historier, vi bliver fortalt. Hvis vi kender en, der bliver kørt ned på løbehjul, så ændrer vores opfattelse af risikoen sig, selv om det reelt er præcis lige så farligt, som det var før. Det er det, der er sket i Sverige. Vacciner er ikke blevet farligere. Men risikoen, uanset hvor lille den er, har stjålet billedet. Som Johan Mårsell siger det i telefonen fra Stockholm: Hvis alt var gået, som det skulle med svineinfluenzavaccinen, ville vi slet ikke have den her samtale.”