Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

40 procent af menneskeheden er stadig ikke på internettet. Hvorfor?

En dansk virksomhed vil gøre det umulige: lukke verdens sorte internet-huller.

Foto: Nicolai Oreskov Westh for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


16. juni 2021
6 min.

Fagfolk kalder områder uden internet for et not-spot. (Kan det lyde mere deprimerende?). I Danmark har vi udbygget internettet i små 30 år, og det anslås, at blot 3,15 procent af landet er not-spots. Men ude i den store verden findes der enorme not-spots. Man anslår, at 100.000 mennesker kommer på internettet hver dag, men 40 procent af klodens befolkning har stadig ingen adgang til internettet. Det står selvsagt i vejen for et enormt udviklingspotentiale – overvej blot, hvordan internettet har transformeret vores verden. Men en dansk virksomhed, som nok de færreste kender, har sat sig for at lukke verdens sorte huller.

I årevis har virksomheden Bluetown, der har base i København, brændt millioner af kroner af på et af de mest ambitiøse projekter, der findes: at få de sidste 40 procent af klodens befolkning online. I runde tal tre milliarder mennesker. Og hvordan går det så med dét? Den historie begynder med en rejse sydpå. Til Tanzania i det sydøstlige Afrika.

Hvis du vil høre mig forklare Lea Korsgaard, Zetlands chefredaktør, hvorfor det er så svært at få hele verden på internettet, skal du høre lydudgaven af denne Frederik forklarer internettet. I serien forklarer jeg internetfænomener, man er nødt til at forstå for – til fulde i hvert fald – at forstå den verden, vi lever i. Eller rettere den verden, som 60 procent af os lever i.

WI-FI De grønne firkanter er områder, hvor du kan komme på internettet, og de røde firkanter er sorte huller, hvor der er lidt eller slet ingen wi-fi. Skærmbillede / Tjekditnet.dk

En dansk fotojournalist ved navn Lars Just landede i 2019 i Dar es Salaam, Tanzanias største by. Fotografen havde hørt om Bluetown, der rejste wi-fi-master i de mest øde egne på kloden, hvor ingen andre gad, og Lars Just ville fotografere livet i en landsby dybt inde i det centrale Tanzania, hvor de lokale var kommet på Bluetown-internet.

Fra Dar es Salaam fløj Lars Just vestpå til hovedstaden Dodoma. Her blev han samlet op af en chauffør i en Land Cruiser-firehjulstrækker, der kørte tre timer østpå. Og så var han fremme ved landsbyen Sagara B. Lars Just var ikke i tvivl om, han var blevet sat af det rigtige sted, for en næsten 80 meter høj wi-fi-mast ragede op over det okkerrøde savannelandskab. Henne ved masten, der fik strøm fra solcellepaneler, facetimede han sin kone.

Der bor færre end 5.000 mennesker i Sagara B, og fordi Sagara B ligger så øde, havde ingen gidet etablere en internetforbindelse dertil. Sagara B var et not-spot. Men en dag i 2016 havde danskerne fra Bluetown lagt vejen forbi. I en radius på 300 meter fra masten var der nu internet hurtigt nok til at se Netflix. 250 af de lokale lejede telefoner af Bluetown og betalte 50 cent for hver gigabyte data, de brugte, og 50 cent svarer cirka til lige over en procent af den månedlige indkomst. Altså en nogenlunde overskuelig pris, og fra den ene dag til den anden ændrede livet sig i Sagara B.

Hvordan livet i landsbyen ændrede sig, vender vi tilbage til. For lad mig først introducere dig ordentligt til Bluetown.

Bluetown blev grundlagt i 2012 og ledes i dag af Peter Ib, der tidligere var topdirektør i Nokias danske afdeling. Bluetowns idé er følgende: I stedet for at grave internetkabler ned, som vi har gjort herhjemme, kan udviklingslande springe hele det besværlige led over og gå direkte til trådløs wi-fi fra satellitter i rummet. Bluetowns wi-fi-mast med solceller og et batteri kommer i tre Ikea-agtige kasser og kan sættes op på nogle dage.

Spoler vi frem til i dag, har Bluetown rejst over 1.000 wi-fi-master verden over, eksempelvis i Ghana, hvor de sammen med Microsoft har fået 900.000 ghanesere online, men også i landområderne i Brasilien og Indien, hvor der før var not-spots, er der i dag internet til overkommelige priser. Og Bluetowns drøm er at få 100 millioner mennesker online i løbet af de næste fem år. Men hvordan ændrer internettet livet i en landsby på savannen i Tanzania?

I Sagara B mødte Lars Just en lokal skrædder, der kommunikerede med kunder over WhatsApp, hvilket sparede ham utallige ture ind til den nærmeste by, og en engelsklærer, der brugte YouTube til at tjekke udtalen af engelske ord. Der var også kritikere. Lars Just mødte en kvinde, der brokkede sig over, at hendes mand stenede for længe på Facebook, og at hendes døtre, der lejede telefoner af Bluetown, ikke var så flittige i husholdningen længere. Men at koble verdens fattigste mennesker til det verdensomspændende internet har også vist sig at være en helt vildt dyr drøm. Og måske også så dyr, at drømmen helt kan brase sammen.

Det koster penge at drømme stort, og de seneste fem år har danskerne bag Bluetown brændt 235 millioner kroner af i forsøget. Det viser sig, at det at sælge adgang til Facebooks fristelser til mennesker, der har få penge til livets nødvendigheder, ikke er en indbringende forretning. Søger man på Bluetown, finder man den ene deprimerende historie efter den anden. Bluetowns seneste regnskab, der landede for nylig, afslører et nyt underskud på 42 millioner kroner. I sensommeren var det så slemt, at direktøren, ham her Peter Ib, måtte ud og charmere sig til nødkapital, fordi kassen simpelthen var tom.

En af Bluetowns store investorer, erhvervsmanden Lars Kolind, har også udtrykt utilfredshed med, at der ikke er penge i at få verdens fattigste online med det danske wi-fi-mast-samlesæt. Han sagde: Bluetown har koncentreret sig om at fortælle, hvor god idé det er. Men investorerne tænker også på, om det kan blive lønsomt, og det er forklaringen på, at Bluetown har kludret en del rundt.

Og her når vi også forklaringen på, hvorfor tre milliarder mennesker i 2021 stadig ikke har adgang til internettet – og dermed ingen adgang til læring, nyheder, sundhedsoplysninger og social interaktion. Det kan ikke betale sig, fordi mange lever i fattigdom – de kan simpelthen ikke betale deres telefonregning. Det står i skærende kontrast til herhjemme, hvor vi ruller 5G-internet ud, så vi kan blive fragtet rundt i selvkørende biler og få mad leveret af robotter. Det er en ulighed, vi taler meget lidt om.

Bluetown gør et hæderligt forsøg, men fremtiden er uvis. I stedet ser det ud til, at Google og Facebook har mere succes. Google har sendt luftballoner op i stratosfæren over Østafrika, hvor de beamede wi-fi ned, og Facebook har indgået partnerskaber med teleselskaber i udviklingslande, hvor abonnenter får fri adgang til apps kurateret af Facebook. Free Basics hedder det, men tjenesten er blevet kritiseret for at være digital kolonisering”. Appsene, som ghanesere eksempelvis får adgang til, er alle vestlige virksomheders apps, eksempelvis BBC News, hvor alt står på engelsk, i stedet for lokale nyhedsmedier skrevet på lokale sprog, og nå ja, der er intet andet socialt netværk end Facebook. Ikke ligefrem det åbne World Wide Web, vi andre har adgang til.