En grå oktobermorgen i 2004 på en stille vej i den svenske by Linköping blev en 56-årige kvinde ved navn Anna-Lena Svensson og otteårige Mohammed Ammouri overfaldet af en mand. Manden stak dem begge ned med en kniv og slog dem ihjel. Hun var på vej på arbejde som skolelærer, han på vej i skole. På gerningsstedet fandt politiet en butterflykniv indsmurt i blod. Politiet fandt også hårstrå i en blodig hue tæt på gerningsstedet. Nu havde de gerningsmandens dna.

Men efter 7.000 afhøringer og 5.000 dna-test af personer i området var dobbeltmorderen stadig på fri fod. Hans dna matchede ingen personer i politiets eget dna-register. Politiet betragtede sagen som to fuldstændigt tilfældige ofre for én mands meningsløse blodrus. Det var den næststørste politiindsats i svensk historie, kun trumfet af jagten på statsminister Olof Palmes morder.

I marts 2020 fik svensk politi så lov til at gennemføre et pilotprojekt. En slægtsforsker ved navn Peter Sjölund havde i USA set, hvordan en ny efterforskningsmetode kaldet genetisk slægtsforskning havde ført til afgørende gennembrud i henlagte sager, og slægtsforskeren tilbød politiet sin hjælp. Da Sjölund scannede gerningsmandens dna i en amerikansk slægtsforskningsdatabase, var der match på 900 personer. Alle var på den ene eller anden måde beslægtet med dobbeltmorderen. Af dem var 25 særligt interessante. Og så begyndte Peter Sjölund at lægge puslespillet.

Med hjælp fra kirkebøger, hvor der står fødsler, vielser og dødsfald, samt dødsannoncer tog det ham tre måneder at føre stamtræet ned til et brødrepar. Politiet anholdt mændene, og en dna-test viste et perfekt match på den ene, 37-årige Daniel Nyqvist, der hurtigt tilstod, at han var dobbeltmorderen.

Anholdelsen af Daniel Nyqvist er et godt eksempel på, hvor fuldstændig revolutionerende genetisk slægtsforskning er. Han var en enspænder, han levede sit liv bag en computerskærm hjemme hos sine forældre i mørket fra nedrullede persienner. Efter den morgen i 2004, hvor han slog ihjel på åben gade, blev han aldrig taget af politiet for anden kriminalitet. Var han det, ville politiet have haft hans dna i sit register – og sagen ville være løst. Men Daniel Nyqvist fandtes hverken i svensk politis dna-register eller bevidsthed. I 14 år gik han under radaren som en regulær nobody.

I Danmark bliver langt de fleste drab opklaret. Men nogle gør ikke. Da Rigspolitiet senest gjorde status i 2017, var der mellem 2009 og 2016 392 anmeldelser af drab. Af dem var 33 uopklarede, og 12 var ikke længere aktive. Læg dertil mange flere uopklarede drab begået før 2009 og efter 2016. Cold cases i stakkevis. Sagerne martrer landets efterforskere. Mordere og voldtægtsmænd på fri fod – og ofrer og pårørende, der lever i uvished med hårdt forslået retsfølelse.

Spørgsmålet er så, om vi skal give politiet adgang til vores mest intime biologiske oplysninger, vores dna – selve opskriften på, hvem vi er? Og om vi o.k. med, at politiet udnytter private tjenester, skabt for at forene familier, til at sende potentielt nære familiemedlemmer bag tremmer?

Det vil drabsefterforsker i Københavns Politi Martin Wittrup Enggaard gerne diskutere. Ikke som ansat i politiet, men som privatperson, understreger han. Også selv om han er på uvant terræn. “Det ikke er så normalt at, at menige politifolk træder frem. Men nu gør jeg det. Det har været rigtig, rigtig svært for mig at tage det skridt og gøre det, for det ikke en kultur blandt politifolk.”

Grunden til, at han har gjort det, er, at hans samvittighed ikke tillader andet. Svensk politis opklaring af det 16 år gamle dobbeltdrab overbeviste Martin Wittrup Enggaard om, at slægtsforskning ikke blot var et amerikansk fænomen. Også herhjemme kunne slægtsforskning løse uopklarede drabs- og voldtægtssager, hvor man har dna fra gerningspersonen. “De sager med dræbte, jeg arbejder på, kigger jeg i øjnene hver dag,” siger Martin Wittrup Enggaard.

“Jeg har billeder af dem liggende på mit skrivebord. Hvis jeg skal yde retfærdighed over for dem, skal jeg kunne gøre det her.” Han holder en pause – og siger så: “Når der findes en mulighed som slægtsforskning, og vi så ikke rækker ud efter den … Det synes jeg faktisk ikke er i orden.”

Derfor har han allieret sig med fem efterforskere fra politikredse rundtom i landet og formuleret et borgerforslag. ‘Dansk Politi skal kunne bruge genetisk slægtsforskning i efterforskning af drab og grov personfarlig kriminalitet,’ hedder det forslaget, der siden juni har fået støtte fra over 28.000 borgere. Får forslaget støtte fra 50.000 borgere, kan Folketinget vælge at stemme om dets vedtagelse. Samtidig er Rigspolitiet ved at finde ud af, hvordan slægtsforskning rent praktisk kan bruges.

“Vi skal nok nå de 50.000,” siger drabsefterforskeren. “Det vil ligne mig dårligt at sætte sådan noget her i gang uden at nå i mål. Jeg har en indre ild, der gør, at det her brænder jeg for.”

Men der følger også komplicerede etiske spørgsmål med at give politiet adgang til dna-databaser. I modsætning til når du eller din tante slægtsforsker på hobbybasis på tjenester som MyHeritage eller Ancestry, vil politiet bruge slægtsforskning til at finde drabs- og voldtægtsmænd. Og nok de færreste, der har indsendt spyt for at finde ud af, om de har eksotiske gener, har tænkt, at det en dag vil kunne bruges til at opspore forbrydere i ens slægtstræ. Følgerne af det er vilde: I et ekstremt tænkt scenarie betyder det, at hvis din far slog nogen ihjel for 30 år siden og efterlod dna, men aldrig blev dømt, kan din spytdonation fælde ham. Det vil selvfølgelig være det eneste retfærdige, men også en vished, man skal bære resten af livet.

Dansk politi har de seneste år fået adgang til stadig større mængder data om os alle sammen. Kameraer i tusindvis på gaden, den kraftfulde dataplatform Pol-Intel, telelogning, nummerpladescannere – skal vores dna og vidtforgrenede slægtstræer blive det næste, politiet får lov at snage i? I kernen er det et spørgsmål om, hvorvidt uskyldige borgeres ret til privatliv og til ikke at blive indblandet i alvorlige efterforskninger står højere end et samfunds ret til tryghed.

Fra sit kontor i Københavns Politis bygning i Sydhavnen fulgte drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaard breaking news fra USA. Politiet i Californien havde anholdt, hvem de mente gemte sig bag The Golden State Killer, en de mest modbydelige serieforbrydere i landets historie. Det var en nu 72-årige pensionist ved navn Joseph James DeAngelo, der den dag i 2017 efter 40 år på fri fod blev ført ind i retten iført orange fangedragt, tyndhåret og med leverpletter i et sammenbidt ansigt.

I 1970’erne og 80’erne terroriserede manden som The Golden State Killer det sydlige Californien og begik mindst 12 mord og 50 voldtægter. Hans overfald var kalkulerede og brutale, og han bevægede sig uset fra by til by og legede kispus med politiet. De havde dna fra sæd, han havde efterladt i sine ofre, men ingen matchede profilen. Men så i 2017 uploadede politiet The Golden State Killers dna-profil til MyHeritage, en slægtsforskningstjeneste, som almindelige mennesker sender dna ind til for at kende deres etniske mikstur, opdage fjerne familiemedlemmer og lægge stamtræer.

Til politiets overraskelse gav The Golden State Killers dna match på flere fjerne slægtninge. Altså langt ude familiemedlemmer til den ukendte morder. En efter en kunne de udelukke personer på grund af deres køn, alder og geografiske placering, indtil politiet kun havde én mistænkt: en mand fra området, hvor mordene blev begået, der dengang var blevet fyret fra politiet og havde købt et skydevåben. En dag, da Joseph James DeAngelo var ude at handle, tog politiet dna fra hans bils håndtag – og det matchede The Golden State Killer. Han blev anholdt og idømt 26 livstidsstraffe.

Da Martin Wittrup Enggaard læste nyheden, vidste han, at slægtsforskning var en revolution. Aldrig havde han selv tænkt, at slægtsdatabaser selvfølgelig kunne kortlægge en gerningspersons stamtræ – akkurat som millioner af mennesker frivilligt har gjort det, når de har indsendt en spytklat. Efterforskeren fra Københavns Politi forstod, at en ny æra i politiefterforskning var begyndt.

Han ville kunne gøre det samme som efterforskerne i Californien i sager, han var kørt fast i, nye og gamle drabs- og voldtægtssager, hvor han har gerningspersonens dna. “Siden dengang har jeg prøvet internt i politiet at tale om, hvordan vi kan gøre det,” siger han.

Men på trods af at interessen var stor blandt kolleger, skete der intet. De manglede grønt lys fra politikere og Rigspolitiet for at kunne dykke ned i private slægtsforskningstjenester. De næste fire år så Martin Wittrup Enggaard politiet i USA løse drabssager på stribe med slægtsforskning. Det frustrerede ham. Hvorfor kunne han ikke få lov til at gøre det samme? Han måtte gå anderledes til værks. Og gøre det, menige politifolk sjældent gør: blive aktivist og stille sig frem for offentligheden og tale sin sag.

Anholdelsen af The Golden State Killer i 2018 er indtil videre slægtsforskningens absolut største trofæ. Rent pr-mæssigt var det en genistreg for politiet. Hvis nogen almindelige amerikanere måtte have raset ved nyheden om, at politiet har snaget i uskyldiges dna-profiler og stamtræer, var tilfredsheden i befolkningen stor over at se den brutale serieforbryder endelig stå til ansvar. Og rekordmange lod sig det år frivilligt dna-teste. Faktisk så mange, at der ifølge et estimat. i 2018 blev købt flere private dna-test fra tjenester som Ancestry, 23andMe og andre end alle år tilsammen.

Snart støvede politikredse overalt i USA gamle sager af. Sager, der var dybfrosne, blev med ét brandvarme. Allerede måneden efter var der gennembrud i en ny sag – denne gang i Seattle. En 58-årige mand ved navn William Earl Talbott blev anholdt for drabet på et ungt par i en skov tilbage i 1987. Da politiet uploadede den på det tidspunkt ukendte gerningsmands dna i GEDmatch, en anden privat dna-database, fandt man to slægtninge, der viste sig at være relateret til den 58-årige mand. I William Earl Talbotts bil fandt politiet en papkop, han havde drukket af, de tog dna fra koppen – og det matchede gerningsmandens. Efter 35 år blev morderen idømt to livstidsstraffe.

Det næste halvandet år brugte politikredse i USA slægtsforskning til at udpege formodede gerningspersoner i mindst 28 drabs- og voldtægtssager, en blot få måneder gammel, andre årtier gamle.

En af dem går så langt tilbage som en martsdag i 1964 i staten Pennsylvania, hvor en niårig pige på vej til skole blev voldtaget og dræbt. I knap seks årtier var sagen uopklaret, men i 2020 gav politiet i Pennsylvania dna fra gerningsmandens sæd til en blot 18-årig, der studerer genealogi. Eric Schubert, som han hedder, fandt gennem søgning i åbne databaser en fjern slægtning til gerningsmanden – og det ledte ham trin for trin frem til en mand ved navn James Paul Forte. Tilbage i 1964 var han 22 år og boede et par gader fra gerningsstedet. Udfordringen var bare, at James Paul Forte havde været død siden 1980, men hans lig blev gravet op, en dna-prøve blev taget – og der var et match. Han var morderen.

Lignende vilde historier om gennembrud i sager, der ellers var opgivet, er der mange af fra USA – og nye kommer hele tiden til. Det har fået eksperter til udråbe genetisk slægtsforskning som den største revolution, siden dna første gang blev brugt i politiefterforskning i slutningen af 1980’erne. For at forstå, hvordan genetisk slægtsforskning – sådan i praksis – virker, kan vi tage udgangspunkt i sagen fra Seattle i 1987, hvor ligene af et ungt par blev fundet i en skov. En drabssag, der i 31 år lå uopklaret hen, indtil en slægtsforskere fandt morderen – William Earl Talbott – på to timer.

Politiet havde fundet den på det tidspunkt ukendte gerningsmands dna i kvindens bukser. I 2018 uploadede slægtsforskeren, en kvinde ved navn CeCe Moore, gerningsmandens dna i form af en digitaliseret unik kode i dna-databasen GEDmatch. Det gav et match på to nulevende slægtninge til gerningsmanden. En grandfætter og en grandkusine. De to havde haft indsendt deres dna og oprettet en profil på GEDmatch. CeCe Moore kunne se, at grandfætteren og grandkusinen har forskellige forældre, bedsteforældre og tipoldeforældre. Altså hver sit stamtræ. De kendte slet ikke hinanden. Men for at finde ud af, hvem gerningsmanden var, måtte CeCe Moore lægge grandfætterens og grandkusinens slægtstræer. Hun skulle finde det sted, hvor deres slægtstræer krydser, altså en mand og en kvinde, der fik børn, som forbinder dem med gerningspersonen. Den del tog to timer.

Bindeleddet viste sig at være grandkusinens tipoldemors niece og grandfætterens oldemors søn. De to havde fire børn. Tre døtre og en søn. Da CeCe Moore og politiet vidste, at morderen var mand, og da det viste sig, at sønnen i 1987 var 24 år og boede et par kilometer fra, hvor ligene blev fundet, følte CeCe Moore sig overbevist. Da sønnen William Earl Talbotts dna matchede sæden på kvindens bukser, stod det klart: Med et par museklik havde hun knækket det årtier gamle mordmysterie.

Da Martin Wittrup Enggaard for alvor forstod genetisk slægtsforsknings potentiale, kunne han ikke slippe det igen. Han studerede metoden og anholdelserne, der månedligt tikkede ind fra USA, og drabsefterforskeren begyndte at tænke over, hvordan det kunne fungere i Danmark.

“Det er min vurdering,” siger han, “at det vil blive særdeles vanskeligt at begå en voldtægt uden at blive stillet til ansvar for det, fordi gerningspersonen ofte vil efterlade dna. Jeg tør også godt lægge hovedet på blokken og sige, at vi vil kunne opklare ældre og fremtidige drabssager.” Altså sager, hvor de har dna på gerningspersonen, men ingen match i politiets eget dna-register – hvilke sager det kunne være, vil han ikke sige på grund af sin tavshedspligt. “Vi bliver kun dygtigere til at sikre dna fra gerningssteder, så metoden vil kun blive mere relevant i fremtiden.”

I sit borgerforslag lægger han op til, at dansk politi kun skal kunne bruge genetisk slægtsforskning i de mest alvorlige sager: drabssager, voldtægtssager og terror. Og så til at identificere lig og jordiske rester. Det kunne være en fod, hvor man med dna kan finde slægtninge til den, foden har tilhørt – og måske af den vej finde fodens ejermand. Han håber at få adgang til private slægtsforskningstjenester, ligesom amerikansk politi har. Alternativt kunne man opbygge en statslig dna-database, hvor borgere frivilligt og med samtykke kan registrere dna til brug i efterforskninger. Og så mener han, at dansk politi skal have en dommerkendelse i retten for at kunne bruge genetisk slægtsforskning. “Vi skal finde balancen mellem privatlivets fred og retten til at få opklaret en sag. Og der mener jeg, at vores borgerforslag er enormt balanceret,” siger han.

Det var opklaringen af dobbeltdrabet i Sverige, der overbeviste ham om, at slægtsforskning også kunne bruges i hans arbejde. “Det var en fuldstændig iskold sag,” siger han. “Men man fik dømt en gerningsmand, man slet ikke havde haft i kikkerten i de 16 år, efterforskningen havde været i gang.”

Martin Wittrup Enggaard fortæller, at man kan godt kan tro, at de, der begår bestialske drab og voldtægter, må være serieforbrydere. Det er nogle også, men mange er ikke. Drabsefterforskeren siger: “I realiteten viser det sig, at i nogle tilfælde har gerningspersonerne levet ret normale liv og ikke begået nævneværdig kriminalitet efterfølgende.” Men de fleste har to forældre, fire bedsteforældre, grandkusiner og fætre. Derfor er slægtsforskning så effektiv. Ingen kan løbe fra sit ophav.

Da min farmor var i live, var slægtsforskning en af hendes hobbyer. Jeg tror ikke, at hun i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at hendes nørklearbejde en dag kunne bruges til at fælde en morder i hendes stamtræ. Det er en af de store juridiske, men også etiske knaster, der har kastet skygger over overskrifterne om spektakulære cold cases, der er blevet løst med metoden.

I USA er der ligefrem opstået en dyb splittelse i slægtsforskningsmiljøet mellem dem, der assisterer politiet, og dem, der synes, det er uforsvarligt. Da amerikansk politi med hjælp fra en professionel slægtsforsker fældede The Golden State Killer ved at efterforske i uvidende almindelige menneskers dna-profiler på MyHeritage, spurgte man ikke om lov. Man gjorde det bare – og bad om tilgivelse bagefter. Da slægtsforskere i USA efter retssagen mødtes til en stor konference, var stemningen blandt deltagerne så dårlig, at en journalist fra The Atlantic, der var til stede, bemærkede, at slægtsforskerne sad i hver sin ende af baren. De talte simpelthen ikke sammen.

Uenigheden skyldes, at de millioner af mennesker verden over, der har indsendt deres dna til tjenester som MyHeritage og Ancestry og lagt deres stamtræ, aldrig blev spurgt. Der var intet samtykke. Tjenesterne selv var også oprørte. Flere anede ikke, at politiet brugte deres platforme til at jage mordere. Reaktionen har været, at flere tjenester i dag kun lukker politiet ind, hvis de har en dommerkendelse, andre spørger brugerne direkte om samtykke, som det står dem frit for at afslå. Hvis du har indsendt dna til en slægtsforskningstjeneste, er du i udgangspunktet beskyttet, fordi GDPR, EU’s databeskyttelse, ikke tillader, at data bruges til andre formål end det, du giver samtykke til.

Men selv med oplyst samtykke er udfordringen stadig vidtgående: Hvis dansk politi får lov at boltre sig i slægtsforskning i jagten på mordere, voldtægtsmænd og terrorister, og jeg giver mit samtykke til, at de må bruge min dna-profil, er det ikke kun mig, men alle, der er kommet før mig, og som kommer efter mig, min slægt, jeg reelt giver politiet oplysninger om. Mit samtykke er indirekte et samtykke på vegne af mine forældre, søskende, onkler og tanter, fætre og kusiner og fjerne slægtninge, jeg aldrig har mødt, men også alle de nye familiemedlemmer i min slægt, der vil komme efter mig i de næste mange generationer. Alle dem, potentielt hundredvis af uskyldige mennesker, kan jeg komme til at indblande i en alvorlig kriminalsag. Er det så rimeligt af mig?

Nej, mener Jesper Lund. Han er bestyrelsesformand i IT-Politisk Forening, der er kritisk over for alle former øget overvågning og indsamling af persondata i samfundet. “Det er samtykke på basis af alle andre personer ud over dig selv. Det udfordrer måden, som vi opfatter et samtykke på. Ikke på egne vegne, men på vegne af andre. Her vil man for alle fremtidige politiefterforskninger, uanset hvordan verden ser ud om 10, 20 eller 30 år, have udleveret ens familie til politiet.”

Drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaard ser anderledes på det. “Det er ens eget dna, man deler med sit samtykke,” siger han. “Så kan det godt være, at navne på familiemedlemmer vil stå i et Excel-ark, men vi skal stadig skal have et mundskrab for at kende deres dna. Det kræver, at vi enten får deres samtykke eller sigter vedkommende – og der er regler for, hvad det kræver. Så det er ikke sådan, at vi kan fiske i slægtstræet og få dna fra alle.”

Men, spurgte jeg, hvad, hvis mit dna-bidrag fører til anholdelsen af en, der står mig nær? “Ofte vil det være en slægtning, du aldrig har mødt,” siger han. Men, spurgte jeg, hvad, hvis det er min far? “Ja, potentielt kan det godt være. Derfor skal du også oplyses grundigt, før du giver samtykke.”

Jesper Lund fra IT-Politisk Forening er derudover kritisk over for selve det at indsamle og opbevare dna fra tusindvis af danskere. Intet afslører mere om, hvem vi er, end vores dna. 99,9 procent af din dna er identisk med min og naboens og alle andre mennesker på klodens, så det er de mindste variationer og mutationer i din dna, der gør dig unik. Ud over dit etniske miks kan din dna sige mere nærgående ting, om du har blå øjne eller rødt eller blondt hår, og give indikationer på, om du er skaldet, høj, overvægtig eller har forhøjet risiko for afhængighed, galdesten, ledgigt og kræft og andre alvorlige og uhelbredelige sygdomme, og om dine børn risikerer samme skæbne.

Alle de oplysninger, siger Martin Wittrup Enggaard, er han som efterforsker ikke interesseret i at udlede af din dna. Han vil kun vide, hvem du er i familie med. Men, siger Jesper Lund fra IT-Politisk Forening, i fremtiden vil politiet – eller staten – måske gerne bruge dna-oplysninger om befolkningen til andre formål end at opklare kriminalitet.

Et andet skrækscenarie er et cyberangreb mod dna-databasen. I hænder på fremmede stater og lyssky firmaer kan vores dna-profil misbruges til alt fra etnisk profilering og til, at arbejdsgivere, forsikringsfirmaer, potentielle partnere vil kunne brug dna’en til at afgøre, om du er en, man vil ansætte, forsikre eller få børn med.

Hvis der er noget, jeg har lært ved at dække teknologi i det her vanvittige seneste år, er det, at hvad der i dag lyder som plottet til et afsnit af techdystopi-serien Black Mirror på Netflix, hurtigere, end vi aner det, kan blive virkeligt. Ingen kender fremtiden – og det er bekymringen, når vi giver en indgribende myndighed som politiet mere viden om, hvem vi er.

Samtidig er Martin Wittrup Enggaard frustreret. Det er hele årsagen til, at han er trådt ud af politikorpsets anonymitet og med andre frustrerede drabsefterforskere har skrevet et borgerforslag. Hans verden er ikke hypotetisk og ‘hvad nu, hvis’. Hans arbejde er at opklare drabs- og voldtægtssager – og når der nu findes en metode, der kan bidrage til det, vil han afprøve det. Det er på hans skrivebord, at der ligger billeder af ofre for de mest forfærdelige forbrydelser. Det er ham, der skal se pårørende i øjnene og fortælle, at han gør sit bedste – og mene det.

“Det er en frustration at sidde med årtier gamle drabssager,” siger han. “Sager, jeg har arvet, eller som jeg har været med til at begynde. Når man har vendt hver en sten og ikke mener, der er mere at gøre, sidder man tilbage med en frustration, når man har en ren dna-profil på gerningsmanden. Særligt på grund af de pårørende, der vil have afklaring.” Men, siger han i samme åndedrag.

“Jeg er ikke naiv. Jeg bilder mig ikke ind, at vi kan fjerne smerten fra pårørende til en dræbt eller et voldtægtsoffer. Men vi skal give dem afklaring og yde retfærdighed.”