Simon Spies var en krænker. Værre endnu, Simon Spies var en klam sadist, en storforbruger af sexarbejdere, som han betalte for at få lov at tæve på, og af purunge “piccoliner”, der blev ansat i Spies-koncernen som direktørens mere eller mindre officielle sexlegetøj.

Intet af det her er rigtig nogen nyhed, for Simon Spies’ udskejelser var velkendt stof allerede, mens han var i live. Den danske medieverden i 1970’erne og 1980’erne var vilde med Spies og hans livsstil, man bragte fotos fra hans sexorgier og lavede forsider, når han “fyrede sit harem”. Tabloidaviserne fulgte Spies’ jagt på en ung brud og enearving som en Askepot-fortælling, hvor den Spies-ansatte piccoline Janni Brodersen endte som hans hustru, og på næste side opstøvede journalisterne tidligere “morgenbolledamer”, der var endt som stiknarkomaner på Halmtorvet. Alt det er en del af Spies’ eftermæle som en slags lummert kuriosum i nyere tids kulturhistorie, genfortalt gang på gang i anekdoter, bøger og biograffilmen Spies og Glistrup fra 2013.

Alligevel eksploderede debatten, da DR i slutningen af august sendte en ny dokumentarserie om Spies. Indholdet var i store træk kendt  – ud over måske oplysningen om, at Spies tilbød kvinder tusindvis af kroner for at brække deres arm. Og den ramte perfekt ind i en tid, hvor vi som samfund er i gang med den helt store udrensning. Hvor fortidens krænkelser og uretfærdigheder bliver gravet frem og holdt op i et nyt lys, mens vi tager os til hovedet over dem og prøver at finde nogen, der kan drages til ansvar. I det øjeblik, serien om Simon Spies blev frigivet, begyndte samtalen over frokostborde og i kommentarspor: Hvor er det vanvittigt. Forestil jer, at Spies sad på DR og blærede sig med at knalde sine unge ansatte i dag, han ville bliver cancelled, straks. Nogle krævede en undskyldning fra Spies-koncernen. Andre spurgte højt: Var alle blinde og døve? Hvorfor var der ingen, der råbte højt, hverken privatchaufføren, der kørte de unge kvinder til Spies’ million-knaldhytte af et Rungsted-palæ, eller direktørlærlingen, der væmmedes over Spies adfærd, men valgte at sige op i stedet for at sige fra? Fordi det var 1970’erne, lød det i debatten. Frisindets årti, en anden tid. Det var før MeToo, før feminismens fjerde bølge, før de seneste årtiers progressive venstrefløjspolitiske bevægelser sparkede gang i den hyggeslumrende samfundsmoral. Og derfor var det ret idiotisk at flippe ud over Spies nu, lød argumentet så også flere steder. Ja, faktisk var det direkte meningsløst at grave alt skidtet frem. Lad nu bare Spies hvile i fred, vi er et andet sted i dag. Et bedre sted.

Spies-debatten er det seneste eksempel på en tendens, der lige nu gennemsyrer det syn, vi har på vores fortid. Vi opruller historiske begivenheder og genfortolker dem, vi vælger ofrenes synsvinkel i stedet for magthavernes og finder de ufortalte historier. Men det er sjældent, at vi bruger det nye perspektiv til at se kritisk på magt og misbrug i vores egen tid.

For uanset om vi hører til dem, der kræver undskyldninger for fortidens gerninger og ønsker de ansvarlige skrevet ud af verdenshistorien, eller om vi hælder til at lade fortiden hvile og siger “det var en anden tid”, så er det i bund og grund det samme ærinde, vi er ude i: Begge synspunkter handler om at lægge afstand til det, der var. Vi bruger ikke historien til at forstå vores nutid. Vi bruger den til at understrege, i hvor høj grad vi i dag er vores fortid moralsk overlegen.

Men passer det? Er vi så gode, at vores efterkommere ikke vil kunne stå om et halvt århundrede og dømme os, som vi nu dømmer dem? Det er dét spørgsmål, som fortællingen om Spies og hans samtid faktisk kan lære os en hel del om. Den indeholder nemlig en helt vildt vigtig lektie, særligt i en tid, hvor samfundsmoral, normer og etiske diskussioner er rødglødende emner: at det altid er en mulighed, at man tager fejl. Og den minder os om at stille et vigtigt spørgsmål: Hvor er de fejl, vi selv begår lige nu, og som vi er blinde for?

Folketingsvalget i 1973 er gået over i danmarkshistorien som et jordskredsvalg. Hele 44 procent af alle vælgere skiftede parti i stemmeboksen, og den største, nye stemmesluger var Simon Spies’ ven og anarkistiske åndsfælle Mogens Glistrup, der væltede ind på tinge med sit borgerlige protestparti Fremskridtspartiet.

Glistrup, som fik hele 15 procent af stemmerne, var et wildcard, en slags ultraliberal udspaltning af hippietidens oprørske frisind, som kæmpede for nul skat og nul offentlig sektor. Men den anden store vinder var Centrum-Demokraterne, som var højlydt kritiske over for tidens venstreorienterede og selverklæret progressive agendaer. De fik 7,8 procent af stemmerne, mens et andet nyt parti, Kristeligt Folkeparti, førte værdipolitisk valgkamp imod porno og fri abort og kom ind med fire procent af stemmerne.

Det 70’er-frisind, som tillod Simon Spies at udnytte sine kvindelige ansatte, stod med andre ord ikke uimodsagt i tiden. Der fandtes så absolut mennesker med andre moralkodeks og med et mere traditionelt syn på seksualitet og etik. Og heller ikke på den progressive venstrefløj var man blind for de problemer, Spies’ haremslivsstil var sovset ind i. Gennem hele perioden tordnede rødstrømpebevægelsen både mod patriarker som Spies og den kultur, der gjorde kvinder til sexobjekter. Bevægelsens første officielle aktion var en demonstration på Strøget i København, hvor kvinderne tog dullede parykker på og fyldte deres bh’er med balloner. I bogen Rødstrømper – en kavalkade af kvindefilm fortæller en deltager, instruktøren Lisbeth Dehn Holgersen, at “vi lignede karikaturer af de sexbomber, der, som det dominerende kvindeideal i 50’erne, havde forpestet vores opvækst.” I hænderne bar de plakatkasser med ironiske slogans som “Før var jeg ingenting – nu er jeg gift med chefen”. Ligesom pressen var på pletten, når Spies var på sexklub, var fotograferne der også ved rødstrømpernes protest, og billederne af de grotesk opstadsede kvinder med deres slagord og hofteholdere dinglende om maverne var i alle aviserne.

Så nej, folk var ikke blinde og døve for 50 år siden. De var efter alt at dømme heller ikke moralsk fordærvede generelt set. De var heller ikke ligeglade med etiske spørgsmål eller uinteresserede i at gøre op med ulighed og undertrykkende magtstrukturer. Hey, det er ungdomsoprørets tid, vi taler om. Alligevel flød Spies ovenpå.

Det er dér, vi skal ind og have fat, hvis vi vil lære noget her. For når det kunne ske dengang, hvorfor skulle det så ikke kunne ske i dag? Når vi vejer fortiden på nutidens moralske vægtskål og ser, hvordan den tipper over, så fortæller vi os selv, at det er, fordi vi er bedre nu. Men er det ikke muligt, at det eneste, det i virkeligheden viser, er, at der er forhold, man kun kan se på afstand?

Det selvsamme frisind, som har givet os LGBTQ+-rettigheder, kæmpe fremskridt inden for ligestilling og en seksualkultur med meget mindre skyld og skam, var også det frisind, som fik Spies’ udskejelser til at glide ned som progressive i samtiden og senere hen. Ville det have været muligt at lave sondringen dengang? Mellem det gode frisind og det onde? Vi ved fra de historiske fakta, at nogle forsøgte, men jo så også, at nogle af dem faldt i den anden grøft, hvor man render på abortmodstand og seksualforskrækkelse.

Sandheden er nok, at i ethvert kulturelt øjeblik er der altid for meget på spil til, at man med sikkerhed kan vide, om man er på den rigtige side. Det er altid en mulighed at tage fejl, selv for dem, der mener, at de sætter de højeste moralske standarder. Vi har set det så mange gange gennem verdenshistorien: Reformationen, hvor gudfrygtige borgere angav lidt for kloge kvinder til myndighederne, der brændte dem på heksebål. Napoleonskrigene, hvor Danmark holdt på den forkerte franske hest, efter at briterne smadrede vores flåde, hvorpå vi led et grusomt nederlag. 1930’erne, hvor de store danske etikere Johannes V. Jensen og Kaj Munk fattede interesse for Hitlers tanker om et stærkt, rent samfund og senere fortrød bitterligt.

Og nu ser vi det igen i den bølge af historisk revision, som skyller den ene etiske kæmpefejl efter den anden op på bredden af vores tid. Svussj, der kommer kolonierne. Svussj, der kommer de grønlandske eksperimentbørn. Svussj, der kommer Spies med sine morgenbolledamer og sin faste plads i DR-programmet Spørg Bare, datidens svar på Monopolet. Og svussj, der kommer den helt store bølge, den, der hæver vandstanden: De mange år, hvor klimaforandringerne blev afvist og ignoreret over en bred kam. Vi står her, vi ser på dem og holder os for næsen, strandvaskerne fra vores kollektive samvittighed.

Det er fejl, der er begået i fællesskab. Af staten, af samfundet, af vores kultur, vores medier, vores tidsånd, os som individer og som flok. Og alle sammen, men på hver sin vis, båret af en stræben efter at være på fremskridtets side. På det hold, som skal vise vejen ind i en bedre fremtid. Så hvor gik det galt?

Som periode betragtet var 1990’erne en relativt let tid at leve i. Sådan skriver den amerikanske forfatter Chuck Klosterman i sin nyeste bog, New York Times-bestselleren The Nineties. I hvert fald var det, siger han, “let for dem, for hvem det var det, og som det normalt er det for.” Atomkrigstruslen fra 1980’erne var aflyst, internettet var så småt på vej, og intet tydede på, at det ville blive andet end superfedt, og den økonomiske vækst gjorde det muligt at fokusere på egen trivsel, som om resten af verden knap nok eksisterede.

I USA, hvor Klosterman har sit fokus, var der dog en del snak om et nyt fænomen, teenage-angst – ikke angst som på dansk, men mere hen ad mistrivsel, eksistentiel usikkerhed – som bredte sig som grundstemning i den unge generation. Hvorfor? Den offentlige debat i USA var fuld af bekymring og overvejelser plus en del film om teenagere, der gik i Dr. Martens-støvler, havde ubeskyttet sex og begik selvmord. “Faktisk lod ingen af dem, der stillede spørgsmålet, til at være særligt optagede af svaret, i hvert fald ikke før 12 unge blev dræbt af deres to klassekammerater på en highschool i Colorado i 1999.” Men da var det for sent. Efter Columbine-massakren var spørgsmålet pludselig mindre vigtigt end problemet, og samtidig var problemet blevet det, som man nu betragtede som normalt.

Hvorfor nåede man derud, hvor mistrivsel blandt unge i USA blev så almindeligt, at det blev et vilkår? Måske, skriver Klosterman, fordi ingen rigtig interesserede sig for at finde svaret på, hvorfor de unge følte denne angst, når nu samfundet burde give dem stigende tryghed og velfærdsgoder. Måske fordi svaret ville afkræve handling. I stedet nøjedes man med at bekymre sig og lige så stille indlemme det i fortællingen om det moderne samfunds paradoks: Vi har aldrig haft det bedre. Og alligevel har vi det så skidt. I det mindste er det normalt.

Og sådan opstår blinde punkter. De steder, hvor problemer bare vokser, fordi vi ser dem som en del af vores tid, af vores kultur. Som en konsekvens af udviklingen, der går fremad, altid fremad. Lige indtil noget tvinger os til at stoppe op og se tilbage. Som MeToo. Som Black Lives Matter. Som de grønlandske børn, der rejste krav over for staten, og klimakrisen, der nu viser sig i alle grafer, alle dele af vores økosystem.

Herfra, hvor vi står, er fejlene i bakspejlet åbenlyse. Vi ser dem, og vi dømmer dem, og selv om vi ikke er enige om, hvor hårdt der bør dømmes fra sag til sag, så er vi ret samlet om forestillingen om, at det aldrig ville kunne ske i dag. Fordi vi ved mere, fordi vi er bedre, mere oplyste, mere moralsk ansvarlige, end de var dengang, det var en anden tid. Det er ikke tilfældigt, at nogle taler om at være woke – et ord, der oprindelig betød ‘på vagt’, ‘vågen’ – opmærksom på alt, med øjne, der ser fejlene i systemet, i os selv. Og de, der afskyr wokeness, ser omvendt sig selv som de suverænt klarsynede. Og sådan er det: Ethvert samfund ser sig selv som historiens højdepunkt.

Men selvfølgelig er der blinde punkter i vores tid. Problemer, som er så udbredte, at de føles som en normalitet, og så tæt koblet til samfundsudviklingen, at vi ikke ser dem eller kun erkender dem halvt. Fejl, vi begår nu, og som vores efterkommere en dag vil dømme os for. Præcis som vi lige nu gør med Spies og hans samtid. Og den største fejl er, hvis vi bilder os ind, at det ikke vil ske.

Den britiske journalist Tom Standage er forfatter til flere bøger om teknologi i et historisk perspektiv. Og så var han for nogen tid siden gæst ved en middag, hvor min chefredaktør Ida Ebbensgaard også var til stede. Nogen i selskabet stillede Standage et godt spørgsmål: Hvad gør vi i dag, som man vil tage sig til hovedet over i fremtiden? “Den måde, vi behandler vores ældre på,” svarede han. Dét og så fotoalbummet med billeder fra flyrejser verden rundt.

Flyrejserne vender vi tilbage til. Lad os først prøve at give nogle bud på, hvad vi ville svare på det spørgsmål, Standage fik: Hvor ligger de, de blinde punkter? Det kan vi naturligvis ikke vide, det ligger i sagens natur: Vi ser dem ikke. Men nogle gange mærker vi dem alligevel. Tænk med mig her, og lad mig vide – i bidragssporet – hvilke bud du kunne have, og hvad du mener om mine.

Vi kunne begynde med unges alkoholvaner. Vi er så vant til avisoverskrifterne om, at “Danske unge er europamestre i druk”, at vi knap nok ænser dem. Men kan nutidens drukkultur, også blandt voksne danskere, holde til at blive målt og vejet på fremtidens moralske vægtskål? Kan tobakken, som man ofte siger ville blive forbudt, hvis den blev opfundet i dag, men som ikke desto mindre er ganske lovlig og udbredt?

Hvordan med det seksuelle frisind, der præger vores dages samfund? Spies’ tid var sexpositiv, mere for mænd end for kvinder, men alligevel. Har nutidens heftige cocktail af normbrud, seksuel mangfoldighed og dunkende pornografi også skyggesider, som vi først opdager, når det er for sent?

Og hvad med skærmene? Vi aner ganske enkelt ikke, hvad den digitale udvikling gør ved os, for vi har aldrig stået i noget lignende før. Vi ved ikke, hvad det gør ved vores samfund, at den politiske samtale i dag er blevet koblet massivt op på sociale medier, hvor polarisering og store følelser driver udbredelsen af et budskab. Men vi begynder at fornemme konsekvenserne. Esben Schjørring, politiske redaktør på netmediet Altinget, har sagt det meget klart: “De digitalteknologiske midler for offentlig kommunikation har fortrængt alle andre. The medium is – stadig – the message, og sociale medier er hastige, flakkende, person- og følelsesbårne. Det bliver politik så også.” Den analyse står han ikke alene med. Men status er, at SoMe-debat lige nu er blevet synonymt med den offentlige, demokratiske samtale. Vil kommende generationer sige, at det var sindssygt, at vi lod det ske?

Vi ved heller ikke, om det er en god idé, en dårlig idé eller en katastrofal idé at deponere så store dele af vores identitet og opmærksomhed i det digitale univers. Vi aner ikke, hvad det betyder for os på sigt, at vi lever i flere dimensioner, og at alt, hvad vi lægger ud online, for evigt vil kunne graves frem. Vil vi ende med at tage den sidste Instagram-selfie på dødslejet, eller vil vi se tilbage på vores apps og tænke, hvad fanden havde vi gang i? Vi ved det ikke. Den franske hitforfatter Delphine de Vigan beskæftiger sig faktisk med lige præcis det emne i sin nyeste bog, der netop er udkommet på dansk. Børnene er konger, hedder den, og den er ret tankevækkende. De Vigan spoler frem til 2031 og stiller spørgsmålet: Hvad vil de børn, som lige nu er content på deres forældres sociale medier, gøre, når de opdager, at hele deres liv er blevet offentligt eje, før de selv kunne give tilsagn? I romanen sagsøger børnene mor og far for millioner – hvis de da ikke når at udvikle paranoia og skizofreni inden da. Det er naturligvis bare fiktion, men …

Nå, tilbage til virkeligheden og til endnu et bud på, hvor vores efterkommere vil kunne slå ned og sige, at vi svigtede grumt. Nemlig det, vi har lært at tale om som stressepidemien. Omkring 430.000 danskere har hver dag symptomer på alvorlig stress, og tallet har været stigende i årevis. Men denne epidemi rammer ikke som en virus, den er en konsekvens af det liv, vi lever, og de rammer, vi har sat omkring det. Alligevel taler vi om stress som et vilkår i den moderne tilværelse. Sådan er det jo bare. “Pas på dig selv,” siger vi til den stressramte kollega, for selv om vi ved, at det er et samfundsproblem, så har vi accepteret det som den enkeltes ansvar at tackle det selv. Hvordan vil vi mon se på det om 20 år?

Stigningen i psykiske lidelser blandt de unge er anden en gyser, der udspiller sig for øjnene af os. Den seneste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil viser, at over halvdelen af de unge kvinder er stressede. Og antallet af psykiske diagnoser som angst, depression, adhd og add blandt børn og unge vokser med en hast, som giver fagfolk en klump i maven. Tidligere i år mødte jeg en overlæge i psykiatrien, som fortalte, hvordan indlæggelser af unge var mangedoblet i den region, han hørte til. “Og det skræmmende er, at ingen rigtig ved hvorfor,” sagde han. Det bedste bud, han havde, var de sociale medier med deres evige troldspejle og indbyggede fear of missing out. Men hans tonefald afslørede hans tvivl. Det var nok ikke hele svaret, men hvor ligger det så? Stiller vi de rigtige spørgsmål? Det er svært ikke at tænke på Chuck Klostermans passage om teenage-angst i 1990’erne: et problem, der bliver til en normal og knopskyder til nye menneskelige tragedier. Det er en isnende tanke, men hvad gør det ved et samfund, hvis over en femtedel af dets unge generation får dybe ar i sindet, allerede inden deres voksenliv er begyndt? Det ved vi, desværre, først om 20 år.

Og så er der det med flyrejserne i familiealbummet. For det er naturligvis det helt store etiske og moralske problem, vi danser rundt om i dag: Vi ved, at vores planet er på klimakatastrofekurs, men vi træffer alt for få af de nødvendige grønne valg, der kan gøre en forskel.

Vi er dog ikke så blinde, som vi var engang. Allerede nu er der blevet lidt længere mellem Instagram-selfies fra cockpittet på vej til eksotiske destinationer, end der var for bare fem og tre år siden, og bæredygtig energi vinder frem. Men ofte er klimakrisen reduceret til en dystopisk baggrundsstøj i vores tilværelse, og handleplaner er som regel på den lange bane og i øvrigt forsinkede. Imens udledtes der mere CO2 i verden i 2021 end nogensinde før. Hvis vi vil have en idé om, hvordan det vil lyde, når kommende generationer fælder dom over vores moral og etik i klimaspørgsmålene, så er Greta Thunbergs “How dare you!” nok en ret god indikation.

Nå. Hvis bare det var så let. At man kunne lave en liste over sine og samfundets blinde punkter og så træffe de rigtige valg i tide. Men det kan vi jo netop ikke. Og min liste er muligvis helt off. Vi er underlagt de samme mekanismer, som alle vores forgængere har været. Vi tror, vi står på toppen af den menneskelige udvikling, at vi er oplyste og har det bedste moralske kompas, der nogensinde er set. Og ligesom de ønskede at være del af fremskridtet, af udviklingen, som de troede var for det bedste, så gør vi det også. Men historien viser os, at selv om vi vil træffe gode, rigtige valg, så vil vi også tage fejl. Der vil være blinde punkter, og der vil være huller i vores etik og samfundsmoral, som nye generationer vil dømme os hårdt for.

Det er ikke noget, vi skal skamme os over, formentlig er det umuligt at undgå. Men hvis vi åbner os for erkendelsen af, at det kan ske, og at det efter al sandsynlighed vil ske, åbner der sig også en mulighed for rent faktisk at lære af fortiden. For vi behøver ikke at begå de samme fejl igen. Vi kan forsøge at se de mønstre, der gentager sig gennem historien, og bryde dem i vores tid. Vi må erkende, at også vi er fejlbarlige. Og at det en dag er vores nu og her, der var en anden tid.