Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvor mange liv kan man redde for en krone? Jonas har viet sig til en ekstrem velgørenhedsbevægelse

Hvis du vil redde verden, skal du pakke dine følelser væk (og finde lommeregneren frem). Mød Danmarks nye filantroper.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Jeg tror aldrig, jeg har mødt et menneske, der så konsekvent taler i procenter, decimaler og præcise minuttal, som Jonas Kristoffer Lindeløv gør. Jeg er på stationen om syv minutter,” skriver han til mig, da jeg i begyndelsen af september tager toget til Horsens for at mødes med ham. Ikke cirka fem eller cirka ti. Syv minutter, nøjagtigt.

Fra stationen tager det seks minutter at køre hjem til ham. Han bor i et gult murstenshus på en villavej lidt uden for Horsens med sin hustru og tre børn. Indkørslen er ikke overdækket, og de kan ikke holde i garagen, som er stopfyldt med cykler og legetøj. Han og hans hustru har overvejet, om de skal få bygget en ny carport, så de kan slippe for hedeslag, hver gang de sætter sig ud i deres biler på varme sommerdage, og så de kan slippe for at afise bilerne på kolde vintermorgener. Det vil koste 60.000 kroner at få den bygget. Og de har råd.

Men så kom vi til at tænke på, hvor meget tid vi egentlig bruger på at afise bilen, og hvor lang tid der i gennemsnit går, før bilen har en okay temperatur om sommeren,” fortæller han. Og så prøvede vi at dividere det ud over en 10-20-årig periode, så vi kunne regne ud, cirka hvor meget vi ville komme til at betale i timen for at undgå at afise bilen eller at sidde i en meget varm bil. Og vi nåede frem til, at timeprisen lå i omegnen af 1.000 kroner. 1.000 efter skat! Det er jo helt vildt!” siger han.

Og sådan tænker vi faktisk hele tiden på, hvordan vi kan optimere vores penge i forhold til at sikre os selv – og andre – det bedst mulige liv.”

Dét er netop det, jeg er kommet til Horsens for at tale med ham om. Jonas Kristoffer Lindeløv er overbevist om, at det gode liv er et, man kan regne sig frem til. For sit eget vedkommende, men vigtigere endnu også for alle andre mennesker. Hvis vi alle sammen dropper vores dyre carporte og den luksus, vi ikke rigtigt har brug for, og i stedet bruger pengene på at gøre en forskel i andre menneskers liv, så kan vi ændre verden til det bedre.

Selv giver Jonas Kristoffer Lindeløv cirka ti procent af sin løn væk til velgørende formål, og det har han tænkt sig at gøre, indtil går på pension. For de penge, har han regnet sig frem til, redder han cirka to liv om året. Hvis man også tæller med, hvor mange mennesker han beskytter mod sygdom for de penge, er det cirka otte menneskeliv årligt. Så er det altså okay at fryse lidt, mens man afiser sin bil.

For de fleste vil det lyde som en ekstrem måde at leve på. Men Jonas Kristoffer Lindeløv er langtfra den eneste, der lever sådan. Han er del af en voksende global bevægelse, som bliver kaldt for effektiv altruisme eller EA. Den beror i grove træk på en antagelse om, at vi, der har hjemme i den rigeste del af verden, kan gøre en enorm forskel for resten af verden, hvis vi hver måned donerer en del af vores løn til velgørenhed. Men ikke hvilken som helst velgørenhed; for en effektiv altruist handler det om at finde frem til netop de organisationer, der gør mest nytte for pengene.

Mens de effektive altruister altså har en nobel ambition om at gøre verden til et bedre sted, er deres vej dertil lidt … provokerende. Hvis vi vil gøre en forskel i verden, siger de, skal vi lægge vores medfølelse og empati på hylden. Det, vi i virkeligheden skal forlade os på, når vi giver til andre, er matematik og rationel logik, siger de.

Måske begyndte det i kirken. Jonas Kristoffer Lindeløv voksede mere eller mindre op i den lokale landsbykirke. Hans far var organist, og hans mor var kirketjener ved siden af deres fuldtidsarbejde. Hans bror ringede med klokkerne, og han selv sang i koret hver søndag. Og Jonas Kristoffer Lindeløvs mor mener, at det var gennem kirken, at velgørenhed først blev en del af hans liv. Kirken samlede penge ind til nødhjælp, afholdt støttekoncerter og donerede til at bygge nye skoler i Latinamerika.

Senere blev han akademiker. Først læste han nanoteknologi på Aalborg Universitet, og senere skiftede han til psykologi. Han skrev en ph.d. i neurovidenskab, og i en årrække var han adjunkt på Aalborg Universitet. Men på et tidspunkt begyndte han at føle, at hans forskning ikke kom nok mennesker til gavn. Den gjorde mest en forskel for andre forskere, men ikke ude i verden. Og så sagde han op.

Det var cirka deromkring, han opdagede effektiv altruisme.

Effektiv altruisme begyndte som en lidt obskur idé på internettet og på universiteter som University of Oxford. Det var dér, William MacAskill studerede filosofi i 2012, da han opfandt udtrykket og oprettede det såkaldte Center for Effektiv Altruisme. Dengang var han med sine egne ord ret irriterende”, som han har sagt til The New Yorker. Når han mødtes med sine venner på en pub, bestilte han kun et glas vand, og når det skulle fyldes op, gjorde han det med en dåseøl, han havde købt nede på hjørnet. Derhjemme spiste han kun brød, han selv havde bagt. Det var ikke, fordi han var en fattig studerende, der hverken havde råd til øl eller brød. Nej, William MacAskill levede et sparsommeligt liv, fordi han gav de fleste af sine penge væk til velgørenhed. Det var bydende nødvendigt, mente han, som vestlig verdensborger at dele sit økonomiske overskud med verdens fattigste, at bruge pengene på myggenet og vitamintilskud i stedet for smartphones og dyre møbler. At redde liv frem for at forsøde sit eget endnu mere.

Nogenlunde samtidig, i den amerikanske hedgefond Bridgewater Associates, fandt to unge analytikere på at oprette en velgørende organisation, der skulle fungere lidt ligesom en investeringsfond. Give Well, som den kom til at hedde, skulle efterprøve og undersøge effekten af andre velgørende organisationer og give penge til de initiativer, der gjorde mest gavn for flest mennesker.

I løbet af de næste par år gik det stærkt. Effektiv altruisme voksede hurtigt ud af internettets afkroge, og i dag er det en idé, som rigtig mange mennesker abonnerer på. William MacAskill er i dag professor på University of Oxford, bestsellerforfatter og noget nær en guru inden for bevægelsen. I den samme periode har effektiv altruisme haft en mærkbar indflydelse på den måde, velgørenhed bliver gentænkt på lige nu. Velgørende organisationer og ngo’er er i stigende grad begyndt at forsøge at måle effekterne af deres arbejde, og man anslår, at de effektive altruister har givet over 233 milliarder kroner til velgørenhed siden 2012.

Og nu er tankegodset altså nået til Danmark, hvor Jonas Kristoffer Lindeløv hurtigt er blevet en af bevægelsens frontpersoner.

I dag arbejder han som dataspecialist for en større dansk virksomhed. Han får lov til at arbejde med noget, han godt kan lide: computere og statistik. Og han har samtidig mulighed for at hjælpe flere mennesker, end han havde før. Ikke fordi hans arbejde i sig selv gør en forskel for flere mennesker, men fordi han tjener flere penge, som han kan donere til velgørende formål. Han har også mere tid til velgørenhedsorganisationen Giv Effektivt – en relativt nyopstartet dansk forgrening af Give Well, som Jonas Kristoffer Lindeløv er formand for.

På mange måder er Jonas Kristoffer Lindeløvs hidtidige karrierestige et godt billede på, hvordan mange effektive altruister tænker – eller i hvert fald har tænkt. Hvis man gerne vil gøre en forskel her i verden, nytter det ikke meget at slutte sig til Læger uden Grænser eller arbejde frivilligt på en lektiecafé. Rent statistisk kan du gøre en større forskel, hvis du tager et højtlønnet job og donerer mindst ti procent af lønnen væk til velgørende formål.

Mindre kan også gøre det. Hvis en gennemsnitsdansker med en typisk dansk indkomst hvert år donerede cirka en procent af sin løn til de rigtige velgørende organisationer, ville vedkommende kunne beskytte 908 børn mod sneglefeber og 73 familier mod malaria. Det viser Jonas Kristoffer Lindeløvs beregninger. De samme penge ville ikke gøre lige så stor en forskel, hvis man sendte dem til en flygtningelejr i Syrien eller brugte dem på at få nødhjælp frem til dem, der denne sommer har mistet deres hjem under Pakistans massive oversvømmelser, siger han. Det er ofte i den slags situationer, at vores behov for at hjælpe er størst. Men de områder, der er ramt af akutte kriser, er typisk også sværere at komme frem til med hjælpen. Og derfor koster hjælpen også væsentligt mere.

Det kan føles meget kynisk at fravælge nogle mennesker i nød for at give til nogle andre. Men det, man må huske, er, at hver gang man giver til et akut ramt område, så fravælger man også de mennesker, der lider af noget fuldstændig forudsigeligt, hvor vi bare kunne have kørt en lastbil lige hen til deres hoveddør. Det er jo den ubehagelige situation, vi står i. At vi må vælge. Ligesom vi hele tiden i vores eget liv må vælge,” siger Jonas Kristoffer Lindeløv.

Almindelige velgørende foreninger vil ofte appellere til vores empati, når de samler ind. De viser os billeder af børn, der lider under katastrofer, der sker her og nu. Det er det, der får os til at give flest penge. Men det er ikke nødvendigvis det, der gør den største forskel her i verden,” siger Jonas Kristoffer Lindeløv. For 35 kroner kan man købe et myggenet, der kan beskytte to mennesker i op til tre år mod at blive smittet, fortæller han. Eller man kan donere 70 kroner til at få udbredt
A-vitamintilskud til børn i Indien. Dét er en velgørenhed, der over tid kan reducere børnedødeligheden med 25 procent, viser flere studier og beregninger, som både Give Well og Giv Effektivt læner sig op ad.

Det giver god mening at tænke på velgørenhed sådan, siger Thomas Søbirk, der er professor i etik ved Roskilde Universitet (RUC) og tidligere medlem af Det Etiske Råd.

Det er jo en tankegang, vi kender fra mange andre områder. Hvis vi investerer nogle penge i en pensionsfond, vil vi også gerne have så stort et afkast som muligt. Og det er jo en ganske fornuftig tankegang. Så hvorfor skulle man ikke også tænke sådan om velgørenhed?” spørger han.

I 2016 udkom bogen Against Empathy af den anerkendte amerikanske psykologiprofessor Paul Bloom. I den taler han for, at empati – og følelser generelt – fylder mere, end hvad godt er, når vi skal tage stilling til, hvordan vores samfund skal fungere. Når vi giver til velgørenhed, når vi lovgiver, når vi afgør retssager, når vi giver asyl, når vi går i krig, når vi uddanner vores unge, når vi vælger partner og opdrager vores børn. Hvis vi lagde vores empati til side, ville vi formentlig træffe klarere, mere retfærdige beslutninger, ræsonnerer Bloom. I sidste ende måske ligefrem mere moralske beslutninger.

På dén måde er de effektive altruisters tankegang ikke ny. Alligevel markerer de et nybrud. For at forstå hvorfor, skal vi tilbage til det med matematikken. De seneste år har mange effektive altruister uden for Danmarks grænser nemlig regnet videre på regnestykkerne – og det har fået mange til at ændre holdning til, hvilken hjælp der egentlig er den mest effektive.

Følelse eller fornuft. Hver krone tæller. Det hører vi tit, når vi taler om velgørenhed. Men de effektive altruister mener det. Hvis man virkelig vil gøre en forskel, bliver man nødt til at regne på, hvor meget de tæller hver især. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Noget af det, der gør den effektive altruisme interessant som fænomen og idé, er, at den på mange måder hviler på et besynderligt paradoks: Den består af lige dele fantasi og rationel logik. Mens effektive altruister opfordrer til, at vi lægger vores følelser til side og fokuserer på håndgribelig matematik i stedet, så bruger de ofte matematikken til at sandsynliggøre nogle lidt fantasifulde scenarier.

Paradokset er især tydeligt i den gren af effektiv altruisme, som med årene er blevet mere og mere fokuseret på at redde fremtidens menneskeliv frem for nutidens. William MacAskill er med årene selv begyndt at abonnere på dette verdenssyn. Han tror ikke længere på, at myggenet og vitamintilskud er verdens vigtigste formål at donere til. Han tror på, at evigheden er vigtigere.

I bogen What We Owe to the Future argumenterer MacAskill for, at fremtidens folk ikke er mindre værd, rent moralsk set, end de nuværende generationer”. Tværtimod. Hvis vi følger den utilitaristiske tanke, at de mest moralske handlinger er dem, der kommer flest mulige mennesker til gavn, ja, så giver det kun mening at kigge ud i fremtiden, hvor mange, mange flere liv endnu skal leves og – ifølge MacAskills logik – sikres og reddes. I bogen beskriver MacAskill nogle af de trusler, menneskeheden står over for – superintelligente maskiner, atomkrig, biovåben og klimaforandringer for blot at nævne nogle få. Det er udfordringer, som vi bliver nødt til at beskæftige os med nu, mener han, og ikke først når de ér blevet til virkelighed. Vi bliver nødt til at udvikle teknologiske løsninger, og vi bliver nødt til at forske og gøre os kæmpestore tanker om, hvordan fremtidens samfund skal se ud. For eksempel argumenterer MacAskill i bogen for, at vi bør gøre, hvad vi kan nu, for at undersøge, hvorvidt det er muligt at kolonisere fremmede planeter.

Det lyder måske fuldstændig absurd at beskæftige sig seriøst med den slags fremtidsscenarier, når verden lige nu står over for massevis af dybt alvorlige kriser. Det forstår MacAskill sådan set godt, skriver han i bogen. Men: Jeg tror nu på, at verdens langsigtede skæbne til dels afhænger af de valg, vi træffer i vores levetid,” skriver han i bogen. Og der er derfor brug for en moralsk revolution,” skriver han.

Den moralske revolution” er kryptomilliardæren Sam Bankman-Fried måske et meget godt billede på. Han er en af de milliardærer, der i de senere år har taget effektiv altruisme til sig. Han har svoret at donere omtrent en milliard dollars – 7,4 milliarder kroner – om året til velgørende formål. Men i modsætning til Jonas Kristoffer Lindeløv er han ikke interesseret i at bruge pengene i kampen mod malaria. Han har aldrig haft en myggenetsfase”, som han har forklaret i et interview. At beskæftige sig med nutidens problemer er ifølge ham en følelsesladet sag. Hans milliarder skal gå til fremtiden.

Det betyder også, at de penge, som mange effektive altruister førhen foreslog at sende til verdens fattigste, nu pludselig bliver omdirigeret. Fra de rigeste og videre til nogle af verdens andre rigeste. Derhen, hvor ressourcerne til den nødvendige forskning, teknologi og de mulige løsninger rent faktisk ligger.

Og på den måde har den effektive altruismes logik mere eller mindre slået en knude på sig selv.

Da jeg spørger Jonas Kristoffer Lindeløv, hvad han tænker om fremtidsfilantroperne, trækker han lidt på det. Vi sidder ved hans køkkenbord i Horsens, han har serveret instantkaffe til mig. Jeg er sådan set meget sympatiserende over for den her tankegang,” starter han med at sige.

Når man regner på det, er det jo ikke totalt ulogisk, mener han. I fremtiden kommer der formentlig til at leve mange, mange flere mennesker, end der har levet i menneskehedens historie indtil nu. Og kan man sikre bare lidt mere forbedring af deres liv, vil det rent matematisk have en større effekt, end hvis man fokuserer på at gøre en stor forskel i nogle få menneskers liv nu, siger han. Alligevel fokuserer han først og fremmest på nutidens problemer med sin velgørenhed. Og det har han foreløbigt tænkt sig at blive ved med. For som han siger: Der er bare enormt stor usikkerhed forbundet med, hvad det egentlig er for en fremtid, vi lige nu kigger ind i.”

Det er jo muligt, at vi slet ikke findes som organiske væsener om 200-300 år. Men at vi i stedet udbreder os og lever på silicium som kunstig intelligens og så videre. Og hvad har de af værdisæt? Hvad er et godt liv for dem? Det er et åbent spørgsmål.”

Det er lige præcis hér, at longtermism – som det her fremtidsfokus ofte bliver omtalt som – støder ind i problemer.
Hvordan kan vi redde fremtidens generationer, hvis vi ikke ved, hvad de tror på? Hvordan kan vi udregne gevinsterne af vores regnestykker, hvis vi ikke ved, hvad de er værd for dem, vi håber skal nyde godt af dem?

Mens jeg taler med Jonas, kommer jeg til at tænke på min hund, Benny. Han er otte år gammel og har boet det meste af sit liv på gaden i Portugal, indtil jeg adopterede ham for knap halvandet år siden. Det kostede 4.000 kroner at få det hele fikset: transport, vacciner og så videre. Der var rabat på ham, fordi han var gammel, og ingen vil have en gammel hund. Hvis man skal blive lidt sentimental, og det bliver jeg tit, når jeg kigger ind i Bennys hundeøjne, kunne man godt sige, at jeg har reddet hans liv. Hver dag, han er hos mig, er – forestiller jeg mig – betydeligt bedre end de dage, han tilbragte i hundekennelen, på gaden og i skoven, hvor nogen fandt ham.

Men hvis jeg nu ikke skulle være sentimental, og det siger de effektive altruister, at vi helst ikke skal være, så kunne jeg have brugt de 4.000 kroner mere effektivt. Jeg kunne have reddet flere liv end bare Bennys. Er det sådan, vi bør tænke? Og hvis ja, hvad betyder det så egentlig for vores egne liv? Det spørger jeg Jonas Kristoffer Lindeløv om.

Hvad betyder det for dit eget liv, dit forhold til din familie, alting, at du – lader det til –lægger et forholdsvist stort fokus på liv, som er langt væk fra dig selv?”

Altså, man kan meget nemt komme til at gå ud ad en glidebane her, der hedder: Jamen så er jeg nødt til at indrette hele mit liv efter andres liv rundtom i verden end mine nære og kære. Jeg har da på tidspunkter overvejet, om jeg bare skulle sælge hele mit hus, optage kæmpelån og donere det ud i omverdenen og så bare selv forsvinde ud af systemet og så sige, at det var det, jeg gjorde,” siger han.

Men jeg kan fortælle dig, at historisk set har vi set masser af eksempler på folk, som har fulgt en ideologi rent – og så har folk begået masseselvmord, eller de er simpelthen så mærkelige, at ingen kan forholde sig til dem, og så ender de med
ingen effekt at have i verdenshistorien overhovedet. Så jeg har det rigtig, rigtig fint med at bruge en masse tid med mine børn, forhåbentlig også nok tid med min kone, tage på arbejde og købe en god computer, fordi jeg synes, det er rart at have en god computer og så videre.”

Effektiv altruisme handler ikke om at gøre vores egne liv mindre værd. Det handler om at donere de penge, vi har tilovers, når vores nødvendige behov – uanset hvordan de ser ud – er dækket, siger han. Og på mange måder gør dét også vores egne liv mere værd, mener han.

Man må huske på, når man kigger på diverse lykkeundersøgelser, at det, der gør os lykkelige nu og på vores dødsleje, er vores sociale relationer, at vi har gjort en meningsfuld forskel i andre folks liv.”

Der er seks minutters kørsel tilbage til togstationen. På vej hjem tænker jeg på det, vi har talt om. De effektive altruister – og Jonas Kristoffer Lindeløv – mener, at vi skal lægge empatien til side og udelukkende fokusere på effekten af velgørenhed. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre. Rent logisk giver det mening at måle effekten af vores penge. Og så alligevel: Er vores værdier, og dermed sympatier, og vores medfølelse ikke en uløselig del af vores syn på verden? Er det ikke en helt central del af selve den måde, vi måler effekt, altså værdi, på?

Men måske ér det heller ikke et spørgsmål om at vride sig fri af sin empati. Jo længere jeg talte med Jonas Kristoffer Lindeløv, des tydeligere blev det for mig, at man måske lige godt kunne sige, at effektiv altruisme handler om at udvide sin medfølelse. Til dem, der ellers ikke normalt omfavnes af den, fordi de befinder sig langt fra os – om det er i geografi eller i tid.