Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Cathrine Wichmand er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Turismens sammenbrud har vækket en principiel debat: Vil vi have den tilbage, som den var?

Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


5. august 2020
6 min.

Coronavirusset ankom til Havana en dag i marts med samme fartøj som Cubas skrøbelige tilstrømning af valuta fra udlandet. Nemlig med turister. Et par italienere landede i lufthavnen med penge på kontoen og virus i blodet.

Et halvt år senere står Cuba i samme elendige situation som resten af Caribien. Regionens østater har som øer overalt i verden haft glæde af deres geografiske isolation i kampen for at holde coronavirusset fra døren. Men samtidig har mange af især de små caribiske nationer set bunden gå ud af deres økonomi fra den ene måned til den anden. Ifølge tal fra den globale turismeorganisation WTTC er der ni lande i verden, hvor over halvdelen af arbejdsstyrken betjener turister, og otte af de ni ligger i Caribien. Det var selvfølgelig før, corona tømte poolbarerne. Bahamas tog chancen og forsøgte sig med en genåbning af flyforbindelserne til Amerika den 1. juli, men med turisterne fløj sygdommen, og nu svajer palmerne igen over karantænetomme strande.

Ingen økonomisk sektor er blevet så voldsomt vendt på hovedet af coronakrisen som turismen. For en hel del lande er der kun ét fokus, nemlig at få turisterne og deres Mastercards tilbage. Det gælder Bahamas og omegn i ekstrem grad. Målt på arbejdsstyrkens involvering i turisme gælder det i Europa især landene omkring Middelhavet – fra Montenegro og Kroatien i øst til de i forvejen hårdt pressede økonomier længere vestpå, ikke mindst turistmagneten Spanien.

Men andre steder i Europa rumler en anden diskussion. Nemlig om vi egentlig vil have turismen tilbage i den form, vi kender den.

Det kan være svært at huske det, men før corona var der en gryende erkendelse af, at den globale turisme havde kurs mod en meget lidt bæredygtig tilstand. Alt for billige flybilletter understøttede en rødglødende ferieadfærd i den globale middelklasse, og alt for mange turister søgte mod de samme destinationer, der ifølge kritikerne var nær bristepunktet i højsæsonen, hvor horder af tilrejsende havde skabt et i stigende grad ucharmerende byliv, hvor de lokale måtte fægte sig frem mellem selfiestænger. En af de byer var København.

I Berlingske anbefalede Jakob Steen Olsen i forrige uge, at Københavns Borgerrepræsentation brugte tænkepausen fornuftigt:

Hvordan sikrer vi, at turister i stort tal stadig kan komme hertil og lære alt om H.C. Andersen, skandinavisk samfundsmodel, ungedruk, frikadeller, true Danish hygge og vigepligt på cykelstien i et tempo og på en måde, så københavnerne stadig kan holde ud at være her? Med andre ord: Hvordan får vi fat i deres dollar, pund og yen og yuan, uden at vi overhovedet opdager, de er her?”

Venstres frontfigur i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, skrev et modsvar, hvor hun betonede turismesektorens 60.000 arbejdspladser i København. Hun ser gerne en tilbagevenden til den vækst i antallet af årlige besøgende, som København havde udsigt til inden coronakrisen. Men, tilføjede hun, måske kan politikerne understøtte et mere meningsfuldt kulturmøde mellem danskere og udlændinge? Lonning-Skovgaard hentede inspiration andetsteds i Danmark.

Vi skal have københavnerne til at omfavne turismen på en måde, så de føler, at deres by og de selv bliver beriget både kulturelt og udviklingsmæssigt. Her kan vi blandt andet se mod Aarhus, som har etableret en gruppe af frivillige, der står klar, når et krydstogtskib anløber havnen. Som lokale værter for turister, der vil vide mere om byen og dansk kultur.”

Masseturismens problemer kiggede frem flere steder i Danmark den forgangne sommer. Den midlertidigt gratis færge til Orø blev oversvømmet af dagsturister i en grad, så der af og til manglede færgeplads til øens beboere. En lokal bad politiet i Holbæk skride ind over for parkerede turistbiler i et af øens vejsving, fordi hun var bange for ulykker.

I Fyns Amts Avis skrev Karen Voetmann fra Ærø om det, hun havde oplevet som en syndflod af danske sommerturister. Hun undte for så vidt de tilrejsende en poetisk oplevelse på kyststien foran sit yndige byhus. Men, som hun tilføjede:

Der er en lille gruppe turister, som slet ikke kan styre det. De kommenterer højlydt, står stille og peger, tager billeder, sætter næsen mod ruden, glor ind. Min abegrotte på Molestien er blevet betragtet, kommenteret, målt og vejet.”

Karen Voetmann kom med en række forslag til at dæmpe turistpresset, herunder ved at begrænse fremtidige invasioner i juli måned. Midt i måneden slog færgen fra Svendborg rekord med 6.700 solgte billetter på en enkelt dag.

Vi er nødt til at drøfte, hvor mange turister der skal være, og om der er god økonomi i at lave incitamenter til flere besøgende i højsæsonen. Kunne vi bruge pengene bedre? Der kommer ikke flere borde i restauranterne og senge på hotellerne, bare fordi der med kort varsel kommer flere gæster med færgen. Der er turister, der ikke kan få frokost, medmindre de går i Netto.”

Diskussionen på Ærø er en næsten perfekt mikroudgave af den aktuelle debat i en af verdens mest eftertragtede rejsedestinationer, nemlig Venedig. Indtil virusset lagde kanalbyen øde, havde den kurs mod at modtage over 20 millioner turister i 2020 – hvilket er næsten 100 gange så mange som antallet af venezianere.

Venedig har forsøgt at holde turisterne i ave med forbud mod rullekufferter, bare overkroppe, gade-picnics og krydstogtskibe nær den historiske bykerne. Men det rækker ikke, heller ikke ifølge turistbranchen selv. Til The New York Times sagde Claudio Scarpa, repræsentant for byens 430 hoteller, for nylig, at coronakrisen var en værdifuld anledning til at gentænke byens udvikling.

Det er på tide at vinde byen tilbage.” sagde han. Ellers vil vi om et par år være tilbage til at beklage os over overturisme.”

Byens forhenværende borgmester Paolo Costa konstaterede over for avisen, at mens alle beklagede sig over renæssancebyens udvikling det seneste årti, var der meget lidt handling. Der var simpelthen for mange penge at tjene på turismen.

Inden længe vil Venedig have en masse tomme bygninger, fordi nogle hoteller vil være tvunget til at lukke. Det er et godt tidspunkt at tænke over, hvad de skal bruges til.”

Et af forslagene i Venedig er at skabe rammer for flere vaskeægte beboere, så der bliver en mere sund balance mellem turister og lokale.

I den store verden er det akutte problem som nævnt et andet. Ifølge Verdensturismeorganisationen under FN sugede coronakrisen to billioner kroner ud af turismesektoren i årets første fem måneder. Svarende til 260 kroner per menneske på jorden. Som altid er hammeren faldet hårdest i økonomisk svage lande som Bahamas, hvis sandstrande har noget højere kvalitet end deres forskningsmiljøer.

Ifølge den svenske turismeforsker Stefan Gössling, der har titel af professor i bæredygtig turisme, kan coronakrisen opfattes som et forvarsel. Han mener ikke, at de sidste årtiers højintense turismekultur kan vare ved. For det første skaber den ideelle smitteveje for en global pandemi som den nuværende. For det andet vil konsekvenserne af klimaforandringerne – ekstremt vejr, fødevaremangel og så videre – med tiden forhindre den.

Derfor, mener Gössling, skal vi gøre turismen mere bæredygtig og mere robust. Hans vigtigste anbefalinger? Tag på udlandsrejser af længere varighed, og rejs generelt til destinationer tættere på.

Husk i så fald ikke at presse næsen mod Karen Voetmanns vinduer på Ærø.