Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kim Bach Petersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Børnene er ikke problemet, siger en børnepsykolog om tidens diagnoseboom. De er budbringere af et langt større problem

ER DER HUL IGENNEM?En bevægelse blandt psykiatere insisterer på, at børnene ikke er problemet, men viser problemet, og at vi derfor skal gentænke måden, vi bruger diagnoser på Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Antallet af børn, der får diagnoser som ADHD, autisme og angst, er steget voldsomt. På fem år steg antallet med 44 procent. Men diagnoserne hjælper ikke børnene. Tværtimod spænder de ben for den hjælp, børnene har brug for, mener psykolog Henning Strand, der har arbejdet med børn med udfordringer i næsten 20 år.

Egentlig er Henning Strand en lavmælt mand. I sit rækkehus i Brønshøj, hvor der hænger billeder af børn og børnebørn på væggen, sætter han kaffemaskinen til at brygge. Men selv om den lille, spinkle mand i lilla fleecejakke taler lavt og forsigtigt, er hans pointer hverken lavmælte eller forsigtige.

Det er fuldstændig uforståeligt, at der er så stor stigning i antallet af diagnoser,” siger han.

Når han siger sådan, er det, fordi diagnoser ikke fortæller os, hvorfor barnet reagerer, som det gør. Og det er afgørende, fordi vi for at kunne hjælpe barnet bliver nødt til at forstå, hvad det er for en situation, som barnet reagerer på.

Så i en pædagogisk sammenhæng giver det ikke mening at bruge diagnoser.”

Henning Strand er uddannet psykolog. I 19 år arbejdede han i Herlev Kommune som ledende psykolog, hvor han var med til at forme den måde, som kommunen håndterede børn med udfordringer. I dag er han privatpraktiserende psykolog.

Strand taler ind i diskussionen om den voldsomme stigning i antallet af børn, der får en diagnose som ADHD, angst og autisme. Fra 2010 til 2015 steg antallet af børn og unge, der var i behandling i psykiatrien, med 44 procent. ADHD er den hyppigste psykiske diagnose blandt børn, hvor 3,6 procent af danske børn har fået en ADHD-diagnose, og hvor der er sket en tidobling i medicinering for ADHD fra 2004 til 2014 ifølge Vidensråd for Forebyggelse.

Henning Strand er del af en bevægelse, der insisterer på, at børnene ikke er problemet, men viser problemet, og at vi derfor skal gentænke måden, vi bruger diagnoser på.

De besværlige børn kan nemlig også forstås som whistleblowere, som børnepsykiater Søren Hertz, der også ser sig selv som del af denne bevægelse, formulerer det i slutningen af sin seneste bog Børn og unge, psykiatri og samfund:

Vi kan være tilbøjelige til at pege på den, der fløjter. Men det er vigtigt ikke at gøre den, der fløjter, til problemet.”

Der har længe været uenigheder mellem de pædagogiske psykologer og det psykiatriske system om brugen af diagnoser, og det er en strid, der har alvorlige konsekvenser for børnene, mener formanden for de pædagogiske psykologer, Bjarne Nielsen.

Vi kan ikke løse de her problemer ved bare at sende flere og flere børn til undersøgelse på den børnepsykiatriske afdeling. Børn, der har virkelig store psykiatriske problematikker, skal selvfølgelig udredes, men lige nu kommer både små og store problematikker op til de børnepsykiatriske afdelinger,” siger Bjarne Nielsen.

Og det er virkelig uheldigt.”

I 2005 skrev Henning Strand en længere artikel i fagtidsskriftet Psykologisk Pædagogisk Rådgivning om et fundamentalt paradigmeskift, han mente var på vej. Han beskrev en gammeldags forståelse af børn med vanskeligheder, hvor man tog for givet, at det var barnet, der var noget galt med, og derfor barnet, der skulle ændres.

Heroverfor, skrev Strand, var der nye tanker, der udfordrede den måde at forstå vanskelige børn, hvor fokus i stedet er på at forstå, hvorfor barnet reagerer, som det gør i bestemte situationer. Hvor det tidligere var psykologen, der samlede informationer og nåede frem til en konklusion, inddrager den nye forståelse både barnet, forældrene, lærerne og pædagogerne.

Men i dag, 13 år senere, mener Strand, at den gammeldags forståelse stadig lever videre mange steder, hvilket den voldsomme stigning i antallet af børn med diagnoser også er udtryk for.

Henning Strand mener faktisk, at diagnoserne direkte kan spænde ben for børnene, fordi det kan betyde, at de bliver fastholdt i det, der er svært. Den stærke stigning i antallet af børn med diagnoser er udtryk for en individualisering af psykiske vanskeligheder. Når børn får en psykisk diagnose, så antager vi nemlig, at problemet befinder sig inde i børnenes hoveder. Men det er stærkt simplificeret, mener Strand.

Vi bliver nødt til at forstå børnenes reaktioner som svar på det, de bliver udsat for.”

Når psykiatere giver børn diagnoser som ADHD og autisme, er det, fordi de ser diagnoserne som et brugbart og nødvendigt arbejdsredskab til at hjælpe de børn, der har brug for det. I en tidligere Zetland-artikelom diagnoser sagde førende ADHD-forsker, professor og børnepsykiater Per Hove Thomsen, at diagnoserne giver læger og forskere et sprog til at tale om barnets vanskeligheder.

Desuden kan en diagnose give forældre, lærere og barnet selv en forståelse for det, der er vanskeligt, og med hjælp fra diagnosen kan psykiateren pege på de strategier, der kan hjælpe barnet til at klare sig gennem en svær hverdag. Psykiatere som Hove Thomsen ser altså diagnoserne som et vigtigt redskab, der kan sætte ord på udfordringerne og være med til at lægge en plan for, hvordan man bedst kan hjælpe barnet.

Det anerkender Henning Strand. Selv om han er kritisk over for den stigende diagnosticering af børn, så mener han, at der er børn, der for eksempel har ADHD i så voldsom grad, at også medicin kan hjælpe dem og skabe en bedre hverdag for dem. Og i de tilfælde er diagnoserne et vigtigt redskab.

Men psykiske diagnoser fortæller ikke noget om årsagerne til, at børnene reagerer, som de gør, fortæller han. De beskriver kun barnets symptomer. Henning Strand mener, at det stigende antal børn, der får diagnoser, både kan være udtryk for ændringer i samfundet, der gør børnene mere sårbare, og udtryk for, at vi har ændret de kriterier, der udløser en diagnose.

Men han mener, at diagnoserne har fået for meget vægt i den måde, vi håndterer børn og unge med vanskeligheder i det kommunale system.

I sine år som leder for pædagogisk psykologisk rådgivning i Herlev var Henning Strand med til at indføre en gentænkning af hjælpen til børn med udfordringer i Herlev. Mange steder vil diagnosen være det, der betyder, at familien kan søge hjælp i kommunen, og at barnet kan få ekstra støtte i klassen.

Det er diagnosen, der åbner dørene i kommunens labyrint for børn med særlige udfordringer. Derfor har det mange steder en helt afgørende betydning, om barnet får stillet en diagnose eller ej.

Men sådan er det for eksempel ikke i Herlev kommune. Hvis et barn bliver beskrevet af en psykolog på en måde, hvor det er tydeligt, at barnet har svære udfordringer, så har barnet ret til hjælp. Dermed er det ikke længere diagnosen i sig selv, der er den afgørende nøgle til at få hjælp.

Og det er vigtigt af flere grunde, mener Henning Strand. Dels fordi diagnoser, forklarer han, er et øjebliksbillede. Det er en beskrivelse af et sæt symptomer, som barnet har, når det bliver udredt. Men hvis symptomerne ændrer sig eller forsvinder, så burde barnet ikke længere have den diagnose. Det sker bare meget sjældent, at man udreder et barn igen et par år efter og fratager barnet en diagnose.

Dels fordi diagnosen netop beskriver det, der er vanskeligt for barnet. Den beskriver, hvornår barnet ikke fungerer. Men vi kommer længere, mener Henning Strand, ved også at se på, hvornår barnet rent faktisk fungerer godt.

Dels fordi, at når barnet får stillet en diagnose, så kan det betyde, at omverdenen møder barnet med særlige forventninger, og at det i sig selv kan være med til at fastholde barnet i en uhensigtsmæssig måde at reagere på.

Men det vigtigste er, at i stedet for at fokusere på det enkelte besværlige barn med en diagnose, så åbner det for en bredere forståelse af problemerne i en klasse. Henning Strand fortæller om en klasse, hvor der var massiv uro, når børnene havde vikar. Flere af drengene spillede en nøglerolle i at skabe den uro.

En af pigerne reagerede særlig stærkt på larmen. Nogle gange gik hun ud af klassen og kastede op, andre gange blev hun væk, når klassen havde vikar. Skolen bad kommunens psykologer om hjælp. De foretog det, der bliver kaldt for en klasse-intervention.

En klasse-intervention begynder med en dialog med lærerne. For selv om der kan være enkelte børn, der har spillet en nøglerolle i at skabe den uro eller mobning, der har gjort, at læreren har henvendt sig til psykologerne, så er det vigtigt, at lærerne er forberedt på, at de selv kan være en del af det, der skaber uroen eller problemerne i klassen.

Det er vigtigt at sikre, at lærerne er indstillede på også at reflektere over egen praksis, så det ikke kun er noget med at lede efter problemer hos nogle børn, men også at se på relationerne i klassen, både med børnene og lærerne,” siger Henning Strand.

Bagefter vil PPR-psykologerne først interviewe lærerne i klassen, mens børnene lytter. Og de vil interviewe nogle børn om, hvad de tænker, mens de andre børn og lærere lytter.

I den klasse, der havde særlig meget uro, når børnene havde vikar, fortalte nogle af drengene, hvordan de oplevede det som nødvendigt at råbe for at blive hørt. Pigen fortalte de andre børn, hvordan hun reagerede på uroen. Og en af drengene, der stod bag larmen, fortalte, at hvis han havde vidst, at hun fik det så dårligt, så ville han ikke have råbt og skabt så meget uro.

Ifølge Henning Strand betød samtalerne, at uroen faldt dramatisk efterfølgende, når klassen havde vikar.

Og der er ved at ske et skred i forståelsen af børns vanskeligheder også i det psykiatriske system, mener både Strand og formanden for Pædagogiske Psykologers Forening, Bjarne Nielsen.

I 1970’erne og 1980’erne tænkte vi, at vi bare skal finde ud af, hvad der er galt, og så behandle barnet,” siger Bjarne Nielsen. Men det har vi jo for længst fundet ud af, at sådan er det ikke. Børnenes problemer hænger sammen med deres relationer.”

Det psykiatriske system baserer sig fortsat på at se individuelle vanskeligheder hos børn, men der er efterhånden en stigende forståelse for, at barnet skal ses i sin samlede kontekst.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem