Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Sofie Krogh Holm er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Regeringen siger, at den har sænket asyltallene. Tallene fortæller en anden historie

PÅ VEJHverken Danmark eller Europa oplever samme asylpres som for få år siden – men hvorfor egentlig ikke? Foto: Jacob Ehrbahn, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Danmark modtager i dag en langt mindre andel af Europas asylansøgere end tidligere. Regeringen vil gerne forklare udviklingen med, at den har ryddet op efter en lempelig politik under den forrige, socialdemokratiske regering. Men kigger man grundigt på asyltallene, er det svært at få dem til at passe med den forklaring. Faktisk er det vanskeligt at se en forbindelse mellem regeringsskifter og asyltal de seneste 15 år.

Opdatering: Denne artikel udgav vi under valgkampen 2019. Nu har vi fået en ny, socialdemokratisk regering, som har lovet justeringer af udlændingepolitikken med bl.a. flere penge til børnefamilier på integrationsydelse. Det tidligere regeringsparti Venstre hævder som ventet, at ændringerne vil tiltrække flere flygtninge. Historien her går i dybden med, hvor troværdig dén påstand er.

Efterhånden er det blevet en slags tradition.

Måske er det ikke den hyggeligste, vi har, men den er vel snart blevet lige så uomgængelig som koldskål om sommeren og kalenderlys i december:

Når der er valg, skal vi diskutere flygtningepolitik.

I denne tilbagevendende debat har regeringen og især regeringspartiet Venstre i årevis fortalt en ganske bestemt historie på baggrund af udviklingen i antallet af asylansøgere.

Historien lyder kort fortalt sådan her:

Fra 2011 til 2015 førte den socialdemokratisk ledede regering under Helle Thorning-Schmidt en asylpolitik, som tiltrak alt for mange asylansøgere – blandt andet ved at hæve ydelserne til arbejdsløse flygtninge.

Men så, siger regeringen, kom Inger Støjberg og gennemførte som udlændinge- og integrationsminister en masse stramninger – først og fremmest ved at sænke ydelserne igen.

Det er derfor, hævder regeringen, at Danmark nu får historisk få asylansøgere i forhold til resten af Europa.

Og derfor, hævder regeringen også, vil asyltallene stige markant igen, hvis magten skifter, og nogen skulle finde på at skrue op for ydelserne eller på anden måde lempe politikken.

Det er en historie, som på overfladen flugter ganske godt med asyltallene.

Danmarks andel af de europæiske asylansøgere er nemlig under denne regering faldet til under en tredjedel af, hvad det var under den forrige.

I årene før den nuværende regering kom til, modtog Danmark i gennemsnit lidt under to procent af alle asylansøgninger i EU. Siden 2016 har det blot været omkring en halv procent.

Så sent som i 2014 var vi det land i EU, der modtog 5.-flest asylansøgere per indbygger. I 2018 var vi dumpet ned som nummer 16.

Alligevel er der et problem med regeringens fortælling om udviklingen i antallet af asylansøgere:

Jo mere omhyggeligt man kigger på tallene, jo mindre overbevisende ser fortællingen ud.

Jeg har gravet grundigt i de senere års europæiske flygtninge- og asyltal, diskuteret dem med eksperter fra en række europæiske lande, læst op på forskningen, regnet på tallene og fremlagt resultaterne for blandt andre professor Thomas Gammeltoft-Hansen, en af Danmarks førende eksperter i asylpolitik. Han siger:

Jeg kan for mit vedkommende ikke se, at der er en særlig effekt af regeringsskiftet. Hvis man ser på, hvordan Danmark udvikler sig sammenlignet med de andre nordiske lande og EU-gennemsnittet, så må man sige, at det er svært at se en markant effekt af danske regeringsskifter de seneste 15 år, hverken den ene eller anden vej.”

En anden af Nordens førende eksperter i asylpolitik, den norske professor Grete Brochmann fra Universitetet i Oslo, er enig. Hun kalder størrelsen på ydelserne til nytilkomne flygtninge – den største anstødssten i debatten om asylpolitikken de seneste mange år – for en detalje” i det store billede.

Det er mildt sagt en anden konklusion, end Inger Støjberg og resten af regeringen drager på baggrund af tallene.

Allerede da det i 2017 stod klart, at Danmarks asyltal var faldet til et nyt og endnu lavere niveau end tidligere, udsendte ministeren en pressemeddelelse med ordene:

Jeg er ikke i tvivl om, at vores stramme kurs i udlændingepolitikken er blevet kendt langt ud over vores landegrænser, og det var præcis den effekt, jeg ønskede. Jeg har aldrig været i tvivl om, at flygtninge skeler til, hvad de kan få af velfærdsgoder i de forskellige europæiske lande, og nu har regeringen gjort op med den danske gavebod.”

Jeg har selvfølgelig forsøgt at spørge ministeren, hvorfor hun er så overbevist om sin udlægning af tallene, men hun har ikke ønsket at stille op til interview.

I stedet fastholder hun i en mail sendt via sin presserådgiver, at den forrige regerings politik i hendes øjne fik asyltallene til at stige, mens hendes egen har fået dem til at falde.

For at forstå, hvordan de to professorer Thomas Gammeltoft-Hansen og Grete Brochmann på baggrund af det samme talmateriale kan komme frem til så anderledes konklusioner end Inger Støjberg og resten af regeringen, må man spole tiden nogle år tilbage.

Men først skal det lige siges, at det her er indviklet.

Jeg har under min research talt med en hel del mennesker med forstand på flygtninge- og migrationsspørgsmål – også flere, end jeg kommer til at citere undervejs – og de fortæller mig alle sammen, at der er rigtig mange faktorer, som påvirker, hvor flygtninge og migranter rejser hen.

Først og fremmest betyder det noget, hvor man har venner og familie. Syrere søger altså ofte hen, hvor syrere er, somaliere, hvor somaliere er, og så videre. Men planer kan skifte undervejs, og de kan påvirkes af rygter om forhold og fremtidsmuligheder i forskellige lande, som ikke nødvendigvis har ret meget at gøre med virkeligheden. Smuglere kan også åbne nye ruter og dirigere tusinder af mennesker i en ny retning. Og i det hele taget er det hele uhyre komplekst.

Alene derfor skal man være meget varsom med at tolke så voldsomt på asyltal, som Inger Støjberg og resten af regeringen har gjort ved gentagne lejligheder.

Og så alligevel. Tallene fortæller faktisk en klar historie, som handler om, at det – modsat af, hvad regeringen hævder – de seneste mange år har været sådan, at der ikke er nogen sporbar effekt på asyltallene, når regeringsmagten skifter i Danmark.

Forklaringen på hvorfor begynder i oktober 2011.

Her overtager socialdemokratiske Helle Thorning-Schmidt Statsministeriet efter ti år med borgerlige regeringer.

Hun står i spidsen for en regering bestående af Socialdemokratiet, SF og De Radikale, og i regeringsgrundlaget lover de tre partier blandt andet at afskaffe starthjælpen, som er en særligt lav ydelse til arbejdsløse flygtninge, som har fået asyl.

Afskaffelsen af starthjælpen er den største og mest omdiskuterede lempelse af asylpolitikken, som den nye regering gennemfører, og den træder i kraft den 1. januar 2012.

Derefter sker der … ikke rigtig noget.

Danmarks asyltal rykker sig de følgende mere end to år ikke ud af stedet, hvis man sætter dem i forhold til udviklingen i det totale antal asylansøgere i Europa.

I 2013 modtager Danmark 1,67 procent af alle asylansøgninger i Europa for nu at være helt nøjagtig. Det er færre end i 2010, det sidste hele år med både starthjælp og borgerlig regering, hvor vi modtager 1,95 procent.

En anden måde at sige det samme på er, at Danmark i 2013 er det land i Europa, som modtager 9.-flest asylansøgere per indbygger. I 2010 var vi nummer 8.

Vi ligger altså længere nede på listen to år efter Helle Thorning-Schmidts væsentligste lempelse af asylpolitikken, afskaffelsen af starthjælpen, end under den foregående regerings sidste hele regeringsår, hvor der stadig var starthjælp.

2013 er i øvrigt også året, hvor den socialdemokratisk ledede regering – med stemmer fra det nuværende regeringsparti Liberal Alliance – får gennemført en anden lempelse af asylpolitikken, som blev annonceret sammen med regeringsgrundlaget i 2011:

At asylansøgere skal have lov til at bo og arbejde uden for centrene, mens de venter på at få deres sag behandlet, hvis sagsbehandlingstiden trækker ud.

Det er heller ikke en lempelse, som man kan se nogen effekt af på tallene. Faktisk falder Danmarks andel af det totale antal asylansøgere i EU, efter at denne lempelse træder i kraft.

Først i 2014 sker der noget. Antallet af asylansøgere stiger markant i hele Europa, og samtidig stiger Danmarks andel af dem til 2,3 procent. Vi hopper også pludselig op som nummer fem på listen over de lande i Europa, der får flest asylansøgninger per indbygger.

Det er en udvikling, som nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en tv-debat under valgkampen i 2015 giver Helle Thorning-Schmidt ansvaret for.

Du har flyttet Danmark fra at ligge midt i feltet til at ligge i førerfeltet – hvis man synes, det er positivt – hvad angår asyltilstrømning,” siger Lars Løkke Rasmussen. Årsagen, fremfører han, er den lønforhøjelse”, som Helle Thorning-Schmidt har givet flygtninge ved at fjerne starthjælpen og hæve ydelserne.

Reelt er det dog alt andet end entydigt, at der er en sammenhæng mellem Thorning-regeringens politik og de høje tal i 2014.

Ser man nærmere på stigningen i asyltilstrømningen til Danmark i 2014, kan man nemlig konstatere, at den er forårsaget af blot tre grupper af flygtninge, som over en periode på få måneder i sensommeren søger asyl i Danmark i uforholdsmæssigt stort tal: syrere, eritreere og statsløse – men først og fremmest syrere.

Tilstrømningen af alle andre grupper, derimod, forbliver i samme periode samlet set konstant. Den fjerdestørste gruppe blandt de danske asylansøgere, somalierne, vælger endda i stigende grad at søge asyl i Sverige frem for Danmark på dette tidspunkt.

I øvrigt kan man heller ikke se nogen klar effekt af den stramning af asylpolitikken, som Helle Thorning-Schmidt også gennemfører i sin regeringsperiode.

Som reaktion på det store indryk af asylansøgere i 2014 indfører hun en ny kategori af flygtninge, som må nøjes med kortere opholdstilladelser og skal vente et år, før de kan få familiesammenføring. Men da stramningen annonceres i oktober 2014, er asyltallene allerede i gang med at falde, og da den træder i kraft i februar 2015, er Danmarks andel af de europæiske asylansøgere allerede lavere end på noget andet tidspunkt siden 2008.

En nøjere granskning af asyltallene under Thorning-regeringen får altså den nuværende regerings fortælling om stigninger i asyltilstrømningen som direkte følge af Thorning-regeringens politik til at se noget ramponeret ud.

Men hvad med Inger Støjbergs egne stramninger?

Umiddelbart ser det jo ud til, at stramningerne har sænket asyltallene, eftersom Danmarks asyltal i dag er lavere end på noget andet tidspunkt i nyere tid og markant lavere end under Thorning-regeringen.

Når det alligevel er tvivlsomt, hvor meget det har at gøre med Inger Støjbergs stramninger, handler det blandt andet om en hel masse ting, som sker uden for Danmarks grænser i løbet af det kaotiske år 2015, hvor Inger Støjberg overtager Udlændinge- og Integrationsministeriet.

I forsommeren sætter en meget stor gruppe syriske flygtninge kursen mod Europa, sammen med titusinder af andre flygtninge og migranter fra blandt andet Afghanistan, og vender i løbet af få måneder op og ned på hele Europas asylpolitik.

Resultatet af det hele er, at det på én og samme tid bliver markant sværere for flygtninge og migranter overhovedet at komme ind i Europa og at rejse videre fra ankomstlandene i syd til Nordvesteuropa – og dermed Danmark – hvis først de kommer ind.

Langt de fleste af de flygtninge og migranter, som sætter kursen mod EU-landene i 2015, rejser fra Tyrkiet til Grækenland og videre gennem Balkan-landene til Nordvesteuropa. Men den trafik stopper brat i efteråret 2015, hvor en række lande langs ruten indfører strikse grænsekontroller, for nogles vedkommende ledsaget af særdeles hårdhændede metoder.

Allerede en måned senere, i løbet af oktober, begynder antallet af flygtninge på ruten gennem Balkan at styrtdykke.

Senere indgår EU en aftale med Tyrkiet om at forhindre trafikken over Det Ægæiske Hav til Grækenland, som gør det endnu vanskeligere at rejse af den før så populære Balkan-rute.

I dag er Tyrkiet-aftalen stadig i kraft, der står høje hegn og mure langs flere af grænserne på Balkan-ruten, og både Østrig, Tyskland og Frankrig kontrollerer ligesom Danmark fortsat deres interne EU-grænser.

Grænsekontrollen i Europa har været meget effektiv, og det er i dag blevet meget svært for migranter at relokere’ sig selv ad uofficielle kanaler,” siger Matteo Villa, migrationsforsker ved den italienske politiske tænketank ISPI.

Oven i grænsekontrollen kommer, siger han, at de store ankomstlande Grækenland og Italien har fået markant bedre styr på registreringen af flygtninge og migranter.

Tidligere var der næsten fri passage gennem landene, men det er der bestemt ikke mere. Og det skyldes blandt andet en række nye hotspots”, som landene etablerer med hjælp fra EU i løbet af efteråret 2015.

Så sent som i september 2015 formår grækerne kun at registrere otte procent af de mange flygtninge og migranter, som ankommer til landet. Men i januar 2016, hvor de nye hotspots er oppe at køre, er andelen steget til 78 procent. Italienerne øger på samme tid andelen af registreringer fra 36 til 87 procent.

Tilsammen betyder grænsekontrollerne og den forbedrede registrering af flygtninge og migranter i Italien og Grækenland, at langt flere end tidligere nu må blive i de sydeuropæiske ankomstlande frem for at rejse videre mod nord.

Og det trækker selvfølgelig Danmarks andel af det samlede antal asylansøgninger i EU nedad. Det kan man også se på listen over lande med flest asylansøgere per indbygger.
Blandt de lande, som har overhalet os, er både Italien, Grækenland og Spanien.

Grækenland modtog i 2014 blot 0,8 asylansøgninger per 1.000 indbyggere. I 2018 var det tal steget til flere end seks.

Men udviklingen i Sydeuropa kan umuligt være hele forklaringen på Danmarks lave asyltal. Det viser udviklingen i Tyskland. Tyskerne modtager nemlig stadig lige så mange asylansøgere som før de store omvæltninger i 2015. Folk formår altså stadig at komme til Nordvesteuropa.

Og det gør det relevant at kigge på, hvad der sker i Sverige i løbet af 2015. Svenskerne laver nemlig nogle ændringer i deres asylpolitik, som tilsyneladende påvirker asyltallene i både Sverige, Tyskland og Danmark ganske markant.

I årene inden flygtningekrisen er Sverige, sammen med Tyskland, Europas helt store flygtningemagnet. Sverige modtager i 2014 hele 13 procent af alle asylansøgninger i EU, og ingen andre lande får det år så mange asylansøgninger per indbygger som Sverige.

Sådan er det også i de første måneder af 2015, men i november slår svenskerne bremsen i.

Den 12. november indfører de første gang grænsekontrol, og samme uge begynder de svenske asyltal at styrtdykke. Kort efter, den 24. november, annoncerer statsminister Stefan Löfven, flankeret af en grædende vicestatsminister Åsa Romson, en stribe meget markante stramninger af de svenske asylregler.

Fra og med Löfvens pressemøde skifter svenskerne med ét slag fra hovedsageligt at uddele permanente opholdstilladelser til næsten kun at give midlertidigt asyl i enten 13 måneder eller tre år, og samtidig bliver det for de fleste flygtninge så godt som umuligt at få familiesammenføring.

Svenskernes opstramning indebærer en langt mere drastisk ændring af asylpolitikken end noget, vi har foretaget os i Danmark i mere end 15 år, og svenske asylmyndigheder henviser selv til disse stramninger, når de i dag skal forklare, hvorfor Sveriges andel af de europæiske asylansøgere er styrtdykket.

Sveriges asyltal kravler nemlig aldrig i vejret igen efter den skelsættende asylpolitiske kursændring i november 2015. Sidste år modtog svenskerne blot 3,4 procent af alle asylansøgere i EU.

Den danske regering strammer også asylpolitikken ad flere omgange i løbet af 2015, men sammenlignet med Sverige er det langt sværere at se, at det skulle have nogen effekt på tilstrømningen af flygtninge til Danmark.

Det gælder i særlig grad indførelsen af integrationsydelsen, regeringens til dato vel nok mest markante ændring i asylpolitikken. Den annonceres allerede den 1. juli 2015 og træder i kraft den 1. september, hvor den lukker den danske gavebod” ved at sænke den økonomiske bistand til flygtninge med opholdstilladelse i Danmark drastisk.

Ikke desto mindre fortsætter de danske asyltal med at stige i flere måneder derefter.

Altså: Inger Støjberg strammer, hvorefter markant flere søger til Danmark. Mere end tre fjerdedele af alle de asylansøgere, som kommer til Danmark i løbet af 2015, kommer faktisk efter indførelsen af integrationsydelsen.

Heller ikke et pressemøde den 13. november, hvor regeringen annoncerer en række yderligere stramninger af asylpolitikken – blandt andet en forlængelse af ventetiden på familiesammenføring og den såkaldte smykkelov – ser ud til at have nogen afgørende effekt på asyltallene.

I ugerne efter pressemødet forbliver de danske ansøgertal på samme niveau som før, og de danske asyltal er – ligesom asyltallene i hele Europa – allerede begyndt at falde, da nyheden om smykkeloven” i december 2015 går verden rundt med historier om danske myndigheder, som angiveligt er parate til at konfiskere folks vielsesringe.

Så hvad foregår der?

Jo, nogle af de mennesker, som er på vej mod Sverige, giver tilsyneladende op og søger asyl i Danmark i stedet.

Det kan man se, hvis man zoomer ind på nogle af de store nationalitetsgrupper, som på dette tidspunkt rejser mod Sverige. Det er en metode, forskere bruger til at finde ud af, om ét lands stramninger påvirker et andet.

I ugerne efter, at svenskerne strammer politikken og begynder at kontrollere grænsen, opstår en forskydningseffekt, hvor mennesker på vej til Sverige tilsyneladende opgiver og søger asyl i Danmark i stedet.

Således falder antallet af afghanske asylansøgere i Sverige med 65 procent i de tre måneder efter den asylpolitiske kovending i november, sammenlignet med de tre måneder forinden. Samtidig stiger antallet af afghanske asylansøgere i Danmark med 94 procent.

Tilsvarende falder antallet af somaliske asylansøgere med 64 procent i Sverige, mens det stiger med 110 procent i Danmark.

Og hvad angår den helt store gruppe, syrerne, så falder antallet af dem markant mere i Sverige, end det gør i Danmark.

Et tilsvarende billede tegner sig, hvis man kigger på situationen i Sverige og Tyskland før og efter 2015: De grupper, som traditionelt har søgt mod Sverige, søger efter den svenske kursændring i asylpolitikken i højere grad mod Tyskland.

De danske asyltal påvirkes altså efter alt at dømme af de svenske i efteråret 2015. Og noget kunne tyde på, at det har været sådan længe.

Svenske og danske asyltal har nemlig fulgtes tæt ad i mange år. Når svenskernes tal stiger, stiger vores typisk også.

Det er selvfølgelig, fordi tallene påvirkes af de samme kriser.

Men det kunne også tyde på, at danske asyltal i et eller andet omfang afhænger af, hvor mange der søger mod Sverige.

Det er i hvert fald opfattelsen hos Michala Bendixen, formand for organisationen Refugees Welcome, der rådgiver flygtninge juridisk:

Danmark har længe været et transitland til Sverige, det kan man høre, når man taler med flygtninge,” siger hun.

Jeg ved ikke, hvor mange hundrede der har spurgt mig, om ikke man kan få slettet sine fingeraftryk. Langt de fleste i Danmark har ikke ønsket Danmark, det er der slet ikke nogen tvivl om. De fleste har et ønske om at komme til Sverige. Det er det berømte flygtningeland i Europa, sådan er det bare, og det er også dér, mange har familie.”

Hverken Politiet eller Udlændingestyrelsen, hvis medarbejdere har den første kontakt til asylansøgere i Danmark, har ønsket at kommentere, i hvilket omfang det også er deres opfattelse, at mange asylansøgere i Danmark i virkeligheden hellere ville have været til Sverige.

Men idéen om, at udsving i de danske asyltal i vid udstrækning forårsages af udsving i, hvor mange der søger mod Sverige, harmonerer også ret godt med, hvad vi rent faktisk oplevede i sensommeren 2015.

Det var dengang, hvor hundreder af flygtninge på vej mod Sverige i løbet af ganske få dage ankom til Danmark via Rødby og overvældede de danske myndigheder. En del af dem begav sig som bekendt nordpå til fods på motorvejen, mens de råbte Malmö, Malmö.”

Og hvis det er rigtigt, at asyltilstrømningen til Danmark de seneste mange år i høj grad har været afhængig af, hvor mange der har haft kurs mod Sverige, så ligner de svenske stramninger pludselig en mere sandsynlig forklaring på Danmarks aktuelt meget lave asyltal end noget, vi har foretaget os herhjemme – fordi de svenske stramninger tilsyneladende har fået færre til at søge mod Sverige.

Det er bestemt en rimelig antagelse,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen, men vi kan ikke dokumentere, hvor meget der skyldes det ene eller det andet.”

Martin Lemberg-Pedersen, adjunkt ved Aalborg Universitets afdeling for flygtningestudier, stemmer i:

Det er bestemt en sandsynlig læsning af det,” siger han, men understreger i samme åndedrag – præcis som Thomas Gammeltoft-Hansen – at det er meget svært at sige noget præcist om, hvor meget de forskellige faktorer betyder, og særligt, hvor meget de svenske stramninger betyder i forhold til alt det, der sker længere sydpå i Europa.

Men uanset hvor stor effekt de enkelte tiltag uden for Danmarks grænser hver især har haft, så tegner de samlet set et billede af, at der er temmelig mange andre mulige forklaringer på Danmarks aktuelt meget lave asyltal end Inger Støjbergs stramninger.

Især fordi man ikke kan se nogen direkte effekt af de danske stramninger på asyltallene, mens både grænsekontroller sydpå i Europa, svenske asylpolitiske stramninger og forbedret registrering af flygtninge og migranter i ankomstlandene tilsyneladende har haft en effekt på tallene.

Der er selvfølgelig et væsentligt forbehold her. Som Thomas Gammeltoft-Hansen (og flere andre forskere, jeg har talt med) siger:

Vi ved jo ikke, hvad der ville være sket, hvis vi ikke havde gjort noget.”

Og det er jo et uomgængeligt faktum. Ligesom vi heller ikke kan vide, hvad en anden regering ville have gjort i den nuværende regerings sted; Thorning-regeringen strammede jo også reglerne, da først flygtningestrømmen mod Europa for alvor begyndte at tage fart i 2014.

Thomas Gammeltoft-Hansen siger:

Jeg tror, man skal passe grundigt på med at tillægge de danske stramninger det fald, der har været. Men modargumentet er jo så, at hvis ikke man havde fortsat den stramme linje, mens alle andre strammer rundt om os – hvad så?”

Altså: Man kan ikke skråsikkert sige, at Inger Støjbergs stramninger ikke har virket. Man kan bare heller ikke skråsikkert sige, at de har virket.

Der er en hel masse påstande fra især danske politikere, men også europæiske politikere, om en meget stor og målbar effekt af deres egne tiltag, men når det kommer til stykket, er det ikke noget, man faktisk kan underbygge,” siger Martin Lemberg-Pedersen.

Det er en grundlæggende fejlslutning – og en generel tendens i udlændingedebatten blandt danske politikere – at fordi man ser et eller andet statistisk sammenfald, antager man uden videre, at der også er en kausalitet, og at den handler om et eller andet, man selv har besluttet. Det er en kæmpe fejlslutning,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Hvad man derimod godt kan tillade sig at sige langt mere skråsikkert ud fra tallene, er dét, som jeg citerede Thomas Gammeltoft-Hansen for i begyndelsen af artiklen:

Nemlig at danske regeringsskifter de seneste 15 år ikke har haft den klare effekt på asyltallene, som Inger Støjberg og resten af regeringen hævder, at de har haft.

Man kan ikke se, at tallene stiger som følge af Thorning-regeringens politik, og man kan heller ikke se, at de falder som følge af den nuværendes.

Hvorfor er det sådan?

Jo, for at finde svaret på dét skal man formentlig spole tiden tilbage endnu en gang – denne gang helt tilbage til 2002.

Her gennemfører den nyvalgte Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen nemlig en meget markant ændring af asylpolitikken, hvor der strammes op på en lang række væsentlige punkter på én gang.

Siden har linjen i asylpolitikken – trods justeringerne under Thorning – i det store og hele været temmelig konstant, trods alle skænderierne i medierne og under valgkampene.

Effekten af forskellige stramninger de seneste år har ikke været særligt stor, men det hænger i høj grad sammen med, at Danmark blev kendt som et restriktivt land på asylområdet allerede tidligere,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Så hvad sker der under Fogh? Jo, først og fremmest ændres udlændingeloven, så der ikke længere gives asyl til mennesker, som måske nok kommer fra et krigsplaget land, men som ikke kan leve op til FNs Flygtningekonventions krav om velbegrundet frygt’ for at blive personligt forfulgt på grund af et tilhørsforhold til en bestemt religiøs, etnisk eller politisk gruppe.

Samtidig bliver det sværere at få familiesammenføring og permanent opholdstilladelse, og der skæres også i ydelserne til arbejdsløse flygtninge, som har fået asyl – de flyttes fra kontanthjælp til den noget lavere starthjælp.

Effekten af de mange stramninger er umiddelbart aflæselig på asyltallene. Tilstrømningen til Danmark falder, og forskning har tidligere dokumenteret, hvordan de danske stramninger forskubber asylansøgere fra Danmark til vores nabolande.

Ifølge migrationsprofessor Grete Brochmann fra Universitetet i Oslo er årsagen til den markante effekt af Foghs stramninger, at det netop er store, markante ændringer i asylpolitikken på mange områder på én gang, som gør en forskel – ikke små og gradvise stramninger.

Når man gør det, Danmark gjorde i 2001 og 2002, hvor man strammede på næsten alle fronter samtidig, så gør det et vældigt kraftfuldt indtryk internationalt,” siger hun.

Det har sat en stemning og givet Danmark et rygte, som jeg tror, Danmark stadig profiterer af, hvis målsætningen er at have lav tilstrømning.”

Omvendt finder hun det stærkt tvivlsomt, at seneste mange års justeringer skulle have haft en effekt.

Thorning-Schmidts opblødninger var jo marginale. Socialdemokraterne i Danmark har jo i al væsentlighed støttet op om den nye restriktive linje, selv om der var nogle få opblødninger på nogle områder, som jeg tror, de færreste vil anse som udslagsgivende, hvis du sidder og kalkulerer, hvor du skal hen i verden,” siger hun.

Det, som slår igennem, er, når det er store og væsentlige ændringer som det, der skete i Sverige i 2015 og 2016. Det kunne ingen undgå at lægge mærke til internationalt.”

Thomas Gammeltoft-Hansen er enig: Anders Fogh Rasmussen skaffede Danmark et dårligt ry blandt flygtninge og migranter med sine stramninger, og det har vi opretholdt siden – uanset hvem der har haft magten.

Det er svært at se en markant effekt af danske regeringsskifter hverken den ene eller anden vej de seneste 15 år,” siger han.

S-R-regeringen gennemførte jo også markante stramninger i sin periode, og jeg kan ikke se, at dét, at der så også var nogle lempelser i forhold til økonomiske ydelser, skal have haft en særlig effekt. Der, hvor vi kan se en effekt, er over en lidt længere periode tilbage fra starten af 00’erne. Der kan vi se en meget tydelig effekt fra cirka 2001 og fremefter.”

Jeg ville meget gerne have spurgt Inger Støjberg, hvorfor hun er så overbevist om, at såvel hendes stramninger som den foregående regerings lempelser har haft en væsentlig effekt på asyltilstrømningen til Danmark.

Jeg ville også meget gerne have spurgt, hvor stor en effekt hun vurderer, at hendes egne stramninger af asylpolitikken har haft sammenholdt med forhold uden for Danmark.

Eller rettere, jeg har spurgt hende via en mail. Men hun har som nævnt ikke ønsket at stille op til interview, og hun har heller ikke svaret på spørgsmålene i den mail, hun har sendt via sin presserådgiver. Hun har blot fastholdt, at det i hendes øjne hænger sådan sammen, at den forrige regering fik asyltallene til at stige, mens hendes egen har fået dem til at falde.

Det begrunder hun med et arbejdspapir fra Rockwool Fondens Forskningsenhed fra 2016, som peger på en generel sammenhæng mellem asylpolitisk stramhed og asyltilstrømning.

Og det er helt korrekt, at både Rockwool Fondens Forskningsenhed og andre forskere har fundet en generel sammenhæng mellem asylpolitik og asyltilstrømning – jo strammere politik, jo færre asylansøgere, selv om effekten ikke altid er stor.

Jeg ville så bare gerne have spurgt Inger Støjberg, hvorfor hun mener, at man kan slutte derfra og så til, at den forrige regerings lempelser og hendes egne stramninger har været væsentlige nok til at gøre en forskel.

Men det fik jeg altså ikke mulighed for.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem