Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi David Pedersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

David nægter at være “samfundets syge barn”. Nu vil han gøre op med velfærdsstatens pylren om anbragte børn

BØRNELIV“Det er, som om vi har glemt, at der er noget alment, der gør os til mennesker. Nogle af de ting, der gør os til dem, vi er, har man trukket ud af anbringelsen,” siger David Adrian Pedersen. Alle fotos: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Da David Adrian Pedersen som 8-årig blev tvangsfjernet og anbragt, løste velfærdsstaten ét problem for ham – men skabte langt flere. Han skulle næsten blive voksen, før han indså, at systemets pylren om ham havde været overflødig. I dag er han formand for en forening, der skal ændre synet på anbragte. Traumer og problemer fylder alt for meget i blikket på de unge, og det skader mere, end det gavner, mener han. Her er hans løsning.

Jeg skulle forstå mig selv som et barn, der havde mange problemer, som et barn, der var udfordret og ikke kunne det samme som andre børn.”

David Adrian Pedersen stryger hånden hen over sit kronragede hoved.

Men jeg kunne ikke finde mening i den måde, jeg skulle forstå mig selv.”

Vi sidder på hans kollegieværelse på Amager med hver sin Apollinaris-danskvand med citrus. David Adrian Pedersen er formand for interesseorganisationen De Anbragtes Vilkår, der vil give en stemme til anbragte børn og unge. Organisationen, der har eksisteret i fem år på frivillig basis, har netop modtaget en million kroner af Egmont Fonden til at etablere et sekretariat og professionalisere sit arbejde.

Jeg er taget til Amager for at forstå, hvilket perspektiv David Adrian Pedersen og hans organisation kan bringe til det allerede eksisterende mylder af forskere, foreninger, organisationer, fonde og gode intentioner, der allerede befolker anbringelsesområdet. Men så er det, at David Adrian Pedersen lægger en barsk kritik på bordet, proklamerer, at vi skal tænke feltet helt forfra, og peger på, at vi fuldstændig har glemt, hvad det hele i virkeligheden drejer sig om.

Der er for mange steder, hvor man har skiftet helt gængse kvaliteter i et børneliv som nære relationer, tryghed, fritidsliv, venskaber og identitetsdannelse ud med behandlingsmetoder og handlingsplaner,” siger han.

Det er jo velmenende intentioner, der giver god mening ud fra et fagligt perspektiv, men hvad betyder det for det unge menneske, der skal vokse op?”

KLARSYN“Jeg havde slet ikke forstået, at jeg havde nogle problemer,” fortæller han, “og bagefter har jeg tænkt, at det her kan simpelthen ikke gøre unge mennesker mere kapable som samfundsborgere.”

I 2017 var 13.931 børn og unge anbragt uden for hjemmet. Halvdelen af dem bor i almindelige plejefamilier, hver tredje bor på et døgntilbud. Og for den ene procent af alle danske 0-22-årige, der er anbragt uden for hjemmet, ser statistikken ikke opmuntrende ud. Kun lidt under halvdelen af dem tager folkeskolens afgangseksamen, kun hver femte gennemfører en ungdomsuddannelse, og som 30-årige er halvdelen af dem på offentlig forsørgelse.

Hvad skal der til for at ændre de tal?

David Adrian Pedersen tager fat om sit ene knæ med begge hænder og læner sig tilbage i sofaen. Han taler om, hvordan det er et børneliv med fritidsinteresser, venskaber, skoleliv og tætte relationer til voksne, der former et menneske. Han taler om, at det er det, der forbereder de unge til det liv, de skal leve, og hvorfor det derfor er problematisk at omgive barnet med det, han kalder et behandlingssprog.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi løftede os op over den enkelte teknik, metode og handleplan og så på, hvad hele den her mosaik af professionalisering har gjort for det børneliv. Det virker, som om man har set snævert på, om handleplanerne skaber struktur og retning for den unge, men glemmer at spørge, hvad de også gør. For måske skaber de også nogle forståelser i den unge, der er sindssygt svære at komme ud af.”

For at forstå David Adrian Pedersens kritik, må vi forstå hans egen baggrund. I dag læser den 32-årige formand psykologi på universitetet. Den kritik, han kommer med, er dybt forankret i hans egne anbringelser. Han blev tvangsfjernet fra sin mor som 8-årig efter en række kortere anbringelser som helt lille og blev anbragt på en institution og gik i en almindelig folkeskole.

Her havde han gode klassekammerater, han trivedes, og man vurderede, at med ekstraundervisning ville han kunne indhente det forsømte fra den tid, hvor hans mor ikke fik sendt ham i skole. Alligevel blev han som 10-årig trukket ud af folkeskolen igen og anbragt på et behandlingshjem med en intern skole for de 24 børn, der bor der. Døgninstitutionen arbejder ud fra den metode, der bliver kaldt for miljøterapi, hvor strukturerne i hverdagen og det miljø, som institutionen skaber omkring barnet, er med til at behandle barnet.

Vi havde ugentlige møder, inden vi skulle ud og spille fodbold, hvor vi sad rundt om bordet og skulle fortælle, hvilke problemer vi ville arbejde med til fodboldkampen. Da vi nåede til mig sad hele bordet og kiggede på mig, men jeg havde slet ikke forstået, at jeg havde nogle problemer,” fortæller han.

Jeg havde slet ikke forstået mig selv på den måde, og bagefter har jeg tænkt, at det her kan simpelthen ikke gøre unge mennesker mere kapable som samfundsborgere.”

Som 14-årig blev David Adrian Pedersen anbragt på et opholdssted, fordi en psykolog vurderede, at han ikke var egnet til at bo på behandlingshjemmet.

Fra den ene dag til den anden skiftede min handleplan til at være nogle praktiske mål, der skulle forberede mig på at klare mig selv i en lejlighed, og så forsvandt alle mine problemer lige pludselig på den måde,” ler han og knipser i luften med fingrene.

Det er i virkeligheden her, roden til hans kritik ligger. For i de år, hvor han sad rundt om bordet og fortalte om sine problemer, som han ikke vidste, at han havde, var han også et ungt menneske, der var ved at skabe sig en identitet og forstå, hvem han er som menneske – ligesom alle andre drenge og piger mellem 11 og 14 år.

Men ved primært at se ham som et barn med problemer, der skulle behandles, var institutionen også med til at skabe hans egen selvforståelse og identitet, mener han.

Jeg fik ikke en forståelse af, at jeg også var noget andet. Jeg var faktisk også ret velbegavet, og det er jo også mig. Det blev en meget snæver identitetsforståelse af mig.”

Hvad betyder den identitetsforståelse?
Det betyder jo sindssygt meget, hvad man propper ned over et lille menneske til at forstå sig selv med, og hvis det, der fylder mest i det miljø, du vokser op i, er, at nogen behandler dig, og at du er udfordret og også lidt syg måske, så bliver det din identitet.”

Han læner sig frem.

Det blev i hvert fald min.”

IDENTITET“Hvorfor er man behandlingskrævende, bare fordi man har haft en dårlig opvækst? Er vi samfundets syge børn? Du bliver anbragt, fordi du kommer fra udsathed, ikke fordi du skal behandles,” siger han.

Når et barn skal fjernes fra sine forældre, så er det den pågældende kommune, der tager beslutningen om tvangsfjernelsen og beslutter, hvor barnet skal anbringes. Langt de fleste kommuner vælger at placere barnet i en plejefamilie. Alternativt kan de vurdere, at det, der er bedst for barnet, er et døgntilbud. Det vil sige enten et behandlingshjem, et privat opholdssted eller en offentlig døgninstitution. Døgntilbuddene skal oplyse, hvilken metode de arbejder ud fra.

Kommunen kan også vælge en netværksanbringelse. Det vil sige, at barnet bor hos en bedsteforælder, en onkel eller en anden voksen, barnet kender. Det gælder for 13 procent af de anbragte. Det, der ofte sker, er, at barnet bliver flyttet til en anden anbringelse undervejs i sin opvækst. Så selv om barnet placeres i en plejefamilie, kan det senere blive anbragt på en døgninstitution. Og nogle gange flytter barnet rundt mellem en hel række af forskellige familier og døgntilbud.

Derfor mener David Adrian Pedersen, at det er helt afgørende at holde fast i de elementer, vi mener former et menneske, mens det vokser op, som klassekammerater, venskaber, nære vedvarende relationer til voksne, skoleliv, fritidsinteresser, fællesskaber, tryghed og det, han kalder gode identitetsmuligheder. Børn og voksne, den unge kan spejle sig i, vokse op sammen med og forstå sig selv ud fra.

I dag risikerer disse mest hverdagsagtige elementer i ethvert andet barns liv at drukne i ønsket om at behandle efter forskellige metoder og handlingsplaner, mener han. For vi har ifølge David Adrian Pedersen en tendens til at glemme noget helt grundlæggende:

De børn, der bliver anbragt, er ikke nødvendigvis udsatte.

Når børn bliver anbragt, er det typisk, fordi forældrene har problemer. Derfor kommer børnene typisk fra udsatte situationer. Det er med andre ord ikke barnet, der er problemet, fortæller David Adrian Pedersen. Han understreger, at årsagerne til, at barnet bliver anbragt, også kan handle om barnet, og at der er anbragte børn, der har behov for terapi. Men det er et problem, når hele anbringelsen bliver en behandling, mener han.

Jeg er meget bekymret for den behandlingstankegang og det sygdomsliggørende sprog. Når man siger, at hele dit hjem er faktisk en behandling. Men hvorfor er man behandlingskrævende, bare fordi man har haft en dårlig opvækst? Er vi samfundets syge børn? Du bliver anbragt, fordi du kommer fra udsathed, ikke fordi du skal behandles,” siger han og tager en slurk af sin Apollinaris-vand.

Det er, som om vi har glemt, at der er noget alment, der gør os til mennesker. Nogle af de ting, der gør os til dem, vi er, har man trukket ud af anbringelsen. Man har ikke lagt vægt på, at de var betydningsfulde.”

Men der er jo også anbragte børn, der virkelig har det svært?

Men er det, fordi de har et kæmpestort traume inden i sig selv, eller er det, fordi de har en kontekst, der er fuldstændig umulig og usammenhængende? Måske begge dele. I professionaliseringen af det her område er vi blevet skidedygtige til at se på traumet, men vi er ukritiske over for den kontekst, vi skaber for barnet.”

KAPLØB“Jeg var stensikker på, at jeg ikke kunne det samme som andre unge. Men så klarede jeg at få en 10.-klasseeksamen. Og så blev det lige pludselig en sport at se, hvor langt jeg kunne nå,” fortæller han.

Så det er den opmærksomhed mod barnets identitetsdannelse og mod de kvaliteter, vi almindeligvis forbinder med et børneliv, som David Adrian Pedersen har sat sig for at bringe ind i diskussionen om anbringelser af børn. I første omgang skal den organisation, der hidtil udelukkende har været frivillig, bygges op. De Anbragtes Vilkår har ansat en sekretariatsleder fra den 1. august med bevillingen fra Egmont Fonden, de har oprettet et medlemskartotek, og i januar 2020 holder interesseorganisationen sit første topmøde.

Det er det, der bliver De Anbragtes Vilkårs hovedopgaver:

– At samle nuværende og tidligere anbragte børn, unge og voksne. Både dem, der bor på gaden, og dem, der læser på universitetet. Både dem, der har været anbragt i plejefamilier, og dem, der har været anbragt på en institution. For når organisationen skal tale de anbragtes sag, kræver det en legitimitet, som David Adrian Pedersen siger, som de kun kan få ved at lytte til hele det brede spektrum af anbragte unge.
– At lytte, opsamle og systematisere anbragtes erfaringer, både erfaringer fra plejefamilier og opholdssteder, både de gode og de dårlige oplevelser.
– At sørge for, at de erfaringer bliver kanaliseret ind i den måde, samfundet fremover vil anbringe børn i praksis.

Planen er, at interesseorganisationen hvert år vil holde et topmøde med anbragte og de vigtigste aktører på området, der skal munde ud i en art Paris-aftale med bindende mål, som alle arbejder hen imod. Øverst på listen over mål, David Adrian Pedersen gerne så skrevet ind i en aftale, er muligheden for at danne sig en mere helstøbt identitet.

Han så gerne, at identitetsdannelse var en del af den kvalitetsvurdering, som anbringelsessteder skal igennem. I dag bliver anbringelsessteder vurderet på, hvordan de arbejder med handleplanernes mål for børnene. Han så gerne at opholdssteder, døgninstitutioner og behandlingshjem også vurderes på det sprog, der omgiver de anbragte, og den opmærksomhed, stedet har på den unges mulighed for at skabe sig en identitet.

Det indebærer blandt andet, at anbringelserne bekymrer sig langt mere om at fastholde det, der er almindeligt i en barndom og et ungdomsliv, mener han. Det indebærer også, at professionelle mennesker indgår i relationer med de anbragte, som man normalt ville indgå i en relation med et andet menneske, mener han.

Her bevæger David Adrian Pedersen sig ind i et minefelt af meninger og viden om, hvor grænserne mellem det professionelle, det private og det personlige bør gå mellem fagpersoner og de anbragte. Set fra hans perspektiv har den anbragte brug for at blive mødt som et menneske af et andet menneske.

Da David Adrian Pedersen selv var færdig med folkeskolen, havde han ikke troet, at han ville kunne gennemføre en uddannelse. Eller komme ind på en uddannelse. Men så klarede han 10. klasse bare ved at lave sine lektier, som han siger, og fik fine karakterer.

Jeg var stensikker på, at jeg ikke var et fuldbyrdet menneske, og at jeg ikke kunne det samme som andre unge. Men så klarede jeg at få en 10. klasseeksamen. Det hang slet ikke sammen med det, jeg havde fået at vide i min anbringelse. Og så blev det lige pludselig en sport at se, hvor langt jeg kunne nå.”

Han kom ind på ambulanceredderuddannelsen uden at forestille sig, at han ville kunne gennemføre den. Men det gjorde han, igen med gode karakterer. Han søgte videre ind på HF. Derfra kom han ind på medicinstudiet, men det var ikke det rigtige valg, og endte på psykologi på Københavns Universitet, hvor han i dag læser på fjerde semester.

Nu er jeg der, hvor jeg skal være, men det tog mig mange år at finde ud af,” siger han.

Der er gået 50 år med en professionalisering af området, hvor de unges perspektiv ikke er blevet inddraget. Vi vil ikke bare sprænge det hele i luften. Men vi ønsker, at anbringelserne skal give mening i et livsperspektiv, så anbringelsen giver mening for den unge, der skal ud og være en del af samfundet.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem