Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

På vores telefon er emojien for ‘Afrika’ en jordhytte. Hvad foregår der?

Hvordan emojis blev politiske.

Foto: Nicolai Oreskov Westh for Zetland

Når man skriver en sms, kan man på en iPhone beskrive den emoji, man leder efter. Man skriver et stikord, måske sur’ eller kaktus’, og blandt hundreder af emojis kommer algoritmen så med forslag til emojien, man leder efter. Jeg elsker at se algoritmer famle, så selvfølgelig skulle jeg trykteste Apples emoji-algoritme, og det gjorde jeg med triggerord. Mand’, kvinde’, dreng’, pige’, kristen’, muslim’, sort’ hvid’, men jeg fandt umiddelbart intet anstødeligt. Men så var det, jeg søgte på klodens kontinenter – og oh boy.

Da jeg søgte på Amerika’, fik jeg foreslået en stak pandekager og dollars af algoritmen, Europa’ gav ingenting, men EU viste et slot og en fodbold, Australien’ en kænguru, Asien’ var der ingen resultater” for, og Afrika’ viste en jordhytte. Intet andet.

Emojis skal sprede glæde, men der findes eksempler på emojis, der gør det modsatte. Emojis er på mange måder blevet et sprog i sig selv. Og vi lever i en tid, hvor der er meget opmærksomhed på, hvilke stereotyper og fordomme sprog er med til at skabe og understøtte – tænk bare på debatten om kønnede ord som politimand’ og sygeplejerske’ eller personlige pronominer som de’ og hen. Set i det lys synes det naturligt, at der også er fokus på, hvordan emojis kan forstærke stereotyper. Således har den oprindelige sennepsgule smiley udviklet sig til en kulturel og identitetspolitisk slagmark. Og i centrum af den her emoji-kamp findes der en cirkel af magtfulde mennesker, der opererer i det usynlige fra en bygning i USA. Disse mennesker dikterer på vegne af resten af menneskeheden, hvilke emojis vi kan udtrykke os med på internettet. Og hvad dét handler om, vil jeg forklare nu.

Hvis du vil høre mig forklare Lea Korsgaard, Zetlands chefredaktør, hvordan emojis blev politiske, skal du høre lydudgaven af denne Frederik forklarer internettet. I serien forklarer jeg internetfænomener, man er nødt til at forstå for – til fulde i hvert fald – at forstå den verden, vi lever i.

Tidligere i år krænkede Instagram det kinesiske køkken. Søgte man på dog, altså hund’, foreslog appens emoji-algoritme en takeawaybox med et kinesisk skrifttegn på. På internettet blev folk rasende over, at Instagram mente, at hunde er noget, man spiser i Kina. Det var faktisk så voldsomt, at Instagrams top dog, CEOen Adam Mosseri, måtte rede trådene ud: Algoritmen, forklarede han, havde lært at associere dog med doggybag, altså madrester som takeaway.

Da Apples algoritme foreslog mig jordhytte-emojien, når jeg søgte på Afrika, var jeg usikker på, om jeg var den eneste, der fik det forslag – så jeg googlede lidt rundt. Og det viser sig, at globalt er jordhytten Apples eneste emoji for det afrikanske kontinent. Og før jeg vidste af det, blev jeg suget ind i den her internationale kamp for større emoji-repræsentation. Den kæmper blandt andet en ung grafisk designer fra Elfenbenskysten i Vestafrika, O’Plérou Grebet hedder han. Han begyndte at designe sine egne emojis, efter at han opdagede, at hans kultur ikke var repræsenteret i Apples 3.000 emojis. Blandt andet har han lavet den her emoji af en sort mand, der med sin pegefinger trækker ned i sit nedre øjenlåg, som, har han forklaret, er en udbredt måde at sige jeg sagde det jo’ i Elfenbenskysten.

Den grafiske designer er også blevet spurgt om jordhytte-emojien. Og til den sagde han i et interview med tech-mediet Rest of World: Der er ikke noget galt med hytter, fordi der er mennesker, der bor i dem, men det er et problem, når den eneste emoji er en hytte, fordi det reducerer kontinentet til hytter, og det kan være grobund for racistiske stereotyper.

Det her er bare et par eksempler på, hvor det emoji-vokabularium, som techgiganterne har udstyret os med, er blevet kritiseret for ikke at følge med tiden og afspejle klodens mange mennesker og kulturer. Men jeg pauser lige den historie, for et underliggende spørgsmål presser sig på, og det er: Hvordan blev de her små, kulørte piktogrammer overhovedet så vigtige for os?

Smileyens historie begynder i 1980’erne, hvor de første internetfora opstår i USA. Dengang var det mest universitetsfolk, der havde adgang til det proto-internet, der skulle forvandle vores verden, og på Carnegie Mellon University i Pennsylvania opdagede forskerne hurtigt en begrænsning ved skriftsproget: Det kan være svært at læse, hvornår noget er skrevet med et blink i øjet.

Og efter en misforstået joke om et kviksølveksperiment, der var gået galt, undersøgte forskerne, hvordan man kunne tydeliggøre, når der var tale om sjov og ballade. En foreslog &’-tegnet, fordi det ligner, og nu citerer jeg, en munter tyk mand i latterkramper”. En anden foreslog #’-tegnet, fordi det med lidt god vilje ligner to læber, der viser fortænder – altså som en, der griner med åben mund. Men det var en ung forsker ved navn Scott Fahlman, der fik den vindende idé. På forummet skrev han i 1982: Jeg foreslår følgende tegnsekvens for vittighedsmarkører: :-). Læs det sidelæns.”

Scott Fahlmans bud var et instant hit, og i dag 39 år efter er kolon-bindestreg-parentes måske det tætteste, vi kommer et universelt tekst-tegnsprog. Så hvornår så den første emoji dagens lys? Her skal vi 20 år frem i historien, frem til slutningen af 1990’erne. Her var en japansk computerprogrammør inspireret af manga-tegnekunsten og skabte små illustrationer af ansigter og symboler, som kunne bruges i sms’er. Emojis tog Japan med storm, men de små gule ansigters helt store internationale gennembrud lå stadig mange år ude i fremtiden. Faktisk skal vi helt frem til 2007.

Her forsøgte Apple at komme ind på det japanske marked med deres nye iPhone, og eftersom emojis allerede var et kulturelt fænomen her, inkluderede Apple en emoji-pakke til de japanske brugere. Men uden for Japan opdagede tech-kyndige iPhone-ejere hurtigt, at de også kunne få emojis ved at hente den japanske sprogpakke til deres telefon. Først i 2011 gav Apple efter og inkluderede emojis som standard tastaturtilbehør til alle. Hurtigt fulgte Google trop og inkluderede emojis i deres populære telefonstyresystem Android, og resten er historie.

Nu er vi nået til det punkt i historien, hvor jeg vil fortælle om de mennesker, der bestemmer, hvilke emojis der bliver inkluderet i vores fælles emoji-udvalg, og hvilke der bliver afvist. Gruppen er blevet kaldt de skyggefulde overlords, der godkender emojis” af L.A. Times. Og historien om dem kommer her.

Vi skal igen tilbage til 1980’erne, denne gang til Silicon Valley på USAs vestkyst. Byen var det summende epicenter for den store computerrevolution, der havde ramt verden, med virksomheder som Apple, IBM og Microsoft. De byggede alle forskellige computere, men på internettet skulle computernes brugere kunne kommunikere med hinanden, og så gik det ikke, at et plustegn på en Apple-computer blev vist som et minustegn på en Microsoft-computer. Kæmpe forvirring. Man var nødt til at udvikle et universelt sprog på tværs af platforme.

Så lederne fra de forskellige tech-virksomheder gik sammen og skabte en slags loge, der blev døbt Unicode. De mødtes ikke i sorte klæder for at diskutere, hvordan de skulle overtage verdensherredømmet, men for at diskutere, hvordan man standardiserede alle tegn og bogstaver, der findes i verden. Her skal man vide, at bag hvert bogstav og tegn, vi ser på skærmen, er en kode, som er det, computeren ser, og den kode skal være den samme for alle computere. Så Unicode gav plustegnet koden 002B, kolonet 003A og så videre og så videre, et enormt arbejde. Eksempelvis blev vores å’ accepteret af Unicode i 1993 med koden 00E5, som alle computere i dag forstår som å’.

Og nu er det så, at vores to historier, den om emojis og den om Unicode, mødes i skøn forening. For da folk over hele verden, dér i slutningen af 00’erne, hoppede med på den japanske dille og begyndte at bruge emojis til at chatte med hinanden, opstod der et teknisk problem. Sendte man en smilende hundelort-emoji til en ven, der havde en anden type telefon, som ikke havde hundelort-emojien, så vennen en hvid kasse. Hvilket jo ikke er spor morsomt. Så Unicode måtte også til at standardisere emojierne. Så når du i dag sender en smilende hundelort-emoji fra din iPhone til din tomodachi i Japan, altså din ven, der har en Google-telefon, ser han hundelorten – og det kan du takke Unicode for. Men med ansvaret for at godkende og afvise emojis har Unicode også fået politisk magt.

Enhver kan foreslå nye emojis til vores fælles kartotek, men det er Unicodes ni medlemmer, der ud over Apple og Microsoft i dag inkluderer Facebook, Google og andre vestlige tech-virksomheder, der skal stemme dem igennem. Det vigtigste kriterium for godkendelse er, om der er tydelige beviser for, at et stort antal mennesker sandsynligvis vil bruge denne nye emoji”. Men de, der kæmper for mere emoji-mangfoldighed, og det er særligt mennesker på den sydlige halvkugle, har kritiseret den formulering for at være for vag. For Unicode har ingen fast definition for tydelige beviser” – og hvordan finder man overhovedet det?

Vores unge grafiske designer fra Elfenbenskysten, O’Plérou Grebet, fra tidligere i historien har eksempelvis indsendt et emoji-forslag til en mand/kvinde, der med sin pegefinger trækker ned i sit nedre øjenlåg som for at sige jeg sagde det jo’. Hvor emojien er i Unicodes proces, er uvist. Og hvad angår jordhytte-emoji-fadæsen, så har Unicode været ude at forklare, at emojien blev godkendt i et forsøg på større repræsentation af afrikansk kultur, men at jordhytten ikke i selve koden er associeret med ordet Afrika’, men ordene hus’, hytte’ og rundhus’. Hvilket peger på, at det er Apples algoritme, der laver den kobling. Men som O’Plérou Grebet også siger, er problemet ikke, at Afrika associeres med jordhytter, men at det er den eneste emoji for et kontinent med over 1,2 milliarder mennesker.

Og i virkeligheden er dét måske historien: Når vi bruger emojis med en kvindelig CEO, en brun emoji-kvinde i hijab eller to sorte emoji-mænd, der holder hinanden i hænderne, viser vi, hvad der er vigtigt for os – og det os’ skulle gerne afspejle internettets mange milliarder brugere.