Favoritlisten_

Hvordan en jysk mudderpøl førte til en videnskabelig åbenbaring – og fire andre vigtige historier til weekenden

Sæt dig godt til rette og gå på opdagelse i redaktionens udvalg af den seneste uges bedste journalistik fra andre medier: En videnskabelig øjenåbner med et dansk islæt, en åbenmundet Dalai Lama, en afklaret karrieremor, en svær samtale med en Facebook-boss og et rejseprogram helt fri for Instagram-lækkerhed. God fornøjelse.

Feature. Edison får baghjul af en jysk mudderpøl

Elsker du også de historier, der vender komplet op og ned på forståelsen af vores verden? I så fald: Læs denne sag. Det viser sig, at bakterier både har skabt strøm og opbygget elektriske kredsløb længe før os mennesker. Det er sandsynligvis en af de største videnskabelige opdagelser i dette århundrede, og den blev blandt andet hjulpet på vej af, hvad man fandt i en mudderpøl i Århus. Konsekvenserne er mildest talt vidtrækkende. De elektriske bakterier og deres ledninger påvirker givetvis alt fra væksten af arterne til den kemiske sammensætning i verdenshavene og atmosfæren. Eller som professor Lars Peter Nielsen bemærker det: For mig er det her et kraftigt vidnesbyrd om hvor tilbøjelige, vi er til at afvise fænomener, vi slet ikke kan forestille os.”

Wired Bacteria Form Nature’s Power Grid: We Have an Electric Planet’ – The New York Times


Interview. Dalai Lama sætter pris på en smuk kvinde

Så er den moderne kønsdebat også nået til de nordindiske bjerge, nærmere bestemt til Dharamshala, hvor tibetanernes religiøse overhoved Dalai Lama bor. Den berømte munk er kommet i modvind efter et interview med BBC, hvor han siger, at han gerne vil have en kvindelig efterfølger, men helst hvis hun er smuk (og bruger lidt penge på make-up). Kritikken er haglet ned over Dalai Lama, som senere har sagt, at han er ked af, hvis hans udtalelser har såret nogen. Jeg satte mig til at høre hele interviewet, hvor Dalai Lama også siger bemærkesesværdige ting om flygtningekrisen i Europa. Spørgsmålet er så, om tiden er løbet fra den 84-årige munk, når han siger, at ægte skønhed er indre skønhed, det er sandt. Men vi er mennesker, og udseende er også vigtigt.” Det kontroversielle interview er et lyt værd, synes jeg.

Interview with the Dalai Lama’ – BBC


Debat. Mit arbejde er vigtigere end mine børn

I weekenden skrev forsvarsadvokat og juraprofessor Lara Bazelon en kronik i the New York Times med titlen I’ve Picked My Job Over My Kids’. Hun er alenemor med to små børn, og hun er ambitiøs advokat, der prioriterer sine klienter, fordi nogle gange har de mere brug for hende end hendes børn har. Selvom Bazelon skriver ind i et amerikansk samfund, hvor work-life balance befinder sig i et helt andet landskab end i Danmark, så er det befriende hver gang forældre har modet til at stå fast på, at der er faktisk flere måder at opfostre et barn på. Og det er okay.

I’ve Picked My Job Over My Kids’ – New York Times


TV. Da Deadline mødte Facebook

I weekenden måtte jeg se DR2. Deadline-værten Lotte Folke Kaarsholm havde lidt af et scoop: Et interview med Nick Clegg, en af Facebooks aller øverste chefer. Clegg kommer fra en stor karriere i britisk politik – og Mark Zuckerberg hentede ham for nyligt ind for at rette op på Facebooks omdømme. Det er en Sisyfos-opgave, Clegg har fået. Hvilket også blev tydeligt, da Lotte Folke Kaarsholm spurgte ind til ting som… nå ja, Facebooks rolle i at undergrave demokratier og et folkemord i Myanmar. Og så videre.

DR2 Deadline


Rejseprogram. Alt for autentisk

I en tid, hvor rejser og eventyr er blevet mast ind i Instagrams kvadratiske ramme og reduceret til lutter lækre øjeblikke, føles DRs programserie Nul Stjerner’ som en gave. Værterne Jan Elhøj og Morten Kirckhoff har simpelthen valgt at rejse efter de værste brugeranmeldelser af hoteller, restauranter og attraktioner, ud fra et princip om, at jagten på de perfekte luksusøjeblikke i bund og grund ikke er det, der giver de største oplevelser. Det bringer makkerparret til destinationer som Albanien, Ukraine og Kairos kaotiske gader, og nej, det handler ikke om at pege fingre af mindre priviligerede kulturer end vores egen. Det er tværtimod ret informativt – og befriende grimt, sjovt, dumt og underligt.

Nul Stjerner’ – DR

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem