Favoritlisten_

Hvad Britney fortæller os om vores begær – og fire andre stykker fremragende journalistik til weekenden

  • 13. november 2020
  • 4 min.

I denne uge anbefaler Zetlands skribenter især ting, du kan lytte til og se. Kom med ind i populærkulturen, ned i Skats regneark og med Dolly Parton på interneteventyr.

Essay. Befri Britney – fra os andre

Britney Spears ligger i juridisk slagsmål med sin far, som er hendes værge. Hun vil bestemme over sig selv – og dén historie er blevet fortalt en del gange og med stor sladder-appetit i medierne, siden retssagen begyndte. Men dette essay af Emily Alford fra den efter sigende feministiske hjemmeside” (det kalder de sig selv) Jezebel lykkes i mine øjne med at trække de perspektiver frem i historien, som åbner blikket for det større kulturelle problem. Britney Spears’ berømmelse var altid problematisk, lyder det. Hun blev fra en meget tidlig alder gjort til et produkt og et ikon for seksualisering af helt unge piger. Og det er ikke hendes far, men vores begær, der alle dage har været årsagen til hendes problemer.

Free Britney’ – Jezebel

Podcast. Hvad der gik galt i Skat

Noget af det fedeste, der er sket i den danske medieverden de seneste år, er, at den virkelig meget gode undersøgende journalistik, der bliver produceret rundtomkring, også bliver bedre og bedre fortalt. Og i denne uge landede der en podcast fra den undersøgende journalist over dem alle, DRs Jesper Tynell. I seks afsnit fortæller han historien om, hvad der skete i Skat under skandalen om refusion af udbytteskat. Det er vildt, at en historie, der tager afsæt i regneark, kan være så spændende. Miseren kostede den danske stat op imod 13 milliarder kroner i tabte skatteindtægter, og Tynell fortæller den historie med al den insisterende nysgerrighed og overskud, som den fortjener.

De hemmelige aktionærer’ – DR

Podcast. Verden set fra Trump-land

Okay, det her er en lidt mærkelig anbefaling. For podcasten The Ben Shapiro Show er på en måde ikke supergod – værten er hurtigsnakkende og lidt irriterende. Den er båret af mere holdning end analyse. Man bliver lidt træt i hovedet. Men. Podcasten er samtidig ekstremt interessant, hvis man vil forstå, hvorfor næsten halvdelen af amerikanerne stemmer på Trump. Shapiros podcast er verden set med nye, republikanske briller. Og den er en gigantisk succes. Shapiro er nemlig ikke dum; han siger masser af spændende ting. Han køber ikke alle Trumps udsagn, langtfra. Han analyserer, hvorfor så mange latinamerikanske vælgere har stemt på Trump. Det er som at kravle ind i en anden måde at se verden på, som vi sjældent oplever i de store danske og udenlandske medier. Det er interessant – også når man ikke er enig. Eller måske især når man ikke er enig.

The Ben Shapiro Show’ – Ben Shapiro

Dokumentar. Kvindehaderen

Jeg faldt om foran fjernsynet onsdag aften og fik tilfældigt sat gang i serien Hvorfor voldtog Jack? Og selv om jeg skulle have vasket tøj og alt muligt, fik jeg ikke flyttet mig fra sofaen, før jeg havde set samtlige afsnit. Historien om, hvordan den medicinuddannede Jack Hou endte med at bedøve og voldtage flere kvinder, er nemlig både uhyggelig, tankevækkende og ikke mindst virkelig godt fortalt. Det er ikke bare historien om en uforståelig udåd, men derimod historien om en usikker ung mand, der i sin higen efter at vinde kvindernes gunst bevæger sig ned ad et ækelt og kvindehadsk spor. Jack tager sit mindreværd med ind i det såkaldte pick up artist-miljø, et miljø, der laver kurser i, hvordan man som mand scorer kvinder. Lige meget om kvinderne vil eller ej. I programmet møder vi de pick up artists, der har trænet’ den senere dømte voldtægtsmand, og det tankevækkende er, hvordan den her dybest set kvindefjendske tankegang har præget ikke bare Jack, men tusindvis af unge mænd. Vores egen Frederik Kulager har i øvrigt allerede for et år siden skrevet en fremragende artikel, hvor han følger Jack Hous digitale spor ind i pick up artist-verdenen.

Hvorfor voldtog Jack?’ – DR

Video. Dolly Parton går undercover på internettet

Det amerikanske magasin GQ har et vidunderligt videokoncept på YouTube: superstjerner, der opretter profiler på alskens sociale medier og fora for at besvare folkets mest brændende spørgsmål. Som i afsnittet her, hvor Dolly Parton logger på Twitter for at svare på en brugers spørgsmål: Hvordan kan Dolly Parton spille guitar med de negle!?” Preetty daang good,” svarer sangerinden, mens hun spiller luftguitar med sine meget lange, meget røde negle. Det er selvsagt glimrende tv. Jeg kan anbefale hele serien, hvor store personligheder som Samuel L. Jackson, 50 Cent, Amy Schumer og Maria Sharapova går undercover online. Man lærer overraskende mange nye ting om verdensstjernerne, når det er folket og ikke kulturjournalister, der stiller spørgsmålene.

Dolly Parton Goes Undercover on Reddit, Twitter and Instagram’ – GQ

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: