Nej, hurtige dates har ikke taget livet af den store kærlighed, siger historikeren, der undersøgte kærligheden

SWIPEKan man finde sin livsledsager via en dating-app? Det er i hvert fald drømmen for mange, og måske lykkes det for nogle. Illustration: Maria Tran / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Vi lever i en Tinder-tid, hvor kærlighed, ægteskab og parforhold ofte beskrives som noget flygtigt og overfladisk. Men en ny bog argumenterer historisk for, at kærligheden aldrig har haft det bedre.

Halvdelen af alle, der bliver gift, bliver også skilt. Skilsmisseprocenten ligger omkring 50 og har gjort det i årtier. Dating er blevet hvermandseje, og på Tinder kan man på få sekunder beslutte sig for, om nogen er værd at lære nærmere at kende eller ej, ligesom mange har flere dates kørende på én gang. Åbne forhold er stadig en undtagelse, men dog noget, der tales om inden for en normalitet.

Man kunne mene, at det forpligtende parforhold er i krise, at vi er blevet desillusionerede og lever i en tilstand af midlertidige forhold, hvor man bare venter på, at der dukker noget bedre op. At vi er bange for at forpligte os, at kæmpe for parforholdet, at sige til døden os skiller”.

Men det mener Katrine Frøkjær Baunvig, er en fejlslutning. Hun er historiker og har netop skrevet bogen Den eneste ene – Hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed. Her gennemgår hun kærlighedens historie set med parforholdets og ægteskabets briller, og hun siger snarere, at kærligheden har bedre kår end nogensinde.

Jeg har læst bogen og talt med forfatteren, der selv er både fraskilt med børn – og nyforlovet.

To mod verden står der på en af hængelåsene på Bryggebroen i København, hvor kærester og ægtefolk sætter hængelåse fast som symbol på deres kærlighed og smider nøglen væk. Jeg har sat Katrine Frøkjær Baunvig stævne her som optakt til interviewet, og vi bruger lang tid på at kigge på de mange forskellige udformninger og inskriptioner.

For Katrine Frøkjær Baunvig er hængelåsene endnu en bekræftelse af, at hun har ret i sin tese om, at forestillingen om den eneste ene lever i bedste velgående.

Hængelåsene er et udtryk for, at folk gerne helt fysisk vil forankre deres følelser for hinanden. Som ritual giver det en tyngde til en mental forestilling, altså forestillingen om den evige kærlighed. Samtidig er det et udstillingsvindue, hvor man viser sin kærlighed frem. Og endelig er det en selvfortælling, hvor man fortæller både sig selv og sin partner, at man elsker hinanden. Og vil være sammen for evigt.”

Katrine Frøkjær Baunvig viser mig sin nye forlovelsesring af guld med en imiteret sten; hun er i færd med at smede sig sammen med den eneste ene – for anden gang.

Hun er inkarneret aarhusianer, og det er første gang, hun er her på Bryggebroen. Men hun har selv sat en hængelås på det parisiske forbillede, Pont des Arts, som et monument over sit nuværende parforhold. På Pont des Arts blev tyngden af den mentale forestilling meget konkret i 2014, idet broen delvist styrtede sammen under vægten af de 700.000 kærlighedslåse.

Hvis man vil, kan man tænke en katastrofesymbolik ind i den ødelagte bro som en skamstøtte over tidens mange skilsmisser. Man kan også helt konkret se de mange rustne hængelåse som en modsymbolik til mundheldet om, at gammel kærlighed ikke ruster. Mange af de forhold, der hænger her, er formentlig gået i opløsning, tæret op, splittet af konflikter eller døet stille hen. Det er dog ikke Katrine Frøkjær Baunvigs fokus.

Man kan også se det som noget smukt, at hængelåsene alligevel hårdnakket holder stand imod vind og vejr og stadig hænger her,” siger hun og markerer, at sagen har to sider.

Katrine Frøkjær Baunvig går i bogen i rette med en værdig repræsentant for de sortsynede, nemlig den verdensberømte sociolog Zygmunt Bauman, der i bogen Flydende kærlighed beskriver, hvordan kærligheden er ved at gå i opløsning, fordi vi jagter friheden og nydelsen og øjeblikket frem for forpligtelsen.

Det, jeg irriteres over, er den ensidige kritik af mennesker, som søger stor kærlighed og derfor er kræsne. Naturligvis bør man kritisere folk, som er brutale og egoistiske eller piller sig selv i navlen og bryder et forhold, så snart det bliver besværligt. Men for de fleste af os er det et vilkår, at vi selv skal finde en partner, og at vi søger lykken. Vi er nået til et sted i civilisationen, hvor vi har både materiel, social og følelsesmæssig mulighed for at søge den store kærlighed. Det er da fantastisk!”

Og som historiker graver hun sig ned i parforholdets og kærlighedens historie fra Antikken til i dag, hvor forestillingen om ægteskabet og den store, livslange kærlighed har gennemgået noget af en udvikling.

Bonusinfo. Kun 40 procent af den voksne befolkning blev gift i Middelalderen. Resten var singler.

I hendes bog Den eneste ene bliver det meget klart, at den indlysende sammenhæng mellem parforhold og kærlighed er en ret ny opfindelse.

Mange af de store historier om ulykkelig kærlighed stammer fra Middelalderen: Romeo & Julie, Tristan & Isolde og virkelighedens tragiske par Abelard & Heloïse. De fik aldrig hinanden, og det var netop det fine. Ægteskabet var en praktisk institution, forelskelse blandt almindelige mennesker var noget forbandet hekseri, og sex var noget, man havde for at avle.

I tiden efter Reformationen, hvor protestantismen fejede ind over Europa, blev hjemmet, familien og ægtesengen dyrket, også blandt borgerskabet, men kærligheden var stadig noget, man skulle finde ud af med den, man nu var blevet gift med. Ægteskabet var ikke et personligt projekt; det var indstiftet af Gud.

Først med Romantikken og op gennem 1800-tallet begyndte der at ske noget, der ligner den kærlighedsopfattelse, vi har i dag. Det er ikke tilfældigt, at vi bruger ordet romantik’ om både stemningsfuld og idealiseret kærlighed, for i den periode kom der turbo på følelserne, og idéen om den eneste ene som et eksistentielt projekt, der har med kærlighed at gøre, blev født.

Middelalderens romancer blev genopdaget, men på nye præmisser. Nu var det ikke bare uundgåeligt og lidt sørgeligt, at de elskende ikke fik hinanden; nu var det en uretfærdighed. Forelskelsen blev betragtet som noget smukt, man begyndte i stigende omfang at ønske at vælge sine partnere selv, og et ægteskab uden kærlighed blev betragtet som en tragedie. Forlovelserne trak ud, fordi det nu var blevet en vigtig beslutning, hvem man skulle dele sit liv med – den danske nationaldigter Adam Oehlenschläger var for eksempel forlovet i ti år, før han blev gift med sin Christiane – og det var kvindens privilegium at ophæve forlovelsen.

I det 20. århundrede fik vi så dating, seksuel frigørelse og den absolutte forening af forelskelse, kærlighed, sex og samarbejde i parforholdet. Idealet om at finde den eneste ene blev alles ret i vores del af verden, og på trods af, at der blev eksperimenteret med åbne forhold og fri sex, lever forestillingen om den romantiske kærlighed videre. De fleste er i dag serielt monogame – går fra den eneste ene til den eneste næste. Og det er så her, Zygmunt Bauman og andre bekymrede mennesker ser et forfald.

Bonusinfo. Fra midten af 1700-tallet og helt frem til 1970 var der i England en lov, med hvilken man kunne dømme mænd, der hævede deres forlovelse.

Så hvad kan vi lære af historien? Katrine Frøkjær Baunvig ser ikke, at kærligheden er ved at forsvinde. Vi elsker bare på en anden måde. Hun går endda så vidt som at sige, at kærligheden aldrig har haft bedre kår.

Vi lever i den bedste af alle tider. En tid, hvor vi i hvert fald i denne del af verden har et rigtig fint materielt liv. De fleste af os har et sted at bo og har mad hver dag. Vi har overskud til at jagte lykken. Til at have som ambition at få et godt liv, og også et kærlighedsfyldt liv. Det er ikke længere forbeholdt det velstående borgerskab.”

Men vi er kræsne, og det er derfor, det er så svært. Vi har kun ét liv, og vi føler os berettiget til at finde lykken og den rette partner. Jeg tror, de fleste går efter Mr. Right’ og ikke Mr. Right Now’, som det hedder i en plat sang. Hver gang håber man intenst på, at det er Ham eller Hende.”

KÆRLIGHEDSLÅS‘To mod verden’ er den romantiske drøm om en umulig kærlighed, der trodser alle ydre forhindringer, forbud og fordømmelser. Hængelås på Bryggebroen i København. Foto: Torben Sangild

I Romantikken var det på mode blandt unge mænd af det bedre borgerskab at få sig en ulykkelig forelskelse. Tænk bare på filosoffen Søren Kierkegaards brudte forlovelse med Regine Olsen, der blev et evindeligt tankebrændstof for ham. Idéen var, at forkælede unge mænd født med guldske i munden trængte til noget modstand – til noget, der kunne rive dem ud af deres selvoptagethed. Lidelse forædler, og at opleve ulykkelig kærlighed kunne gøre en til et bedre menneske. Men spørgsmålet er, om de blev mindre selvoptagede af den grund?

Nej, det gjorde de nok ikke. Det er dybest set forkælede teenagere, der har brug for noget at gå op i. Og dem finder man jo også i dag. Der er stadig prestige i at have det hårdt. Og det galdt i meget høj grad allerede for de her unge dannede mænd i Romantikken, der havde enormt meget tid til at gå rundt og mærke sig selv, fordi de have læst et brødløst fag og derfor kunne skrive dagbøger og breve om deres ædle følelser.”

Forelskelsen er altså ofte et selvoptaget projekt. Men er der ikke en mulighed for at overskride det selvoptagede gennem forelskelsen, sådan som romantikerne mente?

Jo, når det går godt, er det en gevinst, man kan høste. Ikke i enhver forelskelse, men især i de lange forhold. Og så kræver det netop også arbejde. Den langvarige kærlighed er ikke bare en følelse, det er også en forpligtelse.”

Endnu en ting, vi kan se af historien, er, at vi har lagt større og større forventninger over på ægteskabet. Vi skal dele vores hjem, vi skal elske hinanden, vi skal gøre hinanden lykkelige, vi skal tænde seksuelt på hinanden og have god sex, vi skal være hinandens venner, vi skal hjælpes ad med børn og husholdning og så videre.

Som den amerikanske parterapeut og forfatter Esther Perel siger: Vi forventer, at vores partner alene skal kunne levere, hvad man før fik af en hel landsby.”

Så det er ikke så mærkeligt, at det er svært. Og netop derfor bliver det nogle gange lidt demonstrativt, når man skal forsikre sig selv og andre om, at man har fundet den eneste ene. Folk synes at gå amok i store bryllupsfester, der halvt ruinerer dem. Bryllupsbudgetterne er steget markant de seneste 30 år – i takt med at folk bliver skilt. Og de to ting kan ifølge Katrine Frøkjær Baunvig godt hænge sammen:

Jo mere luftigt noget er, des større kan det have behov for materiel forankring, og det viser sig også, når man bruger så mange penge på et stort og overdådigt bryllup. Man viser, at man er villig til at investere ikke kun følelsemæssigt, men også økonomisk energi i forholdet. Og det er netop, fordi det ikke er en selvfølge længere.”

Samtidig viser mange deres forhold og deres kærlighed frem på Facebook og Instagram – en ting, Baunvig tydeligvis har det svært med. I bogen kalder hun det for kærlighedsbranding”, når man sukkersødt forsikrer sig selv og omverdenen om, hvor lykkelig man er. Men samtidig tager hun sig selv i at komme til at lyde som en af de mavesure fordømmere og må selv leve op til sin fordring om at se den anden side af mønten.

Der er jo forskning, der viser, at det kan styrke forholdet at manifestere det på den måde. Alene det at sige, at man har en følelse, at man elsker nogen, er en handling, der styrker den følelse. Og at sige over for vidner, at man elsker sin partner, er et ritual, der styrker forholdet.”

Stadig har hun dog svært ved at se, hvem modtageren er af disse opslag, hvis primære formål er at bekræfte sig selv og hinanden i kærligheden.

Vi orker ikke rigtig at høre og se på folks hvinende søde kærlighed. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg synes, det er kedeligt. Der er jo en grund til, at eventyr ender med, at de får hinanden, og resten af deres liv er opsummeret som, at de levede lykkeligt til deres dages ende. For den del gider vi ikke at høre om. Historien ligger i besværlighederne med at få hinanden.”

Bonusinfo. Udtryk som ‘samleje’ og ‘at gå i seng sammen’ stammer fra 1800-tallet, hvor det var almindeligt i borgerskabet, at ægtefolk havde hvert sit soveværelse og kun lå sammen, når de dyrkede sex.

Så selv om Katrine Frøkjær Baunvig slår et slag for vores tid som den bedste af alle, er det ikke uden kritisk brod. Hun ser i høj grad vores tid i lyset af fortiden, men hvordan vil historikere så om 100 år kigge tilbage på vores tid?

Om 100 år tror jeg, at man prøver at forstå, hvorfor der var så mange mennesker, der slet ikke kastede sig ud i et kærlighedsforhold. Særligt vil man se det som et problem, at en stor gruppe af mænd nederst i det sociale hierarki (gerne bosat i provinsen) ikke finder vej ind i en tosomhed,” siger hun.

Jeg gætter på, at man vil pege på den tid, vi lever i, som den periode, hvor kvinderne for alvor blev mere veluddannede end mænd. Hvad overkvinderne’ vandt i oplysning og social prestige, måtte introverte undermænd betale for med ensomhed og sygdom. De er de store tabere, vil man sige. Men der er også mange små. Kvinderne, som må affinde sig med flyvske forhold, fordi der ikke er tilstrækkeligt med interessante mænd, for eksempel.”

Til den tid, forudser hun, vil den serielle monogami være mere ritualiseret, end den er i dag.

De fleste vil om 100 år leve i den velkendte cyklus af forelskelser, giftermål, børn og skilsmisser. Her vil kærligheden som et stafetløb være blevet accepteret og indvævet i alle slægtsfortællinger. Måske har man endda udviklet et skilsmisseritual. Det ønsker jeg virkelig for dem.”

Men håbet om den eneste ene vil bestå.”

Den eneste ene – Historien om, hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed’, 215 sider, Gyldendal, 2018.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem