I regeringens nye udspil mod ungdomskriminalitet vil socialminister Mai Mercado (K) trække i forældrenes børnepenge.

“Vi skal også sørge for, at forældrene påtager sig opdragelsen af deres unge mennesker,” siger hun.

Underforstået: Hvis de unge er kriminelle, så er det blandt andet, fordi forældrene ikke har levet op til deres opgave.

I den håndbog, som mange forældre får udleveret, når deres børn begynder i skole, står der i udgaven fra 2015: “Måske gør forældre sig ikke helt klart, i hvor stort omfang de selv er medvirkende til, at der kan komme gode resultater ud af deres børns skolegang. Uanset hvor meget de ansatte på skolen har lyst til, at børnene skal have det rigtig godt og lære rigtig meget, er de afhængige af, hvad det er for nogle børn, de har med at gøre. De kan jo ikke trylle!”

Altså: Det er op til forældrene, om børnene lærer noget i skolen og trives i deres klasse. For skolens ansatte kan jo ikke trylle.

Eller som undervisningsminister Merete Riisager (LA) spurgte alle skoleforældre om i Weekendavisen i sidste uge: “Hvad har du tænkt dig at gøre ved dit barns dårlige ordforråd?”

Ovenstående er alle eksempler på, hvordan forældres ansvar er ekspanderet i voldsom grad over de seneste 50 år. I dag søger vi forklaringer på ungdomskriminalitet, psykisk sårbarhed, læringsvanskeligheder og sociale udfordringer i forældrenes evne til at være forældre. Dermed forestiller vi os også, at den måde, forældrene er forældre på, kan afgøre barnets fremtid.

Den forestilling kalder forskere for forældredeterminisme – et fænomen, jeg skrev om for første gang for nogle uger siden: Forældredeterminisme er forestillingen om, at forældre kan påvirke deres børn, så de bliver lykkelige, kloge og succesfulde. Det har, som jeg også har skrevet om, placeret et grænseløst og individuelt ansvar på de enkelte forældres skuldre.

Efterfølgende fik jeg en mail fra Iben Charlotte Aamann i Roskilde. Troen på, at forældre kan determinere deres børn og den politisering af forældrerollen, der følger med, eksisterer også på sundhedsområdet, fortalte hun. Det har hun netop skrevet en ph.d. om på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.

I sin forskning har Aamann fulgt forældre og deres børn til den rutinemæssige samtale hos skolesundhedsplejersken. For i dag er sundhedsplejersken ikke kun optaget af at måle barnets højde og tjekke dets syn. I dag skal sundhedsplejersken også forebygge en potentiel udsathed hos barnet, skriver Aamann.

Derfor er sundhedsplejersken også optaget af forældrenes livsstil, hvilket job de har, om de ryger eller drikker alkohol. (Da jeg selv var til samtale med mit barn hos skolesundhedsplejersken og svarede nej til rygning og ja til alkohol, tog jeg mig selv i at overveje, om jeg havde svaret forkert på det sidste spørgsmål).

Formålet er, at vi kan forme børnene til sunde og gode borgere ved at påvirke forældrenes livsstil.

Med sin ph.d. peger Iben Charlotte Aamann på et vigtigt punkt i vores jagt på at forstå omfanget og konsekvenserne af det intensive forældreskab, nemlig hvordan de professionelle, der omgiver barnet, ikke længere kun er optagede af barnet og dets udvikling. De er også optagede af forældrene.

Derfor skal denne del af serien handle om de eksperter, vi lytter til som forældre, og hvordan vi egentlig skal forstå de anbefalinger, vi følger.

For det skift, Aamann peger på, ser vi ikke kun hos sundhedsplejersken, men generelt blandt de eksperter, der omgiver familierne. Forældre har naturligvis altid fået gode råd, men der er sket et skift hos eksperterne, der definerer vores tids forældreskab, mener den britiske kultursociolog Ellie Lee. Et skift, der betyder, at forældreskab bliver betragtet som et sæt færdigheder, der skal læres.

Egentlig daterer Lee ‘moderne’ forældre-eksperter til 1700-1800-tallet. I begyndelsen af 1800-tallet herskede forestillingen om, at mødre var moralitetens vogtere, der skulle opdrage dydige børn, skriver Lee. Men i slutningen af 1800-tallet blev mødrenes instinkter, dyder og kærlighed – ikke længere anset for at være nok. Nu skulle forældrerollen forankres i videnskaben.

Så hvor ekspertrådene i 1800-tallet kunne handle om fromhed og lydighed skrevet af præster eller deres koner, så var rådene efter århundredeskiftet skrevet af læger og psykologer. Og her, skriver Lee, dukkede en udbredt skepsis over for mødrenes instinktive opdragelsesevner op.

Nu talte psykologer om, hvordan barnets udvikling kunne forstås gennem videnskab, blikket blev rettet mod barnet og dets udvikling, og den svenske toneangivende forfatter Ellen Key udråbte det 20. århundrede til barnets århundrede.

Men de senere år har den videnskabeligt baserede børneopdragelse taget endnu en drejning. I dag er eksperternes primære fokus ikke på barnet, men på forældrenes handlinger, livsstil og følelser, og eksperternes rolle er at give forældre de nødvendige færdigheder.

Opfattelsen af, at forældre ikke bare bliver forældre, når de får et barn, men at forældreskabet er en færdighed, der skal læres, har professionaliseret forældreskabet, skriver Ellie Lee. Det har skabt en overvældende mængde bøger om børneopdragelse, en skov af eksperter, der udtaler sig i pressen, og en slugende sult efter gode råd om mad, søvn og andre hverdagssituationer.

Men hvordan skal vi egentlig forstå de råd og anbefalinger, vi følger?

En af de kandidater, der stiller op til kommunalvalget, er Mona K. Hansen, der ud over at stille op for Alternativet også er familiebehandler og psykoterapeut. I sin praksis tilbyder hun for eksempel forløbet “Børnenes vej til succes er forældrene”, hvor man på otte uger kommer igennem syv centrale temaer som ansvarlighed, kærlighed, stolthed og tilgivelse.

Hun foreslår en “familieplejerske”, der støtter nye familier; løbende forældrekurser, der skal tilbydes alle forældre, så de kan lære, hvad børn har brug for, og hvordan man skaber en sund udvikling. Desuden så hun gerne, at børns udvikling og familiedannelse kom på skoleskemaet i udskolingen.

Men hvordan påvirker det forældrerollen, at forældreskab er noget, man skal lære på et kursus? Det spurgte jeg Mona K. Hansen om.

“Men hvor skulle de ellers lære det? Jeg oplever, at rigtig mange forældre ikke ved, hvad et forældreskab indebærer,” fortæller hun. “Og hvor skulle de vide det fra? Forældre skal have redskaberne til at ruste deres børn til, at livet også kan være svært.”

Kan der ligge en fare eller en umyndiggørelse i at gøre forældreskab til et kursus?

“Der kan ligge en fare i ikke at anerkende, hvor vanskeligt det er at være forældre. Og ansvaret skal netop gives tilbage til forældrene, så de kan forholde sig til deres egne værdier. Men min oplevelse er, at forældre har svært ved at finde de værdier i sig selv. Derfor skal de have hjælp.”

Kort før mit ældste barn fyldte to, flyttede vi til USA. Da han fyldte fem, flyttede vi tilbage til Danmark. Mit yngste barn er født i USA. Jeg har derfor haft børn i daginstitution begge steder, været til fødselsforberedelse begge steder og lyttet til læger, eksperter og gode råd begge steder.

Og det slog mig igen og igen, i hvor høj grad de råd, vi lytter til som forældre, er kulturelt betingede. Da mit ældste barn var baby i Danmark, fik jeg at vide, at han ikke måtte sidde i autostol for længe ad gangen. Det ville ødelægge hans ryg. På sikkertrafik.dk står der, at en babystol ikke er skadelig for ryggen, hvis den kun bruges til bilkørsel “og ikke for eksempel derhjemme for at holde barnet i ro.” På længere ture anbefaler Rådet for Sikker Trafik, at man holder pauser og tager sin baby op, “så barnet ikke sidder i præcis den samme stilling i lang tid ad gangen”.

Da jeg tre år senere stod i en butik i USA på jagt efter en barnevogn til min yngste, guidede ekspedienten mig allerbagerst forbi endeløse rækker af barnevogne, hvor man med et lille klik sætter autostolen fast på vognstativet. Med sådan en vogn behøver man aldrig løfte baby ud af autostolen. Babyen kan sove videre i sin babystol, også efter at køreturen er slut.

Da jeg spagfærdigt forklarede, at jeg ledte efter en vogn, hvor babyen ligger ned, altså med flad ryg, sagde ekspedienten overbærende: Oh, you don’t need that.

Noget lignende oplevede jeg, da jeg mødte op i vuggestuen med min fem måneder gamle baby, der netop havde fået institutionsplads. Jeg så rundt på stuen, hvor babyerne var ned til tre uger gamle.

Min skandinaviske tvivl rumsterede. Pædagogen Patty så det, og sagde: it’s good for her, honey. Altså: det, der er godt for din baby, er at være her hos os. Ikke hjemme med dig. Jeg anerkender, at den diskussion (også) handler om helt fundamentalt anderledes barselsmuligheder i USA. Men det undrede mig.

Det, vi som forældre får at vide, vil have en skadelig effekt på vores børn, på deres krop, deres hjerne, deres fremtid, bliver ikke nødvendigvis betragtet som skadeligt andre steder. Det er i sig selv en banal betragtning, men det forvirrede mig alligevel. For hvor stiller det de råd, vi følger?

Ofte er det sprog, nogle eksperter bruger, så dramatisk, at det ikke levner rum for, at forældre selv kan træffe et valg. Børneguru og psykolog Penelope Leach, der blandt andet er forfatter til bestselleren Your Baby and Child: From Birth to Age Five, som udkom første gang i 1977, har fortalt forældre, at det er “giftigt” for hjernens udvikling, hvis barnet græder sig selv i søvn.

“Det er ikke en holdning, men et faktum, at det er potentielt skadeligt at lade babyer græde. Nu hvor vi ved det, hvorfor risikere det?” skriver Leach i sin bog The Essential First Year – what babies need parents to know.

Leach slår hovedet på sømmet, utilsigtet, men yderst præcist: hvorfor risikere det?

Det er det spørgsmål, der mere end noget andet former vores tids forældrerolle. Det er det, der driver forældre i armene på eksperterne, og det, der gør, at vi lytter til eksperternes råd, som var de påbud. For hvorfor risikere udviklingen af din babys hjerne, når du nu ved, hvordan du kan undgå det.

Det er også sådan, mange nybagte forældre forholder sig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Sundhedsstyrelsen anbefaler på sin hjemmeside, at gravide undgår alkohol, fordi alkohol kan være skadeligt for fosteret, risikoen kan indebære både “svære multihandicap og død”. Andre skader viser sig først under barnets udvikling og opvækst, tilføjer styrelsen.

Hvorfor risikere det?

Men så tilføjer Sundhedsstyrelsen dette: “Nogle kvinder har drukket alkohol meget tidligt i graviditeten – for eksempel på et tidspunkt, hvor de ikke var klar over, at de var gravide. I de allerfleste tilfælde vil det ikke få betydning for fosterets udvikling.”

I de allerfleste tilfælde vil det ikke få betydning. Men hvordan skal jeg så læse anbefalingerne? Det spurgte jeg Annette Poulsen, der arbejder med anbefalingerne til gravide og forældre i Sundhedsstyrelsen, om.

“Du skal læse det som: For en sikkerheds skyld, så lad være med at drikke, når du er gravid. For så undgår du den bekymring,” siger hun.

Anbefalingerne er en minimering af risici. Men hvor stiller det så styrelsens anbefalinger om, at spædbørn skal ammes fuldt i seks måneder og delvist i et år?

“Det skal læses sådan, at hvis du overhovedet er i stand til det og har lyst til det, og det passer ind i dit familieliv, så er det det, vi anbefaler af hensyn til barnets vækst og udvikling,” svarer hun.

Hvad sker der, hvis man kun ammer i fem måneder?

“Jamen for det enkelte barn har det ikke nogen betydning. Den mor, der kun kan amme i tre måneder, hun skal ikke tænke, at hun ikke giver sit barn det bedste. For befolkningen som helhed, så har det en betydning, at børnene bliver ammet så længe som muligt. For det enkelte barn har det større betydning, at mor og far trives med den måde, de ernærer deres barn på.”

Annette Poulsen forklarer, at det er sundhedsplejersken, der skal oversætte anbefalingerne for familien. Hun er det bindeled, der skal hjælpe familien med at vurdere, hvordan den enkelte familie skal forholde sig til anbefalingerne – for eksempel om det fungerer bedre at give barnet flaske.

“Man kan ikke som myndighed vurdere, hvad der er bedst for den enkelte familie. Vi skal beskrive, hvad der overordnet set giver bedst mening sundhedsmæssigt,” siger hun.

Så man skal ikke leve op til alle anbefalingerne?

“Den enkelte familie skal tage det til sig, som giver mening for dem, og som er muligt for dem. Men vi har som myndighed en opgave med at sige, hvad der virker for at opnå den bedst mulige sundhed.”

Mod slutningen af kapitlet om amning i pjecen Sunde Børn står der: “Vær kritisk over for de råd, du finder på internettet eller får fra familie og veninder. De kan bygge på myter og egne (dårlige) erfaringer – og de kan nogle gange gøre mere skade end gavn, selv om de er givet i den allerbedste mening.” Groft sagt lyder det næsten, som om Sundhedsstyrelsen fraråder, at forældre taler med hinanden.

Da jeg spørger Annette Poulsen til det afsnit, udbryder hun: “Du læser det, som om vores råd er bedre end familiens, og det er de også rent sundhedsmæssigt, det bedste råd er at amme, og det er myndighedens opgave at sige det, men i virkeligheden vil vi gerne også anbefale den sunde fornuft, hvor man lytter til, hvad man selv har brug for, og hvad der virker for en selv.”

Okay, så jeg skal læse Sundhedsstyrelsens officielle anbefalinger som vejledende. Det er nok bare langtfra alle forældre, der læser de officielle anbefalinger på den måde, ikke mindst fordi både anbefalinger og ekspertråd ofte er knyttet sammen med advarsler om, hvad der sker, hvis vi ikke følger dem.

Når for eksempel børneforsker Erik Sigsgaard fortæller forældre, at skældud kan være lige så skadeligt som korporlig afstraffelse, og at voldsom skældud kan føre til, “at man bliver voldelig eller får en aggressiv indstilling til omverdenen som voksen” – så er det let at tænke: Hvorfor risikere det? Og når det er svært at praktisere en skældud-fri opdragelse hver dag, fra morgen til aften, så kommer den dårlige samvittighed – hvad med de livslange skadevirkninger, når det glipper?

Gode råd fra eksperter, rådgivning og anbefalinger er givet med de bedste intentioner. Men kan de alligevel nogle gange gøre mere skade end gavn? Det mener professor emeritus i sociologi Frank Furedi fra University of Kent, manden bag begrebet forældredeterminisme.

“Konsekvensen af den omsiggribende rådgivningskultur er at forstærke forældrenes afhængighed af autoriteter uden for familien,” skriver han i Paranoid Parenting. For der vil altid være en autoritetskonflikt mellem forældrene og eksperten i forhold til, hvem der ved, hvad der er bedst for barnet.

Furedi mener, at professionaliseringen af opdragelse – og dermed eksperterne – i sig selv er med til at underminere forældres tro på sig selv som forældre. Deres blotte tilstedeværelse minder forældre om deres manglende kompetence.

Den 9. november udkommer forfatter Sofie Münsters nye bog Kærlighed er ikke nok. Den handler om, hvordan forældre kan ruste deres børn til modstand, og hvordan det i sig selv kan betyde, at børnene er gladere, mere socialt kompetente og har lettere ved at klare skolen.

Hvis forældrene opbygger den modstandskraft i børnene, vil de “oftere være i stand til at vælge værdierne til”, skriver Münster, og det gør, at de både kan være sig selv og være noget for andre.

Det, der skal til, skriver Münster, er, at forældre opstiller tydelige normer, værdier og forventninger i hverdagen, så børnene vænner sig til at hjælpe til, tage ansvar og kunne klare mere og mere på egen hånd. “Det er nemlig den ydre struktur, vi skaber, der giver børn den stærke indre struktur, de har brug for,” skriver hun.

I bogen skriver hun helt konkrete forslag til, hvad forældre kan sige til børn i forskellige situationer, hvilke pligter børn i forskellige aldre kan have, og hvilke forventninger forældre kan have til børnene under morgenrutinen, lektielæsningen og putteritualet. Münster kalder denne form for forældreskab for de ansvarliggørende forældre.

Og hun skriver, at forskere har påvist, at denne tilgang til forældreskab “virker langt bedre end andre”. Den forsker, hun henviser til, er Laurence Steinberg (studiet har set på teenagere, ikke børn), og han konkluderede ganske rigtigt i marts 1990, at uanset etnicitet, klasse, og om forældrene var skilt eller ej, så fik teenagere, hvis forældre var “accepterende, faste og demokratiske”, højere karakterer, de var mere selvstændige, havde mindre angst og depression og var mindre hyppigt involveret i kriminel adfærd.

Sofie Münster lægger sig således i forlængelse af forestillingen om, at forældreskab er et sæt færdigheder, som vi kan lære, at vi kan vælge en særlig tilgang til forældreskab, og at effekten af de forskellige forældretyper kan dokumenteres.

For at sige det, som det er: Münster skriver om alt det, jeg mener er godt og rigtigt og vigtigt som forælder. Hun læner sig op ad de eksperter, jeg tog til mig, da mine børn var helt små i USA, og hun lægger sig i direkte forlængelse af den danske børneopdragelsesnestor Per Schultz Jørgensen, der har sat diskussionen om børns robusthed på en dansk dagsorden, og som jeg har stor respekt for.

Så det handler ikke om, hvad Münster skriver. Det handler om, hvad det betyder for vores rolle som forældre, at det er gennem en håndbog, vi lærer at blive forældre. Især, måske, den slags forældre, Münster beskriver – nogle, der virkelig tager ansvar, og som ønsker at lære deres børn at tage ansvar. Her nærmer vi os et paradoks.

Münster skriver om forældre, der har et grundlæggende sæt værdier, der handler om at respektere andre, om ikke at give op, om at gøre sit bedste, om at hjælpe til, lytte til hinanden og om at behandle andre ordentligt. Forældre, der praktiserer de værdier i hverdagen, og som ønsker at overdrage dem til deres børn.

Men lyder de forældre, som Münster skriver om, ikke dybest set som de “voksne, ansvarlige og anstændige mennesker”, som demokratitænkeren Hal Koch under og efter Anden Verdenskrig mente, var demokratiets forudsætning? De, der ved, at “vi nu engang er sat her sammen og skal og må finde ud af at ordne vore forhold os imellem på anstændig måde, og at det er os, der skal gøre det, ikke nogen andre,” som Koch skrev i Dagen og Vejen.

Både i demokratiet og i den enkelte familie, kunne vi tilføje.

For det, Steinberg og Münster i virkeligheden taler om, er jo dannelsen af voksne mennesker, der kan stå fast på deres værdier over for børnene, som kan etablere et familiefællesskab, hvor alle bidrager og bliver lyttet til. Dybest set handler opdragelse vel om at overdrage de grundværdier, vi hver især og som fællesskab mener er vigtige og rigtige. Som Steinberg netop skriver: Dét er den demokratiske forælder.

Men når vi må konsultere bøger for at vide, hvad vi skal sige til vores børn, når forældres autoritet er undergravet, som Furedi skrev, og når vi er drevet af spørgsmålet ‘hvorfor risikere det’, kan vi så overhovedet dannes til ansvarlige, anstændige og demokratiske forældre?

Når det værdisæt, forældrene skal praktisere og overdrage til deres børn, handler om at tage ansvar, at lytte, at bidrage – bliver den dannelse så ikke nødvendigvis nødt til at ske i samtale og i et fællesskab med andre mennesker?

Hal Koch mente, at det, der skal til, er, at vi finder “en måde at tale samfund på”. Så hvis vi skal udvikle os til demokratiske forældre, må vi finde en måde at tale sammen. Ikke om, hvordan den enkelte bør lægge sit barn i seng, eller hvor længe en baby bør græde, men om, hvilke grundlæggende værdier vi vil overdrage til vores børn.

Som for eksempel, hvordan de bliver demokratiske mennesker.