Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Psykedelisk terapi kan knække dig. Men det kan også gøre dig til et helt menneske

Psykedeliske stoffer giver mystiske oplevelser, der både kan være helbredende og traumatiserende.

Illustration: Pablo Espinosa for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


2. december 2021
20 min.

I et lyst loftslokale i en svensk træhytte ligger Benny Mathiesen på en madras. Gennem en glasfacade kan han se ud over en stor have med en sø for enden. Ved siden af ham står en brækspand. Han har netop drukket første dosis af den psykoaktive te, der er brygget på pulveriseret rodbark fra den centralafrikanske iboga-plante. Nu venter han på, at effekten sætter ind. Første fase begynder. Den, de kalder skærsilden’. Det ene negative minde efter det andet vælter frem. Se det her!” siger hans bevidsthed til ham. Han lægger sig fladt ned, accepterer den ene konfrontation efter den anden.

Ved siden af Benny Mathiesen ligger en ung svensk mand, der er taget til ceremonien uden at fortælle sin kæreste om det. Han kæmper tydeligvis indædt mod oplevelsen. Han er stadig fanget i skærsilden. Der går 34 timer, før han endelig slipper igennem.

For Benny Mathiesens vedkommende går det hurtigere. Efter cirka en time er han ude. En blanding af indiske skrifttegn og digitale symboler glider ind over ham, mens der stille og roligt bliver barberet lag af hans person. Mørket bag hans øjenlåg bliver til et smukt strålende mørke, og i samme øjeblik han opdager dets skønhed, er det, som om han bliver skubbet igennem det. I det øjeblik, han når igennem og ud på den anden side, forsvinder alting. Den sidste bid af den gamle Benny’. Egodød.

Jeg var bare klar til det,” fortæller Benny Mathiesen. Det er langtfra alle, der er det, og iboga, som han tog, er et af de stoffer, der kan være meget farlige.

Alligevel er der flere og flere, der ligesom Benny Mathiesen og den unge svenske mand tager chancen. Brugen af psykedeliske stoffer er nemlig blevet så udbredt, at flere medier og bøger bruger betegnelsen renæssance’. En omfattende multinational undersøgelse fra Global Drug Survey fortæller, at mens hver tiende af de adspurgte havde prøvet LSD i 2015, var det i 2020 steget til hver femte. Deltagerne i undersøgelsen er ikke repræsentativt udvalgt, og tallet kan derfor ikke overføres på resten af befolkningen. Men det peger alligevel på, at der er flere og flere, der tager stofferne.

Ud af 20.000 besvarelser berettede over en fjerdedel om, hvordan de brugte psykedeliske stoffer som selvmedicinering mod lidelser som depression, angst og PTSD.

Og mange psykedeliske stoffer har da også vist lovende resultater som behandling mod vidt forskellige lidelser som afhængighed, depression, PTSD og dødsangst. For hvert positivt resultat kan de komme tættere på at blive godkendt til medicinsk brug. Og i starten af november i år tog svampestoffet psilocybin et stort skridt, da konklusionen fra det hidtil mest omfattende studie viste lovende resultater mod behandlingsresistente depressioner. Det er et af de studier, som alle i det her felt har ventet på i spænding, og det er en kæmpe milepæl, at de finder en effekt,” siger Mathias Ebbesen Jensen, der er klinisk forsker på Rigshospitalet.

Men der er ét helt centralt element ved disse stoffer, der gør det umuligt at behandle dem som mere traditionel, vestlig medicin: De får folk til at trippe. De vilde, mystiske og nogle gange stærkt ubehagelige oplevelser, som forsøgspersoner rapporterer, kan føles mere virkelige end hverdagen.

Uanset hvordan man forklarer deres virkning, er der i dag flere indikationer på, at nogle psykedeliske stoffer kan have et terapeutisk potentiale. De kan hjælpe til at forløse traumer og ændre uheldige vaner og tankemønstre. Hvis det potentiale skal forløses, er der brug for måder at tale om de oplevelser, stofferne kan give, fordi de lader til at være en grundlæggende del af den terapeutiske effekt. Og fordi de ofte balancerer på en knivsæg mellem himmel og helvede. For hvad er det, der afgør, om man tilbringer knap en time i skærsilden – eller om man er fanget der i halvandet døgn? Og hvordan afgør vi som individer og samfund, om de mulige gevinster ved den slags oplevelser opvejer de mulige risici?

I en sidegade i det indre København finder man Kulturhuset Indre By. Normalt danner kulturhuset rammer om breakdance-klasser eller loppemarkeder, men denne weekend huser det konferencen Psykedelisk Dannelse.
En konference, hvor det nystartede Center for Psykedelisk Dannelse har inviteret alt fra uddannede læger til såkaldte undergrunds-behandleretil at diskutere, om psykedeliske stoffer kan og bør integreres i samfundet. Og om det overhovedet er etisk forsvarligt at beskæftige sig med stoffer, der er ulovlige.”

Jeg går gennem en café fyldt med deltagere, klædt i alt fra nystrøgne skjorter til oversize batik-sweatere, og ind i konferencesalen. Væggene i den store gymnastiksal er dækket af sorte fløjlsforhæng, og på dem hænger farverige psykedeliske kunstværker af sprængte geometriske former, kosmiske symboler og dyreansigter.

Medarrangør og stifter af Center for Psykedelisk Dannelse Kevin Mikkelsen åbner arrangementet med en tale. Psykedelika er et pharmakon,” siger han og forklarer, at pharmakon er et oldgræsk ord, der både betyder gift og kur. Om det bliver det ene eller det andet, mener han, afhænger af, hvordan man anvender det.

Den dobbelthed ligger også i ordet psykedelisk’. Det blev skabt i 1950’erne og betyder noget i retning af sindsmanifesterende’ – stofferne viser altså brugeren, hvad der gemmer sig i sindets dyb, hvilket kan være lige så euforisk og helbredende, som det kan være skræmmende og traumatiserende. Og den samme dobbelthed går også igen i forskningshistorien i den vestlige verden. Fra 1950’erne til 1970’erne blev der forsket i stor stil i det psykedeliske stof LSD. Undersøgelser fra flere prestigefyldte amerikanske universiteter pegede dengang på, at stoffet havde en lang række potentialer: Det kunne tilsyneladende både kurere afhængighed, afhjælpe dødsangst, give livsbekræftende religiøse erfaringer og meget mere. Men i deres iver og begejstring fik LSD-fortalerne for travlt med at udbrede budskabet og glemte at behandle det kraftfulde stof med omhu. Selv prominente forskere ignorerede vigtige principper som samtykke og sikkerhed. Der fulgte en række skandaler. Harvard-studerende blev opfordret til at tage LSD med deres professorer. I 1961 røg to af de studerende på et psykiatrisk hospital. To år senere blev projektet nedlagt, og professoren bag fyret. I Danmark blev der i samme periode givet LSD til psykiatriske patienter på Frederiksberg Hospital på en – efter nutidens standarder – skræmmende uforsvarlig måde.

Jens Knud Larsen, der er pensioneret speciallæge i psykiatri og har undersøgt forløbet på Frederiksberg Hospital, indtager scenen i Kulturhuset Indre By. Mens han fortæller om forsøgene på hospitalet, går der det ene gys efter det andet gennem publikum. Patienterne blev kraftigt opfordret” til at tage imod behandlingen, som de ikke vidste noget om. De fik doser på op til 400 mikrogram (otte gange så meget som en dosis, der kan mærkes), blev lukket ind i mørke rum og overladt alene i en cyklon af intense følelser, sammenblandede sanser og usammenhængende hallucinationer. De fik ikke kun én, men flere behandlinger’ om ugen. Den yngste deltager var 12 år. Det kan ikke undre nogen, at mere end 70 procent af de deltagende senere søgte erstatning. Jens Knud Larsen slutter sit oplæg med en opfordring til, at man forholder sig kritisk og forsigtigt til de psykedeliske stoffer.

I 1971 røg LSDFNs liste over stoffer uden medicinsk anvendelse med høj fare for skade og afhængighed. De næste godt 30 år holdt forskningen i psykedeliske stoffer sig under jorden. Men kort efter årtusindskiftet startede de første spæde bevægelser af det, der nu bliver kaldt den psykedeliske renæssance’. I 2006 udkom resultaterne fra det første omhyggeligt designede, placebokontrollerede kliniske studie i psykedeliske stoffer i 40 år. Det viste, at psilocybin kunne give mystiske oplevelser, som gav en stor og vedvarende følelse af mening. Studiet fik heftig pressedækning og sparkede døren åben for forskning i psykedelika. Og flere lovende resultater er fulgt. Ét pilotstudie i rygestop ved hjælp af psilocybin viste en succesrate på 80 procent. Et andet studie i behandling mod svær depression med psilocybin viste, at over halvdelen af de deltagende var symptomfri kort efter behandlingen og stadig var det fire uger senere. Psilocybin har desuden vist potentiale i behandlinger mod dødsangst, PTSD og OCD. Alt sammen resultater, der har givet renæssance-bevægelsen næring og sender ringe ud i vandet. Arrangementet Psykedelisk Dannelse er netop en af disse ringe.

Men fortiden spøger stadig, og under den ene paneldebat efter den anden kommer spørgsmålet op: Hvordan undgår vi, at fortiden gentager sig? Det bliver der hen over weekenden givet mange forskellige svar på, men de kan samles i to forskellige spor. I det ene spor tales der for, at man kun bruger psykedeliske stoffer i medicinsk behandling med streng kontrol og velafprøvede metoder. Derved skal de kun tillades i kontrollerede behandlinger, hvor de bruges til at helbrede patienter med symptomer. Det er – sat på spidsen – lægernes, psykiaternes og naturvidenskabens spor.

Det andet spor er mere kontroversielt og taler for, at man uddanner befolkningen i brugen af psykedeliske stoffer og skaber stærke sociale netværk. De vil gerne have stofferne legaliseret og tror på, at man kan etablere en stærk kultur, hvor venner og familie kan hjælpe hinanden med at forberede sig på og integrere psykedeliske oplevelser. Stofferne har, lyder argumentet, ikke kun potentiale til at behandle symptomer, men også til at opnå større indsigt i sin egen og verdens sande natur. Dette er – igen sat på spidsen – psykoterapeuternes og de spirituelles spor.

Skal man forstå, hvordan stofferne virker, og hvilket potentiale de kan have, må man se nærmere på begge spor. Vi begynder med det videnskabelige.

Efter konferencen tager jeg ind på Rigshospitalet for at tale med en af deltagerne. Mathias Ebbesen Jensen kommer ned ad trappen. Han er høj og tynd med tætte skægstubbe på kinderne, kasket oven på hovedet og favnen fuld af papirer. Han har sin daglige gang her på Rigshospitalet, hvor han er klinisk forsker. Han er uddannet læge og har for nylig fået godkendt et forsøg, hvor han og kollegerne skal undersøge, om det psykoaktive stof psilocybin i kombination med samtaleterapi kan hjælpe folk af med deres alkoholafhængighed.

Noget af det første, han siger, er, at der ofte opstår en begejstring i det psykedeliske miljø, der får folk til at glemme noget vigtigt. Nemlig at de psykedeliske stoffer ikke er godkendt til medicinsk brug. Det gælder for eksempel mikrodosering, hvor folk eksperimenterer med at tage meget små mængder psykedeliske stoffer over en længere periode. Ifølge et nyt britisk studie ser mikrodosering ikke ud til at have en større effekt end placebo. Stort set alle deltagere, placebo eller ej, oplevede dog positive effekter. Og det kan meget vel skyldes hype-faktoren; altså at folk havde hørt positive ting om mikrodosering og derfor forventede at få det bedre, forklarer Mathias Ebbesen Jensen.

En vigtig pointe er, at deltagerne i studiet ikke fik terapi sideløbende. Og der er mange fagfolk, der mener, at psykedelikas gavnlige effekt mest af alt ligger i, at det kan forstærke terapiens virkning. Om det også gælder mikrodosering, er uvist. Men i de forsøg, hvor samtaleterapi kombineres med store nok doser til, at folk reelt tripper, er der mere lovende resultater end ved mikrodosering. Alligevel er der stadig en stor skygge, der spøger i den kollektive bevidsthed. Der er eksempler på, at folk har fået psykoser, er sprunget ud ad vinduer og har gjort skade på sig selv eller andre. Jeg spørger Mathias Ebbesen Jensen, om den slags sker i de moderne forsøg. Her er det vigtigt at skelne mellem de videnskabelige, kontrollerede forsøg og så de eksperimenter, folk laver derhjemme med ulovlige stoffer. Men hvis vi ser på de videnskabelige eksperimenter, er svaret et klart nej.

Mathias Ebbesen Jensen fortæller, at i de forsøg, der har kørt de sidste 20 år, har man ikke set den slags. Og det skyldes, at man har fået en helt anden respekt for det, der kaldes set’ og setting’. Set dækker over patienternes mindset, når de tripper, og setting dækker over rammerne omkring trippet. Ved at forberede og informere dem inden trippet skaber man et godt set, mens en god setting er trygge, behagelige omgivelser med minimum én kvalificeret trip sitter’ til stede. Altså en upåvirket person, der guider patienten igennem oplevelsen.

De risici, der i nyere tids forsøg er forbundet med psykedeliske stoffer, er, at forsøgspersonerne kan opleve kortvarig angst eller forbigående paranoia. Men det er alt sammen noget, der kan afhjælpes, ved at der er folk til stede til at hjælpe dem ned igen, fortæller Mathias Ebbesen Jensen.

Det andet spørgsmål handler om, hvorvidt de psykedeliske stoffer kan give folk reelle psykoser. Der er ikke nogen, der har fået en psykose efter deres behandling i moderne tid. Og det var enormt sjældent i gammel tid,” siger Mathias Ebbesen Jensen. Det skyldes, fortæller han, at man i dag screener folk før undersøgelserne. Alle arbejder ud fra, at det er en dårlig idé at give de psykedeliske stoffer til folk, der har haft psykoser eller bipolare lidelser enten selv eller i den nære familie, fortæller han. Når forskerne ikke ser psykoser i forsøgene, betyder det altså ikke, at psykedeliske stoffer ikke kan give psykoser, men at forskerne er blevet bedre til at vælge sårbare personer fra.

Der er altså meget, der tyder på, at de psykedeliske stoffer kan have en positiv effekt som behandling mod forskellige lidelser, og at de er forholdsvis sikre, hvis de bliver brugt med omhu. Men så er næste spørgsmål: Hvordan kan et psykedelisk trip afhjælpe sindslidelser og afhængighed? Det er million dollar-spørgsmålet,” siger Mathias Ebbesen Jensen. Der er nemlig mange mulige forklaringer på, hvorfor det kan have en gavnlig effekt på for eksempel depression og afhængighed.

En af de førende forklaringer handler om det, der kaldes default mode network. Det er det netværk i hjernen, der giver os vores fornemmelse af, hvem vi er. Altså vores fortælling om os selv, hvordan vi er som person, hvad vi kan og ikke kan. En fortælling, vi gentager om og om igen i forskellige variationer, når vi bare lader tankerne køre af sted. Det netværk lukker ned, når man tager et psykedelisk stof som psilocybin eller LSD.

Det er altså muligt, at stoffet løsner de fastgroede mønstre i hjernen og skaber mulighed for nye forbindelser. Derved bliver det for eksempel lettere at slippe ud af fortællingen om sig selv som en, der nødt til at drikke for at kunne fungere. Men den del af forklaringen er stadig ret spekulativ, da den primært bygger på skanninger på sunde og raske personer”, siger Mathias Ebbesen Jensen.

Til gengæld er der mere evidens for, at nedlukningen af netværket er tæt forbundet med de store oplevelser af forbindelse eller enhed, som folk kan have, når de tripper. I særlige tilfælde kan det lede til en oplevelse af egodød. Følelsen af, at man bliver opløst, og ens jeg forsvinder, som Benny Mathiesen oplevede i den svenske træhytte.

Og det leder videre til en anden del af forklaringen, som er den sværeste at beskrive rent naturvidenskabeligt, men som også gør stoffet så uimodståeligt interessant for psykonauter såvel som forskere og psykologer: den mystiske oplevelse. Er den vigtig for den positive terapeutiske effekt eller blot en bivirkning ved den forandring, der sker i hjernen?

Mathias Ebbesen Jensen mener, at den er vigtig. Siden tidernes morgen har mennesker haft den slags storslåede oplevelser. De er beskrevet gennem historien og kaldt alt fra religiøse erfaringer’ til højdepunktsoplevelser’. Så litteraturen vidner om, at mennesket er i stand til at have den slags oplevelser, siger han.

Og derudover er der meget litteratur, der peger på, at de her oplevelser kan få folk til at ændre ellers meget fastgroede vaner. Han påpeger, at der findes adskillige eksempler på alkoholikere, der stopper med at drikke oven på sådan en oplevelse.

Hvis man kigger i litteraturen for alkoholafhængighed, så er der et væld af beskrivelser fra folk, der har været afhængige, der beskriver, at de sådan spontant, nærmest ud af det blå, får en meget dybtfølt og betydningsfuld oplevelse af mystisk eller spirituel karakter, som gør, at de nærmest fra den ene dag til den anden indser, at de ikke skal drikke mere. De ophører så med at drikke. De ændrer deres adfærd radikalt.”

Mathias Ebbesen Jensen sammenligner disse kraftfulde oplevelser med traumatiske oplevelser, bare med omvendt effekt. Hans argument er: Hvis kraftfulde negative oplevelser kan sætte sig i kroppen og påvirke os efterfølgende, skulle man så ikke tænke, at det samme gør sig gældende for positive?

De psykedeliske stoffer kan altså hjælpe til at give store, kraftfulde oplevelser af en karakter, der historisk har været af stor betydning. Hvis oplevelsen i sig selv er vigtig, kan det også være en mulig forklaring på, at mikrodosering ikke lader til at have en større effekt end placebo. Simpelthen fordi de kraftfulde oplevelser ikke indtræffer.

Efter at have svævet højt i himlen eller besøgt helvedes dybder må man finde ud af at lande på jorden igen. De senere år har den psykedeliske terapi givet større opmærksomhed til netop det: integrationen af oplevelsen. For hvor meget nytter det at have en stærk oplevelse af forbindelse og enhed, hvis man ikke kan tale med nogen om den bagefter? Det spørgsmål bliver flere og flere psykologer i denne tid konfronteret med.

En af dem er Rebecca Russell. Hun er autoriseret psykolog og fortæller, at omkring en fjerdedel af hendes klienter i dag er i såkaldte integrationsforløb, hvor klienterne får hjælp til at forstå deres psykedeliske oplevelser. For bare en tre-fire måneder siden havde jeg ikke så mange, men jeg kan hele tiden se, at der er flere, der kommer,” fortæller hun.

En integrationsterapeut som Rebecca Russell beskæftiger sig med det terapeutiske arbejde, der ligger omkring en psykedelisk oplevelse. Det vil sige, hun hjælper klienten til at forstå budskaberne i rejsen’, som hun kalder den psykedeliske oplevelse, og at implementere dem i sit liv efterfølgende.

Men integrationsterapi er også kontroversielt. Klienterne skaffer selv stofferne på ulovlig vis, så alene ved at tilbyde terapiformen kan man argumentere for, at terapeuterne bifalder noget ulovligt og potentielt farligt. I og med at terapeuten ikke selv hjælper til at skaffe stofferne eller arrangerer, hvordan de skal indtages, hvilket ville være decideret ulovligt, kan de ikke vide med sikkerhed, om rammerne er forsvarlige, og om stoffet er rent. Derfor møder Rebecca Russell også modstand fra nogle af sine psykologkolleger. Især fordi hun hjælper klienter med at forberede sig på trippet.

For hende at se er det bedste, man kan gøre for at skadesreducere”, imidlertid at forberede klienten. For når først nogen har sat sig for at prøve det, er det ikke til at stoppe dem, siger hun. Derfor mener hun, det bedste, hun kan gøre for klienten, er at fortælle dem, hvad de kan forvente, og sørge for, at de er følelsesmæssigt klar. Desuden fortæller hun dem om, hvordan de skaber det bedste set og setting, og fortæller dem om vigtigheden af at finde en pålidelig guide.

Det billede nuanceres af Morten Hesse, som er lektor ved Center for Rusmiddelforskning. Han er uddannet psykolog og har siden 1995 arbejdet med rusmiddelproblemer. Sammen med sine kolleger har han netop fået godkendt et projekt, der skal sikre ordentlig og tilgængelig oplysning om psykedeliske stoffer på nettet. Der florerer nemlig meget uverificeret” information, som han siger.

Jeg vil aldrig anbefale folk at eksperimentere med psykedelika på egen hånd,” siger han. Heller ikke med en erfaren trip sitter. Jeg vil sige, risici er mere ukendte, end de er kendte.” Jeg spørger ham, hvordan han vil håndtere en henvendelse fra en klient, der er opsat på at prøve psykedeliske stoffer. Han siger, at han ikke vil prøve at skræmme” dem væk fra det. Mest fordi skræmme-strategien ikke virker. Han refererer til coronavacciner som et eksempel.

Den mest sandsynlige vej til at komme nogen vegne og få folk til at tage mindst mulige risici,” siger han, er at være åben og lydhør og hjælpe klienten til at afklare, hvad de håber at kunne få ud af det.” Man må prøve at forstå, hvad længslen efter stoffet er et symbol på. For eksempel kan det handle om et ønske om at blive bedre til at slippe kontrollen i sin hverdag, og så er det ikke psykedeliske stoffer, der er brug for”, som han siger.

Hvis klienten fortsat er opsat på at prøve stofferne, mener Morten Hesse, at man kan oplyse om risici ved de forskellige stoffer. Han nævner for eksempel, at et stof som iboga, som Benny Mathiesen tog i hytten i Sverige, er meget farligt og kan lede til dødsfald, mens stoffer som LSD og psilocybin sjældent er forbundet med vedvarende skader”. Han understreger, at sjældent” ikke betyder aldrig”. Der er altså risici forbundet med alle stoffer, men nogle er farligere end andre.

Og så mener Morten Hesse, at man som psykolog bør påpege over for klienten, at det ikke er tilpas solidt dokumenteret, at stofferne faktisk har en terapeutisk effekt, fordi de studier, der er lavet, stadig kun er relativt små. Han er ikke afvisende over for, at de kan have en effekt, men hans pointe er, at vi stadig ikke ved nok til at sige det. For som med al anden behandling må man opveje gevinst i forhold til risiko. Og lige nu er det regnestykke svært at lave for de psykedeliske stoffer, fordi vi hverken er sikre på gevinst eller risiko.

Rebecca Russell kunne aldrig finde på at opfordre en klient til at tage stofferne. Men hvis folk tager dem, er det, mener hun, bedre, at de får en terapeutisk gevinst ud af dem. Og hun får flere og flere henvendelser.

Ofte vil den psykedeliske oplevelse afføde nogle erkendelser, som på overfladen kan virke som noget, man godt vidste i forvejen. Men den intense oplevelse og billederne, der dukker op undervejs, gør, at erkendelsen kan mærkes helt ned i cellerne i kroppen, forklarer Rebecca Russell. Det er ikke nok at forstå en følelse på et rationelt plan, den skal mærkes i kroppen, før den for alvor bliver bearbejdet. Hun bruger ensomhed som et eksempel og siger, at ordet i sig selv slet ikke er dækkende for den indre psykologiske oplevelse, det er at opleve ensomhed”. Det giver derimod en helt anden kontakt med følelsen, hvis man kan beskrive for psykologen, hvordan man svævede rundt som et blåt foster i et mørkt univers uden stjerner på himlen, og at man kunne høre stemmer, men ikke vidste, hvordan man skulle komme hen til dem. Hun understreger, at mange af de erkendelser, som en psykedelisk oplevelse kan afføde, også kan opnås uden. Men de psykedeliske stoffer kan fremskynde erkendelsesprocessen, mener hun.

Der er dog for hende at se et problem med den nuværende psykedeliske behandlingskultur. Der er rigtig mange terapeuter derude, og måske endda især undergrundsterapeuterne, der er meget spirituelle. Det kan blive lagt ned over folk. Men det er ikke alle folk, der har brug for det. Altså, en politimand fra Hjørring vil måske ikke synes, det er så fedt at snakke om regnguder fra Amazonas.”

Hun understreger, at det for mange kan være det helt rigtige med en spirituel eller religiøs setting. Men det er op til den enkelte at afgøre. Som terapeut følger hun klienten med ind i det, de har brug for at tale om, uden at fiske efter nogen bestemt type af oplevelse.

Der er ikke kvalitetsforskel på de to oplevelser, om man har en hel session, hvor man sørger over sin hund, som er død, eller om man møder Gud. Det handler om at blive hele mennesker.”

Det er altså ikke så vigtigt for Rebecca Russell, hvilket sprog en klient bruger til at beskrive sin oplevelse. Det vigtige er, om de mærker den helt ned i maven”, som hun siger. Og at de ikke bare jagter store mystiske oplevelser, fordi hverdagen er kedelig, men bruger dem som et redskab til at blive mere til stede i verden. I forlængelse af det spørger jeg hende, om man kan integrere sin oplevelse og blive et helt menneske uden at fortælle andre om den.

Nej. Jeg tror kun, den store transformation kan ske, når du er ægte tro mod dig selv og kan stå ved dig selv. Og det handler også om at fortælle verden, hvem du er. Og hvis den, du er, skal gemmes væk, så kan du aldrig opnå at blive et helt menneske.”

Det handler altså i sidste ende om at kunne stå ved sig selv og sine valg. Og det er som regel lettest, når man har truffet de valg på et velovervejet, informeret grundlag.

I den svenske træhytte ringer en rangle over Benny Mathiesen, og han vender tilbage i sin krop oven på egodøden. Han kommer op at sidde og får serveret mere iboga af den svenske shaman. Han har opnået alt, hvad han ville, og kan nu lade sig føre med resten af turen. Energier suser imod ham, men bliver stoppet af et usynligt skjold 20 centimeter fra hans krop. Hver gang de rammer skjoldet, er det, som går der en kuldegysning gennem hans krop. Hvad er det her?” spørger han. Det er de energier, der sad fast i din brystkasse,” svarer oplevelsen. Pludselig kommer der en rød, meget kraftfuld energi susende og bliver opløst. Han spørger oplevelsen, hvad det var, og får at vide, at det var vrede. Hvad er vredens natur?” spørger han. Vreden er repulsiv, den skubber andre følelser væk,” lyder svaret. Senere kommer jalousien susende. Den er gul og magnetisk og suger andre følelser ind i sig. Som han ligger der, bevæger han sig hele følelsesregisteret igennem og får at vide, hvordan han kan forholde sig til hver følelse, indtil en enorm, overvældende energi kommer susende – men ikke imod ham som de andre. Den her strømmer indefra og ud. Det er kærligheden. Det er en varme, der stråler fra ham. Han opdager, at nogle følelser kommer naturligt indefra og er gaver, der skal modtages med taknemmelighed. Mens andre følelser kommer udefra og skal have lov til at være der, men at man også skal kunne sige til dem: Du finder lige selv ud igen.” Men hvad han ikke fandt ud af, var, hvad det var for et skjold, der beskyttede ham mod stormen af følelser.

Da natten kommer, opdager Benny Mathiesen, at en efterårsstorm raser udenfor. Vinden kaster sig mod huset og rusker i det, men det står solidt. Han føler sig meget tryg og beskyttet. Da han ligger og er ved at falde i søvn og lytter til stormen, går en tanke igen i hans hoved: Den må godt være her. Stormen, der altid vil opstå, er nødvendig for vores vækst.” Og så er det nok heller ikke dumt, at han har fundet ly, mens stormen raser; hvad enten det ly er et usynligt skjold 20 centimeter fra kroppen eller en solid svensk træhytte.