Økologi ligner en blindgyde på vejen mod en bæredygtig fremtid. Her er hvorfor

Økologi bliver mere og mere populært. Men det gør ikke vores madproduktion mere bæredygtig. Så hvad gør vi?

Illustration: Hannah Perry for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Når jeg kigger ind i mit køleskab, ser jeg en hel del økologiske varer. På øverste hylde står der en økologisk appelsinmarmelade. Nedenunder to bakker økologiske æg. Inde i rodet et sted gemmer der sig også en økologisk spegepølse og en bøtte økologisk peanutbutter. I skuffen under køleskabet er der økologisk mel. Og i en anden skuffe ligger posen med økologiske havregryn, som jeg brugte til at lave havregrød i morges.

Jeg har nemlig en vane, som jeg deler med et stigende antal danskere. Når jeg er i supermarkedet, griber jeg ofte ud efter varer med det røde Ø-mærke. Faktisk tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange liter økologisk mælk jeg har købt i mit liv. Der ligger fem inde i køleskabet lige nu, kan jeg se, og i lågen står der én mere, neden under posen med økologiske citroner.

Det har altid givet mig en følelse af at bidrage til en mere bæredygtig madproduktion at købe økologisk mad. Dermed ligner jeg de fleste danskere – mere end tre fjerdedele af os forbinder ifølge en undersøgelse fra Økologisk Landsforening økologi med bæredygtighed”. Otte ud af ti mener, at økologi beskytter naturen, miljøet og grundvandet”. Seks ud af ti mener, at økologisk madproduktion er bedre for klimaet”.

Man må gå ud fra, at det i høj grad er derfor, økologi hele tiden bliver mere populært, både politisk og blandt forbrugerne. Salget af økologisk mad stiger konstant. Alene det seneste årti er økologiens andel af madmarkedet næsten fordoblet, så mere end 12 procent af al den mad, vi køber, nu er økologisk. Og det stopper næppe her. Regeringen har nemlig sat sig for at skubbe yderligere på udviklingen. Det erklærede mål er, at både forbruget og eksporten af økologisk mad skal fordobles frem mod 2030. Til den tid skal det økologisk dyrkede landbrugsareal efter planen også være dobbelt så stort som nu. Danmark er altså på vej i fuld fart mod en fremtid med endnu mere økologi, og hele Europa følger faktisk efter. EU har et erklæret mål om, at en fjerdedel af al landbrugsjord i unionen skal dyrkes økologisk i 2030.

Det er en udvikling, jeg har bidraget til med mit privatforbrug. Men det er også en udvikling, som jeg i stigende grad har haft det ambivalent med, fordi en ubehagelig mistanke de senere år har sneget sig ind på mig i takt med, at jeg har gravet mig mere og mere ned i emner som klima, biodiversitet og bæredygtighed i det hele taget. Så jeg besluttede mig for at kigge grundigt på sagerne. Og hvad jeg fandt ud af, overbeviste mig om, at vi er nødt til at tage vores storsatsning på økologi op til overvejelse.

Sagen er nemlig, at økologi i sin nuværende form ikke rigtig hjælper os med at løse de enorme bæredygtighedsudfordringer, vi mennesker slås med, og som vores madproduktion i stor stil bidrager til, såsom klimaforandringerne og det verdensomspændende tab af biodiversitet. Det er i hvert fald det billede, som står tilbage, når man tager et nøgternt kig på forskningen. Og jeg tror, vi har brug for en diskussion om, hvad den erkendelse betyder, før det er for sent. Ellers risikerer vi at bevæge os meget langt ned ad en vej, der kan vise sig at være en bæredygtighedsmæssig blindgyde.

Det her er et forsøg på at starte den diskussion.

Det økologiske landbrugs store udfordring er sådan set ret simpel og meget veldokumenteret. En økologisk mark producerer mindre mad end en, som dyrkes ved hjælp af kunstgødning, syntetiske sprøjtemidler og andre moderne metoder. Hvis en almindelig kornmark leverer 100 tønder korn om året, så leverer en økologisk mark af samme størrelse et sted mellem 50 og 90. Årsagen er, at kunstgødning og syntetiske sprøjtemidler virker. De får afgrøderne til at vokse sig større og beskytter mod skadedyr, snyltesvampe og ukrudt, der gerne vil stjæle sollyset og næringsstofferne. Men de må ikke bruges inden for økologien, og derfor skal økologiske landmænd bruge mere plads for at levere samme mængde mad. Ret meget mere plads, faktisk.

På globalt plan er forskernes bedste vurdering, at en total omlægning til økologi ville øge behovet for landbrugsareal med et sted mellem 16 og 33 procent. Det er ikke småting. Og ser man på den rige del af verden, hvor vi bor, er tallene endnu større. Et nyligt studie af konsekvenserne af en total omlægning til økologi i England og Wales konkluderede, at sådan en omlægning ville få den britiske produktion af mad til at falde med cirka 40 procent, uanset om man måler i kalorier eller proteiner. Det ville betyde, at der skulle produceres mere mad andre steder for at kompensere for den tabte produktion. Og det ville kræve ekstra landbrugsjord uden for England og Wales, som skulle bruges til at levere mad til briterne. Samlet set ville briterne derfor komme til at lægge beslag på et landbrugsareal, der var omkring 50 procent større end i dag.

Det er på grund af det her øgede pladsforbrug, at de økologiske varer i mit køleskab og mine kolonialskuffer støder sammen med tidens allerstørste dagsorden, når vi taler om bæredygtighed, nemlig klimaet.

Målt på areal er det ganske vist sådan, at en økologisk mark belaster klimaet mindre end en almindelig mark. Men ser man på klimabelastningen i forhold til mængden af produceret mad, bliver billedet det stik modsatte, hvilket kræver lidt forklaring.

Forskere fra Aarhus Universitet har for nylig regnet på, hvad der ville ske, hvis man omlagde alt dansk landbrug til økologi. Konklusionen lød, at det ville få udledningen af klimagasser til at falde med et sted mellem 25 og 39 procent – men at produktionen af mad samtidig ville falde cirka lige så meget. Udledningen per kilo mad ville derfor være cirka den samme … men kun indtil man begynder at se nærmere på, hvad omlægningen ville få af konsekvenser uden for Danmark.

Samlet set ville mindre produktion i Danmark nemlig i et eller andet omfang føre til øget produktion i udlandet – ligesom i tilfældet med England og Wales. Det ville betyde flere drivhusgasudledninger, enten fordi den tabte danske produktion ville blive erstattet af noget mindre effektivt i udlandet, eller fordi der et eller andet sted i verden ville opstå et behov for at udvide landbrugsarealet på bekostning af naturen. Det betyder, at en omlægning til økologi ville pynte på vores nationale klimaregnskab, men næppe gavne klimaet som sådan. Aarhus-forskerne har dog ikke regnet på, hvor stor den negative effekt på klimaet globalt set ville blive.

Derfor bad jeg om hjælp hos lektor Jannick Schmidt fra Aalborg Universitet. Han har gennem det seneste årti fintunet en regnemaskine, der ud fra et væld af historiske data kan beregne de globale konsekvenser af at øge behovet for landbrugsareal. Han forklarer, at man kan tænke på det globale fødevaresystem som en ballon eller en pølse. Hvis man gør pølsen mindre ét sted ved at klemme på den, så buler den bare ud et andet sted. Altså: mindre produktion ét sted – for eksempel på grund af omlægning til økologi – fører til mere produktion andre steder. Nogle landmænd kan øge produktionen ved at dyrke eksisterende jord mere intensivt. Man kan for eksempel tænke på en polak, der pøser ekstra meget gødning på sine marker. Men der vil også være landmænd, som tager ny jord under plov. Og når det sidste sker, er det altså oftest i lande som Brasilien og Indonesien, hvor det ofte går ud over regnskov, der bliver skåret ned eller brændt af. Og det er noget af det aller-allerværste, man kan gøre for klimaet. Regnskove indeholder nemlig store mængder kulstof, som ender i atmosfæren som CO2, når det brændes af. Mere end en tiendedel af menneskets udledning af drivhusgasser skyldes den slags arealomlægninger.

Jeg når ikke at tale ret længe med Jannick Schmidt, før han giver sig til at lave nogle hurtige overslagsberegninger på, hvad det globalt set ville have af afledte klimakonsekvenser at omlægge hele Danmarks landbrug til økologi. Baseret på en forsigtig antagelse om, at udbyttet ved økologisk landbrug i gennemsnit er en fjerdedel lavere, ville effekten være en øget CO2-udledning i omegnen af 0,8 millioner tons om året, siger han. Det skal ses i lyset af, at dansk landbrug cirka udleder, hvad der svarer til 15 millioner tons CO2 om året. Det er altså ikke enorme tal, vi her taler om, men store nok til at tage alvorligt.

Jannick Schmidt laver også en hurtig beregning over effekten, hvis hele verden omlagde til økologi. Han tager udgangspunkt i forskernes tidligere nævnte vurdering af, at det så ville kræve et sted mellem 16 og 33 procent mere jord at producere samme mængde mad. Resultatet er tankevækkende. I et forsigtigt scenarie, hvor økologien skaber behov for 16 procent ekstra landbrugsjord, svarer klimaeffekten rundt regnet til at lægge hele Spaniens samlede drivhusgasudledninger oven i menneskehedens aktuelle udledninger. Taler vi 33 procent, så er det nærmere det kul-begejstrede Australiens udledninger, der skal lægges til.

Det er virkelig heftigt,” siger Jannick Schmidt.

Det skal siges, at der er tale om grove overslag, og at der er stor usikkerhed ved den slags beregninger. Forskerne er ikke enige om, hvilken beregningsmetode der er mest korrekt. Men det er ikke til at komme uden om, at de negative klimaeffekter ved at øge arealforbruget til landbrug er der, og at de er store nok til at skulle tages meget alvorligt, siger en af Danmarks førende eksperter i landbrug og klima, professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet. Han henviser til det førnævnte studie af en mulig økologi-omlægning i England og Wales. Ifølge dét studie ville en total omlægning til økologi – på grund af det øgede arealforbrug – få den samlede udledning af drivhusgasser fra madproduktion til England og Wales til at stige med et sted mellem 21 og 70 procent. Blandt andet derfor er Jørgen E. Olesen overbevist om, at en total dansk omlægning til økologi også ville være dårligt nyt for klimaet. Det ville være negativt, helt klart,” siger han.

Men klimaet er trods alt kun ét af vores bæredygtighedsproblemer. Mindst lige så bekymrende er det verdensomspændende tab af biodiversitet, som ifølge forskerne truer med at ødelægge de økosystemer, der i sidste ende er grundlaget for den menneskelige civilisation.

Og ja, økologiske marker har mere biodiversitet. De rummer blandt andet flere blomster og derfor tit også flere summende insekter, der fungerer som mad for lærker og andre fugle. Det er solidt dokumenteret i forskningen.

Sagen er bare, at det ikke rigtig batter noget i det store billede. Et stort dansk forskningsprojekt fra økologi-forskningscenteret ICROFS konkluderede for nogle år siden, at moderne økologisk drevet landbrug ikke i sig selv garanterer forbedringer af biodiversiteten”. I bedste fald, skrev forskerne, var der tale om små gevinster”.

Forklaringen er den her: Det virkelig afgørende for biodiversiteten er ikke, hvordan markerne dyrkes, men hvor meget af landskabet der ikke dyrkes. Det er nemlig ude i den fri eller stort set fri natur, at biodiversiteten blomstrer. En af landets førende eksperter i biodiversitet, biologiprofessor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet, formulerer det sådan her:

Det er en misforståelse, hvis man tror, at økologisk landbrug redder biodiversiteten. Det gør det ikke. Alt landbrug er ødelæggende for biodiversiteten.” For ja, det kan godt være, at der er 30 procent mere liv i økologiske marker end i konventionelle, siger han, men 30 procent mere end næsten ingenting er stadig næsten ingenting.

Hovedproblemet i Danmark er, at vi kun har et par procent natur, og løsningen – også på verdensplan – er én ting: mere vild natur,” siger biologiprofessoren. Med andre ord handler det igen om areal. Og her bliver det økologiske landbrugs større arealforbrug igen relevant. For mere landbrugsareal betyder alt andet lige mindre vild natur og dermed tab af biodiversitet.

Man kan selvfølgelig diskutere, hvor langt man kan trække logikken. For eksempel understreger Carsten Rahbek, at det mest afgørende for biodiversiteten – også globalt set – er, at man sætter plads af til vild natur og ikke, hvilken type landbrug man bedriver. Men hvis man begynder at regne på de mulige konsekvenser af at øge behovet for landbrugsjord, er resultaterne altså tankevækkende.

Igen bad jeg om hjælp hos Jannick Schmidt og hans regnemaskine. Den kan nemlig også regne ud, hvad der sker med biodiversiteten på globalt plan, når man øger behovet for landbrugsjord. Mekanikken er lidt langhåret, men resultaterne giver stof til eftertanke. Som tommelfingerregel, siger Jannick Schmidt, kan man regne med, at man slår omkring 20 procent flere arter ihjel, når man for eksempel køber et kilo økologisk hvedemel i stedet for et kilo almindeligt.

Usikkerheden er selvfølgelig stor også her, og der er stor variation fra madvare til madvare (for eksempel kræver økologiske gulerødder slet ikke ekstra plads, mens økologisk hvede kræver en hel masse ekstra plads). Men overordnet set er det altså en betydelig negativ effekt på biodiversiteten globalt set, man skal forvente, siger Jannick Schmidt. På grund af det øgede arealforbrug.

Ud over klimaforandringerne og tabet af biodiversitet er forurening med næringsstoffer det tredje store bæredygtighedsproblem, som forværres, når vi mennesker producerer mad. Det vil primært sige forurening med kvælstof, som blandt andet fører til iltsvind og døde fisk i havet.

Her er billedet nogenlunde det samme som for klimagasser: Forureningen fra økologisk landbrug er generelt lavere per dyrket hektar, men højere, hvis man måler per enhed mad. Ved en madproduktion af en given størrelse belaster økologisk landbrug med andre ord miljøet med flere uønskede næringsstoffer end konventionelt landbrug.

Nu er det selvfølgelig ikke kun af hensyn til klodens fremtid, at folk køber økologi. Faktisk er den grund, forbrugere hyppigst angiver i undersøgelser, at de gerne vil undgå rester af sprøjtemidler i deres mad. At det handler om sundhed, med andre ord. Og det kan man jo godt forstå – tanken om pesticidrester har i hvert fald mere end én gang fået mig til at snuppe et økologisk æble i stedet for et almindeligt.

Men også her er det værd at tage et nøgternt kig på forskningen. Der er ingen tvivl om, at hvis man vil undgå sprøjterester for enhver pris, skal man vælge økologi. Tingene ser bare lidt anderledes ud, hvis man får proportioner på. DTU Fødevareinstituttet overvåger løbende mængden af sprøjtemiddelrester i madvarer på det danske marked og foretager hvert kvartal flere hundrede stikprøver. Prøverne viser klart, at der er færrest rester af sprøjtemidler i økologisk mad. Men forskerne fra DTU laver samtidig detaljerede beregninger af, hvor mange pesticidrester man får i sig ved at købe og spise de varer, som findes på hylderne i danske supermarkeder. Og instituttets klare konklusion lyder, at mængden er så lille, at den ikke udgør en sundhedsmæssig risiko for hverken børn eller voksne.

Er det virkelig så enkelt, kunne man indvende. Hvad for eksempel med det, forskerne kalder cocktaileffekter, det vil sige den kombinerede effekt af at få mange forskellige typer af pesticidrester i sig? Netop dét er professor i miljøkemi Nina Cedergreen fra Københavns Universitet ekspert i, og hun siger: Når vi lægger alle de pesticider sammen, som vi kan blive udsat for, og vurderer forskellige typer af kostplaner, så er vi ikke oppe i noget, som skulle være farligt eller på nogen måde udgøre en risiko.”

I det hele taget er det vigtigt at holde sig for øje, siger Nina Cedergreen, at sundhedsrisikoen ved at indtage fødevarer afgøres af to ting – de medfølgende stoffers giftighed og deres dosering. Og så længe doseringen er så lav, som tilfældet er for pesticider i en dansk kontekst, er risikoen ubetydelig. Professoren er derfor langt mere bekymret for alle de kemikalier, vi ellers omgiver os med, end for dem, vi propper i munden. Og selv i fødevarer er der stoffer, som er mere skadelige end pesticiderne, pointerer hun. Alkohol er et oplagt eksempel, men hun nævner også mykotoksiner. Mykotoksiner bliver dannet af nogle af de svampe, der gerne vil inficere vores afgrøder og hyppigt gør det. De er langt mere giftige end de sprøjtemidler, der bruges til at bekæmpe svampene med, og derfor er der også fastsat grænseværdier for dem. Det samme gælder for en mængde andre stoffer, som findes naturligt i vores mad, for eksempel solanin i kartofler.

Er man alligevel bekymret for pesticidrester i sin mad, kan man som tommelfingerregel barbere en tredjedel af sit indtag alene ved at holde sig til danske fødevarer, lyder konklusionen fra DTU-forskerne. Danske produkter indeholder nemlig færre sprøjtemiddelrester på grund af skrappere danske regler. EU har også skrappere regler for pesticider end det meste af resten af verden, og derfor er der typisk også færre pesticider i mad fra EU end mad udefra.

Når Nina Cedergreen selv køber ind, fortæller hun, holder hun sig derfor så vidt muligt til at købe dansk, og så køber hun økologisk af de ting, hvor hun skal bruge skrællen. Det er nok til at få hende til at føle sig helt tryg rent sundhedsmæssigt.

Menneskers sundhed er imidlertid kun én side af diskussionen om pesticider. Den anden side handler om det, man kunne kalde naturens sundhed. For ligesom pesticider er noget skidt for mennesker i store doser, er de det også for naturen. Isoleret set er det derfor selvfølgelig bedst at undgå sprøjtemiddelrester i naturen, siger Nina Cedergreen. Men, siger hun, man skal bare være opmærksom på, at der er nogle betydelige trade-offs.

For det første gentager hun de andre forskeres pointe: Når udbyttet af den enkelte mark falder, stiger behovet for landbrugsareal, og det kan samlet set være betydelig værre for naturen end at bruge pesticider i det omfang, vi gør i Danmark. For det andet kan der være situationer, hvor det selv i et mark-perspektiv kan være en fordel rent naturmæssigt at bruge pesticider i begrænset omfang. Professoren er for eksempel helt overbevist om, at en moderat brug af verdens mest udbredte ukrudtsmiddel – glyphosat, bedre kendt som Roundup – er bedre end alternativet, som er mere pløjning og harvning. Jordbearbejdningen slår nemlig langt flere regnorme og andre organismer i jorden ihjel end glyphosat, der trods et blakket ry er en relativt uskadelig sprøjtegift. Nina Cedergreen har for nylig gennempløjet den videnskabelige forskning i emnet, og hendes konklusion er klar: Glyphosat udgør ikke nogen nævneværdig miljø- eller sundhedsrisiko i det omfang, det bruges i Danmark.

Også professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet er – ud fra en samlet afvejning af fordele og ulemper – fortaler for en moderat brug af visse sprøjtemidler. En mindre grad af målrettet brug af pesticider er faktisk gavnligt, fordi det kan øge udbytterne,” siger han. Bare tag kartofler – der kommer vi aldrig op på fornuftige udbytter, medmindre vi kan bekæmpe kartoffelskimmel effektivt.”

Sidst, men absolut ikke mindst er der selvfølgelig hele spørgsmålet om dyrevelfærd, som også fylder meget for mange af dem, der køber økologi – inklusive mig selv. Økologiske dyr har det gennemsnitligt bedre end dyr i konventionelt landbrug, det står ret klart. I hvert fald hvis man lægger vægt på, at dyrene skal ud i fri luft, hvilket er et af kravene til økologiske dyr. På den anden side kan man godt købe ikke-økologisk leverpostej og medister, der er anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, så helt sort/hvidt er det ikke.

Og så er der også dét, at der igen er nogle væsentlige trade-offs at være opmærksom på. Ja, undskyld, men det er altså bare ikke helt enkelt, det her. For eksempel er det noget sværere at producere biogas af gylle fra grise, hvis de øffer rundt på en stor, pløret mark, end hvis de går rundt i en stald med et udsugningsanlæg, der samler alle efterladenskaberne i en stor tank. Det øger klimabelastningen. Det samme gør alene det faktum, at økologiske husdyr vokser langsommere og bevæger sig mere, hvilket betyder, at de har brug for mere foder for at levere et kilo kød, en liter mælk eller et æg.

Vi står altså med et klart valg mellem husdyrs ve og vel på den ene side og klimaet på den anden – der er ikke rigtig andre måder at stille det op på.

Så hvor efterlader alt det her os? Man kan begynde med at lade være med at konkludere, at vi bare skal afvikle det økologiske landbrug hurtigst muligt og i stedet køre på med konventionelt landbrug, som vi kender det. Der er nemlig meget bred enighed blandt forskerne om, at det konventionelle landbrug også har brug for en solid overhaling for at blive bæredygtigt. Det er sådan set noget af det første, professor Nina Cedergreen siger, da jeg taler med hende: Der er ingen tvivl om, at den økologiske bevægelse har været med til at flytte dansk landbrug i en meget mere bæredygtig retning, fordi de har vist en vej og har vist, at forbrugerne gerne vil, at man tager hensyn til naturen.”

Jakob Sehested, der er leder af økologi-forskningscenteret ICROFS, siger noget af det samme. Han mener, at man skal se på økologien som et udviklingslaboratorium” for mere bæredygtige landbrugsmetoder og som det aktuelt bedste samlede bud på, hvordan man kan få en mere bæredygtig landbrugsproduktion op at stå. Forbuddene mod kunstgødning og pesticider, mener han, tvinger forskere og økologiske landmænd til at tænke ud af boksen.

Men samtidig er det – i lyset af forskningen – svært at konkludere andet, end at økologien i sin nuværende form har nogle seriøse udfordringer i forhold til bæredygtighed. Udfordringer, som gør det relevant at spørge, om det er en god idé at skrue op for økologien som samfund. For det er jo det, vi har gang i lige nu med vores konstant stigende forbrug af økologiske varer og politiske målsætninger om mere og mere økologisk landbrug. Jeg tror, det centrale spørgsmål er, om vi skal forsøge at gøre økologien mere bæredygtig, eller om vi skal til at se os om efter et alternativ. Og det er en svær diskussion.

Vi forbrugere har vænnet os til økologien og stoler på det røde Ø-mærke, det viser tallene tydeligt. Der er også bygget et helt system op omkring økologien med forskning og certificering og internationalt samarbejde og alt muligt, som man kan bygge videre på. Det taler for at forsøge at imødegå problemerne inden for rammerne af økologien, og det er den vej, blandt andre Jakob Sehested advokerer for. Han mener, at det er muligt at øge udbytterne fra økologisk landbrug så meget, at bæredygtighedsproblemerne bliver mindre eller helt væk – så længe man er villig til at investere i forskning og udvikling af metoderne.

På den anden side er økologiens udfordringer som tidligere nævnt tæt knyttet til noget af det mest grundlæggende i økologibevægelsen, nemlig reglerne om nul kunstgødning og nul syntetiske sprøjtemidler. Det er i høj grad de to dogmer, som gør det så svært for økologerne at få udbyttet af den enkelte mark op. Ifølge Jørgen E. Olesen er det derfor meget svært at se for sig, at økologiens udfordringer kan løses uden at bløde op på de to punkter. Og den tanke er altså svær at sælge blandt økologi-tilhængere, uanset om vi taler økologiske landmænd eller dem med økologisk surdej i køleskabet. Der er virkelig mange, der har noget i klemme, og ikke kun økonomisk, men også værdimæssigt,” siger han. Men hvis vi skal redde den her klode, så redder vi den jo ikke med følelser, vi redder den med fornuftig handling. Og fornuftig handling kan kun ske baseret på fakta.” Derfor skal økologien gentænkes temmelig grundlæggende, mener Jørgen E. Olesen, hvis den skal kunne hjælpe os med at løse vores bæredygtighedsproblemer i stedet for at forværre dem.

Professor Nina Cedergreen er nået frem til den konklusion, at det bedste ville være at starte helt forfra på noget nyt og mere bæredygtigt.

Problemet med økologi er, at det er baseret på nogle dogmeregler om, hvad man i 1980’erne tænkte måtte være godt. Det er ikke baseret på vidensmæssige principper og evidens. Det er baseret på en ideologi, og ligesom alle mulige andre ideologier kan der være meget rigtigt i den. Men hvis det bliver dogmatisk, og man ikke er åben for viden og alternativer, så risikerer man at ende i en blindgyde,” siger hun. Min drøm er jo, at man får en vidensbaseret definition af bæredygtigt landbrug, og at det bliver den form for landbrug, man udvikler på.”

Nina Cedergreens forslag er at lave en alternativ mærkningsordning til Ø-mærket, som går på bæredygtighed i bredere forstand. Kravene kunne man løbende skrue på, efterhånden som teknologi og viden udvikler sig. Man kunne indarbejde sådan noget som at plante læhegn og friholde områder til natur og biodiversitet. Eller at bruge de nyeste og mest skånsomme dyrkningsmetoder, for eksempel mikrodosering af pesticider ved hjælp af moderne teknologi, der kan identificere de hårdest ramte steder på marken ud fra dronefotos.

Også Jannick Schmidt, eksperten i livscyklusanalyse og arealeffekter fra Aalborg, efterlyser en politisk satsning på et landbrug, der er bæredygtigt i bredere forstand frem for blot økologisk. Hvis jeg var politiker, ville jeg ikke bare efterspørge en eller anden økologiprocent,” siger han. Som overordnet mål ville jeg ikke gå efter økologi, men efter at minimere miljø- og sundhedspåvirkninger.”

Jeg har spurgt fødevareminister Rasmus Prehn, hvorfor regeringen har valgt at satse så hårdt på mere økologi frem for mere bæredygtigt landbrug i bredere forstand. Men han nåede aldrig at vende tilbage, før det var tid til at udgive historien.

Okay. Men hele den her diskussion om fremtidens landbrug hjælper jo ikke nødvendigvis dig eller mig, når vi står nede i nutidens supermarked og skal vælge, hvad der skal med hjem i køleskabet og kolonialskuffen, og samtidig gerne vil handle nogenlunde forsvarligt i forhold til både kloden og vores egen sundhed. Så lad os slutte dér.

Foreløbig er man som forbruger efterladt med valget mellem økologi eller ikke-økologi. Vi kan – med nogle få undtagelser – ikke vælge de mest skånsomme former for konventionelt landbrug, hvis vi har lyst til det. Vi er tvunget til at vælge mellem økologi, med de problemer, dét nu medfører, og så en stor, uigennemskuelig sammenblanding af alt det andet”, som reelt dækker over alt fra den stærkt klima-optagede pløjefri landmand til de store industrilandbrug, som holder liv i enorme marker med monokulturer ved hjælp af kunstgødning og sprøjtemidler i rå mængder.

Så hvordan undgår man den totale handlingslammelse foran køledisken? Jeg er selv jævnligt i vildrede, men måske kan man forsøge at gøre sig klart, hvad man egentlig finder vigtigt, og så handle derefter.

Hvis man går op i dyrevelfærd, kan man jo købe økologisk kød, mælk, ost, æg og så videre – men måske i lidt mindre mængder for at mindske sit aftryk på kloden samlet set. Sådan forsøger jeg selv at gøre, fordi jeg ved, at mængden af kød og andre animalske produkter i min indkøbskurv har langt større betydning for både klima, biodiversitet og alt muligt andet, end om jeg vælger de økologiske eller de almindelige havregryn.

Tommelfingerreglen om at købe dansk for at minimere mængden af pesticidrester og undgå ikke-økologisk frugt og grønt, hvis man skal bruge skrællen, synes jeg også er ganske god.

Og helt overordnet: Hvis man køber argumentet om, at økologien er et udviklingslaboratorium, der trækker resten af landbruget i en mere bæredygtig retning, kan man jo bruge det som begrundelse for at købe økologi i større omfang. Men hvis man omvendt går mere op i, hvordan ens mad påvirker klimaet og biodiversiteten her og nu, kunne det godt være, man skulle droppe refleksen med bare at række blindt ud efter det røde Ø-mærke, sådan som jeg selv har gjort det i mange år (så længe det ikke blev alt for dyrt).

Allermest grundlæggende tror jeg dog, at det ville være godt, hvis vi alle sammen åbnede vores sind for, at det bedste måske ikke altid er det, der føles bedst. At vi gør os klart, at det nogle gange kan være nødvendigt at leve med et mindre onde for at undgå et større, der er sværere at se. Så vil vi i hvert fald være parate, hvis nogen en dag kommer op med et alternativ, der er bedre for kloden end både økologien og det landbrug, vi har i dag.