Jeg har dækket corona siden begyndelsen.

Lige nu er jeg mere bange, end jeg har været siden marts

Den nye variant breder sig i ly af gode smittetal. Imens er vi ved at løbe tør for nye restriktioner

Illustration: Daniel Garcia for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

21:57

Hollywood-film består stort set altid af tre akter adskilt af hvert sit dramatiske vendepunkt. Coronapandemien ser ud til at følge præcis samme opbygning. Den begynder med en række mystiske sygdomstilfælde i Kina. Det er gnisten, der sætter filmen i gang. I Danmark følger viruseksperter og vaccineforskere sygdommen på afstand, men de færreste tror, den vil komme til Europa.

Så sker det alligevel. Virusset breder sig som små prikker på europakortet. En TV 2-journalist bliver testet positiv efter en skiferie. Smitten stiger, og landets statsminister indkalder til pressemøde. Hun tager drastiske midler i brug og lukker store dele af landet ned. Det er første vendepunkt, der samtidig slår det centrale spørgsmål fast: Vil det lykkes os at holde smitten under kontrol, indtil forskerne finder en kur?

I anden akt krydsklipper vi mellem to spor: Vi har samfundets dans med virusset. Og vi har forskerne, der sveder i laboratorier. På rekordtid lykkes det dem at udvikle en kur. Verden holder vejret, da de første patienter modtager vaccinen. Sejren er inden for rækkevidde.

Så rammer filmens andet vendepunkt. Virusset er muteret.

Timingen af den nye britiske variant, der breder sig i verden, er så dramatisk og så trist, at det føles som noget fra fiktionens verden. I Danmark har vi klaret os igennem pandemien uden at se de værste skrækscenarier fra andre lande blive til virkelighed. Med tiden er pandemien blevet hverdag. Vi har vænnet os til, at både smittetal, forsamlingsforbud og øvrige restriktioner går lidt op og ned. Når smittetallene er steget, har vi taget os sammen, og så er de faldet igen. Vi har styr på det. Vi danser dansen med virusset og kender efterhånden trinnene i søvne.

I lang tid har jeg troet, at vi kunne fortsætte den dans, indtil vaccinerne sender virusset på retræte. Det tror jeg ikke længere, for virusset er ikke længere det samme. Med den britiske variant er der seriøs grund til at frygte et scenarie med et overbebyrdet sundhedssystem, hvor mange af dem, vi holder af, kommer til at lide unødigt”, som Mads Albertsen, professor i mikrobiologi ved Aalborg Universitet, udtrykte det, da jeg talte med ham.

Coronakrisens tredje og sidste akt ser ud til at blive en uforudsigelig dans med en ny og uregerlig dansepartner. Det, der for alvor gør den skræmmende, er, at politikerne reelt er løbet tør for muligheder. Igen hviler ansvaret på hver enkelt danskers skuldre. Og på paradoksal vis kan tilsyneladende gode nyheder om faldende smittetal gøre situationen endnu mere risikabel i de kommende og afgørende uger og måneder.

Der var en uges tid til jul, da Mads Albertsen fandt ud af, at noget afgørende kunne være ved at ske. Til daglig leder han et laboratorium ved Aalborg Universitet. Inden coronavirusset ramte landet, var hans hold i gang med projektet Microflora Danica, hvor de forsøgte at kortlægge alle bakterier i hele Danmark. Da krisen ramte, blev projektet sat på pause, og laboratoriet har lige siden overvåget mutationer i coronavirusset i stedet. Hver dag får de 1.000 prøver fra Statens Serum Institut, og så går de i gang med at kortlægge virussets arvemasse. Resultatet er et levende danmarkskort over alle de forskellige varianter af virusset, der er i omløb.

Der er i sig selv ikke noget usædvanligt i, at et virus muterer. Det sker hele tiden, og der er allerede flere tusind forskellige varianter i omløb i Danmark. De fleste er fuldstændig ubetydelige, men enkelte har særlig høj interesse.

For at være på forkant med nye varianter er Mads Albertsen løbende i kontakt med sine udenlandske kolleger. Og der, omkring en uge inden jul, sad han og skrev med en engelsk ekspert. Der sidder jeg og chatter med en af forskerne, der siger, at det begynder at se bekymrende ud, og at vi bør tjekke det i de danske data,” fortæller han.

Halvanden uge tidligere, den 8. december 2020, var en lille gruppe britiske forskere mødtes til et af deres ugentlige videomøder. Her havde de prøvet at finde ud af, hvorfor smitten blev ved med at stige i amtet Kent, når den samtidig faldt i resten af landet. De fandt ikke nogen supersprederbegivenheder, ingen umiddelbar forklaring, og begyndte derfor at se nærmere på de varianter af virusset, der blev fundet i området. Og det viste noget meget usædvanligt, har en af deltagerne senere fortalt til tidsskriftet Science. Halvdelen af tilfældene skyldtes en særlig variant, der samtidig så helt anderledes ud end resten af de varianter, der blev fundet.

Det var det, Mads Albertsen blev advaret om på chatten. Da han hørte, at varianten allerede var blevet den mest udbredte i nogle områder, kunne han næsten ikke tro, hvad han læste på skærmen. What!” svarede han kollegaen i chatten.

Mads Albertsen slog straks varianten op på danmarkskortet over de danske varianter. Første gang vi slog den op, var vi egentlig ikke bekymrede,” fortæller han. Ud af de prøver, der var blevet undersøgt i november måned, fandt de ni tilfælde. Det var umiddelbart til at overskue. I samme periode nåede nyheden om den britiske variant medierne. Og det faktum, at den nu også var blevet fundet i Danmark, fik Sverige til at lukke grænsen til Danmark to dage inden jul, blandt andet for at forhindre desperate danskere i at shoppe julegaver i de svenske storcentre – og tage den nye variant med sig.

Det var også først i de dage, jeg selv begyndte at interessere mig for den britiske variant. De fleste forskere mente, at den ikke ville blive et problem for vaccinerne, men at data til gengæld tydede på, den var mere smitsom. Dataene var dog meget usikre, understregede de. Jeg tog den med ro. Det var ikke længe siden, at en anden muteret variant, den danske minkvariant, havde sendt en bølge af panik langt ud over Danmarks grænser. Dengang viste frygten sig at være overdrevet. Jeg gik på juleferie – mere bekymret for, hvad julefrokoster og nytårsfester ville betyde for smittetallene, end for den britiske variant.

Hen over jul og nytår undersøgte Mads Albertsens laboratorie flere prøver fra coronasmittede danskere. Alles øjne er rettet mod Danmark, fordi vi er et af de lande, der måske kan be- eller afkræfte de engelske data,” fortæller han. Det spændende var ikke de danske smittetal. Det var, om vi kunne bekræfte, at den britiske variant spreder sig hurtigere end den almindelige. Var det tilfældet, ville vi stå med en helt ny og langt mere alvorlig trussel.

Den 1. januar 2021 delte Statens Serum Institut de nye resultater. Tallene for varianten var stadig lave. Men de bekræftede frygten. I løbet af tre uger i december gik den britiske variant fra at blive fundet i 0,2 procent af de undersøgte prøver til at blive fundet i 2,3 procent. Det er forventningen, at denne virusvariant på grund af øget smitsomhed vil udkonkurrere de andre virusvarianter i løbet af de kommende uger,” skrev Statens Serum Institut. En sætning, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Statens Serum Institut bekræftede, at varianten er ekstra smitsom. Flere uafhængige forskerhold har siden undersøgt de tilgængelige data, og mens det efterhånden er sikkert, at vaccinerne stadig vil virke, så kommer alle frem til, at varianten er et sted mellem 50 og 70 procent mere smitsom. De seneste beregninger fra Statens Serum Institut anslår, at den nye variant vil være den dominerende herhjemme, når vi når midten af februar.

Det er svært at sige tydeligt nok, hvor stor betydning det kan få for vores smittetal. Men det kan nemt overses, når man ser på tallene i dag. På overfladen ånder alting fred og idyl,” fortæller Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet. Der ser ikke ud til at være alvorlige problemer på vej. Det skyldes, at den nye variant vokser i skjul af statistikkerne for den gamle corona. Vi kan ikke se den som andet end en lille krusning på overfladen.”

Når man ser på tallene over antal dagligt smittede danskere, har de overordnet været faldende, lige siden Mads Albertsen chattede med sin engelske kollega inden jul. Vi har undgået den juleeksplosion, som jeg og mange eksperter frygtede. Men i ly af den glædelige udvikling gemmer der sig altså en anden historie. Og det er en, der stiller os over for et svært paradoks. Det, der gør udviklingen så bekymrende, er nemlig også det, der gør den så svær at begribe og reagere på, mens tid er.

Der findes en legende om skakspillets oprindelse, som mange nok har hørt. Den går på, at spillets opfinder bad om at blive betalt med et hvedekorn på skakbrættets første felt, to korn på det andet, fire på det tredje, så otte og så videre, indtil alle 64 felter var blevet betalt. Hvad spillets køber ikke havde forstået, var, at det ville ruinere ham. Det regnestykke løber op i mere end 18 trillioner – 18 milliarder milliarder – hvedekorn.

Lektien er ret simpel. Eksponentiel vækst er svær at forstå. Nyere økonomisk forskning har vist, at det faktisk gælder for langt de fleste af os. Og det er et stort problem, når vi skal forstå, hvor stor en trussel en mere smitsom coronavariant er.

Når noget vokser eksponentielt, fordobles det hver gang, der er gået et bestemt stykke tid. Som hvedekornene, der fordobles for hvert felt på skakbrættet. Som graf er eksponentiel vækst en kurve, der begynder fladt, næsten helt vandret, inden den bliver stejlere og stejlere og slutter med at gå næsten lodret i vejret. Kurven bliver tit sammenlignet med en halv skateboardrampe set fra siden.

Med tankeeksperimenter, der minder om historien om skakspillet, har økonomier igen og igen påvist, hvordan vi mennesker undervurderer, hvor hurtigt eksponentiel vækst kan gå. Grunden er, at det begynder stille og roligt. Et, to, fire, otte … Men når man når over på skakbrættets anden halvdel, går det stærkt. Rigtig stærkt. Økonomer kalder fænomenet eksponentiel vækst-bias og bruger det blandt andet til at forklare, hvorfor så mange mennesker sparer så lidt op til pension. Renters rente giver nemlig også eksponentiel vækst.

Epidemier breder sig efter samme princip. Smitten stiger eksponentielt, fordi også de nye smittede smitter videre. Allerede i marts begyndte tyske forskere at undersøge, hvordan vi konsekvent undervurderer væksten, når det gælder corona. De påviste også, at de, der led mest af den eksponentielle vækst-bias, samtidig var mest skeptiske over for anbefalinger om social afstand.

Det særlige ved den britiske variant er, at hvis den er så smitsom, som forskerne tror, så fordobles tilfældene langt hurtigere. Vi kommer hurtigere til den stejle del af kurven. Hvis det sker, bliver smittespredningen sværere at bremse, end da vi så eksponentiel vækst med den gamle variant i foråret eller i december. Konsekvenserne af vores indbyggede bias bliver mere alvorlige. Til gengæld betyder det også, at hvis vi kan holde smitten med den nye variant nede nu, i begyndelsen, så kan vi skubbe den stejle del af kurven foran os. Skubber vi den helt frem, til temperaturerne stiger, kan vi undgå overhovedet at blive ramt af den.

Og der er endnu en grund til, at lige nu er det vigtigste tidspunkt at bremse smitten med den nye variant. De relativt lave smittetal gør det nemlig muligt at lave bedre kontaktopsporing. Hvis vi venter, til den britiske variant for alvor får fat og smitten stiger, bliver det langt sværere, måske nærmest umuligt. Men med nye tests udviklet af Statens Serum Institut, der hurtigt kan fange smittede med varianten, bliver det muligt at fokusere kontaktopsporingen mod dem. Viggo Andreasen foreslår, at man beder dem indlogere sig på et hotel, for at sikre, de ikke smitter andre i husstanden. Det er lige før, man kunne bede dem indlogere sig på d’Angleterre,” siger han. Det ville være billigere at fodre dem med champagne og kaviar for så at købe os tid. For hver uge vi venter, fordobler vi problemets omfang.”

SUMFelterne lagt sammen giver ikke mindre end 18.446.744.073.709.400.000.

Vi får altså ikke en bedre chance end lige nu for at forhindre, at smitten kommer ud af kontrol, og hospitaler med allerede udmattede læger og stressede sygeplejersker om et par måneder bliver oversvømmet med patienter. Vi kan håbe, at vaccinerne vil tage lidt af presset. Men som Viggo Andreasen forklarer, er de plejehjemsbeboere, vi vaccinerer lige nu, ikke ligefrem den gruppe i samfundet, der bærer smitten frem. Samtidig viser data fra Statens Serum Institut, at over halvdelen af de indlagte har været personer under 70 år. Vi skal altså nok frem til sommeren, før vi har vaccineret nok til for alvor at kunne ånde lettede op. Jeg spørger Viggo Andreasen, hvor alvorlig situationen er. Jeg tænker det som virkelig grimt,” svarer han. Der er desværre lidt for lang tid, til det bliver sommer. Medmindre vi får gjort noget ret dramatisk, så vinder virusset over vaccinen.”

Det er baggrunden for, at regeringen har indført nye vidtgående restriktioner. De ser foreløbig ud til at mindske smitten. Det passer meget godt med, hvad vi har set fungere andre steder. I december udgav forskere fra University of Oxford i England en stor analyse af forårets nedlukninger i 41 lande. Forskernes konklusion er, at forsamlingsforbud samt lukning af skoler, universiteter og forretninger havde en stor effekt på at mindske smitten. Til gengæld ser det ikke ud til, at det gør noget særligt at lægge et udgangsforbud oveni.

Med andre ord er vi meget tæt på at nå grænsen for, hvad politikerne kan gøre. Der er stort set ikke flere knapper at skrue på. Det er en skræmmende tanke, der placerer en stor del af ansvaret hos resten af os. Hos befolkningen. Og her nærmer vi os det paradoks, der gør de kommende uger så nervepirrende.

Michael Bang Petersen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, og han har siden foråret stået i spidsen for et forskningsprojekt, der undersøger danskernes adfærd under krisen. Resultaterne viser tydeligt, at det, der for alvor afgør vores adfærd, er smittetallet. Når smitten stiger, skruer vi automatisk op for afstanden til folk omkring os og ned for, hvor mange mennesker vi ser. Når smitten falder, går det den anden vej. Det har hidtil været en effektiv strategi. Vi har været gode til at danse med virusset. Men situationen er ikke længere den samme. Vi står i en svær situation,” siger han, hvor der formentlig er et faldende smittetal de næste par uger, fordi de restriktioner, vi har indført, virker på den gamle variant. Det skaber den paradoksale situation, at vi skal stramme op, mens tallene falder.”

Statens Serum Instituts seneste modeller viser, at vi skal have tallet for, hvor mange hver coronasmittet dansker giver smitten videre til, helt ned på 0,7, hvis vi skal undgå, at den britiske variant breder sig. Så langt nede har vi kun haft tallet én gang før: i løbet af to uger under forårets nedlukning i april. Hvis tallet fortsætter med at være som nu, på 0,96, vil der ifølge beregningerne være 52.000 nye smittede om dagen allerede i slutningen af marts. Det skriver DR.

For at få kontakttallet helt ned på 0,7 igen er vi nødt til at bryde de vaner, vi allerede har fået under pandemien. Vi skal stoppe med at lade vores adfærd følge smittetallet og i stedet forstå den lumske eksponentielle vækst. Vi skal handle nu, selv om smittetallene falder. Og så skal vi huske, at selv om vi er trætte efter snart et års armlægning med virusset, så er situationen i dag på mange måder langt lysere, end den var i foråret. Det handler ikke længere om at trække pinen ud, men om at købe os tid. For omme på den anden side kan vi hugge epidemikurven over, fordi foråret og vaccinerne kommer,” siger Michael Bang Petersen.

I dag er vi langt tættere på målstregen. Vi er trådt ind i tredje og sidste akt.

I Hollywood-filmene opstår det dramatiske klimaks typisk ved, at flere af filmens små adskilte historier pludselig væves sammen. Sådan er det også i denne. Forskernes vaccinekapløb, samfundets kamp mod smitten og virussets forsøg på at overleve ved at mutere, det er ikke længere adskilte historier. De er blevet vævet sammen i et lidt for spændende kapløb.

Som om den britiske variant ikke giver nok spænding, så holder forskerne samtidig øje med flere andre nye varianter. Og de forventer, at flere vil komme til. I dag skal en ny variant have en evolutionær fordel for at blive dominerende. Men i takt med at vacciner og smitte øger immuniteten i befolkningen, vil alene det, at virusset ser anderledes ud, i sig selv blive en fordel. Det giver nye varianter bedre chancer i fremtiden.

Den gode nyhed er, at uanset hvordan virusset muterer, så har vi et våben, der virker mod dem alle. Når vi holder afstand, køber vi os tid, mens vi detonerer virusset en sprøjte ad gangen.

Opdatering: 20. januar kom der gode nyheder fra Statens Serum Institut. Deres beregninger peger foreløbigt på, at den nye variant kun (i gåseøjne) er mellem 20 og 50 procent mere smitsom end de gamle varianter. Instituttes bedste bud er 36 procent. Hvis det er tilfældet, kan vi undgå at den nye variant breder sig, hvis vi holder det generelle kontakttal under 0,8. En del af forskellen i de danske og engelske estimater skyldes forskellige regnemetoder, og at den danske smitteopsporing ifølge seruminstituttet er mere effektiv end den britiske.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: