Disse tankevækkende tal viser, hvordan Europas unge voksne er dårligere stillet end deres forældre

  • 25. september 2017
  • Europa
  • 9 min.
UNGEDet er ikke altid til at se med det blotte øje, men mange "millienials" har fået en svær begyndelse på voksenlivet Foto: Lasse Bech Martinussen

Derfor skal du læse denne artikel

De unge, der skulle blive voksne i årene efter finanskrisen, er ikke rigtig blevet voksne: De bliver boende hjemme, får lommepenge, får ikke børn og tjener få penge. For første gang siden Anden Verdenskrig risikerer vi at stå med ungdomsårgange, der bliver fattigere end deres forældre. Et af tidens vigtigste spørgsmål er, om vi er ved at tabe en generation?

En ny hjælp-til-selvhjælpsbølge spreder sig i disse år, og den er bare mærkværdig.

Prøv at søge på how to avoid paying for your adult kids (og lignende formuleringer på tysk, fransk eller spansk), og du vil finde et utal af manualer til desperate forældre over hele den vestlige verden, der ikke kan klippe linen (den økonomiske, altså) til deres voksne børn.

De unge voksne’ modtager – helt regulært – i disse år støtte fra deres forældre til huskøb, studier og egentlige lommepenge i et omfang, der aldrig er set mage.

I får lige nogle tal, og dem kommer der masser af i denne artikel: Ifølge et omfattende amerikansk studie modtog 68 procent af de 23-24-årige amerikanere i 2011 økonomisk støtte fra deres forældre (længe efter at de har forladt high school). Det er godt 20 procentpoint flere end i 1982.

Grafik: Kasper Løftgaard, Zetland

Undersøgelser i eksempelvis Frankrig, Spanien og Storbritannien når frem til nøjagtig samme konklusion. Andelen af unge briter mellem 18 og 30 år, der støttes økonomisk af deres forældre, er eksempelvis vokset fra 60 procent til næsten 80 procent fra 1980’erne til 2015.

Det kan man jo smile ad. Man kan mene, at det tjener som endnu et bevis på, at de såkaldte millennials er en forkælet og selvoptaget generation: dem, der voksede op i 1990’ernes og 00’ernes polstrede verden med fred, frihed, materiel velstand, ligestilling, forstående forældre og en bærbar computer under armen – eller bare me-me-me-generationen, som Time Magazine humoristisk døbte den i 2013.

Det er bare ikke særlig sjovt længere.

Da Europa-Kommissionen i forsommeren i en såkaldt hvidbog præsenterede fem mulige fremtidsscenarier for Europa, stod der – ligesom bare i en bisætning – at der for første gang siden Anden Verdenskrig er en reel risiko for, at nutidens generation af unge voksne ender med at blive fattigere end deres forældre”.

Siden har EU fulgt påstanden op med en større rapport, der kom i sidste måned. Her får I en mulig årsag til, at rigtig mange unge voksne i dag modtager lommepenge fra deres forældre, som vi så i grafen ovenfor.

For nok er de fleste af de unge, der er blevet voksne i det nye årtusind, vokset op med relativt stor økonomisk velstand (forældrenes), men den gennemsnitlige indkomst (relativt set, tilpasset inflation og købekraft) for både de 18-25-årige og de 26-40-årige er rent faktisk faldet, hvis man sammenligner med de forudgående generationer. Nedenstående gælder OECD-landene som helhed.

Grafik: Kasper Løftgaard, Zetland

Bemærk, at alle grupper, der var over 51 år i 2012, derimod havde en relativt større gennemsnitlig indkomst end de plus-51-årige i 1980’erne og 1990’erne på trods af, at 2012 stadig var præget af den finansielle krise.

Mere specifikt kan man også se på de unges andel af de samlede indkomster i EU efter den økonomiske krise og konstatere, at krisen simpelthen har ført til en omfordeling af de samlede midler i samfundet til fordel for de ældre medborgere. Fra 2007 til 2014 faldt de yngre voksnes andel af de samlede indkomster i samfundet, mest dramatisk for de 25-39-årige. Tjek de her tal:

36 %

af den samlede indkomst i EU-landene tilfaldt de 25-39-årige i 2007

… og så syv år senere …

32 %

af den samlede indkomst i EU-landene tilfaldt de 25-39-årige i 2014

Og nej, det er ikke kun, fordi der er blevet flere ældre og færre yngre (jeg har tjekket). Størstedelen af de unges fald i andelen af den samlede indkomst skyldes, at de unges indkomst per arbejder er faldet. Altså at hver enkelt ung mellem 18 og 39 år (i gennemsnit) simpelthen hiver færre og færre lønkroner ind i forhold til, hvad de ældre medarbejdere i gennemsnit tjener.

En del af den indkomstomfordeling skyldes måske ikke uventet, at særligt ungdomsarbejdsløsheden eksploderede under krisen og ifølge Eurostat endnu i dag ligger en del højere for yngre end for ældre. Mere præcist:

19 %

ledighed i EU i 2016 for de 18-25-årige

… og …

9 %

ledighed i EU i 2016 for de 25-39-årige

… og …

6,6 %

ledighed i EU i 2016 for de 40-64-årige

Det er – skal det lige siges – ikke et usædvanligt fænomen, at der er større ledighed blandt de yngre end de midaldrende (sådan har det vist altid været), men afstanden mellem de to grupper blev større under finanskrisen, og desuden er der et andet parameter, hvor de unge voksne i dag adskiller sig fra de unge voksne i de forudgående årtier.

Tager man eksempelvis de 25-39-årige i EU-landene, der rent faktisk er i beskæftigelse, så er det – sammenlignet med de tilsvarende aldersgrupper i henholdsvis 1995 og 2005 – i langt højere grad i deltidsansættelser og i løsere ansættelser og desuden i højere grad i ansættelser, der varer under fire år.

Grafik: Kasper Løftgaard, Zetland

Men de er jo også bare så rastløse og optaget af deres work-life-balance, og hvad de nu ellers går og kalder det, tænker I (ældre) måske? Og måske er det en del af forklaringen, men i hvert fald kan den ikke stå alene. Andelen af 25-39-årige, der ufrivilligt er røget på deltid, er – ifølge EU-rapporten Employment and Social Developments in Europe 2016 – steget ret markant fra:

19 %

af de deltidsansatte 25-39-årige i 2002 ønskede at arbejde mere

… til …

34 %

af de deltidsansatte 25-39-årige i 2015 ønskede at arbejde mere

De yngre medarbejdere er desuden ikke bare løsere tilknyttet arbejdsmarkedet, men også dårligere forsikret mod ledighed end de midaldrende og ældre. Her ses situationen i ni europæiske lande som eksempler:

Grafik: Kasper Løftgaard, Zetland

Alligevel – og følg nu godt med – er det ikke helt uden grund, hvis de ældre generationer til tider undrer sig over, at de yngre ikke ligefrem virker til at mangle noget. Eksempelvis rejser de mere end nogen generation før dem, ligesom de bruger flere penge på at gå ud at spise og i det hele taget oplever langt mere, end tidligere generationer tillod sig selv.

Som den her graf viser, er de unge faktisk heller ikke i samme grad i risiko for at ende i regulær fattigdom, når de bliver arbejdsløse.

Grafik: Kasper Løftgaard, Zetland

Hvordan hænger det så sammen? Jamen dels – som nævnt først – modtager rigtig mange unge voksne i dag økonomisk støtte fra de selv samme voksne, der i øvrigt kritiserer dem for ikke at være selvstændige (det kan man så tænke lidt over).

Desuden har de enten helt opgivet eller i hvert fald udskudt mange af de … skal vi kalde det udviklingstrin? … som generationerne før dem – inklusive deres forældre – tog i en meget yngre alder.

Det gælder eksempelvis at købe egen bil (de leaser og bytter og låner og lejer i stedet, hvis ikke de cykler), og det gælder i særdeleshed beslutningen om at få deres eget hjem.

Med meget få nationale undtagelser flytter både de unge europæere og amerikanere i dag hjemmefra langt senere, og når de endelig flytter, så køber de sig ikke ind på boligmarkedet.

I EU-landene har man på meget få år i efter-krisetiden (2010-2014) oplevet en ganske dramatisk udvikling, hvor det at bo til leje er gået fra at være den uden sammenligning mest usædvanlige boligform til den mest populære boligform blandt de 25-39-årige. Se her:

25 %

boede (sådan cirka) til leje i 2010

… men …

32 %

boede (sådan cirka) til leje i 2014

I USA målte det statslige institut for befolkningsstatistik, Census, sig i 2016 frem til, at man aldrig i den tid, man har målt, havde oplevet, at så få under 35 år ejede deres eget hjem: blot 34,1 procent (beskedent efter en amerikansk målestok). Så sent som i 2005 lå det tilsvarende tal på 43 procent.

Det, at mange bliver boende hjemme så længe, kan jo tænkes at være medvirkende til, at amerikanerne og europæerne i EU-landene også får børn i en senere alder i 2015 end på noget tidspunkt siden 1980. Ifølge Eurostat topper spanierne med en gennemsnitsalder på lige knap 32 år for førstegangsmødre.

Selvfølgelig er der også mange tabeller og tal, der kunne nuancere ovenstående billede yderligere. De seneste par år er det begyndt at gå bedre med både væksten og jobskabelsen i den vestlige verden, og selv om det går langsommere for de unge end for de midaldrende og ældre, så er ledigheden faldende.

Samlet set er millennial-generationen desuden veluddannet, og hvis den generelle økonomiske optur (forventeligt) fortsætter, så kan de over en livstid sagtens stadig nå at kompensere for de seneste års efterslæb og undgå at blive den første generation i nyere tid, der ikke får del i den ellers konstante fremgang i levevilkår i den vestlige verden.

Men det er vel på sin plads at droppe sarkasmen, når man taler om tidens unge voksne som et prekariat. Ja, de er måske pylrede og forvænte, og hvorvidt den hjælp, de har brug for nu, er, at deres forældre klipper de økonomiske bånd, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men måske er det ikke så simpelt endda. I hvert fald kan de vel med rette påstå, at de lige nu også betaler regningen for – blandt andre deres forældres – overforbrug og uansvarlighed.

Det påstår jeg – for god ordens skyld – som et medlem af den noget nær mest neutrale årgang, man kan finde i dette spørgsmål. Jeg er (har jeg gentagne gange fået at vide af mine noget yngre kolleger) med mine 39, næsten 40 år, absolut ikke årtusindskifte-ung, men dog heller ikke aldrende nok til for alvor at have nydt godt af de glade boble-dage i begyndelsen af 00’erne.

Og en ting ved jeg: Det gavner i hvert fald ingenting  – allermindst samfundsøkonomien – hvis en generation af unge aldrig rigtig bliver voksne.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem