Herfra hvor jeg sidder, kan jeg række min venstre arm ud og nå min datter på 9 år, der er i gang med at regne matematikstykker om rette vinkler. Til højre for mig sidder min søn på 13 og læser om celler i kroppen. Hvis jeg løfter blikket fra min computer, kan jeg se ryggen af min mand, der sidder midt i et videomøde.

Det slår mig, hvor fuldstændig radikalt anderledes vi er sammen både som forældre og som ægtepar. Indtil nu har min mand og jeg korresponderet i løbet af dagen via mail og sms, og typisk har den korrespondance udelukkende været af logistisk karakter: Hvem er hvor hvornår, kan du være hjemme med børnene den 27. om aftenen, og hvad gør vi egentlig med aftensmad? (very romantic, I know).

Nu optager jeg interviews, mens min datter rocker med hovedet til musik i sine høretelefoner, min mand spørger, om jeg vil have noget kaffe, og “hey, mor, hvordan finder man arealet på den her trekant?”, mine kolleger skriver uafbrudt til mig over vores interne kommunikationskanal, og jeg sætter høretelefoner i ørene og skriver disse linjer.

Som medlem Maria Bang Jeppesen skrev forleden:

“Min kæreste og jeg har været sammen i 5 år. Vi har boet sammen i 3 af dem, og ud over lidt koordinering og oprids af, hvad man hver især bidrager med, er det gået gnidningsfrit at bo sammen. Nu er vi i karantæne, og det stiller nogle helt nye krav til parforholdet at være sammen på 64 kvadratmeter i 14 dage uden pause,” skrev hun. “Jeg vil gerne vide noget om, hvordan isolation påvirker individet rent psykologisk, og hvordan man håndterer det bedst muligt, når man er isoleret enten sammen, som situationen er for min kæreste og mig, eller alene.”

Mandag morgen er mange af os stået op til ikke blot et helt andet arbejdsliv, men også et helt andet ægteskab, familieliv, parforhold eller singleliv, end vi er vant til. Så hvad betyder det for vores nære relationer, at vi nu udlever dem alle sammen på relativt få kvadratmeter? Det har jeg spurgt psykolog og parterapeut ved Center for Familieudvikling Line Brøgger Mikkelsen om.

Og Line Brøgger Mikkelsen (der selv arbejder hjemmefra med mand og tre store drenge) mener, at vi virkelig skal være varsomme med vores relationer for tiden. For kriser kan være udviklende, men de kan også være nedbrydende. Den nuværende situation lægger et pres på vores samfund, men det sætter også vores relationer under pres, fortæller hun.

“Vores indre sårbarheder træder tydeligere frem, når vi er under den her form for pres udefra. Vi bliver hurtigere vrede, kede af det, afmægtige, frustrerede. Det, vi normalt kan regulere, det vil komme op mellem dem, vi er tættest på,” siger hun.

Vi reagerer meget forskelligt på den isolerende situation, vi befinder os i, siger hun. Nogle har brug for at snakke meget, lufte bekymringer, tale om fremtidsscenarier, og hvad det hele betyder. Andre har brug for at trække sig ind i sig selv og har brug for tid alene. Hvis de to typer er gift med hinanden, kan det skabe afstand, ensomhed og sårede følelser, fortæller hun. Så vi bliver nødt til at være tålmodige og overværende over for hinanden.

“Og hvis man ikke har været sammen så længe, så kan det også være, at man aldrig har prøvet at være under så massivt pres før, og det kan være, at man aldrig har set de her sider af ens partner før, og man tænker ‘hold da op!’” ler hun.

Eller også kan det skabe en ny nærhed. Når vi ser hinanden, mens vi er optagede af det, vi er gode til, så kan det styrke ens blik på ens partner. Så når spisebord, skrivebord og skolebænk nu er et og samme bord, så giver det naturligt nok et pres, men det betyder også, at vi har inviteret vores nærmeste ind i rum, vi normalt ikke deler. Det giver en mulighed for at se hinanden i andre roller, end vi plejer. Og vi tager os bare bedre ud, når vi er engagerede i noget, der optager os, som Line Brøgger Mikkelsen siger.

Men, understreger Line Brøgger Mikkelsen, det kræver altså, at vi passer rigtig godt på hinanden. Og det, mener hun, er noget, vi skal beslutte os for at gøre. Vi skal ikke bare gøre det, når vi har lyst. Det skal være viljestyret, mener hun. Det har hun seks gode råd til, hvordan man kan gøre. De kommer her:

• Lav en ugeplan for, hvornår I står op, hvornår I mødes til frokost, hvornår I laver noget fælles. Det er vigtigt at holde fast i en rytme.
• Hvis I har børn, og de er små, kan man tegne sin plan, så alle ved, hvad der skal ske.
• Tag tøj på, som om du skal på arbejde. Vi skal tage os godt ud i hinandens øjne.
• Har I børn: Aftal, hvem der er tilgængelig for børnene hvornår, og hvem der ikke er tilgængelig hvornår, så det er tydeligt både for børn og voksne.
• Skab mulighed for at trække sig ind i individuelle rum, og hjælp hinanden, så det bliver et uforstyrret frirum og så man også kan trække sig væk fra hinanden.
• Sørg for, at de tidspunkter, hvor man er sammen, bliver fyldt ud med noget værdifuldt. Måske skal den tid ikke fyldes med nyheder om, hvor mange der nu er smittet med corona.

Da medlem Maria Bang Jeppesen skrev i bidragssporet om, hvordan hun og kæresten skulle finde ud af at gå op og ned ad hinanden på 64 kvadratmeter, så svarede medlem Inger Jentoft i bidragssporet med guld-rådet, som jeg vil sætte ind her i sin fulde længde:

“Jeg er 66 år og har i 13 år været sammen med min mand dag og nat. Det lyder helt skørt, at det kan lade sig gøre, uden at vi slider hinanden op, men vi har hvert sit helle, som gør, at det går. Min mand sover dårligt, så han går ned om natten og arbejder på et fælles projekt, som vi har, spiser måske lidt, løser krydsord i avisen og går så op og sover videre. Jeg har gjort madlavningen til mit domæne, så i køkkenet er jeg mestendels alene. Dette er de praktiske ting, men det vigtigste ved at være sammen er overbærenhed over for de ting, der irriterer os ved hinanden, og bevidstheden om, at vi ikke kan undvære hinanden, fordi vi elsker hinanden. Derfor vil ingen af os skifte livsstil.”

Tilbage i 2016 skrev jeg en artikel om, hvorfor vi bliver nødt til at omformulere vores fortællinger om den romantiske kærlighed. Vi bliver nødt til at genfortælle hele vores forståelse af det moderne ægteskab, skrev jeg dengang.

“Da kærligheden trådte ind i ægteskabet i slutningen af 1800-tallet, trådte tvivlen, usikkerheden og sårbarheden ind sammen med den. Det kan vi læse i skilsmissestatistikkerne. Vi har mere smag for friheden end nogensinde før, men netop derfor vælger vi ikke hinanden bare én gang, vi forpligter os på hinanden igen og igen,” skrev jeg.

“Derfor er tvivlen, usikkerheden og sårbarheden ikke nødvendigvis ægteskabets endegyldige krise. Det er i virkeligheden det moderne ægteskabs kontinuerlige brændsel.”

Måske er det det, vi skal minde hinanden om nu mere end nogensinde.

Det var alt for nu. Husk, at du kan tilmelde dig vores virtuelle fælles frokost-samtaler, hvor du kan møde andre medlemmer og tale om det seneste Helikopter-afsnit, mens du spiser din frokost. Du kan også drikke en fyraftensøl synkront med andre medlemmer til vores virtuelle fredagsøl. Du finder det hele på zetland.dk/samtaler.

Pas rigtig godt på hinanden. Vi høres ved,