Derfor bliver kvinder mere og mere skeptiske over for at få børn

  • 30. juli 2018
  • 12 min.
ULIGEMeget tyder på, at børn er den største forhindring i forhold til at skabe lighed mellem mænd og kvinder. Illustration: Janne Jeppesen / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Økonomer har længe vidst det: Børn er den sidste hurdle på vejen til ligeløn for mænd og kvinder. Hvad gør vi ved det?

Siden jeg som niårig så Hans Ruedi Gigers alien fra Aliens (1986) spise et menneske indefra og derpå bryde ud af dets mave, har graviditet ikke tiltalt mig.

Og jeg kan fornemme, at den følelse breder sig mere og mere. I begyndelsen af året meddelte det hollandske folkeregister (CBS), at der igen blev født færre børn i Holland end de foregående år, og at vi får dem senere i livet. Det samme er tilfældet i vores nabolande.

Det skyldes jo ikke uhyggelige film, men jeg kunne ikke helt gennemskue, hvad det så handlede om, indtil jeg hørte filosoffen Anna Smajdor tale ved en kongres i London om forplantningsteknologi. Og hvad var hendes forklaring så på det faldende europæiske fødselstal?

Seksuel reproduktion er simpelthen uforenelig med vestlige værdier.”

Nu står jeg tilbage med alle mulige store spørgsmål. Hvilken konflikt er der så mellem børnefødsler og vores kultur? Og hvad kan der gøres ved den?

Når kvinder nu skal igennem lange uddannelser (faktisk længere end mandens), gøre karriere og desuden elsker at tjene gode penge (helst lige så mange som manden), rejse Jorden rundt og have eget hus – så bliver svangerskabet ligefrem til en opgave.

Bag de faldende fødselstal er der da også en voksende gruppe kvinder, som tænker: Nej, jeg vil ej. Undersøgelsen fra det hollandske folkeregister viser, at over halvdelen af alle kvinder i 20’erne mener, at et barn vil skade karrieren. Og en anden undersøgelse viser, at den vurdering holder stik.

En gruppe amerikanske, britiske og danske økonomer har nemlig på grundlag af den danske lønudvikling mellem 1980 og 2013 konkluderet, at næsten hele indkomstgabet – kvinderne tjente i gennemsnit 20 procent mindre end mændene – kan tilskrives en ulighed i det evolutionære drama: Det er kvinderne, der føder børnene. Og efterfølgende står for størstedelen af omsorgen.

Den effekt kaldes nu the child penalty.

Før danske kvinder får det første barn, er der allerede en lille indkomstulighed i forhold til mændene. Kvinderne arbejder i sektorer, hvor lønnen ligger noget lavere og tit er omsorgsfag.

Men efter det første barn løber efterslæbet på lønsiden op i 30 procent. Danske kvinder vælger job tættere på hjemmet eller i det offentlige – eller de går på deltid. Og på den måde ender de på et andet karrieretrin med lavere løn og mindre chance for forfremmelse.

Det eksisterende indkomstgab bliver heller ikke mindre over tid. Længe efter at børnene har forladt hjemmet, tjener kvinderne i gennemsnit 20 procent mindre end både mænd, og kvinder uden børn.

Og ja, for fædre er straffen for at få børn nærmest nul.

Børn er kort sagt den sidste hurdle på vejen til ligeløn mellem mand og kvinde.

Tidligere kunne løngabet også forklares ved diskrimination eller ved mandens højere uddannelsesniveau. Men disse forskelle er i løbet af de sidste årtier indskrænket betydeligt, og nu er de ikke længere relevante, siger familieøkonomen Erik Plug fra Universiteit van Amsterdam, som også beskæftiger sig meget med de danske løndata.

Og så er barselsorlovsreglerne i Danmark så kvindevenligt indrettet, at konsekvenserne af at få børn kan minimeres.” En dansk mor har 18 ugers barselsorlov, hendes partner 2 uger. Desuden kan de selv fordele yderligere 32 uger.

At føde børn er altså dårligt for karrieren. Mange kvinder udskyder derfor at få børn. Undersøgelser viser, at det rent karrieremæssigt også giver mening. Jo senere barnet kommer, og jo bedre viden, færdigheder og netværk kvinden når at opbygge, jo lettere bliver det at vende tilbage til arbejdet – eller jo mindre bliver straffen.

Men udskydelse er ikke saliggørende, for mens manden hele livet producerer friske nye sædceller, så fødes kvinden med alle de ægceller, hun nogensinde får. De bliver bare ældre og dårligere hen ad vejen. Derfor kan sædproducenten stadig på sin 55-års fødselsdag overveje et faderskab, mens ægproducenten må beslutte sig det senest midt i 30’erne.

Hvis det ikke lykkes at blive gravid, skyldes det næsten også altid æggenes levetid. Mange sene graviditeter ender som aborter. En klog kvinde får sit barn i tide”, lyder mantraet blandt gynækologer.

Men for mange kloge kvinder” er udskydelse ikke en valgmulighed. Utrygheden har nemlig også en rolle at spille. At skaffe sig en sikker og fast samfundsmæssig position tager i dag lang tid,” siger Jan Latten, chefdemograf hos det hollandske folkeregister.

Folk er gennemsnitlig 4-5 år længere om at etablere en fast livsbane, end de var for ti år siden. De fleste er så tæt på de 30.”

Uden økonomisk sikkerhed, ingen børn. Jan Latten peger på, at undersøgelser fra det hollandske folkeregister for eksempel viser, at kvinder med fleksible karriereforløb – også selv om de har en partner – er længere om at blive mødre end kvinder med faste forløb.

Bruddet med de faste karriereforløb rummer i sig selv mere generelle børneblokerende effekter såsom manglende mulighed for at finansiere en passende familiebolig. Ifølge det hollandske folkeregister har 12 procent af de par, som ønsker sig et barn, ikke råd til at skaffe sig en bolig inden for en treårig horisont.

Og helt løsrevet fra alle økonomiske betragtninger er der behovet for at finde en partner, som man ønsker at få børn med.

Demografen Jan Latten konstaterer også det, man kan kalde en voksende social utryghed. Folk i 20’erne, der flytter sammen, flytter i højere grad end tidligere bare fra hinanden, når samlivet bliver svært.

De er ikke længere voksne i den forstand. Snarere eks-teenagere,” som han siger.

Men hvor reelt er problemet i det hele taget? Mere frihed, færre nyfødte – det er vel i orden? I de vestlige samfund er en bærende tanke, at det at få børn er et individuelt valg, som hører privatlivet til. Jan Latten siger: På den anden side er det at få børn netop på samfundsniveau af stor betydning.”

Økonomer og demografer har i årevis råbt op om faldet i fødselstallene. Vores velfærdsstat har hele tiden behov for arbejdende unge, der kan betale for en stadigt voksende og stadig ældre ældregruppe.

Hvis man tegner det lidt hårdt op, kan man sige, at alle diskussionerne om ældrebyrde i virkeligheden også handler om, hvor mange børn der bliver født.

En logisk tanke kunne være den her: når vi selv producerer for få nye borgere, bliver vi så ikke nødt til at importere dem? Uden immigration ville hele Europa skrumpe ind.

Men mere immigration løser ikke i sig selv problemet, siger Latten.

Vi efterspørger immigration af indiske it-medarbejdere og polske jordbærplukkere. De arbejder og lukker huller på arbejdsmarkedet. Men vi har også uønsket immigration af for eksempel flygtninge. Mange asylansøgere er år efter år på bistand. Det er finansielt set et problem, ikke en løsning.”

Immigranter får i gennemsnit langt flere børn end de fastboende, men tilpasser sig hurtigt mønsteret i det land, hvor de bor. Så der må alligevel satses på børneproduktionen.

Så hvad gør vi?

To økonomer, som har set på tilbagegangen i børnetallet i Europa, har spurgt sig selv, hvordan det egentlig går til, at en befolkning vokser eller skrumper?

Svaret findes hos kvinden.

Når manden ikke vil have børn, er der en reel chance for, at parret alligevel har børn tre år senere. Men hvis det er kvinden, der ikke vil have børn, er chancen nul. I Europa er det nu kvinderne, der holder fødslerne tilbage. Hvordan kan vi få dem til at trække deres veto tilbage?

Simpelt, svarer økonomerne. Ved at lette byrderne på kvindernes skuldre. Ingen steder i verden klarer manden over halvdelen af opdragelsen, og for mange bliver bleskift næsten automatisk moderens gebet. Men lande, der ansporer til større fædreengagement og andre lettelser af belastningen på moderen, har et højere fødselstal end lande, der ikke gør det. Det kunne tale for, at bedre fædreorlov eller gratis børnepasning er mere effektivt end økonomiske børneydelser.

En befolkning holder sin størrelse ved en fødselsrate på 2,1. Det svarer til omtrent to børn per kvinde eller par. Det tal kalder man erstatningsraten”. Intet land i Europa, heller ikke de skandinaviske, er i øjeblikket på det niveau.

Norge er på det punkt for nogle et lysende forbillede. Begge forældre har tre ugers obligatorisk orlov per nyfødt. Desuden er der 46 ugers betalt orlov, som forældrene kan fordele mellem sig. Af disse er de 10 uger øremærket til manden – de kan altså ikke overdrages til kvinden, og de bortfalder, hvis manden ikke bruger dem.

Siden indførelsen i 1993 af en kvote for men only er den procentdel af mændene, der tager ekstra orlov ud over det obligatoriske niveau, steget fra 3 til 90.

Fædreorlov kan ligne den hellige gral. Den giver løfter om vækst og lighed. Men i Norge falder fødselstallet også. Og selv Island – der i årevis har ligget nummer et på listen over de mest kvindevenlige lande i verden – har i mange år ikke haft så lavt et fødselstal, som man har i dag.

Det kan synes mærkeligt. Skandinavien består af rige lande, kvinderne har magt, og mændene bidrager til børnenes opdragelse. Så hvordan forklarer vi så tilbagegangen? Hvorfor bliver førstegangsfødende kvinder ældre og børnene færre også her?

Alle hidtidige forklaringer har taget udgangspunkt i en forestilling om, at alle kvinder på den ene eller den anden måde ønsker at blive mødre, hvis de private omstændigheder er til stede, og hvis de tilbydes ordentlige forhold. Men kan det ikke også tænkes, at moderskabet simpelthen ikke virker så tiltrækkende?

Vi idealiserer moderskabet, vi opfatter mødre som fantastiske skabninger, der har behov for at blive velsignet med et barn,” siger Anna Smajdor, der er lektor i filosofi og ph.d. i bioetik ved Universitetet i Oslo.

En dansk virksomhed laver spots under titlen Do it for [Denmark](#video), og i Italien opfordres kvinderne til i det mindste at få børn tidligere.

Meningsløst,” siger Smajdor. Når kvinderne selv får chancen for at blive som mænd, griber de den. Og det tager nu engang tid at gribe chancer. Tid, som går fra moderskabet.

Som den hollandske tv-vært Erik Dijkstra har sagt: Kvinden er den nye mand. Sandsynligvis vil kvindernes gennemsnitsalder ved det første barns fødsel nærme sig mandens. Problemet er bare, at kvinden måske kulturelt set er den nye mand, men biologisk set er det slet ikke så sikkert, takket være den forbandede ægcelle.

På kongressen om forplantningsteknologi i London så filosoffen Anna Smajdor et nyt fremtidsscenario for sig:

Hvad kvinderne mangler, er tid. Når folk i 20’erne ifølge Latten er de nye teenagere, må folk i 30’erne være de nye folk i 20’erne. Selv om mange flere kvinder vil få tid til at tænke på børn, er deres æg tæt på sidste udløbsdato. Så hvordan køber en kvinde mere tid?

Ved hjælp af sex i en petriskål. Ved hjælp af embryoteknologi,” siger Smajdor.

Fra Smajdor lyder der ingen advarsler mod designerbabyer. Eller etiske overvejelser over, hvornår en gruppe celler bliver til et menneske. Hun spørger: Hvor bliver den offentlige diskussion af mulighederne i embryoteknologien af?”

Den slags bioteknologier giver kvinder, der stadig ønsker at blive mødre – hvornår og med hvem de ønsker det – en chance for også at kunne blive mødre, uden dermed at behøve at trække sig tilbage fra verden for at opnå den selvrealisering.”

En livmoder fungerer nemlig meget længere end en ægcelle. Når en kvinde på 45 eller mere forsøger at blive gravid ved hjælp af egne æg, lykkes det så godt som aldrig, men implanterer man et embryo, som stammer fra et æg fra en 25-årig, i hendes livmoder, er sandsynligheden for, at hun gennemfører et svangerskab, den samme som for den 25-årige selv.

Gør det muligt, at unge kvinder kan nedfryse deres æg til senere brug,” argumenterer Smajdor.

Det kaldes social freezing. Hos et antal store teknologivirksomheder i USA – Apple, Facebook, Google – er nedfrysningsmulighed inklusive hurtig ægudtagning en medarbejderrettighed. I Holland betaler man 8.000-12.000 euro for det samme.

Og giv alle med en livmoder ubegrænset adgang til reagensglasbefrugtning. Gratis. Betalt af det offentlige,” siger Smajdor.

Selvfølgelig er embryoteknologien ikke ideel. At få taget æg ud gennem æggelederen er ingen spøg (man skal sprøjte sig selv med hormoner i en måned!). Og der er aldrig garanti for et svangerskab.

Men embryoteknikken bliver bedre. Æggene i fryseboksen bliver bedre og bedre. Og implantation af æggene lykkes i flere og flere tilfælde. Der udvikles stadig nye metoder til at opdyrke” ægceller på grundlag af for eksempel hudceller – og det giver intet ubehag.

Vi går ikke over til embryoteknologien. Men i Holland er omkring tre procent af de nyfødte en direkte konsekvens af laboratoriesex – en tredobling i løbet af de sidste 20 år.

På en måde er det ironisk. I sine frugtbare år bruger kvinden al mulig teknologi for ikke at blive gravid – hormonpiller, p-piller, spiraler, fertilitetsapps, fortrydelsespiller og så videre – for i sine ældre år at sætte al tænkelig teknologi ind på alligevel at blive gravid – reagensglasbefrugtning, ICSI (intra-cytoplasmatisk sædcelleinjektion) nedfrysning, embryoselektion og IVG (reagensglas-gametogenese).

Men indtil vi finder en anden løsning på befolkningstilbagegangen og ulighed mellem mand og kvinde, så er en embryoteknologisk indsats måske det mest pragmatiske valg i kampen mod de faldende fødselsrater.

Selv venter jeg – tror jeg nok – til den kunstige livmoder er en kendsgerning.

Artiklen har tidligere været bragt i det hollandske medie De Correspondent og er oversat fra hollandsk af Ole Lindegård Henriksen.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem