Vi kan ikke slå den ihjel, den er en del af os selv. Fem grunde til, at identitetspolitikken ikke er en døgnflue

EN STÆRK HÅNDDen identitetspolitiske debat fylder meget. Og den folder ikke kortene lige foreløbig. Illustration: Andrea Ucini for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Når tidens mange identitetspolitiske markeringer møder kritik, bliver de ofte omtalt som en fluesværm fra fremmede egne, der har besat Danmark og simpelthen skal viftes væk, så vi kan få ro igen. Men det er en fundamental misforståelse af, hvad identitetspolitik er, og hvilken betydning den har for vores samfund. Her er fem grunde til, at den identitetspolitiske diskussion ikke er overstået lige om lidt.

Aldrig har den mørkeblå Højskolesangbog, som normalt lever et stille, stabilt liv i bogreoler og musiklokaler, været genstand for så ophedet debat som i december, hvor selv landets statsminister følte sig kaldet til at give sit besyv med. Eller rettere: Det var ikke selve Højskolesangbogen, der var til debat, men en bestemt sang. Nemlig nummer 162 i den 18. og nyeste udgave med titlen Den danske sang er en ung, blond pige.

Identitetspolitik af værste skuffe,” skrev Kristeligt Dagblad om højskolesang-balladen, der kort fortalt handlede om, at en institutleder på Copenhagen Business School for små to års tid siden havde besluttet at droppe Den danske sang er en ung, blond pige fra institutionens morgensangsrepertoire. Det var sket, fordi en ansat havde klaget over den. Hun, der var ikke-blond og af anden etnisk oprindelse end dansk, følte, at sangens billedsprog var ekskluderende.

Striden var dengang blevet bilagt ret udramatisk på uddannelsesstedet. Men da den ramte medierne, blussede den ideologiske kamp for alvor op. Berlingske Tidende skrev om nutidens identitetspolitiske besættelse”. Formanden for Højskolesangbogsudvalget, Jørgen Carlsen, sagde til Ekstra Bladet: … i kølvandet på identitetspolitikken, der er begyndt at sænke sig som en giftsky over samfundet, så kan man føle sig krænket over hvad som helst.” Og Mads Mordhorst, institutlederen på CBS, skrev på sin Facebook: Jeg kan se, at jeg her er blevet tolket ind i en identitetspolitisk ramme, som jeg ikke deler.”

En række politikere reagerede også med kritik: Pia Kjærsgaard, Søren Pape og så statsminister Lars Løkke Rasmussen, der var chokeret”, som han skrev på Facebook. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, hvis der fremover ikke kan synges fra Højskolesangbogen på CBS.”

Og på den anden side af det identitetspolitiske hegn var flere stemmer klar til at gøre rede for, hvorfor det lige præcis kunne være rigtigt. Blandt andet Jan Thorhauge Frederiksen, der er lektor i pædagogik ved Københavns Universitet. Hos onlinemediet POV forklarede han, at det, kritikerne manglede at indse, var, at det var lige meget, at den sang var en del af den danske sangskat og skrevet til et korstævne i 1924. Ligesom det var lige meget, at hagekorset oprindelig var et soltegn.

De betyder noget andet nu, og de betydninger skal man kunne diskutere og forholde sig kritisk til,” skrev han. Er der nogen, der i dag siger jødesmovs? Nej, vel? Hvorfor ikke – det er jo ikke forbudt? Det er jo, fordi vi godt ved, at det ord hører hjemme i en sprogbrug, der muliggør forskelsbehandling. Derfor er det okay at påpege, hver gang nogen bruger den slags symbolsk ladet sprog.”

Og dermed blev sagen om Den danske sang … det seneste kapitel i den identitetspolitiske debat, der nærmest er eksploderet i den offentlige samtale i de seneste år.

Den store interesse for den halvgamle sag om en endnu ældre højskolesang hænger sammen med, hvor stor en værdidebat identitetspolitikken er blevet. Ordet identitetspolitik har ikke samme nøgterne karakter som for eksempel økonomisk politik’. Selve begrebet er så ladet, at det i det herskende danske debatklima er, som om i det øjeblik man bare siger identitetspolitik’, så har man taget stilling.

I den identitetspolitiske lejr fungerer det nogenlunde sådan, at hvis ikke du er for det, så fatter du ikke en skid. I modstander-lejren fungerer det cirka sådan, at hvis ikke du er imod det, så er du for det og derfor umulig at tage alvorligt.

Så inden vi fortsætter, skal det siges: Denne her artikel er ikke et forsvar for identitetspolitikken. Og det er heller ikke en kritik af den. Det er et forsøg på at vise, at hvis debatten om Den danske sang … har fået nogle til at tro, at identitetspolitikken simpelthen bare er tidens mest irriterende døgnflue, som debat-Danmark kan more sig med, indtil den tager flugten, så tager de fejl.

Blandt identitetspolitikkens kritikere er der en tendens til at tale om fænomenet som en hidtil ukendt tropisk virus, der pludselig har ramt Danmark og nu besmitter vores ellers sunde samfund.

Som da Berlingskes kulturredaktør Anne Sophia Hermansen kort før jul skrev om de identitetspolitisk sidste dages hellige”.

Om 20 år vil vi se tilbage på nutidens identitetspolitiske besættelse med moro og medlidenhed,” skrev hun.

Men er det egentlig særlig sandsynligt? Helt ærligt: Nej. Det er det ikke. For identitetspolitikken er ikke den månelanding, som nogle af dens kritikere gør den til. Og den kommer ikke til at fise ud og efterlade landet, som det var, før vi begyndte at diskutere, om mexicanerhatte, højskolesange og universiteternes pensum er krænkende.

Det er der fem afgørende grunde til. De handler både om, hvad identitetspolitik egentlig er, hvilken rolle den har spillet i vores samfundsudvikling – og hvordan vores verden ser ud i dag.

1. Vi kan ikke slå den ihjel, den er en del af os selv

Identitetspolitikken er ikke dukket op i Danmark som en fjendtlig sonde udefra. Tværtimod har identitetspolitikken rødder, der stikker dybt under det moderne danske samfund.

Selve begrebet identitetspolitik er et relativt ungt udtryk. For ti år siden var der ingen, der talte om identitetspolitik i Danmark, selv om nogle af de politiske strømninger, vi i dag kalder identitetspolitiske, allerede dengang satte sit præg på samfundet. Nationalismen, for eksempel.

Nationalismen er i virkeligheden den oprindelige identitetspolitik: Dens ideologiske kongstanke er idéen om, at der findes grundlæggende, identitære fællesskaber, som er funderet i jord, blod og sprog. Altså det, man med andre ord kunne kalde geografiske tilhørsforhold, etnicitet og kultur.

Nationalismen opstod i 1800-tallets Europa. I en tid fuld af brydninger, hvor krige og skiftende storpolitiske alliancer flyttede rundt på landegrænser og magtforhold, blev nationalismen et stærkt politisk værktøj, hvor idéen om en fælles nationalidentitet både markerede samling indadtil og suverænitet udadtil.

I Danmark blev den nationalistiske tanke rygraden i landets genrejsning som småstatsnation efter nederlaget til den tyske overmagt ved Dybbøl i 1864. Og senere, i 1930’erne, var det den identitære nationalistiske Blut und boden-ideologi, som bragte Hitler til magten i det Tyskland, som lå smadret efter første verdenskrig.

I identitetspolitisk sammenhæng er det interessant at se, hvordan behovet for en stærk, defineret gruppeidentitet opstod som reaktion på det, vi kunne kalde en storpolitisk krænkelse. Af suverænitet, af rettigheder og af økonomiske og sociale vilkår. For er det ikke det, der sker, når nogen taber en krig? De bliver underhunden, den rettighedsløse, den undertrykte. Uanset om de selv var ude om det eller ej.

Den pointe er vigtig for at forstå, hvad identitetspolitik i bund og grund handler om: Den er et middel til modstand. Til at hævde suverænitet i en situation, hvor man oplever undertrykkelse. Det bliver endnu mere tydeligt, når vi spoler lidt frem i historien til begyndelsen på den identitetspolitiske bevægelse, vi ser i dag.

Grundstenene til det, vi kan kalde den moderne identitetspolitik, blev lagt i USA i anden halvdel af det 20. århundrede. Det skete med fremkomsten af nogle af nyere tids mest betydningsfulde bevægelser på den politiske venstrefløj – eller det, der i USA ligger i det liberale spektrum: den sorte borgerrettighedsbevægelse, 1960’ernes og 1970’ernes kvindebevægelse og kampen for homoseksuelles rettigheder.

Alle tre tog udgangspunkt i et fællesskab omkring identitetsmarkører, der knytter sig til individet – race/etnicitet, køn og seksualitet. Og omdrejningspunktet for den politiske aktivitet var en fælles oplevelse af uretfærdighed og undertrykkelse i samfundet, rettet specifikt mod netop dette identitetsfællesskab.

Målet var lighed og retfærdighed – under et mere eller mindre socialistisk banner. Martin Luther King Jr. bekendte sig ikke til noget venstrefløjsmanifest – som troende mand lå den ateistiske socialisme ham fjernt. Men tanken om universel lighed for alle mennesker, som Karl Marx formulerede den i det kommunistiske manifest, var ikke desto mindre kernen i den berømte sorte borgerrettighedsforkæmpers ikoniske drøm’, som han formulerede det i sin skelsættende tale i 1963:

Jeg har en drøm,” sagde han, om at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på deres karakter.”

Interessant nok var Marx’ lighedstanke et opgør med netop det traditionelle borgerlige, identitære tankegods, hvor nogle grupper havde større værdi end andre på grund af netop deres identitetsmarkører som etnicitet, køn og klasse.

Men trods det blev identitet alligevel centralt i den kamp for lighed, som de venstreorienterede folkebevægelser i USA startede. Den radikale sorte feministgruppe The Combahee River Collective talte allerede i 1973 om identitetspolitik. I en tekst fra 1982 er gruppens identitetspolitiske agenda beskrevet som en individuel erfaring af ulighed, der vokser til en fælles erkendelse. Og derfra til en politisk retning:

… som børn gik det op for os, at vi var anderledes end drenge, og at vi blev behandlet anderledes – for eksempel når vi i samme åndedrag blev bedt om at være stille både for at virke mere ladylike og for at gøre os mindre generende i hvide mennesker øjne. I den proces, hvor vores bevidsthed blev vakt, og vi faktisk delte vore liv med hinanden, begyndte vi at forstå, at vores erfaringer var fælles, og fra udveksling og voksende bevidsthed begyndte vi at bygge en politik, som vil ændre vores liv og gøre endegyldigt op med vores undertrykkelse.”

Det vil sige: Da medlemmerne af The Combahee River Collective i begyndelsen af 1970’erne fandt et fællesskab med andre, der også var kvinder og også var sorte, gik det op for dem, hvordan den forskelsbehandling, de havde oplevet gennem deres liv, hang sammen med deres etnicitet og kønsidentitet. Identiteten blev altså afgørende for at de kunne se uligheden for, hvad den var: et spørgsmål om en gennemgribende social og politisk struktur. Og hvis de ville ændre den, måtte de angribe den på dét niveau: det politiske.

Så altså: Endnu en gang viser historien, hvordan identitetspolitik udspringer af en oplevelse af at være undertrykt – eller krænket. Og at fællesskabet omkring identiteter er et sted, hvor mennesker, der oplever at være udsat for uretfærdighed og krænkelse, søger hen.

Måske kunne man sige: Så længe nogle føler, at de ikke har samme rettigheder som andre, vil der være grobund for at tænke i identitetspolitik.

2. De bliver ikke enige

Det er et paradoks, at målet med identitetspolitik principielt er, at alle er og bør være lige. Men den ulighed, man ønsker at bekæmpe, kan ifølge identitetspolitikken kun ses, hvis man dels identificerer de grupper, der udøver undertrykkelse, dels de grupper, den går ud over. Og udgangspunktet for lighed er at synliggøre den forskelsbehandling, disse grupper udsættes for.

Det er her, kritikerne siger, at identitetspolitikken både blæser og har mel i munden. At bekæmpe forskelsbehandling fra en position, hvor forskellene står helt centralt, er i praksis en umulig øvelse. Derfor ender det identitetspolitiske projekt ikke som et krav om lighed, men om positiv særbehandling.

Den identitetspolitiske fløj vil nok sige, at der ikke er tale om særbehandling, men samme rettigheder som majoriteten. Kritikken vil så ofte svare, at det er skørt at påstå, at der i det danske samfund skulle findes en majoritet, som har større rettigheder end andre. Og dertil vil identitetspolitikken replicere, at det gør der, og når majoriteten ikke kan se det, er det, fordi den er privilegieblind.

Det er en gordisk knude skabt af to forskellige former for logik, der udmønter sig i grundlæggende forskellige måder at betragte og erkende verden på: Enten opfatter man identitære grupperinger som reelt politisk betydningsfulde i dagens samfund, eller også gør man ikke.

Det er utopisk at tro, at den ene logik på et tidspunkt bare opdager, at den anden alligevel var bedre, hvorpå diskussionen dør, og vi alle sammen kan snakke om noget andet. Det er ikke sådan, store politiske og filosofiske kampe fungerer. Og det er, hvad der er tale om her.

3. Tiden er – så meget – til det

Selv om de identitetspolitiske strømninger opstod i USA, er identitetspolitisk aktivisme, de problemstillinger og de diskussioner, vi ser i dag, udsprunget af kulturelle og sociale ændringer, som er sket over hele verden – også i Danmark. Det giver identitetspolitik de virkelig gode vækstbetingelser, som har skabt det boom, vi oplever lige nu.

En af de ændringer er ifølge professor og dr.phil. Ulf Riber Hedetoft, at vores samfund generelt over de seneste 30-35 år har oplevet det, han kalder en subjektivering”.

Vi kan se det overalt,” siger han. Folk er blevet mere og mere involveret i at se problemer og udfordringer i et subjektivt perspektiv. Hvor man lægger mere og mere vægt på en logik, hvor det, som er afgørende, er, om man som person føler, at noget er forkert.”

En anden ændring, som er kommet for at blive, er det moderne mediebillede, hvor især sociale medier har skabt grobund for stærke, omfattende fællesskaber, der netop drejer sig om individuelle interesser og søgen efter identitet.

Der er adskillige eksempler på, at identitetspolitiske bevægelser på både højre- og venstrefløjen har vokset sig store og betydningsfulde ved hjælp af sociale medier – som den amerikanske alt right-bevægelse på den ene side og den nye fjerde bølge af feminismen på den anden.

Og så skaber de sociale medier en ungdomskultur, som ikke er geografisk bundet. Når en dansk teenagers Instagram-feed er fyldt med identitetspolitiske statements og hashtags, er det ikke et eksotisk produkt af en fremmed virkelighed, hun sidder og betragter på afstand. Det er en reel del af hendes kulturelle og sociale horisont. Og hun har med sin Følg’-knap selv valgt, hvad hun synes, den skal bestå af.

Derfor er det en massiv undervurdering at se en sag som den om Den danske sang … som et mærkværdigt ekstrem, som vi ikke burde ofre opmærksomhed. For den er udtryk for en regulær megatendens: At vores virkelighed ikke opleves som fælles, men individuel. Og at det er blevet mere legitimt end nogensinde før at lade vores personlige følelser definere, hvordan den virkelighed ser ud.

4. Forandringen er allerede sket

Tanken om, at identitetspolitikken nok går væk igen og efterlader alt, som det var engang, giver faktisk ingen mening, når man ser på, hvor store ændringer den allerede har bragt med sig.

Den har allerede forandret den måde, vi tænker, taler og handler på, på alle niveauer fra det personlige til det storpolitiske.

Vi kan begynde med et af de nære eksempler: Den spritnye artikelserie, hvor Zetlands kulturskribent Torben Sangild har spurgt en række danske komikere, hvilke jokes de fortryder at have lavet i deres karriere. Og adskillige af deres svar viser, at tidens identitetspolitiske tanker har ændret deres syn på humor gennem de seneste år.

Et mere bredt eksempel er MeToo-bevægelsen, som er en hel historie for sig, hvad angår forandringer i vores sociale og seksuelle omgang med hinanden. Langtidsvirkningen kender ingen endnu, men indtil videre har effekten været stor nok til at rejse enorm opmærksomhed omkring seksuelt krænkende adfærd og magtmisbrug – og at vælte ekstremt magtfulde og prominente mænd som Harvey Weinstein og Kevin Spacey omkuld.

Vi kan også se ændringerne hos de kommercielle producenter. De store, kommercielle industrier har for længst opdaget, at identitetspolitik har bred appel til den købestærke middelklasse og dens ungdom.

Marvel Studios sender den identitetspolitisk ladede superheltefilm Black Panther ud og får et gigantisk publikumshit verden over. Luksusbrandet Gucci har den cool unge transkvinde Hari Nef som kampagnemodel for sin nyeste parfume. Og H&M laver lyserøde T-shirts med Feminist’ skrevet i flammeskrift over brystet og fylder i identitets-mangfoldighedens navn sine reklamevideoer med plus size-modeller, kvinder af forskellig etnicitet og hudfarve, influencere, transkvinder (Hari Nef igen) og skuespiller Lauren Hutton, der er en ældre dame i 70’erne.

Hvor meget de kommercielle initiativer og produkter fremmer selve den identitetspolitiske agenda, er til konstant diskussion. Men ingen avisredaktør eller professor i politisk filosofi kan hamle op med mode- og underholdningsindustriens kræfter, når det gælder om at præge det moderne forbrugssamfunds ungdom.

Og endelig er der det helt store perspektiv: den politiske højredrejning, som vi ser overalt i disse år. Fra voldsparate radikale grupper til demokratiske vælgerbevægelser, der har bragt nationalistisk orienterede politikere fra Donald Trump til Ungarns Viktor Orban og Brasiliens nye præsident Jair Bolsonaro helt til toppen af det globale magthierarki. Deres sprog og politik er et, der taler til identitære fællesskaber, til følelserne og den subjektive logik.

Der er ikke tegn på nogen særlig svækkelse af den højrenationale bølge, tværtimod. Og det er den udvikling, som mest tydeligt viser, hvilken styrke den identitetspolitiske tankegang har.

5. Den gamle verdensorden er død. I dag er vi hver især vores egne suveræne småstater

Den måske mest afgørende årsag til, at identitetspolitik ikke bare forsvinder, er, at det danske samfund simpelthen ser anderledes ud i dag, end det gjorde dengang, vi ikke talte om identitetspolitik. Det er i stadig mindre grad en enhedskultur, både fordi befolkningssammensætningen har større etnisk blanding, og på grund af den stigende kulturelle individualisering, der blandt andet kommer til udtryk i avisdød og boomende streamingtjenester.

I sådan et samfund, et multikulturelt samfund, får identitære spørgsmål betydning. Det gælder både for de borgere, der befinder sig til højre, og dem, der er til venstre i det politiske spektrum. Og for dem, der ligger midtfor, og dem, der glider apolitisk rundtomkring.

For det er også et mere fragmenteret samfund – og identitetspolitik er det fragmenterede samfunds politik. Den skaber fællesskaber, hvor de ellers ikke er til at finde, og en tro på, at selv i en tid, hvor alt flyder, er noget trods alt stadig essentielt og ukrænkeligt. Nemlig os selv.

Det er behovet for samling og for suverænitet, der taler, ligesom det gjorde i 1800-tallets Danmark, i 1930’ernes Tyskland og i 1960’ernes USA. Den store forskel fra tidligere tiders identitetspolitiske massebevægelser og til i dag er, at undertrykkelsen i stadig højere grad er subjektivt defineret.

Engang var det stater og regeringer, der krænkede hinanden ved at invadere, erobre, kolonisere og udslette. I dag består vores verden af myriader af småbitte identitære kongedømmer på kryds og tværs af geografien, og nogle gange så små, at de kun består af én person: én selv. Hvor grænserne går for dét rige, og hvornår de bliver krænket, er det kun os selv, der ved.

Identitetspolitik er … kompliceret. På alle måder. Så: Har du spørgsmål til identitetspolitikken, eller vil du gerne bidrage til debatten om den? Er der noget, som du er hamrende uenig i, eller som du mangler at få belyst? Så skriv til mig og Zetlands medlemmer i bidragssektionen. Spørg løs, eller del din viden (eller mening) med os. Jeg skal gøre mit bedste for at komme med en fornuftig respons.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem