signature

Efter det rungende nej til Brexit-aftalen er Storbritannien ikke delt i to, det er splittet i atomer. Her står kampen

UNIONAnsigt til ansigt eller side om side - det er ikke til at gennemskue hvem der er venner og fjender i britisk politik lige nu Foto: Henry Nicholls, Reuters / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Den egentlige lære af Brexit: Tiden er løbet fra den gammeldags parlamentarisme.

10. december 2018

We are the people!”
No. We are the people!”
We are the people!”
No. We are the people!”

To horder af mennesker står på hver sin side af Abingdon Street i Westminster-kvarteret i det centrale London en mørk, blæsende og råkold aften i december 2018. Fra begge sider af vejen gjalder de nøjagtig samme slagord – frem og tilbage mellem ydermurene på det britiske parlaments gamle, katedrallignende vestfløj og den østlige bagside af Westminster Abbey.

We are the people,” lyder det fra en mindre flok, der kunne tages for at være på vej til en fodboldkamp.

Det er fortroppen i den britiske Brexit-bevægelse, de hardcore leavers. Det er overvejende mænd i alderen midt-20’erne til måske slut-50’erne, og det er overvejende mænd, der har opbrugt al den tålmodighed, de overhovedet har kunnet mønstre: De vil fri af EUs snærende bånd og begrænsninger, og de vil nå at opleve det engang så verdensdominerende britiske imperium genrejse sig. Helst i dag, helst ikke i morgen. De gestikulerer provokerende.

We are the people,” råbes der retur fra den større og mere spraglede samling af remainers på den anden side af vejen.

Her er både skoleelever og pensionister, mindst lige så mange kvinder som mænd, og rigtig mange af de stereotyper, man altid finder ved politiske manifestationer. En midaldrende kvinde med formentlig hjemmeklippet pagehår har iført sig et nej tak til atomkraft’-sandwich-skilt. En meget spinkel fyr er mødt op i et meget løstsiddende RoboCop-kostume og med en meget søgt analogi (noget med at Brexit er et justitsmord). Nogle unge mennesker, der næppe har gjort deres entré på arbejdsmarkedet endnu, holder et banner med ordene arbejderklassen imod Brexit” højt over hovederne.

WE ARE THE PEOPLE!”
WE ARE THE PEOPLE!”

Den stærkt trafikerede vej adskiller effektivt de to grupper. Vil man i håndgemæng, skal man først lige finde sig en fodgængerovergang. De forbipasserende bilister blander sig med opmuntrende dyt eller tilråb ud gennem vinduerne. Det er svært at opfange den nøjagtige ordlyd i larmen, men umiddelbart er der størst opbakning til remain-siden. Måske ikke mærkeligt, når nu scenen er det centrale London. I en has-been kulmineby i Northumberland-regionen havde fordelingen nok været anderledes. Anyway, det skaber stor jubel, hver gang en skriggul dobbeltdækkerbus med det svært oversætbare Bollocks to Brexit” skrevet med fede typer hen over langsiden igen og igen dukker op om hjørnet ved Parliament Square.

Men hvad leavers-gruppen mangler i antal og opfindsomhed, kompenserer de for med … skal vi kalde det intensitet? Da en karavane af cykeltaxier proppet med fransk-inspirerede gul-vest-klædte leave-sympatisører ruller forbi og spiller høj, pompøs og skrattende opera som underlægningsmusik til det i forvejen tiltagende inferno (ja, der er mange paradokser i den sætning), lyder der et brøl, som var der scoret på stadion. Flere af mændene på leave-siden er stærkt opildnede, på grænsen til aggressive. Pludselig lader en af cyklisterne sit Union Jack kæle hen over hovedet på en remain-demonstrant og giver ham – måske tilsigtet, måske ikke – et dask i hovedet med den lange flagpind.

14. januar 2019

I går mislykkedes den britiske premierminister Theresa May nok en gang med at gøre en ende på den nu 32 måneder lange uvished, der har fulgt Brexit-afstemningen, og som måske efterhånden i sig selv er kilde til størst frustration i den britiske befolkning overhovedet.

Hun ønskede at omsætte resultatet af folkeafstemningen i juni 2016, hvor 52 procent af de fremmødte vælgere stemte for et farvel til EU, mens 48 procent udtrykte et ønske om at blive i unionen, til en aftale med EU, der ville skabe ordnede vilkår for briternes exit og samtidig bevare de stærke bånd mellem Storbritannien og kontinentet. Hun var aldrig i nærheden af at lykkes.

May tabte ikke alene afstemningen i går – hun gjorde det med hele 230 stemmers margin, og ydmygelsen fik Labour-lederen Jeremy Corbyn til at kræve Mays afgang og stille sig i spidsen for en mistillidserklæring, som parlamentet skal tage stilling til onsdag.

Resultatet er det største nederlag for en britisk regering siden 1920’erne. Det er en absolut katastrofe,” sagde Jeremy Corbyn:

Hun kan ikke seriøst tro på, at hun efter to år med lutter fiaskoer er i stand til at forhandle en god aftale hjem på vegne af dette land, hvor både parlamentet og befolkningen i det hele taget for længst har mistet tilliden til premierministeren. Vi vil fælde vores dom over denne inkompetente regering.”

Theresa May tog nederlaget nogenlunde, som hun har taget nederlagene igen og igen, lige siden hun tiltrådte som premierminister: Hun så fremad, næsten som om intet var hændt.

Regeringen vil arbejde videre i en konstruktiv ånd,” sagde hun og forudsatte dermed også, at hun kommer til at overleve onsdagens mistillidsafstemning.

Det lille nordirske parti, der i teorien kunne fælde May, har garanteret hende deres støtte allerede i minutterne efter afstemningen, og medmindre nogen fra hendes eget parti vil medvirke til at bringe Jeremy Corbyn til magten, får hun ret.

Det usædvanlige i situationen er også, at der heller ikke er flertal for alternative løsninger til Mays nu skrottede aftale med EU. Som May sagde det efter afstemningen i går aftes:

Det står klart, at parlamentet ikke støtter denne aftale, men aftenens afstemning fortæller os ingenting om, hvad parlamentet støtter. Ingenting om, hvordan – eller i det hele taget om – man har i sinde at effektuere den beslutning, som det britiske folk traf i folkeafstemningen.”

Groft sagt er der mindst otte grupperinger i det britiske parlament, der går på tværs af traditionelle partiskel.

  1. Der er dem, der er overbeviste om, at Mays aftale er den bedste, Storbritannien kan få. De er ikke så mange. I hvert fald ikke nok. Det viste afstemningen i går.
  2. Der er en del – nok flest – der vil forlænge deadlinen for en EU-løsning og forhandle en bedre løsning på plads. Blandt dem er der mindst tre undergrupperinger:
  3. Dem, der mener, at May stadig er den bedste forhandler, parlamentet kan mønstre.
  4. Dem, der mener, der skal en hårdere (konservativ) negl til end May, der særligt kan få EU til at give sig i spørgsmålet om den irsk/nordirske grænse, hvor EU insisterer på at nærved-annektere Nordirland, indtil man har en ny frihandelsaftale på plads.
  5. Og så dem, der mener, at oppositionsleder Jeremy Corbyn bør stå i spidsen, fordi de ønsker et endnu blødere Brexit – eksempelvis en aftale i stil med den norske tilknytningsaftale, der officielt ikke gør Norge til en del af EU, men i realiteten eksempelvis forpligter Norge på at respektere EU-borgernes ret til fri bevægelighed.
  6. Derudover er der selvfølgelig dem, der slet ikke ønsker en aftale, fordi de vil ud af EU her og NU! Det var dem, der forsøgte at vælte May ved et internt kup i det konservative Tory-parti i december, men mislykkedes. De var heller ikke nok.
  7. Der er også dem, der stadig slet ikke mener, at Storbritannien skal forlade EU. Blandt dem mener mange, at befolkningen bør få lov til at afgive deres stemme ved endnu en folkeafstemning, hvor de reelt ved, hvilke alternativer der er at vælge imellem.
  8. Og så til sidst dem, der mener, at Storbritannien bør forlade EU, men som også går ind for en ny og mere oplyst folkeafstemning. Blandt de to sidstnævnte grupperinger er der i øvrigt vidt divergerende opfattelser af, hvad man egentlig skal stemme om.

Grupperingerne i parlamentet kan sikkert inddeles i endnu flere undergrupperinger, og på sin vis er det ikke så mærkeligt, at briterne for hver dag, der går, mister mere og mere tiltro til, at parlamentarikerne kan løse situationen.

I en YouGov-meningsmåling den 7. december 2018 tilkendegav 43 procent af de adspurgte briter, at parlamentets håndtering af Brexit har svækket deres tiltro til politikerne. 37 procent svarede, at de i forvejen var så skeptiske, at det ikke har gjort den store forskel. Spørger man briterne, om det vil hjælpe at udskifte Theresa May som regeringsleder, er der flest, der svarer, at det ikke vil gøre den store forskel, om man sætter den ene eller den anden politiker i spidsen.

Det er egentlig heller ikke så mærkeligt, taget i betragtning, at Brexit-forløbet har været en lang perlerække af fatale fejlslutninger og sørgelige eksempler på egennyttighed og hybris. Her kan man nævne den tidligere premierminister David Camerons beslutning om overhovedet at love en folkeafstemning om EU med det hovedformål at redde sig selv en ny regeringsperiode, men også leave-lederne Boris Johnsons og Nigel Farages uklædelige faneflugt efter Brexit-afstemningen vil forhåbentlig blive udstillet til skræk og advarsel i fremtidens historiebøger. Mays kiksede forsøg på at styrke sit mandat ved et lynvalg sidste år (der gik helt galt) var også pinligt, oppositionsleder Jeremy Corbyns forsøg på at udnytte situationen til egen vinding ligeså, og bedre blev helhedsindtrykket af britisk politik ikke med den konservative højrefløjs mislykkede kup mod May i december.

Når ALT det er sagt, må man bare spørge sig selv, om ikke det uregerlige og fragmenterede parlament på mange måder spejler den britiske befolkning og de mange helt reelle og legitime bekymringer og problematikker, det indebærer at træffe en så stor beslutning. En beslutning, der kan få uendelig stor betydning på alt fra briternes renter på huslån og arbejdspladser i eksportindustrien til den fortsatte fred på den irske ø og de globale magtbalancer i verden.

Man kan argumentere for, at den besværlige, kaotiske situation i parlamentet måske i virkeligheden langt bedre afspejler de divergerende synspunkter i befolkningen end den simple ja-nej-afstemning, der satte det hele i gang.

11. december 2018

Bevæger man sig væk fra området lige omkring parlamentsbygningerne i London, selv på en ellers ikke helt tilfældig dag i december, hvor en udbrydergruppe af hardcore Tories forsøger at vælte deres egen partiformand og landets premierminister –så er det ikke umiddelbart til at se på den enorme hovedstad, at man muligvis blot er et par måneder fra en truende politisk apokalypse.

Det er ikke sådan, at London er stoppet op for at holde vejret.

Der er fuld gang i kreditkortterminalerne i butikkerne langs Oxford Street, proppet med unge mennesker på open air-skøjtebanerne, og i Londons West End er der lange fortovskøer til alt fra kammerkoncerter til Disney-musicals.

Man skal dog ikke meget mere end prikke lidt til sidemanden i baren, starte en høflig ventesnak i toiletkøen eller stille et uskyldigt spørgsmål i pausen på fodboldstadion for at forstå, at det er en urolig tid, og har man lyst, så er der i disse måneder en helt exceptionel mulighed for det, man kunne kalde Brexit-turisme.

Rundt omkring i London og i resten af Storbritannien kan man HVER ENESTE aften finde events, diskussioner og oplæg på hoteller, på åbne pladser, på universiteterne, i kirkerne og – ja, selvfølgelig – på byens mange pubber. Alt handler om Brexit.

På et par dage i december kan man blandt meget andet melde sig til et tiltalende Gin & Talks-koncept på en pub, hvor en professor vil gennemgå David Camerons mange svigt mod Storbritannien, eller man kan tilslutte sig en fredelig besættelse af parlamentsbygningen.

I St. George’s Holborn-kirken i Camden-kvarteret, der ud over almindelig kirkeaktivitet også huser en café midt inde i kirkeskibet, arrangerer kristne løbeture, kvindemorgenmad og øl & bibel-aftener, lanceres denne aften en helt ny Take-a-break-from-Brexit’-organisation, der er sponseret af den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis.

Varoufakis dukker selv op på en storskærm og indleder mødet via en dårlig Skype-forbindelse – iklædt sin karakteristiske læderjakke, selvfølgelig – og det står ret hurtigt klart, at gruppen ikke er helt så apolitisk, som den forsøger at give indtryk af. En af paneldeltagerne er den velkendte venstreorienterede forfatter, økonom og meningsdanner Paul Mason, der har været at finde i inderkredsen omkring oppositionsleder Jeremy Corbyn.

Men det mest interessante ved Take-a-break-from-Brexit og aftenens møde er egentlig, at det både rummer EU-tilhængere og EU-modstandere. Gruppen har alene som fælles mål at lægge pres på politikerne for at få forlænget den såkaldte artikel 50 – udmeldingsprocessen, der ifølge EU-reglerne skal være tilendebragt senest den 29. marts – så briterne kan få mulighed for at diskutere situationen i god ro og orden og til sidst træffe en beslutning på et oplyst grundlag.

Som en mand, der hedder Neil og præsenterer sig selv som skuespiller og griber mikrofonen flere gange i aftenens løb, siger:

Folket har smadret glasset til nødbremsen og trukket i den, og det skal man respektere, men ingen har spurgt folket, hvorfor de gjorde det, og polariseringen er bare blevet værre. Vi har skændtes, men vi har ikke snakket med hinanden. Vi har ikke haft en samtale,” siger han og fortsætter:

Der vil være dem på den ene fløj, der bare vil have en ny afstemning nu, og andre, der bare vil bryde ud af EU hurtigst muligt, men vores demokrati er i krise, og ingen af delene løser den krise. Vi er nødt til at have en samtale, forstå, hvorfor folket sagde stop, og hvad folket egentlig ønsker sig, og så må vi have en ny afstemning.”

En ung fyr med spanske eller sydamerikanske rødder – Xavier – har selv stemt leave, men mener stadig, at der er behov for en ny afstemning.

Jeg stemte leave, fordi jeg var forfærdet over at se, hvordan EU håndterede migrationskrisen, og hvordan EU håndterede den økonomiske krise i Sydeuropa, men jeg har lært meget om både EU og Storbritannien de seneste par år, og jeg mener i dag, at det vil være rigtigt med en ny afstemning,” siger han.

Det er der mange briter, der mener – og mange, der ikke gør – og der er mange briter, der ligesom Xavier har skiftet holdning en eller flere gange siden Brexit-afstemningen i 2016. I hvert fald hvis man skal tro den uendelige strøm af meningsmålinger, der hver uge bliver bragt i de britiske medier.

Den seneste af de oftest citerede meningsmålinger, der viser, om briterne i dag ville stemme remain eller leave i en ny Brexit-afstemning, fortæller, at der i dag umiddelbart ville være et flertal for at forblive i EU (46 procent remain mod 39 procent leave, YouGov, 4. januar 2019), men her er et udpluk, der viser, hvor diffuse – eller bare nuancerede – briternes holdninger til Brexit og EU egentlig er:

  • Da Survation den 11. januar 2019 bad et repræsentativt udsnit af briterne vælge mellem følgende tre muligheder, fordelte de sig således: At blive i EU (41 procent), at forlade EU på de vilkår, som May har forhandlet på plads med EU (22 procent), at forlade EU helt uden en aftale (30 procent). I den samme måling svarede 49 procent, at Mays aftale formentlig er den bedste, Storbritannien kan få – uanset om de kan lide den eller ej.
  • Samme dag spurgte YouGov, hvad der burde ske, hvis Mays aftale blev stemt ned i parlamentet: Svarene lød i prioriteret rækkefølge: Der bør udskrives en ny folkeafstemning (36 procent), Storbritannien bør forlade EU uden en aftale (31 procent), parlamentet bør stemme endnu en gang (11 procent). I denne samme måling var der 43 procent for og 43 procent imod at bede EU om at forlænge deadlinen for en Brexit-aftale.
  • I en måling, hvor Survation først spurgte, om politikerne burde blive enige om et kompromis, der efterkommer folkets beslutning i Brexit-afstemningen 2016, svarede 59 procent af respondenterne ja, men da man i samme måling spurgte ind til, om Brexit-resultatet også var et mandat til at forlade EU uden en aftale, var der flest respondenter, der svarede hverken enig eller uenig’.
  • Da YouGov den 8. januar spurgte, hvilken afstemning briterne foretrækker, hvis der skal være en ny folkeafstemning, svarede 22 procent en afstemning med tre muligheder: At forlade EU med Mays aftale, at forlade EU uden en aftale eller forblive i EU. 18 procent ønskede blot at vælge mellem Mays aftale eller at blive i EU. 14 procent foretrak blot et valg mellem at forlade EU med eller uden Mays aftale.

Det fortæller selvfølgelig først og fremmest, at man skal være varsom med at konkludere på enkeltstående meningsmålinger – man får jo svar, som man spørger – men samlet set også en hel del om, hvor fragmenteret Storbritannien er netop nu, ikke bare parlamentarisk, men også holdningsmæssigt ude i befolkningen.

Noget af det eneste, der ifølge meningsmålingerne synes at være enighed om blandt størstedelen af briterne, er, at det i hvert fald på kort sigt vil få konsekvenser at forlade EU – særligt økonomisk, og særligt hvis man forlader EU uden en aftale – og det både på et nationalt og et personligt plan.

12. december 2018

Næste dag, i en bus på vej over til et andet arrangement i det hippe Shoreditch-kvarter, fortæller en noget pessimistisk ældre mand – John, der egentlig stammer fra Newcastle – hvordan det i hans øjne kan få alvorlige konsekvenser, hvis Storbritannien vælter ud af EU fra den ene dag til den anden.

Storbritannien skal nok klare sig, og de, der i forvejen har det godt, kommer sikkert ikke til at opleve den store forandring, men mange mennesker i det her land sidder eksempelvis i boliger, de egentlig ikke har råd til, og hvis renterne stiger – hvilket jeg er sikker på, at de gør – så kender jeg selv til mange mennesker, der vil få svært ved at blive i deres hjem,” siger han.

I virkeligheden har usikkerheden om Storbritanniens fremtidige forhold allerede mærkbare konsekvenser for både den britiske valuta og i et vist omfang boligpriserne (selv om der langtfra har været det ragnarok, som mange på remain-siden advarede mod inden Brexit-afstemningen), og da Jaguar Land Rover forleden varslede en fyring af 4.500 mennesker, skød bilmastodonten blandt andet skylden på Brexit-usikkerheden.

Det er også temaet for aftenens Eater Talks’, der foregår på øverste etage på det hyper-trendy Ace Hotel på Shoreditch High Street. Her skal man først lige kæmpe sig igennem en livlig forfest i hotellets lobby og bar-område, før man finder en elevator, der fører op til et aflangt, lavloftet lokale med dæmpet lys, hvor byens samlede restaurationsbranche (virker det til, der er i hvert fald stuvende fuldt) er presset ind.

De er mødt op for at få lidt gode råd fra Jeremy King og Monika Linton, der er kendte navne på den londonske restaurationsscene og hver især står bag henholdsvis en række fancy fransk-inspirerede brasserier og en kæde spanske tapas-butikker og barer i London.

Særligt Jeremy King troner som en konge på scenen og taler langsomt og tydeligt og nærmest aristokratisk, som kun englændere kan gøre det. Begge de to hovedpersoner virker relativt afslappede, selv om de åbenhjertigt fortæller, hvordan de selv er begyndt at opbygge kapitalreserver i andre valutaer end det britiske pund, ligesom de har sat alle ekspansioner på hold.

De to bærer ikke deres uro uden på tøjet. Det gør så til gengæld mange af de fremmødte smårestauratører:

Jeg forstår ikke helt, at I tager det så roligt, for jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg skal få mine ferske varer fra Frankrig og Italien, hvis det bliver til Brexit om tre måneder, og grænserne bliver lukket af,” siger en mand i 30’erne.

Monika Linton svarer ham:

Der er faktisk også nogle produkter, som vi er nødt til at droppe i hvert fald i en periode. Ferske produkter kan vi simpelthen ikke regne med, så vi er i gang med at lave alternative planer,” siger hun.

En anden mand i salen bryder ind:

Det er også en genial situation for de britiske landmænd, at det lige er i marts. Havde de i de mindste haft tanke for os almindelige mennesker, så havde de vel trods alt lagt den her katastrofe om sommeren, hvor det mest havde været et problem for jordbærsalget.”

Jeremy King svarer ham, næsten arrogant:

Der er mange følger af den her beslutning, vi slet ikke kan overskue. Det er fascinerende,” siger han med et smil og holder en lille kunstpause:

Men I må ikke lade jer gå på af politikernes skræmmekampagner. Den ene side siger, vi ikke skal være i EU, fordi EU vil bestemme alt. Selv at bananerne ikke må være krumme. Den anden side påstår, at det hele vil ramle, hvis vi forlader EU. Som om vi ikke kunne finde ud af at tilpasse os. Det har vi ikke brug for i den her situation. Vi har bare brug for lederskab. Vi kan nok klare os uden frisk brød i nogle dage, men lad os da få en åben og ærlig snak om, hvorfor vi gør det her, hvis vi endelig skal gøre det,” siger han.

13. december 2018

En tredje aften, et helt tredje sted i byen, forsøger en gruppe forskere at anskueliggøre, hvordan også den britiske stat selv kæmper med at håndtere de egentlige konsekvenser af Brexit og forberede sig på alle tænkelige scenarier.

I King’s Colleges historiske lokaler i det enorme Somerset House ved Themsens bred har det anerkendte universitet inviteret en række af verdens førende eksperter i frihandel på besøg for at forklare, hvor stor en omvæltning det egentlig vil være for Storbritannien pludselig at stå uden for de mange aftaler, som EU de seneste årtier har indgået med store og små lande på kryds og tværs af verden.

Der er ingen briter i panelet, og det har sin logiske årsag, forklarer den russiskfødte professor Yarik Kryvoi, der i disse måneder underviser britiske embedsmænd og topdiplomater i spillereglerne i den nuværende globale handelskrig, som briterne – i tilfælde af, at Brexit bliver til virkelighed – vil blive kastet ud i.

I mange år er det Bruxelles, der har haft kompetencen på det her område, og kapaciteten i den britiske regering er simpelthen ret begrænset, når det handler om at gebærde sig i den her kamp. Jeg vil vove at påstå, at det her land befinder sig i et juridisk rod, og jeg tror, det vil være umuligt at undgå, at mange lande og virksomheder i en periode vil trække deres investeringer ud af landet,” siger han.

Det bliver til en lang og meget teknisk debat om jura og rettigheder og internationalt diplomati, så vi springer bare direkte til konklusionen, som fakultetets rektor drager hen mod afslutningen:

Bare lige for at opsummere: Hvad vil Storbritannien have af muligheder for at indgå handelsaftaler? Vi ved det ikke. Vil EU-domstolen stadig have bestemmende indflydelse? Det ved vi heller ikke. Alt er usikkert, og nu er vi vel blot løftet til et højere niveau af uvished. Men der er vin inde i lokalet ved siden af, hvis man har behov for at dulme sine nerver.”

Han siger selvfølgelig det hele med et afvæbnende smil, og den nøgterne udlægning er vel, at selv om Brexit bliver besværligt og i hvert fald på kort sigt vil koste arbejdspladser og investeringer – og derfor også kan få livsomvæltende betydning for både erhvervsdrivende og almindelige lønmodtagere i Storbritannien – så er der ikke belæg for at påstå, at Brexit vil føre til et britisk kollaps. En sådan påstand ville være en devaluering af briternes styrke, deres driftige erhvervsliv og deres brillante forskningsmiljøer.

Det, der til gengæld vil stå tilbage – uanset om det bliver til et Brexit eller ej – er den politiske krise i Storbritannien.

14. januar 2019

Så man tv-billederne af de tusindvis af demonstranter, der tirsdag aften uden for det britiske parlament brød ud i et jubelbrøl, da Mays nederlag var en realitet, bemærkede man måske, at EU-tilhængere stod side om side med EU-modstandere.

Det fremmødte politi havde ikke placeret sig mellem de demonstrerende grupper, men mellem demonstranterne og parlamentsbygningen.

Som en af de fremmødte udlagde det over for The Guardian:

Det er egentlig utroligt, at med denne elendige aftale er May faktisk lykkedes med at forene remainers og brexiteers – imod hende. Det er den perfekte ironi.”

Vil man finde tegn og faresignaler, der kan underbygge fortællingen om et Storbritannien, der er knækket midtover, ja, så skal man selvfølgelig hæfte sig ved de få, der vil benytte enhver lejlighed til at opsøge en konfrontation, men skraber man lidt dybere i overfladen, så vil man finde, at situationen i Storbritannien slet ikke er sort/hvid, men fuld af nuancer og ikke mindst nuancerede briter.

Der vil man opdage, at det politiske kaos, der er fulgt efter selve afstemningen, rummer langt større perspektiver og kalder på endnu større omvæltninger end hurtige, politiske svar på aktuelle politiske udfordringer: At tiden er løbet fra den gamle form for parlamentarisme, de traditionelle koalitioner, de store ideologier, de fasttømrede røde og blå blokke, de enkle ja-nej-spørgsmål.

Vreden og mistilliden til politikerne i Storbritannien er slående, uanset hvem man snakker med. Havde Storbritannien ikke haft et de facto to-partisystem, hvor det er nærmest umuligt sådan for alvor at udfordre de store partier, så ville både de konservative Tories og det britiske socialdemokratiske parti Labour med ganske stor sikkerhed været blevet decimeret gevaldigt, som det er sket for de gamle partier i resten af Europa.

I stedet står briterne i en næsten endnu mere kaotisk situation, hvor der er opstået et væld af fløje, grupperinger og partier i partierne, der vel ret beset repræsenterer den mangfoldighed af holdninger og nuancer, der findes i det britiske samfund, men som gør det umuligt både at regere og gennemføre politik.

Hele Europa kæmper med at vænne sig til en ny politisk virkelighed, men få politiske systemer synes lige nu mere ude af takt med tidsånden end det britiske.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem