GMO-afgrøder har hjulpet sydafrikanske Motlatsi Musi ud af fattigdom. Europas skepsis skader Afrika, mener han

SELFMADE Landmand Motlatsi Musi giver GMO-afgrøder en stor del af æren for, at han i dag har fod under eget bord. Foto: Andreas Bang Kirkegaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Derfor skal du læse denne artikel

Afrikas landbrug halter langt efter resten af verdens, og i mange lande foregår en intens kamp om, hvorvidt genmodificerede afgrøder skal være en del af løsningen på kontinentets problemer med at brødføde sig selv. Sydafrikanske Motlatsi Musi har dyrket GMO-majs i mere end et årti, og han er ikke i tvivl: Genteknologi er et hit, og europæiske GMO-skeptikere skal blande sig uden om afrikanske marker.

Busseola fusca ser ikke ud af meget.

Den begynder livet som en anonymt udseende, lysebrun larve og afslutter det som et lige så anonymt udseende, lysebrunt møl.

Men Busseola fusca er alt andet end ligegyldig. Denne afrikanske mølart er berygtet for sin evne til at æde sig igennem marker med majs og durra – to af de vigtigste afgrøder syd for Sahara.

Tæt ved en tredjedel af høsten kan larven fortære i de værste tilfælde, og den skelner ikke mellem industrilandmænd og fattige familier, som forsøger at overleve på ganske små jordlodder.

Motlatsi Musi har kæmpet mod larven siden 1969, først som landarbejder under Sydafrikas apartheidregime, i dag som selvstændig landmand nær Johannesburg-bydelen Soweto.

Som landarbejder blev han sat til at bekæmpe larven med pesticider i et omfang, så han fik trykken for brystet af kemikalierne. I dag har han fundet en bedre løsning: genmodificerede majs med indbygget insektgift.

Motlatsi Musi beplanter 80 procent af sine majsmarker med genmodificerede majs, som har indbygget insektgift takket være et gen fra en jordbakterie. Resten af majsen er helt almindelig og plantet til ære for netop Busseola fuscas sultne larver. Det minimerer risikoen for, at larverne med tiden udvikler resistens over for giften i den gensplejsede majs.

Mine erfaringer med landbrug har fået mig til at elske GMO,” siger Motlatsi Musi.

Jeg er sundere, end jeg ellers ville have været, jeg har været i stand til at sende mine børn i skole, mit udbytte er bedre, og miljøet er venligere over for skadedyret på grund af de 20 procent af høsten, som jeg giver det.”

Motlatsi Musi taler et langsomt sydafrikansk engelsk med rullende r’er og stød på t’erne. Han er ingen rig mand, men han har med egne ord arbejdet sig ud af fattigdom. Stoltheden skinner igennem, når han fortæller, hvordan han har formået at hjælpe sin søn med at opnå en universitetsuddannelse og et job på et farmaceutisk laboratorium.

Han råder over 21 hektar, hvoraf en tredjedel er egnet til at dyrke, og så supplerer han med lejet jord, alt efter hvor meget han har råd til at så, gøde og sprøjte med ukrudtsmiddel (GMO-majsen er kun beskyttet mod insekter, ikke ukrudt). Han tjener også lidt på at bearbejde andres marker med sine gamle landbrugsmaskiner.

Tilsammen giver det nok til, at han kan betegne sig selv som en succes, som han giver GMO-teknologien en væsentlig del af æren for.

Derfor har Motlatsi Musi et budskab til os i Europa, hvor skepsis over for genteknologi i landbruget stadig er udbredt og indskrevet i restriktive og fordyrende direktiver og love til trods for bunker af forskning, som samlet set kun peger i én retning – nemlig at der intet er at frygte for hverken mennesker eller miljø. Det er for eksempel veldokumenteret, at den type GMO-afgrøder, som Motlatsi Musi dyrker, fører til lavere forbrug af sprøjtegifte; præcis som han selv har erfaret.

Motlatsi Musis budskab til os europæere kan derfor ret kort opsummeres sådan her:

Bland jer uden om Afrika.

Europæernes forsigtige tilgang til genteknologi har haft en dårlig indflydelse på Afrika,” siger han.

Se på mig. Ser jeg syg ud? Jeg er GMO-forbruger. Der er ingen bivirkninger. Så jeg forstår ikke, hvorfor folk i Europa bliver ved med at tale om farerne uden at vise os dem.”

Europas indflydelse på lovgivningen i afrikanske lande er en kendt sag. Den er for eksempel fremhævet i en nylig rapport om verdens fødevareproduktion udgivet i fællesskab af 130 videnskabelige selskaber verden over. I afsnittet om GMO-afgrøder hedder det sådan her (og nu kommer der lige lidt rapportsprog):

Regulatorisk forsinkelse i godkendelse af nye afgrøder har en negativ indflydelse på fødevareproduktionen og medfører høje helbredsomkostninger … Ydermere kan overregulering i én region afskrække innovation i en anden,” står der, og så nævnes som eksempel europæisk politiks afsmitningseffekt i Afrika”.

På almindeligt dansk betyder det, at Afrikas bønder – til skade for deres helbred – får mindre udbytte af deres marker, end de kunne have fået, hvis ikke europæiske regler om genmodificering var smittet af på afrikanske lande. Mange lader sig stadig inspirere af de tidligere koloniherrer, som i dag er blevet til store donorer af udviklingshjælp med en betydelig tilstedeværelse af både statslige og ikke-statslige organisationer i afrikanske lande.

Sydafrika har tilladt GMO-landbrug siden 1998, men er fortsat det eneste land syd for Sahara, hvor der dyrkes genmodificerede afgrøder. Og i mange afrikanske lande foregår lige nu et intenst og følelsesladet tovtrækkeri om teknologien, som løber parallelt med en mængde forskningsprojekter, hvor man på forskellig vis forsøger at bruge genteknologi til at imødegå de mange plager, som hæmmer afrikansk landbrug – fra tørke til kvælstofmangel og bakteriesygdomme i bananer.

Tanzanias regering har netop nu i november beordret en afslutning på nationale forsøg med tørkeresistente, genmodificerede majs, med henvisning til at forskerne, som udførte forsøgene, havde tilladt GMO-fortalere at bruge dem i propagandaøjemed. Uganda har egentlig tilladt GMO-landbrug, men GMO-modstandere har haft succes med at tilføje særbestemmelser til lovgivningen, som i praksis gør det nærmest umuligt at plante genmodificerede afgrøder. I Nigeria er GMO-bomuld netop blevet tilladt, men under store protester. Og i Burkina Faso var bomulden først tilladt, men blev siden forbudt, og nu diskuteres det, om den skal tillades igen.

Fortalerne for genteknologien mener, at den er afgørende for, at afrikanske bønder kan bringe produktiviteten i vejret og klare udfordringen fra en voksende befolkning og et vanskeligere klima, og de er – med rette, hvis man skal tro videnskaben – frustrerede over beskyldninger om angivelige risici, som fyger gennem debatten. Mange retter ligesom Motlatsi Musi skytset mod Europa og europæisk finansierede ngo’er, som taler imod GMO-afgrøder.

Vi har en udfordring med mennesker, som taler om farerne ved GMOer,” siger Motlatsi Musi, og de mennesker, som er meget aggressivt aktive i Afrika, er de samme, som er aktive i Europa.”

Argumenterne fra modstanderne i Afrika er de samme som dem, der har ført til den restriktive europæiske lovgivning, som for nylig af EU-Domstolen er blevet udvidet fra at dække gensplejsning til også at omfatte nye, lovende genredigeringsteknikker som for eksempel CRISPR.

Argumenterne lyder i deres kerne, at der kan være endnu ukendte skadevirkninger for mennesker og miljø ved at udså og spise genmodificerede afgrøder, og undertiden suppleres disse argumenter – især i den afrikanske debat – med beskyldninger om negative sundhedseffekter af GMO-mad, som ikke finder opbakning i videnskaben. Dertil kommer bekymringer om, at store multinationale frøfirmaer vil opnå for stor kontrol med landbruget på bekostning af lokale bønder, hvis GMO-afgrøderne slippes fri.

Der er ingen tvivl om, at GMO-fortalerne har videnskaben på deres side, når det kommer til spørgsmål om sikkerhedsrisici for mennesker og miljø – GMO-afgrøder adskiller sig i denne sammenhæng ikke fra almindelige afgrøder. Spørgsmålet om de store virksomheders indflydelse, derimod, er mest af alt politisk og lader sig ikke sådan lige besvare med forskning.

Men ingen af argumenterne fra GMO-modstanderne imponerer Motlatsi Musi.

De lærer os ikke at overleve, men skubber os væk fra fremtiden,” siger han.

Selv om videnskaben er klar, er diskussionen om genteknologi præget af mange følelser, megen lobbyisme og megen mistænkeliggørelse. Så lad os, inden vi kommer for godt i gang, få Motlatsi Musis historie helt på plads, som han selv fortæller den:

Han fik sin jord i 2004 gennem Sydafrikas statslige jordreformer. I 2005 hørte han om mulighederne ved genmodificerede frø ved en demonstration hos en anden landmand arrangeret af AfricaBio, en interesseorganisation for blandt andet den frøindustri, som producerer genmodificerede frø.

Folk fra AfricaBio hjalp Motlatsi Musi i gang med GMO-landbrug i 2005 ved at donere majsfrø til en prøvesåning på to hektar. Året efter købte han ren GMO-majs, som han har dyrket, spist og solgt lige siden.

Motlatsi Musi har jævnligt stillet op for at fortælle om sine erfaringer, når AfricaBio har haft folk fra andre lande på besøg. Der har sågar været tale om, at Kenyas præsident skulle lægge vejen forbi, siger han. Og jeg møder Motlatsi Musi af alle steder i Aarhus, hvilket også er en lidt længere historie.

Motlatsi Musi har været til konference i Rom om innovation i familielandbrug hos FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) på en billet betalt af lobbyvirksomheden Emerging Ag, som servicerer fødevareindustrien, herunder GMO-producenterne. Og fra Rom er han kommet til Danmark på en billet betalt af et af Zetlands medlemmer, landmand Knud Bay-Smidt fra Langkastrup ved Randers. Det er Knud, som har foreslået mig at lave interviewet, fordi emnet ligger ham meget på sinde.

De to kender hinanden gennem organisationen Global Farmer Network, som arbejder for frihandel og for at udbrede kendskabet til landbrugsteknologi, herunder genteknologi. Organisationen uddeler hvert år en pris, og i 2017 tilfaldt den Motlatsi Musi.

Den sydafrikanske landmand samarbejder altså med den industri, som mange GMO-modstandere lægger for had, men det er tydeligvis ikke noget, han er blevet rig af (jeg har set et billede af hans traktor, den er ret gammel og har intet førerhus, og af hans eneste lagerrum, som er en rusten container).

Under alle omstændigheder virker hans engagement fuldstændig oprigtigt og drevet af en personlig overbevisning om, hvad der er det rigtige for ham selv og andre afrikanske landmænd.

Motlatsi Musi viser mig billeder på sin telefon af møder, som han arrangerer for at fortælle fattige småbønder om fordelene ved genteknologi, og af små sække med GMO-majs, som han hjælper dem med at købe (det involverer en vis mængde bureaukrati at købe og så GMO-frø også i Sydafrika).

De har også brug for at sende deres børn i skole, de har også brug for at tjene penge på landbrug,” siger han.

Nogle af småbønderne sender ifølge Motlatsi Musi frøposerne 800 kilometer væk til familiemedlemmer, som vil beskytte sig mod angreb fra den invasive mølart armyworm, hvis larver har det med at invadere marker i nærmest hærlignende formationer – deraf navnet.

Lykkes Afrikas bønder ikke med at klare truslen fra diverse skadedyr, tørke og klimaforandringer, får det i sidste ende konsekvenser også for os i Europa, mener Motlatsi Musi.

Flere og flere mennesker vil blive fordrevet,” siger han.

I har allerede problemer med mennesker, som krydser Middelhavet til jeres lande. Sydafrika oversvømmes også af mennesker fra omkringliggende lande. Hvis de kunne få adgang til teknologier, som kunne hjælpe dem med at tilpasse sig, ville landbruget stå forrest i køen. Og i min optik kan genteknologi hjælpe.”

SNYDMøggreben er faktisk én, fotografen havde med. Motlatsi Musi er mere til højteknologisk landbrug. Foto: Andreas Bang Kirkegaard for Zetland

Motlatsi Musi har en fortid som aktiv i den studenterbevægelse, som indledte oprøret, der i sidste ende førte til enden på apartheidregimets brutale raceadskillelse.

I juni 1976 var han som gymnasieelev blandt de studerende, der gik på gaden i den fattige, sorte Johannesburg-forstad Soweto i protest mod nye bestemmelser om at lade engelsk erstatte som undervisningssprog af de hvide afrikaaneres sprog, afrikaans.

Politiet skød med skarpt, men de studerende stod fast og fordrev betjentene fra bydelen med sten og slog dermed de første alvorlige sprækker i regimets fundament. Motlatsi Musis stemme knækker stadig over, når han fortæller om den efterfølgende periode, hvor han var i politiets søgelys og på et tidspunkt blev pågrebet.

Jeg kan ikke lide at tale om det,” siger han, fører hånden over munden og samler sig igen.

Fortiden, siger han, smitter stadig af på hans engagement. Kampen for genteknologien er for ham en slags frihedskamp, en kamp for Afrikas fremtid.

Jeg sidder fast i den revolutionære tankegang, og jeg vil ikke sejles agterud,” siger han.

Jeg tror, at hvis vi ikke kæmper for retten til moderne teknologi, vil vores børn aldrig komme til at elske landbrug. Og jeg tror, de vil bebrejde os, hvis vi lader denne teknologi gå Afrika forbi.”