Hvordan det gik til, at Mærsk fik en en gigantisk skatterabat for at suge den sidste olie op af Nordsøen

  • 29. maj 2019
  • 22 min.
FINANSIELT FLIPPERSPIL_Med skattelettelserne i den reviderede Nordsøaftale sørger et politisk flertal med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet for kunstigt åndedræt til den danske olie- og gasjagt, i håbet om at udvindingen fortsætter frem til år 2045. Illustration: Peter Berke for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Hvis vi ikke får nogen skattelettelser, pakker vi vores olierør sammen og smutter fra Danmark, sagde Maersk Oil i 2015. To år senere diskede et flertal af vores politikere op med en klækkelig rabat til at holde liv i de skrantende og vakkelvorne boreplatforme i Nordsøen. I slutningen af i år begynder genopbygningen og dermed også et bemærkelsesværdigt væddemål indgået af staten imod verdensmarkedet.

Næsten hele den danske produktion af gas befinder sig på gyngende grund i Nordsøen.

Derude, i det såkaldte Tyrafelt, ligger de vigtigste gasproduktions- og distributionsanlæg. Problemet er, at mange af anlæggene er nedslidte og sunket for dybt ned i havbunden. Når der er udsigt til voldsomme storme i Nordsøen, standses indvindingen derfor helt. Helikoptere fra fastlandet må flakse ud for at evakuere borebisserne.

Tyrafeltet er altså ved at synke, måske endda kollapse. Sker det, påvirkes olieproduktionen også, hvilket sammenlagt vil give kraftige efterdønninger i de offentlige finanser, der årligt kalkulerer med olie- og gasindtægter i milliardklassen.

Så grelt kommer det næppe til at gå, og det skyldes den reviderede Nordsøaftale, som et flertal bestående af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Radikale Venstre indgik i den forgangne regeringsperiode.

Det har været afgørende for regeringen, at vi med den ny Nordsøaftale sikrer, at vi får fornyet infrastrukturen og hentet de resterende ressourcer i Nordsøen op,” lød begrundelsen, da finansminister Kristian Jensen (V) præsenterede aftalen den 22. marts 2017.

Men i kulisserne fra både liberale tænketanke, økonomiske vismænd og forskere lyder der kritik. Denne gang har vores politikere været for rundhåndede over for olie- og gasselskabernes tilsyneladende ultimative forhandlingskrav. Politikerne har været for forhippede på at holde liv i gas- og olieudvindingen. Politikerne har forsømt at forvalte vores fælles fossile ressourcer under Nordsøen på bedst mulig facon til forøget velstand til os alle, siger de.

Bonusinfo. Udvindingen af olie og gas fra Nordsøen har til og med 2018 bidraget med 439 milliarder kroner til Danmarks statskasse.

Nordsøaftalens nye elementer består kort fortalt af en skatterabat designet i håbet om, at den danske statskasse fortsat kan tjene milliarder af kroner på gas og olie.

Mere konkret inkluderer den et skattefradrag i syv år, støtte til genopbygningen af Tyrafeltet og – ikke mindst – en særlig klausul. Ifølge regeringen giver denne klausul mulighed for at få både mistede skattekroner tilbage og ekstra milliardindtægter i statskassen – hvis verdenspriserne på en tønde olie vel at mærke stiger så gevaldigt meget, som regeringen og dens embedsfolk har udset sig i deres spådomskugle.

I et større perspektiv handler denne Nordsøaftale om meget mere. Mere end blot, hvorvidt Danmark og en række private selskaber stadig formår at hive fossile brændsler op af havbunden 210 kilometer ud for Vestkysten. Nordsøaftalen er reelt et slutspil, der trækker spor gennem to århundreder.

Nordsøaftalen er givetvis den mest vidtgående og mest tværpolitiske beslutning, som vores folkevalgte skulle træffe i den forgangne regeringsperiode. Beslutningen griber ind i nærmest alle aspekter af vores liv. Lige fra, hvordan vi har varme i vores hjem, til, hvorvidt statens budget overhovedet hænger sammen.

Igennem de seneste 47 år har Danmark nemlig indrettet sig efter, at vores egne forsyninger af olie og gas både har kunnet lune vores hjem og økonomi gevaldigt. Nu lakker de gode tider mod enden. Tyrafeltet, dette aldrende anlæg, har tvunget politikerne til at diktere betingelserne for slutspillet.

Derfor er der grund til at genbesøge de præmisser, som Nordsøaftalen kom i stand på. Dem, der handler om politik, om økonomi og – ikke mindst – om klima.

STÅLSKELETTER I HØJ SØGANG_Ser man på den samlede mængde stål, der skal fjernes og sættes op i Tyrafeltet i forbindelse med genopbygningen, svarer det til 13 Eiffeltårne plantet på havbunden 220 kilometer vest for Esbjerg. Foto: Wikimedia

Her to år efter Nordsøaftalens udformning er der ifølge forskere, økonomiske vismænd og liberale tænketanke grund til kritik. Grund til at spørge: Var Nordsøaftalen egentlig den mest risikable eller samfundsøkonomisk mest uhensigtsmæssige beslutning nogensinde truffet af en regering med et bredt folketingsflertal i ryggen?

Nordsøaftalen nærmer sig statsstøtte til et særskilt erhverv bestående af få firmaer. Det er uheldigt, og når man endelig giver skatterabatter, bør de være varige, for når man som i det her tilfælde uddeler midlertidige vilkår, skaber man en form for favorisering og et skattesystem, der ikke er neutralt,” siger Otto Brøns-Petersen, analysechef hos den borgerlig-liberale tænketank Cepos og tidligere chefrådgiver for økonomisk analyse og direktør i Skatteministeriet.

Nordsøaftalen går også stik imod rådene fra De Økonomiske Råd, der overvåger de offentlige finanser og fungerer som finanspolitisk vagthund.

Olie- og gasudvindingen bør beskattes mere – ikke modtage flere offentlige tilskud,” siger Lars Gårn Hansen, professor i ressourceøkonomi ved Københavns Universitet og en af de økonomiske vismænd.

Ifølge dem – og flere endnu – er der altså grund til kritisk at granske Nordsøaftalen og argumenterne for, hvorfor alle danske politiske partier med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet mente, at det er en god forretning for staten Danmark at uddele selektive skattelettelser til et enkelt udsnit af erhvervslivet og sætte skatteindtægter over styr mod til gengæld at holde kunstigt liv i Tyrafeltet og Nordsøens fortsatte jagt efter olie og gas.

Men allerførst – for at forstå vægten af politikernes argumenter – er det på sin plads med en smule økonomihistorisk kontekst.

De resterende forekomster af olie og gas i Nordsøen synger på sidste vers, men er stadig så enorme, at de et stykke ind i 2030’erne fortsat både vil give milliarder af kroner i landskassen og understøtte Danmarks rolle som nettoeksportør af fossil energi.

Olien og gassen fra Nordsøen har spillet og spiller altså fortsat en kolossal rolle for, at Danmark er et velbjærget velfærdssamfund med et solidt BNP. Indtægterne herfra har været så omfattende, at de siden 1980’erne har fjernet underskuddet på vores betalingsbalance.

Ud over øget eksport har olie- og gassektoren været den sektor, som gennem en årrække har bidraget med det største beløb i skatter og afgifter. I nogle år har indtægterne fra pengene fra olie- og gassektoren stort set svaret til Danmarks samlede udgifter til de videregående uddannelser.

De nyeste tal viser, at staten frem til 2018 har modtaget knap 439 milliarder kroner i nutidspenge fra udvindingen af olie og gas i Nordsøen. Kort sagt: Med et stop eller mindre aktivitet i Nordsøen vil det blive endnu sværere at få Danmarks husholdningsbudget til at hænge sammen.

Oveni kommer arbejdspladserne. Omkring 35.000 jobs står og falder med, hvorvidt der fortsat bliver udvundet olie og gas i Nordsøen.

Alternativet er, at staten går glip af potentielle milliardindtægter, og at industrien risikerer at skulle nedlægge lokale arbejdspladser,” sagde Kristian Jensen, da han i marts 2017 begrundede, hvorfor V-LA-K-regeringen har valgt at sænke skatten i syv år for private firmaer beskæftiget med olie- og gasudvinding.

Så lad os gå ned ad det samfundsøkonomiske spor.

Den nye aftale indebærer konkret en økonomisk håndsrækning i form af lempede skattevilkår på samtlige olie- og gasudvindingsaktiviteter i Nordsøen fra 2017 til 2025. Aftalen indebærer også 3,5 milliarder kroner øremærket en nedrivning og genopbygning af Tyrafeltet – i praksis en indirekte støtte til Maersk Oil, som ved aftalens underskrivelse var operatør af Tyrafeltet på vegne af joint venture-selskabet Dansk Undergrunds Consortium (DUC).

Maersk Oil er dog fortid i dag, da hele dette selskab samme år blev solgt til franske Total. Konsortiet A.P. Møller - Mærsk har derfor ikke ønsket at bidrage til denne historie.

Men vi ved, at de lempede skattevilkår og milliardstøtte til genopbygningen var et af de mest omstridte punkter i aftalen. Mens forhandlingerne om Nordsøaftalen stod på i årene op til 2017, erklærede Maersk Oil offentligt flere gange, at uden lempeligere skattevilkår ville de ikke have råd til fornyelsen af Tyrafeltet og dermed den fortsatte drift af dette vigtige distributionspunkt. I så fald ville de forlade Nordsøen helt.

1,5

millioner danske hjems gasbehov kan det danske Tyrafelt i Nordsøen klare forsyningen af, når produktionskapaciteten kører på højeste niveau.

Noget af en presbold. Hele 90 procent af gassen udvundet i Nordsøen flyder gennem dette felt på vej til land. Lukkes der ned for gassen i Tyrafeltet, lukkes der for gassen i stort set hele Nordsøen. Denne afvikling vil så igen påvirke olien.

Jeg ville gerne have interviewet de to primært ansvarlige ministre om deres overvejelser i disse forhandlinger. Det er finansminister Kristian Jensen (V) og energi- forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Ministrenes pressefolk henviser dog på kryds af ministerierne til hinanden. De henviser også til Energistyrelsen og til Thomas Danielsen (V), Folketingets formand for Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget.

Thomas Danielsens politiske medarbejder melder dog pas på min forespørgsel. Hun henviser i stedet for til Venstres finansordfører, Jacob Jensen, som mellem 1998 til 2007 arbejdede hos A.P. Møller - Mærsk, blandt andet som kontorchef.

Foreholdt aftalen i dag fastholder Jacob Jensen, at politikerne gjorde det rette. For i 2017 var et politisk flertal enige om, at det var i samfundets interesse at få løst den opgave, det er at pumpe Nordsøens sidste forekomster af olie og gas op.

Samme politiske flertal var så også enige om, at det derfor var i orden at uddele skattelettelser til de firmaer, som var interessede i at løse den opgave. En skattelettelse, der så også har vist sig at være i overensstemmelse med de danske og europæiske regler om statsstøtte til særskilte erhverv.

Som liberal er jeg ikke interesseret i, at man går ind og begunstiger specifikke firmaer kunstigt, for det skal jo helst være det dygtigste firma, der får opgaven. Det er dog også klart, at det her jo så ikke lige er en branche med tusind forskellige aktører, men der er ikke monopol. Skattelettelserne er ikke målrettet specifikke aktører, og så længe statsstøttereglerne er overholdt, må det være sådan,” siger Jacob Jensen.

I tiden efter offentliggørelsen af Nordsøaftalen var særligt finansminister Kristian Jensen ude at forsvare aftalens udformning. Denne kritik kan deles op i tre punkter:

  • at regeringen har gjort staten sårbar i nye forhandlinger med udvindingsselskaberne
  • at regeringen gambler med skatteindtægterne på baggrund af overoptimistiske forventninger til oliepriserne
  • at regeringen unødigt medfinansierer driften af råstofsektoren via skatterabatter.

Vismændene i De Økonomiske Råd har i årevis plæderet for, at såkaldte udvindingsselskaber såsom Maersk Oil slipper alt for billigt i skat eksempelvis i sammenligning med Norge. I vores nordiske broderland er den effektive beskatning af råstofgevinster på 84 procent. I Danmark er den nede på 71 procent.

Havde Danmark samme niveau som nordmændene, ville olie- og gasjagten ifølge de økonomiske vismænd have givet to milliarder kroner mere om året til de offentlige finanser. Alligevel valgte et politisk flertal altså i 2017 at uddele lempeligere fradrag og flere indirekte offentlige støttekroner.

Samme år i en rapport fra 2017 bemærkede vismændene ellers ligefrem, at der lader til at være et betydeligt spillerum for højere beskatning” i Nordsøen, hvorfor de pointerede, at:

Man bør generelt ikke give udvindingsvirksomhederne mere favorable vilkår, selv om dette kunne medføre større aktivitet i Nordsøen. Tværtimod vil det mindske samfundets samlede velstand, hvis man via subsidier forsøger at stimulere udvindingsaktiviteter i Nordsøen, der ikke er rentable i sig selv.”.

Lars Gårn Hansen konstaterer i dag, at ud over mistede skatteindtægter er konsekvensen med Nordsøaftalen, at politikerne har valgt at smide gode penge efter dårlige. Eller som det lyder i kritiske finanspolitiske termer:

De lempede vilkår kan have tilskyndet til for store investeringer i indvindingen i forhold til, hvad der er samfundsøkonomisk optimalt,” siger Lars Gårn Hansen

40

procent af den danske naturgas fra Nordsøen er blevet produceret i Tyrafeltet.

Brian Vad Mathiesen, professor ved Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet, er en af landets fremmeste eksperter i opbygningen af fremtidens forsyningssystem. Brian Vad Mathiesen hæfter sig ved, at et folketingsflertal med skatterabatten reelt har ydet et tilskud på 3,5 milliarder kroner til nedrivning og genopbygning af infrastruktur til fossile brændstoffer – endda til et enkelt firma i form af Maersk Oil, da dette selskab eksisterede og havde rollen som operatør for Tyrafeltet på vegne af joint venture-selskabet Dansk Undergrunds Consortium (DUC).

Med dette tilskud og skattefradrag mener Brian Vad Mathiesen, at V-LA-K-regeringen med et politisk flertal bestående af samtlige partier bortset fra Enhedslisten og Alternativet har svækket statens fremtidige forhandlingssituation over for udvindingsselskaberne.

Regeringspartierne har udstillet, at de er villige til at strække sig langt for at holde gang i Nordsøen. Derfor er det næppe utænkeligt, at udvindingsselskaberne derfor ser deres snit til atter at banke på Christiansborgs døre, når andre anlæg i Nordsøen er nedslidte, og der skal punges ud til vedligeholdelse eller genopbygning, eller når det for alvor slår igennem, at fremtidens forekomster af sort energi er vanskeligere at udvinde end de hidtil mere lette lommer.

Har vi så som samfund tænkt os at sætte skatten på udvindingen ned, efterhånden som det bliver dyrere og dyrere at udvinde ressourcerne?” lyder det fra Brian Vad Mathiesen.

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, erkender, at han sagtens kan følge logikken i, at staten kan have gjort sig mere sårbar i fremtidige forhandlingspositioner. Men han pointerer samtidig, at den danske stat efter hans opfattelse står i en situation, hvor den er nødt til at lave skattepakker tilpas attraktive for, at selskaber som Maersk Oil, Chevron og Shell gider fortsætte med at jage olie- og gaslykken i Nordsøen.

Danmark er allerede i udgangspunktet lidt dårligere stillet forhandlingsmæssigt end nogle af aktørerne, fordi vi har en interesse i at opretholde indtægterne og arbejdspladser fra offshoreindustrien, og fordi vi heller ikke har eller bør have et statsligt boreselskab,” siger Jacob Jensen.

Havde den reviderede Nordsøaftale indeholdt skrappere skattekrav, var der en større risiko for, at Maersk Oil, Chevron eller Shell havde trukket borerørene til sig. De ville måske i stedet have valgt at satse deres tid, penge og arbejdskraft på gas- og oliefelter andre steder i verden.

Udformningen af skattevilkårene er altså en global afvejning, der desuden skal ses i forhold til, at Nordsøens forekomster af fossile brændsler er en kende vanskeligere og derfor mere udgiftstunge at udvinde end tilsvarende forekomster i eksempelvis Saudi-Arabien. Lempeligere skattevilkår har derfor været et lokkemiddel, staten også tidligere har anvendt for at få udvindingsselskaberne til at prøve lykken i dansk territorium.

Bonusinfo. Under Nordsøens danskejede bund findes cirka en procent af verdens kendte naturgasreserver og en lidt mindre andel af oliereserverne.

Umiddelbar glæde over den reviderede Nordsøaftale er der dog at spore hos de over 200 svejsere og stilladsarbejderne, der skal tage del i nedrivningen og genopbygningen af stålskeletterne i Tyrafeltet. Mange af disse er medlemmer hos Dansk Metal, men fagforeningen køber ikke finansminister Kristian Jensens udsagn om, at skattelettelser til Nordsøen nødvendigvis er med til at beskytte lokale arbejdspladser i olie- og gasindustrien.

For mængden af skattekroner, som den danske regering spytter i olie- og gassektoren, er ikke det, der på lang sigt afgør antallet af arbejdere i bekneb for dagpenge. Det er nogle helt andre, stærke og internationale faktorer såsom udviklingen i energibranchen og internationale konjunkturer, der dikterer aktiviteten i den danske del af Nordsøen.

Olieindustrien er præget af ganske store udsving. Det er derfor svært at spå om udviklingen i antal arbejdspladser,” siger cheføkonom Thomas Søby fra Dansk Metal.

De Økonomiske Råd køber heller ikke finansministerens erklæring om, at det er værd at bruge offentlige støttekroner til at hjælpe udvindingsselskaber med at betale deres regninger for genopbygning af arbejdsredskaber såsom Tyrafeltet, for ellers risikerer Danmark at misse udvindingen og dermed indtægterne fra de resterende lommer af olie og gas.

Det kan isoleret set godt være rigtigt,” siger Lars Gårn Hansen, økonomisk vismand og professor i ressourceøkonomi, og tilføjer men i givet fald er det en samfundsøkonomisk skadelig måde at øge statens indtægter på.”

Ifølge De Økonomiske Råd nyder olie- og gasaktiviteterne jo allerede i forvejen godt af lempede skattekrav. Hvis olie- og gasforretningerne stadig ikke er rentable nok trods disse privilegier, og udvindingsselskaberne ligefrem mener, de stadigvæk ikke har råd til det nødvendige vedligeholdelses- og udskiftningsarbejde, tyder det på, at selskaberne bare ikke er bæredygtige økonomisk set.

I så fald bør man ifølge De Økonomiske Råd lade det falde, som ej selv kan stå.

Og hvis selskaberne i olie- og gassektoren vitterligt er så pressede, eller fortjenesten på de sidste forekomster af fossile brændsler er blevet så minimale, at udvindingsbranchen kun med nød og næppe løber rundt via offentlige støttekroner, jamen så tyder det jo på, at der er tale om en branche, der synger på sidste vers.

Sådan så regeringen ikke på sagen. Tværtimod.

HÅNDVÆRKERRABAT_Kristian Jensen præsenterer offentligheden for den nye Nordsøaftale onsdag den 22. marts 2017. En aftale, som især er god for Maersk Oil, som opnåede en klækkelig rabat til at istandsætte sine aldrende boreplatforme i Tyrafeltet. Foto: Martin Sylvest, Scanpix

Minusset ved, at fælleskassen yder indirekte støtte på 3,5 milliarder kroner til Tyrafeltet og skattelettelser, forventer regeringen nemlig bliver udlignet ved en tilbagebetaling ved forhøjede oliepriser og et forventet større plus i form af en to- eller trecifret milliardindtægt fra skatter og afgifter ved fortsat fossil udvinding.

Indtægter, som statskassen ville have risikeret aldrig at have set skyggen af, såfremt Tyrafeltet bare var blevet revet ned og borerørene i Nordsøen gradvist stoppet med at rotere. Lyder rationalet fra både Finansministeriet og Erhvervsministeriet.

Finansministeriet kalkulerer med, at skatterabatten gør det muligt at pumpe yderligere 29 millioner tønder olie og gas op fra Nordsøen. Skatteindtægter herfra vil kunne lune i statskassen med omkring 26 milliarder kroner helt frem til 2042, hvorfor det ifølge finansminister Kristian Jensen betaler sig at give en økonomisk håndsrækning.

Der er brug for omfattende investeringer blandt andet i genopbygningen af Tyra-platformen, og derfor har vi valgt midlertidigt at sænke skatten, så det bliver attraktivt for private firmaer at fortsætte olie- og gasudvindingen i fuldt omfang de kommende år,” lød det fra finansministeren ved præsentationen af aftalen.

Men der står et kritikpunkt tilbage. Det handler om, at man ikke kan regne på den måde ifølge De Økonomiske Råd.

Ved at poste flere penge i et erhverv, som har svært ved at løbe rundt, risikerer Danmark nemlig som samfund faktisk samlet set at blive fattigere, selv om der på bundlinjen umiddelbart ser ud til at komme flere penge ind.

Ifølge vismændene opstår dette samfundsøkonomiske selvmål på grund af to faktorer:

  • dels fordi der er tale om en kunstig allokering af penge til at fremme en overfladisk værditilvækst i Nordsøen
  • dels fordi denne allokering sker på bekostning af andre erhverv, der kunne klare sig for færre støttekroner og dermed levere et større samfundsøkonomisk afkast til vores alles fælleskasse.

Når man tilskynder til investeringer i en produktion, som ikke kan svare sig samfundsøkonomisk, fejlallokeres samfundets ressourcer. Vi bliver overordnet set fattigere, selv om statens indtægter fra dette erhverv isoleret set stiger,” siger Lars Gårn Hansen.

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, er enig i, at Danmark skal undgå at kaste gode penge efter dårlige. Men han vil også gerne påpege, at vi som samfund er nødt til at spille på flere heste. Og at man jo langtfra altid ved, hvilke heste der giver det bedste afkast i sidste ende.

Vi bør bruge de forskellige spillemuligheder, der er i vores samfund, blandt andet ressourcerne i Nordsøen. Her kan man så sige, at den skattelettelse, vi giver, er en investering, der kaster øget aktivitet af sig og nogle afgifter,” siger Jacob Jensen.

Otto Brøns-Petersen, analysechef hos den borgerlig-liberale tænketank Cepos, er uenig.

Regeringen giver tilskud til investeringer, som ellers ikke kunne betale sig. Samfundsøkonomisk er det skidt.”

Han kender om nogen til de finanspolitiske aspekter af Nordsøens lommer af gas og olie. Ud over sit tidligere arbejde som kontorchef i Økonomiministeriet og direktør samt chefrådgiver for økonomisk analyse i Skatteministeriet var han i 2011-2013 formand for Nordsøudvalget.

Otto Brøns-Petersen betoner, at han ikke vil motivforske eller gisne om årsagerne til politikernes udformning af Nordsøaftalen. Blot konstatere, at det ikke tyder på, at der har været dybere samfundsøkonomiske tanker bag”.

Han er samtidig skeptisk over for regeringens udlægning af udsigten til tilbagebetaling til statskassen via en særlig klausul.

En klausul, der ifølge regeringens udlægning levner Danmark en fornuftig chance for at kunne få 26 milliarder kroner ekstra i statskassen via indtægter og samtidig at få skatterabatten på 3,5 milliarder kroner indkasseret tilbage via tillægsskatter.

Finansminister Kristian Jensen fremhæver nemlig, at hvis olieprisen stiger, som staten forventer, så begynder en tilbagebetaling via strengere skattekrav i form af en tillægsskat. Men denne tilbagebetaling og gevinst af og sker kun, hvis olieprisen på lang sigt stiger lige så meget som regeringens og dens embedsfolk udså sig i deres krystalkugle tilbage i 2017.

Nordsøaftalen dikterer nemlig, at udvindingsselskaber, der gør brug af skatterabatterne, samtidig skal acceptere et gamble opstillet af regeringen og det politiske flertal. Dette gamble går ud på, at hvis olieprisen i gennemsnit ryger over 75 dollars (i 2017-priser) per tønde fra 2022 og frem, så bliver der udløst en tillægsskat på fem procent. Hvis olieprisen ryger op på hele 85 dollars per tønde fra 2022 og frem, stiger tillægsskatten til hele ti procent.

OMFATTENDE_Det 177 km2 store Tyrafelt producerer gas og olie og modtager gas fra felterne Gorm, Dan og Halfdan samt olie fra felterne Valdemar, Roar, Svend, Tyra Sydøst, Harald, Lulita og Trym. Foto: Magnus Holm, Ritzau Scanpix

Staten baserer sine forventninger til olieprisen på blandt andet prognoser fra Det Internationale Energiagentur (IEA). På den baggrund forventer Finansministeriet, at olieprisen i 2020 er steget til 73 dollars per tønde og bevæger sig opad. Til sammenligning lå prisen på omkring 51 dollars per tønde i 2017 ved Nordsøaftalens underskrivelse. Finansministeriet forventer dermed en stigning på cirka 40 procent, for at skatterabatten på 3,5 milliarder kroner kan blive kradset tilbage gennem den særlige tillægsklausul udløst af forhøjede oliepriser.

Regeringens bud på, hvordan olieprisen udvikler sig, er dog langt mere optimistisk end verdensmarkedets generelle prognoser – de såkaldte futurespriser.

Disse futurespriser er de allerede indgåede aftaler rundtom i verden på køb og salg af olie til fastsat pris eksempelvis frem til 2020. Futurespriserne er indgået med forventninger om oliepriser på omkring 53 dollars per tønde i 2020, mens Finansministeriet altså spekulerer i en pris, der er på 73 dollars i 2020 og stiger efterfølgende.

Staten og Finansministeriet gambler imod verdensmarkedets vurderinger og forventer, at det går meget bedre. Det er usædvanligt,” siger Otto Brøns-Petersen.

Skal de 26 milliarder kroner ekstra fra olie- og gasaktiviteter i Nordsøen ryge ind i og lune i statskassen frem mod 2042, kræver statens regnestykke ligefrem, at den gennemsnitlige oliepris ryger op på hele 110 dollars per tønde i perioden frem mod 2042. Normalt er det olie- og gasselskaberne, der går ud og spekulerer i højere priser end verdensmarkedet. Det er altså de private aktører, som indvilger i at løbe den største risiko.

Som Otto Brøns-Petersen læser Nordsøaftalen, har regeringen vendt den rolle om. Staten spekulerer nu overoptimistisk i oliepriser. Priser, der ovenikøbet notorisk set er vanskelige at spå om. Prognoser mere end fem år ud i fremtiden anses generelt ligefrem for gætteri.

Staten er gået ind og har taget en risiko på vegne af et privat selskab. Det er farligt,” mener Otto Brøns-Petersen og tilføjer:

Klausulen i Nordsøaftalen svarer reelt til, at finansministeren har taget et udpluk af vores skattekroner, gået med dem ind på et kasino for at sætte alt på rødt og tilmed sagt, at han formentlig nok skal komme ud med flere penge.”

Adspurgt, hvorfor V-LA-K-regeringen mente, at det var fordelagtigt at lægge sig fast på en prisudvikling mere optimistisk end verdensmarkedets generelle prognoser, altså de såkaldte futurespriser, i håbet om at få pengene tilbage, svarer Jacob Jensen i dag:

Uha, nu er vi nede i noget teknik, jeg nødig vil forholde mig til. Det er jo Finansministeriet, som lægger disse beregninger op og kommer med analyserne, der ligger bag de politiske aftaler og forventningerne til udviklingen af en pris. Det er jo netop en prognose, og hvad der ligger til grund, tør jeg ikke bevæge mig mere ned i,” siger Jacob Jensen og henviser altså til de bagvedliggende tal og prognoser, som du kan nærstudere her, hvis du har sådanne lyster.

STUDEHANDEL_Vores folkevalgte var rædde for at vende ryggen til den sidste olie, og for to år siden valgte de at uddele selektive skattelettelser til de få aktører involveret i udvinding af fossile brændsler i Nordsøen. En politisk beslutning der næppe fremkaldte brok på Esplanaden og hos A. P. Moller-Maersk-koncernen. På billedet ses daværende finansdirektør Trond Westlie(tv) og adm.direktør for Mærsk Line, Søren Schou. Foto: Simon Skipper, Ritzau Scanpix

Hvem der får ret i væddemålet om oliepriserne i henholdsvis 2022 og 2042, ved vi altså først om henholdsvis 3 og 23 år. Noget, som vi til gengæld ved på nuværende tidspunkt, er, at der allerede er nogen, som har haft grund til at glæde sig over udformningen af Nordsøaftalen. Sagen har nemlig allerede haft efterspil, der i sig selv er et stykke dansk erhvervshistorie.

Blot fem måneder efter V-LA-K-regeringens ministre i 2017 præsenterede offentligheden for den nye Nordsøaftale med skatterabatter og tilskud til Maersk Oil som operatør af Tyrafeltet, stod A.P. Møller - Mærsk-koncernen nemlig også selv frem med en nyhed til offentligheden.

Det lyseblå konglomerat med hovedsæde på Esplanaden ønsker i dette århundrede at være et rendyrket transport- og logistikselskab med fokus på containere. A.P. Møller - Mærsk havde igennem længere tid arbejdet på at forlade olie- og gasbranchen. Nu stod en køber klar.

Mærsk meddelte den 21. august 2017, at det ville sælge hele sin olie- og gasforretning til det franske selskab Total. Ja, hvis altså handlen kunne godkendes af blandt andet V-LA-K-regeringen.

I handlen ville Maersk Oil nemlig gerne inkludere samtlige særlige tilladelser givet i løbet af adskillige årtier af skiftende regeringer til netop Maersk Oil. Eksempelvis eneretsbestemmelser til nogle af de bedste olie- og gasfelter, tilskuddet til genopbygningen af Tyrafeltet og som kronen på handlen: den såkaldte kompensationsaftale oprindeligt givet af et politisk flertal i 2003.

Denne kompensationsaftale sikrede konglomeratet mod nye skattestigninger i Nordsøen frem til 2042. Altså et styk skattestop nedskrevet sort på hvidt.

Sådanne særrettigheder som garant mod skattestigninger repræsenterer i sig selv en milliardværdi. Salgsprisen ville ryge et godt stykke op og lette handlen, hvis denne såkaldte kompensationsaftale fulgte med. Efter to vurderinger fra Kammeradvokaten besluttede Venstre, at Maersk Oil godt måtte inkludere skatterabatterne og andre særkrav med i handlen. Katjing.

Mærsk Oil blev i 2017 opkøbt for 47 milliarder kroner af franske Total. En af de største handler i dansk erhvervslivs historie blev realiseret. Og realiseret bliver også den 21 milliarder kroner dyre genopbygning af Tyrafeltet senere i 2019 – den største enkeltstående investering i Nordsøen nogensinde.

Som belæg for at udlevere skatterabatter i den nye Nordsøaftale berørte regeringen også nødvendigheden af at sikre Danmarks forsyningssikkerhed. Dette argument behandler vi særskilt i en historie, du kan læse i de kommende dage.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem