Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

“Han har big dick energy.” Zetland spoiler ‘Joker’

EJ BLOT TIL LYST... men ret meget til lyst dog. I ‘Zetland spoiler’ dyrker Torben Sangild og hans Zetland-kulturkolleger det begejstrede, men ikke ukritiske nørderi. Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Når snakken flyder i frokoststuen eller ved middagsbordet, er det ofte tidens store kulturfænomener, der er omdrejningspunkt: “Har du SET …?” “Du er NØDT til at høre …!” I denne nye serie – som vi kalder Zetland spoiler – tager Zetlands mest kulturbegejstrede medarbejdere den gode frokostsnak et nøk videre og nørder igennem på tidens største og mest indflydelsesrige film, serier, bøger, spil (og så videre). Torben Sangild er vært og har Marie Carsten Pedersen og Jesper Olsen med sig i studiet. I dette første afsnit er det spillefilmen Joker, der kommer under kærlig og absolut spoiler-fyldt behandling.

Maggi-terningen

Den meget omdiskuterede og genre-udfordrende superskurkefilm Joker havde dansk premiere den 3. oktober. Den er instrueret af amerikanske Todd Phillips og har Hollywood-stjernen Joaquin Phoenix i hovedrollen som Arthur Fleck: en psykisk syg underhund i samfundets rå maskineri, som i løbet af filmen synker dybt ned i sin egen smerte og kommer op igen som den sardoniske psykopat Joker – Batmans ærkefjende.

Men hvad handler Joker egentlig om, når man koger filmen helt ind til den essens? Det er ikke nogen helt enkel øvelse at få krammet på dét. Instruktør Todd Phillips har valgt at fortælle en oprindelseshistorie om Joker-figuren, hvilket er den første af sin slags. Og selve den historie går efter en realisme og en samtidskritik, man ellers ikke ser i superheltegenren. Arthur Flecks omhyggeligt skildrede psykiske nedbrydning bliver kædet sammen med fortællingen om et samfund i forfald, hvor de rige ler, og de fattige græder – og Arthur Fleck gør, på grund af et medfødt tick, begge dele samtidig.

Med andre ord står Joker på to ben: Den er et intimt portræt af en mand, der krakelerer mentalt – og så vil den også gerne havde den samfundskritiske overbygning, hvor der er anarki på spil og oprør fra bunden. Det er de to grundessenser, den pendler imellem.

Men derudover ligger der en række motiver, som har vækket både debat og interesse: svigt i psykiatrien, komediens natur, tegneseriegenrens konventioner og historie – og så kan man ikke komme uden om de mange film, Joker refererer til: Martin Scorseses Taxi Driver og The King of Comedy, der hver især skildrer mennesker i en nedadgående psykisk spiral, og film som Fight Club af David Fincher og Memento af Christopher Nolan.

Ikke alene har Joker både formsprog og tematikker til fælles med disse film. De er også skabt af markante mandlige instruktører, der har en distinkt og på sin vis meget maskulin stil – men ikke som i store våben og robotter, der springer i luften. Som Marie Carsten Pedersen siger: film, der på én gang har det intellektuelle og en muskelstyrke” – og hviler sikkert i begge dele. Hos Jokeren har vi, som Marie siger, at gøre med en Big Dick Energy – BDE – en styrke, der kommer af dyb, rodfæstet tro på sit eget værd. Udtrykket er fra 2018 og forklarer, som magasinet Vox siger i denne artikel, en hel del om moderne maskulinitet. (Eksempler på mænd, der har BDE, kunne være George Clooney og Barack Obama. Jo, de har det). Udtrykket lyder sexistisk og er det muligvis også, i og med det tager udgangspunkt i idéen om, at en stor penis giver en særlig høj kvalitet til et menneske og dets selvværd. Men det skal siges, at det er energien, ikke fysiognomien, det handler om. En kvinde kan også have BDE: popstjernen Rihanna for eksempel. Og Margrethe Vestager.

Twitter-anmeldelsen

Hvor meget kan man sige på 280 tegn? Vi samler vores vigtigste pointer om Joker i Twitter-format. Først Torben Sangilds anmeldelse af filmen i tweet-længde:

‘Joker’ er et godt og medrivende bud på en ikke særlig tegneserieagtig film om en tegneseriefigur, hvis smerte stikker dybere end sædvanligt. Den forsøger samtidig – og kun med delvist held – at være samfundskritisk. Og så er der et særligt lag, der handler om standupkomik og fornyer det evige motiv om den grædende klovn, der nu bliver til et grinende offer.”

Marie Carsten Pedersen har aldrig skrevet et tweet, og den engagerede Twitter-bruger vil derfor vide, at hendes bud er, ja, for langt (helt præcist er det 390 tegn):

100 procent babysitteren værd. Joaquin Phoenix bærer Joker’ (på virkelig besynderlige skuldre, HVAD SKER DER?). Kunne godt strammes, siger redaktøren her (arbejdsskade). Men Todd Phillips kører den ind med kæmpe BDE. Hvis det her er fremtiden for superhelteuniverser i Hollywood – men det er det naturligvis ikke, svært at sælge psykose-bamser med klamt grønt hår – gider jeg godt se med.”

Men måske behøver man slet ikke 280 tegn (eller 390) for at sige det, der skal siges? For Jesper Olsen er det nok med 60 – til gengæld kommer de i haiku-form (og ja, han ved godt, at haiku ikke behøver at rime):

Et grin uden grund
Ekko fra samfundets bund
Joker-film er ond.”

Zoom

Hvis vi på én gang zoomer ud fra handlingen og helt ind på de mest interessante aspekter af Joker, er der ét tema, der skiller sig ud: det, man i litteraturen kalder den utroværdige fortæller’. Mod filmens slutning bliver det klart, at dele af handlingen – som for eksempel en flirt, Arthur Fleck har med sin nabo – udelukkende er foregået i den stadig mere ustabile Flecks eget hoved.

Det samme er på spil i de førnævnte film Memento og Fight Club, hvor vi først meget sent forstår, at meget af det, vi har set, udelukkende er verden set fra hovedpersonens forstyrrede synsvinkel. Det kan være en flad afslutning på en film, at det hele var bare en drøm”, men når det spiller sammen med filmens plot og dybere mening, så kan det omvendt være en genistreg. Det er det i Fight Club, i Memento og Joker.

Den sidste scene i Joker pensler det ud, at muligheden for, at hele filmen er Flecks fantasi, er overhængende. Da vi forlader Arthur Fleck, befinder han sig på Arkham Asylum, Gotham Citys sindssygehospital, kendt fra Batman-mytologien. Her er han midt i en samtale med en psykolog – er det i virkeligheden den, vi er blevet taget igennem? Hans egen psykotiske selvfortælling? Eller er det, som Torben mener, kun de dele, hvor andre mennesker giver ham positiv opmærksomhed, der er fantasi – hvilket for alvor gør filmen til et udsagn om et dybt ensomt menneske? Svaret får lov at stå dirrende i hospitalets gange sammen med ekkoet af Flecks urovækkende latter-gråd.

Debatten

Filmens, og Arthur Flecks, vendepunkt er en scene, hvor tre unge, fulde forretningsmænd overfalder den plagede, klovnesminkede Fleck – hvorefter han skyder dem ned i selvforsvar. Medierne samler historien om morderklovnen op, og Gothams hårdtprøvede borgere tager ham til sig som en oprørshelt, der giver de rige svin, hvad de fortjener.

Denne del af filmen har ansporet stor debat og bekymring i USA, både blandt meningsdannere på de politiske fløje og hos myndighederne, der i flere byer posterede politi uden for biografer, hvor Joker havde premiere. For i en tid og i et land, der er plaget af terrorhandlinger, skoleskyderier og generel politisk uro, ville denne film da kunne anspore til selvtægt og yderligere uroligheder?

Det peger, siger Jesper, ind i den generelle (og gamle) debat om, hvorvidt kulturprodukter som for eksempel voldelige computerspil bærer et medansvar for virkelighedens voldshandlinger. Men det er, ifølge Marie, også et udtryk for, at myndighederne i USA har en hypersensitivitet over for alt, hvad der ikke stryger den gode stemning med hårene – og for, at man har glemt, hvad kunstens og kulturens opgave er. Hvis kulturprodukter, også de populærkulturelle, ikke må have kritiske pointer og subversive temaer, så er der kun underholdning tilbage. Og som Jesper indvender: Arthur Fleck er filmens helt i sit eget selvbillede. Men man har meget lidt tillid til menneskers intellekt og moral, hvis man ikke tror, de kan afkode det, der foregår.”

Bedste præstation

Nemt punkt: Joaquin Phoenix bærer Joker. Det er muligvis hans bedste rolle nogensinde, og det siger ikke så lidt – tænk på hans tidligere præstationer som for eksempel den traumatiserede psykopat-kejser Commodus i Gladiator. Ikke mindst er hans præstation som Arthur Fleck/Joker et studie i fysisk skuespil. Joaquin Phoenix har tabt sig voldsomt til rollen, men det forklarer ikke, hvordan det lykkes ham at omskabe sin krop, så hele hans ryg og skulderparti synes skævt og forkrøblet. Phoenix har selv fortalt, at han har ladet sig inspirere både af komikerlegenden Buster Keaton og af Fugleskræmslet fra Troldmanden fra Oz.

Men ikke nok med det: Der sker en besynderlig transformation med Arthur Fleck gennem filmen: fra forhutlet, forkrøblet og kuet til en figur med en voldsom styrke, da han lader sig opsluge af sit eget vanvid og træder i karakter som Joker. Han har fået en urokkelig, uovervindelig, dragende selvtillid, som får masserne til at følge ham. Han er pludselig, ifølge Marie, skræmmende nok attraktiv” – en perverteret form af Big Dick Energy (der var den igen). At rumme hele det spektrum som skuespiller er helt ud over det sædvanlige – og filmens altafgørende styrke. Som Jesper siger: Jeg synes virkelig, det er en god film, men hvis man tog Joaquin Phoenix ud af den, er jeg ikke så sikker.”

Irritationsmomentet

Joker er en seværdig film. Men altså, træerne vokser ikke ind i himlen. Den største indvending er, at samfundskritikken er unuanceret og banal. Eller, som Jesper siger, intellektuelt tom” – især holdt op mod den kompleksitet, portrættet af Arthur Fleck er udført med. Pointen om oprør og uretfærdighed bliver, muligvis fordi den ikke er tilstrækkeligt understøttet i handlingen, til gengæld hamret overtydeligt ud mod filmens slutning, ikke mindst i en scene, hvor Arthur Fleck optræder på live-tv i et komedie-talkshow. Der får han tid til at indrømme mordet på de tre rigmænd og holde en klassisk skurketale om sine motiver for at dræbe samfundets hensynsløse spidser, selv om alle ved deres fulde fem burde have tilkaldt vagterne til tv-studiet, inden han når at sige Bøh”.

Dét er irriterende – både fordi vi ikke behøver brandtalen her, vi har fattet det, hele filmen er gået med det– og fordi man trods alt må regne med en vis realisme (ring dog til de vagter, for hulan!) i en film, der i øvrigt tilstræber troværdighed.

Og nu vi er ved det: Torben Sangild har også en sten i sin sko: For hvorfor er det, at demonstranter i film – inklusive Joker – altid råber i munden på hinanden og vifter deres skilte op og ned? Det er aldrig sket i virkeligheden,” siger Torben. Hvis nogen råber til en demonstration, har de et slagord. Og de holder deres skilte – de bevæger dem ikke op og ned.”

Finessen

Endelig, den særlige kunstneriske lækkerhed, der gør en forskel. Her får Torben Sangild igen ordet, for han er i særklasse grebet af filmens lyddesign. Herunder især, hvordan lyde fra Flecks krop – hyletone i ørerne, hjerteslag, åndedrag – fylder i lydbilledet. Med Torbens ord: Lyddesignet følger ham hele tiden, og det understreger den subjektive synsvinkel helt fremragende. Det, vi hører, er hele tiden det, han oplever – inklusive hans egen krops lyde. Det er virkelig godt lavet.”

Zetland Spoiler’ er et helt nyt format, og der er rigelig plads til at udvikle – og meget gerne sammen med Zetlands medlemmer. Denne artikel er et udpluk af de vigtigste punkter fra den times ekstra nørdet kultursnak, du kan lytte til i lydversionen. Hvis du har kommentarer, idéer, spørgsmål eller andre gode tanker om tekst, lyd eller begge dele, så del det med os i bidragssporet. Vi glæder os vældigt til næste gang, vi skal spoile for jer!

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: