Det blev betragtet som lidt af et scoop.

Tilbage i slutningen af 2016 udpegede Verdensbanken Paul Romer som ny cheføkonom. Romer er en banebrydende, fremragende økonom fra New York University, der godt nok har radikale og til tider kontroversielle teorier, men som ikke desto mindre var noget af en kapacitet at ansætte.

Men mindre end to år efter sin tiltræden er Romer ude igen. Tilbage står en organisation under anklage for bevidst at manipulere egne tal. Så hvad er der sket?

Verdensbankens officielle mission er at udrydde fattigdom og stimulere økonomisk vækst – særligt i udviklingslande. Den mission hænger uløseligt sammen med global økonomisk vækst. Hvis den globale økonomi vokser, bliver der skabt øget produktion, der i princippet kan bruges til at bekæmpe fattigdom. Der er ingen garanti for, at den ekstra produktion rent faktisk ender hos verdens fattigste. Men muligheden er i det mindste til stede.

Hvis den globale økonomi derimod ikke vokser, skal alle ressourcer, der bruges på fattigdomsbekæmpelse, tages fra nogle andre. Den situation kalder økonomer typisk for et nulsumsspil. I den type situationer, hvor den enes gevinst samtidig betyder en andens tab, er samarbejde om for eksempel global fattigdomsbekæmpelse langt mindre sandsynlig. For hvem er det lige, der har lyst til at opgive egne ressourcer for at få det til at ske?

I slutningen af 2016 ledte Verdensbanken efter en ny cheføkonom. Udfordringen var, at verdensøkonomien i den periode i højere og højere grad lignede et økonomisk nulsumsspil. Den globale vækst var aftagende. De internationale råvarepriser var faldende. Men vigtigst af alt var den globale produktivitet gået i stå.

Produktivitet fortæller, hvor mange varer en økonomi kan producere for en fast mængde kapital og arbejdskraft. Det er nøglen til økonomisk vækst. Derfor er det altoverskyggende problem, at den globale produktivitet de seneste par år stort set har stået stille. Fra 1996 til 2006 voksede den globale produktivitet med omkring 1 procent om året. Men siden 2010 er produktiviteten praktisk talt bremset helt op.

I den situation virkede økonomen Paul Romer som det perfekte valg. Romer, der altid nævnes som en af favoritterne til Nobelprisen i økonomi, er en af verdens førende eksperter inden for økonomisk vækst og teknologi. Og så har han endda de seneste år arbejdet intensivt på spørgsmålet om, hvordan man skaber økonomisk vækst i udviklingslande.

Men Romer er samtidig en kontroversiel person, der de seneste par år har formået at lægge sig ud med stort set hele det økonomiske etablissement. Og som økonomerne i Verdensbanken hurtigt kunne erfare, tog Romer sin aggressive attitude med sig i sit nye job.

Romer er berømt i den økonomiske verden for sine idéer om teknologisk vækst. I hans økonomiske modeller er kilden til økonomisk vækst teknologiske fremskridt. Men teknologiske fremskridt kommer ikke af sig selv. De kræver investeringer – enten fra staten, der for eksempel kan investere i universiteter, eller fra virksomheder, der driver egne forskningscentre.

Teknologi er interessant i et økonomisk perspektiv. Ny teknologi kan nemlig – når den altså er opfundet – typisk let kopieres. Når først en ny teknologi – som for eksempel internettet – først er opfundet, er det ikke nødvendigt for andre lande at gentage processen. De kan blot kopiere teknologien i deres egen kontekst.

Økonomer kalder den type varer for ikke-rivaliserende, fordi mit forbrug ikke udelukker, at andre kan forbruge teknologien samtidig. Dermed adskiller teknologi sig fundamentalt fra rivaliserende goder som biler eller en plads i teatret. En af Romers vigtigste indsigter er, at fordi teknologi har denne ikke-rivaliserende karakter, kan det være svært for virksomheder at profitere af nye opfindelser. Hvordan kan man tjene penge på at opfinde internettet?

Vi kan altså ikke forvente, mener Romer, at virksomheder investerer nok af deres ressourcer i at opfinde banebrydende nye teknologier. Romers modeller viser, at staten i den type situationer ofte har en vigtig rolle i at sikre, at en økonomi investerer tilstrækkelige ressourcer i udvikling af ny teknologi.

Men siden Romer udviklede sine banebrydende idéer om teknologi og økonomisk vækst i 1980’erne og 1990’erne, er hans idéer og projekter blevet stadig mere kontroversielle og konfrontatoriske.

De seneste par år har Romer nærmest ført krig mod økonomernes brug af matematiske modeller – på trods af at hans egne teorier er formuleret med brug af ganske kompliceret matematik.

Romer har skrevet adskillige kritiske indlæg om “mathiness”, som er Romers betegnelse for brugen af unødvendigt kompliceret matematik, som reelt ikke bidrager med nye indsigter (han har skrevet mange polemiske og underholdende indlæg om emnet her). I mange af indlæggene hænger Romer nogle af makroøkonomiens største navne ud. Hårdest er det gået ud over Robert Lucas fra University of Chicago. Lucas, der vandt Nobelprisen i økonomi i 1995, er måske den mest berømte nulevende makroøkonom. Men han og Romer har også haft et tæt personligt forhold. Lucas var Romers ph.d.-vejleder, da Romer arbejdede på sin afhandling i starten af 1980’erne.

Det stod hurtigt klart, at Romer tog sin kontroversielle facon med sig i Verdensbanken. Kort tid efter sin tiltræden blev Romer frataget sit ledelsesansvar over Verdensbankens forskningsgruppe efter et bittert opgør. Romer havde ikke meget tålmodighed med bankens medarbejdere, som han mente formulerede sig for langt og for uklart. Medarbejderne anklagede omvendt Romer for at være for utålmodig, uinteresseret i deres arbejde og slet og ret en elendig leder.

Den største kontrovers – og årsagen til Romers exit fra banken – opstod dog først forleden. I et større interview i slutningen af januar i Wall Street Journal erklærede Romer, at Verdensbanken bevidst har manipuleret resultaterne i deres indflydelsesrige Doing Business-rapport.

Rapporten er en af de mest centrale opgørelser, Verdensbanken laver. Den rangerer verdens lande efter, hvor nemt det er at stifte og drive virksomhed. Rangeringen afhænger af sådan noget som, hvor nemt det er at registrere en ny virksomhed, betale selskabsskat og den slags. Verdensbanken har i andre sammenhænge fremhævet, hvordan flere udviklingslande har designet reformer med det specifikke formål at øge deres rangering i opgørelsen. Rwanda er gået så langt som at oprette et helt ministerium dedikeret til at forbedre landets rangering på Verdensbankens rangliste.

Romers kritik handler helt konkret om Chile. Romer har opdaget, hvordan forskelle i bankens opgørelsesmetoder har betydet, at Chile har ligget højt i bankens indeks i de år, hvor landet har haft en konservativ regering, men markant lavere i de år, hvor landet har haft socialistiske regeringer. Alt dette, på trods af at de underlæggende vilkår for virksomheder i Chile reelt ikke har ændret sig meget. Romer anklagede sine egne medarbejdere for at manipulere bankens rangering af politiske årsager. Og han gik så langt som til at give Chile en officiel undskyldning på bankens vegne.

Selv om andre højt profilerede forskere har undersøgt sagen og bakket op om Romers konklusioner, var hans offentlige kritik af Verdensbanken højst sandsynligt dråben, der fik bægeret til at flyde over. Kort tid efter annoncerede chefen for Verdensbankens, Jim Yong Kim, at Romer ville fratræde sin stilling øjeblikkeligt efter gensidig aftale.

Romers exit fra Verdensbanken vil muligvis skabe lidt ro om bankens arbejde. Men det vil næppe løse organisations mere grundlæggende problemer. Verdensbanken er helt afhængig af sin troværdighed, og den har lidt et alvorligt knæk som følge af Romers anklager. Uanset om ændringerne af Chiles rangering er politisk motiverede eller blot et udtryk for dårlige metoder, vil det i fremtiden blive sværere for banken at rådgive udviklingslande om fattigdomsbekæmpelse og økonomisk politik.

Kontroversen omkring Romer kommer i en periode, hvor flere prominente økonomer – som Columbia Universitys Jeffrey Sachs – har opfordret banken til helt at gentænke sin mission og strategi. Måske er det tid til et markant kursskifte, hvis Verdensbanken skal indfri sin mission om at bekæmpe fattigdom.

Og Romer? Vi ved foreløbigt ikke, hvad han selv skal lave fremover. Men et godt bud er, at det nok skal blive kontroversielt.