Matilde og hendes mor blev skilt ad af konspirationsteorier. Her er, hvordan de lærte at tale sammen igen

Hvordan taler man sammen, når ens verdener ikke er de samme?

Foto: Daniel Hjorth for Zetland
  • 5. april 2021
  • 12 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Det er måske ikke den bedste dag at lave det her interview.” Det er noget af det første, Lone Lund Jørgensen siger til mig, da jeg ankommer i hendes datters lejlighed på Østerbro i København. Lone har taget bilen fra Hillerød til København for at tale med mig og hendes datter Matilde Lund Larsen om, hvordan deres forhold er blevet påvirket af konspirationsteorier og coronavirus. Men coronapasset er netop blevet en realitet, og følelserne hænger uden på tøjet, forklarer hun. På bordet har datteren Matilde stillet kaffe, påskeæg og skummet havremælk frem. Hun har endda lavet en særlig coronaskål’ til mig.

I slutningen af februar skrev jeg ud til Zetlands medlemmer: Kender du nogen, som er røget ned i konspirations-kaninhullet? Og der gik ikke lang tid, før det væltede ind med henvendelser fra læsere i alle aldre.

Min bror tror, at Bill Gates har opfundet coronavirus, og at 5G er et ondt supervåben. Jeg kan mærke, at jeg har taget gevaldigt afstand til ham.”

Jeg har blokeret min mor på Facebook, fordi det er så belastende at læse hendes anti-vaccine-konspirationsteorier.”

Min veninde tror ikke på, at coronavirus eksisterer. Vi bliver uvenner, hver gang vi taler om det.”

Sådan lyder et udpluk af de beskeder, jeg modtog, og jeg kunne hurtigt se et mønster, der tegnede sig: De fleste kender en eller flere, som deler – i mangel af bedre ord – konspirationsteorier og alternative fakta, og det skader deres relationer, fordi man befinder sig i to forskellige virkeligheder.

Men blandt de mange henvendelser stak især én historie ud. 29-årige Matilde Lund Larsens mor, Lone Lund Jørgensen på 58 år, tror på teorier, der spænder fra verdensomspændende sexhandel med børn til vaccineskepsis. Moderens og datterens vidt forskellige idéer om verden skilte dem ad. Men så tog de begge to en beslutning om, at sådan måtte det ikke blive ved med at være.

I en tid, hvor polariseringen raser, og vi får sværere ved at lytte til hinanden, er Lone og Matildes historie værd at lytte til. I takt med at konspirationsteorier har bredt sig, har forskere forsøgt at finde ud af, hvordan vi som samfund bedst kan håndtere dem. Hvad gør vi, når vi er fanget på hver sin side af kløften og råber?

En lille note: I lydversionen af artiklen kan du høre hele Matilde og Lones samtale om, hvordan de har formået at finde en måde at tale sammen på igen.

Foto: Daniel Hjorth for Zetland

Da Danmark lukkede ned i marts 2020, boede Lone ud i et sommerhus i Nordsjælland, hvor hun havde boet over vinteren. Både hun og resten af familien var enige om, at de naturligvis ville følge regeringens anbefalinger og restriktioner. Lone oprettede endda en Facebook-side ved navn Krisens Gaver’, hvor hun opfordrede medlemmerne til at fokusere på de positive sider ved coronakrisen og bevare håbet.

Men da solens stråler begyndte at varme, og påskeliljerne sprang ud, begyndte følelsen af ensomhed at krybe tættere og tættere på hende, og hun savnede sin datter Matilde.

Hun er uddannet sociolog og har arbejdet med kommunikation og samarbejde med danske virksomheder i mange år. Lone er spirituelt anlagt og har blandt andet skrevet en bog om såkaldte skyggesider, som er en teori, der første gang blev fremsat af psykoanalytikeren Carl Jung. Kort forklaret, er skyggesiden det, vi ikke kan se og acceptere ved os selv og i stedet projicerer over på andre.

Da Matilde besøgte sin mor i sommerhuset for første gang siden nedlukningen i påsken 2020, havde Lone netop fået serveret en konspirationsteori, der vender op og ned på hele hendes verdensbillede”, forklarer hun. Det er teorien, der blandt andet påstår, at der findes en hemmelig pædofil magtelite i USA, som handler med børn – teorien, der i dag kendetegnes ved bevægelsen QAnon.

Det, jeg før i tiden mente var dårligt, begyndte jeg pludselig at stille spørgsmålstegn ved. Var det gode i virkeligheden det onde, og var det onde det gode?” fortæller Lone om sine tanker, der løb 100 kilometer i timen i dagene efter, hun læste om teorien første gang. Hun fortsætter:

I dag bliver man jo fuldstændig udstillet, hvis man taler om det her. Folk spørger: Nå, tror du virkelig på det med pædofiliringe og børnehandel? Dengang tænkte jeg jo mere: Hvad nu, hvis det virkelig passer?”

Mor og datter har altid været vant til at tale om store emner og alt mellem himmel og jord. Så jovist, det var et kontroversielt emne, Lone bragte op, men for Matilde var det på nogle måder ikke så vanvittig anderledes en samtale.

Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor, at jeg umiddelbart ikke syntes, det lød sandt, men at jeg selvfølgelig ville researche på det, da det var første gang, jeg hørte om det,” fortæller Matilde. Hun beskriver den første snak i påsken som en åben og nysgerrig snak mellem mor og datter, der ikke havde set hinanden i over en måned.

Men det var også den sidste åbne og nysgerrige snak, som Lone og Matilde havde i et godt stykke tid.

Da Matilde kom hjem og undersøgte den teori, som hendes mor havde fremlagt for hende, var det på mainstreammedier, mens Lones research var fra alternative kilder. Og researchen viste to vidt forskellige billeder.

Begge blev overbevist om, at de havde ret hver især, og var nu fast besluttet på at overbevise den anden part. Men hvordan gør man det, når ens virkelighedsbillede og forståelse af fakta ikke stemmer overens?

Efter at jeg havde lavet min egen research, så jeg de ting, min mor havde fortalt, som konspirationsteorier. Det var herefter, at vores samtaler blev mere til diskussioner end reelle samtaler. Jeg følte, det var mit ansvar at prøve at tale min mor til fornuft, og det gjorde det sværere at lytte til og mærke min egen mor,” siger Matilde, mens hun holder på sin højgravide mave, hvor hendes første barn snart er klar til at komme ud i verden.

Matilde beskriver perioden således:

Man hører argumenterne, som den anden kommer med, men man lytter ikke rigtigt, for man sidder bare klar til at kaste tilbage med sine egne argumenter.”

Det var ikke kun teorier om USA, der begyndte at splitte dem. De blev også mere og mere uenige om den danske regerings håndtering af coronavirus – var den nu også så farlig, som de påstod? Og skulle man takke ja til en vaccine? Mens Lone blev mere og mere skeptisk, var Matilde stålsat på at vise samfundssind. De var på vej i hver sin retning.

Følelsen af at tale hen over hovedet på hinanden gik begge veje, fortæller Lone, der husker en tydelig note, hun skrev i sin dagbog i den periode: Note til selv: Lad være med at tale om det her, næste gang du taler med Matilde.” Hun kæmpede især med at balancere sin overbevisning og samtidig bibeholde det nære forhold til sin datter. Hun måtte gang på gang konstatere, at hun var drænet og ked af det, når de afsluttede deres telefonsamtaler.

Jeg blev også meget mindre tilbøjelig til at ringe til min datter og hyggesludre, fordi jeg hurtigt nåede at tænke: Jeg magter simpelthen ikke sådan en samtale igen,” fortæller hun.

Jeg spørger dem hver især, om deres telefonsamtaler nogensinde havde haft den ønskede effekt. Altså, havde de nogensinde lagt på og rent faktisk reflekteret over de fakta og den research, som den anden part var kommet med?

De trækker begge på smilebåndet og siger i kor: Nej, tværtimod.”

Foto: Daniel Hjorth for Zetland

Det blev en mærkelig tid, hvor mor og datter var på hver sin side af kløften. Både Lone og Matilde gik ind til samtalerne med én mission: At overbevise den anden part om, at de hver især har ret. Det betød også, at de forlod samtalerne på samme måde. Nu var de endnu mere sikre i deres sag, og næste gang skulle de bare have mere styr på deres research, så skulle de nok omvende’ den anden part.

Jeg tror, at jeg havde en eller anden underlig form for forståelse af, at jeg udviste samfundssind, hver gang jeg gik til angreb på min mor,” siger Mathilde. Og derfor følte jeg lidt, at jeg skulle være betjent. Men jeg havde jo i bund og grund ikke lyst til at være sådan her.”

Følelsen af at skulle vise samfundssind gik faktisk begge veje. Fra Lones synspunkt var missionen jo at forberede hendes omgangskreds på, at verden ikke var, som de troede, den var.

Jeg følte, at jeg blev nødt til at forberede og fortælle andre om det, jeg vidste, så de ikke gik i chok. Især når det kom til vacciner, følte jeg et ansvar for, at mine nærmeste havde hørt det samme, som jeg havde.”

Og det er lige præcis det, der er pointen.

Jeg tror, at grunden til, at det går så galt for de fleste af os, er på grund af vores følelser. Hvad enten man går og føler, at ens frihed bliver krænket, eller om man går og er angst for at dø af coronavirus, så er det jo begge legitime følelser,” siger Lone. Det er tydeligt, at det ikke er en konklusion, hun er nået til på en enkelt dag.

Jeg spørger hende, hvordan hun har det med ordet konspirationsteori. Matilde har under hele samtalen kun brugt ordet to gange, og begge gange har hun hurtigt sagt: Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg ellers skal kalde det, og det er ikke for at være nedladende.”

Lone smiler bare. Det er det, som alle kalder det, og ordet konspirationsteori gør hende egentlig ikke noget. For hende er det stadigvæk hendes sandhed, uanset om andre ser det som konspirationsteorier.


Jeg måtte erkende, at det er okay, at der nu er denne del af min mor, som jeg ikke er enig med. Det betyder ikke, at min fantastiske barndom og de værdier, jeg har fået med mig fra mine forældre, er ugyldige.”



Det første skridt til at genopbygge deres relation og evnen til at tale sammen var at anerkende, at det ikke var en engangsforestilling, men at der var ved at tegne sig et generelt mønster. Deres uenigheder efterlod dem begge drænede, vrede og kede af det.

Matilde genfortæller en samtale mellem de to, som hun husker som et vigtigt vendepunkt. Samtalen startede nemlig med, at de italesatte den forrige samtale: Skulle de ikke prøve at bryde det her mønster og tale sammen på en anden måde?

Jeg kunne mærke, at jeg havde en lyst til at tage afstand og bare stoppe med at tale om det her. Men samtidig vidste jeg jo godt, at det kunne jeg ikke finde ud af,” siger Matilde og forklarer, at for hende føles dét at sige nej til at tale om dette med sin mor lidt som at sige: Jeg vil ikke anerkende denne her del af dig, mor.”

Jeg er jo vant til, at min mor og jeg ikke er enige med hinanden om alting, men jeg har altid ment, at vi overordnet set har samme værdier og verdensbillede. Da det blev vendt på hovedet, følte jeg nogle gange, at min egen identitet var ved at krakelere. Meget af den person, som jeg er, har jeg fået fra mine forældre, så når min mor nu kommer og siger det her, ændrer det så også, hvem jeg er, hvis ikke jeg tager kraftig afstand gang på gang?”

Hun begyndte derfor at researche meget på konspirationsteorier og anerkender, at til at starte med ledte hun efter noget forskning, som hun kunne bruge imod sin mor og sige: Se selv her, det er derfor, du siger de ting, du siger, og opfører dig, som du gør.” Men hun blev klogere.

Jeg opdagede, hvor uhensigtsmæssigt det er at gå til angreb hver evig eneste gang eller at lukke samtalen ned, for det kommer man bare ikke tættere på hinanden af, og man ødelægger relationer,” lyder det fra den 29-årige.

Med tiden opdagede hun nemlig, at hun ikke gjorde noget godt for hverken samfundet eller relationen til sin mor ved konstant at tage afstand fra sin mors påstande. Hvad gør man så, når man opdager, at man hverken gør noget godt for samfundet eller den personlige relation? Man accepterer.

Jeg måtte erkende, at det er okay, at der nu er denne del af min mor, som jeg ikke er enig med. Det betyder ikke, at min fantastiske barndom og de værdier, jeg har fået med mig fra mine forældre, er ugyldige. Det her ændrer jo ikke på vores relation til hinanden, eller hvem vi hver især er.”

Så hvad er den bedste måde at håndtere en situation, som kan virke uoverskuelig? Måske er det slet ikke så umuligt, som det lader til, så længe man er klar over, hvilke intentioner man går ind i samtalen med, og man er opmærksom på ikke bare at lytte, men rent faktisk at være åben over for, hvad den anden part siger. Og det betyder ikke, at man behøver at tage alting til sig.

De eksperter, jeg har talt med, taler også om, at selv om det naturligvis er vigtigt at faktatjekke, er det generelt ofte ikke den bedste måde at tale med personer, som er passionerede omkring for eksempel konspirationsteorier. Spørgsmål og oprigtig nysgerrighed er en meget mere effektiv tilgang end påstand mod påstand.

Bare fordi man stopper med at tale om noget, betyder det ikke, at det forsvinder. Det skaber kun en kløft, og elefanten i rummet forsvinder ikke af den grund, lyder konklusionen fra Matilde. Lone sidder ved siden af sin datter og nikker, da Matilde igen tager ordet.

Der er to niveauer: relationsniveauet og samfundsniveauet. På samfundsplan er den demokratiske proces jo netop, at vi borgere taler med hinanden. Hvis vi stopper med at tale sammen og kun taler med personer, som har samme holdning som os selv, så kan vi heller ikke kollektivt sige fra, når der rent faktisk er noget, som vi kan blive enige om, ikke er okay.”

Jeg kigger over på Lone, som stadigvæk smiler.

Hvad tænker du?

Lone tog for nylig en skygge hjem, fortæller hun.

Jeg har i lang tid været så bange for, at folk mente, at jeg var bindegal. Førhen hørte jeg altid, at folk indirekte kaldte mig gal, når de ikke var enige med mig, men nu hører jeg rent faktisk bare, hvad de siger, i stedet for det, jeg tror, de siger.”

Det handler ikke om QAnon, Donald Trump eller coronavirus. Det handler om, hvilket samfund vi gerne vil leve i. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi fortsætter med at være nysgerrige. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har ret, eller at Matilde har ret, men hvis vi ikke taler om det, får vi jo ikke alle nuancerne med,” siger hun. Der går et øjeblik, før hun tilføjer:

Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal tale om det hele tiden. Jeg er også bedre til bevidst at skifte emne nu, fordi nogle gange så er det bare ikke det værd.”