Nej, det var ikke kun tæt militært venskab med USA, der sikrede os under Den Kolde Krig, viser ny forskning

  • 10. maj 2017
  • 9 min.
TÆTEn ”vidunderlig mand, som gør et vidunderligt arbejde,” sagde Trump om Løkke for nylig. Foto: Jonathan Ernst / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Det er efterhånden blevet en slags vedtaget sandhed: Danmark sikrer sin indflydelse bedst som uforbeholden militær allieret med USA; vi står klar til at sende tropper, og det gavner os. Ny historisk forskning rokker nu ved den idé – i hvert fald historisk. For under Den Kolde Krig var det også andre alternative veje, der sikrede indflydelse, hedder det i en ny bog.

Det gentages igen og igen. Danmark nyder anseelse og indflydelse i Washington, fordi vi er en trofast partner, en uforbeholden allieret. Vi er de første til at rykke med ud, når det amerikanske kavaleri drager i felten – om det så er i Afghanistan, Irak eller et tredje sted. Og det er til vores eget bedste.

Budskabet er blevet fremført af skiftende statsministre, på tværs af diverse partiskel, fra Poul Nyrup Rasmussen til Lars Løkke Rasmussen. End ikke Anders Fogh Rasmussens involvering af Danmark i krigen mod Irak i 2003 – og det efterfølgende kaos i regionen – har været i stand til at rokke ved logikken. Når USA kalder, svarer Danmark. Og det gavner os.

Senest gentog diverse kommentatorer argumentet under Lars Løkke Rasmussens nylige besøg i Washington. Det er muligt, at Trump er en usikker mand at have siddende i Det Hvide Hus, men Danmark får størst mulig indflydelse ved at forblive en tæt allieret af USA. Trump kvitterede endda ved at kalde Løkke for en vidunderlig mand, som gør et vidunderligt arbejde”.

En ny historisk antologi, redigeret af blandt andre den danske historiker Poul Villaume, rokker imidlertid ved den tilsyneladende konsensus, der er opstået i dansk politik i de seneste årtier: at ørenlyd i Washington kun sikres gennem en kraftig militær betoning af Danmarks udenrigspolitiske engagement, tæt forbundet til USAs magtinteresser. Bogen The Long Détente. Changing Concepts of Security and Cooperation in Europe, 1950s-1980s, konkluderer, at sådan har det langtfra altid været. Heller ikke – som vi måske tror i dag – under Den Kolde Krig.

Poul Villaume, der er professor i samtidshistorie på Københavns Universitet, har sammen med en række europæiske historikere udfordret de dominerende (amerikanske) fortællinger om Den Kolde Krigs forløb og afslutning. Især udfordrer de idéen om, at det var præsident Reagans hårde linje og våbenkapløbet, som fik Østblokken til at falde sammen. (Her er det på sin plads med en varedeklaration: Jeg har selv arbejdet sammen med Poul Villaume tidligere, blandt andet i et forskningsprojekt i 2010-2013, ligesom han var vejleder på min ph.d.-afhandling).

Ifølge de europæiske historikere har deres amerikanske kolleger en hang til at se bort fra andre årsagsforklaringer på Den Kolde Krigs ophør, ikke at vægte begivenheder i Europa højt nok samt at fokusere for ensidigt på supermagternes gøren og laden. Forskningen har skabt genklang på begge sider af Atlanten, senest da antologien for nylig blev præsenteret på et seminar på Woodrow Wilson International Center for Scholars, en førende tænketank i Washington D.C.

Særligt har det vakt opmærksomhed, at de europæiske historikere udfordrer vores helt grundlæggende forståelse af perioden. I den gængse opfattelse varede Den Kolde Krig fra 1946-47 og frem til 1989-91, da Berlinmuren faldt, og Sovjetunionen brød sammen. Den periode deles traditionelt op i en første Kold Krig fra 1946-47 og frem til Cuba-krisen i 1962, hvorefter afspændingsperioden tog over. Afspændingen blev så afløst af en anden Kold Krig” fra slutningen af 1970’erne, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan, der blev opstillet nye atommissiler på begge sider af jerntæppet i Europa, og Reagan anlagde en hård retorik vendt mod Sovjetunionen. Den anden Kolde Krig” gik dog hurtigt på hæld igen, da Mikhail Gorbatjov overtog roret i Sovjetunionen og lancerede sin reformpolitik med glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstruktuering).

De europæiske historikere mener imidlertid at kunne demonstrere, at de dynamikker, som blev igangsat under afspændingsperioden, var så gennemgribende og havde en så betydningsfuld karakter, at det er misvisende at tale om en anden Kold Krig”. I stedet ønsker de at rette fokus på den lange afspændingsperiode i Europa fra 1962 og helt frem til slut-1980’erne, og hvordan den blandt andet medvirkede til, at Den Kolde Krigs afslutning, som bekendt fandt sted uden direkte militær konfrontation mellem øst og vest.

I sine egne undersøgelser har Poul Villaume trawlet gennem historiske arkiver i Danmark og hos vores allierede, blandt andet i NATOs arkiver i Bruxelles og i det danske og amerikanske udenrigsministerium. Ud fra de kilder har han kunnet sammenligne forskellige landes politik i NATO, ligesom det var muligt at læse om, hvad danske og amerikanske regeringsrepræsentanter og diplomater talte om bag lukkede døre. Formålet var at undersøge Danmarks nærmere udenrigspolitiske rolle i de sidste årtier af Den Kolde Krig. Især har han undersøgt, hvordan Danmark og en række mindre lande i NATO aktivt bidrog til afspænding mellem øst og vest.

Hans forskning peger på, at Danmark siden midten af 1960’erne og frem til Den Kolde Krigs afslutning i 1989 forfulgte en konsekvent proaktiv udenrigspolitisk kurs, som, samtidig med at Danmark forblev en loyal Nato-allieret, gik ud på at bygge bro mellem øst og vest. Frem for alene at følge den amerikanske linje tæt agerede Danmark ofte mellemmand mellem stormagterne og deres militære blokke – og fik derigennem held til i visse situationer at påvirke USAs udenrigspolitik. Målet var europæisk afspænding, herunder at fastholde Skandinavien som et forholdsvis demilitariseret område med lav spænding mellem de militære blokke.

Den tilgang havde dybe rødder i danske udenrigspolitiske traditioner siden nederlaget til Tyskland i 1864. I takt med at Danmark opgav sin neutralitet efter Anden Verdenskrig og blev integreret i Nato, følte skiftende danske regeringer et behov for at tage initiativer, som kunne danne modvægt til den rene militære afskrækkelse over for østblokken. Ja, faktisk viser flere kilder, at det danske udenrigsministerium allerede i 1966 betragtede politisk-diplomatiske initiativer som et afgørende og uundværligt supplement til den militære opbygning, der foregik i Nato-regi.

Gennem 1960’erne begyndte Danmark, under Jens Otto Krags socialdemokratisk ledede regering, at tage en række diplomatiske tiltag over for mindre lande i Warszawapagten. Tanken var, at tiltagene kunne bidrage til at løsne båndene mellem Moskva og dets østeuropæiske satellitstater, med det perspektiv, at de mindre lande i Østblokken kunne få større råderum og mere uafhængighed. I den forstand var Danmark offensiv i sin tankegang, men tænkte i ikke-militære baner.

Et eksempel: I 1966 foreslog Danmark at holde en europæisk øst-vest-sikkerhedskonference, der kunne bane vejen for et forpligtende samarbejde mellem Nato og Warszawapagten om militær afspænding og dermed mindske risikoen for åben militær konfrontation, herunder en altødelæggende atomkrig. Men på daværende tidspunkt var det blandt Nato-landene kun Norge, som bakkede op om forslaget.

Danmark fortsatte imidlertid ufortrødent indsatsen. Danske diplomater arbejdede på at udbygge kontakter mellem øst og vest. Målet var at organisere permanente forhandlingsorganer mellem parterne. De stødte på amerikansk skepsis. Den nytiltrådte Nixon-administration frygtede i 1969, at en europæisk sikkerhedskonference kunne føre til ufordelagtige indrømmelser over for østblokken. Det fik imidlertid den daværende danske udenrigsminister, venstremanden Poul Hartling, til i Nato-regi at erklære sig uenig med USA.

I mellemtiden var også Vesttyskland slået ind på en kurs, som skulle åbne op for udveksling, afspænding og gensidig anderkendelse mellem øst og vest, den såkaldte Ostpolitik. Danmark bidrog til den politik ved blandt andet at hjælpe med at skabe kontakter mellem vesttyskerne og polakkerne – og derigennem til Sovjetunionen.

Det danske synspunkt begyndte at vinde indflydelse blandt Nato-landene. I 1970 kom gennembruddet. Nato-landene blev enige om at undersøge mulighederne for, hvornår, ikke om, det var muligt at iværksætte en europæisk sikkerhedskonference. En række diplomatiske forhindringer blev overvundet, og i 1971 lykkedes det at nå til enighed med amerikanerne i Nato. Ifølge den amerikanske Nato-delegation bidrog Danmark direkte til, at USA revurderede sin holdning til spørgsmålet.

Ledetråden i den danske indsats var nødvendigheden af, at små og mellemstore europæiske lande, i både øst og vest, ikke overlod initiativet til stormagterne. Nu hvor konferencen var sat på skinner, arbejdede Danmark for, at afspændingsprocessen ikke blev overtaget af supermagterne. De sidstnævnte kunne jo let overse de små staters betydning og interesser.

Den europæiske sikkerheds- og samarbejdskonference fandt sted i 1973-1975, og danske diplomater havde betydelig indflydelse på resultatet. I Helsinki-erklæringen forpligtede USA, Canada og samtlige vest- og østeuropæiske lande (minus Albanien) sig til fortsat afspænding, til at afstå fra at ændre Europas grænser med magt, til at respektere menneskerettighederne, til øget økonomisk øst-vest-samarbejde samt til friere bevægelighed for mennesker, tanker og information. Efterfølgende blev konferencen institutionaliseret gennem en række møder i slutningen af 1970’erne og gennem 1980’erne – præcis som skiftende danske regeringer havde arbejdet for siden slutningen af 1960’erne.

Den europæiske sikkerhedskonference og afledte afspændingstiltag satte gang i nye historiske dynamikker. I dag diskuterer historikere ivrigt, om eller i hvilket omfang de var afgørende for afslutningen på Den Kolde Krig – der jo endte uden direkte militær konflikt mellem Nato og Warszawapagten.

Villaume og hans kollegers nyeste forskningsresultater er endnu for dugfriske til, at de for alvor har udløst reaktioner herhjemme. Ikke desto mindre ligger de i forlængelse af hans tidligere arbejde, særligt tesen om, at Danmark under Den Kolde Krig var en Nato-allieret med forbehold. Det har flere historikere stillet sig kritiske over for. Historikeren Bo Lidegaard, den tidligere Politiken-chefredaktør, har forfægtet et modsatrettet synspunkt om, at Danmark indgik i en strategisk alliance med USA i perioden, som ikke var præget af forbehold, og hvor arbejdsdelingen landene imellem forklarer deres forskellige roller. Andre historikere har argumenteret for, at afskrækkelse og ikke afspænding forblev hovedelementet i dansk sikkerhedspolitik i perioden, eller påpeget den tætte militære og efterretningsmæssige integration mellem Danmark og vestmagterne. Endelig har navnlig Bent Jensen, der stod i spidsen for Center for Koldkrigsforskning i 2007-2010, argumenteret for, at det socialdemokratisk anførte centrum-venstre under Den Kolde Krig i stigende grad førte en dansk sikkerhedspolitik i Nato, med de berygtede fodnoter, som direkte eller indirekte gavnede Sovjetblokken.

Ifølge Villaume spillede Danmark imidlertid en lidet anerkendt, men konstruktiv pionerrolle som brobygger mellem øst og vest, især i afspændingsperioden. Ofte fandt dette sted i samarbejde med andre mindre Nato-lande, især Norge. Ifølge Villaume var dansk udenrigspolitik, fra midten af 1960’erne og til slutningen af 1980’erne, kendetegnet ved en bemærkelsesværdig konsensus. Både socialdemokratisk og borgerligt ledede danske regeringer fastholdt en selvstændig og til tider direkte aktivistisk udenrigspolitik, som ikke betonede militære midler.

Denne udenrigspolitik var kendetegnet ved, at Danmark internationalt fremmede dialog og kompromis, afspænding, økonomisk samarbejde og kulturel udveksling. Danmark forblev et loyalt Nato-land, men brugte medlemskabet til aktivt at påvirke USAs udenrigspolitik i dansk’ retning – og havde held til det. Det blev også noteret i den amerikanske regering. I juli 1974 mødtes den danske ambassadør i Washington D.C. med Helmut Sonnenfeldt, rådgiver for den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger. Ambassadøren informerede amerikanerne om dansk støtte til diverse afspændingstiltag. Til det svarede Sonnenfeldt, at Danmark ikke blot støtter afspænding. I var pionererne. Siden er USA fulgt efter.”

Selv i 1980’erne, hvor der ellers var skarp indenrigspolitisk strid om den danske fodnotepolitik i Nato mellem den borgerlige lejr og det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget, fastholdt udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, ifølge Villaume, grundlæggende denne orientering i sit konkrete arbejde.

Siden er denne orientering blevet glemt under indtryk af kritikken mod fodnoterne og deltagelsen i krige langt fra vores kyster. Men står den nye forskning til troende, udgjorde Nato-fodnoterne ikke et brud med en dansk udenrigspolitisk kurs, de var i en vis udstrækning en fortsættelse af den. I den optik er det snarere de senere årtiers stigende militarisering af dansk udenrigspolitik og den uforbeholdne opbakning til USA, som udgør et brud med dansk tradition.

Og det gør forskningen meget aktuel. Spørgsmålet er naturligvis, hvad den danske statsminister har i sinde at gøre, hvis Donald Trump kalder. Tidligere var det mindre sandsynligt – Trump erklærede jo America first”. USA skulle ikke længere ud på unødige militære eventyr. Men med det nylige amerikanske angreb i Syrien er USAs internationale ageren tilsyneladende blevet lige så uforudsigelig som Trump selv.

Hvad gør Løkke, hvis Trump ønsker boots on the ground” i Syrien, hvis Trump gør alvor af sine trusler mod Nordkorea, eller det trækker op til militær konfrontation i Det Sydkinesiske Hav? Skal Danmark i så fald bidrage med hospitals- eller kanonbåde?

Sender vi først diplomatiet eller militæret?

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: