Alle snakker om en undskyldning. Imens er vores gamle slavekoloni på randen af fallit

  • 31. marts 2017
  • 14 min.
100 ÅR EFTERSøstrene Krystelle og Madi Ventura bor med familien – og syv kamphunde – ved Christiansted. Foto: Sofia Busk

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Politikerne har travlt med at diskutere, om Danmark skal sige undskyld for slavetiden på De Vestindiske Øer. Imens er den tidligere koloni nedsunket i dyb krise. Øerne har den højeste mordrate i USA, børn lever af madkuponer, og guvernøren kører i limousine. Reportage i tekst, billeder og video fra solskinsøernes skyggeverden.

For tre uger siden lå fire skudofre blødende på jorden nær hanekampsarenaen på Saint Croix.

16-årige Juan Aponte rejste sig aldrig igen. En kvinde var skudt i benet, og en anden hårdt såret mand blev fløjet til USAs fastland. Også han døde. Politiet anholdt en flygtende forbryder kendt på Saint Croix under navnet Sopow”, men det er endnu uvist, om han er gerningsmanden.

Med det dobbelte drab i det tidligere Dansk Vestindien nåede antallet af mord siden nytår op på tretten. Og det er blandt en befolkning på lidt over 100.000 fordelt på de tre øer, der i dag hedder De Amerikanske Jomfruøer.

I fjor erklærede FBI, at Jomfruøerne har den højeste mordrate i USA, når man sammenligner med de amerikanske stater. Tallet er ni gange højere end gennemsnittet for nationen, selv byer som New York, Los Angeles og Chicago kan ikke være med.

Vi har brug for flere ting at tage os til, så vi kan rense vores hoveder. Som det er nu, handler det kun om aftrækkeren,” siger 16-årige Krystelle Ventura.

Hun imiterer bandernes attitude: ‘Jeg kan ikke li’ dig, fordi du er fra vest. Jeg kan ikke li’ dig, fordi du er fra øst. Du står på mine sko? Så slår jeg dig ihjel.’ Det er sådan, det fungerer.”

Vi møder Krystelle Ventura ved en demonstration foran guvernørens store gule hus i Kongens Gade, hvor Dannebrog vejer ved siden af Stars and Stripes, og et rødt skilderhus vidner om, at skiftende guvernører engang var danske. Demonstranterne råber slagord og tuder med gigantiske muslingehorn. De løfter deres skilte:

Sell the limos and purchase food 4 the kids,” lyder et med adresse til den lokale guvernør.

Strengthen public education – don’t tear it down,” står der på et andet.

I disse dage diskuterer danske politikere, om vi skal sige undskyld til slavernes efterkommere for vores forbrydelser i kolonitiden i 1672-1917. Statsminister Lars Løkke Rasmussen er imod, andre partier er for, og lige nu bærer debatten i høj grad præg af indenrigspolitisk positionering.

Lad os i stedet hæve blikket ud over Christiansborg og se nærmere på, hvordan det faktisk går i vores tidligere koloni. Det er ikke mindst derfor, vi er rejst til Jomfruøerne. For hvilke aftryk har vi efterladt os i dagens samfund på de tre caribiske øer?

Lige nu er Jomfruøerne på randen af fallit, ikke bare økonomisk, men også menneskeligt. Foruden drabene er der kokainen, som fås i rå mængder. Halvdelen af de unge, der begynder i gymnasiet, dropper ud, hvert tredje barn lever i fattigdom, og to ud af tre børn er afhængige af madkuponer fra staten.

Enough is enough!!!

Krystelle Ventura hæver skiltet op foran ansigtet og råber.

I sin årlige tale om territoriets tilstand’ i januar forsøgte Jomfruøernes guvernør, Kenneth E. Mapp, at fokusere på det positive: Efter en årrække med recession voksede økonomien i 2015, antallet af overnattende turister er stigende, arbejdsløsheden faldende (til 11 procent), og Kina står på spring for at investere i ellers lukkede fabrikker.

På side fem i guvernørens talemanuskript faldt bomben alligevel.

Mapp erkendte, at regeringen – øernes største arbejdsgiver – ikke havde penge til at betale næste måneds løn til sine ansatte. Det offentlige har i en årrække brugt flere penge, end der er kommet ind i kassen. Gælden er på alarmerende 2 milliarder dollar. Læg dertil, at skoler, veje og lufthavne er ramponerede.

Det fik guvernøren til at citere Charles Dickens En fortælling om to byer:

Det var de bedste tider, det var de værste tider; visdommen sad til højbords, dårskaben sad til højbords … Lyset havde magten, mørket havde magten; det var håbets forår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alle muligheder, vi havde ingen muligheder.”

Nær demonstrationen, ved Christiansteds havnekaj, lægger danske Svanen og Thyra til. Træskibene fra den danske flåde har været på den længste sejlads i halvtreds år. Hvidklædte danske søofficerer går nu i gaderne. I disse uger tager danskernes tilstedeværelse på øerne til. Snart går et hold trommeslagere fra sjællandsk politi parade på Saint John, og Skoleskibet Danmark ligger til kaj på Saint Thomas. Til sidst – i dag – er det statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tur til at vise flaget i anledningen af 100-året for salget af De Vestindiske Øer til USA, den 31. marts 1917.

Den dag sluttede et skamfuldt kapitel i Danmarkshistorien. I kolonitiden fragtede Danmark 110.000 slaver fra Vestafrika til Caribien, tvang slaverne til at fælde sukkerrør dagen lang og straffede dem med døden, hvis de forsøge at flygte eller var ubehøvlede.

Et eksempel fra guvernør Gardelins slavereglement (1733) – paragraf 9:

Den neger, som i ondskab løfter sin hånd mod en hvid, eller truer ham, eller taler ubehøvlet til ham, skal uden nåde knibes tre gange og derefter hænges, hvis den hvide forlanger det. Hvis ikke, skal han miste sin hånd.”

SOLSIDENKarin Andersen og Erling Christensen er rejst fra Stensved på Sydsjælland for at holde 14 dages ferie på Jomfruøerne. Foto: Sofia Busk

Jeg står over for direktøren for Whim Museum nær Frederiksted, Sonia Dow Jacobs.

For de europæere, der var en del af slavehandlen, var afrikanerne ikke mennesker. Hunde, dyr, heste og andre dyr blev behandlet bedre,” siger hun.

På græsmarken bag hende troner en gammel sukkermølle, her er kogekar, hvor sukkermelassen blev til, plantørbolig og rekonstruktioner af slavehytter.

Sonia Dow Jacobs tiptipoldemor, Jericho, var 5-6 år, da hun blev sejlet fra Afrikas kyst til Dansk Vestindien. Slaverne lå lænket i skibenes bug, varmen var ulidelig, der stank at sygdom og afføring.

Tusinder af slaver døde af skørbug eller sult, allerede inden de nåede Dansk Vestindien. De overlevende blev smurt med palmeolie kort før ankomsten. De blev barberet og fik frisk luft på dækket, så de så bedre ud, inden de skulle sælges. På pladsen ved fortet Christiansværn blev familierne splittet og solgt til højestbydende.

Sukkeret fra plantagerne blev sejlet til Danmark, solgt for svimlende summer og brugt til at finansiere palæer og fine bygninger, blandt andet på Amaliegade og på Christianshavn i København.

En undskyldning for slavetiden vil betyde, at I tager ansvar. Den vil tage en byrde af vores skuldre. Den vil sige, at vi ikke er ansvarlige for de problemer, vi har i dag. At vi ikke har skadet os selv,” siger Shelley Moorhead, der er formand for African-Caribbean Reparations and Resettlement Alliance (ACRRA) og rådgiver for guvernør Kenneth E. Mapp.

Shelley Moorhead mener, at Jomfruøernes mange problemer og dårligdomme med kriminalitet, helbredsproblemer og frafald i skolerne kan spores tilbage til kolonitiden. Dertil kommer, at De Amerikanske Jomfruøer nok er amerikansk territorium, men at borgerne efter salget fra Danmark til USA aldrig fik de samme rettigheder som andre amerikanere. Øboerne kan ikke stemme ved USAs præsidentvalg og deres repræsentant i Kongressen har heller ikke stemmeret.

En måde at reparere’ fortiden på er at give Jomfruøernes unge mulighed for gratis at læse videregående uddannelser i København, Roskilde, Aarhus, mener Shelley Moorhead.

I næsten 250 år måtte børn og voksne fra De Vestindiske Øer ikke tage en uddannelse. Vi måtte ikke læse eller skrive. Disse love og regler eksisterede i vores samfund i mange generationer, og det har påvirket os,” fastslår han.

Tilbage ved demonstrationen inviterer Krystelle Ventura os hjem til sin familie.

Hun bor med sine forældre og tre søskende i et etplans træhus nogle kilometer fra Christiansted. I haven holder fire-fem rustne bilvrag. Verandaen er fyldt med ragelse og gamle møbler. Nogle tunge spande ser ud til at holde på taget. Foran huset er der syv kamphunde med strittende ører og sammenknebne øjne: Sheeba, Moonrock, Twinkle, J-lo, Spank, Tabetha Rose og Stinky Poo. De er bundet med reb og kæder, som de strækker til det yderste. Det er kun lige akkurat muligt at passere dem. Under et stort træ gynger den autistiske plejesøn.

Krystelles far, Victor Ventura, er den eneste i hjemmet, der arbejder. Han er pedel på øens universitet, men han tjener ikke nok til at forsørge familien, så de får madkuponer fra staten.

Storesøster Madi Venture, 20, siger, at det knuste hendes hjerte, da hun i skolen hørte om, at hendes folk var blevet mishandlet under slavetiden. Men Madi er mere optaget af, at hendes egen regering ikke prioriterer de unges uddannelse højt nok. Hun blev selv mobbet i skolen og droppede ud, men hun har siden gennemført gymnasiet og taget et kursus i erhvervsøkonomi. Men for at få et job kræver det, at man har forbindelse til de rigtige mennesker, siger Madi, og det har hun ikke.

Hun viser tatoveringen på sin højre arm: Family, where life begins and love never ends.”
En stor fugl på tatoveringen er Madis mormor, en kolibri hendes mor, en guldsmed hendes far, en sommerfugl er Krystelle, en humlebi bedstefar.

Jeg bruger al min tid herhjemme sammen med min familie. Vi hænger bare ud her udenfor,” siger Madi Ventura.

I lørdags forsøgte tre high school-studerende fra Saint Croix at røve en af øens McDonald’s-restauranter med en shutgun og et par andre skydevåben. To af røverne var fra skolens basketballhold. Alle teenagere. McDonald’s ansatte udleverede mere end 3.000 dollar, men politiet dukkede op. Snart smældede skud i mørket. En af drengene døde. Endnu er det uvist, om det dræbende skud kom fra politiet eller fra drengens eget våben. Langt de fleste mord på Jomfruøerne forbliver uopklarede.

Når du ser på mord og drab generelt, så er de fleste forårsaget af sammenbrud i samfundets sociale struktur,” sagde politikommissær Delroy Richards senior i efteråret til avisen Virgin Islands Daily News.

Han afviste, at politiet kan gøre ret meget ved den skyhøje mordrate.

De kan altid finde mørke hjørner at gå ind i. Hvis de ønsker at dræbe dig, så dræber de dig.”

Madi Ventura nævner strandene, havet og regnskoven som det smukkeste ved Saint Croix. Den paradisiske natur på Jomfruøerne tiltrækker hvert år flere end 2,5 millioner turister. En lille – men stigende – del er danskere, som også kommer for at udforske den kulturhistoriske arv, de danske forter, ruinerne af sukkermøller, det smukke Maroon Mountain – den rå klippekyst, hvor bortløbne slaver flygtede til og sprang i døden eller sejlede 110 kilometer til Puerto Rico i stjålne både, mens danske plantageejere jagtede dem med blodhunde.

Der er nogle utrolig venlige mennesker her. Danskerne er meget vellidte på trods af vores fortid, hvor vi jo ikke altid har været de gode,” siger Steen Birkø fra Husby i Vestjylland.

Han går med sin kone, Hanne Lerager, på havnepromenaden i Christiansted. Rækken af restauranter serverer hummer, 500-grams bøffer og painkillers, en tropisk drink med ananas, kokosnød og – selvfølgelig – lokal rom.

Fra promenaden kan man tage på bådtur ud til Buck Island. I motorbåden fortæller den langhårede guide i bar overkrop, at National Geographic har kåret øens strande til at være blandt verdens ti bedste. Imens kredser en narkohelikopter over os.

Looking for sea-weed,” joker guiden.

Turisterne griner. Et par uger senere sejler kystvagten et ton kokain i land på Saint Croix.

Ved det skrøbelige koralrev ved Buck Island kan man være heldig at se babyhajer, havskildpadder og rokker med bølgende brystvinger. For at lokke flere til giver Jomfruøerne i år for 300 dollar gratis dykning eller kajakroning til alle turister.

Turisme og serviceindustrien står for over halvdelen af territoriets indtægter, men også produktionen af rom er vital for øerne. Mens guvernør Mapp talte positivt om det stigende antal overnatninger på øerne, så er der andre tal, der bekymrer turistbranchen. Saint Thomas har mistet sin førerposition som den mest besøgte cruisedestination i Caribien, og en konflikt mellem havnemyndighederne og industrien har fået flere selskaber til at styre uden om Jomfruøerne. På grund af den katastrofale økonomi har regeringen indført en synd-skat’ på rom, tobak og sodavand. Kritikere mener, at det vil skræmme flere turister væk.

Engang var et af verdens største olieraffinaderier, Hovensa, Saint Croix’ stolthed. Hovensa stod for 20 procent af Jomfruøernes bnp, og eksportindtægterne fra petroleum var over 12 milliarder dollar årligt. Raffinaderiet blev i 2010-2011 ramt af den globale økonomiske afmatning. Saint Croix tabte i konkurrencen med andre amerikanske raffinaderier, som kørte på naturgas, mens Hovensa, omringet af vand, måtte ty til langt dyrere brændselsolie. Med ét slag mistede mere end halvdelen af øens fabriksarbejdere deres arbejde.

Længere vestpå fra Christiansværn ligger Det Røde Fort i Frederikssted. Rød maling skaller af det danske fort, endnu peger kanonerne mod havet. De to gymnasieelever, Arnon Nickie junior, 17, og Chelsea Valery, 16, går i den lille park ved siden af fortet. Øgler spæner op i træerne, en hård sol står lige i ansigtet. De to stopper ved en buste af en mand. På et metalskilt står: Frihedshelt.

General Buddhoe er vores helt. Han hjalp slaverne med at blive fri. Det er derfor, han bliver æret her i parken. Det var her, de kom for at få deres frihed,” fortæller Arnon Nickie.

Han afviser den danske historieskrivning om, at det var den danske guvernør Peter von Scholten, der var den drivende kraft bag frigivelsen af slaverne i 1848.

Det skader vores historie at sige, at slaverne fik deres frihed af Peter von Scholten. Det er som at sige: Hey, jeg ved, at slaverne kæmpede, og at de gennemgik en masse, men det betyder ikke noget, for Peter von Scholten er helten,’” siger Arnon.

Det, slaverne gjorde, krævede mod. Det krævede intellekt,” pointerer han.

Arnon Nickie og Chelsea Valerys familierødder er et godt billede på det kludetæppe af etniciteter, der udgør Jomfruøerne i dag. Tre ud af fire er sorte, og den sidste fjerdedel er enten hvide, latinoer eller multietniske. Arnons mors familie stammer fra den caribiske ø Saint Lucia, mens faderens er fra De Britiske Jomfruøer. Han føler sig sikker på, at begge familiegrene stammer fra Afrikas kyst, og at de kom til Caribien som slaver. Modsat ved Chelsea, at der på hendes fars side af familien er europæisk blod i årerne, vistnok fra England. Moderens familie stammer fra Vestafrika og blev i sin tid fragtet til Haiti som slaver.

Chelsea lever i en fattig familie omgivet af vold”, som hun udtrykker det. Hun føler, at hun som sort skal arbejde hårdere for at få succes i livet, men at slaverne har lært hende om mod og modstandskraft.

Jeg vil gerne være neurolog. Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var ti år. Alle siger: Hvor vildt! Det er en stor drøm.’ Jeg vil arbejde så hårdt, jeg kan, for at opnå det. Jeg tror på, at det kommer til at ske.” Hun smiler.

Arnon fortæller om en studierejse til Jylland, hvor han og de andre studerende besøgte et museum, hvor Dansk Vestindiens store betydning for den danske sukkerproduktion var beskrevet.

Jeg tænkte: Hvor er resten af historien? Hvilke rædsler udsatte de folk for? Hvilke dæmoner begravede de,’” siger Arnon.

Bonusinfo. I 2009-2010 forsøgte Jomfruøerne at få vedtaget en selvstændig forfatning, men forslaget blev afvist af den amerikanske kongres.

Lad os vende tilbage til Shelley Moorhead, formanden for African-Caribbean Reparations and Resettlement Alliance. Han efterlyser, at hans landsmænd får adgang til heltefortællinger, de kan være stolte af.

Jeres danske nationalisme og stolthed kommer fra jeres adgang til jeres historie. Fra at vide, hvem I er som folk. I har en rig historie og arv. Når vi ikke har adgang til vores historie fra før slaveriet, hvor skal vi så finde vores stolthed? Hvad kan vi se efter, som fortæller os, at vi er stærke? Det eneste bevis på vores storhed findes i København, i palæerne og i vores bidrag til jeres økonomi.”

Historien om Shelley Moorheads egne rødder står på Rigsarkivet i København, skrevet på gotisk dansk.

Vi er blevet adskilt fra vores forfædre, og det føles frygteligt. Vi vil gerne vide, hvem vi var, før vi blev slaver. At sige, at vores historie begyndte med slaveriet, er uacceptabelt.”

Andre advarer mod at lade vreden over slavetiden fylde for meget.

Hvad vil fjendskab gøre? Hvis jeg er vred, så kommer jeg aldrig videre, og så kan jeg ikke være en god verdensborger,” siger Duane Howell fra Saint Croix Landmarks Society, da vi møder ham på toppen af Christiansværn, hvordan tager vi den erfaring, som slaverne fik, og bliver bedre til at behandle hinanden humant?” spørger han.

Tilbage hos Krystelle og Madi Ventura taler søstrene om deres drømme.

Jeg vil bygge mit eget hus heromme bagved. Jeg har læst på nettet, at man kan bygge et hus af paller. Min mor ordner negle for folk, og vi kan måske lave et separat rum til en lille forretning.”

Lillesøster Krystelle siger, at hun vil åbne et værksted og en lille butik. Moren kommer ud i haven med tallerkener med ris og fried chicken. Faderen jagter en bilist, der drøner forbi huset i høj fart. Hans blik svømmer i rom fra flasken.

Artiklen er skrevet sammen med journalist Lasse Telling.


Rejs selv til slaveøen

Tag på en virtuel rejse til de nuværende Amerikanske Jomfruøer i den interaktive dokumentar Rejsen til slaveøerne. Produktionen er lavet af Clio Online, journalist Lasse Telling Madsen, journalist Thomas Aue Sobol og fotojournalist Sofia Busk.