Helikopter_

Søndag 12. april 2020

Hej


Her er Zetland Helikopter påskedag. Vi skal høre nogle rigtig vilde forklaringer på coronavirus.

Hvad har coronavirus, 5G og vacciner til fælles? En hel del, mener internettets konspirationsteoretikere

Krisetider med stor usikkerhed som nu skaber et perfekt miljø for, at selv de vildeste idéer kan sprede sig fra internettets dunkle afkroge, fortæller dagens gæster, som er Eske Vinther-Jensen, direktør for Common Consultancy og Zetlands egen Torben Sangild.

22 min

Dagens tal

52

Antallet af kommuner, der regner med at kunne åbne daginstitutionerne for børnene på onsdag den 15. april. 46 regner med at kunne åbne skoler. Det fremgår af en pressemeddelelse fra KL.

Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Konspirationsteorier på fremmarch

  • Misinformation og konspirationsteorier spreder sig med stor hast på internettet under coronakrisen (Information).

  • En af de udbredte, men stærkt farverige teorier går på, at udbredelsen af coronavirus hænger sammen med indførelsen af telekommunikation via 5G. I Storbritannien er en række 5G-master blevet sat i brand (The New York Times).

  • Teorien om sammenhængen mellem 5G og coronavirus slår godt an i antivaccinationsbevægelsen, hvor det også er på tale, at coronavirus er en stor afledningsmanøvre, der skal muliggøre opsætningen af 5G-netværket uden protester og en efterfølgende tvangsvaccination af befolkningen (Wired).

  • En krisetid som nu er en perfekt grobund for, at konspirationsteorier kan sprede sig fra de mere obskure hjørner af internettet og vinde gehør i en bredere offentlighed. Det handler om, at verden som sådan er i tvivl (Zetlands Nyhedshelikopter).

Foto: Ritzau Scanpix

Sygdom og død

  • Den britiske premierminister Boris Johnson er nu udskrevet fra hospitalet, hvor han også har været i intensiv behandling for coronavirus. Johnson skal tilbringe den næste tid i sit sommerhus. Han er dog langtfra rask og kan ikke overtage ledelsen af landet lige med det samme (BBC).

  • USA er nu det land i verden, hvor flest coronasmittede er døde, og har altså overhalet både Kina og Italien. Cirka 20.500 COVID-19 smittede amerikanere er døde, og mere end 8.000 af dem er døde i New York (CNN).

  • I Danmark er 273 personer, der var smittet med COVID-19, nu døde. Antallet af indlagte er siden i går faldet med 12 personer til i dag at være 396, og også antallet af indlagte på intensiv og i respirator er – igen – faldet i dag, så der nu er 104 patienter på intensiv og 85 i respirator (Coronasmitte.dk).

Det skal du også vide

Nogle daginstitutioner og skoler åbner officielt igen for børnene onsdag den 15. april, men Kommunernes Landsforening opfordrer nu forældrene til kun at tage imod tilbuddet, hvis de virkelig har brug for det. Sundhedsstyrelsens krav om afstand mellem børnene betyder nemlig, at der ikke vil være plads til lige så mange børn, som der plejer i institutionerne (Politiken).


Det var alt fra Zetland Helikopter påskedag.

I morgen er det endnu en gang helligdag, men det tager Helikopteren sig ikke af. I morgen lægger Andreas Thorsen an til landing i din Zetland-app og mailindbakke klokken 16.

Jakob Skaaning

Med venlig hilsen

Jakob Skaaning

Helikopter-redaktør

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: